Arrangementet indeholdt oplæg fra jurister, aktivister og et enkelt folketingsmedlem, Morten Østergaard fra Radikale Venstre. Der var musik ved Duetto Cantabile, som består af en hollandsk indvandrer og en afvist irakisk asylansøger. Vi så den meget kraftfulde film "Paragraf 15" af Mirza Ekinović. Og sidst men ikke mindst blev Brandbjerg-prisen uddelt til to afviste asylansøgere; Lirije Memeti fra Kosovo og Raja Ghani Kadam fra Irak, for deres utrættelige humanitære indsats for andre asylansøgere, på trods af deres egen uholdbare situation og dårlige helbred.

Ordfører for Borgere for et anstændigt Danmark, Bodil Hindsholm Hansen (tv), uddeler Brandbjerg-prisen til Lirije Memeti (i midten) og Raja Ghani Kadam (th)

Asylpolitik er et stadig meget aktuelt emne, ikke mindst fordi Mirsad Zairi, som i sin tid var grunden til, at Præsteinitiativet blev grundlagt, skal tvangsudvises den 2. oktober.

Arrangementets overskrift "Tomme løfter og svinestreger" er en direkte hentydning til statsminister Anders Foghs valgløfte om et bredt asylforlig, som aldrig blev indfriet. Og selv om man, da man planlagde mødet, ikke vidste, at Mirsad Zairi ville få beskeden om tvangsudvisning, kom overskriftens anden del virkelig til sin ret, da hans sag blev fremlagt for os af hans advokat og repræsentanter for hans støttegruppe.

Mirsad er fra Serbien, men er etnisk kosovo-albaner. Da han ikke ville deltage i Serbiens krig i Kosovo, blev han fænglset og tortureret i to måneder. Det lykkedes ham derefter at flygte til Danmark. På asylcentret i Hjørring mødte han Valentina fra Kosovo. De blev forelsket og efterfølgende gift den 14. juni 2002 på Mariager Rådhus. De har nu to døtre. Valentina og børnene har fået asyl - men det har Mirsad ikke. Siden 2003 har familien, familiens advokater og støttegruppe kæmpet en indædt kamp for at holde familien samlet.

Familien gik med til at samarbejde om at blive sendt til Kosovo samlet, forudsat de alle kan få indrejsetilladelse til landet, og ministeriet har til advokat Anne Land skrevet, at Mirsad kun ville blive tvangsmæssigt udsendt, hvis ikke familien samarbejdede. Dette har Rigspolitiet dog valgt at se bort fra, og på trods af, at familien har skaffet nødvendige dokumenter, har de nu sendt en besked til familien om, at Mirsad vil blive tvangsudsendt til Serbien 2. oktober - med en kopi af flybilletten vedhæftet.

I Danmark har Mirsad været fængslet i mange måneder og er endda blevet kørt til Vestre Fængsel i ambulance direkte fra Aalborg Sygehus efter at være kollapset. Valentina er psykisk ødelagt af hele miseren. Og tilbage står to små børn, som Danmark desværre ikke ser som omfattet af Børnekonventionen i modsætning til danske børn. Deres interesser og ret til et familieliv er nemlig på intet tidspunkt blevet overvejet af de (u)ansvarlige myndigheder, som man ellers gør det, når det drejer sig om danske børn. Og det på trods af, at Børnekonventionen omfatter alle børn indenfor et af de tiltrådte landes grænser, uden skelnen til etnicitet, religion eller statsborgerskab.

Arrangementet sluttede med vedtagelsen af en fælles udtalelse med overskriften "Asylpraksis tåler ikke dagens lys", som er blevet sendt til medierne som pressemeddelelse. Her skriver vi blandt andet:

Denne praksis tåler ikke dagens lys. Det ved vi fordi vi gang på gang bliver præsenteret for enkeltsager i medierne, hvor selv sagsbehandlere, der har den utaknemmelige opgave at forvalte loven, er rystede over den menneskelige lidelse, afgørelserne medfører, hvorefter en del af afgørelserne bliver ændret.

Det er tragisk, hvis retssikkerheden for asylansøgere skal afgøres af hvem der har ressourcer nok til at skaffe sig venner ude i samfundet, der kan råbe medierne op. Hvad sker der med alle dem, vi ikke ser, fordi de alt for svækkede bare sygner hen i lejrene? Dem kan man nemt tvangsudvise i nattens mulm og mørke, uden at nogen ser det - andet end de andre beboere i lejren, der ved, at det næste gang kan være dem, der bliver hevet ud af sengen af en flok politimænd.

Statsminister Anders Fogh har taget afstand fra samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Dengang sendte man også jødiske flygtninge fluks tilbage til Tyskland, hvor mange endte i kz-lejre. I dag er hans regering med til at sende irakiske flygtninge tilbage til fængsel og tortur. Men det kan en fremtidig statsminister jo bare undskylde.

Ikke desto mindre var det netop den slags aktivister, der i går markerede Verdensdagen for Flygtninge på Kultorvet i København. Markeringen blev indledt kl. 15 med en tavs demonstration af Kvinder i Sort og Amnesti Nu, som sammen med kvinder fra asyllejrene Avnstrup, Sandholm og Kongelunden stod med sorte bannere med slogans som ”Stop tvangsudvisningerne”, ”Det er også mit ansvar” og ”Nej til fremmedhad”. Imens delte en mindre gruppe kvinder løbesedler ud, der gik som varmt brød – på under tre kvarterer var de 600 løbesedler revet væk.

Den lille organisation Amnesti Nu vakte sidste år opsigt med afleveringen af 90.469 underskrifter for amnesti til de omkring 800 afviste flygtninge, der havde opholdt sig i mere end 3 år i danske flygtningelejre. Samme dag, underskrifterne blev afleveret, kom statsminister Fogh med sin udmelding om at lade omkring 60 børnefamilier flytte ud af lejrene. Dagen efter udskrev han valg. De 60 familier er siden skrumpet væsentligt ind og det brede asylforlig, som statsministeren talte om under valgkampen, røg sig en tur da Ny Alliance valgte at lave en kovending på området.

Bedsteforældre for Asyl: Vi er vidner til en tragedie
Efter en times tid blev den tavse demonstration afløst af en lidt mere opsigtsvækkende af slagsen. Bedsteforældre for Asyl, der i over syv måneder søndag efter søndag har protesteret mod den nuværende asylpolitik foran asyllejrene Sandholm, Kongelunden og Avnstrup, var klædt ud som et græsk kor med hvide lagner og masker. ”I de græske tragedier er koret vidne til det, der sker. Som bedsteforældre har vi som græske forgængere et længere perspektiv på tilværelsen – og som det græske kor viderebringer vi det, vi ser”, stod der i bevægelsens pressemeddelelse. Og det er ikke småting, de ser:

“Fra krigen og volden I kom her til landet i nød
Her bydes I helvedets forgård og levende død.
Danmark er kommet af lave og retfærdens love er brudt.
Sorgen skal høres - og skændslen  - til det er fortrudt”.

Pris til afvist iraker
Organisationen Follow the Women, som for nyligt har cyklet Mellemøsten rundt med budskaber om fred, uddelte en pris til den afviste irakiske asylsøger Raja Gani Kadam, som bor i Kongelunden. Hun blev hædret for sin indsats for andre asylansøgere. Og selv om en afvist asylansøger sagtens kunne bruge de 7.000 kr, der fulgte med hæderen, valgte hun bevæget at forære dem til Dansk Røde Kors.

Markeringen af Verdensdagen for Flygtninge blev afsluttet med musik af Kurtes Rizi fra Kosovo og Anders Honoré, hvis forfædre var kommet til Danmark som flygtninge fra Frankrig, forfulgt for at være huguenotter. Således illustrerede den musikalske duo, at flygtninge langt fra er et nyt fænomen i Danmark, men der er stor forskel på, hvordan de gennem tiderne er blevet modtaget. Viljen til at hjælpe forfulgte mennesker synes at svinge med mellemrum. Uheldigvis for nutidens flygtninge lader det til, at der for øjeblikket hersker en udtalt lavkonjunktur på dette punkt.

Apropos gårsdagens blogaktion for menneskerettigheder, var jeg i eftermiddags til en demonstration for et frit Palæstina i anledningen for 60-året for Al-Nakba - arabisk for katastrofe. Katastrofen, der er tale om, er den israelske militærs og private terrorgruppers fordrivelse af hundredetusinder palæstinensere, som fortsatte med en besættelse af Palæstina, vilkårlige drab på civile palæstinensere, og for ikke så længe siden også en apartheidmur.

Der var rigtig mange fremmødte, og på vej fra Nørrebrohallen blev vi mange flere endnu. Med palæstinensertørklæder og paroler som "60 år er nok" og "Riv muren ned", gik vi til Rådhuspladsen, hvor Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, og Jan Mathiesen, næstformand for 3F Hotel og Restauration, tordnede mod de daglige brud på menneskerettigheder, palæstinensere lever med.

Trine Pertou Mach havde svært ved at se, hvordan Israel skulle være en "demokratiets forpost", som Anders Fogh Rasmussen havde udtrykt det ved fejringen af 60-året for Israels oprettelse, når man ikke anerkender 20 % af sin egen befolkning og lader en racistisk besættelsesbevægelse sætte dagsordenen. Jan Mathiesen, som selv har været i Palæstina en del gange, kaldte landet for verdens største fængsel. Han kunne ikke se nogen som helst forskel på Warzsawa-ghettoen og eksempelvis Hebron, hvor der er udgangsforbud 24 timer i døgnet - bortset fra en gang imellem, hvor palæstinenserne allernådigst får lov til at hente nødhjælp.

Også den palæstinensiske repræsentant i Danmark tog mikrofonen, og fortalte, at de overlevende palæstinensere lever Al-Nakba hver dag, at flere generationer aldrig har oplevet frihed, men må leve under en inhuman belejring og en besættelsesmagt, der terroriserer den samlede palæstinensiske befolkning. Palæstinensere ser fortsat mod det internationale samfund i sin kamp for retten til at vende hjem og retten til selvbestemmelse, sagde han, og takkede for danskeres hjælp og støtte.

Det var rart for en gangs skyld at være et sted, hvor folk turde kalde tingene ved deres rette navn, og fx sige besætterne i stedet for bosætterne (i TV siger de nogle gange "bosætterne i de besatte områder" - helt ærligt, skal man være lingvist for at høre det åndssvage i det udtryk?). Men det var en umådelig trist anledning, og trist var det også at se alle skiltene med navne på de udslettede landsbyer. Der var et hav af dem.

Da Serbien-Montenegro (som den gang kaldte sig Jugoslavien) sendte sine soldater ind i Bosnien-Hercegovina, fik jeg mange gange fortalt (af serbere selv), at man ville have hævn for 1389 og "500 års tyrkisk undertrykkelse" (og jeg tænkte "Aha, og hvad laver I så her? Tyrkiet er dén vej."). Senere sagde en af mine venner: "Mon de så ville synes, det var helt i orden, hvis vi om 500-600 år sender en hær ind i Serbien og Montenegro for at begå folkedrab der?!?" Der lader lidt til at herske samme logik i visse kredse i Israel, der retfærdiggør uhyrligheder med dem, man selv oplevede i Anden Verdenskrig - for nogen andres hånd, i øvrigt.

Apartheidmuren hører ingen steder hjemme i en civiliseret verden, og da slet ikke i en demokratiets forpost. Nutidens ghettoer og etnisk udrensning kan ikke retfærdiggøres med fortidens. Palæstinensere bør kunne vende hjem og have selvbestemmelse i deres eget land. 60 år uden menneskerettigheder er nok.

Tom Behnke (K), Tina Thuesen og Larry Feinberg

I dag var jeg med til at aflevere over 9.000 underskrifter for at Danmark skal tillade sine borgere at have dobbelt statsborgerskab. Underskriftsindsamlingen foregik (og foregår stadig) på denne hjemmeside (vi nærmer os lige nu de 10.000!). Som jeg skrev forleden, har Ny Alliance fremsat et beslutningsforslag om at tillade dobbelt statsborgerskab. Forslaget blev i går diskuteret i Folketinget, og i den anledning havde Tina Thuesen (dansk statsborger bosat i Schweiz), Tamra Rosanas og Larry Feinberg (herboende amerikanske statsborgere), Jens Witthøft Nielsen (generalsekretær for Danes Worldwide) og jeg et møde med Tom Behnke (K), som er formand for indfødsretsudvalget.

Først mødtes vi dog med Jørgen Poulsen (NA), som gik med os til integrationsministeriet, hvor Tina Thuesen overrakte underskrifterne og en buket forskellige flag til en embedsmand fra ministeriet. Minister Birthe Rønn Hornbech (V) var ”optaget andetsteds” og kunne derfor ikke selv komme og møde os. Det ville også have været en sensation der ville rydde alle forsider, hvis hun ligefrem var mødt op personligt, så det er måske fint nok, at hun ikke stjal rampelyset fra os. Der var nemlig en journalist og en fotograf fra Ritzau til stede, hvilket forhåbentlig resulterer i nogle artikler i onsdagsaviserne.

Derfra gik vi til kaffe på Jørgen Poulsens kontor, hvor også Naser Khader kom forbi. Vi talte sammen om udfordringen i at skaffe 90 mandater for at få forslaget igennem, når DF er så kategorisk afvisende og V og K tilsyneladende lader dem styre slagets gang.

Det næste punkt var et møde med Tom Behnke, som også fik underskrifterne og en buket flag. Han kunne fortælle os, at NA’s forslag ville blive afvist ved dagens folketingsdebat, men at indfødsretsudvalget havde taget initiativ til en intern høring om dobbelt statsborgerskab i slutningen af maj, som alle medlemmer af folketinget vil blive indbudt til. Her ville de få emnet belyst af eksperter og også have mulighed for at ”stille dumme spørgsmål”. Han opfordrede os til at søge om foretræde for udvalget. Det manglede da også bare, at de holdt en høring med eksperter uden at snakke med eksperterne i, hvad det i praksis vil sige at skulle afstå fra sit oprindelige statsborgerskab eller ikke at kunne stemme nogen steder (i modsætning til hvad mange tror, har udedanskere efter to års ophold i udlandet IKKE længere stemmeret til folketingsvalg, og de kan heller ikke stemme til parlamentsvalg i deres bopælslande fordi de jo ikke er statsborgere der).

Et tv-hold fra DR var der mens vi snakkede med Tom Behnke, og jeg var tilsyneladende i TV Avisen kl. 18.30 i går – dog kun i en statistrolle. Jeg så det ikke selv fordi jeg på det tidspunkt sad i bussen på vej hjem fra folketingsdebatten, hvor forslaget om dobbelt statsborgerskab var det sidste punkt. Og dén debat var sine steder uhyre underholdende. (Man kan se indslaget via denne hjemmeside: http://www.dr.dk/DR1/TVAVISEN/tvaindslag.htm)

Integrationsministeren havde fundet tid i sin travle kalender til at dukke op i salen, hvor hun indledte debatten med at sige, at forslaget var ”overfladisk, sjusket og ikke særlig seriøst”. Derfor kunne regeringen ikke tilslutte sig forslaget, konkluderede hun. Inden da kom hun dog med dette guldkorn: ”Da jeg gik på universitetet hørte jeg, at de mest ulykkelige mennesker var de statsløse og dem, der havde dobbelt statsborgerskab.”. Jeg fik desværre ikke fat i, hvilken hjemmefødning der var ophavsmand til denne tese.

Alle partiers ordførere var efterfølgende på talerstolen. De ønskede alle en undersøgelse af de ulemper og fordele, dobbelt statsborgerskab måtte have og derfor så frem til høringen. Eller rettere sagt var det ikke alle – DF var kategorisk afvisende overfor hele idéen om dobbelt statsborgerskab, og det var da også dem, der var det underholdende ved debatten.

Søren Krarup brillerede især ved at sige, at udedanskere på ingen måde var ambassadører for Danmark, idet man kun kan være ambassadør ved at blive ansat til det. Da udedanskerne havde valgt et andet land frem for Danmark, var de desuden heller ikke danske mere, om end de godt kunne have danske minder. Men denne følelse af, at de skulle være ambassadører for deres fædreland er intet andet end ”sentimentalitet”.

Jesper Langballe fortsatte forestillingen med at proklamere, at man med dobbelt statsborgerskab ”ophæver meningen med statsborgerskab” og at NA’s forslag ødelægger demokratiet da det i virkeligheden handler om at gå tilbage til enevældet (!). Han henviste til en stor statsborgerskabsreform, der blev gennemført i 1895, som han mener er stærkt truet af forslaget om dobbelt statsborgerskab. Da Jørgen Poulsen gjorde ham opmærksom på, at der var sket et og andet med verden siden 1895, svarede Langballe, at han ikke kunne forstå, hvad Poulsen sagde, og at det var ”sort snak”.

Nok på samme måde som det i 1895 var sort snak, at kvinder skulle have stemmeret.

Arrangementet blev indledt med nogle slides om, hvordan situationen i disse dage ser ud på integrationsområdet. På første slide stod der ”Pisk og/eller gulerod”. Suk. Hvorfor skal det være nogen af delene? Straf og belønning er da noget, man bruger til at træne hunde med, er det ikke? En sådan primitiv tilgang er rent ud nedladende, hvis man vil anvende den på mennesker. Hvad blev der af at tale sammen, menneske til menneske?

Panelet kom i løbet af arrangementet omkring flere emner og skulle også tage stilling til konkrete løsningsforslag. Et par af de berørte emner fandt jeg særligt interessante. Politikerne blev bl.a. spurgt om, hvad de syntes om modersmålsundervisning – noget, jeg som lingvist synes er meget vigtigt. Mens Henrik Dam Kristensen, Morten Østergaard og Manu Sareen alle tre syntes, det er et vigtigt led i en vellykket integration, understregede Lene Espersen, at det vigtige for integrationen var, at man lærte dansk. Selvfølgelig er dansk vigtigt, men hvad med at tage tingene i den rigtige rækkefølge? Man kan fjerne modersmålsundervisningen, men man kan ikke fjerne modersmålene. Nogle børn vil stadigvæk ikke tale dansk med deres forældre, og selvfølgelig ville de ikke det. Det er som sagt ikke deres modersmål. Det forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer det.

Hvad skyldes denne sprogforskrækkelse overhovedet? Hvorfor skal det lyde som et handicap, at man kan flere end et sprog – og hvorfor skal man så have fremmedsprog i skolen, hvis det er så frygtelig en skæbne?

Inden FN i sin tid afleverede mig til Danmark, nåede jeg at lære mit eget sprogs grammatik ret godt, og den viden har været guld værd. Med mit eget sprog som fundament lærte jeg meget hurtigt dansk og engelsk, derefter også tysk og fransk. Jeg ved med sikkerhed, at det aldrig var gået sådan, hvis ikke jeg havde haft styr på mit bosnisk, for jeg kan stadigvæk huske de teknikker jeg brugte til at lære nye udtryk og ord på de nye sprog med. Det giver mig myrekryb, at man i nogle kommuner afskærer børn fra etniske mindretal fra samme succesoplevelse.

Men det, der måske undrede mig mest under arrangementet var, at Lene Espersen flere gange snakkede om, at ”nu måtte man se at gøre op med berøringsangsten” overfor etniske minoriteter. Berøringsangst?! Hvor henne da? I de femten år, jeg har været udlænding i dette land, er man aldrig gået så hårdt til etniske minoriteter som i dag, og tendensen er, at det kun bliver værre.

Der er diskriminerende lovgivning som starthjælpen, 300-timers reglen, 24-års reglen m.m.; der er folkevalgte politikere, der fra landets fineste talerstol skummer af fordømmelser af islam og muslimer; mange kommuner er ikke blege for at skaffe ”hvid hjemmehjælp”; otte ud af ti vejledere oplever, at erhvervslivet ønsker ”hvide” praktikanter; medierne bugner af dybt diskriminerende sprogbrug – og der er i hvert fald aldrig nogen, der har vist tegn på berøringsangst overfor mig. Så sent som i går blev jeg her på WordPress kaldt for en ”fjende mod danske værdier, der som muslim refleksmæssigt lukker øjnene for realiteter; en fjende, der bør bekæmpes”, og jeg har slet ikke tal på alle de gange, folk har ladet mig vide, at jeg burde have været død for serbernes hånd, som "gjorde Europa en tjeneste" ved at myrde muslimer. Hvis dét er berøringsangst, har jeg slet ikke lyst til at vide, hvad der ligger nedenunder. Lene Espersen holdt sig heller ikke for god til stærke overdrivelser, idet hun to gange sagde, at ”hele Danmark havde stået i brand”, da unge fra etniske minoriteter begik hærværk. Hele Danmark, virkelig?

En tilskuer i salen stillede panelet spørgsmålet om, hvornår man var dansk, da han var træt af, at hans søn skulle ”nummereres” som ”tredjegenerationsindvandrer”. Det førte til, at politikerne også talte om, hvad integration var, og der var enighed blandt dem, at det er en tovejsproces. Men noget tyder på, at det er forskelligt, hvor forankret denne overbevisning er hos dem.

Ifølge Morten Østergaard er det centrale spørgsmål, om man føler sig hjemme i Danmark. Og det er en følelse, man har indeni, men også en følelse, man kan få i mødet med andre – som en forlængelse af, at integration også involverer andre end etniske mindretal. Den slutning laver Lene Espersen åbenbart ikke, idet hun mener, at det udelukkende er en privat sag, om man er dansk eller ej. Hvordan det mon må lyde i ørerne på dem, der både er født og opvokset i dette land, men dagligt får at vide, at de ikke er ”rigtige” danskere, lige så snart de er to nuancer mørkere end albino? Som ikke må gifte sig, med hvem de vil, hvis de vil bo i deres land? Som ikke kan tænde for TV Avisen uden at få at vide, at de er en belastning og en trussel mod dette samfund? De ved, at de er danske, men rækker det? Nej, vel. For integration involverer som sagt også andre.

Nu skal man selvfølgelig ikke være for hård ved regeringens politik overfor etniske og andre mindretal. De kan i det mindste få æren for, at Lene Espersen har overvundet sin berøringsangst og tør stå frem og fortælle hvordan unge fra etniske mindretal for et par måneder siden havde sat ild i "hele Danmark”.

Özlem, hendes mand Devrim og Jacob Holdt

Spørg mig ikke, hvorfor Pia K. ser så solariebrun ud..

Se flere billeder på Jacob Holdts hjemmeside http://www.american-pictures.com/gallery/friends/Ozlem.Cekic/pages/Ozlem.Cedik.2007-70.htm
og frem.

Hardy Hansen indledte høringen, som han kaldte for en ”solidaritetskonference” som svar på ”nutidens største politiske forbrydelse” – behandlingen af børn i det danske asylsystem. For en god ordens skyld fortalte han, at adskillige ministre (bl.a. stats- og integrationsministeren) var blevet inviteret til høringen, men ingen af dem var at se i Landstingssalen. Elsebeth Gerner Nielsen fortalte derefter en historie fra det virkelige liv om to små drenge i en asyllejr, hvis mor var alvorligt syg – så syg, at børnene frygtede for hendes liv. Samtidig vidste moren, at hvis hun tog sit eget liv, ville det kunne betyde liv for hendes to små drenge…. Elsebeth Gerner citerede sangen ”If You Tolerate This Your Children Will Be Next” af Manic Street Preachers, og den pointe gik igen hos flere af dagens oplægsholdere, hvad enten det var fra en juridisk eller en psykologisk synsvinkel.

De juridiske eksperter var cand.jur., ph.d. Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder, den canadiske advokat og ekspert i indvandrer- og flygtningelovgivning Warren L. Creates, samt advokat Anne Land, som præsenterede cases fra sit arbejde som udlændingeretsadvokat. De understregede alle tre den mangelfulde retssikkerhed på asylområdet. Kim U. Kjær fortalte eksempelvis, at han har set mange sager, der var ”skæmmet af tolkefejl”, da myndighederne ikke stiller særlig høje krav til de tolke, der bliver brugt. Det er også et stort problem, at Flygtningenævnets afgørelser ikke kan prøves af en ombudsmand eller af en domstol, selv om det er garanteret i Grundloven, at alle afgørelser skal kunne prøves ved de danske domstole. Desuden er Flygtningenævnet ikke en uafhængig instans, som det fx er tilfældet i Canada. Til sammenligning med de tre medlemmer, det danske flygtningenævn tæller i dag, har de i Canada over 100 medlemmer til at afgøre asylsager.

Nøglebegrebet i høringen var FN's Børnekonvention, som Danmark sammen med 190 andre lande underskrev i 1991. Danmark har også ratificeret konventionen, men har ikke implementeret den i den nationale lovgivning. Dette vil sige, at konventionen ikke bliver fulgt i praksis, selv om en ratifikation forpligter til netop det. Samme dag som høringen fandt sted, udtalte integrationsordfører hos De konservative, Henriette Kjær, i Kristeligt Dagblad, at regeringen ikke bryder nogen konventioner. Denne konklusion om rigets tilstand kunne ekspertpanelet ikke genkende. Hvis Børnekonventionen blev fulgt, ville alle afgørelser der vedrører børn nemlig skulle tage udgangspunkt i barnets tarv og familiens enhed. Så ville man hverken kunne lade børn sidde i lejre år efter år eller splitte familier ad ved at give opholdstilladelse til den ene, men ikke til den anden forælder. Diskriminationen af asylbørnene ville også ophøre, idet Børnekonventionen gælder for alle børn, der befinder sig indenfor et af de underskrivende landes grænser. Dette ville i praksis betyde, at asylbørnene ville få adgang til skolesystemet, i stedet for i årevis at være henvist til centerskoler, som kun underviser i dansk, engelsk og matematik på det mest basale niveau. Det ville også betyde, at de ville få den omsorg, de har brug for for at håndtere traumerne og det hårde liv – på samme måde, som hvis det var danske børn, der gik med grusomme oplevelser i bagagen.

Netop omsorg har de stærkt brug for, fortalte flere af eksperterne, som deltog i høringen. Mange af børnene har traumer fra deres krigshærgede hjemlande, men disse bliver forværret af en gentraumatisering gennem det lange ophold i lejrene og de hyppige flytninger, fortalte speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lene Lier. Hun har sammen med flere kolleger udarbejdet en børnepsykiatrisk-børnepsykologisk undersøgelse af 6 asylbørn. Konklusionerne af undersøgelsen er meget bekymrende: børnene lever i et meget stressende miljø med angst, aggressioner og traumer til følge. Det er typisk for asylbørn, at de meget ofte flyttes rundt mellem de forskellige lejre – op til en gang hvert halve år. Ifølge Lucy Schmidt, juraprofessor, dr. phil. og tidligere medlem af FN's børnekomité, mister de hver gang de bånd, de har nået at knytte i en lejr. Som følge bliver de mere afhængige af forældrene og sinkes derfor i deres psykiske udvikling. For at forbedre deres situation på dette punkt er det ikke en ændring af boligforholdene, der er det afgørende. Det er derimod adgangen til varige sociale netværk – venner, skolekammerater og frem for alt jævnaldrende, da det netop er den slags kontakter, der giver børnene den nødvendige nærhed og energi til at klare sig på trods af alle problemerne. Kjerstin Almqvist, dr.phil. og klinisk børnepsykolog havde en anden skræmmende konklusion fra sit arbejde, nemlig at tiden tilbragt i lejrene er altafgørende for børnenes chance for at klare sig senere. Efter ca. et år begynder mange at børnene at krakelere, og efter to år har man passeret ”the point of no return” – skaden er efter dette umulig at reparere. I skrivende stund er der børn i Danmark, som har tilbragt op til 10 år i forskellige asyllejre. Jeg nåede selv at passere ”the point of no return” inden asylmeddelelsen kom, og det var endda i en helt anden tid, før systemets vokabular var blevet udvidet med sproglige røgslør som ”motivationsfremmende foranstaltninger” og ”integrationspotentiale”.

Lucy Schmidt gjorde også opmærksom på et andet problem, nemlig at forvaltningen ikke tager hensyn til, at det er en meget almindelig psykologisk mekanisme der gør, at man ikke straks fortæller om de overgreb, man har været udsat for. Myndigheder tolker derimod alle oplysninger, som først kommer frem hen ad vejen, som pure opspind, og det var tydeligt, at alle de tilstedeværende psykiatere og psykologers nakkehår rejste sig ved tanken. De bliver ofte overhørt af asylmyndighederne, fx når PTSD bliver betegnet som en ”ikke alvorlig sygdom”. Blandt andet derfor tog en gruppe børnepsykologer og -psykiatere initiativ til ovennævnte undersøgelse.

Høringen mundede foreløbigt ud i en deklaration forfattet af Warren L. Creates. Deklarationen blev underskrevet af over hundrede deltagere. Her er hovedkravet, at Danmark implementerer Børnekonventionen i sin lovgivning, som det også har forpligtet sig til. Derudover kræver underskriverne et asylsystem, der lever op til kravene om retssikkerhed og medmenneskelighed, og som anerkender de asylsøgendes værdighed. Børnepsykiater Bente Rich afsluttede rystet høringen ved at sige, at vi har oprettet en humanitær katastrofe midt i et af de rigeste lande.

Som Elsebeth Gerner citerede: ”If you tolerate this your children will be next”. Danske forældre skal heller ikke vide sig for sikre bare fordi deres børn har det rigtige pas. Det vil også være til deres eget bedste, at Børnekonventionen blev fulgt i landet. For når først man er nået derud, hvor børn bliver behandlet på denne måde, er al menneskelighed forsvundet fra systemet. Og hvor mange forældre har lyst til at overlade deres børn til et sådant system?

Allerede under deres korte indledende taler blev det for hårdt for Shirin, hvis stemme forsvandt efter anden sætning, og grådkvalt bad hun Mona om at læse resten af hendes tale. Der var bomstille i lokalet og uden tvivl sad der andre end mig og kæmpede med en stor klump i halsen. Pigens skuldre syntes fysisk bukket under det enorme pres, hun har levet med i næsten halvdelen af sit liv. Hendes sidekammerat Marina havde selv klaret sig fint igennem sin tale, men nu sad hun også og tørrede tårer af sine kinder. Disse unge græder meget stille tårer. Stemmen forsvinder bare, og end ikke et suk undslipper dem.

Marinas familie (undtagen hendes to myndige storebrødre) havde tidligere i år fået opholdstilladelse, men ti dage senere kom der et nyt brev fra Udlændingestyrelsen om, at det var en fejl. ”Det var som om de slog os ihjel”, siger hun. ”Min mor er næsten holdt op med at spise siden da.” Helin var hos Marina den dag, de fik det andet brev. ”Marina kunne ikke græde. Man græder ikke foran sine forældre i lejren, derfor er jeg glad for, at de har grædt her i dag. Det er vigtigt at få så meget ud som muligt, for der er meget, man bærer på.”

De kunne også bekræfte, at flygtningebørn stadigvæk bruges som tolke i alle mulige situationer. Voksne afviste asylsøgere får ingen danskundervisning, så de har ingen chance for at klare sig selv. Og de ansvarlige ser intet galt i at pålægge børn og unge så tung en byrde. Helin har tilbragt ca. 8 år i de danske lejre. Hun har tolket siden hun var 12 år, ligesom jeg selv. De voksne er ikke blevet klogere siden min tid som asylbarn.

Nogle få af de yngre børn i Avnstrup har fået lov til at gå i dansk skole. De er meget glade for det, men er også helt bevidste om, at de ikke er som de danske børn. Shirin tør for eksempel ikke invitere klassekammeraterne hjem fordi hun skammer sig over hvordan hendes familie bor. I virkeligheden er det nogle helt andre, der burde skamme sig. Det er ikke Shirins forældre, der har givet deres stemmer til de ansvarlige politikere. Shirins forældre har ikke en gang nogen stemmer at give.

Endnu værre er det for dem, der er over 18. De forsøger på alle måder at få en eller anden form for uddannelse, men bliver afvist eller afbrudt. Helin begyndte således på teknisk skole, men fik ikke lov til at fortsætte efter grundforløbet. I stedet blev hun sendt til frisørskolen, ligesom 15-16 andre unge fra lejren. Det kan hun også leve med, bortset fra at hun ved, at det også er en blindgyde. Nok får de lov til at gå der og endda fuldføre uddannelsen, men de får ikke lov til at bruge den og arbejde. Og også her bliver de konstant mindet om, at de er afvist. Hver torsdag skal de forlade undervisningen for at tage den lange tur fra skolen i København til Avnstrup for at melde sig hos politiet. Også selv om politiet godt ved, hvor de er og at resten af deres familie er inde i lejren. ”Sådan er deres regler, siger de bare til os”, fortæller Helin. Den sætning hører de ofte af de ansatte. Hvis man har glemt sit id-kort, kan de finde på at nægte at lukke porten op for én, for sådan er reglerne jo. Som om nogen frivilligt ville forsøge at flytte ind i lejren, hvis man havde noget valg!

En gang imellem laver de unge en lille sproglig fejl, men aldrig når de bruger systemets sprog. Et ord som ”tvangsudsendelser” klinger i rummet med perfekt udtale. De unge lever i en virkelighed, hvor det ikke er ualmindeligt, at politiet bare dukker op ud af det blå, nogle gange midt om natten, og henter folk for at transportere dem ud af landet. ”Hver gang det sker, ved vi, at det kan være os næste gang”, siger Helin. Shirin har allerede oplevet at blive hentet. Hun blev på et tidspunkt tvangsudsendt til Ungarn med sin mor og lillebror, eskorteret af seks politimænd. Da hun på et tidspunkt skulle på toilet, gik to af politimændene med hende derud. I 10 måneder var familien splittet, idet faren, som er fra Iran, stadig sad i lejr i Danmark. Juleaften kom de endelig tilbage til ham, når Shirin at fortælle inden hendes stemme forsvinder igen og flere tårer triller ned ad hendes kinder.

Alle disse unge er vokset op i Danmark.
Alle disse unge vil så brændende gerne have en uddannelse.
Alle disse unge taler mindst fire sprog.

Arbejdsmarkedet ville elske at få fat i dem, men den politiske beslutning er, at de er uvelkomne og deres talenter ligegyldige. De unge kan ikke forstå, at regeringen samtidig i ekspresfart giver asyl til de irakiske tolke, som intet kender til Danmark eller taler dansk. De er helt på nulpunktet hvad angår integration, i modsætning til disse unge. Alligevel er de mere velkomne.

Fortvivlelsen blandt tilhørerne var også stor. Lejrene ligger så isoleret, at store dele af befolkningen sandsynligvis ikke ved noget om disse ting. Det er måske også meningen – ude af øje, ude af sind. De unge vil også gerne mere i kontakt med den øvrige befolkning og siger til os, at vi endelig skal komme og besøge dem i Avnstrup. For at komme ind kræver det dog, at man har kontakter inde i lejren, så man kan henvende sig til Støttekredsen for Flygtninge i Fare, hvis ikke man kender nogen. Eller man kan komme forbi frisørskolen på Vesterbrogade 15 i København, hvor nogle af dem går.

Disse lejre er bure, og de folk, som er buret inde, kan ikke bryde ud af dem. Det er os udenfor, som skal bryde ind i dem.

Asylafviste og danske kvinder i fælles aktion
Danske kvinder fra Kvinder i sort og asylafviste kvinder fra Sandholm-lejren fra Irak, Kosovo og Syrien demonstrerer i dag i fællesskab mod den danske regerings umenneskelige flygtningepolitik. Denne politik har resulteret i, at asylansøgerne, der ikke kan tvangshjemsendes på grund af situationen i deres hjemland, må sidde i årevis i de danske asylcentre uden nogen form for fremtid. Dette har alvorlige problemer til følge - både for voksne og børn.

Underskriftsindsamlingen www.amnesti-nu.dk , der startede i november 2006, kræver, at de afviste asylansøgere får asyl. Det drejer sig om ca. 1.000 mennesker, heraf 200 børn, som har boet i asylcentrene i mere end tre år. Det er et krav, som mere end 45.000 danskere allerede har skrevet under på.

Politiet var, ligesom mediefolkene, heller ikke svært at få øje på. Allerede da jeg steg af S-toget, så jeg en mandskabsvogn fuld af betjente køre fra stationen. Det var første gang, jeg var i Hillerød, så jeg gættede på, at jeg ville finde Torvet ved at følge efter dem. Og rigtigt nok – der holdt to mandskabsvogne på Torvet og der var mindst 15 betjente - udover dem, der gik op og ned ad gågaden. Egentlig var jeg lidt utryg ved at se dem (uniformer har lige siden krigen haft den effekt på mig), men det viste sig at være en ikke helt så dum idé at have dem med. Efter jeg havde været der i en times tid, kom en gruppe sortklædte fyre med dannebrog og et par bannere og stillede sig nogle meter fra os. Politiet kom ligeså elegant mellem dem og os. Jeg turde ikke gå hen til dem, men Bente Rich fortalte mig, at de var fra Dansk Front. De havde givet hende en løbeseddel, som hun gav tilbage – så væmmelig havde den været. Jeg gad faktisk godt have set den. Selv fik jeg "kun" en løbeseddel fra Fremskridtspartiet. De skrev, hvordan man kun blander Jesus i diskussionen, når ens argumenter ikke holder.

Moddemonstrationen på Torvet bestod kun af en håndfuld mennesker, og de var der ikke ret længe – kun lige til de var blevet filmet og fotograferet af alle. Jeg læste senere, at de sortklædte også havde været ved kirken med nogle andre bannere. Jeg tror lidt, de har skudt sig selv i foden fordi de ved deres tilstedeværelse uværgerligt har sat fokus på aktionen, da en moddemonstration jo kun er noget i kraft af "hoveddemonstrationen". Fremskridtspartiet var også mest et kuriosum. Så mange gange hørte jeg folk sige "Findes de endnu?".

Der var ingen taler på Torvet, for meningen med aktionen var at folk skulle blive informeret og snakke sammen. Og dét gjorde vi. Overalt så jeg folk med papir og kuglepen, skrive hinandens kontaktinfo ned. Der var en rigtig god stemning. Vi fik også en stor kontaktflade, fordi der hele tiden var nye folk, der kom til, mens andre gik igen.

Kirken var allerede godt fyldt op, da jeg kom derhen en halv time før gundstjenesten skulle begynde. Folk sad på radiatoren eller stod op. Thyge Enevoldsen spurgte på et tidspunkt, om der var nogen, der havde lange underbukser på – underforstået så de kunne gå ud og følge med via højttalere. Det havde jeg ikke, men gik ud alligevel - på jagt efter billeder. Vi var mange udenfor. Kirkens døre var åbne og folk stimlede omkring indgangen og højtalerne. Jeg kan ikke bedømme, hvor mange vi var i alt, men har læst, at der var ca. 500 mennesker. Så kan I forestille jer, hvor rørende det var at høre 500 stemmer synge "Dejlig er den himmel blå". Det meste af gudstjenesten blev tolket til arabisk – det var også noget af en oplevelse. Præsterne udviste enorm respekt for os ikke-kristne, og der blev hele tiden forklaret, hvad der nu skulle ske og hvad det betød. Og vi stod og bad Fadervor og Al-Fatiha side om side. Vi bad for de flygtninge, som nægtes hjælp og vi bad for, at de mennesker, der kan hjælpe, men ikke vil, må finde - som præsterne sagde det - "mod og fantasi, hjerte og vilje til at løse de umenneskelige dilemmaer, vore menneskeskabte love sætter nogle flygtninge i".

Jacob Holdt og TV-Avisens hold

Moddemonstrationen på Torvet

Trængsel foran en fyldt kirke

Imamen Abdul Wahid Pedersen og to kolleger efter gudstjenesten

Da vi ankommer, er det allerede mørkt, så jeg får ikke set særlig meget af lejren. Der er ikke alt for mange lygter derinde, og der er helt sort på de marker, der ligger hele vejen omkring. Jeg får at vide, at området bruges til skydeøvelser. Ved ankomsten afleverer vi sygesikringskort hos vagten, som giver os en kopi, mens vi er indenfor. Han trykker så på en knap, og porten åbnes med en lyd, man kun kender fra fængselsfilm. Størstedelen af lejren udgøres af gule barakker, men der er også en blok ude i siden. Jeg får at vide, at det var derfra, Dina Yafasova skrev sin bog. I barakkerne er der som regel to familier på tre eller fire medlemmer, som deler bad og toilet. Der er også barakker med kantine og andre med opholdsrum. Da vi går forbi kantinen, ser jeg, at der er lidt julepynt i vinduerne. Møblerne er grå.

Vi går i et af disse opholdsrum og taler med en lille gruppe romaer, som alle har været i Danmark i over 3 år. De kommer fra Kosovo, så vi kan tale sammen på bosnisk. Den sidste bosniske familie har for nyligt fået "negativ", så de er blevet sendt bort. Jeg sidder med en 20-årig pige, som fortæller om livet i lejren. Hun fortæller, at hun længes efter at komme ud f.eks. til Allerød, men hun må ikke få billetter til den slags. Hun viser mig et klippekort, hun har fået så hun kan komme til lægen. Det er et to-turs klippekort. Hun fortæller også, hvordan en lille roma-pige i lejren for nylig mistede sin makedonske slyngveninde, da dennes familie fik "negativ". Hun har siden helt mistet interessen for skolen og de andre aktiviteter. Venskaber er altid truet i en lejr som Sandholm.

Der er dog også nogle få lyspunkter. Gruppen fra Amnesti Nu har billeder med fra en fest, de holdt sammen med romaerne. Pigen fortæller mig også, at hun var i Tivoli aftenen inden, sammen med andre unge fra lejren. Det var Røde Kors, som arrangerede turen, og den blev udnyttet maksimalt til at more sig alt det, man overhovedet kunne komme til. Egentlig måtte hun ikke komme med, da hun er over 18, men slap heldigvis igennem alligevel. Måske fordi hun er så lille og spinkel. Jeg ser også en 11-årig dreng i stuen, som er meget lille af vækst, og tænker på, om det måske er standarden i lejren. Det er ikke nemt ikke at måtte lave sin egen mad. Jeg tænker tilbage på mine første uger i Danmark, hvor vi også havde kantine-ordning, og hvor svært det var at spise den danske mad - selv om vi havde sultet. Drengen taler flydende dansk, langt bedre end jeg.

En kvinde fra lejren fortæller, at hendes datter taler dansk bedre end sit modersmål. Hvis hun bliver sendt væk, vil hendes skolegang blive sat år tilbage på grund af de sproglige vanskeligheder. Hun vil være fremmed i sit eget land.

Gruppen fra Amnesti Nu fortæller, at en anden fra organisationen var med i Go' Morgen Danmark samme dag, sammen med en flygtning fra lejren og en fra Folkeempati (klippet varer 9 min og kan ses på Sputnik på nettet). Da vi efter nogle timer skal hjem igen, snakker Nina fra Amnesti Nu med den lille dreng om, hvilken størrelse sko han bruger. Hun tager hans slidte, sorte joggingsko af og måler hans fod med sin håndflade.

Da vi træder ud af barakken, kan jeg slet ikke orientere mig og aner ikke, hvor udgangen ligger. Jeg har en fin stedsans, men Sandholm om aftenen ligner en labyrint. Vejen er kun pletvist oplyst af det gule lys fra lygterne. De andre bevæger sig vant til udgangen. Porten summer igen med sin elektriske lyd og vi bytter kopi mod sygesikringskort. Det er om muligt endnu mere sort på markerne omkring lejren nu.

Vores møde resulterede i stiftelsen af en paraplyorganisation for alle de mange initiativer, som er kommet i protest mod regeringen & DFs retorik og flygtninge- og indvandrerpolitik. Præsteinitiativet og Læger siger fra havde arrangeret weekenden, som sluttede med en offentlig høring under titlen ”Asyllotteriet”.

Min kørelejlighed fra Århus til højskolen var biskop Kjeld Holm, som også var den første taler. I sin tale ”Angst og mod” advarede han mod ”den demokratiske konformisme”, skabt af angst, som åbenbart verserer i store dele af den danske befolkning. Hver tid sin (kollektive) angst, sagde han, og lige nu er det xenofobien. Men angst er også en kapitulation af personligheden, og det er det, Præsteinitiativet gør oprør mod. Lyset i Kjeld Holms tale var et citat fra Camus’ ”Oprøreren”: ”Kunst og oprør dør først med det sidste menneske.”

Blandt os var der mange forskellige professioner, som hver især kunne byde på et indblik i nogle særlige forhold omkring eksempelvis flygtninges vilkår. Advokat Bjarne Overmark fortalte, hvordan det ser ud, når en sag skal behandles af Flygtningenævnet. To låste døre, en bevæbnet betjent, uvedkommende adgang forbudt. Meget få beslutninger bliver offentliggjort. Der må ikke engang føres vidner. Udlændingestyrelsen offentliggør til gengæld ingen af sine sager og er desuden selv dommer for, om de internationale konventioner overholdes. Der er ingen mulighed for, at praksis kan danne præcedens. Hvor er retssikkerheden for samfundets svageste? Myndighederne siger, at sikkerhedsforanstaltningerne er af hensyn til flygtningene. Men, som Bjarne Overmark siger, hvis de har brug for så stor en beskyttelse, skal de vel have asyl. Eller hvad?

Det ender nu tit på en noget anden måde. Alt imens Udenrigsministeriet fraråder alle danske statsborgere at tage til Irak (undtagen soldater, selv om henstillingen måske også burde omfatte dem, som Elsebeth Gerner Nielsen sagde det), svarer man til irakiske asylansøgere, at man ”ikke ser noget til hinder for, at de genoptager familielivet i Irak”. Eller der sendes meddelelse til en familie om, at deres 2-årige søn ikke får opholdstilladelse og skal udvises til Hviderusland. Indtil man opdager, at drengens mor er ansat som ingeniør i Danfoss.

Det er ikke noget nyt fænomen, at Danmark fører an i Europa med sin grove afvisningspolitik. For tyve år siden var innovationen visumrestriktioner overfor en række ”flygtningeproducerende” lande samt bøder til flyselskaber, hvis de medtog passagerer uden gyldigt visum til Danmark. Modellen blev overtaget af England, senere Tyskland og er nu almen praksis i mange europæiske lande. Når det humanitære Danmark kan gøre det, må det jo være i orden. Danmark tror sig immun overfor racisme, alt imens grænsen rykkes mere og mere. Den siddende regering har således åbent udtalt, at man vil lovgive (læs: føre afvisningspolitik) helt ned til den anstændighedens bundlinie, der hedder menneskerettigheder. Og de gør det. Fortet skal beskyttes. Men politik får et problem, når det bliver blottet for etik.

Det er ikke kun regeringen & DF, som bærer ansvaret for den nuværende situation. Det store oppositionsparti fører nemlig ingen nævneværdig oppositionspolitik. Derfor er der brug for os som stedfortrædende opposition. Det kan måske vise sig at være sundt for den politiske scene og ryste politikerne vågne, at der igen kommer græsrødder på banen. I modsætning til dem har vi rent faktisk førstehåndserfaringer med de ting, vi taler om. Advokater, som til dagligt ser de dybt tvivlsomme afgørelser på asylansøgninger. Læger, som behandler flygtninge og som trods alt er bedre til at stille en diagnose end de politikere, som for nyligt pustede sig op ved at stille spørgsmålstegn ved deres faglighed. Sproglærere, som ikke bliver inddraget i de pædagogiske beslutninger, regeringen & DF tager om danskundervisningen for udlændinge. Præster, som fortæller om næstekærlighed til deres medkristne (for det er dem, og ikke den offentlige debat, en prædiken er rettet mod) og straks bliver beskyldt for at være politiske. Der er for meget religion i den offentlige debat, siger statsministeren, alt imens han deler folk op i får og bukke à la Gl. Testamente.

Og så er der flygtningene – som bliver brugt som tolke i svære situationer selvom de er børn (det er nemt at spare penge når andre betaler prisen); som har boet i flygtningelejre i flere år; som lever en standby-tilværelse. De kan ikke komme til orde fordi de bor i isolerede lejre, som bliver fortrængt af deres omverden. Således fortæller forfatteren Stig Dalager, at man få kilometer fra Sandholm-lejren ikke en gang kan få at vide, hvor den cirka ligger. Ikke en gang, hvilken retning man skal køre i.

Et af de nye initiativer er Folkesagen for en værdig asylpolitik. Repræsentanten fra initiativet læste et åbent brev op, rettet mod regeringen & DF. Folkesagen vil gerne have, at der sættes en uvildig undersøgelse i gang for at fastslå, om Danmark overholder de internationale konventioner. Det er ikke et angreb, ikke en anklage. Hvis myndighederne gør alting rigtigt, har de jo intet at frygte. I et åbent retssamfund som Danmark burde det kunne lade sig gøre at få en redegørelse over myndighedernes gøren og laden. Der var bifald for brevet; mon der også en dag kommer et bifald til regeringen for at have imødekommet det?

Budskabet fra panelet til høringen var også klart: flygtninge og asylsøgere får en uværdig behandling i lejrene og burde alle gives amnesti, så de kan redde de resterende stumper af deres menneskelighed. For i virkeligheden får mange af dem alligevel asyl – når de er blevet gjort syge nok. Og så kan det ikke undre, at der kan være problemer med integrationen. Det var til at forvente, at en så gavmild holdning ville vække skepsis, og det slog ikke fejl. Et af de første spørgsmål fra publikum var hvordan man skulle undgå at danskerne levede i reservater i deres eget land i år 2050. Helt uden ironi. Og der var angsten igen. Indtil da havde det faktisk været et par meget positive dage, hvor folk åbnede armene i stedet for at lægge dem over kors. Paneldeltagerne tog det helt afslappet og svarede blot, at den frygt led de ikke af. Men det var måske meget godt, for at minde os om, hvad vi havde at gøre med. Det er meget hyggeligt at sidde og bekræfte hinanden en gang imellem, men angsten skal konfronteres, dér hvor den er.

Min kørelejlighed tilbage til Århus var aktivisten (og fotografen) Jacob Holdt. Manden, som er medlem af Ku Klux Klan og bestyrelsesmedlem i Kritiske Muslimer og som i mange år har arbejdet med racisme, had og angst. Hans motto er ”Hvis der er nogen, som hader mig, bliver jeg bare bedste venner med dem”. Han læste en gang Jyllands Posten i et halvt år for at sætte sig ind i den måde, avisens typiske læserbrevskribenter tænker på, før han selv skrev en kronik til avisen. En af de sjoveste personer til Brandbjerg-arrangementet. Han tog et billede af mig i bilen, fordi han altid tager billeder af alle sine blaffere (”Man ved aldrig, hvornår en af dem slår én ihjel”), så jeg kvittede ved at tage nedenstående billede af ham, da vi kom hjem til mig. Så i hans ånd siger jeg: Læs Jyllands Posten – og hjælp de mennesker ud af hadets smerte.

]]>