Pour certains, court-circuiter un débat est un jeu d'enfant. Comme le garçon qui tient son père pour la puissance incarnée en ballon d'hélium au bout d'une ficelle, il suffit de s'armer, de s'accrocher en bandoulière une supériorité objective et/ou subjective; quand la subjectivité se drape de l'objectivité et que le va-et-vient entre les deux est une tentative d'hypnotiser. Pourtant, ultimement, même l'humain le plus décoré de diplômes et grand gagnant du test de quotient intellectuel le plus complet ne pourrait avoir raison sur tout aux yeux de tous. Dire le contraire, c'est tenter de capturer l'opinion dans une boîte trop petite pour elle.

Parlons de la cible de la critique, vers où le doigt pointe — que ce soit en direction du pape ou de la coquerelle, de la santé de la Terre ou de la meilleure recette de pâté chinois —, serait-ce une matière que chacun peut bâillonner à sa guise avec le moyen fallacieux décrit plus haut? C'est à la base de la liberté d'expression et cette liberté ne saurait s'embourber dans un paternalisme ou un autre. Personne n'est intouchable, surtout quand il s'agit d'idées.

Certains penseront aussi que ce discours ouvre la porte à une certaine forme d'égalitarisme populiste en ce qui a trait aux opinions, mais il n'en est rien. Le simple citoyen fera des vagues autour de lui à la mesure de ses connexions avec le monde, idem pour la personne publique, c'est inéluctable. C'est simplement qu'il faut laisser la chance au débat, quel qu'il soit et où qu'il soit, d'influer sur le réel en s'abstenant de lui couper l'herbe sous le pied au nom de la pudeur. Il n'y a rien de plus fâcheux que de voir quelqu'un chapeauter la valse (ou la mitraille) des arguments avec ses grands airs...

Et pour conclure, je le répète pour être bien compris : quel que soit le résultat quantitatif ou qualitatif, aussi minime soit-il, il s'agit toujours d'influer sur le réel. C'est l'essence même de l'aventure humaine.

(Photo : dmswart)

”Her har vi en regering, der er omspundet af det temmelig yderligtgående højre; og den vunder sig, men ud af fagntaget kan den ikke komme”.

Det sagde miljøvennen David Rehling i det tidligere omtalte debatprogram på Danmarks Radios program 1; alt imens jeg sad tilbage med et smørret grin på læben. Formuleringen er nemlig meget sjov; og også delvist rigtig, hvis min mening skal komme til orde. Og det skal den jo.

Men alligevel ville jeg nu udskifte ”det temmelig yderligtgående højre” med – lad os sige – ”nationalistiske socialdemokrater (med stort ”S”)” før jeg kunne være helt 100 pct. enig.

For det er altså vigtigt at forstå, at Dansk Folkeparti ikke er højreorienteret. De er derimod autoritært kollektivistiske og støtter ikke de højreorienterede mærkesager så som forøget økonomisk og personlig frihed på bekostning af statsmagten og bureakuratiet.

Tag f.eks. det praktisk vigtige og (i disse dage) særdeles relevante finanspolitiske område, hvor Dansk Folkeparti gentagende gange har udmærket sig ved, at repræsentere traditionelle socialistiske synspunkter (kollektivisme, positiv diskrimination med overførelsesindkomster osv.) frem for højreorienterede synspunkter: Større retfærdighed i skattesystemet igennem lavere skatter; færre men smartere overførelsesindkomster; mindre administrativt bøvl for virksomheder og borgere osv.

For den traditionelle venstrefløj er det nok udlændinge politikken der det mest iøjefaldende. Men heller ikke her er Dansk Folkeparti højreorienteret. Ja rent faktisk duer den traditionelle, finanspolitiske højre-venstre skala ikke her. I stedet skal man kigge på, hvordan partiet forholder sig til folks personlige frihed; altså de frihedsrettigheder, der ikke er direkte økonomiske. Med andre ord: Hvordan har Dansk Folkeparti det med den private ejendomsret.

Kan man sige hvad man vil uden at blive truet? Kan man opholde sig hvor man vil? Må man købe hus hvor man vil? Må man opføre en carport hvor man vil (på ens egen jord)? Må man selv bestemme om man vil have fjernvarme? Kan man gå klædt som man vil? Osv. osv.

Her er Dansk Folkeparti – sammen med faktisk også Venstre og Konservative – lidt tricky. For medens det er rimeligt nemt at sige, at Socialdemokraterne, De Radikale og SF er imod at man skal bestemme alt for meget selv (hvilket empirien vil understøtter) er billedet noget mudret hos de borgerlige.

Venstre og Konservative synes at have et par få, udvalgte kerneområder, hvor de hævder ejendomsrettens suverænitet. Men de er desværre få og praktisk set ikke særligt relevante. Alle partier støtter f.eks. Planlovens regeltyrani, rygeforbuddet og Roundup-forbuddet.

Tager man de borgerlige partier over ét vil man rent faktisk kunne se, at tendensen går i retning af, at de alle - med undtagelse af træmandspartiet Ny Alliance - er ganske autoritært indstillet. Dette illustreres iøvrigt glimrende af en undesøgelse om netop dette emne, som CEPOS har fået foretaget.

Så ser man på Dansk Folkepartis retorik, og sammenholder den med partiets mange forslag i Folketinget, vil det ikke overraske en, at partiet fremstår som den stærkeste talsmand for det paternalistiske "Father knows best"-synspunkt i dansk politik. Det Konservative Folkeparti er ikke meget anderledes.

At dette har en indflydelse på regeringen, som David Rehling siger, kan ikke undgås: Fordi regeringen ikke selv har et flertal i Folketinget, ville det være alt andet end unaturligt, at man på den ene og anden måde forsøte at please sine støttepartier.

At det nu engang er sådan skyldes i høj grad Danmarks forældende model for folketingsvalg, som favorisere de politiske partier på bekostning af valgkredsens vælgere, der ikke – som i f.eks. England – er repræsenteret i parlamentet af et medlem, der både bor, har kontor og kontortid i selve valgkredsen.

Så jo: Regeringen er i grebet på Dansk Folkeparti, hvis det nu er sådan man vil udtrykke det. Men sådan vil det jo altid være. Vil man have et mere borgerligt-liberalt Danmark er det selvfølgelig trist; men ikke desto mindre den pris demokratiet har.

Men når det kommer til andre mennesker beslutninger og valg er det en helt anden sag. Her viser det paternalistiske hykleri sit grimme fjæs:

For jeg kan jo umuligt vide, om andre menneskers beslutninger og valg i sig selv er fornuftige, om målene er realistiske og ønskværdige eller for den sags skyld, om hele handlingen ikke bunder noget slemt, moralsk forkasteligt.

Man kan, så at sige, ikke lade det være op til andre mennesker, selv at træffe valg. Derfor er det både fornuftigt og i samfundets interesse, at vi har en stærk og overtrumfende regeringsmagt, som kan vælge for folk, hvilken slags medicin de skal tage, hvor og hvornår deres børn skal passes og hvilken undervisningsmetode der skal bruges i skolerne.

Det er her fårerne skilles fra bukkene: Enten vil man respektere de individuelle valg man selv og andre foretager, eller også vil man kun respektere egne individuelle valg og kollektiv tvang når det kommer til andre.

Dette er forskellen på liberalisme og på socialisme. Og mon ikke, om det også er en af de største ikke umiddelbart målelige udfordringer, som det så nødvendige liberale reformprogram står overfor?

Ik heb al meerdere malen opgemerkt dat zowel die hoge verwachtingen van kinderen in steeds kleiner wordende gezinnen als de overbezorgheid in Iran niet onder doet voor het beeld van deze hyperouders. Hygiene wordt van het allergrootste belang geacht in Iran en ziek worden moet koste wat kost voorkomen worden; mijn buurvrouw kwam nooit bij ons op bezoek omdat, zo vertelde ze, haar jongste kind van een half jaar ziek zou kunnen worden van de kou (zie je het voor je, een huis verder?), kinderen op de crèche speelden hooguit een keer per week buiten in de winter omdat het eigenlijk te koud was en een stok van de grond oppakken is uit den boze. Mijn kinderen zijn waarschijnlijk dan ook de uitzonderingen die in plassen mogen stampen en in die boom mogen klimmen.

 Maar ook even met z’n allen naar de winkel op de fiets of alleen naar school fietsen is er niet bij: te gevaarlijk. Deze bezorgheid en paternalistische reacties worden zowel door individuele ouders als door de staat gedeeld en uitgedragen; onlangs hoorde ik dat vrouwen niet mochten fietsen vanwege het gevaar van het verkeer (op zich reeel, dat gevaarlijke verkeer, maar om dan vrouwen daarvoor systematisch te gaan ‘beschermen’) en ook binnen een familie kan de bezorgheid benauwend uitpakken. Een vriendin vertelde me dat ze doodziek werd van de beschermende mantel van haar man en schoonfamilie; alleen over straat? Zou je dat nou wel doen? Of mijn schoonfamilie in het begin (dat hebben ze snel afgeleerd): met de bus? Ben je gek? Straks verdwaal je nog en bovendien is het veel te warm, wacht, we halen je wel op met de auto!

Toch is de bezorgheid van Iraanse ouders over hun kinderen op de fiets of de motor niet helemaal ongegrond, het verkeer is gevaarlijk en velt meer slachtoffers dan een dodelijke epidemie zou doen op jaarbasis… Maar er is misschien, en dit is nog zeer hypothetisch want ik wil er nog wat meer over horen voor ik echt een causaal verband zou kunnen leggen, heeft de bezorgheid van ouders ook een andere achtergrond: oorlog.

Iemand vertelde me dat ze niet echt bang meer was voor oorlog. Ze hadden het al eens meegemaakt (1980-1988) en tja, wat doe je ertegen. Haar kelder was tot op de dag van vandaag goed gevuld, gaf ze toe, maar verder… Maar toen er een keer een keiharde knal klonk niet lang nadat ze het verteld had, lachte ze dat iedereen in de straat in no time naar buiten was gerend, hoezo niet bang…  Ook vertelde ze me over de angst van het luchtalarm.. de eerste keer dat een kind dat meemaakt en misschien ook alle andere keren wel, wordt het kind -voor het er erg in heeft- vastgegrepen door een volwassene, die uit angst het kind nog harder vastpakt dan goed zou zijn. En dan volgt de knal…. Paniek, chaos en kreten, waar zijn de anderen, de bezorgde telefoontjes en soms bezorgde uren die erop volgden .. dat vergeet je je leven lang niet meer.

Ik weet dat de oorlog in NL het leven van mijn oma en haar kinderen getekend heeft, en het lijkt me dat ik niet de uitzondering ben in dit geval. Maar zouden mensen beseffen dat dit ook zou kunnen gelden voor oorlog in andere landen?

Københavnske politikere vil gå foran i kampen mod underernærede modeller i modeverdenen, der påvirker unges selvværd og kan tvinge dem ud i f.eks. anoreksi og bulimi.
[...]
Københavns Kommune har gennem de sidste år brugt over 1,5 millioner kroner på at støtte modeindustrien i hovedstaden, bl.a. via modeshows.

Men det skal være slut, hvis ikke firmaerne holder op med at bruge stankelmodeller, mener et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, bl.a. Rikke Lauritzen fra Enhedslisten.

Ifølge artiklen bliver unge mennesker TVUNGET ud i anoreksi, hvis de kigger på tynde mennesker. Årh, hvis bare de tog den logiske konsekvens af denne vurdering, så kunne vi leve i et så lykkeligt samfund, at end ikke Nordkorea eller nogen skønlitterær forfatter á la Orwell eller Huxley ville kunne forestille sig det!

Og hvor er det godt at vi har kommuner, der har økonomiske midler til at "rette op på" disse brodne kar! Det er jo så meget mindre... hvad skal vi sige... provokerende for den almindelige dansker at bruge økonomiske incitamenter end bare direkte at forbyde tynde mennesker!

PS: Måske synes du ikke om tynde modeller. Du bør i så fald a) sætte dig i deres sted (rådhuset medvirker til at tvinge dig fra at gøre noget, du har lyst til), eller b) vide, at det kan blive DIG næste gang.

Lægerne vil gerne hjælpe politikerne

Vi peger i denne kronik på fem udfordringer, som lægerne vil opfordre regeringen til at inddrage, hvis den vil høste succes af sin forebyggelsesplan, som bør inddrage alle arenaer, hvor borgerne træffer valg, der har betydning for deres helbred.

- Skaf fast grund under forebyggelsen. [Oversættelse: Giv os flere penge og mere magt]

Der er masser af forskning og videnskab, der leverer sikker viden om sammenhængen mellem vores adfærd og sygdomme [og alligevel bliver folk ved med at leve usundt...take a hint!] samt om effekten af forebyggende indsats. Udfordringen er her, at få al forskning i forebyggelse omsat til operationelle anbefalinger og få anbefalingerne ud i de led, hvor den forebyggende indsats bliver leveret.

På de områder hvor vi ikke ved nok, skal vi investere i forskning og analyser af den foreliggende viden. Det kræver, at kommunerne og Sundhedsstyrelsen samarbejder med almen praksis og sygehuse om at fremskaffe data og fortolke data.

Det bør stå tydeligt i forebyggelsesplanen, at forskning og udvikling af best practice skal systematiseres og koordineres.

- Professionel forebyggelse tæt på borgerne. [Oversættelse: Staten skal tættere på borgeren]

Den del af forebyggelsen, der er rettet mod de raske borgere, skal først og fremmest ske der, hvor borgerne er - i skolen, på jobbet og i supermarkedet på vej hjem fra arbejde.

Skal den forebyggelse være effektiv, skal personalet i institutionerne vide, hvad de kan og skal gøre. Forebyggelsen skal professionaliseres, og det kan blive nødvendigt at tage nogle opgør. Kommunallæger, sundhedsplejersker og hjemmepleje er vant til at arbejde ud fra bindende vejledninger mv. Men når forebyggelse også skal ske i regi af skoler, børnehaver, skal man her lære at vejledninger kan være bindende som fx et rygeforbud hos dagplejemødre.

Ved at omsætte den forskningsbaserede viden om forebyggelse til standarder og vejledninger, kan man skabe konneks mellem viden og handling - lige som vuggedøds-eksemplet. Og her ligger en udfordring: Det kommunale område har virket under udbredt selvbestemmelse, og vil man forebygge effektivt, skal man introducere en klinisk sundhedstankegang i en børnehave, der er domineret af en pædagogisk tankegang. To verdener skal mødes. Det kræver en indsats fra sundhedsverdenen at formulere vejledningerne, så de kan gennemføres i praksis og den pædagogiske verden skal på sin side indarbejde nye vaner, der udspringer af en sundhedslogik.

(...)

Uddannelse af frontliniepersonalet er en nødvendig, strategisk investering, ligesom der bør investeres i bindende vejledninger for forebyggelse i kommunale institutioner og servicetilbud.

- Samarbejde med butikker og producenter [Oversættelse: Indfør korporatisme]

Der er stor fokus på kosten i den del af forebyggelsesdebatten, der handler om fedme og hjerte- karsygdomme. Vil man udbrede de gode madvaner til hele befolkningen, bør myndighederne samarbejde med detailhandelen og fødevareproducenterne, der påvirker borgernes indkøb. Al forskning viser, at mennesker i forskellige sociale grupper skal påvirkes på forskellig måde. Derfor kan et samarbejde mellem sundheds- og ernæringsprofessionelle og detailhandelen og fødevareproducenterne være vejen til at ændre indkøbs- og dermed madvanerne i alle grupper af befolkningen.

Tilsvarende bør motionsfagfolk bringes sammen med byggebranchen og byplanlæggere, så vi fremover får byggerier og planløsninger, der inviterer til at bruge kroppen aktivt; gå, cykle, tage trappen, lege i kaffepausen. Hvor ofte har man som cyklist ikke oplevet, at man efter at have siksakket sig gennem den store parkeringsplads kommer til et overfyldt cykelstativ uden overdækning. Forkæl de, der bruger kroppen aktivt.

De seneste 100 års vækst i levetid er ikke drevet frem af sundhedsvæsenet alene [Det tør siges!]. Rammerne for det moderne menneskes liv er forbedret, så der er færre infektioner, ulykker, mindre nedslidning, bedre boliger, arbejdsmiljø o.s.v. Forbedringer af folkesundheden skal inddrage alle de arenaer, borgerne optræder i.

Forebyggelsesplanen bør sigte bredt. Sundhedssektoren alene kan ikke ændre 5 mio. menneskers vaner.

- Staten skal bruge sine afgifts- og lovgivningsinstrumenter [Oversættelse: Her er de måder, vi kan styre folk på]

Regeringen må tage et ansvar og regulere priser og tilgængelighed [dvs. forbud og påbud] af sunde og usunde varer. Det er veldokumenteret, at prisen påvirker vores valg af mad og drikkevarer. Folketinget kan påvirke priser og forbrug gennem skatter og støtteordninger.

Staten har altså et medansvar for hvad vi vælger at spise- og drikke [ikke at jeg følger logikken...fordi regeringen KAN påvirke priser og forbrug, så har den et medansvar? Bare fordi kriminelle bander KAN slå mig ned og stjæle mine penge, behøver de ikke gøre det]. Derfor kan det undre, at man ikke allerede er gået i samme spor som fx UK og Norge og har sat tobaksafgiften op, at man ikke har sat alkoholafgiften og sodavandsafgiften op.

I stedet har man sænket disse afgifter med henvisning til grænsehandelen [haha, de prøver at forstå økonomisk logik og individuelle valg, men kan ikke]!!

Akademiet for tekniske Videnskaber (ATV) har fremlagt uafhængige analyser, der peger på, at differentieret moms på fødevarer vil påvirke fødevarekøbet i en sundere retning. Der er bred tilslutning i befolkningen, så det er svært at forstå den fødevareminister, der på forhånd frasiger sig det redskab i forebyggelsen. Følg dog ATV's anbefaling og undersøg den differentierede moms nærmere.

Det er tid til en politisk erkendelse af, at man kan bruge afgifter og støtteordninger mere konsekvent til forebyggelse. Frasiger man sig afgifts- og skatteredskabet bliver der ”huller i stakittet” [oversættelse: plads til frie valg], og forebyggelsen kan ikke blive effektiv.

[...]

Reklameforbud er et virkemiddel vi kender på tobaksområdet. Udvid forbudene mod usunde reklamer - det giver plads til reklamerne for de sunde produkter.

Men forebyggelse og sundhed kan også integreres bredere i politikernes beslutninger [oversættelse: de kan integreres i alle de andre områder, hvor politikere styrer borgernes liv].

[...]

- Et sundt indre marked [Oversættelse: Et ufrit marked]

[...]

Hvis grænsehandel er så stort et problem, bør det angribes offensivt ved at involvere EU. Borgerne i alle EU-lande - især de vestlige - lider af for meget sukker, røg og alkohol. Sundhed er på vej op ad den fælles-europæiske dagsorden [takket være sådan nogle som os!] og her bør vi fra dansk side skubbe på, for at få forenet et frit indre marked med et sundt indre marked.

[...]

Politikerne skal have langsigtede målsætninger, og tør de investere rigtigt og sætte ind på de fem udfordringer, som vi mener, er uomgængelige at forholde sig til, skal de nok nå de ambitiøse mål [oversættelse: ...nå de ambitiøse mål om at nedbringe omkostninger ved statslig kollektivisme ved at fjerne folks frie valg og dermed tage en masse af livets glæder fra dem]. Lægerne hjælper dem gerne [ja, det tror jeg gerne!].

Man behøver ikke kigge ret langt for at finde noget lignende.

Denne leder, som jeg først fik læst i dag, kan jeg kun tilslutte mig. Læs den - og vær glad for, at der i dag eksisterer aviser med den slags holdninger og klarsyn på det danske mediemarked. Hvis du ikke finder lederen overbevisende, kan du finde flere argumenter imod censuren her.

Tykke børn grovæder, når der vises fødevarereklamer på tv [viser ny engelsk undersøgelse] - Forbrugerrådet kræver generelt EU-forbud mod tv-reklamer for usunde fødevarer i alle dagtimerne. (...)
Forbrugerrådet mener, at den danske regering ligesom bl.a. den svenske og britiske burde arbejde for et forbud i EU's tv-direktiv "TV uden Grænser", som i øjeblikket er under revision.

Måske skulle EU i så fald overveje at ændre direktivets navn.

Jeg synes generelt, at der bliver lovgivet alt for lidt på baggrund af enkelte undersøgelsers resultater. Der findes også alt for få forbud, i øvrigt.

Jeg ved ikke rigtigt om det er nødvendigt at kommentere på det overhovedet, men for en sikkerheds skyld:

1) Ved at indkludere den slags love i lovgivningen opnår man intet andet end at kriminalisere almindelige borgeres hverdag. Politiet har ikke skyggen af en chance for at håndhæve loven.

2) Der er tale om en offerløs forbrydelse. Det er ikke nogen forbrydelse at være dum eller uinformeret. Ved at have love som denne gør staten livet sværere for dem, den forsøger at hjælpe. Ingen bliver klogere af at staten frarøver dem valgmuligheder - det eneste staten opnår er at gøre folk endnu mere ude af stand til at vurdere konsekvenserne af deres egne handlinger end de allerede er.

3) Det er godt at Folketinget har sine prioriteter i orden. Forleden købte jeg en ny køkkenkniv i IKEA. Jeg blev ikke spurgt om jeg havde tænkt mig at bruge den til at stikke nogen ned med. Hvis folkevalgte endelig, for at "beskytte os", skal blande sig i, hvem man må sælge sine varer til, er fisk ret langt nede på listen over ting, jeg kunne komme i tanke om at lovgive om.

"At holde forbruget af penge på et moderat niveau. At skabe betryggende forhold for spillerne. At mindske risikoen for spilleafhængighed og kriminalitet og at begrænse privatpersoners mulighed for erhvervsmæssig indtjening på borgernes spillelyst."

Hvordan nogen kan sige sådan uden at få en dårlig smag i munden chokerer mig. Disse formål kan oversættes til én ting: at forhindre danskerne i at gøre, hvad de har lyst til. Ikke mere, ikke mindre. Det er paternalisme af værste rang, når en statsgaranteret institution i den grad forsøger at forhindre folk i at gøre, hvad de har lyst til, formodentligt ud fra en tankegang om "folks bedste" (selv om formuleringen om at ville begrænse privatpersoners mulighed for at tjene på borgernes spillelyst lugter langt væk af sølle anti-kapitalisme). For det er jo efterhånden ganske vist, at folk ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, om det så er på spilleområdet, rygeområdet, ferieområdet (ferieløn), eller nogle af de mindre obskure områder, hvor vi ikke har frihed til at vælge selv, såsom den høje skat og dens konsekvenser.

Landsrettens dom er altså ikke bare en dom, der beskytter staten mod dets borgere, som Ladbrokes' Country Manager skriver, men også og måske nok mere centralt en dom, der beskytter den enkelte borger mod vedkommende selv.