Offentlige besparelser vil kunne afskaffe skatteåget og arbejdsløsheden

Der er ingen grund til at glorificere besparelser på de offentlige budgetter. Der er heller ingen grund til at anføre moralske betragtninger, for de vil meget hurtigt blive vendt imod dem, der fremkommer med disse opstød, og det vil vise sig, at det er rent hykleri.

Når der skal gennenføres offentlige besparelser skyldes det i den nuværende situation, at der ikke er penge i kassen, og at det offentlige overforbrug ikke har dækning i nogen produktion. Og det vil tage lang tid, før vi blot når til, at der er produktionsdækning for udgifterne, og vi igen har penge i kassen. Når vi når frem til det tidspunkt, at der er skabt balance , så ønsker Fremskridtspartiet at gå videre, fordi vi mener, at et frit demokratisk samfund ikke kan leve med en statslig styring af det omfang, socialisterne har skabt her i landet.

Af elementære logiske grunde ønsker vi at afvikle indkomstskatten for at give befolkningen en chance for at skabe deres egen tilværelse, fremfor at være afhængig af formynderstaten.

På nuværende tidspunkt er der tale om en oprydningsopgave, der kan få samfundet til at overleve den økonomiske krise, så vi vedblivende kan fastholde demokratiet som den ønskede styreform.

Når der, genneføres besparelser uden at hæve den skattefri bundgrænse tilstrækkeligt, vil det ramme en række mennesker. Mere eller mindre velbegrundet vil disse grupper gøre ophævelser. Det er menneskeligt forståeligt, at når man mister en fordel, andre skatteydere har betalt, så gør man vrøvl.

Men hvis man kan se det indlysende i, at der skal spares på de offentlige udgifter, bør man bruge sine kræfter på at komme med andre besparelsesforslag, i stedet for at gøre vrøvl over de gennemførte offentlige besparelser. Kommer der pres bagved flere offentlige besparelser, f.eks. at offentlige ansatte skal gå 10% ned i bruttoløn, så vil vi hurtigere nå en balance imellem indtægter og udgifter, og vi vil kunne afskaffe arbejdsløsheden og skatteåget.

Leder

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum i denne artikel.

Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten, forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.

Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. Det kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår har i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.

EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer mennekselig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling. Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.

Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulrende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.

Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip frihed løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden. Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.

Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.

Under den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red.) raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000. Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.

Professor Jørgen Grønnegård har i bogen "Den usynlige stat" afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.

Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde. Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder og overvågningsudstyr. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.

Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.

Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrere på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.

De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene. Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.

Steen Steensen

Til kamp mod organisationstvang

Naturligvis er fagforeningerne et gode. Men der må være måde med alt. En af Folketingets opgaver er at værne den enkelte mod, at individets egen bestemmelsesret knuses.

I eftersommeren 1975 var slagmarkerne Bækkelund Papirværk, de fynske amtssygehuse, Info og andre arbejdspladser. Fremskridt var i front med disse angreb på den personlige frihed. Modstanden blev så sej, at Thomas Nielsens tropper derefter længe holdt sig på måtten. Men nu skal vi ruste os igen. Alarmklokkerne ringer fra Telerentsagen og i Vestervig, Harboøre og Lindknud.

Vi kan simpelthen ikke godtage, at mennesker ved boykot, chikane og personlig forfølgelse skal tvinges fra arbejdsplads, virksomhed, hus og hjem, hvis de ikke vil melde sig ind i en ganske bestemt fagforening.

Mogens Glistrup

En statsmands store indsats

Fredag den 30. januar er det 10 år siden, Mogens Glistrup i fjernsynsudsendelsen ”Focus” gik til angreb på indkomstskatteuvæsenet, og de markante udtalelser, Glistrup nåede at fremsætte i den korte udsendelse, gav faktisk reaktioner landet over. Den skatteplagede befolkning følte straks, at her var manden, de i årevis havde ventet på. Det han havde sagt var jo helt i overensstemmelse med, hvad de fleste selv følte skulle gøres, og tilslutningen til Glistrups udtalelser var enorm. Endelig var der en mand, der kunne få dem til at tro på en lysere fremtid indenfor skatteområdet. Men de etablerede magthavere hørte også udsendelsen, og her var reaktionen en helt anden.

Den daværende konservative finansminister Poul Møller, der i sin ministertid havde gennemført de største skatteforhøjelser i nationens historie, skønt han tidligere havde gjort sig populær med udtalelser som; at pengene ligger bedst i borgernes lommer, følte grunden skride under sig. I stedet for selv at gøre noget ved tingene, hvad han nok har erkendt, han ikke kunne, besluttede han, at hele statsapparatet skulle kvæle Mogens Glistrup. Resultatet er den urimelige mammutretssag, som endnu kører ved landsretten. Det er simpelthen en skandale af rang, at hele statsapparatet med sine uindskrænkede ressourcer skal bruges til at kvæle en mand, der både har evner, energi og format til at skabe bedre forhold for den enkelte samfundsborger.

Focusudsendelser vendte totalt op og ned på Glistrups hverdag. Fra en beskyttet tilværelse, som sagfører med en god og sikker indtægt, kastede Glistrup nu hele sin energi ind på at skabe Fremskridtspartiet. Og selv om Glistrup har været hårdt ramt af myndighedernes forfølgelse, har han haft den tilfredsstillelse, at arbejde med at stifte partiet lykkedes over al forventning, og der er grund til her ved tiårsdagen for den berømte udsendelse at udtrykke stor beundring for den store indsats, Glistrup har ydet for at skabe bedre samfundsforhold.

Ove Jensen

Boganmeldelse

Juraprofessoren Fridtjof Frank Gundersen stiller op i tilslutning til Fremskridtspartiet ved stortingsvalget i næste måned. Han har netop udsendt artikelsamlingen: Om å bruke andres penge. En innføring i norsk parastitiøkonomi.

Her skildrer han bl.a. den norske problemstilling således: ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at forsvare den enkelte skatteborger og forbruger mod det øgede magtmisbrug for organisationer i nærings- og arbejdsliv, den offentlige forvaltning og erhvervspolitikere med fælles næringsinteresser på tværs af partigrænserne. Et vigtigt led i denne kamp er at afsløre organisationernes og politikernes argumentation, når denne tager form af propaganda, som tager sigte på at føre vælgerne bag lyset.

Da kommer man ikke udenom at afsløre Højre, når partiet i Stortingsperioden ikke markere klare alternativer til Arbejderpartiets politik. Men såsnart valgene nærmer sig, sætter Højre i gang med en voldsom ordduel med Arbejderpartiet. De to partier forsøger ved hjælp af en enorm mere eller mindre partibunden presse og mangfoldige millioner kroner i statsstøtte og kollektive bidrag at dele vælgerne i to grupper. Ved dette valg skal illusionen personificeres ved at stille Kåre op mod Gro. Arbejderpartiet og Højre har faktisk fælles interesser af at have hverandre at skræmme vælgerne med. Højre er lige så afhængige af Arbejderpartiet som Arbejderpartiet af Højre. På samme måde som LO ville være meningsløs uden at have N.A.F. at kæmpe mod. Jeg ser det som en opgave at afsløre de velorganiserede forsøg på at markedsføre kunstige modsætninger i norsk politik.

Hulheden viser sig bedst, når vi ser, at Højre i praktisk politik ikke seriøst og konkret går ind for at reducere de offentlige udgifter.

Skal Norge reddes uden ren statskapitalisme, må vi støtte et parti, som har mod til at afstå fra at forsøge at købe sig stemmer på skatteborgernes bekostning, og som i stedet søger at skaffe sig vælgere ved at foreslå betydelige nedskæringer i offentligt forbrug og indtægtsoverførsler. Fremskrittspartiet er ikke ligesom Højre indvævet i en masse bånd og forpligtelser til de mægtige organisationer i norsk nærings- og arbejdsliv. Partiet har den uafhængige basis, som er nødvendig for at fremlægge et alternativ til forvaltningsstaten. De, som i det store og hele er enige i de grundtanker, bør se det som en vigtig politisk opgave at sikre, at Fremskrittspartiets tanker bliver repræsenteret på Stortinget. Hvis ikke, vil vi komme til at opleve en stærkt amputeret politisk debat fremover. Højre vil i en sådan situation, uden at frygte stemmetab, kunne bevæge sig endda længere i retning af samarbejdspartierne, når det gælder foreksempel landbrugs-, fiskeri- og kommunalpolitik. De vil ikke risikere nogen kritik fra Stortingets talerstol. Og Fremskrittspartiet er jo praktisk talt uden presse”.

Hele bogen er på godt 200 sider og kan erhverves for 50 danske kroner hos forfatteren på adressen Tollef Gravsv. 123, 1342 Jar, Norge.

Forholdene er så ligeartede i Norge og Danmark, at Gundersens kan gennemarbejdes som en lærebog også i dansk Fremskridtspolitik – og udgøre en fortrinlig inspirator ved læserbrevsskrivning.

Mogens Glistrup

Stop for flere bureaukrater

- Det er direkte undergravende for dansk økonomi, at regeringen (A, B, CD,red) ansætter så mange nye bureaukrater i disse år, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

Fremskridtspartiet fremsætter til oktober et forslag om totalt stop for nyansættelser af bureaukrater i hele den offentlige sektor. Amter og kommuner skal også stoppe for ansættelsen af disse totalt uproduktive og unødvendige folk. Til gengæld skal der fortsat ansættes folk i sundhedssektoren, Ældreforsorgen m.v. - de steder hvor skatteyderne får velfærd og tryghed for pengene.

Regeringen har de seneste år ansat mange tusind ekstra bureaukrater i statens regi. Det er miljø-og arbejdsmarkedsområderne der er topscorer når det gælder om at udvide antallet af papirnussere. Det samfundsøkonomisk skadelige ved at ansætte de mange skrankepaver er, at hver eneste af dem skal retfærdiggøre sin stilling ved at pine og plage danske erhvervsliv og den almindelige borger, ved at indføre mere regulering og ufrihed for danskerne.

Vi må stoppe regeringens socialisering af samfundet inden det løber løbsk.

Vi er bare 5,2 millioner danskere, og alligevel har vi i dag næsten 1 million offentligt ansatte. Det er for mange, og der er særligt for mange bureaukrater, slutter Kim Behnke.

Pressemeddelse fra:
Kim Behnke, finansordfører

Folketingsgruppens dagbog 31. januar 1980

Det danske statsfjernsynsmonopol har udviklet sig i ulykkelig retning til et slapt, ensidigt indoktrineringsforetagende. Det kan ikke blive værre ved at blive loppet op af et privat TV-2, selv om det danske sprogområde under alle omstændigheder er for lille til, at vi kan få virkelig kvalitetsfjernsyn, som man for eksempel kender det i USA.

Det blev der spundet lange ender om i Folketinget, men disse debatter har et uvirkelighedens skær, siden Anker Jørgensen steg så højt op den 15. februar 1977. Siden har der ikke i Folketinget været skygge af chance for at få et rimeligt, alsidigt og tolerant radio/fjernsyn-foretagende i Danmark.

Og når Ankersygdommen er overstået, vil de ydre forhold med satellithurtigudviklingen være så fundamentalt ændrede, at debatter nu sker med afgørende ubekendte.

Skade, at Nathalie Lind, dengang tid var fra 1973-1977, hindrede Venstre i at være med i et flertal om et ordentligt dansk fjernsyn og en tålelig dansk radio.

Mogens Glistrup

Det er latterligt at ville forbyde virkeligheden

Så sikkert som Tv-avisens tekniske uheld, opstår med mellemrum røret. Et par af Gyngemosens sarte mimoser bliver stødt på manchetterne og straks har vi balladen.

Jeg tænker på problemet omkring reklamerne på sportsarenaer, der via fjernsynstransmissioner fra badmintonstævner, fodboldkampe, nævefægteopgør, gynmastikopvisninger eller andre idrætsbegivenheder, ryger med på skærmen ude omkring i de små hjem. Hvilken helligbrøde, mener mimoserne, slår syv kors for sig og truer med aflysning, sort skærm og gabestok.

Har man ikke opfattet, at en stor del af Tv-kiggerne, enten fordi de bor så Tyskland kan tages direkte, eller fordi de er tilsluttet en antenne/kabelordning, daglig får reklamer på skærmen. Og ved man ikke, at flere og flere, også af de hjemlige idrætsgrene, har bevæget sig over i professionalisme, og at reklame- og sponsorordninger er grundlaget for, at idræts"forretningen" kan køre rundt. Det er nu i øvrigt også for mange af de idrætsgrene, der ikke (endnu) har bekendt sig til professionalismen.

Fremfor at stille sig an som det er tilfældet, skulle Danmarks Radio være lykkelig for idrætslivets sponsorordninger og reklamer. Tog frivillige og ulønnede ledere sig ikke også denne opgave på og derved, ved timeres og dages indsats skabte et økonomisk fundament, måtte monopolet betale helt andre beløb end de ofte rene spotpriser, der i dag er tale om, for at sikre sig - og seerne - noget af det bedste fjernsynsunderholdningsstof der gives, nemlig topidræt af mange slags.

Hvad vi dog har oplevet
Hvad har vi så oplevet i den seneste tid. En DR-sportschef Finn Heiner, der ifølge Berlingske Tidende, siger: "Blot èn eneste ulovlig reklame...giver sort skærm". "Vi har politisk opbakning til at sørge for, at EBU-reglerne bliver overholdt. Danmarks Radio vil sende en medarbejder til Rom for at påse, at det sker. Skulle nogen annoncør bryde reglerne overvejer man i DR, om man skal "hænge synderen" ud, inden man går i sort".

Fulgt op af en Radiorådsformand, Ole Espersen (A), der overfor Politiken i oktober har tilkendegivet: "...ansvaret for reklamerne og den mulige afbrydelse af transmissionen ligger hos de firmaer, der formidler dem".

Man tør påstå, at her er der ikke alene tale om magtfordrejning så det klodser, men også om statsmonopolet ligefrem truer enkeltpersoner eller dele af det frie danske erhvervsliv med gabestokken. Tiltalende, ikke!

Den politiske opbakning
Beklageligvis må man medgive Finn Heiner, at han har den "politiske opbakning". På programudvalgsmødet den 14. oktober forlangte jeg spørgsmålet taget op - også i lyset af, at en planlagt transmission fra en uofficiel badmintonlandskamp mod de fremragende kinesere på det tidspunkt var truet (og senere kun blev gennemført fordi Badmintonforbundet bøjede sig for et urimeligt DR-krav og dermed led en økonomisk bet). Jeg ønskede at konstatere, hvem der stod bag "opbakningen".

At det først og fremmest var formanden for Arbejdernes Radio- og Fjernsynsforbund, Bøge E. Nielsen, og hele den fløj af socialister overrasker ikke. Men at Rådets PR-syge næstformand, Venstres Jørgen Kleener, der ellers forsøger at score billige points ved at rejse land og rige rundt og forkynde Venstreevangeliet: Bryd monopolet, opret et frit TV 2, var med i Heiners opbakningsgruppe vil måske undre èn og anden. Men sådan kendes Venstre jo. Der siges eet på vælgermøderne, men stemmes for noget helt andet, når beslutning skal træffes. Efter PU-mødet udtalte Kleener til pressen (citat efter Aktuelt den 15. oktober): ""Reklamefolkene skal ikke lege kispus med DR længere. Nu må de have at vide, at de er årsag til transmissionsstop, hvis de ikke holder op".

EBU bureaukrati
At Jørgen Kleener på mødet henviste til nogle EBU-regler (EBU = Den europæiske Radiounion) gør ikke stort. Dels er det velkendt, at andre lande gør hvad der passer dem, dels burde det vel også, (navnlig) for en repræsentant fra et parti, der vedkender sig det "nære samfund", være indlysende, at nogle tilfældige EBU-bureaukrater, siddende rundt omkring i deres elfensbenstårne, ikke skal kunne diktere, hvad danske licensbetalere kan tåle at se på skærmen.

"Kan vi dog ikke snart blive fri for al det pjat og alle de barnagtigheder, som emsige og bedrevidende beskyttere af folket stabler sammen under foregivende af at ville håndhæve nogle principper, som den civiliserede verden har lagt bag sig? Det er latterligt at ville forbyde virkeligheden".

For nu afslutningsvis at citere en leder i Jyllands-Posten.

Torben Zinglersen, Fremskridtspartiet , Medlem af Radiorådet

Tillad øl og vand på dåse med pantsystem

- Fremskridtspartiet har i Folketinget fremsat forslag til folkeafstemning om, at der skal tillades øl- og sodavand på dåse i Danmark mod pant. Der er tale om en genfremsættelse, men forslaget er blevet yderligere aktuelt fordi Danmark vil blive indklaget for EU-kommissionen for ikke at tillade dåserne. Det oplyser næstformanden i Folketingets miljøudvalg, Fremskridtspartiets miljøordfører, Aage Brusgaard.

Fremskridtspartiet mener, at en lovgivning om øl og vand på dåse skal have følgende rammer:

1. Øl- og mineralvandsdåser skal frit kunne produceres, påfyldes, distribueres, sælges og importeres til Danmark.

2. Danmark skal have en pantordning for dåsesystemet efter svensk model.

3. EU´s emballagedirektiv skal være en del af dansk lovgivning.

4. Øl og vand på dåse skal være tilladt fra 01. januar 1998.

- Der er ingen saglige argumenter for ikke at tillade øl og vand på dåse i Danmark. Når miljøministeren (Svend Auken, A, red.) hævder, at det vil ødelægge det danske returflaskesystem, er det noget vrøvl. Vi kan sagtens have et pantsystem med dåser som i Sverige og samtidig beholde verdens bedste retursystem for flasker, siger Aage Brusgaard og fortsætter:

- I forvejen kan masser af læskedrikke købes på dåse. Det gælder f.eks. isthe, tomatjuice og cacaomælk. Iøvrigt bruges dåser i dag også til flåede tomater, gulerødder osv. Miljøministerens partifælle, EU´s miljøkommissær, Ritt Bjerregaard, England og Frankrig har derfor ret i, at regeringen (A og B) opretholder en teknisk handelshindring.

Indfører man et dåsesystem med pant vil det samtidig gavne miljøet. I dag smider folk rask væk dåserne ud. Det vil erfaringsmæssigt ikke ske, hvis der skal betales pant. Endvidere kan man forsøge også at indføre et retursystem for konservesdåser, som i dag bare smides i skraldespanden. Derfor er Svend Auken også på vildspor rent miljømæssigt.

- Regeringen kan ligeså godt bøje sig først som sidst og tillade dåserne. Svend Aukens krampagtige modstand forlænger kun regeringens trængsler i en sag, Danmark er dømt til at tabe. I samtlige andre EU-lande er dåsesystemet tilladt. Alene derfor er en dansk enegang en umulighed, siger Aage Brusgaard.

Pressemeddelse fra:
Aage Brusgaard, MF, Fremskridtspartiets miljøordfører og næstformand i Folketingets miljøudvalg

Kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden

Lektor Steen Steensen er med udgivelsen af bogen "Demokratiets rødder" kommet med en imponerende analyse af demokratiet fra det antikke Grækenland til vor tid.

Den eksisterende parlamentarisme, der fungerer som legeplads for levebrødspolitikerne uden plads til og respekt for den almindelige befolkning, er ikke et ægte demokrati, men derimod et politikerstyre, hvor der ikke findes frihed. At politikerne formelt set er valgt, gør ikke formen mere demokratisk.

I demokratiets rødder defineres demokratiet som en institution, der respekterer borgerne og beskytter dem mod magtudøvelse fra statens side, og dette er netop, hvad der ikke kendetegner samfundet i dag. For at opnå et samfund med frihed, er oprør i form af civil ulydighedsnægtelse nødvendigt, konkluderer forfatteren.

Fremskridtspartiets idealer og grundholdninger udgives sjældent i bogform, men Steen Steensens "Demokratiets rødder" er uden tvivl det, der er kommet tættest på i de senere år i regulær bogform, at give en fyldestgørende begrundelse for de idealer og grundholdninger, som Fremskridtspartiet hviler på.

"Fremtiden skabes, den vedtages ikke" var det populære slogan, som det norske Fremskrittsparti i mange år arbejdede under, og det bliver formentlig det norske Fremskrittspartis slogan igen - i hvert fald, hvis bladet Fremskritt er et troværdigt stemningsbarometer. Temaet i Demokratiets rødder er, at samfundet netop ikke kan vedtages, men skabes. Dette angiver forskellen på, hvilke værdier politik og privat arbejde skaber.

Præcis som i Fremskridtspartiets politik er det i Demokratiets rødder den lille mand, der hyldes - "sømanden, håndværkeren, fribonden og den frie arbejder var dynamiske personer i det handelskapitalistiske miljø. Nævnte skikkelser har demokratiet til sejr" (side 397).

Historisk set har de intellektuelle sammen med det fødte aristokrati skabt samfund, der hviler på tvang og ufrihed.

Det udprægede demokratiske samfund i antikkens Athen og i det gennemgribende individualistiske amerikanske samfund i pionertiden er omdrejningspunktet i Steensens meget flotte værk, der med historiske argumenter begrunder, hvorfor politikernes og embedsmændenes rolle i samfundet skal være så begrænset som muligt og de individualistiske udfoldelsesmuligheder så store som muligt.

Demokrati er intimt forbundet med kapitalisme og privat ejendomsret, og hvis kapitalismen eller den private ejendomsret begrænses, så reduceres demokratiet.

I det græske demokrati blev embedsmændene udskiftet hvert år, hvilket betød, at embedsmændene ikke kunne nå at bureaukratisere. Desuden undgik grækerne professionalisering af statsorganerne og holdt sig i øvrigt fri af politiske partier og af fagforeninger, de eksisterede nemlig ikke: "På det tidspunkt fungerede det direkte demokrati efter hensigten" (side 83). Demokratiseringen af den græske bystat skabte frihed. Indflydelsen på samfundets udvikling var ikke overladt til bestemte klasser, men til den brede befolkning. Der fandtes ikke professionelle politikere, der kun arbejdede for sig selv og arrogant betragtede befolkningen/vælgerne som et nødvendigt onde. Det enkelte menneske havde mulighed for gennem energisk indsats at forbedre sine sociale kår.

Den personlige frihed medfødte vækst i alle dele af samfundet. Kunst og håndværk blomstrede, økonomien nåede nye højder og gav velstand til alle, og der blev grundlagt en frugtbar videnskabelig tradition.

Imidlertid varede grækernes induvidualistiske civilisation ikke ved, den blev løbet over ende af stærkere stater: "Først gjorde Makedonerkongerne det forbi med bystaternes selvstændighed. Derefter tog romerne fat. I år 146 f.Kr mistede Hellas den sidste rest af suverænitet" (side 86).

Det amerikanske demokrati beskrives så malerisk og humoristisk, at man ofte ler spontant. Steensen gennemgår det amerikanske demokratis historie så levende og indsigtsfuldt, at læseren fristes til at tro, at han selv har været til stede med en seksløber i bæltet, da uafhængighedserklæringen blev til i Philadelphia eller sejlende på Mississippi-floden, når hjuldamperne fra de forskellige selskaber konkurrerede så voldsomt, at kedlerne var ved at eksplodere.

Demokratiet i Amerika var forskelligt fra demokratiet i antikkens Athen. Det athenske demokrati var først og fremmest anti-elitært, det var folkets styre, derfor blev der indført beskyttelse mod aristokratiets indflydelse. I stedet for énmands- eller fåmandsstyre var der mange, der deltog i den politiske proces.

Det amerikanske demokrati var derimod defineret som selvstyre, både nationalt og personligt, der havde karakter af et rettighedsdemokrati; ret til liv, frihed og ejendom. Politik handlede om at garantere og fastholde disse rettigheder. Disse to demokratier havde i sagens natur forskellig baggrund, hvilket indvirkede på deres respektive udformning. I Grækenland havde et aristokrati tidligere domineret alt, hvorimod indvandrerne i Amerika - der ofte var flygtet og emigreret fra undertrykkende stater - skabte et samfund helt fra grunden af.

Steensen beskriver, at EU er elitær, fremmedgørende og ufolkelig og videre, at EU repræsenterer den autoritære retning i Europas historie. Beskrivelsen er fortvivlende korrekt og præcis: "Unionen slipper politikkens kræfter løs. Det sociale initiativ springer fra institutionerne. Politikmagerne har travlt. De ser problemer alle vegne og klør på dem. På teleskærmene kan folket iagttage de folkevalgtes aktivisme. Skinnende fly ruller op foran sværmen af journalister og pressefotografer. Ud stiger folkets repræsentanter. Badet i lys vinker demokratiets spidser til kameraerne. Tiden tillader ikke megen snak. Mappemændene haster ind i de sorte limousiner. Sikkerhedsfolk og blinkende politiekskorter fører eliten ind i salene. De vidende i magtens udøvelse lejrer sig om mahognibordene. Spillet sættes i gang. Strategier udtænkes. Der flyttes rundt med bønder og springere, soldater og tårne. Det 20. århundredes højheder sjakrer med mennesker og grænser. Toget kører. Kedlerne varmes yderligere op. Nye ruter vedtages. Direktiverne er på vej. Ude ved skærmene sidder den store mængde, hovedrystende og magtesløse. Men karrieremagerne følger godt med. At kende kørselsretningen betyder noget. Det gælder om at være med på toget, at være på forkant med udviklingen.

Fyrsterne om mahognibordene rejser sig. Middagen med de celebre vine venter. Der skåles under prismelysekronerne. De professionelle politikere og kommissærerne kender hinanden. Fælles interesse styrker broderskabet. Champagnen drikkes ud. Limousinerne holder foran trappen. Igen er de folkevalgte i luften. Levebrødspolitikerne løber ikke tør for problemer" (side 486).

Det er fornuftigt, at Steensen ikke blot overvejer, hvordan den undertrykkende stat kan sættes ud af kraft, men også, hvordan det er muligt at bevare friheden i et nyt samfund, hvor initiativet ikke kommer fra politikerne og embedsapparatet, men fra folket. Det er interessant, at Steensens forslag er meget tæt på Fremskridtspartiets politik. Således peger han på: En ny forfatning, der skærmer mod politiske indgreb og udplyndring; en uafhængig forfatningsdomstol; en afprofessionalisering af politik; ejendomsrettens og en garanti og sikring af boligens ukrænkelighed, arbejdets frihed, etableringsfriheden, produktions- og bevægelsesfriheden samt flere folkeafstemninger.

Steensens radikale holdninger til trods, mener han dog alligevel, at der er nogle opgaver, der bør varetages af det offentlige. Han peger på retsvæsenet, forsvaret samt en begrænset socialpolitik over for fysisk og psykisk handicappede.

For fremskridtsfolk, der ønskerr viden om frihedens og undertrykkelsens historie fra antikken til vor tid, er Demokratiets rødder ikke til at komme uden om. Den må læses. Steensens bog er en kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden. Den er skrevet af en idealisk ildsjæl, som river læseren med. Det store engagement og det ukomplicerede og maleriske sprog gør bogen meget nem at læse.

Tak for nogle timers spændende og oprivende læsning, Steensen.

Titel:
Demokratiets Rødder

Forfatter:
Steen Steensen

Forlag:
Abilgaard & Brødsgaard,
561 sider

----

Demokratiets rødder er anmeldt af Per Ørum Hansen, der er projektleder i det amerikanske public relationsbureau Crohn & Wolfe. Han har tidligere været økonomisk politisk sekretær i Fremskridtspartiets sekretariat.

Vi går helhjertet ind for den personlige frihed

Der er ingen, der har lovet, at det skulle være nemt at være Fremskridtsmand. Det er en evig kamp, hvis man forsøger at give den enkelte størst mulig personlig frihed i forhold til statsmagten.

I et samfund, hvor vægten lægges på den enkelte samfundsborgers personlige frihed og evne til at skabe sin egen tilværelse efter lyst og evner, er der også en forpligtelse til at hjælpe de medborgere, der er ude af stand til at løse egne problemer, fordi de er syge eller handicappede, og det er hvad enten det er et fysisk eller et åndeligt handicap.

Det er også en forpligtelse for et samfund at sikre de ældre medborgere en økonomisk støtte, så de kan leve anstændigt.

I det danske samfund er det vigtigt, at de politiske kræfter, der arbejder for den personlige frihed, samles om denne kamp, fremfor at koncentrere sig om indbyrdes uenighed.

Stærke politiske kræfter arbejder på at basere det danske samfund på kollektive løsninger. Det indebærer, at individet ikke spiller nogen rolle i samfundet. Der bliver kun plads til gruppeløsninger og planøkonomiske løsninger. Allerede i dag kan vi tydeligt se stærke grupperinger såsom politikergrupper, akademikergrupper og arbejdergrupper. Politikergruppen og akademikergruppen har sat sig på styrings- og servicefunktionerne, mens arbejdergruppen står for den produktive sektor og den betalende funktion. Grupperne kan selvfølgelig deles op i en række undergrupper, men det karakteristiske træk er, at den største gruppe- arbejdsgruppen - er sat udenfor enhver indflydelse, idet man næppe kan sige, at deres ledere tilhører gruppen.

Politikergruppen og akademikergruppen lever kun i kraft af disse gruppers evner til at overbevise arbejdergruppen om, at de ikke er i stand til at administrere deres egen tilværelse.

Arbejddergruppen, der bedst karakteriseres ved at have en indkomst, der kun dækker skatter, afgifter og de nødvendige livsfornødenheder, betaler til en fastlåsning af deres egen tilværelse og de andres højere levestandard.

Hver eneste gang politikergruppen og akademikergruppen gennemfører forslag til gavn for arbejdergruppen, er forslaget til endnu større gavn for dem selv, og den personlige frihed indskrænkes yderligere.

Det er kun Fremskridtspartiet, der helhjertet går ind for den personlige frihed. Derfor er det vigtigt, at partiet ikke svækkes p.g.a. småligt kævl og ussel strid.

Ole Maisted

P & T skal ikke have monopol på udenlandsk TV

Z-gruppeformanden utilfreds med regeringens holdning i to fjernsynsspørgsmål

- Er det virkelig, hvad man i regeringen (V, C, CD og KrF, red) opfatter som frihed til selv at vælge?

Spørgsmålet kommer fra gruppeformand Helge Dohrmann og gælder regeringen Schlüters afvisende holdning overfor landets mange antenneforeninger til, via parabolantenner, selv at kunne hente udenlandske fjernsynsprogrammer ned.

- Hvorfor i alverden mener regeringen dog, at Post- & Telegrafvæsenet skal have monopol på det. Kan det virkelig være en borgerlig/liberal regerings holdning, at antenneforeninger og private ikke skal kunne drage fordel af tidens nye teknologiske muligheder?

En tro kopi
Også med hensyn til regeringens nyeste holdning til spørgsmålet om TV 2 er Dohrmann utilfreds.

- Resultatet af en beslutning om at etablere et TV 2 uden reklamer bliver let, at vi blot får en ny fjernsynskanal, der bliver en tro kopi af den vi kender alt for godt, uden nogen form for konkurrence og hvor licensen stiger til det dobbelte.

I disse spørgsmål går regeringen efter min opfattelse socialisternes ærinde, slutter Z-gruppeformanden.

Pressemeddelse fra Z-gruppeformand Helge Dohrmann

Ret til frit at vælge vand

Det er for Fremskridtspartiet helt uforståeligt, at landets kommuner vil/kan tvinge private husejere generelt at tilslutte sig fælles vandværk, til trods for at den private brøndboring lever op til drikkevandskvaliteten. Hvad værre er: Når en grundejer af egen drift vil forbedre kvaliteten på vandet fra egen brønd og henvender sig til kommunen for at få hjælp, bruger kommunen henvendelsen til at tvinge grundejeren til tilslutning til det kommunale vandforsyningsnet. Som oftest med god hjælp fra amtet og Miljøstyrelsen.

Jo flere små og velfungerende brøndanlæg og vandværker vi har des bedre. Det giver nemlig sikkerhed for vandforsyningen. Hvis der sker uheld eller bliver begået hærværk mod de større fælles vandværk, vil alle tilsluttede stå uden vand. Hvis så mange husstande som muligt har egen brønd, vil vandforsyningen generelt være mere sikret og der vil dermed være flere kort at spille med. Der er altså god grund til at kæmpe mod kommunerne, når de vil tvinge husstande ind i det fælles vandværk.

Fremskridtspartiet tager ikke kun hensyn til spørgsmålet om forsyningssikkerhed. Det handler også om principper og livssyn. I Fremskridtspartiet er vi modstandere af, at en offentlig myndighed kan tvinge husejere med i den kommunalt besluttede fælles vandforsyning. Det handler om frihed til at vælge. Frihed til at vælge mellem "kommunens vand" og egen brønd.

I sager om vandforsyningen opfører mange kommuner sig usmageligt. Kommunerne skulle være til hjælp for borgerne, men er blevet det modsatte.

Et eksempel: En borger finder ud af, at vandkvaliteten fra egen brønd ikke er tilfredsstillende. Han henvender sig til kommunen, så de i fællesskab kan finde frem til en løsning. Kommunen ser straks chancen for at indlemme endnu en husstand i det kommunale vandforsyningsnet. Grundejeren afviser, fordi han selv kan rense vandet så det overholder kravene, men afvises af kommunen, der melder vedkommende til politiet. Mens sagen kører, installerer grundejeren et filteranlæg, så vandet igen opfylder vandkvalitetskravene og dommen giver borgeren medhold. Men det stopper ikke kommunen, der dernæst erklærer filteranlægget ulovligt opsat og bruger det som løftestang til at få husstanden ind i det fælles vandværk.

Ovenstående er ikke en enkeltstående sag. Tværtimod. Sådanne sager er der flere af. De beviser med al ønskelig tydelighed, at de kommunale myndigheder tænker mere på at få så mange som muligt tilsluttet fælles vandværk, end borgerens ret til frit at kunne vælge, hvor fra de vil have deres vand. Det går ud over sikkerheden for vandforsyningen og kvaliteten af vandet.

Aage Brusgaard, MF, Fremskridtspartiets miljøordfører og næstformand i Folketingets miljøu- og planlægningsudvalg

Socialisme? Nej tak!

De danske socialister påberåber sig selv den gyldne titel, at de vil udjævne den nuværende minimale sociale ulighed og gøre alle samfundets borgere rige.

Socialismens virkelighed er en anden.

Socialismen står nemlig for fattigdom og ineffektivitet, fordi den kvæler produktionssektoren, som er samfundets rigdom. Det kapitalistiske system styrker derimod produktionssektoren og gør dermed samfundet og den enkelte borger rigere.

Socialismens lighedskrav og økonomiske ligestilling er og psykisk voldtægt mod folkets livsvaner, fordi socialismen derigennem forbyder folks trans til individualisme, effektivitet, kvalitet m.m., og samtidig indfører janteloven og andre grimme ting.

I denne forbindelse er det værd at nævne Winston Churchills berømte og sande ord: Kapitalismen har kun èn last: Den ulige fordeling af goderne.

Socialismen derimod har kun èn dyd, nemlig den interessante: Den lige fordeling af elendigheden.

Den ideologiske socialistiske målsætning, der går ud på at omdanne samfundet til et totalitært samfund med al magt til myndighederne og tvungen lighed for alle, vil uundgåelig ende med undertrykkelse af befolkningen, og dermed sætte socialisterne altså lighed over frihed og indflydelse. Demokratiet, friheden og retten til at være noget/være sig selv nedbrydes.

Og denne forfærdelige socialistiske hensigt helliger alle midler retfærdiggør en ondartet hetz mod samfundets rigdom, produktionssektoren, der efterhånden mere og mere ligner en brik i organisationsstormugulmagt spillet.

Så trods alle påstande om det modsatte er Danmark altså ved at udvikle sig til et totalitært samfund, hvor det er lykkedes socialisterne at få flyttet økonomiske og administrative afgørelser fra borgerne til myndighederne og organisationerne.

Den socialistiske folkekatastrofe lurer om hjørnet.

Det er ikke betryggende. Nej, det er derimod nedslående, deprimerende, frustrerende og alarmerende.

Lad ikke denne ulykke ske - skab en VKZ regering her og nu.

Peter Kjærsgård

Nej til formynderi

Det er frustrerende, at de politikere, vi vælger, føler sig som formyndere for os vælgere. Dette har vi ikke valgt dem til. Men til at administrere samfundets problemer og skabe os alle en god menneskelig tilværelse, uden at de skal "sidde" på os.

Som om vi ikke selv kan finde ud af at benytte lukkeknappen på radio og TV, hvis og når der er noget, vi ikke ønsker at se og høre, måske bl.a. reklamer, men lad os dog selv vælge.

Vi har alle rigeligt at bruge vore penge til og udsigt til endnu mere at bruge dem til i form af bunden opsparing, selv af små indtægter, stigende lejeværdier og huslejer og til evt. flere afgiftsforhøjelser, så tåler de enkeltes familiebudgetter overhovedet ikke licensforhøjelse.

Edith Landsmann

Kæmp for din frihed, dansker!

Danmark befinder sig i krise. Det er ikke kun en økonomisk krise. I den del af Danmarkshistorien, hvor vi har haft folkestyre, er der ingen, der har fremkaldt så sygelige tilstande i landet som socialdemokraterne. Ved deres ødselhed har de ruineret os, og så er det endda ikke det værste, thi under socialdemokraternes indflydelse er hele mentaliteten i Danmark blevet pilrådden.

Socialdemokratiet er blevet et ideologisk parti, som støt arbejder på at gøre Danmark til en socialistisk stat. Det idealsamfund, som socialdemokraterne troede, de var ved at opbygge, er på vej til at udvikle sig til en katastrofe for det danske samfund. Socialdemokraterne har umyndiggjort befolkningen. Udformningen af det enkelte menneskes liv er af Socialdemokratiet ved at blive gjort til et fælles anliggende, hvor ingen kan gå sine egne veje, uden at beskyldes for at bryde med almenvellet. Alle afgørelser skal træffes i solidaritetens hellige navn, og den, der har en anden opfattelse, har sat sig uden for samfundet og beskyldes for at være egoist. Socialdemokratiet ønsker, at den danske befolkning skal tabe troen på det enkelte menneskes ansvarlighed. Ansvaret skal overtages af samfundet d.v.s. Socialdemokratiet.

Det er Socialdemokratiets angreb på det enkelte menneskes ret overfor staten, der skaber den politiske uro i Danmark. Det er Socialdemokratiets tro på, at den, der har magten, også har retten. Retten til i den mindste detalje at tilrettelægge den enkelte danskers tilværelse. Uroen i den danske befolkning skyldes Socialdemokratiets ønske om at ændre Danmark til en egentlig socialistisk stat.

I 80`erne MÅ DANSKERNE gøre op med sig selv, hvad vi ønsker. Ønsker vi at forsvare det enkelte menneskes ret overfor staten, eller ønsker vi, at vi alle må bøje nakken og indrette os efter, hvad en håndfuld mennesker i Socialdemokratiets og fagforeningens top ønsker.

Fremskridtspartiet tror på, at danskernes vilje til at vælge frihed ikke kan knægtes. I 70`erne og her i begyndelsen af 80`erne har det kun været Fremskridtspartiet, der har turdet at gå imod Socialdemokratiet. Det er derfor et umådeligt ansvar, vi alle har. Ansvaret for kommende generationers frihed og ret hviler på Fremskridtspartiet som Socialdemokratiets arvtager. Socialdemokratiets dage er talte – fremtiden tilhører Fremskridtspartiet.

Leder

Glædeligt at kommuner stopper jagten på sommerhusejere

Næstformanden for Folketingets miljøudvalg, Aage Brusgaard, Fremskridtspartiet, finder det glædeligt, at en række sommerhuskommuner ikke vil foretage politianmeldelse af de fritidshusejere, der bor i deres hus hele året.

- Der er tale om en rigtig beslutning. Når folk har købt en ejendom, skal de naturligvis også kunne bo i den hele året uden at myndighederne kommer rendende med alle mulige påbud og løftede pegefingre. Særligt glædeligt er det også, at formanden for Kommunernes Landsforening, Egon Jensen, har indtaget samme holdning, siger Aage Brusgaard og fortsætter:

­- Fremskridtspartiet mener, at det naturligvis skal være op til den enkelte fritidshusejer, at bestemme om han vil bo i sit hus hele året eller ej. Det er ikke noget det offentlige skal blande sig i. Fritidshusejerne lægger masser af penge i sommerhuskommunerne og bor der bare en enkelt eller to fritidshusejere hele året i et sommerhusområde, vil det virke kriminalitetsforebyggende.

Fremskridtspartiet opfordrer til, at alle sommerhuskommuner nægter, at indgive politianmeldelse mod eventuelle helårsbeboere. Der er, efter min mening, heller ingen tvivl om, at et forbud mod at bo i fritidshus hele året strider mod grundlovens bestemmelser om boligens ukrænkelighed og den fri ejendomsret, siger Aage Brusgaard.

Pressemeddelse fra:
Aage Brusgaard, Fremskridtspartiets miljøordfører og næstformand for Folketingets miljøudvalg

Jo mere frihed, jo mindre kommunisme

I Polen fik kommunisterne ved det næsten-frie valg en gevaldig én over snuden - i Sovjet, ved det knap så frie valg, en lidt mindre én på skallen.

Læren er klar: Jo større frihed, jo mindre kommunisme. Og omvendt. Det er ikke så sært, at såvel de kinesiske barbarer i Peking og Gorbatjov med sin nye og stramme straffelov overfor anti-kommunister gør deres bedste for at rejse solide bolværker mod det, de så malerisk kalder kontra-revolutionen. Vel nok den reelt største politiske anerkendelse, man kan opnå...

Det store, udenrigspolitiske spørgsmål er nu: Er Gorbatjov og de indtil den 03 juni meget tilbageholdende kinesiske myndigheder mon klar over, hvad det er for en basal frihedstrang, de har sluppet løs?

At frihed ikke er en papirtiger, at duften af lov og ret, individets selvbestemmelsesret og folkestyrets retfærdighed ikke er noget, man fjerner med krudtstank og paragraffer?

Den kommunistiske verden smuldrer. Ganske langsomt, efterhånden som jernlederne er blevet trætte og deres stenalder-næstkommanderende faldet fra, er vækket et frihedens håb i Øst- og håb om et ønske, der ikke knægtes.

Og det ved de i Kreml, i Peking, i Østberlin og i Havana: Når først folket vil noget, er de ikke til at stoppe! Det var deres egne folkemasser, som fra 1917 og frem til vor tid, som kvalte herskerne. Nu er de nye herskere på spanden. Og hurra for det.

Leder

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter.

Da ELISABETH den anden, dronning af England, i sommer besøger sine kære undersåtter på øen JERSEY, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England, hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som "vore nordlige besiddelser".

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22%
Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22% af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok - for der skal jo også findes særheder - er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede
Jersey regeres af "The assembly of the States" med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også - en slags sognefogedordning - som fungerer godt. Heliger har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på 1/2 million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinancielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund , der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem
Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet, foruden undervisning, heraf 4-5 timer med lokalt stof. øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30% og Guernsey-avisen for 20%.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15% i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. F.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne
Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra, at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000. Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

Jørgen Max Jørgensen

Ja, hvis Venstre også ville handle herefter

Fremskridt 1976-13 side 18-19 skrev om Venstres 1970-program ”Frem ved år 2000”. 8 år efter nedsatte Venstre et programrevisionsudvalg. Et af dettes syv medlemmer var Bertel Harder. Han skriver i partibladet Liberal: Foråret 1978:

”Forbi er den tid, da Venstre var Socialdemokratiet – 10 pct.”. Frihedstrangen og modstanden mod bureaukrati og stive systemer er stærk. Et er sikkert; fremtiden bliver liberal.

Tag ikke fejl af protestbevægelserne. Hvad enten de kommer fra højre eller venstre, er de udtryk for, at det spirer og gror her i landet. De er fælles om oprøret mod bureaukratiet. De er fælles i frihedstrang.

Jeg tror oven i købet, de er fælles om en kærlighed til Danmark og danskerne.

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet har en magtpolitisk interesse i at holde landet på randen af afgrunden med Anker Jørgensen som garant for arbejdsfreden og Socialdemokratiet som ”dit ståsted i en splittet tid”.

Sandheden er jo, at Socialdemokratiets politik er den vigtigste hindring for, at ønskerne om lønforbedringer og forbedrede offentlige ydelser kan opfyldes. Landet bliver fattigere derved.

En liberal politik vil gøre det rigere”.

Bertel Harder, MF Venstre

Hvem skrev det?

"Kun de færreste synes at have opdaget, at den offentliges sektors svulmende forbrug i mindst lige så høj grad er præget af producent-styrede kræfter og mekanismer, der skaber overforbrug og ufrihed til skade for den uorganiserede almeninteresse.

Vi lever i et overadministreret samfund, der på alt for mange områder låser os fast i et overforbrug af uddannelser, sociale institutioner, hospitalskolosser, statsstøttet byggeri og administrative kontrolapparater. De offentlige tilskudsordninger, beslutningssystemer, ansættelseskriterier m.v. synes mere påvirket af hensynet til de offentlige producenter end af hensynet til forbrugerne, der ofte kunne klare sig både billige og bedre, hvis de selv fik lidt mere at skulle have sagt.

Folketinget, der selv har næsten ubegrænset magt, kan ikke unde de lokale beslutningstagere selv de mest elementære beføjelser. Derfor plages vi af kostbare tilskudsregler, kontrolapparater og reglementer, der forårsager et ressourcemisbrug, der hundrede gange overgår de eventuelle misbrug, de er skabt for at forhindre. Det lokale selvstyre og initiativ kvæles af hensyn til ensartetheden, skønt det netop burde anses for en fordel, at reglerne kan variere fra egn til egn.

Når familier, kommuner, socialkontorer og offentlige institutioner lægger budget og planlægger for fremtiden, da spørges der ikke: Hvorledes anvender vi vores ressourcer bedst? Det eneste, der tæller, er spørgsmålet: Hvad er der tilskud til?

Resultatet er et offentligt personale på 600.000 stigende med ca. 40.000 om året, samt skatter og afgifter, der ifølge de seneste prognoser allerede om 9 år vil beslaglægge 3/4 af indkomsterne. Så kan enhver selv forestille sig, hvordan det vil gå med de aktiviteter, der ikke gøres gratis med offentlige midler, og de livsformer, der ikke er tilskud til".

Bertel Haarder, Venstre (1973)

Nogle Fremskridts-holdniger i ugen 30. marts – 05. april 1981

Fremskridtspartiet går imod statstilskud til visse strukturforbedringer m.m. indenfor fiskeriet. Fremskridtspartiet vil ikke være med til at øge skattetrykket i forbindelse med udslusningsforanstaltninger, produktionsprogrammer, EFG-uddannelser samt uddannelse af specialarbejdere m.v. Fremskridtspartiet mener, at alle disse støtteordninger øger arbejdsløsheden, og ”krykker” til erhvervslivet er dårligere end et sundt erhvervsliv, hvilket kan konstateres ved at lette skattetrykket.

Fremskridtspartiet er af den mening, at man skal betale stempelgebyrer tilbage, som man har opkrævet hos landbrugerne i de sidste fem år, uden at have den fornødne hjemmel hertil.

Fremskridtspartiet mener fortsat, at de nødvendige foranstaltninger til at sikre de danske kyster er en statsopgave.

Fremskridtspartiet mener, at det er urimeligt, at en stigende beskatning af – og hetz mod bilismen direkte modarbejder egns- og erhvervsudviklingen i tyndt befolkede områder, og en arbejder i provinsen, gennem skatterne, betaler til underskuddet for den kollektive trafik f.eks. HT, han ikke selv kan anvende.

Fremskridtspartiet mener, at socialisterne skal stoppes, når de udnytter statsmonopolet Danmarks Radio til at udsende socialistisk propaganda via såkaldte undervisningsudsendelser. Socialisterne går imod såkaldte monopoler, når de ikke selv kan udnytte dem til at hjernevaske befolkningen.

Fremskridtspartiet kræver socialministeren (Ritt Bjerregaard, A, red) afskediget, fordi hun har overtrådt ministeransvarligheds-Loven § 4, idet hun har afgivet urigtige og vildledende oplysninger til Folketinget på trods af advarsler herom fra Fremskridtspartiet.

Det mest sandsynlige er, at den danske befolkning endnu engang kan konstatere, at lov og ret er et fiktionsbegreb, og kun de anti-socialdemokratiske samfundsborgere, der kan regne med at magten vil blive brugt imod dem, hvis de skulle have overtrådt en eller anden bestemmelse i én af magthavernes mange gummilove. Som hovedregel er alt forbudt indtil praksis i hvert enkelt tilfælde skulle vise noget andet. Der er forskel på en Jørgen Hattemager og en socialdemokrat.

Ole Maisted, MF

Forbud for folket

Forbuds- og Indenrigsministeren (Henning Rasmussen, A, red) skylder os en forklaring på, hvad han vil gøre ved de spiritusreklamer, som trænger ind over landets grænser via udenlandsk TV. I løbet af få år vil hele Danmark være i stand til at modtage 5-6 udenlandske Tv-programmer. Vil forbudsministeren anlægge sag imod de Tv-stationer, som bryder dansk lov ved, at vise reklamer for den forbudne frugt eller vil han gøre det kriminelt, at modtage de ucensurerede udsendelser og skal vi i så fald have flere pejlevogne til at afsløre, om der er nogen, der drister sig til at kigge i reklamesendetiden.

Danskere, hvor er den gamle vikingeånd, er i et stavnsbundet folk? Hvor længe vil i fortsætte med at trælle under det røde ufriheds åg?

Det er på tide at tvangs- og forbudspartierne bliver sat på porten, så danskerne igen kan blive et frit folk i et frit land.

Michæl Balslev

Flertal ønsker partistøtte

I forbindelse med at Fremskridtspartiets forslag om at afskaffe den offentlige partistøtte blev afvist af et flertal i Folketinget, betegner Fremskridtspartiets gruppeformand, Aage Brusgaard, flertallet som stærkt udemokratiske og arrogant over for vælgerne.

- Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad folketingsmedlemmer kan love, så længe deres løfter ikke forpligter.

Modet svigter åbenbart, når løfterne skal indfries, siger Aage Brusgaard, der derved henviser til Venstres gruppeformand, Ivar Hansens og Venstres mediepolitiske ordfører, Helge Sanders løfter over for vælgerne.

Da Venstre fremkom med løfterige udtalelser både sidste år og i år om, at afskaffe den offentlige partistøtte, inviterede Fremskridtspartiet Venstre til at være medforslagsstiller på et lovforslag om at afskaffe den offentlige partistøtte. Det afviste Venstre.

Jeg havde dog i det mindste håbet, at Venstre ville fritstille sine folketingsmedlemmer fra gruppedisciplinen i dette spørgsmål, da dette spørgsmål er et personligt og moralsk anliggende, men sådan skulle det altså ikke være.

Dansk politik er blevet så egoistisk, at alt handler om at gavne partierne og ikke vælgerne, slutter en skuffet Aage Brusgaard.

Pressemeddelse fra:
Aage Brusgaard, Fremskridtspartiets gruppeformand

Flere folkeafstemninger

Det skal i langt højere grad være befolkningen, der træffer de beslutninger, der har afgørende indflydelse på deres hverdag. Fremskridtspartiet har i Folketinget fremsat forslag der sikrer, at der kan afholdes vejledende regionale folkeafstemninger, når fem procent af vælgerne i det berørte område anmoder herom. Endvidere foreslår Fremskridtspartiet, at det skal være muligt, at afholde landsdækkende folkeafstemninger, når mindst 50.000 valgberettigede personer ønsker det. Fremskridtspartiet ønsker, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Og helst af befolkningen selv. Vælgerne får derved direkte indflydelse på udviklingen i det samfund, de lever i.

Gode erfaringer fra udlandet
USA og Schweiz har høstet gode erfaringer med folkeafstemninger. De er populære og skaber en større ansvarsfølelse i befolkningen. Ved det netop afholdte præsidentvalg i USA var der i 24 delstater en række emner til afstemning. I Californien besluttede vælgerne at sætte en stopper for positiv særbehandling af kvinder og etniske minoriteter. Samtidig var der flertal for et forslag om, at der fremover kan udskrives hashrecepter til alvorligt syge patienter. I Florida afviste vælgerne at indføre en miljøskat på sukkervandsindustrien. Befolkningen i USA har altså langt større indflydelse på de beslutninger, der skal træffes end i Danmark. Det er demokratiet, når det er bedst.

Lokale folkeafstemninger
Også herhjemme har der været afholdt lokale folkeafstemninger. I forbindelse med valget om Maastricht-traktaten den 02. juni 1992 blev der afholdt en lokal folkeafstemning på Langeland, hvor et flertal af vælgerne sagde nej til et forslag om at sammenlægge Langelands 3 kommuner til en. Var vælgerne ikke blevet hørt, kunne der være vedtaget et forslag, der var i strid med befolkningens ønsker.

De politiske beslutninger præges
Fremskridtspartiet er ikke i tvivl om, at alene muligheden for, at befolkningen kan kræve folkeafstemninger, vil præge de politiske beslutninger og ansvarsbevidstheden. Det vil tvinge politikerne til at afstå fra at bevilge eksempelvis penge til projekter, der i befolkningen anses for overflødige. Dermed vil vælgerne også indirekte sætte præg på de politiske beslutninger.

Øvrige partier afviser
Fremskridtspartiet har før fremsat forslag om flere folkeafstemninger. Hver gang har de øvrige partier i Folketinget stemt imod. Bland andet med den begrundelse, at det er de færreste emner, der er "velegnede" til folkeafstemninger. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Hvem skal bestemme, hvad der er vigtigt for befolkningen? Hvad der er ligegyldigt for nogle, kan være af stor betydning for andre. Afvisningen af Fremskridtspartiets tidligere forslag bunder alene i, at politikerne er bange for, at der vil opstå situationer, hvor politikerne ikke har dækning for deres holdninger blandt befolkningens flertal. Men det er trods alt befolkningen, der vælger politikerne. Derfor skal politikerne selvfølgelig også føre den politik befolkningen ønsker.

Tvinges til at opfylde løfterne
Muligheden for afholdelser af folkeafstemninger vil sikre, at politikerne holder deres løfter. Vælgerne vil kunne holde politikerne fast på den kurs, de ønsker. Fremskridtspartiets forslag vil betyde, at politikere, der vælges til eksempel Folketinget tvinges til at opfylde de løfter de har afgivet. Gør de ikke det, kan vælgerne kræve folkeafstemning og tvinge politikerne til at gøre det. Det er ikke nok, at Folketingets partier kun taler om det såkaldte nærhedsprincip. Der skal nemlig handling bag ordene. Derfor forventer Fremskridtspartiet bred opbakning til de to forslag, vi har fremsat.

Aage Brusgaard, MF, Fremskridtspartiets kommunalordfører