Men netop derfor synes jeg lige det skal genopfriskes hvem der faktisk stemte for invasionen. Forhåbentlig sidder de skyldige på en hyggelig og solrig søndag og ego-googler og finder sig selv på listen de måske har glemt. Forhåbentlig skammer de sig rigtig meget... men jeg tvivler ærlig talt.

Kilde: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Grundlovskomiteen 2003

"Som ved alle ordinære afstemninger i Folketinget var der forudgående "clearet" mellem partierne, dvs. aftalt, hvor mange der stemmer i salen, så flertallet kommer til at afspejle forskellen mellem blokkene. Ved denne afstemning, som førte til Danmarks entré blandt de krigsførende nationer, var 11 stemmer udslaggivende for resultatet. Kan det tænkes, at der blandt de 68 medlemmer, som ikke var til stede i salen, var nogle, som dermed undgik officielt at markere en afstandtagen fra angrebet på Irak? I hvert fald er det værd at huske, hvordan der blev stemt, når vi næste gang går til valg." (http://www.kvindefredsliga.dk)

Justitsminister Lene Espersen (K) skal ifølge Dansk Folkeparti forbyde, at kvindelige jurister med muslimsk tørklæde kan blive dommere i en dansk retssal. ... »Kommer man ind i en retssal, uanset om det er som vidne, tiltalt eller offer, skal tingene være så neutrale som overhovedet muligt. Hr. og fru Jensen vil opfatte tørklædet som udtryk for noget religiøst og værdimæssigt, og så er det ikke neutralt. De kan også opfatte det som en politisk tilkendegivelse om, at kvinden er underordnet manden. Hvis ministeren ikke vil ændre bestemmelsen administrativt, vil vi tage sagen op i folketingssalen,« siger [Dansk Folkepartis retsordfører] Peter Skaarup.

"Jeg opfordrer de moderate muslimer i vores land til at komme på banen og i klare vendinger fordømme disse mordplaner. Vi politikere kan opstille en synlig konsekvens over for den slags hjemlig islamisme, men det moderate muslimske samfund må også komme på banen med en fordømmelse uden forbehold. Der kan ikke være nogen som helst forståelse for denne primitive fanatisme, siger Peter Skaarup."

Mere på EkstraBladet

Lad os se, om der er nogen? Var der nogen i 2006?

Med tanke på hur de danska imamerna uppförde sig i samband med den danska Muhammed-krisen, så känns det ju inte heller som om det är just imamerna som danska politiker ska söka samarbete med.

"- Jeg er bange for, at vi sætter ræven til at vogte gæs. Muhammedkrisen viste, at imamerne ikke er med til at gyde olie på vandene, siger Peter Skaarup.

Er der ikke forskel på imamer?

- Jeg vil ikke udelukke, at der kan være enkelte imamer, som kan trække på samme hammel som regeringen, men at udpege imamerne som samarbejdspartnere giver dem en status, som de ikke skal have, siger han."

Formanden for Retsudvalget, Dansk Folkepartis Peter Skaarup, er blevet særdeles upopulær hos en række af sine kolleger på Christiansborg. De mener, at Peter Skaarup misbruger sin formandsstilling til at lægge politisk pres på dommerne i.f.m. igangværende retssager.

Personligt har jeg det på den måde, at Peter Skaarup selvfølgelig må have de meninger, som han vil - han bliver blot nødt til at være ekstra opmærksom på det store ansvar som han har som folkevalgt politiker. Politikere behøver efter min mening ikke at være som nyfalden sne i forhold moral og etik og altid være perfekte og fejlfrie (de er trods alt også bare mennesker). Men man må kunne forvente at de folkevalgte overholder Grundloven til punkt og prikke, herunder også paragraf 3, som omhandler magtens tredeling.

Som formand for Retsudvalget, burde Peter Skaarup derfor have den største forståelse for, at Grundloven også gælder ham. Peter Skaarup må som sagt gerne have sine meninger, men dem må han vente med at fortælle offentligheden om, indtil at de forskellige, igangværende retssager er afsluttet og Højesteret - som landets øverste dømmende myndighed - har talt. Herefter står det Peter Skaarup og alle andre politikere frit både at kommentere sagerne og foreslå ændringer og opstramninger i lovgivningen, hvis man føler at det er nødvendigt.

Og hvis Peter ikke lige skulle have styr på, hvad det er at Grundlovens bestemmelser nu engang er, så kommer den fulde lovtekst her:

Danmarks Riges Grundlov

Nr. 169 af 5. juni 1953.

Kapitel I

§ 1
Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

§ 2
Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

§ 3
Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

§ 4
Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Kapitel II

§ 5
Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande.

§ 6
Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 7
Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren.

§ 8
Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet en højtidlig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.

§ 9
Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.

§ 10
Stk. 1.
Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til brug.
Stk. 2.
Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.

§ 11
For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden folketinges samtykke nydes udenfor riget.

Kapitel III

§ 12
Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene.

§ 13
Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.

§ 14
Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.

§ 15
Stk. 1.
Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Stk. 2.
Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

§ 16
Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.

§ 17
Stk. 1.
Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i det tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.
Stk. 2.
I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.

§ 18
Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sagen foredrage i statsrådet.

§ 19
Stk. 1.
Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtigelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.
Stk. 2.
Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde. Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.

§ 20
Stk. 1.
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves er flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindlige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

§ 21
Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

§ 22
Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.

§ 23
I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.

§ 24
Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe.

§ 25
Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.

§ 26
Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.

§ 27
Stk. 1.
Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
Stk. 2.
Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved § 64. Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.

Kapitel IV

§ 28
Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

§ 29
Stk. 1.
Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.
Stk. 2.
Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5 har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.

§ 30
Stk. 1.
Valgbar til folketinget er enhver. som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.
Stk. 2.
Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.

§ 31
Stk. 1.
Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.
Stk. 2.
De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgsmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Stk. 3.
Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
Stk. 4.
Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.
Stk. 5.
Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved lov.

§ 32
Stk. 1.
Folketingets medlemmer vælges for fire år.
Stk. 2.
Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for folketringet.
Stk. 3.
Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.
Stk. 4.
Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
Stk. 5.
Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
Stk. 6.
Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
Stk. 7.
Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.

§ 33
Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

§ 34
Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.

Kapitel V

§ 35
Stk. 1.
Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt til møde forinden.
Stk. 2.
Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af formand og næstformand.

§ 36
Stk. 1.
Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.
Stk. 2.
På folketingsts første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny.

§ 37
Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i riget.

§ 38
Stk. 1.
På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.
Stk. 2.
På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.

§ 39
Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.

§ 40
Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de iøvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget.

§ 41
Stk. 1.
Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
Stk. 2.
Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været forhandlet i folketinget.
Stk. 3.
To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at tredie behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, forsåvidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Stk. 4.
Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.

§ 42
Stk. 1.
Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Stk. 2.
Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.
Stk. 3.
Når det er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.
Stk. 4.
Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministen, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.
Stk. 5.
Ved folkeafstemningen stemmes for og imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget.
Stk. 6.
Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidge bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter, samt love til gennemførelse af bestående traktatsmæssige forpligtigelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i Par.Par. 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.
Stk. 7.
I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en trediedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
Stk. 8.
Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland fastsættes ved lov.

§ 43
Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.

§ 44
Stk. 1.
Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Stk. 2.
Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov.

§ 45
Stk. 1.
Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
Stk. 2.
Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke forventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget.

§ 46
Stk. 1.
Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.
Stk. 2.
Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.

§ 47
Stk. 1.
Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.
Stk. 2.
Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.
Stk. 3.
Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til beslutning.

§ 48
Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordenens opretholdelse.

§ 49
Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.

§ 50
Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er tilstede og deltager i afstemningen.

§ 51
Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private som af offentlige mundigheder.

§ 52
Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.

§ 53
Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.

§ 54
Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes medlemmer.

§ 55
Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.

§ 56
Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

§ 57
Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, med mindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.

§ 58
Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valgloven.

Kapitel VI

§ 59
Stk. 1.
Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretmedlemmer.
Stk. 2.
Retten vælger selv sin formand af sin midte.
Stk. 3.
Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt udløber.
Stk. 4.
Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.

§ 60
Stk. 1.
Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager.
Stk. 2.
For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.

§ 61
Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.

§ 62
Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.

§ 63
Stk. 1.
Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.
Stk. 2.
Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelse dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.

§ 64
Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene fidner sted. Dog kan den dommer der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.

§ 65
Stk. 1.
I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.
Stk. 2.
I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninge skal medvirke.

Kapitel VII

§ 66
Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68
Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen.

§ 69
De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Kapitel VIII

§ 71
Stk. 1.
Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2.
Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Stk. 3.
Enhver der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemmes dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
Stk. 4.
Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.
Stk. 5.
Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.
Stk. 6.
Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet i en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.
Stk. 7.
Behandlingen af de i stk. 6. nævnte personer undergives et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

§ 72
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtaglse, alene ske efter en retskendelse.

§ 73
Stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Stk. 2.
Når et lovforslag vedrørende ekspropriationen af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.
Stk. 3.
Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.

§ 74
Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

§ 75
Stk. 1.
Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2.
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.

§ 76
Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

§ 78
Stk. 1.
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2.
Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkene, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3.
Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4.
Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5.
Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

§ 79
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

§ 80
Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.

§ 81
Enhver våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.

§ 82
Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.

§ 83
Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.

§ 84
Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.

§ 85
For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.

Kapitel IX

§ 86
Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.

§ 87
Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.

Kapitel X

§ 88
Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

Kapitel XI

§ 89
Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10 september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i Kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.

De danske imamers forsvar for profeten i striden om Muhammed-tegningerne ledsages af en aggressiv kampagne mod Demokratiske Muslimer og mod kritikere i pressen, ikke mindst Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det afsløres i aften i en dokumentarfilm fra Danmark på den franske tv-station France 2, hvis journalister hvoraf den ene er Mohamed Sifaoui har brugt skjulte kameraer for at trænge ind bag facaden af imamerne.

I en central passage i udsendelsen fremgår det, at imam Ahmed Akkari indirekte truer lederen af Demokratiske Muslimer, det radikale folketingsmedlem Naser Khader (R), som foreslås myrdet, hvis han kommer i regeringen.

»Hvis han bliver minister for udlændinge eller integration, skulle man så ikke sende to fyre ud for at sprænge ham og hans ministerium i luften,« siger talsmanden for delegationen af imamer, der rejste til Mellemøsten.

Nu har volds- og talsmanden, pyromanaspiranten og Skoledrengen Ahmed Akkari virkelig demonstreret, hvor alternativt begavet han er. Hvis bemærkningen kun er sagt i spøg, er den ualmindelig uintelligent og malplaceret.

Ahmed dit fjols, nu kommer du virkelig i kødhakkeren.

Mere på Jyllandsposten

Meldt til politiet
Det er den radikale Elsebeth Gerner Nielsen, der har meldt Akkari til politiet. Hun siger, at hun er ligeglad med, om Akkari er kommet med udtalelserne om Khader i spøg.

i DR-radioavisen den 23-3 klokken 12 kalder hun ham "kriminel og vanvittig"

Dansk Folkeparti vil tage sagen op med justitsministeren.

- Jeg vil straks spørge ministeren, hvad strafferammen er for at fremkomme med sådan en udtalelse, og om han kan dømmes for det, siger Peter Skaarup.

Helge Adam Møller kalder udtalelsen for "det hidtil værste anslag mod demokratiet og et udtryk for afstumpethed"

DR