Fra 1880’erne fyldes Københavns gader med russiske jøder. Denne nye befolkningsgruppe, der kun snakker jiddisch, spreder sig ud over de fattigste kvarterer i København, men ikke mindst også i de jødiske netværk. København er blevet centrum for et jødisk kultursammenstød.

Jøder har fra 1500-tallet været en fast befolkningsgruppe i det danske samfund. Med en forordning fra 1814 bliver samtlige jøder ligestillet med danskere i øvrigt på en lang række områder og efter grundloven i 1949 formelt på alle områder. [1] Fra de første jøder bosætter sig i Danmark og frem til industrialiseringsperioden, udgør de danske jøder stadig kun en minoritet. For den danske jødedom sker dog en successiv udvikling, der bekræfter deres borgerliggørelse i den forstand, at de ikke blot bliver danskere, men også en del af samfundets elite. [2] Det er derfor nødvendigt at forstå, at da de russiske jøder ankommer til København, er det i en tid, hvor den dansk-jødiske selverkendelse er på sit toppunkt.

Selvom halvdelen af de immigrerede russiske jøder rejser videre, vælger en del at blive i København for at skabe sig en identitet. På folketællingen fra 1911[3] er det tydeligt, at de russiske jøder med hensyn til erhverv er udlærte håndværkere eller maskinarbejdere. Det er karakteristisk, at ca. 50 % af immigranterne blliver skræddere.[4] Som en modløber hertil befinder de danske jøder sig i handelsindustrien eller er uddannede akademikere, i henhold til folketællingen fra 1903.³ Implementeringen af de russiske jøder i det danske samfund må nødvendigvis ske gennem proletariatet.

Blandt danske jøder bliver de tilkomne russiske jøder modtaget forskelligt. Der bliver blandt andet set meget ildevarslende på den fattigdom de medbringer, samt deres sociale og kulturelle forskelligheder.

Det var en russisk-jødisk verden immigranterne levede i. De boede tæt sammen, de kom sammen socialt og arbejdede hos hinanden. Hovedparten af immigranterne klumpede sig sammen i det indre København, og i 1911 er der ud af 1600 immigranter bosat 1042 i København.³

Allerede i 1907 rejser det dansk-jødiske blad ’Mosaisk Samfund’ spørgsmålet: ”Har København en Gettho?” Dengang brugtes ’ghettoen’, som et socialantropologisk begreb, til at beskrive den måde de russiske jøder indlogerede sig i de mest usle kvarterer: ”De russiske Jøder fordeler sig over et meget stort Antal, i alt over 100 for Størstedelen fattige Gader i København og paa Frederiksberg.”[5]

Med henblik på den modtagelse de nyankomne jøder fra Rusland modtager af de danske jøder, er det klart, at der tegner sig en social polarisering mellem de to jødiske afstamninger. ”I begyn-delsen forsøgte den jødiske menighed at løse problemet ved at købe billetter til immigranterne. De ville jo alligevel til Amerika…”.[6] De danske jøder udgør samfundets elite og hersker over en stor magtkapital, mens de russiske jøder lever arbejderklassens liv i den usle ’gettho’.

De københavnske borgere ser også meget forskelligt på den store tilstrømning af russiske immigranter. Mange købmænd og handelsmænd vælger at boykotte dem, da de ser dem som en trussel mod deres forretninger. Således åbner en af artiklerne i Vokhen blat: ”Der er også det problem, at de jødiske håndværkere ikke kan få arbejde hos danskere, og at danskere ikke vil handle med jøder. De er ikke antisemitter, men økonomisk boykotter de russerne”.[7] Samtidig med at de russiske jøder er kommet i klemme blandt daværende danske jøder, er Københavnerne også begyndt, at se negativt på dette nye folkefærd.

En ny befolkningsgruppe fylder gaderne i København. De tvinges til at leve under miserable levekår i ghettoerne og fornægtes accept i samfundet. Kultursammenstød, social polarisering og handelsboykotning  er blot et udsnit af de konsekvenser deres tilstedeværelse udløser. København byder velkommen til de russisk-jødiske immigranter.

Selvmodsigelsen ligger heri: hvis man definerer den danske nation med den kristne religion, har man reduceret nationen til en religiøs gruppering. Og det må om noget være et paradoksalt budskab fra stærkt nationalistiske kræfter.

Jeg har på egen krop mærket, hvor farlig en sådan tankegang er. Bosnien-Hercegovinas naboer gjorde i 1990’erne et stort nummer ud af at påstå, at den bosniske nation ikke fandtes, men at vi bare var muslimer (og som sådanne kunne høre til hvor som helst i verden). Dette uagtet, at langt fra alle bosniere rent faktisk er muslimer – for ganske som ovennævnte verdensbillede, levnede heller ikke dette plads til andre religioner. Beklageligvis har nogle andre lande overtaget denne propaganda – læg blot mærke til, hvor ofte der i danske medier er tale om ”serbere, kroater og muslimer”. Nation, nation – religion.

Når de højreradikale i Danmark bruger ”dansker eller muslim”-formlen, er det ifølge dem selv for at beskytte det truede Danmark. Men de kommer altså til at argumentere for, at Danmark ikke har noget folk, da ordet danskere jo blot er et andet ord for kristne, og som sådanne kan de jo høre til hvor som helst i verden. Dermed kan udefra kommende magter jo bare vandre ind – dette land er ifølge nationalisterne ikke nogens!

Personligt har jeg absolut ikke lyst til, at Danmark skulle blive besat. Derfor vil jeg hermed gerne understrege, at der så afgjort findes en dansk nation, og den er meget mere og andet end en religiøs gruppering. Helt ligesom min egen bosniske. Bare de højreradikale ville holde op med at give udenlandske magter gode idéer.

DF er tilsyneladende enige. For dem er andre menneskers beklædning et spørgsmål om Danmarks eksistens, som man kan se i deres annonce med en dommer i niqab (på trods af at de går så meget op i tøj, kan de underligt nok ikke se forskel på niqab og tørklæde). Nederst i annoncen skriver de ”Gi’ os Danmark tilbage”, så vi ikke skal være i tvivl om, at Danmark er blevet overtaget af kvinder, der er ”indhyllet i tyranniets slør”. De kvinder, som ifølge DF er nogle af de mest undertrykte mennesker i hele verden og ingen fri vilje ejer, er altså magtfulde nok til at tage kontrollen over dette land. Imponerende.

I annonceteksten sætter DF lighedstegn mellem hovedtørklæde (niqab?) og islamisme, tyranni og ”troens dominans over både mand og kvinde, muslimer og ikke-muslimer”. Jeg har endnu ikke forstået, hvordan hovedtørklædet skulle kunne handle om nogen som helst andre end den kvinde, der går med det, så den med tørklædet som ”troens dominans over ikke-muslimer” efterlader mig som ét stort spørgsmålstegn. Men altså: også DF er kun optaget af det ydre. Ligesom små børn, der ser et modermærke for første gang kan de slet ikke se andet. Tørklæderne (som de tror er niqab) skal væk, så facaden er ensformig. Konformitet über alles.

Det er ikke første gang, vi kan se denne facade-besættelse. For eksempel i historien om politibetjenten, der havde sagt "perker" og "abekat" om en borger og denne havde hørt det fordi betjenten ikke havde lagt telefonrøret ordentligt på. Det havde ingen nævneværdige konsekvenser for betjenten, fordi det ikke havde været meningen, at den mistænkte skulle høre ham. Racismen er åbenbart ligegyldig, så længe den er skjult. Det samme budskab gav Sø- og Handelsretten i ”hættemåge-historien”. Her var en Coop-medarbejder blevet bortvist for at have kaldt en kollega for ”hættemåge” på grund af hendes tørklæde. Retten kendte bortvisningen for uretmæssig med den begrundelse, at ”medarbejderen ikke brugte udtrykket direkte over for kollegaen." At medarbejderen havde spredt islamofobi på arbejdspladsen var altså helt i orden. Man skal bare sørge for at gøre det bag offerets ryg, så er det fint. Facaden er intakt.

Så når det i en domstol ligeledes kun handler om, hvad man kan se, vil det så sige, at det er i orden, at en dommer er fan af DF og derfor dømmer alle uden dansk statsborgerskab til udvisning – så længe man bare ikke ved, at det er derfor? Vi skal nok ikke forvente at se DF tage et sådant problem op. Det handler nemlig ikke om facade, men om substans.

At de nye islamiske fundamentalister slet ikke er muslimer, gik op for mig en dag da jeg kiggede på et par tråde på avisen.dk. Kommentar efter kommentar bugnede af henvisninger til Koranvers, fatwaer og lange navne som Abu Mustafa Akbar Mehdi osv., samt diverse mere eller mindre underholdende krumspring for at forbinde disse "belæg" med et eller andet aktuelt og forfærdeligt forhold. Samtlige af disse kommentarer var skrevet af folk, der har registreret sig under typiske danske navne, og jeg har ved flere lejligheder set nogle af dem bekende sig til DF. Og jeg har ret svært ved at forestille mig, at en muslim ville melde sig ind i DF. Så til at starte med var det svært at se skoven for bare træer. Men så gik det op for mig.

En islamisk fundamentalist er jo en islamisk fundamentalist, uanset hvor døbt og konfirmeret (eller hvor overbevist en ateist) han måtte være. Det handler ikke om, at personen er islamisk - det er såmænd bare fundamentalismen, der har fået islam som målskive. Disse fundamentalisters udlægning af islam er ret gennemført. Man får det indtryk, at de altid har en åben Word-fil ved siden af, som de kan copy-paste dubiøse citater fra - for at imponere os andre med deres indgående viden om islam, velsagtens. En prototype på et "argument" fra dem er "der står eftertrykkeligt i Koranen, at...". Ja så, hvis der står det, og hvis Moustafa Ibn Abul osv. har sagt sådan og sådan, så MÅ det naturligvis forklare hvordan jeg har det med dette og hint. Det siger sig selv. Selvstændig tænkning er uforeneligt med islam, er deres mantra, som i øvrigt illustrerer, at der i dette verdensbillede ikke er plads til mennesker, der kalder sig selv muslimer. Enten er vi rotter (dehumanisering nr. 1), eller hjernevaskede og derfor snarere robotter end mennesker (dehumanisering nr. 2), eller noget tredje, der fratager os evnen til at tænke selvstændigt (dehumanisering nr. 3).

Et par af disse bloggere har ovenikøbet forsøgt at fortælle mig, hvad jeg tror på, men de er ikke så gode til det med at læse tanker. Så skynder de sig tilbage til deres Word-fil for at finde et eller andet, som de så triumferende smider efter mig - og løber hurtigt væk fra skærmen. Ingen af dem har nogensinde rent faktisk spurgt mig, hvad jeg tror på. Jeg har nu heller ikke i sinde at diskutere det med dem, for som sande fundamentalister tror de naturligvis kun på det, de har stående i deres Word-fil og den har jeg jo ikke adgang til, så de vil aldrig tage mig alvorligt. Det har en blogger også sagt til mig: hvis jeg skrev under som Louise, ville han tage mine indlæg alvorligt, men jeg er nu engang Amila og så er der ikke plads til mig i det fundamentalistiske verdensbillede.

Tak til TP for denne vigtige åbenbaring :)

"Siden [de 12 karikaturer af profeten Muhammed blev trykt] har danskere, muslimer, amerikanere og alle andre været kastet ud i den samme desperate identitetskrise, som gør, at vi ikke længere begriber de ting, der sker i verden."

I den verdensanskuelse kan danskere og amerikanere altså ikke være muslimer (hvad blev der af religionsfriheden?). Desuden ser det ud til, at muslimer betragtes som en nation, på samme måde som danskere og amerikanere. Ellers ville man vel ikke lave en sådan opremsning - eller hur? Ligesom det er "de andre", der er etniske, er det også "de andre", der har en religion. Og er i øvrigt ene og alene defineret af den religion.

Det bliver endnu værre senere i teksten:

"Og utallige misforståelser, som [den globaliserede kommunikation] medfører, har hverken muslimerne eller demokratiske borgere vænnet sig til endnu."

Så ikke alene kan muslimer ifølge journalisten (?) ikke være danskere eller amerikanere, de kan heller ikke være demokratiske borgere. Jaså. For at få generaliseringen til at fremstå endnu mere som en kendsgerning, bruger han bestemt form - muslimerne - som om dette er noget, alle er enige i, og ikke mindst som om hans enten-eller-opstilling gælder for samtlige 1,2 mia. muslimer i verden, og vi udelukkes alle fra gruppen "demokratiske borgere". Når det gælder muslimer, har landegrænser åbenbart ingen betydning og vi fremstilles som én stor homogen gruppe, hvor lille Danmark står på den anden side, som den globaliserede verdens David mod Goliath.

Opfattelsen af muslimer som en (meget fremmed) nation er helt i tråd med Mogens Camres "Muslimland", som han introducerede i sin årsmødetale d. 19.9.2004: "Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland – og det er ikke her." Gad vide, om journalisten overhovedet er klar over, at han udbreder DF-retorik?

Dr. art og post doc. ved det teologiske fakultet, Espen Dahl, skriver i ett innlegg om religionskritikk i Vårt Land 14. Januar 2008. Der trekker han frem at religionskritikken er velkommen for den kan hjelpe, men at den også lett kan bli svært ensidig.
Den er velkommen på den måten at den kan gi grobunn for viktig selvransakelse for kristne menigheter og kristne individuelt. Likefullt er det mye av kritikken som ikke treffer, for en del av de ledende ateistmisjonærene er like ekstreme i sin retorikk som religiøse fundamentalister er. Nyansene forsvinner, og det blir enten-eller argumenter som heldigvis flere lett gjennomskuer.

To sentrale ateistforkjempere er for tiden Richard Dawkins, som har skrevet boken "Gud - en vrangforestilling", og Michael Onfray som står bak "Vi trenger ikke Gud - en håndbok i ateologi".

Dawkins angriper folkelige monoteistiske oppfatninger om Gud. En faderlig Gud som snakker til mennesket i det indre, som utfører mirakler, belønner og straffer, er forestillinger som simpelthen ikke kan bli tatt seriøst, hevder Dawkins. Dawkins angriper derfor det han ser på som religionens mest grunnleggende antagelse: at Gud eksisterer og har skapt verden. Dawkins mener kort sagt at vi ikke kan tro på Gud, fordi vitenskapen ikke kan påvise at han eksisterer.

Onfray angriper ikke religionens objekt, Gud, direkte, men han prøver heller å avmaskere de grumsete motivene som ligger til grunn for denne "vrangforestillingen". Dette er en taktikk han har lært av "mistankens fortolkere" som Marx, Freud og især Nietsche. Kort fortalt mener Onfray, som disse menn før ham at religionen dypest sett dreier seg om makt, og undertrykking av mennesker. Men som et apropo har Onfray i motsetning til Nietsche et betydelig mer realistisk syn på religionens rolle i et moderne samfunn. Den eksisterer fortsatt i høyeste grad.

Trengs religionskritikk? Absolutt. Det er et faktum at kristendommen, i likhet med islam, jødedommen, hinduismen, og andre religioner og mytologier, har blitt (mis)brukt som middel for makt som kan få utspring på de særeste måter. Om det da dreier seg om flerkoneri, æresdrap, psykisk nedbryting, motstand mot intellektuell utfoldelse, rasehat osv. Misbruk har mange navn.

Men de feilene både Onfray og Dawkins, og andre ateistmisjonærer gjør, er ikke ubetydelige.

Onfray er f.eks flittig etter å peke på det fæle Kristendommen har blitt misbrukt til, men nevner ikke alt det gode som har kommet ut av den. Eksempler er at en kan føle seg oppbygget, at den kan stifte fellesskap og fred, og at den også er en av de rikeste kildene i vår egen kulturhistorie.

Dawkins gjør også en kraftig bommert når han hevder at det virker aller mest sannsynlig at Gud ikke finnes, fordi han ikke kan bevises. For ved å gjøre dette, avviser Dawkins ganske bestemt at vår viten er begrenset. Premissene for erfaring og fornuft blir hva vitenskapen kan fortelle. Ikke noe mer. En fornekter at virkeligheten kan være tvetydig, og at teologi og naturvitenskap er to adskilte sfærer, slik tid og rom er adskilt fra evighet. Filosofen Stanley Cavell sier at en slik fornektelse av ens egne begrensninger er svært menneskelig. Løsningen er imidlertid ikke å avvise, men å heller akseptere at vi ikke kan vite alt.

Som Espen Dahl sier så treffende: "Den religiøse fundamentalisten og den kompromissløse ateisten er rake motsetninger, men èn ting har de felles: Ingen av dem makter å utholde tvetydigheten og usikkerheten. Derfor står valget mellom alt eller intet - enten total omfavnelse eller kompromissløs avisning. Men tvilen er ikke i utgangspunktet troens dødsfiende. Tvilen er en integrert del av troens dynamikk".

Espen Dahl har forresten skrevet boken "Det hellige" som kan være verdt å lese.