Oprettelse af en terrorkommission er det første punkt på listen. En terrorkommission skal sikre, at vi er godt beskyttet mod terror, uden at det går unødvendigt ud over vores egen retssikkerhed. Desuden er det et radikalt ønske om at undgå for meget overvågning i det offentlige rum. Margrethe Vestager udtrykte i TV2 NEWS her til morgen, at hun mener at der kommer for mange hurtige løsninger og dermed for mange ineffektive bud på, hvordan vi bedre sikrer os mod terror. For eksempel øget overvågning, der ganske vist giver PET nogle muligheder i forbindelse med efterforskning, men også i dén grad bidrager til mere utryghed i danskernes hverdag. En terrorkommission skal således vurdere, om der findes andre måder at beskytte sig mod terror end dem, vores politikere udtænker over en kop kaffe torsdag eftermiddag.

Det glædelige ved dette radikale forslag er, at de for alvor erkender, at vi ikke kan ride stormen af og håbe på, at terroristerne lader os være, hvis vi er søde fra nu af. Jeg vil gå så vidt at sige, at De Radikale har bevæget sig lidt mod højre i deres udenrigspolitik, og er mindre venstreorienterede end de før har været. Dette kan kun vise sig som en fordel for det fremtidige regeringssamarbejde mellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale.

Næste spændende bud på en bedre udenrigspolitik er afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så Danmark aktivt kan deltage i EU's kommende koordinerede aktioner, dels mod diverse slyngelstater og oprørere, men også mod terrororganisationer, der opererer på tværs af Europas grænser. Der er for så vidt ikke noget nyt i dette forslag, det interessante (og meget positive) er blot, at De Radikale tager sig tid til at tage et EU-forbehold med i deres udspil.

"Krig skal kræve et bredt flertal i Folketinget" hedder et andet godt bud. De Radikale vil for alt i verden undgå en ny Irak-situation, hvor regeringen med et meget smalt flertal sender landet med i en angrebskrig. Det virker meget logisk at indgå sådan en aftale for fremtiden, så vi ikke igen går i krig uden at den brede befolkning også bakker op om det. Derfor også roser til De Radikale for dette forslag.

Her kommer så et punkt, der for mig virker som helt nyt toner fra De Radikale. De vil nemlig gå med til militære interventioner uden FN-mandat. Et militært udgangspunkt, som man ellers har kritiseret flittigt, da Bush sendte amerikanske styrker ind i Irak. Også her har De Radikale tilsyneladende bevæget sig lidt til højre.

Alt i alt et udmærket oplæg fra De Radikale. Ikke fordi der var så meget nyt under solen, men fordi de får gjort opmærksomme på, at de altså ikke bare går terroristernes ærinder og kun kritiserer regeringens politik fordi de frygter terror. De har selv noget andet at byde på, som de selv mener er bedre. Og det er vel i bund og grund det, politik handler om.

I øvrigt et par rosende ord til Margrethe Vestager for hendes håndtering af de sidste par ugers modgang. Det er aldrig klogt at kritisere regeringen lige efter et angreb, det ved alle partiledere efterhånden, men Margrethe Vestager har, efter en noget famlende start, fået det vendt til noget positivt med dette udspil. Ved hjælp af vedholdenhed og trodsighed har hun fået skabt en debat, alle de andre partier ellers forsøgte at aflive straks efter det første startskud. Godt gået, Vestager!

Siden 2001 har det været muligt at skjule disse skumle bagtanker for Danmarks befolkning, men nu mener Venstre åbenbart, at folket har vænnet sig så meget til dårlig service og forringelser, at vi er parate til at blive liberale. Heldigvis tror jeg, at Venstre har begået en alvorlig fejl her. Forslaget mødes nemlig med skepsis fra alle sider. Søvndal er selvfølgelig den første, der er ude med riven: "Fogh sætter hele landet til salg". En god one-liner fra Villy, der nok appellerer til hans egne vælgere, men ikke flytter så meget. Mere spektakulær er Dansk Folkeparti og De Konservatives reaktion.  "Alt for liberalt" og "for bombastisk" lyder det fra de to partier. Denne forbeholdenhed kan nemt flytte et par borgerlige stemmer fra Venstre mod højre.

Det parti, der flytter mest stemmer på dette her, er nok Venstre selv. De sparker nemlig til alle de offentligt ansatte, der siden 2001 har overvejet at stemme Venstre langt væk. Jacob Jensen siger indirekte, at deres indsats ikke er god nok, eller i hvert fald må kunne gøres både bedre og billigere. Det er ikke noget der kalder stemmer til sig fra den lejr. Det eneste, Venstre får ud af dette forslag, er at frarøve Ny Alliance deres liberalister og ellers frastøde sig en masse andre.

Venstre er fortsat Danmarks Liberale Parti, men det gavner dem næppe...

Vi vil jo nødigt af med den, vores kære krone. De fleste danskere har et nært forhold til kronen, fordi vi har haft den så lang tid, og fordi den de sidste mange år har været en stabil og pålidelig valuta. "Kronen ved man, hvad er. Euro'en medfører bare stigende priser og lavere lønninger, fordi de høje herrer ikke kan finde ud af at omregne." Sådan tænker man nemt, når man vejer kronen op mod euro'en. Hvad man glemmer er blot, at man nu har den fornødne erfaring med indførsel af euro'en, at man næppe igen skal igennem "teuro"-perioder som i Tyskland og Frankrig, da den blev indført der. Desuden fører vi i dag en fastkurspolitik der gør, at kronen er så tæt bundet op ad euro'en, at vi ikke kommer til at mærke nogen prisforskel selvom vi skifter.

Oplysning er hårdt tiltrængt
Skulle vi stemme om euro'en i morgen, ville resultatet blive et klart nej. Stemningen omkring euro'en har ikke ændret sig særligt siden afstemningen i september 2000, og der er heller ikke blevet ydet en indsats for det. Netop derfor er det på tide at råbe befolkningen op og oplyse om de mange fordele der er ved euro'en.

Indførsel af euro'en vil styrke Danmarks position i EU rent politisk, idet vi ikke længere vil blive anset som et outsider-land med forbehold og kritiske røster. Derudover vil det være en styrkelse af handlen internt i EU, både for private og virksomheder. Pengeinstitutterne sparer vekselgebyrer og kan koncentrere sig om at skabe et økonomisk stabilt marked. En fælles møntfod står nemlig langt stærkere end mange små, individuelle valutaer. Øvrige fordele ved euro'en kan findes her.

Som situationen er i dag, sidder Folkebevægelsen mod EU med alle trumfkortene. De kan hurtigt råbe befolkningen op med deres søgte modargumenter og skræmmebilleder. De appellerer i høj grad til patriotiske og småstatsromantiske danskere, der frygter at blive glemt i det store Europa. For dem må vi gøre det klart, at Danmark ikke er en ligegyldig mini-nation i Europa. Alene det faktum, at vores statsminister er seriøs kandidat til posten som præsident for EU viser tydeligt, at Danmark er et land man tager seriøst i EU.       

Jeg er sikker på, at danskerne kan overbevises om, at euro'en er en god og stærk valuta, som vi også bør have herhjemme. Men hvis vi ikke får hænderne op af lommerne og kommer i gang, bliver det en umulig opgave. Tiden er inde til at tage hul på debatten om forbeholdene, jo før jo bedre.

Økonomiske fordele til virksomheder, der hjælper til at forbedre integrationen. Det er smart, og det er nyt. Ligesom der i øjeblikket findes tilskud til ansættelse af flexjobbere og borgere under revalidering, skal der også findes tilskud til andre af samfundets svage og udsatte grupper. Herunder de dårligt integrerede indvandrere. Ved at give dem noget at stå op til, får vi dem væk fra gadehjørnerne og nattelivet - samtidig med at vi markant øger deres livskvalitet. Mange års erfaring har efterhånden vist, at det ikke sker af sig selv. Derfor må samfundet skride ind og hjælpe til, hvor det kan. Det er god socialdemokratisk politik.

Så er der beskatningen af boligejerne. En gammel traver, som blev brugt i gamle dage, men som ingen længere tør røre ved. Mange års økonomisk opsving har gjort flere til boligejere, og derfor er det en meget stor vælgergruppe at lægge sig ud med. Det er her, jeg ser modet i Den Røde Skole. Man tør diskutere politik og man tør komme med de udfordrende forslag.

Socialdemokratiet var i gamle dage et parti, der kæmpede for sine værdier uden at tænke så meget over, om man udsatte nogle enkelte befolkningsgrupper. Man gjorde, hvad der var nødvendigt for samfundets og fællesskabets bedste. Oluf Palme, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Thorvald Stauning - alle var de mænd, der turde udfordre befolkningen både på pengepungen og på hverdagen. Enten var man for eller imod. Sådan er det ikke længere. Vi savner idealisme og politisk mod i dansk politik.

Desværre er partitoppen ikke helt enig med mig...

Socialdemokraterne har siden 2005 været gennem flere både op- og nedture med Helle som formand. Siden valget i november har især Ritt været ude med riven med sin Røde Skole. Siden lancerede Mette Frederiksen sine ni teser, som skulle indikere hendes drømmekurs for Socialdemokraterne de næste par år. Helle Thorning-Schmidt må have haft rigeligt at tænke på, men nu ser det ud til, at fløjkrigene og tænkepausen er forbi.

Fredag og lørdag bragte Politiken to kroniker, skrevet af Helle Thorning-Schmidt. Den første skulle gøre en ende på "Den Tredje Vej" og vise, at tiden er inde til at gå ad andre veje. Den anden var en opremsning af ni progressive valg, som Socialdemokraterne opfordrer danskerne til at træffe før næste folketingsvalg.

Helles nye kurs har vist sig at være vejen frem. Vestegnens borgmestre støtter den, Mogens Lykketoft støtter den, og senest har også Ritt Bjerregaard erklæret sin støtte til de ni valg. Også SF er særdeles positive overfor den nye kurs, som i øvrigt også virker nem at sluge for folkesocialisterne. SF har den senere tid efterlyst et fælles fodslag for oppositionen. Det lader til, at Helle har taget opfordringen til sig, og sagtens kan gå sammen med SF om sine ni progressive valg.

Der er mange gode ting i Helles valg. Hun kritiseres for at være luftig, men kritikerne glemmer også, at to kroniker ikke nødvendigvis skal indeholde et nyt partiprogram. Hun understreger blot, at Socialdemokraterne har progressive værdier, er ansvarlige overfor Danmarks økonomi, og nu, efter en tænkepause, igen er klar til at tage kampen op mod den borgerlige regering og skabe grundlaget for en samlet opposition, der kan slå VKO ud af regeringskontorerne.

Socialdemokraterne står nu mere samlede end de har gjort længe. De er klar til ny politikformulering, og har allerede et godt udgangspunkt, både fra Den Røde Skole, De Ni Teser og Ni Progressive Valg. Villy Søvndal har sammen med SF også meldt sig under fanerne, og dermed mangler kun De Radikale - så har vi et regeringsgrundlag!

De, der dømmer Socialdemokraterne ude, kommer snart på andre tanker. Vi er først lige begyndt.

Det hjælper næppe på hans image, at vi flere gange har set videoer fra hans private drukture i København og nu også hører, at han har været på tur i det jyske natteliv på skatteborgernes regning, da han i sin tid sad som amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Rygterne siger, at Lars Løkke er i gang med at rense sit skab for skeletter, så stien er nogenlunde ren, inden han træder ind i statsministeriet. En teori, som nok ikke er helt ved siden af virkeligheden, men i så fald en strategi, som nok er løbet lidt af sporet for ham. Der viste sig nok at være lidt flere skeletter end han havde regnet med.

I mine øjne er Lars Løkke ikke en statsmand. Han har flere gange fremstået meget usympatisk med forskellige, til tider ret voldsomme udfald mod folk, der ikke havde samme holdning som han selv. Det kan man ikke som statsminister.

Alt tyder lige nu på, at han bliver landets næste statsminister - udpeget af Anders Fogh. Spørgsmålet er så, om han kan nå at redde sit image inden næste valg, når folkets stemme skal dømme ham. Jeg tvivler på det. Med Løkke ved roret vil Venstre nok miste regeringsmagten, og Helle Thorning-Schmidt blive landets nye statsminister.

Nu er politikerne klar til at gå skridtet videre og indføre totalt rygeforbud på samtlige danske beværtninger. Som argumentationen lyder: Det er jo ikke mindre farligt at opholde sig i et røgfyldt lokale, bare fordi det er mindre. Snarere tværtimod. Røgen opnår større koncentration og er til endnu større gene for dem, som ikke trækker vejret gennem et filter.

Timingen er velovervejet. Først indfører man et rygeforbud light, og venter på det bliver bredt accepteret i befolkningen, og derefter går man hele vejen og indfører totalt rygeforbud, som vi har set det i mange andre europæiske lande de sidste par år. Jeg tror, at forbuddet først vil møde en del protester fra diverse rygere og værtshusejere, men vil senere blive accepteret stille og roligt. Det er typisk dansk holdning.

Rygestoppet er først og fremmest et symbol på øget bevidsthed omkring folkesundheden i Danmark, men bag de moralske overskrifter ligger også et kulturelt opgør med værtshusånden som vi kender den. Om 5-10 år vil det formentligt være helt slut med at besøge de brune, danske værtshuse. Løbende renoveringer vil give beværtningerne en renere atmosfære og mange værtshuse vil nok omlægge virksomheden til café i stedet for værtshus. Det er et tab for den danske kultur, men også et skridt, der er nødvendigt at tage, hvis vi ikke alle skal være forpestet af rygelunger som følge af passiv rygning.

Jeg hilser det totale rygeforbud velkomment, og håber politikerne har modet til at gennemføre det. 

Kort opremset har vi en Villy, der er i sit livs momentum - han er ganske enkelt urørlig. Slagkraftige overskrifter, dagsordenssættende udtalelser og nye toner fra SF - medierne labber det i sig, mens de andre kun kan se måbende til. 

Så har vi Margrethe Vestager, der er rigtig bitter over situationen. Det er kun to-tre år siden, at De Radikale befandt sig i samme fremgang som SF oplever lige nu, og det ærgrer den radikale leder sig rigtig meget over. Faktisk er hun så bitter, at hun hellere febrilsk vil forsøge at sable Villy ned, fremfor at gå den konstruktive vej, og forsøge at koble sig på hans succes.

Dernæst kommer Helle Thorning, som meget klogt blot har bifaldet Villys nye vendinger, og forsøger at få ham til at lyde lidt som en socialdemokrat (hvilket han efterhånden også gør!). SF er blevet langt mere egnet som regeringsparti, efter at de 'har set lyset' i forhold til integration, og det gavner den samlede opposition i det lange løb. Det er i hvert fald Helles håb.

Sidst i oppositionen kommer Enhedslisten. Hvor er de? De slutter sig til den mavesure Margrethe Vestager, som ikke tror på den nye tankegang indenfor integrationen. Men medierne har allerede fundet deres darling indenfor bitre blokfæller, og derfor er Enhedslisten uinteressant i øjeblikket.

På den anden side står regeringen og Dansk Folkeparti. Og regeringen er sur. Undtagen Fogh, selvfølgelig. Han skal agere statsmand og søge samling - i hvert fald når journalisterne spørger. Hans partisoldater, derimod, skal skyde med skarpt mod SF og Villy Søvndal, og efter bedste evne forsøge at bryde Villys momentum. Heldigvis vil deres forehavende ikke lykkes foreløbigt.

Pia Kjærsgaard gnider sig i sine små hænder. Villys grundlæggende strategi er nemlig slået fejl. Han ville erobre vælgere fra DF, men endte med kun at snylte på Socialdemokraterne og De Radikale. Hun holder fast ved sine vælgere, fordi hun har haft chancen for at vise, at hun lever sin politik ud, sammen med regeringen. Det er den troværdighedsfaktor, som Villy savner, før han for alvor kan begynde at flytte vælgere over midten.

Bliver det ved med at holde?

Som sagt er der nærmest intet, der kan stoppe Villy Søvndal i øjeblikket. Alle angreb fra regeringen preller af, og meningsmålingerne fortsætter deropad. Men som en politisk kommentator påpegede forleden, er det et besynderligt tidspunkt for SF at toppe på. Desværre må man nok se i øjnene, at den massive fremgang næppe holder helt til næste valg.

Det er ikke første gang, at en dansk politiker oplever et momentum. Faktisk er det sket flere gange indenfor de seneste par år: Marianne Jelved ved valget 2005 - det holdt ikke. Naser Khader, da han stiftede Ny Alliance - det holdt ikke. Villy Søvndal - da han ændrede holdning til integration - holder det?

Man kan kun se til med spænding, og håbe at hans storhedstid i sidste ende vil gavne den samlede opposition, og ikke kun SF.

Hvornår er Dansk Folkeparti sidst set gøre noget godt for landets ungdom? Baserer partiet sig ikke netop på gaver til de rige og de gamle? Det må i hvert fald siges at være den generelle opfattelse.

De studerende har min uforbeholdne støtte i deres protester, ingen tvivl om det. Havde jeg ikke været på arbejde, havde jeg nok selv været ude og svinge med fanerne, men sådan skulle det ikke være. Men det er en sympatisag, ikke et spørgsmål om personlig profitering. Dansk Folkeparti er ikke et ungdommens parti, og de skal ikke have kredit for at lade som om.

Partiet har savnet profiler, efter Rosenkrantz-Theil gik på barsel. Selvom man har haft både de tunge drenge, Per Clausen og Frank Aaen, med på banen og en ung, køn profil som Johanne Schmidt-Nielsen med ben i næsen, er der ingen der har haft den samme karisma og gennemslagskraft, som i de "gode, gamle Rosenkrantz-Theil-dage". I dag slikker man sårene efter Asmaas huseren i partiet, og forhåbentligt gør man sig klar til en ny politisk offensiv, der både kan bide SF lidt i halen, men også skabe fornyet kampgejst på venstrefløjen.

Vi har brug for Enhedslisten. Det lille, men højtråbende parti på den yderste venstrefløj er et samlingspunkt for mange, der er for venstreorienterede til at føle sig hjemme i Danmark rent politisk. Og med Asmaa ude af billedet kan Enhedslisten igen tage tesen op, og se bort fra den berøringsangst der har hersket angående religiøse emner. Forhåbentligt vil Enhedslisten igen blive set i Dansk Politik.

Held og lykke til liste Ø.

Sådan fungerer det bare ikke i virkeligheden. Man kan ikke straffe sig ud af alle samfundets problemer. Landsbytosseriet lever i bedste velgående hos Dansk Folkeparti, der nu foreslår, at den kriminelle lavalder sættes ned til 12 år (se denne artikel: http://politiken.dk/indland/article472663.ece). Sammenkoblet med Søren Pinds forslag om strengere straffe til bandemedlemmer ser Pia Kjærsgaard snart frem til at få sin vådeste drøm opfyldt: Så mange indvandrere bag tremmer som muligt! Dette nonsens udgydes netop i disse dage, hvor enkelte fristes til at være enige, fordi man forfærdes over oprøret i de sjællandske byer og forstæder.

Endeligt er folk begyndt at spørge sig selv: Hvorfor? Hvad er grunden til, at de unge indvandrere i dén grad går amok på samfundet? Nogle siger kedsomhed, andre siger dårlig integration, og nogle helt tredje tror det skyldes vrede over Muhammed-tegningerne. Det er godt at se, at man lige så langsomt er begyndt at vende blikket indad for at prøve at forstå, hvad det er der sker.

Søger de opmærksomhed?

De unge andengenerationsindvandrere har tydeligvis lært af rebellerne fra Jagtvej 69. Man bruger vold for at gøre opmærksom på et overset problem - nemlig de dårligt integrerede indvandrere, som er langt nemmere at hade end at hjælpe. Som jeg nævnte i et tidligere indlæg er det snart på tide at gøre noget for de unge. Der skal handling til! Anders Fogh og Pia Kjærsgaard vil ikke gøre noget. De vil fængsle og ansvarliggøre alle de andre. De mener ikke, at de selv kan have noget at gøre med den frustration der gemmer sig i de danske ghettoer.

Oppositionen forlanger en handlingsplan, men man burde snarere selv komme med et oplæg, der kan samle og samle op. Integrationen i Danmark halter langt bagefter, og er et område man længe har undladet at prioritere, fordi det er så enormt følelsesladet.

Danmark trænger til et opgør mod tabupolitikken, og det ville fryde mig at se Socialdemokraterne i spidsen for dette. Hermed en opfordring givet.

Provokationen er i mine øjne helt unødvendig. Medierne trykker disse tegninger helt uden ansvar for, hvilke uroligheder det kan føre med sig. Skal de have lov til at trykke hvad de vil? - Ja, selvfølgelig. Er det nødvendigt? - Slet ikke. Vi har haft vores Muhammedkrise, og der er intet behov for at skabe en ny.

Jeg vil gerne understrege, at jeg på det kraftigste tager afstand fra attentatplanerne mod Kurt Westergaard. Det giver sig selv, at han selvfølgelig skal have frihed til at tegne hvad han lyster, uden at det skal få konsekvenser for hans dagligdag. Radikaliserede muslimer er et problem i Danmark, og vi er nødt til at være på vagt overfor disse, men i stedet for at provokere dem frem fra deres skjul burde samfundet tage ansvar og forsøge at bekæmpe radikaliseringen på en mere konstruktiv måde.

Helt konkret mener jeg, at man i udsatte områder som Gellerupparken, Vollsmose og visse dele af Albertslund skal udbygge den nuværende brug af fritidsklubber og aktiviteter for de unge, med faguddannede medarbejdere, der forstår at få de unge til at engagere sig. Der skal arrangeres projektorienterede opgaver for de unge, som deres forældre i et vist omfang kan inddrages i, så man engagerer familien og ikke kun det ene barn. På denne måde sørger man samtidig for, at forældrene kommer til at føle et ansvar for og en medvirken i, hvad deres unge mennesker foretager sig i deres fritid.

Man griber tingene forkert an

Muhammedtegningerne er ikke længere et simpelt spørgsmål om ytringsfrihed. De er blevet et symbol på det frie, danske samfunds kamp mod radikaliserede muslimer. En kamp, som bliver kæmpet helt forkert, hvis man spørger mig. Man vinder ikke sådan en kamp ved at provokere, genere og udstille "fjenden". I stedet bør man imødekomme de potentielle "fjender" og integrere dem inden de udgør en fare for samfundet og friheden.

Slutteligt vil jeg gerne pointere, at jeg hverken er naiv, idiot eller betonsocialist. Selvfølgelig skal PET fortsætte deres arbejde mod terror, og selvfølgelig skal vi være på vagt overfor den reelle trussel der findes både i og udenfor Danmark. Men der er intet i vejen med at vende blikket indad, og se om vi ikke kunne forebygge flere af de uhyggelige situationer vi til dels selv sætter os i. Det behøver ikke alt sammen at være 'deres skuld'.

Ny Alliance turde ikke satse

Naser Khader havde to muligheder op til dagens debat. Den ene var at stå sammen med Pia Christmas-Møller og den øvrige opposition, og derved få en bred asylaftale igennem udenom regeringen, der ville skabe endnu bedre forhold for beboerne på asylcentrene end den nuværende. Han havde mulighed for at markere sig selv og sit parti på et af de allermest betydningsfulde områder ifølge partiets eget program.

Så var der den anden mulighed - nemlig at stå sammen med regeringen. Naser Khader har den sidste uge haft travlt med at fastslå, at han står i spidsen for et borgerligt parti, og ikke blot en skæmtevise, der synger på sidste vers. Det er nok også dette, der har fået ham til at træffe sit valg om at stå sammen med Fogh og hans venner, idet det vil gavne ham mest i det lange løb. Tror han da.

Ny Alliance har i mine øjne svigtet big time denne gang. Khader havde en kæmpe chance for at vise, at Dansk Folkeparti ikke skal have indflydelse på Danmarks asylpolitik. Han kunne vise, at han står for brede flertal for folkets bedste, og ikke mindst kunne han vise, at Ny Alliance står fast på sine mærkesager. Men det gjorde han ikke, og det kommer til at koste i næste meningsmåling - hvis han overhovedet har mere at miste.

Om det er frygten for at Fogh ville udskrive valg der gjorde udslaget, eller om det bare virkede som sund fornuft for Khader at stå sammen med højrefløjen er ikke til at vide - men han har bestemt en evne til at træffe det forkerte valg på det helt forkerte tidspunkter.

Asylaftalen var en torn i øjet på Fogh fra starten af

De seneste dages virvar af konspirationer og alternative flertal er ikke det første ved asylaftalen, der har irriteret Fogh. Han kæmper nemlig hårdt for at komme af med sit image som højrefløjspolitiker, der foretrækker sikre, borgerlige flertal. Det gavner ikke hans drøm om en europæisk toppost efter hans tid som statsminister er overstået. At Birthe Rønn Hornbech ikke ville bøvle med at få flere med i aftalen er rent ud sagt en omgang politisk juks, og det ved Fogh godt. Desuden var det et brud på et af det mest centrale løfter, der blev afgivet i valgkampen sidste år, og det kommer også til at få konsekvenser for den borgerlige blok. Birthe Rønn Hornbech måtte hurtigt erkende, at hun stod bag et løftebrud. Hun mente, at det ville være den hurtigste måde at få gjort noget ved asylpolitikken i det hele taget. Hendes hastværk skulle vise sig at blive til lastværk for Fogh.

Pia Christmas-Møller var hurtig på aftrækkeren, da hun udtalte, at hun ikke kunne forestille sig at den konservative folketingsgruppe kunne støtte op om en så smal, og så dårlig asylaftale. Men Bendt Bendtsen accepterede aftalen uden det mindste besvær - og så brød Fanden løs. Pia søgte flertal udenom regeringen, og ville skabe bedre resultater for asylpolitikken end hendes partifæller formåede. Hendes forslag blev vel modtaget af oppositionen, der øjnede chancen for at bringe regeringen i mindretal på et helt centralt område.

Da Fogh blev bitter

Så skete det, at vores statsminister blev bitter på situationen. Den ellers så velkendte "det går jo nok alt sammen"-attitude blev lagt på hylden, og stridsøksen fundet frem. Regeringen forsøger nu med vold og magt at presse oppositionen til at pakke sammen og holde kæft. Peter Skaarup forsøger at true de grønlandske socialdemokrater på økonomien og selvstyret, Bendt Bendtsen lufter muligheden for eksklusion af Pia Christmas-Møller, og Fogh vil ikke tolerere alternative flertal. Det er tydeligt at se, at Fogh ikke er vant til at være i mindretal. Han ved ikke, hvordan han skal tackle det.

Oppositionspartierne, derimod, har kronede dage. Henrik Dam Kristensen har, med rette, klandret Fogh for magtarrogance. Denne sag handler nemlig, om nogen, om mennesker fremfor restriktioner. Vi taler om folk, der lever en isoleret tilværelse på asylcentre, med alt for lidt plads, med børn der vantrives og med alt for lidt at lave. Sagen om asylcentrene udstiller i dén grad regeringen som kynisk og magtbegærlig, idet de vil gøre alt for at tækkes Pia Kjærsgaard.

Også grønlænderen Lars-Emil Johansen fra Suimut giver svar på tiltale. Han forbeholder sig i første omgang sin ret til at stemme i folketinget, også selvom det drejer sig om rent danske anliggende - et argument, som Fogh har måttet give ham medhold i. At Lars-Emil Johansen så siger, at han vil overveje at ændre signaler ved faktiske sanktioner mod ham, viser dog et svaghedstegn, som er svært at bifalde. Det virker for mig ret usandsynligt, at man vil presse Grønland økonomisk af den simple grund, at man er politisk uenige. Det vil under alle omstændigheder sætte regeringen i et umådeligt dårligt lys, både nationalt og internationalt.

Skal der endnu et valg til?

Valgrygterne svirrer allerede igen, og flere politikere taler igen om at få "renset luften" på Christiansborg. Fogh vil af princip ikke tale om det, og Pia Christmas-Møller vil gerne have nyvalg, mens Enhedslisten må sidde og svede sammen med Naser Khader. Begge partier står til at ryge ud af tinge i øjeblikket.

Jeg tror ikke, at der bliver tale om et valg allerede nu. Regeringer har før overlevet at komme i mindretal på enkelte sager, og det bør Fogh ikke tage så tungt. Han har kun godt af at lære nye måder at tænke politisk strategi på. Det kan måske endda blive et tiltrængt nederlag til en mand, der er blevet grebet af magtens arrogance og mindretallets bitterhed.

Talen bød på en række overordnede emner, som jeg vil kommentere hver for sig.

De offentlige lønkrav

Endnu engang skulle parolen lyde: "Det går godt i Danmark", men statsministeren advarede denne gang mod hovmod, fordi økonomien hurtigt kan slå i bakgear, og sende os tilbage til fattigfirserne med et snuptag. Med denne advarsel forsøger han at slukke lyset for de mange offentligt ansatte, der håber på en seriøs lønforhøjelse til foråret. Foghs trussel om at arbejdspladserne vil blive flyttet til udlandet gør næppe noget stort indtryk på denne gruppe.

Vi har et fælles ansvar for at sikre fortsat fremgang i Danmark. Ved at være realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn. Ingen har glæde af at stille for store krav i dag - for at få den dobbelte regning i morgen.

Således en løftet pegefinger til de offentligt ansatte. Regn ikke med noget fra ham!

Situationen i Afghanistan

Fogh har en krig, der skal forsvares. Det forsøgte han efter bedste evne med fortærskede argumenter, som vi egentlig har hørt før.

Det handler om, at Danmark tager medansvar i verden. Hvis alle sagde: Vi vil ikke sende soldater for at forsvare frihed og fremme fred, ja, så ville tyrannerne terrorisere verden. [...] Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet, trække gardinerne for og tro, at det onde forsvinder. Vi er nødt til at stå sammen med andre frie og demokratiske samfund i forsvaret for frihed og menneskerettigheder.

Fogh har for så vidt ret i, at vi bør deltage i arbejde for verdensfred, men jeg tvivler på, at netop disse argumenter sikrer den brede opbakning blandt danskerne. Med sine personlige hilsner til Hold 4 i tjenesten, gjorde han et middelmådigt forsøg på at personificere krigen, og henlede opmærksomheden på soldaternes kampgejst og tillid til krigens mål - i håb om at gejsten kan smitte lidt herhjemme.

Krigen i Afghanistan er ikke en længere en krig, som folket forstår motivet for, og det kræver en væsentlig bedre redegørelse fra Foghs side, hvis han skal vende folkets følelser for denne krig. Det formåede han ikke denne gang.

De fire EU-forbehold

Det er ingen hemmelighed, at flertallet i det danske folketing helst så de fire forbehold henvist til et kedeligt kapitel i en historiebog. Derfor forsøger Fogh nu at gøre danskerne opmærksomme på, at forbeholdene er en stor hæmsko for Danmarks deltagelse i og indflydelse på EU-samarbejdet. Samtidig er de en torn i øjet på vores statsminister, der håber på en fremtid som formand for EU. - En ret usikker fremtid, så længe hans eget land ikke bakker ham 100% op.

Men også på dette område er Foghs argumentation meget svag. Med tomme bemærkninger som "Danmark ikke er med i hjertet af Europa", "Vi er et lille land, men vi kan udrette store ting i fællesskab med andre", og "Vi bør afskaffe forbeholdene for Danmarks skyld" forsøger han at lægge op til en kommende folkeafstemning om de fire forbehold. Han forsøger langsomt at forberede danskerne på at skulle af med forbeholdene og blive fuldgyldige medlemmer af Den Europæiske Union. Spørgsmålet er bare, om han nu også håndterer det rigtigt.

Danskerne mangler mere konkrete svar, når det gælder de fire forbehold: Hvad gavner det os? Hvilke konsekvenser kan det få for vores hverdag? Og for nationalisterne: Mister Danmark suverænitet? Statsministeren kan tale nok så længe og nok så flot om visionerne i EU, men det hjælper ikke en døjt, hvis han ikke har sin argumentation i orden. Der er lang vej endnu, før danskerne er klar til at skaffe sig af med forbeholdene. Især, hvis man vil af med kronen i samme omgang. Fogh skal passe på, at han ikke forhaster sig i sin europæiske ambition. Det kan nemt gå galt.

Klimatopmødet i København i 2009 fik også en kort bemærkning med på vejen i nytårstalen. Snedigt kædet sammen med problemstillingen omkring EU-forbeholdene fik Fogh gjort klart, at Danmark ikke kan gøre indtryk på de store lande og få dem til at samarbejde, hvis vi ikke selv sender et kraftigt signal om, at vi vil det internationale samarbejde. At Danmarks EU-forbehold har nogen relevans for USA og Kinas forhold til Danmarks troværdighed i miljø-spørgsmål kan man dog have sin tvivl om.

Hvad statsministeren glemte...

Det var meget begrænset, hvad statsministeren kom ind på i dette års nytårstale. Som Peter Mogensen skriver, "Fogh er i problemløsningsmode." Derfor undlader han mange af politiske årsager at tale om skattelettelser, kvalitetsreform og sociale problemer. Han fremhæver det gode, der er sket for Danmark de senere år, og ser gerne, at det lyder som om han selv er grund til det. Rekordlav arbejdsløshed, udvidelsen af EU, og ikke mindst den stærke økonomi, der har præget Danmark de senere år.

Når Fogh maner til økonomisk mådeholdenhed og nedjustering af forventningerne til offentligt lønhop glemmer han alt om den skattelettelse til ti milliarder, som der pludselig var plads til i efteråret. Pengene ryger direkte ud i de rigeste danskeres lommer, selvom man i stedet kunne have brugt dem til - for eksempel - mere løn til offentligt ansatte eller mere tid til de ældre i hjemmeplejen.

Gemt er ikke glemt, og det håber jeg at statsministeren må sande i det kommende år. En nytårstale så tør og blottet for visioner bør ikke gå ubemærket hen. De sure ledere i mange af dagens aviser giver statsministeren en negativ omtale der kan mærkes. Det bliver interessant at se, om befolkningen køber hans vage argumenter, eller giver ham en lussing i næste meningsmåling.

Godt nytår!

Tre strikes, men ryger de ud?

Først var der Lars Kolind - den dygtige erhvervsmand, der ville til at gøre sig klog på politik. Med forslag som lavere skat på Fyn og en vision om, at den danske folkeskole skal drives som en virksomhed og ikke et offentligt projekt har han bragt sig selv i centrum for nogle diskussioner, som hverken partitoppen eller vælgerne havde ret meget tilovers for. Gitte Seebergs besked til Kolind om, at han bør overveje et partiskifte gavner heller ikke partiet, hvis han ikke hører efter og forlader bageriet når bageren kaster dej efter ham.

Så var der Se og Hørs grove anklager mod Naser Khader, der angiveligt skulle have fået udført sort arbejde engang i 2004. Historien affødte Khaders kommentar, som vist nåede hele landet rundt: "Du er et svin!". Qvortrups påståede dokumentation så vi aldrig noget til, men det var heller ikke nødvendigt - vælgerne havde slugt historien rådt.

Som tredje hug mod partiet kom Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse fra Røde Kors. Sagen har fået stor opmærksomhed i længere tid end de fleste havde regnet med, og Jørgen Poulsens ry har i dén grad taget skade. Han fremstår som en grisk og kynisk mand, der tager fra de fattige i Afrika og giver til sig selv. Denne opfattelse kan meget vel gå hen og smitte af på opfattelsen af partiet som helhed, i og med at partitoppen støtter Jørgen Poulsen og bakker ham op i, at han har ret til de penge han er blevet givet af Røde Kors.

Medlemsflugt

Efter alle de negative sager mod partiet, både udefra og fra egne medlemmer, der anklager Samuelsen, Seeberg og Khader for topstyring, flygter medlemmerne nu som rotter fra en synkende skude. Naser Khader har selv været i medierne og forklare, hvor mange medlemmer alliancen har mistet under og efter valgkampen; det løber i alt op i omkring 500 medlemmer, som har opgivet den alliance, der før var så vigtig, men nu virker ligegyldig.

Ny Alliances store udfordring ligger nu i, op til næste valg at profilere sig selv meget mere, og søge indflydelse der, hvor de kan få den. Som et lille parti uden afgørende stemmer i folketingssalen er det utrolig svært at blive hørt for sine resultater, og den seneste tids mange uheldige sager leder mig tilbage til min første tanke om Ny Alliance: Det er bare en døgnflue...

Hvor meget jeg end hader at give Fogh ret, tror jeg dog på ham denne gang. Pia er fortsat medlem af Det Konservative Folkeparti, hun støtter stadig VK-regeringen, og hun bliver ikke ekskluderet af sit bagland (endnu i hvert fald). Dermed tror jeg ikke, at situationen er så ny som alle påstår.

Pia Christmas-Møllers exit var dels et lille opråb for mere medieopmærksomhed, og dels et skuffelsens opråb til den konservative gruppe. Det var den eneste måde hun kunne slå igen mod gruppen, der svigtede hende under den nye regeringsdannelse. Hun er bitter, men det går nok snart over igen... 

Det Konservative Folkeparti har netop afholdt deres årlige landsmøde. Endnu engang blev der råbt på endnu flere skattelettelser. Samtidig undrer man sig hos liste C fortsat over, hvorfor vælgertilslutningen ikke stiger.

Jeg forstår personligt godt, at Det Konservative Folkeparti kun får ca. 10% i vælgeropbakning. Hvilken fremtid i der i et parti, der kun vil tale om skattelettelser? Og hvem skulle stemme på dem, udover de ca. 10% af befolkningen, som rent faktisk får noget ud af deres skattelettelser?

Man kan undre sig...

Socialdemokraterne lægger i deres forslag til finanslov for 2008 op til nedsætning af afgifterne på offentlig transport; 25% billigere billetter i tog og busser.

En fantastisk idé, hvis man spørger mig. Regeringen har siden 2001 ikke skabt andet end prisstigninger og problemer på dette område, og det er på tide, at nogen fremlægger noget konkret til at sætte fokus på emnet. Lad os da droppe de forbandede skattelettelser, som alligevel kun gavner de rigeste, og lad os få noget andet, der gavner de fattige, de svage, de unge, de gamle og de enlige forsørgere.

For min skyld må de hjertens gerne sætte afgifterne op på borgmesterens firehjulstrækker og bondemandens dieselsluger af en pick-up. Det gavner miljøet, og det gavner dem, der trænger til en hjælpende hånd i hverdagen. Godt gået!

Karen Jespersen blev i går udpeget til ny socialminister, som medlem af partiet Venstre. Det blev blot endnu et bemærkelsesværdigt skridt i hendes lange, politiske karriere, som vi andre ellers håbede var ovre.Hun gjorde sig først bemærket i 1970'erne med krav om "røde undtagelser fra demokratiet", "et rigtigt kommunistisk parti i Danmark", og "ødelæggelse af den borgerlige stat". Hun var i sandhed en ægte venstresocialist.

Siden har hun skiftet til Socialdemokraterne, og de har haft stor gavn af hendes veludviklede talegaver, men også haft deres kvaler med hendes meget fremmedhadske udmeldinger og andre uheldige udgydelser.

Nu sidder hun i Venstre og hævder, at hun holdningsmæssigt føler, at hun står for det samme som hun altid har gjort, og at hun er klar til at kæmpe for de liberale frihedsværdier.

Hvad gik der galt, Karen Jespersen?