Tilføjet: 2 dåb, 10 bekendelse (allerede (voksen)døbt), 5 fra udland.
Afgået: 13 døde, 6 meldt ud (vi savner jer).

Kilde: MIM maj 2008.

Vi har mistet 2. Ikke værst, det er 8 om året. Hvis vi fortsætter sådan, så er den danske kirke først død om 322 år. Og der skal kun 8 mennesker til at vende udviklingen således, at vi aldrig dør. Hvis vi omvender 9 om året (eller hvis Helligånden gør og desuden viser dem hen til Adventisterne), så er vi 2899 om 322 år. Ja okay, meget simplificeret for en ikke-matematiker som mig, der bare antager, at vi kun tegner grafer med helt lige linjer.

Korrigeringen af "den lukkede dør"

Undervejs i adventismens historie er der naturligvis sket en del korrigeringer i det store billede, ikke mindst mens det stadig var i en redigérbar størrelse. Selv Ellen G. White - kvinden, der både af gode og dårlige grunde altid hentydes og refereres til - havde det jo med at korrigere sine meninger på linje med alle andre mennesker, der vokser i kundskab og visdom. Et af de første eksempler på dette var ideen om "den lukkede dør".

Søster White indrømmer i 1851 et holdningsskifte. I de første få år efter 1844 (årstallet, hvor adventister forventede Jesu genkomst), dér troede adventister, at det var for sent at omvende sig - eller i hvert fald at få del i nåden, hvis man gjorde. Så ingen grund til at døbe folk, de kunne alligevel ikke blive frelst! Dette blev dog korrigeret bl.a. med Ellen Whites første syn, der fortalte hende, at det ikke var den dør, der var blevet lukket, men en anden. Dette må jo have været noget af en lettelse, især for nyomvendte. I senere udtalelser opmuntrede Ellen White til, at vi altid bevarer en vis form for skepsis for det etablerede, så vi kan være åbne for eventuelt nyt lys. I andre udtalelser fornemmer man dog, at visse ting alligevel synes urokkelige.

Uoverensstemmelser

Mens tingene var lette at rette på i starten, så blev det straks sværere at rette på senere, da tingene begyndte at hænge for godt sammen. Dette ses nok tydeligst i dag, hvor vi har et stort adventistbillede, der både tager sig af eskatologi, soteriologi, antropologi, harmatiologi, og hvad de nu alle sammen hedder. Læs evt. de 28 trospunkter for at se omfanget. Skulle man for eksempel komme frem til, at sjælen måske alligevel går direkte til Gud, idet døden indtræffer, så står hele eskatologien (endetidsteorierne) på spil. Denne form for sjælevandring skubber "kødets opstandelse" helt ud af billedet og i nogen grad vel også den begivenhedsrige optakt til den dag.

Samtidig ville vi begynde at spekulere i, hvornår herliggørelsen finder sted, hvis ikke det sker ved en opstandelse (en genskabelse). Dengang man troede på, at sjælen gik direkte i himlen ved legemets død, da antog flere jo også, at man derfor blev nødt til at blive fuldkommen inden døden! Ellers var man ganske enkelt ikke parat til at blive udsat for Guds nærvær, lød tankegangen.

Disse misforståelser appellerede især til perfektionisterne. Men værst af det hele: Selv om vi er kommet til en bedre forståelse af sjælen (som ikke klarer sig så godt uden legemet, men må vente på en herlig opstandelse), så er vi ikke sluppet helt af med disse ideer om at blive helliggjort og herliggjort i løbet af ens korte liv på jorden. Vi væltede tankebygningen, men på magisk vis blev taget hængende i luften. Mange, der tilslutter sig disse (og deraf inspirerede) ideer om helliggørelse, ville undres over, hvor meget deres teologi faktisk ligner katolikkernes - som de ironisk nok har en tendens til at være meget kritiske overfor.

Et utilgængeligt fundament

På sin vis synes hele tankegangen om systematisk teologi og "den store fortælling" både at skabe problemer og tilbyde løsninger. I en stor grad handler det naturligvis bare om at være konsekvent. Bygger man en ide på et grundlag, og fjerner man grundlaget, så må man også være indforstået med, at bygningen skrider. Det nytter altså ikke noget at snakke om en meta narrativ, hvis man alligevel ikke er parat til at tage følgerne af ens korrigeringer.

Det største problem, som jeg ser det, er dog den dominerende frygt, der er for at redigere i det etablerede. Frygten er netop udsprunget af den store forståelse for, at man må være konsekvent og grundig, når man gør det. Men hvor ville det dog være forfærdeligt, om adventismen pludselig mistede hele sit grundlag - en stor viden, et stort system, en masse arbejde og en masse apologetiske argumenter - bare fordi et enkelt grundlæggende doktrin viste sig at være blevet misforstået. Så for ikke at risikere det store sammenbrud, så undgår vi helst at pille ved fundamenterne. Men desto mere vi bygger på det etablerede, desto mindre tilgængelige bliver netop disse.

1844 og Ellen G. White

Sabbatten (med skabelsen), helligdomstjenesten og den undersøgende dom (med datoen, 22. oktober 1844) og sjælens dødelighed er nogle af de ideer, vi adventister dårligt kan tillade os at kigge efter i sømmene i dag. En teolog ved navn Ford prøvede for en generation siden at udfordre 1844, og hans angreb var ikke uden effekt. Splittelserne var enorme, han tog mange af den generations teologer med sig, men Adventistkirken flyttede sig aldrig officielt. (Der går dog rygter om, at flere i Generalkonferencen er meget Ford-orienterede i dag.)

Rykker man på 1844, så rykker man nemlig også på en del andet. Ikke mindst kommer Ellen G. Whites troværdighed op til kraftig overvejelse, da hendes første syn netop beskæftiger sig med 1844. Flere adventister kan nok undvære 1844, både som årstal og som konkret udlægning af diverse himmelske hændelser. Paulus prædikede jo ikke 1844, dog spredte han det sande evangelium. Til gengæld har jeg det personligt svært at skulle give helt slip på Ellen White, især efter at have læst "Desire of Ages" (for nyligt udgivet på dansk som "Jesu liv"). At hun var evangelisk kristen, og at hun troede på nåden og på Jesus - det er jeg ikke et sekund i tvivl om, og hendes udlægning af korsfæstelsen har stadig stor værdi for mig.

To be continued ...

Identitetskrisen

En studiekammerat havde en særlig pointe omkring det fantastiske ved, at Jesu dåb fandt sted i år 27 e. Kr.. Jeg luftede min usikkerhed om, hvorvidt den dato nu også passede, da adventister synes at være de eneste, der daterer den dér - ikke for at argumentere imod datoen, blot for at gøre opmærksom på min usikkerhed. "Selvfølgelig passer den," argumenterer han, "for ellers passer det jo ikke med profetiernes opfyldelse." Jeg foreslår så, at vi så måske har misforstået profetierne? Han tager sin bakke og forlader uden et ord. Jeg afslår senere hans tilbud om et bibelstudium.

Jeg tvivler ikke på, at jeg er i den kirke, der passer mig bedst, hvis jeg endelig skal vælge mellem de eksisterende kirkesamfund. Jeg føler mig egentlig som adventist helt ind til knoglerne på langt de fleste områder. Desværre er definitionen af en adventist meget diskuteret, altså internt. Hvad er det helt konkret, man skal tro på, før man kan siges at være en rigtig adventist? Måske det er derfor, mange siger, kirken har identitetskrise?

Min studiekammerat forklarede mig, at han ønskede, der var mere enhed i kirken "om disse ting". Hvilke ting han mente var for mit vedkommende uklar, men jeg antager, han mente sine specifikke udlægninger af diverse profetier og billeder i Åbenbaringsbogen. Jeg har forsøgt at forklare ham, at diskussionen ikke går så meget på, om jeg er enig eller uenig, men om jeg er "interesseret" eller "ikke interesseret".

Meta-narrativen

Hvad er det da, der gør mig til adventist, hvis jeg ikke engang deler interessen omkring endetidsprofetierne og de apokalyptiske bøger? Det er vel til dels, at jeg stadig tror på det store billede. Min græsklærer identificerede det som "the meta narrative", hvilket lyder ret fedt og akademisk. Den danske adventistteolog, Gunnar Pedersen, har oftest præsenteret det som "Den store fortælling", og det gør han med en inspirerende entusiasme.

Det karakteriserer i høj grad Adventistkirken, at de tager alle historierne i bibelen og putter dem ind i et samlet hele. Ikke at de er de eneste, som gør det - langt fra - men det er alligevel et markant kendetegn for kirken i forhold til andre nyere protestantiske kirker. Tilmed identificerer adventister denne ramme som "kampen mellem det gode og det onde" eller som én af kirkens stiftere, Ellen White, måske ville have sagt: "The Great Controversy" ("Den Store Strid").

Helhed vs. detalje

Som det moderne menneske, jeg i nogen grad er, så er det helt klart en tankegang, der tiltaler mig. Tænk, at alt er del af en stor historie, som der går en fin rød tråd igennem fra start til slut! At der er en objektiv sandhed, og at alt, vi kender til, direkte eller indirekte er et udtryk for denne! At alting i bibelen (og alle vores personlige erfaringer) passer perfekt som brikker i dette store puslespil! Hvilken vidunderlig tanke!

Den appellerer især til stærkt neurotiske ordensmennesker, der tænder på systemer og kæler for detaljer. For disse nøjeberegnende bibelgranskere er sammenhængene faktisk "bevis" nok i sig selv, og skulle der vise sig at være uoverensstemmelser, så ville de gå ind i en åndelig krise. Heldigvis har flere af dem den særlige nådegave at lukke øjnene for det, der ikke hænger sammen og stedet fokusere på kabalerne, der går op. En dejlig evne.

I diskussionen med disse bliver jeg ofte frusteret over, at de ikke kan fortælle mig, hvad deres skattejagter betyder for det store billede og helheden. Min konklusion bliver derfor ofte, at det i det store hele ikke betyder noget som helst, og jeg bliver stemplet som en kætter (eller babyloner?), der har frasagt sig sit adventistiske ansvar til at forkynde de tre engles budskaber - i hvert fald i deres dybde. Ak ja.

This reciprocal strength

Uriah Smith - en anden af de historiske adventister - havde samme forkærlighed til overensstemmende systemer som hans venner. Han skal have skrevet noget i retning af dette:

"Such is the connection, relation and dependence of one great truth upon another that every additional evidence upon one, proportionally strengthens all the rest; and thus, by this reciprocal strength which each point furnishes to the others, the great platform of truth is established, on which God's people will finally be found standing, and which will abide the test of the great day." (Review and Heralds, July 25, 1854)

I moderne tankegang kan den store objektive sandhed findes gennem nøje bevisførelse (evidence, ikke proof) og logisk argumentation. Ideen her er, at hvis vi bare går rigtigt til bibelen, så er delene af sandheden så klar, at vi faktisk kan samle den, indtil vi har den hele.

Undervejs vil der naturligvis være mange fejl, der skal korrigeres, og man bliver selvfølgelig nødt til at ændre på nogle ting af og til, som influerer alt det andet, som det på sjove måder hænger sammen med. Men i sidste ende, så passer tingene bare så godt sammen, at det faktisk i sig selv vidner om, at man er tæt på sandheden. Dette kalder Smith for "reciprocal strength", og han ser det som de kristnes grundlag, deres fodfæste, i den stormfulde endetid.

To be continued ...

]]> http://ornmyhre.wordpress.com/?p=49 Sun, 13 Apr 2008 11:35:16 +0000 ornmyhre http://ornmyhre.wordpress.com/?p=49 Kan kvinner være prester, forkynnere, be, profetere og være lærere i en menighet ?

Om vi åpner bibelen og leser steder som 1.Kor 11:2-16, 14:33-36 eller 1.Tim 2:2-14. så vil svaret rent umiddelbart bli nei. Men da gjør vi den feilen at vi ikke tar nødvendig hensyn til den historiske sammenhengen teksten er skrevet inn i, og til sammenhengen i bibelen. Fordi det finnes andre bibelsteder av Paulus som vil si et ja til kvinner som lærere, prester, forkynnere, profeter og kvinner som ber.

Hva mener jeg med det å ta hensyn til den historiske sammenhengen og den bibelske sammenhengen ?

La meg bruke et eksempel for å prøve å illustrere dette: La oss si at du finner to brever, brevene er skrevet til to studenter ved samme universitet. Det ene brevet sier at man må ha A som gjennomsnittskarakter for å bli tatt opp til et studie, det andre brevet sier du må ha B som gjennomsnittskarakter for å bli tatt opp til det samme studie. Brevene forteller deg ingenting om dato eller årstall for utsendelse, de bærer preg av å være en intern informarsjon gitt til enkelte studenter som kanskje er delt ut og ikke sendt pr.post, derfor ikke påført dato eller årstall.

Om du leser disse to brevene slik mange leser bibelen i forbindelse med kvinner i menigheten, så kan du konkludere med at man må ha enten A eller B, og det brevet som motsier det kravet du tror man må ha er enten en selvmotsigelse eller noe vi ikke skal bry oss om.

Bakgrunnen for disse to brevene ( som du ikke kjenner til siden du bare har funnet brevene ) er at brevet som sier man må ha karakter A, er delt ut 5 år etter brevet som sier karakter B. Forandringen i karakterene var begrunnet i høyere krav på det aktuelle studiet, og et ønske om å få inn bare de studentene som var virkelig engasjert i sine studier.

Nå har du allerede konkludert med at man må ha enten A eller B, også bryr du deg ikke om det brevet som motsier din konklusjon eller du mener det er en selvmotsigelse.

Men om du da prøver å finne litt ut om sammenhengen og den historiske bakgrunnen for brevene, så ser du at det brevet som motsier din konklusjon ikke er en selvmotsigelse, men forteller noe veldig viktig om hvorfor man endte opp med karakter A. Og da ser du at din opprinnelige konklusjon blir feil.

Slik som jeg har prøvd å illustrere med dette eksemplet, er det mange leser bibelen når det gjelder kvinner i menigheten. De forkaster enten de stedene som motsier en konklusjon om at kvinner ikke skal tale i menigheten, eller de ser på det som en selvmotsigelse man helst ikke skal snakke høyt om.

La oss derfor se litt nærmere på både de stedene som sier kvinner ikke skal tale i menigheten, de stedene som sier at kvinner kan tale i menigheten og på sammenhengen med den historiske bakgrunnen:

Vi kan begynne med 1.Kor 11:2-16, 14:33-36 og 1.Tim 2:12-14. Det første vi legger merke til, er at ingen av disse skriftstedene omtaler retten til å arve himmelens rike, som f.eks 1.Kor 6:9 som ettertrykkelig sier at f.eks homofilt samliv eller heterofilt samliv utenfor ekteskapet er en synd, som vil stenge deg ute fra himmelens rike. Vi kan derfor med en gang fastslå at om en kvinne taler i en forsamling, om en kvinne profeterer i en forsamling, om en kvinne opptrer som lærer i en forsamling, så er ikke det en synd som vil lede til utestengelse fra himmelen og det er ikke en synd som vil føre til at forsamlingen blir forkastet av Gud.

Disse tre aktuelle skriftstedene er skrevet inn i en kultur som er veldig ulik vår kultur. Kulturen er preget av tanken på å bevare æren, og om man blir utsatt for skam så må man gjøre det man kan for å gjenopprette sin ære. Vi finner store likheter til denne kulturen i dagens muslimske land og islamske stater. I tillegg eksisterte det på den tiden flere religioner som var preget av tilbedelse rettet mot avguder gjennom ekstase. I denne avguds ekstasen så pleide kvinnene ofte å profetere med håret utslått. Og i tillegg til alt dette, så var skallete kvinner forbundet med prostituerte.

Leser vi disse tre overnevnte skriftsteder på gresk, så ser vi at det brukes et ord som betyr kone og ikke kvinne. La oss derfor med en gang slå fast at disse skriftsteder om at kvinnen skal tie i forsamlingen, er rettet mot koner ikke mot enslige kvinner.

På den tiden som Paulus skriver disse brevene, så er samfunnet organisert rundt familien. Familien er selve byggesteinen i samfunnet, om den rakner så rakner også samfunnet. I familien, så har mannen eller det eldste mannlige familie medlemmet absolutt autoritet over familien derav også kvinnen. Menigheten på den tiden møtes i de private hjem hvor både konen og ektemannen i famlien er tilstede. Når da konen utøver sin rett til å prøve profetier som blir gitt av menn, så står hun i fare for å sette spørsmålstegn ved sin egen ektemanns profeti. Om hun gjør det, så vil hun også bringe skam over sin ektemann siden hun da trekker i tvil hans profetier. Siden møtene foregår i hjemmene, så vil hun da bringe skam over sin ektemann foran hele menigheten. Dette vil igjen resultere i at familiens fundament rakner, og siden hjemmene er identisk med kirkene, så rakner også kirkene når familien går i oppløsning i tillegg til også samfunnet. Så for å forhindre at dette skal skje, så sier Paulus at familien må bevares i enhet og i fred, og derfor skal ikke konene stille spørsmålstegn ved sine ektemenns profetier for ikke å bringe skam over de, men heller vente til de er alene også spørre sin ektemann. Dette har ingenting med frelsen å gjøre, derfor kan vi ikke utifra dette si at kvinnen skal altid tie still i forsamlingen. Forholdene i dag er nemlig anderledes, vi møtes ikke lengre i hjemmene men i kirkebygg, familiene er ikke lengre så patriakalsk organisert som før med mannen som det absolutte overhodet. Det er heller ikke mulig å si at denne familie organiseringen skal være en normativ regel for oss kristne i dag. Men vi kan stille oss selv spørsmål om vi kanskje kunne tjent på å organisert våre familier etter denne modellen hvor mannen er familiens overhode ? Vi kan kanskje tjene på å tenke igjennom om dette kan være noe for ektepar å ta til seg i dag, oppfører ektepar i menigheten seg på en slik måte at de bringer skam over hverandre ? Glemmer ektepar i menigheten i dag å ære hverandre ?

Nå er det sikkert en del som rygger litt tilbake ved tanken på å organisere en familie utifra en bibelsk modell hvor mannen er den absolutte autoritet. Men vi må huske at den bibelske familie modell fordrer en kjærlighet mellom mann og kvinne som er så sterk at mannen oppfordres til å ofre sitt eget liv for sin kone om nødvendig. Så om vi organiserer vår familie helt utifra en bibelsk modell, så kan det ikke åpne opp for misbruk eller undertrykkelse av kvinnen.

Paulus sine ord om kvinnen som mannens ære og nødvendigheten for kvinnen å dekke til håret, er av mange blitt tolket dithen at Paulus sier kvinnen er mindre verdt enn mannen, men som vi nå skal se, så er ikke dette tilfelle.

Innfor Gud, så er mann og kvinne likeverdige iflg.Paulus sine ord i Galaterbrevet. Men innenfor ekteskapet, så er kvinnen mannens ære mens mannen er Guds ære. Hva menes med ære ? Med ære menes Guds herlighet siden mannen er først skapt i Guds bilde, også er kvinnen skapt utifra mannen. Utifra denne tankegangen, så sier Paulus at kvinnens autoritet i bønn og profeti innfor Gud blir virksom kun når hun dekker til sitt hode siden hun da dekker til mannens bilde i seg. Sagt på en annen måte, når konen i et ekteskap ber uten å dekke til hodet, så ber hun i egenskap av å være kone underlagt sin ektemann. Da har hun ikke den fulle autoritet ovenfor Gud siden hun etter den bibelske familiemodell er underlagt sin ektemann. Men når hun dekker til sitt hode, så er hun igjen den kvinne som er skapt i Guds bilde og i bønn eller profeti ikke lengre underlagt sin ektemann men bare under Gud.

Er dette noe vi kristne skal ha som en normativ regel for oss i dag ? Må koner dekke til sitt hode for å be og profetere riktig og få autoritet innenfor Gud ? Erfaringer tilsier at det ikke er nødvendig, fordi gifte kvinner får like mye bønnesvar og profetier med et utildekket hode. Derfor kan vi ikke utifra erfaringen si at det skal være en normativ regel for alle kristne gifte kvinner at de må dekke til hode. Det har heller ingen relevans til frelsen for den gifte kvinne om hun dekker til hodet eller ikke. Men vi kan si at vi kan kanskje stille oss selv spørsmålet om vi i dag som kristne kan lære noe av dette. Er det enkelte ekteskap hvor kvinnen kanskje ikke klarer å be eller profetere helt fritt fordi hun er for opptatt av sin ektemann ? Er det enkelte ekteskap hvor kvinnen vil klare å konsentrere seg mere om Gud om hun dekker til sitt hode ? Er det enkelte ekteskap hvor kvinnen blir for opptatt av sin ektemanns mening i bønn og profeti ? Kan vi kanskje bruke dette i dag som en hjelp for gifte kvinner i bønn og profeti ? Kan gifte kvinner kanskje føle seg mere friere innfor Gud, mere seg selv, mindre kone og mere en Guds datter om hun dekker til hodet ?

Men hva skal hun dekke til hodet med ? Paulus er ikke helt klar på det området. Der er det to alternativer, enten at hun trekker opp den tids klesdrakt over hodet som en hette, eller at hun binder opp håret som en tildekning. Sett utifra tanken om å forhindre en sammenligning med ekstase kultene hvor kvinner profeterte med håret utslått, så kan man tro at det er nok å binde opp håret. Men siden Paulus ikke er helt klar på dette, så må vi gå utifra at det viktige er at hodet blir tildekt, ikke hvordan det skjer.

Så da ser vi at Paulus kan ha to grunner for at kvinnen skal dekke til hodet sitt. Den ene vet vi helt sikkert, at det er fordi hun skal skjule mannens ære og bare være i egen person Guds ære. Den andre kan være for å unngå en sammenligning med ekstase kultene.

Som sagt, så omtaler Paulus i denne forbindelse kun gifte kvinner. Ugifte kvinner har han ingenting å si noe om når det gjelder profeti, bønn med tildekket hode eller tale i forsamlingen. Utifra Galaterbrevets ord om at alle er like for Gud, så kan vi da kanskje si at en ugift kvinne er Guds ære i seg selv uten å dekke til hodet ? Det blir spekulasjoner uten hold i bibelen.

Hvorfor sier Paulus at det er en skam for kvinner å barbere hodet ? På denne tiden var skallete kvinner forbundet med prostituerte, i tillegg ser vi hvordan han i vers 15 i 1.Kor omtaler kvinnens hår som slør. Enkelte mener også at dette er for å understreke kjønnsforskjellene i at kvinner har langt hår, mennene kort. Så årsaken til at det er en skam for kvinner å barbere hodet, kan faktisk være tredelt uten at vi kan fastslå det helt sikkert.

Vi har altså da sett så langt at disse versene ikke kan brukes til å si at kvinner ikke skal tale i forsamlingen, men at det går direkte på det innbyrdes forholdet i ekteskapet, og vi har sett på en del punkter vi kanskje kan lære av i dag uten at det dermed skal være normative regler for kristne i dag. Nå skal vi skifte fokus litt, og se på bevisene for at kvinner enten de gifte eller ugifte faktisk kan være både prester, forkynnere, profeter, lærere og be i forsamlingene.

Det første beviset vi finner på det, er i 1.Kor 11:5, en kvinne er forventet å bruke sine nådegaver på lik linje med menn i menigheten. Hun kan m.a.o både be og profetere. I Rom 16:7 så nevnes det til og med kvinner som er apostler og som sitter i fengsel sammen med Paulus. Her er det litt uenigheter blant kristne om de er apostler, eller om de har et godt navn blant apostlene, det er avhengig av hvilken oversettelse du bruker. Men utifra et eksegetisk ståsted ( å lese teksten i sin historiske sammenheng på orginalspråket ), så er det ingen tvil om at disse kvinnene var apostler som i tillegg har vært apostler lengre tid enn Paulus. Hele Rom 16:1-7 bekrefter at på Paulus tid, så var kvinner veldig aktive i menigheten både som lærere og apostler. I tillegg må vi huske at i Jesu disippel flokk var det mange kvinner, og kvinnene var de første evangelister i historien som fikk forkynne at Jesus var oppstanden.

Konklusjon: Det er dermed ingenting i bibelen som bekrefter enkelte kirkesamfunns dogmer om at kvinner ikke skal være lærere, og ikke skal være prester. Derimot har vi sett at det er veldig mye i ny testamentet som bekrefter at kvinner skal tjene i menigheten på lik linje med menn. Men Paulus sine omtaler av gifte kvinner i 1.Kor og 1.Tim har mange verdifulle veiledning råd og tips til hvordan det behager Gud at en gift kvinne oppfører seg i menigheten, uten at man dermed har grunnlag for å si at det skal være slik som en normativ regel.  

I morges drømte jeg, at det var juleaften. Jeg drømte, at jeg var ansvarlig for et åndeligt møde - bortset fra at der ikke var meget åndeligt over det - og at teknikken drillede. Det forsinkede mødet fælt, gjorde en masse mennesker sure, da vi endelig måtte opgive, og det forsinkede juleaften for mange mennesker, også mig selv. Da jeg kom hjem, sagde mor så, at vi havde ekstra travlt, fordi hun syntes, vi skulle holde den udenfor, i sneen. Klokken var 9 om aftenen, så jeg syntes, at det var lidt for sent at planlægge, og at det måtte vente til næste år. Så sagde mor, at det jo i virkeligheden først var jul d. 25. december, så vi kunne stadig nå det. Så vågnede jeg.

Det værste var, at da jeg vågnede, og da jeg kiggede ud af vinduet, blev jeg blændet af et kæmpestort lys. Hvad jeg så under horisonten syntes at gå i ét med, hvad jeg så over horisonten. Frost? Nej, sne, tonsvis af sne. Jeg gik over mod cafeteriet for at spise brunch og kunne da heller ikke stå for fristelsen at tage noget sne og mærke lidt på konsistensen. I alle samtaler omkring mig optrådte ordet 'snow'. Taylor smilede rundt (som hun plejer) og sagde så med sin barnlige latter 'MERRY CHRISTMAS!!' Virkeligheden, jeg var vågnet op til, syntes på en absurd måde bare at fortsætte min drøm.

Efter at have spist morgenmad, fik jeg dog forsikret mig selv om, at jeg ikke var helt skør. Elementerne i min drøm var tydeligvis hentet fra fortiden, ikke fremtiden (som nu var nutiden). I går - lige før jeg gik i seng - kiggede jeg på nogle youtube videoer, hvor der blandt andet blev diskuteret, hvornår man regner med, at Jesus blev født. Videoen findes her. Jeg pausede den 3m45s inde i videoen, da jeg gik på toilet, og billedet og diskussionen omkring den 24. december og juleaften satte sig i min bevidsthed. Og hjemsøgte så min nattesøvn. Det åndelige møde i min drøm virkede desuden til at have nogle umiskendelige ligheder med et møde, jeg var til i går.

På en måde var det skuffende at kunne analysere sin drøm på den måde. En del af mig ville ønske, jeg havde en drøm uden dagsrester. Gid jeg havde en drøm, hvor alt var nyt og fortalte mig noget om 'i morgen' i stedet for 'i går'.

At vi befinder os i denne verdens sidste æra har mit eget trossamfund forkyndt i mere end 100 år, men så snart budskabet også begynder at ringe i folkekirken, så slår det af mærkelige grunde klik hos en udvalgt gruppe akademikere. Hvorfor egentlig? Måske de har set Terminator 2: Dommedag lidt for mange gange. Eller også har de bare ikke fattet, at Dommedag i kristen terminologi er dét, vi har set frem til lige siden Kristus vinkede farvel og sagde "På gensyn". Forargelsen er jo fuldstændig malplaceret, når folk i krogene sidder og siger: "Det er for galt, sådan som de glædelige budskaber lister sig ind i kirken, hvor de jo slet ikke hører til!"

Men naturligvis er dommedag kun en glædens dag for dem, der har taget imod Jesus. Derfor vil begrebet altid møde en vis modstand hos de verdslige. For det første tolker de det som den dag, hvor man bliver fordømt af Gud og kristne - ænser næppe at både Gud og kristenheden vil græde over tabet af brødre og søstre og fædre og mødre. For det andet tvinger en seriøs holdning til begrebet én til at se sig selv lidt i spejlet: "Hvis dommedag blev en realitet, hvordan var mine odds så?" Og dette er nok det største problem. Vi er dog alle, kristne såvel som ikkekristne, med på den samme rådne flyvemaskine. Nogen af os har dog valgt at tage faldskærm på, og vi ved, at den er bygget sådan, at vi lander det sejeste sted. Til dem uden faldskærm vil det da ikke være overflødigt at sige: Vær venlig ikke at tage glæden fra os andre, bare fordi du selv synes, din faldskærm er for pink.

Fagligt Fælles Forbund skriver i en artikel, at Christian Hedegaard underbetaler sine polske bygningsarbejdere. Han retfærdiggør sig selv overfor sine medlemmer ved at stemple 3F Frederiksborg som Satans håndlangere og i øvrigt fremstille sig selv som en nærmest patriotisk idealist, dog med det religiøse islæt.

Alt tyder således på, at kampen mellem fagbevægelsen og de hellige i Gørløse kan blive meget lang. I hvert fald slutter Christian Hedegaard sin opsang i "Evangelist" med følgende svada:

"Fjenden kan rase, de røde faner kan blafre og journalisterne kan skrive, hvad de vil, men jeg vil bygge Guds rige på jord. Troen i mig koger og visionen brænder. Jeg har jo sat mig for at betale for det, jeg tror på, om det så skal koste mit liv."

Jeg, mig, mig, jeg, mit liv. Kan nogen være i tvivl om, hvem dette handler om? Hedegaard vil bygge Guds rige på jord, og han vil selv betale for gildet.

På P1 Morgen sagde Christian Hedegaard følgende:

Om 25 år, inden jeg er blevet gammel, så har jeg været med til at skrive socialpolitik i det her land.

Men mon ikke også Guds rige har en udenrigspolitik, en udlændingepolitik og en finanspolitik (uhh, den gad jeg godt se!) og alle de andre politikker?

Skal jeg vælge mellem Hedegaards og Daniels spådom, så er jeg dog ikke i tvivl:

Dan 2,44 - 45

v44 I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed. v45 Du så jo en sten blive revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd; den knuste jernet, kobberet, leret, sølvet og guldet. Den store Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske i fremtiden.

Jeg skriver sikkert noget mere om Evangelists (ikke mindst Hedegaards) stræben efter politisk magt ved anden lejlighed.

Dan 5,1 - 3

Kong Belshassar holdt et stort gilde for sine tusind stormænd og drak vin sammen med dem. Under påvirkning af vinen befalede Belshassar, at man skulle hente de kar af guld og sølv, som hans far, Nebukadnesar, havde ført bort fra templet i Jerusalem, så kongen, hans stormænd, hans hustruer og medhustruer kunne drikke af dem.

Vi er til fest i Babylon, mens jøderne er i eksil.

Kong Nebuchadnessar havde i begyndelsen gjort alt for at vise jøderne, at hans guder var stærkere end Israels Gud. Hans største demonstration, som han selv så det, var dog indtagelsen af Israel. Jeremias havde advaret jøderne længe og opfordret dem til at underlægge sig den babylonske konge. Det blev der ikke noget af, så til sidst jævnede Babylon Israel (og ikke mindst Jerusalem) med jorden og tog en stor portion af jøderne med sig og spredte dem udover det babylonske rige - en effektiv måde at svække sine fjender på, og vi ved, at det ikke var den eneste gang, Babylonerne praktiserede dette. Ovenpå nogle drømme og oplevelser blev den babylonske konge dog omvendt helt ind til hjertet, og før kongedømmet blev givet videre erkendte han helt ind til det inderste, at Gud er mægtig og retfærdig og "Den, der vandrer i hovmod, kan han ydmyge" (Dan 4,34).

Der fandtes næppe større hovmod end den, som Kong Belshassar demonstrerede ved at drikke vin fra offerkarrene, som stammede fra selveste Israels tempel i Jerusalem, det tempel som Nebuchadnessar havde smadret. En hånd kom til syne og skrev den berømte skrift på væggen (deraf kommer også talemåden "at se skriften på væggen"), og jøden Daniel blev kaldt ind til at tolke den. Tydningen var at riget skulle tages fra Belshassar og gives til den medisk-persiske konge, Kyros. Belshassar troede på ham og med god grund, for samme nat blev han dræbt, og kongeriget blev taget fra ham og hans folk.

Grunden til at jeg egentlig tænker på denne beretning er, at vi for tiden er ved at læse Daniels Bog i et par studiegrupper (én i Østervrå og én i Aalborg). Da vi snakkede om dette kapitel, kom én frem med, at nyere forskning viser, at denne beskrivelse ikke kan være historisk korrekt. Fejlen findes efter sigende i det allerførste vers. "Kong Beshassar" står der. Efter Nebuchadnessar (eller Nebuchadressar) var der ingen konge, som hed Belshassar, derimod hed han Nabonidus. Belshassar, derimod, var kun kronprins.

Øv! Hvis Daniel virkelig havde været dér, som han selv påstår, mon han så ikke havde vidst, hvem der egentlig var konge på dét tidspunkt? Forskningen tager modet fra mange, men nogen gange ender det, som først taler imod bibelens sandfærdighed, faktisk med at tale for den.

Dan 5,13 - 17

Derpå blev Daniel ført frem for kongen, og kongen spurgte Daniel: »Er du den Daniel, der hører til de bortførte fra Juda, som min far, kongen, bragte med fra Juda? Jeg har hørt om dig, at du har gudernes ånd i dig, og at du besidder skarpsindighed, indsigt og fremragende visdom. Vismændene og besværgerne blev ført frem for mig for at læse denne skrift og give mig dens tydning; men ingen af dem var i stand til at tyde ordene. Nu har jeg hørt om dig, at du er i stand til at give tydninger og besvare vanskelige spørgsmål. Hvis du kan læse skriften og give mig dens tydning, skal du klædes i purpur, have en guldkæde om halsen og være den tredjemægtigste i riget.«

Gad vide, hvorfor kronprinsen ikke bare tilbyder Daniel at være den næstmægtigste? Svaret findes i den forskning, som bliver brugt mod bogen: Fordi Belshassar selv kun var den næstmægtigste, og han kunne vel dårligt tilbyde Daniel sin egen plads! Teksten understreger dog, at Belshassar sin titel til trods har fungeret som konge i Babylon. Hvad Nabonidus så har gået at lavet, det gad jeg godt vide.

Jeg er ikke så erfaren, hvad den her slags angår (endnu), men jeg tror ikke, vi har noget at frygte fra forskningen og arkæologien. Gang på gang synes den egentlig bare at bekræfte Daniels Bog, ikke omvendt. Her var ét eksempel.

Daniels indtrængende bøn

Hvis man læser Daniel 9, så får man et helt specielt indtryk af Daniel. Han tryglede Gud om nåde, velvidende at Guds folk, israelitterne, havde syndet mod Ham - og velvidende at det var derfor, Gud havde ladet Babylon smadre Jerusalem og føre en god portion israelitter i eksil. Én af mændene i eksil var Daniel selv, men modsat sit folk, så havde Daniel altid været tro mod Gud, og Gud havde derfor sørget for, at Daniel fik medgang i Babylon.

Daniels hjerte var hos Israel, hos sit folk, og hans største ønske var at forlade Babylon, komme hjem og få det smadrede Jerusalem op at stå igen, nok ikke mindst Herrens tempel, som røg i samme penselstrøg. Heldigvis, så havde Daniel læst i Jeremias 25,11, at eksiltiden kun skulle vare i 70 år, og han længtes efter opfyldelsen af denne forudsigelse. Derfor bad han til Gud.

Gabriel kommer på besøg

Daniel var én af de heldige, som fik svar, når han bad, men ligesom os i dag, så fik heller ikke Daniel altid det svar, han gik efter, i hvert fald ikke i første omgang.

Dan 9,20 - 23

v20 Endnu mens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folk Israels synd og bønfaldt Herren min Gud og bad for hans hellige bjerg — v21 mens jeg altså endnu var i færd med bønnen, kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn, flyvende hen til mig ved aftenofferets tid. v22 Han kom og talte til mig og sagde: »Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse. v23 Da du begyndte at bede, udgik der et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er en højtelsket mand. Giv agt på ordet, så du forstår synet.

Gabriel er sendt af Gud, og ifølge Gabriel selv tog han af sted hjemmefra, da Daniel begyndte at bede. Dermed har vi nogenlunde fornemmelse af, hvor lang tid det tager en engel som Gabriel at komme fra himlen til jorden. Den hastighed tager jeg hatten af for, men man kan så også sige, at det nok er gået nedad det meste af vejen.

Gabriel giver sit ærinde til kende, han skal give et ord videre fra selveste Vorherre videre til Daniel. Daniel skal give agt på det - må betyde noget med at tage det til sig og tænke over det - for at forstå synet. Det giver jo alt sammen mening, lige bortset fra en lille detalje, nemlig at Daniel ikke just har haft noget syn i kapitel 9.

Halvfjerds uger er fastsat

Så hvilket syn er det lige, vores ven, Gabriel med hypervinger, snakker om? Dette er lektien til næste studium af profetierne. Lad os starte med forklaringen:

Dan 9,24

v24 Halvfjerds uger er fastsat
for dit folk og for din hellige by,
før overtrædelserne bliver tøjlet,
synden bragt til ophør
og skylden sonet,
før den evige retfærdighed kommer,
før profeternes syner bliver beseglet,
og det højhellige bliver salvet.

Kig godt på, hvad Gud her forudsiger skal ske med Daniels folk og Jerusalem. Ultimativt skal synden bringes til ophør og den evige retfærdighed komme - og det højhellige skal blive salvet.

Vi får også uddybet, hvad der sker i løbet af de 70 uger.

Dan 9,25-27

v25 Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider! v26 Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom, og byen og helligdommen ødelægges af en fyrste, der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod. Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen er forbi. v27 Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger, og det varer, indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv.«

Okay, vi har en tidsperiode. Hvor lang er den? Til sammen er den 69 uger. Enig?

Indtil der kommer en salvet fyrste er der syv uger, siger v25. Men i v26 bliver en salvet fjernet uden dom efter 69 uger. (Kig selv) Hvis vi antager, at den salvede, der bliver fjernet i v26, også er den salvede fyrste fra v25, hvor var han så i de 62 uger? Mit umiddelbare svar er, at den danske oversættelse på dette punkt roder rundt i det, så vi gør derfor noget andet. Vi prøver i stedet den mest anvendte engelske version, New International Version, ikke fordi den er enormt god i forhold til den danske, men på dette punkt har den dog ret:

Dan 9,25-27

25 "Know and understand this: From the issuing of the decree to restore and rebuild Jerusalem until the Anointed One, the ruler, comes, there will be seven 'sevens,' and sixty-two 'sevens.' It will be rebuilt with streets and a trench, but in times of trouble. 26 After the sixty-two 'sevens,' the Anointed One will be cut off and will have nothing. The people of the ruler who will come will destroy the city and the sanctuary. The end will come like a flood: War will continue until the end, and desolations have been decreed. 27 He will confirm a covenant with many for one 'seven.' In the middle of the 'seven' he will put an end to sacrifice and offering. And on a wing of the temple he will set up an abomination that causes desolation, until the end that is decreed is poured out on him."

Vi har en tidsperiode. Hvor lang er den her? Stadigvæk 69 uger, hvor hver uge består af syv (dage). Er du stadigvæk enig?

Indtil der kommer en salvet fyrste ('the Anointed One'), er der 7 uger og 62 uger. (Bemærk forskellen, denne oversættelse bekræftes i øvrigt af mange andre bibler.) I den engelske version kommer han altså ikke frem efter de første 7 uger, først efter de samlede 69. Ved slutningen af de 69 uger, står Jerusalem genopbygget, men derefter bliver den salvede fyrste fjernet uden dom. Hvorfor uden dom? Sandsynligvis var der ikke noget at dømme ham for, så han blev vel bare fjernet uden. Hvem minder det dig om? Er man særligt fræk, så kan man jo spørge: Hvilket navn har betydningen, "den salvede"? Der er 2 svar på dette spørgsmål, nemlig Kristus (græsk) og Messias (hebraisk).

Hvad med den sidste uge af de 70 fastsatte uger? Jo, midt i denne, vil han (det må være den salvede fyrste, som blev fjernet) "bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør". Måske han gør det samtidig med, at han bliver fjernet? Måske det var dét, at han blev fjernet, som i virkeligheden bragte alle ofringstraditionerne til ophør?

En start

Daniel selv skriver, at han skrev dette i Dareios' første regeringsår (Dan 9,1). Ikke alle kristne tager dette alvorligt, faktisk går næsten ingen med på den ide (kun mig - og en del andre). Hvad alle dog kan blive enige om er, at Daniel skrev dette før Jesu tid. At Daniel selv skulle have fundet på at beskrive en hændelse med Jesus i baghovedet, det er derfor usandsynligt, ligesom jeg heller ikke kan beskrive USA's præsident om 20 år.

Ikke desto mindre, så passer Daniels ord perfekt med historien. Perioden, han her citerer Gabriel for at have fortalt ham, tager sin begyndelse i det år, hvor der blev lavet et dekret om at genopbygge Jerusalem. Som bekendt var byen jævnet med jorden på Daniels tid og trængte til lidt mere end en simpel restauration. Dekretet blev skrevet af Artaxerxes i hans syvende regeringsår, der beviseligt ligger efter Dareios' første regeringsår. Første store forudsigelse går altså i opfyldelse efter Daniel fik beskeden: Jerusalem genopbygges.

Der har været mange diskussioner omkring, hvornår dekretet udgik fra Artaxerxes, men et af de mere seriøse forslag lyder, at det var i 457 f.Kr.. At dekretet udgik står også beskrevet i bibelen, nærmere bestemt i Ezras bog.

Ezra 4,11 - 12

v11 Dette er en afskrift af brevet, som de sendte ham: »Til kong Artaxerxes fra dine tjenere, mændene i provinsen Hinsides Floden: v12 Du skal vide, konge, at de judæere, som drog op til os fra dig, er kommet til Jerusalem. De er i færd med at genopbygge denne oprørske og onde by; de er ved at gøre murene færdige og har udbedret fundamenterne.

En slutning

3-4 år f.Kr. fødtes der en sød lille dreng, og han blev lagt i en krybbe inficeret med mund og klov-syge, uden at det gjorde ham skade. På den tid var det dog kun hyrder og kloge konger fra østen, der lagde mærke til ham, og måske nogen af de forbipasserende, som undrede sig lidt over stjernen. Jesus fik først rigtig opmærksomhed, da han trådte frem for sin fætter Johannes og blev døbt (Matt 3,16-17). Dette skete i år 27 e.Kr., godt 483 efter Artaxerxes' dekret. Men hov, siger du! Eftersom du er den matematiske type har du sikkert allerede fundet en fejl i dette regnestykke:

Fra 457 f.Kr. til 27 e.Kr. er der:

457 f.Kr. + 27 e.Kr. - 1 = 483 e.Kr.

Hvorfor trækker jeg 1 fra? Jo, fordi der ikke findet et år 0 f.Kr. eller et år 0 e.Kr.. Derfor starter tidsregningen med 1 e.Kr., men det ryster formodentlig ikke dit verdensbillede synderligt. Du vidste det måske allerede.

I 31 e.Kr. sker der så noget forfærdeligt, og hvis du vil se detaljerne (måske svagt overdrevne), så kan du jo tjekke filmen "The Passion of the Christ" ud. Godt råd: Gem popcornene til en anden lejlighed, for du mister hurtigt appetiten, når du her ser Jesus blive slagtet og tømt for hver eneste dråbe blod i hans krop. Dette sker 3½ år efter hans dåb, hvor han startede sin karriere som prædikant og læge. Da Jesus dør, flænges klædet ind til det allerhelligste i Jerusalems tempel, så alle og enhver kan se lige ind, hvor det før kun var præsten, som havde adgang (Matt 27,51).

Umiddelbart efter står Jesus op af graven, giver sine disciple en vigtig besked om at gå ud og omvende hele verden, og så farer han til himmels. 3 år og lidt mere efter dette, det vil sige i 34 e.Kr., anslås det, at en fyr ved navn Stefanus bliver stenet. Grunden til at han bliver stenet er, at han gør rede for, hvordan hele jødernes historie var en optakt til Jesu gerning, og med steningen må det konstateres, at jøderne åbenlyst benægter deres egen identitet og historie - og dermed Jesus.

ApG 7,55 - 58

v55 Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. v56 Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« v57 Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. v58 De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.

Kabalen går op

Vi ved fra Gabriel og Daniel, at der skulle gå 70 uger fra Artaxerxes' dekret til at en salvet skulle blive fjernet. 70 uger er 490 dage, som er lidt over et år. Vi kan nok roligt konstatere, at Jerusalem ikke blev genopbygget på lidt over et år, altså må det være symbolske dage og uger vi snakker om. En symbolsk dag må altså vare lidt (meget) længere end en almindelig dag. Forsøger man sig med 1 år pr. symbolske dag, så går det faktisk op.

Hvor lang tid gik der, indtil Jesus kom? Der gik 483 år. Hvis vi dividerer 483 år med 7 år (7 symbolske dage), så får vi 69. Indtil der skulle komme en salvet fyrste, var der ifølge Gabriel 7 uger og 62 uger, som netop giver 69 uger. Bingo!

Midt i den sidste uge af de 70 skulle han så fjernes uden dom. Halvdelen af en uge er 3½ dage, og hvis det er symbolske dage, så er det 3½ år. Her blev Jesus fjernet uden dom, eftersom Pilatus ikke fandt ham skyldig, men overlod det til folkemængden at gøre med ham, hvad de ville (Joh 19,6).

Som vi ved fra det første, Gabriel siger til Daniel, så vedrører de halvfjerds uger Daniel og hans folk (se anden linje i Dan 9,24). Efter de halvfjerds uger slutter jøderne med at være Guds udvalgte folk, idet de endelig fornægter Jesus sammen med deres egen historie og identitet (ApG 7). Dermed åbnede Gud endelig op for hedningerne, ikke som en plan B, men som sagt til Abraham - at alle folkeslag skulle velsignes gennem Israel (1 Mos 12,3; 1 Mos 18,18).

Bemærk: De 70 uger var kun begyndelsen. Gabriel sagde, dette egentlig bare var forklaringen på en andet syn - at dette var fremgangsmåden, man skulle fortolke en tidligere profeti med.

Bevis eller bekræftelse?

Gabriel forklarede Daniel, hvad der skulle ske, og vi andre kan med bibelen konstatere, at det skete som forudsagt - endda på samme tid som forudsagt. Er det et bevis? Det ved jeg ikke, for man skal nok, hvis man er skeptisk nok, kunne finde en faktor at betvivle. Men en bekræftelse, det er det i hvert fald.

Først kastede jeg mig over skønlitteratur, alle de titler man har hørt om i årevis uden at have fundet anledning til at læse mere end et par stykker i ferierne, men jeg nåede ikke engang hele vejen gennem Robert Ludlums "The Bourne Identity", før jeg følte mig understimuleret på det intellektuelle plan. Historien er skam spændende, og jeg nåede da også over halvvejs, men min interesse pegede pludselig i andre retninger. Måske jeg får læst Bourne færdig på et senere tidspunkt, men for tiden sidder jeg med forskellige teologibøger.

I går blev jeg for eksempel færdig med en bog om Adventismens teologiske udvikling op gennem historien, lige fra dens kaotiske start i 1830'erne, hvor en mand ved navn Miller prædikede, at Jesus ville komme igen i 1844 (udregnet på baggrund af de 2300 dage i Dan 8,14) - og så op til i dag. Men Jesus kom ikke, og det er adventister lige siden blevet drillet med, men ikke desto mindre har årstallet sat sig fast i hukommelsen i adventismen. Bevægelsen blev mere institutionsagtig, og der blev de næste 150 diskuteret alt muligt teologi, og på en eller anden måde kom adventisterne til de meget anderledes synspunkter, de har i dag, hvor de anerkender treenigheden og retfærdiggørelse ved tro og andet vigtigt. Spændende bog, den hedder "På sporet af Adventismen" (oversat fra "A search for identity") og er skrevet af George Knight.

Derudover, så har jeg jo bidt mig lidt fast i andre teologiske adventistbøger omkring endetiden, om den himmelske helligdomstjeneste, om 1844 og om det allerhelligste, den store forsoningsdag og "den undersøgende dom". Sidstnævnte er et meget adventistisk doktrin, hvor der argumenteres for, at en slags dom finder sted før Jesu genkomst, det vil sige den domssekvens som skildres i Dan 7,9-10. Dette lyder måske lidt mærkeligt, men meget i bibelen synes at indikere, at det sker før selve genkomsten. Under denne dom vil vi alle, hver og én, angiveligt komme under luppen, så engleskarerne kan høre, hvem som tager imod Kristus og skal se Guds rige, og hvem som ikke var interesseret.

Emnerne her har kedet min forældregeneration til døde, da de har hørt alle disse udlægninger i årevis. Resultatet har været, at der har været stilhed omkring endetiden i mange år, især mens jeg er vokset op. Jeg har altid lært, at al snakken om Daniels Bog og Åbenbaringen er meget "adventistisk", men samtidig har man ikke sat os unge adventister ind i, hvad det egentlig gik ud på. Det har så skabt en følelse af, at vi er opdraget kristent, men nok ikke specielt adventistisk. Hos mig har det i senere tid, særligt nu, resulteret i en overdreven interesse for den teologiske arv, og derfor forsøger jeg nu både at sluge "Konfrontation" ("The Great Controversy") af Ellen White (igen igen), "The Sanctuary, 1844 and the Pioneers" samlet af Paul A. Gordon og "1844 Letfattelig" af Clifford Goldstein (der også skrev oplægget til adventistkirkers bibelstudier verden over sidste kvartal).

Det interessante ved meget af materialet er dets argumenterende og forsvarende karakter. Man mærker tydeligt, at den teologi, der blev antaget af kirkens stiftere, har været under angreb fra alle sider, til tider også af folk hvis nye ideer var endnu mærkeligere. At deltage i en sådan diskussion er nok et tåbeligt foretagende, før man har læst en masse om det, ellers risikerer man at sige det samme som andre sagde for 70-80 år siden. Der er skrevet meget efterhånden, og George Knight foreslår da også, at det er det, der kan have været Adventistkirkens store problem i tiden efter 1950: Adventister har simpelthen ikke længere haft styr på, hvad der allerede er blevet angrebet og forsvaret og med hvilke argumenter og hvem der i historiens mange teologiske konflikter er løbet med de mest overbevisende sejre og hvorfor (sagt med mine ord).

Altså er der nok at læse, måske man så om nogle år kan forsøge på at danne sig en mening om de mere komplekse ting. Ellers kan man måske hvile i tanken, at Gud i hvert fald (om ingen andre) kender de rigtige svar. Det er dog sjovere selv at have en mening. ;-)

Men for mange teologer gennem tiden har svaret været ja, ikke mindst reformatorerne, særlig Calvin.

1. Gud kender fremtiden
2. altså ligger fremtiden fast og kan ikke ændres på.

Den yderste konsekvens er, at du ikke har en fri vilje. Fri vilje er evnen til selv at styre sin retning, men ligger fremtiden fast, så er der intet at styre. Hvor tanken om at altings skæbne ligger fast kaldes 'prædestination', så kaldes ideen om at man ikke en fri vilje 'determinisme'. Jeg er stærk tilhænger af ideen om min frie vilje. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at jeg på nogen måde skulle være "styret". Det synes mærkeligt, at netop reformatorerne, der i denne verden har gjort så stor en forskel, gik med disse ideer. Men er det nu også så logisk, som de siger?

Påstanden går på, at Gud kender altings fremtid, derfor kan fremtiden ikke ændres. "Forudviden forudsætter prædestination." Men hvis forudviden taler vi så om? Guds? Bliver et menneske gjort opmærksom på sin egen fremtid, så sættes han i stand til at ændre den. Altså må vi netop konkludere, at fremtiden kan kun siges at gå i én bestemt retning i det omfang, de involverede ikke kender til retningen.

Bibelen har mange profetier. Kristne er generelt meget dårlige til at fortolke disse, hvis jeg må være så fræk og ligefrem. Siden reformationen har man undertrykt den historicistiske metode, der gør Daniels profetier relevante for os. Historicistisk tolkning forudsætter, at Daniels profetier opfyldes i perioden fra Daniels tid og indtil Endetiden. Reformatorerne selv tilsluttede sig denne tolkningsmetode, og dermed kom også ideen frem, at Rom måtte være det fjerde rige, der omtales i Daniel 7. Af en eller anden grund har Gud ikke åbenbaret navnet Rom i Daniels Bog, han har dog nævnt de to forrige riger, Medien-Persien og Grækenland, som først blev etableret efter Daniels tid. Hvorfor åbenbarede Gud så ikke navnet Rom for Daniel? Svaret er simpelt: Var Rom nævnt direkte, havde Romerne udslettet teksten, da karakteristikken af det fjerde rige ikke er prangende. I stedet puttede Rom nu blot en alternativ tolkning på, som har været accepteret bredt siden.

Min pointe er ikke, at adventister og andre, der tager historicistisk tolkning af profetierne til sig, har sandheden. Det, jeg her forsøgte at vise, var, at Gud åbenbarer, hvad han kan åbenbare uden at det har indflydelse på fremtiden. Han har åbenbaret lige netop nok om fremtiden til, at det ikke influerer hændelsernes gang. Hvorfor? Fordi vi er frie sjæle, der kan misbruge forudviden om fremtidens begivenheder.

Men et emne, der sikkert kunne udforsket meget mere i, og det agter jeg så at gøre sådan lidt ad gangen. ;)