Ontologi (fra græsk ὄν der er participium af εἶναι: at være) er den gren af metafysikken, der beskæftiger sig med væren og det værende og virkelighedsbetingelserne for disse; den er således den mest basale form for metafysik. Dens forestillinger, som al metafysik, påkalder sig overhistorisk gyldighed.

Ontologien i det 20. århundrede skulle retteligt kaldes einæologi i stedet, da væren er blevet fuldstændig sammenkoblet med verbet 'at være'; dette er blevet den qualitas occulta ved sproget (grammatikken), hvorigennem enhver analyse kan tage sit udgangspunkt. Det kan (i mødet med en einæolog) være umådeligt svært at argumentere imod, at man netop har brugt en eller anden bøjning af verbet 'at være'.

Ex θέατρον: metafysikken er et afskrift af tildækningens historie.

Der er grundlæggende to muligheder af centreringer: repræsentative og begivenhed, hvoraf den første indgik i eller udgik fra den protovidenskabelig tanke (at sproget kan udtømme verden i en fordobling), mens den anden udgik fra fortællingen og kom, efter en tid med samtidighed, til at overtage centreringen overhovedet, sandhed blev flyttet fra verden til sproget, men udlagde dermed også skemaet for den kosmologiske fornuft.

Det første af sandhedsbegreberne ovenfor er det græske ετεός, der enten kan betyde 'sand' eller 'virkelig'; og det forhold mellem sandhed og virkelighed, hvis man overhovedet kan tale om et forhold, er et selvforhold. Begrebet betegner den perfekte erkendelse (som fordobling): erkendelsen er et monstrøst kort over virkeligheden, hvis skala er i forholdet 1:1. Erkendelsen er virkelig en mekanisk færdighed: filosoffen, som den, der, gennem en videnskabelig behandling af tingene, udforsker tingenes natur, er egentlig kopist af profession, fordi nedskrivningen sandheden er en nedskrivning af virkeligheden i en og samme bevægelse. Det placerer den mekaniske færdighed i kunstgrebenes historie og i forlængelse heraf i kunstens historie.

Det eksklamatoriske i en sådan beskæftigelse med virkeligheden kommer i øvrigt til udtryk substantivets adverbielle form, ετεόν: i virkeligheden, i sandhed, virkelig, der altid indeholder et lille korrektiv i tilbagemeldingen. Det sagte er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, altså kan det ikke være sandt, det kan ikke indlemmes i den fuldstændige repræsentation: virkeligheden som argument mod...

Det andet af sandhedsbegreberne er αλήθεια, som er en homerisk nyskabelse: sandheden som kooperativ. Begrebet har, i sin afledte form, svært ved at afspejle den begivenhed, det betegner, dvs. det negative præfiks på en egen måde afspejler en sædvane, en grundliggende tankeform. Begrebet er afledt af λήθώ, som er glemt, skjult eller ubemærket, og indstifter paranoikeren som eksempel på filosofisk tænkning: begivenheden som paranoia.

Den sokratiske samtale blandet med en platonsk reinkarnationstanken er begivenhedens grundform. Αλήθεια forløb begrebshistorisk set i samtalens medværen og medviden, der i vidt omfang forudsatte et fælles udgangspunkt, som det drejede sig om at afdække. Det er i denne afdækning paranoiaen sætter sig igennem som ledemotiv for tænkningen: sandheden er det, der kan kontrolleres og gentages i det uendelige: videnskab som et paranoidt begær indstiftet i metoden; i bund og grund en mnemoteknik for mulige spørgsmål og svar, hvori filosofien har formået en sidste, rasende udtømning strækkende sig over århundreder, fra logisk korrektiv til begivenhed, i en sfærisk dis.

Decentreringen formulerer et nyt grundlag for erkendelse, på et ikke-filosofisk grundlag, dvs. udenom det centrale kooperativ.

En af dem, der har givet en klar definition af ceteris paribus-argumentationen er den engelske økonom Alfred Marshall, der skriver følgende:

The element of time is a chief cause of those difficulties in economic investigations which make it necessary for man with his limited powers to go step by step; breaking up a complex question, studying one bit at a time, and at last combining his partial solutions into a more or less complete solution of the whole riddle. In breaking it up, he segregates those disturbing causes, whose wanderings happen to be inconvenient, for the time in a pound called Ceteris Paribus. The study of some group of tendencies is isolated by the assumption other things being equal: the existence of other tendencies is not denied, but their disturbing effect is neglected for a time. The more the issue is thus narrowed, the more exactly can it be handled: but also the less closely does it correspond to real life. Each exact and firm handling of a narrow issue, however, helps towards treating broader issues, in which that narrow issue is contained, more exactly than would otherwise have been possible. With each step more things can be let out of the pound; exact discussions can be made less abstract, realistic discussions can be made less inexact than was possible at an earlier stage.

Ceteris paribus bruges til at overskride kompleksiteten i et givent spørgsmål. Man opbryder det i enklere dele og behandler hver del for sig, for så at samle enkeltdelene til sin helhed bagefter og konkludere. Det kan være det er logisk holdbart, men ikke kritisk. For indvirkningen af enkeltdelene på hinanden i helheden kan let danne en hyperkompleksitet, der ikke direkte fremgår af spørgsmålets først antagne grad af kompleksitet.

Manipulationen har altså til formål at skabe en overbevisende argumentation, hvor enkeltdelene synes at være udtømt i helheden, men hvor der snarere er tale om, at helheden ikke længere er den samme helhed som før, fordi den har fået reduceret sin hyperkompleksitet til det blot komplekse.

Det er værd at lægge mærke til, at Marshall skriver: "Each exact and firm handling of a narrow issue, however, helps towards treating broader issues ..." Nej, for dermed er den "narrow issue" ophørt med at være andet end en manipulerbar begrebslighed, der glimrer ved sit generalisationsniveau, ved at være blevet rent abstrakt. Og alligevel skriver Marshall, at "exact discussions can be made less abstract, realistic discussions can be made less inexact than was possible at an earlier stage." Hvilket kun kan lade sig gøre ved at dekonkretisere det konkrete, ved at begrebsliggøre det og på den måde afskære det fra faktum (jf. the brutality of fact).

Det egentlige problem ligger i, at Marshall med ceteris paribus-argumentationen mener, at kunne præcisere og sige noget om virkeligheden. Det kan man selvfølgelig også, alt andet lige.

Det accidentielle består i, at vi til enhver tid ville kunne rubricere det faktiske ud fra en anden struktur. Enhver tabel er også en taksionomi, hvis rationale ligger i en vis skeløjethed: det faktiske undertrykkes til fordel for slægtsnavnet.

Der er en revolverende bevægelse fra Aristoteles’ tænkning omkring ligheder og forskelle, over skolastikkens ‘per genum proximum et differentiam specificam’ til taksionomien og videre frem til vore dages computergenererede systemers segmentanalyser. Den gennemgående forestilling er, at variablen er erkendelsesbærende. Men når variablen afgrænses til en variation af ligheden, forbinder erkendelsen sig stadig med det almene udkastet af systemet.

Variablen i tabellen er defineret som anomali. Anomalien undertrykkes af den taksionomiske tabellisering, ved at anomalien er givet ud fra en væsensenhed. En anomali er en mangel udtrykt på baggrund af slægtsnavnet.