Dagen før ablationen skulle være, havde man gjort forundersøgelsen på mig - tidligere beskrevet hér: Forundersøgelse på Rigshospitalet. Nu var jeg så klar til ablationen, som jeg blev nødt til at være. Jeg havde overnattet på Riget og lægerne havde heldigvis ladet mig tage mine betablogger - det ville ikke påvirke ablationen at jeg indtog pillerne, for jeg havde næsten konstant takykardi. Hvorfor kunne jeg så ikke bare lade være med at indtage pillerne? Sagen var den, at jeg troede på, at det var pillerne, der holdt mig i live.

Dagen før havde jeg snakket med en fyr, der havde været igennem ablation. Han havde siddet i sit hospitalstøj og set så sølle ud.

- Jeg var over 8 timer på bordet!

- Gud, tog det så længe? Men er du ok nu så?

- Det håber jeg. For et par måneder siden fik jeg foretaget ablation. Og efter et par uger kom takykardien igen. Nu må vi se..

Jeg var selvfølgelig rystet. Også fordi han fortalte, at man ikke kunne stoppe blødningerne ved indsstikstedet. Han var stor-ryger. Måske var det derfor der havde været komplikationer? Efter den skrækhistorie var det godt, at jeg havde mit stakit omkring mig - mine to dejlige veninder og min peptalende mor.

Alligevel sagde jeg ikke meget den formiddag, hvor jeg ventede på at komme til ablation. Damerne gjorde snakken. Når de henvendte sig til mig svarede jeg bare ved hovedrysten eller små smil. Hjertet var i sit værste lune - som om det ville give mig den sidste svada af takykardi. Udenfor Rigets vinduer skinnede marts-solen. Bilerne kørte intetanende rundt og København var slet ikke klar over, at det var i dag, jeg skulle dø.

Da sygeplejersken kom op med en beroligende pille og sagde, at nu kom portøren snart, kunne jeg ha besvimet af skræk. Men jeg blev ved bevidsthed - sådan en slags bevidsthed, der opfangede lyde men ikke gjorde mig i stand til at forstå så meget andet end ord som 'ablation', 'takykardi' og ' nu er det din tur'! Det kan godt være det lyder dramatisk. Men jeg tænkte om det mon var sådan dødsdømte havde det, når de var på vej til nålen med giften, der skulle sprøjte dem ud af livet?

Jeg blev kørt afsted af portøren til kardiologisk ambulatorium hvor overbrændingen skulle finde sted. Min mor og 2 veninder småløb efter mig og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. De jokede med lægerne - om de måtte komme med ind hvor det foregik osv..Men selvfølgelig skulle de blive udenfor døren.

Jeg blev kørt ind på stuen hvor det hele skulle foregå. Lægen der var midt i fyrrene og som skulle foretage indgrebet bød mig smilende velkommen. Der blev lagt drop (venflon) i min arm så evt. medicin kunne sprøjtes direkte ind (blodfortyndende medicin). Jeg følte mig fuldkommen prisgivet og tænkte - så nu dør jeg, om lidt!

Jeg blev dækket til med grønt klæde - hovedet kiggede dog frem, men jeg var ikke i stand til at se hvad der blev lavet ved min lyske. Lægen forklarede dog, at nu ville jeg få en lokalbedøvende sprøjte i både højre og venstre lyske og han lovede, at intet blev ført ind i kroppen på mig før bedøvelsen virkede.

At få stikket i lysken gjorde ikke ondt. Det strammede kun lidt, da det lokalbedøvende stof trængte ind i vævet. Så snakkede lægen lidt med mig og min bevidsthed fangede musik fra en lille radio, der stod i lokalet.

- På den skærm dér, vil du kunne se dit hjerte fordi vi har et lille kamera som vi om lidt fører ind i venen - i den ene lyske. Og i den anden indfører vi brænder og pacer. Men jeg kan se på din puls, at det vist ikke er nødvendigt, at fremkalde takykardi med paceren - du har det allerede! Så meget desto nemmere bliver det, at finde det punkt i hjertet, der skal brændes.

Jeg lyttede og lyttede ikke. Radioen spillede stadig.

- Kan du mærke det her?

Jeg kunne intet mærke. Og lægen sagde, at nu ville han indsætte katetrene i årerne. Det begyndte at bløde lidt, som han sagde. Men det var ok. Jeg kunne ikke mærke andet end at der blev hevet lidt i mit skind.

- Hm, jeg synes det bløder lidt vel rigeligt..Jeg må nok ha assistance!

En lille kineser havde stået og vasket hænder i et tilstødende lokale og kom nu løbende ud og sagde, at det her overtog han. Jeg bemærkede en lille sitren i den anden læges ansigt.

- Men du har lige været på i over 6 timer Chen?

Chen? Det var søreme den berømte Chen, der stod der og ville overtage det hele selv om det betød overarbejde for ham. Han smilede beroligende til mig og tryllede krisen væk!

- Når du kommer herfra, så får du aldrig mere takykardi!

Han sagde det så overbevisende til mig, at jeg - midt i min underlige tilstand - kun kunne smile og nikke. Katetrene blev ført ind i kroppen på mig via højre og venstre lyske - og det gjorde overhovedet ikke ondt! Det eneste jeg mærkede i kroppen, var en svag kildrende fornemmelse. Den var mere behagelig end ubehagelig.

- Dit hjerte kan du se på skærmen!

Chen pegede med panden over på en skærm hvor et hjerte, der skulle forestille mit - pumpede som besat. Jeg kunne se hvordan isenkrammet løb ubesværet igennem årene.

- Det er jo meget bløde og bøjelige kabler vi bruger!

Chen smilede og sagde noget på engelsk til en fyr der betjente elektronikken (radiobølgerne) ved et lille bord. Han sagde, at nu ville de prøve, at brænde - det var ikke svært at se, hvor impulserne stammede fra.

- Mens vi brænder skal du ligge mussestille. Du må slet ikke røre dig, for så risikerer vi at katetret rykker sig i hjertet og så brænder vi et forkert sted.

Jeg lå stiv som en pind. Og så advarede Chen - at nu brændte de. Det strammede en anelse i brystet, men egentlig var der ingen smerte. Hjertet hoppede lidt forvirret rundt og kom ind i normal sinusrytme. Jeg smilede og udbrød ahh, takykardien stoppede! Lidt efter kom den dog igen.

- Vi brænder igen - og du ligger musestille!

Jeg adlød. Min respekt var stor. Den mand, Chen, havde været på job i mange timer og så tog han alligevel over - sådan bare lige - sådan! Det strammede igen lidt i brystet og takykardien holdt inde. Nu gik et par minutter med normal sinusrytme. Chen var tilfreds.

- Er jeg færdig?

Chen rystede på hovedet og sagde at nu skulle der brændes godt og grundigt så jeg ville få noget smertestillende - da det kunne gøre lidt ondt. Jeg nægtede og sagde, nej - jeg kan sagtens holde det ud! Men sygeplejersken gav mig noget smertestillende i droppet og Chen bad mig endnu engang om at ligge mussestille mens de brændte.

Jeg fik det pludselig dårligt og følte det som om jeg skulle besvime. Sygeplejersken, der havde siddet og holdt mig på skuldrene for at berolige mig, gav mig ilt i en maske og så fik jeg det bedre.

- Er du klar? Vi brænder nu!

Jeg var klar og lå stiv som en pind. Og det var godt jeg fik smertestillende. Det her gjorde ondt. Man brændte også længere end de andre gange. Jeg kiggede op i loftet med min iltmaske om næse og mund og tænkte, at den smerte kunne beskrives, som hvis man havde ondt i musklerne efter et marathonløb - blot var det en vedvarende smerte og fornemmelse af, at lungerne blev hevet ud af ryggen på mig. Så var det pludselig overstået. Smerten holdt op. Chen smilede og hev mig ud af mit mentale blackout.

- Se hvor fint dit hjerte slår!

Jeg bemærkede, at det var overstået. Og det var sandt. Mit hjerte slog helt normalt. Efter en hel dag med takykardi var hjertet roligt. Indgrebet havde varet 3 timer. Man må sige, at det var gået super godt - takket være Chen.

- Nu er vi færdige! Vi trækker katetrene ud af dig nu. Er du glad?

Jeg kunne tude. Men var stadig i sådan en slags ingenmandsland rent mentalt. Men ja, jeg var glad. Og taknemmelig. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra Chen - jeg måtte vise min taknemmelighed med øjnene - jeg kunne ikke sige noget. Jeg var så rørt.

Så blev jeg kørt tilbage til min stue af en portør. Min mor havde siddet udenfor rummet og spurgte hvordan jeg havde det. Heldigvis var mine veninder gået og min mor skulle hente min datter i fritidsordningen, så hun blev også nødt til at gå. Jeg smilede og lå mussestille. Turde ikke røre mig. Ovenpå min mave og lyske havde de placeret sandsække så der blev holdt et konstant pres mod indstiksstederne (af hensyn til blødningsrisiko). Sygeplejersken satte hjerteovervågning til og sagde at nu skulle jeg ligge helt stille i 5 timer. Intet problem. Jeg ville gøre lige hvad de sagde! Jeg levede!

I få tilfælde lykkes det ikke at finde det område i hjertet, som udløser den hurtige hjerterytme.

For at forebygge, at der dannes blodpropper omkring katetrene, gives blodfortyndende medicin under behandlingen.

Til sidst trækkes katetrene ud og der trykkes på indstiksstedet i lysken i ca. 5-10 min., indtil hullet har lukket sig. Efter behandlingen køres man tilbage til afdelingen.

Kilde: Rigshospitalet.

Det var én af mine veninder, der var på besøg den dag brevet kom fra Rigshospitalet og forkyndte, at NU var det tid!

- Da ikke allerede! Det er 14 dage siden jeg fik at vide, at jeg stod på venteliste!

Jeg åbnede brevet med svedige hænder og kunne mærke et anfald var på vej.

- Hvad står der, Lone-Kone? Hvornår skal du afsted?

Jeg måtte læse brevet højt - ellers var det som om ordene flimrede ud af min bevidsthed.

- Kære Lone-Kone, efter henvisning fra Deres læge beder vi Dem møde til indlæggelse på Hjertemedicinsk klinik B afsnit...bla bla bla... d. bla bla bla 2001, kl 9.00

Vi beder Dem medbringe

Dette brev

Sygesikringsbevis

Toiletsager

Deres sædvanlige medicin og medicinliste

Badekåbe og morgensko

'Morgensko og badekåbe' - så mente de det alvorligt. Jeg skulle indlægges og overnatte og overbrændes..

- Så kan du regne med at jeg er en del af det stakit der skal sørge for, at du ikke løber væk!

Min søde veninde..Jeg kunne ha slået hende. Men det var dengang. I dag er jeg taknemmelig.

Sygedagpende kunne jeg passende leve af. Men jeg fik det jo ikke bedre af at gå derhjemme. Mine tanker kredsede konstant om hjertet og så syntes jeg også jeg fik brystsmerter. Gik til lægen konstant og ville ha målt blodtryk og kørt EKG ca. 1 gang om ugen.

- Lone-Kone jeg er alvorligt bange for, at du har udviklet en hjerteneurose oveni din takykardi..

Lægens ord beroligede mig slet ikke for var der ikke noget om, at man kunne dø af skræk?!

Jeg undlod at gå ud med veninder og det eneste jeg tog mig af, var mit barn. Min kæreste var fortvivlet. Han var vidne til mine humørdyk og takykardianfald - der som regel blev efterfulgt af de føromtalte hårde dunk.

Til sidst røg jeg ud af sygedagpengesystemet fordi der ikke var flere penge i den kasse. Så kom jeg i kløerne på Bistandskontoret SundbyNord.

Man kan sige, at det egentlig var fint, at de var sådan nogle "bitches"- disse sagsbehandlere. Ellers havde jeg sikkert ligget i min seng endnu, siddet og dyrket min egen elendighed og lignet ét stort ødelagt hjerte. For sagsbehandlerne gav mig kniven for struben og truede med at tage mine bistandspenge fra mig, hvis jeg ikke "samarbejdede" (det var ordet de brugte) - altså gik med til radiofrekvensablation. For dem gjaldt det jo om at få mig ud på arbejdsmarkedet igen. Og ifølge deres paragraffer havde de ret til at gøre dette. Sålænge der fandtes en behandling af takykardi, kunne der ikke blive tale om fx omskoling.

På daværende tidspunkt skiftevis rasede og græd jeg over sagens udvikling. Min angst for indgrebet kendte ingen grænser. Jeg var sikker på, at jeg ville dø under ablationen. Og så følte jeg det enormt ydmygende at disse sagsbehandlere havde så meget magt over mig og min krop. De truede mig jo på eksistensgrundlaget og jeg ankede sagen - men fik ikke medhold nogle steder.

Jeg var fanget.

Jeg blev nødt til at lade mig underkaste ablation ellers ville jeg miste retten til bistandspenge og hvordan skulle jeg så forsørge min datter og hvor ville det hele ende?

Min kæreste og jeg boede heller ikke sammen og vi havde ingen planer om det. Selvstændige, som vi jo begge var/er.

Endnu engang blev jeg skrevet op til ablation på Rigshospitalet. Og nu havde jeg to venninder og en meget insisterende mor på nakken. De ville alle tre følge mig til Riget den dag ablationen skulle foregå. Så ville de sørge for, at jeg ikke stak af igen, som jeg gjorde det nogle år tidligere.

Jeg gik ofte til samtale hos min læge og det hjalp mig lidt igennem angstens vanvid. Og egentlig var det utroligt befriende, at stå frem - være ærlig overfor slægt og venner ang. min takykardi. I al den tid jeg har haft denne lidelse prøvede jeg at skjule den - jeg orkede ikke folks panik omkring mig. Jeg ville bare være så normal som muligt. Ingen skulle tage hensyn til mig.

Men jeg kunne jo se, at uanset hvordan jeg vendte og drejede mig, så KOM det dertil hvor folk måtte finde sig i, at jeg lige skulle gå lidt langsommere, spise lidt mindre, drikke lidt mindre osv.. Jeg kom altså alligevel til at vække deres bekymring.

Nuvel. Jeg stod på venteliste til radiofrekvensablation alle gode gange 3. Og denne gang var det umuligt at springe fra - det sørgede både mine venner, min familie OG mit bistandskontor for.

Så fik jeg mit værelse på hospitalet og besked om at trække i hospitalets ikke-charmerende tøj. Inden radiofrekvensablation skulle der måles blodtryk - i bad skulle jeg også og bagefter skulle jeg have barberet hårene i lysken. Der skulle der tages EKG og lægges kanyle i en blodåre i armen - hvis det blev nødvendigt at give mig medicin under behandlingen.

Jeg gjorde det jeg blev bedt om. Gik i bad - barberede lysken og og lagde mig i sengen.

En overlæge kom forbi og ønskede mig held og lykke og så gik han igen.

Så var jeg indlagt. Og skide bange. Jeg tillader mig, at bande her - fordi - INGEN ord kan beskrive hvordan jeg havde det. Alt gik sandsynligvis som det skulle. Men ingen tænkte på, at jeg var ved at gå fuldstændigt i stykker af angst indeni.

Og - jeg ved ikke hvad der skete. Men Fanden tog ved mig. Jeg slugte en propranolol for at dæmpe mit plagede hjerte og stod ud af sengen. Så tog jeg hospitalstøjet af og iførte mig mit civile tøj. En sygeplejerske kom forbi og spurgte hvad jeg lavede.

- Jeg tager hjem!

Hun kiggede forskrækket på mig og forsikrede mig om, at dét kunne jeg bare ikke gøre nu. Lægerne ventede på mig i Kardiologisk laboratorium!

- Det er jeg ked af. Men det er aflyst! Jeg er aflyst. Det kan du godt fortælle dem. Og jeg har lige taget en betablogger!

Hun snurrede rundt på hælen og skyndte sig ud af værelset. Jeg var lettet. Satte mig i en stol og ventede på, at pillen ville virke.

Pludselig kom overlægen stormende ind i værelset og så meget stram ud i betrækket.

- Hvad i alverden har du tænkt dig!?

- Jeg vil ikke gennemføre ablationen. Jeg er bange for, at det går galt..

- Du laver sjov med mig ikke?

Jeg måtte fortælle den vantro læge at jeg ikke jokede. Og han var mildest talt shokeret. Jeg fik at vide, at nu hvor jeg sprang fra i sidste øjeblik havde jeg brugt af resourcer, som jeg slet ikke var klar over og jeg skulle ikke tro, at jeg bare kunne komme og kræve ablation i morgen!

- Jeg ved det godt. Men jeg vil bare hjem og undskyld.

Den der blev mest skuffet over, at jeg var sprunget fra ablationen i sidste øjeblik, var nok min kæreste. Han havde jo set hvor slemt jeg sommetider havde det med takykardien. Men jeg var lettet - for min angst havde været meget slemmere end et takykardianfald plejede at være

Syntes jeg på dét tidspunkt.

Jeg kunne ikke snakke med min nuværende kæreste om det - for han var selv en anelse nervøs og det sidste jeg havde brug for, var nogen, der sad og klaprede tænder sammen med mig.

Til forundersøgelsen på Rigshospitalet blev der taget blodprøver og urinprøve. Der blev også foretaget røntgen af hjerte og lunger plus hjertekardiogram. Jeg snakkede med en læge om undersøgelsen og behandlingen og alle mine 1000 bange spørgsmål fik frit løb - så lægen havde noget at tage sig til!

- Men hvad nu hvis I rammer sinus-knuden så hjertets naturlige pacer går i stykker??

- Så sætter vi en pacemaker igang med detsamme. Den har vi jo ført op gennem lysken og hen til dit hjerte i forvejen - så den er i dit system. Du kommer ikke til at dø.

.
Alligevel blev jeg ikke beroliget. Mine tanker kredsede om de såkaldte bivirkninger, en ablation kan hive med sig; blodansamling ved indstiksstedet eller i hjertesækken - luft i lungehinden osv..Og så skulle jeg også ophøre med mine betabloggere 7 dage før indlæggelsen! Det var jeg altså ikke sikker på, at jeg turde!

En aften bemærkede jeg noget nyt ved mit hjertes slag. Efter en halv time med takykardi var det som om hjertet slog nogle meget kraftige slag - tunge hårde slag. Jeg blev vildt bange og var glad for, at min datter sov - for det her var så mærkeligt og tog næsten pusten fra mig. Jeg lagde mig på sengen - højre side, for lå jeg på ryggen eller på venstre side, kunne jeg så let som ingenting risikere, at få nye anfald af takykardi.

Jeg tog en ekstra propanolol (pilleform) og endelig faldt mit hjerte til ro. De tunge og hårde slag forsvandt men efterlod mig med tanker omkring hvad det var jeg havde oplevet med mit hjerte - foruden takykardien? Jeg havde aldrig haft så kraftige slag, som kunne mærkes helt op i halsen?

Da jeg var 29 år blev jeg gravid.

Jeg havde på dét tidspunkt levet med min rytmeforstyrrelse siden mit 16. år. Den var nu en del af min identitet og jeg havde tilpasset mig forholdene: Ikke for meget alkohol og slik. Jeg drak også koffeinfri kaffe, for alm. kaffe gik slet ikke. Jeg spiste heller ikke for kraftige og store måltider men i stedet små og lette af slagsen; jeg havde nemlig bemærket, at pulsen måtte arbejde hurtigere hvis jeg havde spist 3 retter mad og jeg vidste jo, at hver gang den kom op på en vis frekvens, så startede balladen. - Det holdt selvfølgelig ikke takykardien helt væk, at jeg levede så påpasseligt. Den var en evig pestilens jeg måtte trækkes rundt med (eller den trak i virkeligheden rundt med mig). Men det gjorde at anfaldene blev af mere kortvarrig karakter - og jeg kunne så også bedre styre dem med Valsalva-manøvren. Gik jeg ikke igang med at stoppe et anfald meget hurtigt, skete der nemlig det, at anfaldet blev "stædigere" og kunne fortsætte i alt for lang tid. Som om hjertet blev stresset af disse anfald og derfor også mere touchy og sværere, at få manøvret på plads.

Min læge havde i øvrigt advaret mig om, at jeg ikke måtte være dårlig i mere end 15 minutter - fortsatte takykardien måtte jeg på hospitalet.

Min daværende kæreste og jeg levede et fredeligt og sundt liv i en lille by i midtjylland. Vi boede på landet og kosten var vegetarisk. Vi gik lange ture - jeg cyklede, men brød mig ikke så meget om at cykle, da anfaldene altid dukkede op når pulsen kom op over en vis frekvens.

Selvfølgelig havde jeg søgt litteratur om graviditet og takykardi. Men jeg fandt ikke rigtigt noget. Jeg ville nu have børn. Og med mine 29 år var det ved at være "på tide", syntes jeg.

Jeg havde sat en annonce om graviditet og takykardi i tidsskriftet "FORÆLDRE OG FØDSEL" og via den annonce fik jeg kortvarig korrespondance med en kvinde, der som jeg, led af takykardi og som havde født 3 børn uden at det gik galt - hun havde med andre ord ikke flere eller værre anfald af takykardi under graviditet og fødsel. Derfor gik jeg ikke i panik, da jeg selv blev gravid. Tværtimod mente jeg, at det nok skulle gå.

De 3 første måneder gik også fint. Jeg havde stadig takykardi men kunne styre den med valsalva-manøvren og andre finurlige måder, som jeg selv havde fundet frem til.

Jeg gik til jordemoder og hun kendte også til kvinder - graviditet - takykardi og mente blot, at jeg skulle gå hyppigt til kontrol på daværende Århus Kommunehospital (nu revet ned). Mine bekymringer om at fosteret i maven evt. kunne lide af iltmangel under evt. anfald af takykardi mente lægerne nu ikke jeg skulle bekymre mig om. Moderkagen har et ekstra "lager" af iltet blod og det "tager" barnet af i første omgang - hvis noget katastrofalt skulle ske. Til gengæld mente de, at jeg burde have fået "ordnet" takykardien ved radiofrekvensablation inden jeg var blevet gravid. Det ville evt. kunne spare mig for komplikationer under fødslen.

Komplikationer?

Jeg havde faktisk været skrevet op på Skejby Sygehus til radiofrekvensablation inden jeg blev gravid. Men jeg var mistroisk overfor indgrebet. Havde heller ikke fundet et fora med mennesker, der havde været igennem ablation. Den eneste kvinde jeg kom i forbindelse med ang. sådan et indgreb var en meget ulykkelig moder. Hendes 17-årige datter havde på daværende tidspunkt været igennem ablation. Og datteren havde nu fået uregelmæssig puls og angst efter indgrebet. Moderen ville slet ikke anbefale mig, at få dette indgreb.

Så hvad gør man så, når man fyldes med en skrækhistorie? Hvis man, som jeg, var bange i forvejen, så giver svaret sig selv. Jeg sprang fra - ringede til Skejby Sygehus og sagde, at jeg egentlig havde det for godt til at bruge systemets penge til et indgreb, der sikkert vil gavne andre mennesker meget mere end mig.

Om jeg fortrød at jeg sprang fra?

Med det der senere skete for mig, vil jeg sige Ja, jeg fortrød. Men det er nu alligevel for sent, at være bagklog. Dog vil jeg ikke anbefale nogen, at springe fra ablation hvis de får tilbuddet. Det er nemlig ikke så slemt, som man gør det til. Selvfølgelig er der risici ved alt - og også med ablation. Men det kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg.

Men jo, jeg fortød. Da jeg var fire måneder henne i graviditeten skete noget, der fik mig til at fortryde at jeg sprang fra.