i) En sundheds'politik' uden nogen form for offentlig indblanding overhovedet (/det vil for nogle sige fraværet af en politik på området), hvor alt foregår på og finansieres på markedsvilkår, er uspiselig for mig. Der er to hovedårsager hertil:

a) Ligesom almindelig godgørenhed (charity) er finansiel støtte til medicinsk underforsikrede efter alt at dømme et public good, hvorfor vi kan forvente at det underudbydes på det frie marked [læs: ligesom nogle mennesker ville dø af sult i rendestenen i et samfund uden offentligt finansieret bistandshjælp, ville nogle mennesker dø af lungebetændelse, fordi de ikke havde råd til penicillin, i et samfund uden et offentligt sundhedsvæsen]. Det er et argument for minimumsstandarder, især set i lyset af...

b) Ikke alle sygdomme er selvforskyldte, langt hovedparten af dem er faktisk ikke. Hvis du ikke kan gennemskue hvorfor, så husk på at der findes adskillige millioner forskellige typer af bakterier alene, mange af hvilke (en liste over nogle af de vigtigste hovedgrupper her) under nogle forhold er patogene. Nogle ville her indvende, at 'life isn't fair' og at det bare er surt, hvis man eksempelvis er født med en grim sygdom, manglende sanser eller lignende, eller pludselig en dag bliver ramt af 'guds straf', det er ikke noget andre skal tvinges til at betale for. Jeg mener, der er et rimeligt argument for at holde folk skadesfri for forhold, der er helt uden for deres egen kontrol og har omfattende konsekvenser for deres helbred. Et for mig meget væsentligt argument herfor er det forhold, at jeg formodentligt aldrig ville have fejret min 5 års fødselsdag, hvis jeg var blevet født af ludfattige forældre i sådan et sundhedssystem.

ii) Hvis man har besluttet sig for, at det offentlige skal spille en rolle, er der to hovedspørgsmål. Det ene spørgsmål drejer sig om, hvor stor rationering der skal være, hvor grænsen skal gå for hvor staten træder til. Det andet spørgsmål drejer sig om, hvordan staten griber ind. Jeg vil primært begrænse mig til det første spørgsmål i denne post.

Det første spørgsmål er efter min opfattelse ekstremt vanskeligt. De fleste liberale, der mener staten skal spille en rolle på sundhedsområdet, deler ideen om at skelne mellem selvforskyldte og ikke-selvforskyldte sygdomme, og ønsker så vidt muligt begrænse den statslige involvering til de områder, hvor individets egne handlinger ikke har forårsaget sygdommen. Det er der i øvrigt også mange andre, der gør, socialisterne kan også se det fornuftige i at skelne, fordi der simpelthen ikke er råd til at give folk al den behandling, de måtte ønske.

Hvis man tror, at ovenstående princip er en stor og smuk principfast kolods, som er solid nok til at bygge en politik på området på, så siger jeg: Tro om igen. For selvom princippet lyder dybsindigt, bringer det os sandt at sige ikke ret langt, når det kommer til konkret politik. Hvis man tror det gør, ved man for lidt om emnet - og det kommer fra en, der i forvejen ved alt for lidt til at kunne sige andet end det allermest overordnede og forsimplede om det.

Princippet er ikke meget værd, fordi det kun er i ganske få tilfælde, vi kan være sikre på at kende en sygdoms årsag til bunds. Mange sygdomme er idiopatiske, dvs. uden kendt årsag, og mange har en arvelig komponent uden at være 100% arvelige. Ligeledes er der mange sygdomme, som har kendte risikofaktorer, som øger risikoen for at man får sygdommen i højere eller mindre grad, uden at risikofaktorernes og sygdommens samvariation nødvendigvis er deterministisk - man kan leve sundt og stadig få kredsløbssygdomme og type 2 diabetes i en tidlig alder, bl.a. fordi begge har en genetisk komponent, og man kan leve usundt og alligevel slippe godt fra det og leve til man er 100, selvom kun få gør det. Man kan også, som det er tilfældet for en del danskere, være overvægtig og føre en inaktiv livsstil og få type 2 diabetes, uden at være klar over, at det teknisk set ikke var ens egen skyld, fordi man havde fået sygdommen alligevel, såfremt man havde levet sundt. Disse forhold gør det ekstremt vanskeligt at bygge en politik på princippet om 'løn som forskyldt' isoleret, vi ved alt for lidt om de fleste sygdomme, til at kunne træffe en fornuftig og velfunderet beslutning om, hvorvidt individers egne handlinger har været en væsentlig variabel eller ej, og vi kan ofte kun dømme på et statistisk grundlag, fremfor på individniveau, hvilket i begge tilfælde uundgåeligt vil resultere i en stor grad af vilkårlighed i den offentlige finansieringsbeslutning, såfremt egenansvars- og -finansieringskomponenten fremmedes betydeligt. Sagt med lidt andre ord, det er et fint princip, men det kan desværre næppe blive et så betydningsfuldt og dominerende pejlemærke på sundhedsområdet, som mange liberale gerne så, da det empiriske grundlag i langt de fleste tilfælde er grumsomt mangelfuldt og/eller mudret, og princippet kan heller ikke på nogen måde stå alene.

Nogle spørgsmål jeg stiller mig selv, når det kommer til behandlingen af dette emne, er:

a) Hvor skal grænsen trækkes for, hvornår en sygdom er selvforskyldt, hvor stærkt skal det statistiske link være, før en sygdom bliver selvforskyldt? Eller skal grænsen ikke trækkes ved sygdommen, men ved individet? Sagt på en anden måde, skal alle type 2 diabetikere betale selv, eller kun de overvægtige? Den sidstnævnte model ville være den mest effektive til at linke risikoadfærd og omkostninger, men den ville også koste betydeligt mere. Hvor meget er præcision værd i denne forbindelse? Det siger princippet ikke noget om. Og hvad med de overvægtige type 2 diabetere, hvis forældre begge havde sygdommen?

a1) Er en idiopatisk sygdom pr. automatik ikke-selvforskyldt, selvom et studie eller to har peget i en anden retning? Hvor mange studier skal der til, før et argument om, at en sygdom er selvforskyldt, godtages, hvornår er 'konsensus' stærk nok til at man kan forsvare at ændre på finansieringsmodellen relateret til den specifikke sygdom? Såfremt beslutningen træffes på individniveau bliver spørgsmålet blot endnu vanskeligere, se også d). Igen, svarene på disse spørgsmål siger princippet ikke noget om.

a2) Hvem skal bestemme, hvornår der er 'konsensus', hvilke sundhedsudgifter staten skal dække? Svaret burde vel være 'læger', idet det er den gruppe, der er bedst kvalificeret til at vurdere linket mellem risikofaktorer og incidens, men problemet er, at det er skatteyderne, eller rettere politikere, der bestemmer i sidste ende, da det er dem, der lægger budgettet. Politikere der intet ved om medicin, men ved en masse om, hvad der er politisk opportunt. Hvordan undgår man at beslutningstageres incitamenter ikke går imod patienternes? Det var svært nok, hvis beslutningstagerne var læger... Hvad er for øvrigt vores H-nul hypotese i tilfælde af tilbageholdt finansiering/behandling, hvem står med bevisbyrden - er der overhovedet en bevisbyrde? For nogle varianters vedkommende vil lægerne stå helt uden diskretion, og finansierings(/behandlings)beslutningen vil være overladt til politikerne, på samme måde som det er på mange områder i dag. Hvordan modvirker man et udkomme som dette i en model med offentlig finansiering? (-ll- ovenfor oidf.)

a3) Hvordan løses problemet med asymmetrisk information, altså det forhold, at patienten ofte ved betydeligt mere end lægen om, hvad han har foretaget sig, som kunne øge hans eller hendes sygdomsrisiko? Mere specifikt; at øge egenansvarskomponenten af finansieringsdelen vil nødvendigvis bevirke, at flere patienter lyver for deres læger for at få finansieret behandling, de ikke har krav på. Kunne resultatet heraf blive en endog dårligere sundhedstilstand generelt, fordi lægerne pga. fejlagtig information træffer medicinske beslutninger, som er til skade for patienterne? Hvordan imødegår man dette problem? Problemet med asymmetrisk information bevirker naturligvis også, at en løsning hvor finansieringsbeslutningen træffes på individniveau, altså en løsning som den, jeg hintede til i a), er noget nær umulig at få til at fungere. Statens finansieringsmodel vil nødvendigvis skulle have sin basis i statistisk diskrimination.

b) Hvad er bagatelgrænsen; hvornår er en ikke-selvforskyldt sygdom slem nok til, at det offentlige skal gribe ind?

b1) For stærkt progressive sygdomme er tidlig diagnosticering en af behandlingsforløbets vigtigste elementer. Hvad hvis en sygdom er stærkt progressiv, og tidlig behandling (før det bliver 'slemt nok' til at det offentlige ideelt set må hjælpe) bedrer prognosen - hvordan vægtes det postdiagnostiske behandlingsforløb i forhold til, hvor tidligt diagnosticeringen skal finde sted (også relevant i forhold til screeningsproblematikken)?

c) Hvad med vaccinationer? At forældrepar undlader at vaccinere deres børn kan betragtes som en negativ eksternalitet der pålægges andre, idet denne handling øger den aggregerede sygdomsrisiko. Skal vaccinationer (evt. hvilke?) finansieres af det offentlige, og/eller måske ligefrem i nogle tilfælde være obligatoriske? Eller skal det offentlige holde sig udenfor her, og/eller evt. kun medvirke ved at bidrage med information relevant for beslutningen om at vaccinere eller ej?

c1) Ikke et spørgmål men en kommentar: Fravær af vaccinationer er ikke den eneste negative eksternalitet her. Enhver ubehandlet og smitsom sygdom i en smittebærer, syg såvel som rask, er i praksis en negativ eksternalitet for det omgivende samfund, eftersom smittebærere gør andre mennesker syge. Givet non-zero transaktionsomkostninger (går du ofte hen og giver ham, der står og hoster i bussen, en 20er så han har bedre råd til at komme til læge og få undersøgt, om hans sygdom kan behandles?) er der her et selvstændigt argument for at lade det offentlige finansiere diagnosticering og behandling af smitsomme sygdomme.

d) Hvor stor en rolle bør informationsopgaven have for det offentlige, og hvordan skal den løses? Hvis befolkningen ikke er opmærksom på væsentlige risikofaktorer, der måtte have indflydelse på beslutningen om, hvorvidt det offentlige yder støtte eller ej til behandling, opstår der alvorlige problemer med legitimiteten af den anvendte rationeringsmetode. Hvis politikerne er de hovedansvarlige for rationeringsniveauet, har de et problematisk incitament til ikke kun at tolke forskningen så den passer ind i deres politiske agenda (noget vi også ser på andre områder i dag), men også til at tilbageholde oplysninger som kunne være relevante for befolkningens sundhed og behandlingsmuligheder.

...

'Hvis folk bliver syge på grund af ting, de selv har gjort, så skal de selv betale' er et sted at starte. Men hvis du tillader dig at have en mening om dette emne, så lov mig at du tænker lidt videre end det.

Okay, okay. Det er nu bare mig der leger bullshit-bingo og sammenblander en række udsagn om den danske økonomi, som jeg har opsnappet i ugens løb i aviserne og på den hemmelige kanal: TV2-Finans. Da jeg jo ikke er økonomisk uddannet, eller for den sags skyld har den største makroøkonomiske indsigt her i riget (er der iøvrigt korrelation mellem de to? Altså uddannelse og indsigt?), har jeg generelt lidt svært ved at forholde mig til, om det de (altså de "økonomisk kyndige") siger nu også er sandt. Den gamle lærersætning om, at der er noget man ser og noget man ikke ser, synes jeg tit viser sig at passe -- også udenfor økonomien.

Via et underholdende indlæg på anarkomanens blog kom jeg ind på en artikel af Nicolai Foss om begrebet: Overophedning.

Det lyder godt nok ikke rart, når den marxistisk-leninistisk-opdragede Sten Bocian, m.fl., siger, at økonomien er overophedet. Hvilket vel netop er pointen: Markedskræfterne skal tøjles og holdes under kontrol. Renten skal være til at styre osv. Men skal bare tage det for gode varer?

Her fra Foss' artikel, som blev bragt på Punditokraterne:

Jeg har haft en del deja vu'er her på det sidste, for det har været "overophedning" mig her og "overophedning" mig der. Alvorlige, "respekterede" "cheføkonomer" (et andet ord for en af de mere poppede informationsmedarbejdere i en større bank) har talt i diverse medier om at overophedning truer den danske økonomi (økonomien generelt, ikke bare bestemte brancher (byggebranchen)). Jeg forstår stadig ikke hvad det betyder. Så jeg fortsætter med at kværulere. Nu risikerer jeg ikke længere så meget (ry og rygte) ved det; jeg er trods alt ikke en fin universitetsøkonom, men blot en beskeden handelshøjskole-professor i strategi og organisation

Her er nogle af de meninger man muligvis kunne tilskrive begrebet en "overophedet økonomi."

1. Økonomien balancerer hele tiden på en Harrodsk knivsæg. Hvis den falder af knivsæggen -ved "overophedning" - eksploderer den.
   Kommentar: Det er noget pladder som hører hjemme i 1940'ernes keynesianske fantasiverden,
2. Økonomien er på sin kapacitetsgrænse.
   Kommentar: Og hvad så?
3. Inflation truer.
   Kommentar: tja, tjo, bum-bum, måske. Men hvorfor så ikke bare sige "inflation" og ikke "overophedning"?
4. I opgangstider ekstrapolerer agenterne i økonomien fortidige data på en mekanisk måde. Denne ekstrapolation danner grundlag irreversible beslutninger. Hvis økonomiens selvkorrigerende kræfter sætter ind (prisstigninger, rentestigninger, etc.) vil mange af disse beslutninger have vist sig at være forkerte, men de kan ikke omgøres. Investeringer i realkapital vil vise sig at være fejlinvesteringer. Negative multiplikatoreffekter vil sætte ind. Priser der er stive nedad forstærker problemerne. Etc.
   Kommentar: Det er da en slags teori, men den bygger på en væsentlig grad af irrationalitet hos agenter.
5. Lønafsmitning fra en "ophedet" hjemmemarkedssektor til en sektor der er udsat for international konkurrence. Kommentar: Hvorfor er det præcis et problem at input-ressourcer er højere vurderede ved den første type produktion end ved den anden type produktion?

Det forekommer mig at begrebet en "overophedet økonomi" i bund og grund bygger på en uliberal forståelse af en markedsøkonomis evne til at korrigere sig selv og på en problematisk opfattelse af hvor rationelle økonomiens agenter er.

Sådan. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret end det er.

Jeg må hellere samle lidt op på bogen og få det overstået, før jeg går videre. Kort sagt: Bogen fortjener at blive læst og debatteret, derom er der slet ingen tvivl. Den giver et godt oprids over islams historie og over de relevante konsekvenser dens idemæssige fundament har haft for de samfund, som er bukket under for den. Den angiver en (for mig) helt ny måde at betragte Europahistorien på, som en dynamisk konflikt mellem islam og Vesten, der er forløbet over århundreder. En anskuelsesmetode som slet ikke er så langt ude, som ikke, i hvert fald på overfladen (jeg ved ikke nok om Europahistorien til at komme med endelige konklusioner her) fremstår nær så uplausibel som nogen vil prøve at bilde os ind. Bogen er deprimerende læsning, fordi den angiver hvad der med en vis sandsynlighed vil ske, uden at give løsningsforslag til, hvad der kan gøres for at stoppe udviklingen - men givet min egen pessimisme kan jeg ikke rigtigt betragte det som et seriøst kritikpunkt, for det er tvivlsomt om ikke en udvikling er startet, der ikke kan standses. Personligt mener jeg bogen er for kort, og en mere detaljeret fremstilling af den historiske udvikling havde været et plus for mig, men på den anden side bør det bemærkes, at de væsentlige ideer er med, og hvis hundrede sider mere havde kostet selv en lille læserskare, var det måske fornuftigt at holde den på det niveau, den i sidste ende fik. Især taget i betragtning af, at en af bogens senere afsnit, Det begynder med tørklædet, var lidt velvoksent, taget i betragtning hvor meget, der reelt blev sagt (for mange eksempler, for lidt substans).

...

Ok, videre til tørklæderne.

Jeg har bevidst holdt mig fra at sige noget om, hvad jeg synes om tørklæder (/og forbud), selvom den debat har været oppe et par gange, senest i forbindelse med alt det halløj omkring fru Hamid's eventuelle, optræden, i folketinget. Det har jeg, fordi jeg synes den debat har været ekstremt rodet, og fordi spørgsmålet kræver et ret langt svar for at undgå at blive misforstået. Men også fordi jeg til en vis grad stadig er uafklaret mht. mit svar. Det, der følger herunder, er ikke et endeligt svar, det er snarere argumenter af den ene eller anden art, som er relevante for den måde, jeg forholder mig til spørgsmålet om tørklæder i et frit samfund:

i) Liberale vil normalt argumentere for, at folk skal have lov til at gå med det tøj, de selv vil, og det skal andre ikke blande sig i. Vi har religionsfrihed, og en del af denne frihed består i, at man skal have lov til at iklæde sig bestemte tøjstykker alene fordi ens gud kræver det. Hvis man skal forbyde tørklæder skal man også forbyde kors, kalotter og t-shirts med billeder af den usynlige lyserøde enhjørning: Jeg ville selv blive ramt af den lovgivning!

Konklusion: Der er vel sådan set ikke mere at snakke om, er der? Offerløs forbrydelse 101 - eller?

ii) Mange tørklædemodstandere antager en fornærmet attitude og giver udtryk for, at tørklædet er et islamisk symbol som skal signalere renhed og overlegenhed i forhold til omgivelserne; denne attitude kommer klart til udtryk i hvad jeg formoder er Helle Merete Brix' del af fremstillingen, der specifikt forholder sig til tørklædet. Dertil kan siges at jo, jeg bliver da også fornærmet, når nogle mennesker giver udtryk for, at de mener de er bedre end mig, alene fordi de har slugt en religiøs pakke, der er ældre end vikingerne, råt - hvis det er det, tørklædet skal symbolisere, hvad det utvivlsomt i nogle tilfælde også er.

Jeg medtager argumentet alene for at gøre klart, at dette og lignende argumenter ikke har nogen vægt for mig. Vi har ret til at fornærme hinanden i et frit samfund. Et af underafsnittene i bogen hedder 'Tørklædet symboliserer sharia'. I afsnittet bemærkes det lidt groft sat op, at muslimer som går ind for sharia bærer tørklæde, og bruger tørklædet som et symbol på deres underkastelse. Problemet er, at også kvinder, som ikke går ind for sharia går med tørklæde. Derudover: Det er ikke forbudt at gå ind for sharia, og det er ikke forbudt at gå rundt med en t-shirt med hammer og segl eller hagekors, hvorfor skal det så være forbudt at gå rundt med et tørklæde?

Argumentet her er, at hvis 'tørklædet symboliserer sharia', som det utvivlsomt gør i nogle tilfælde, så er det stadig ikke et argument for at forbyde det. Vi har alle ret til at mene, at vi er bedre end andre og give åbent udtryk derfor, vi har ret til at have forskruede holdninger, hvor usympatiske vi så end måtte fremstå på den baggrund. Fornærmelse o.l. er ikke i sig selv et argument for statslige indgreb.

iii) Nu flytter vi fokus et nøk, og begynder at komme ind på spørgsmålet om frivillighed.

Lad mig lige sige det med det samme: Islam er en mandschauvinistisk religion, der ikke behandler sine kvinder særligt godt, og det er en pointe bogen bruger lidt tid på. Folk der er uenige ved ikke, hvad de snakker om, og de skal ikke i kommentarsektionen begynde at afkræve mig korancitater for at sandsynliggøre min påstand, for efterfølgende at give udtryk for, at man er nødt til at se på konteksten og ikke kan dømme ud fra enkelte citater; de skal ikke begynde at argumentere for, at det ikke er 'religionen islam' men derimod 'kulturen' som er et problem og andre forudsigelige automatreaktioner og udflugter - hvis du har sådanne indvendinger i tankerne, så spar på vejret, jeg er blevet for gammel til den leg, den er spild af tid. Så, nu hvor vi er kommet så langt...

Men altså, i forbindelse med spørgsmålet om kønnenes relative status kommer spørgsmålet om frivillighed ind. Hvis kvinderne frivilligt iklæder sig tørklædet, så er der vel ikke noget problem vel? Det argument hører jeg ofte fra liberale, og det er et argument, jeg ikke er sikker på, at jeg forstår.

Det er her tingene begynder at blive mudrede. For mange liberale har glemt og glemmer stadig, at spørgsmålet om frivillighed er et meget kompliceret spørgsmål, når det kommer til islam. Islam er ikke en religion som alle andre, for selv om du frivilligt kan tilmelde dig, kan du ikke frivilligt afmelde dig. Straffen for apostasi er døden, og selvom dommen ikke altid bliver eksekveret, er konsekvenserne af frafald alligevel af en helt anden karakter, end hvad der gør sig gældende i andre sammenhænge: Når det kommer til spørgsmålet om ophævelse af medlemsskabet, så minder islam mere om en sekt, end om en traditionel religion. Det kan vi ikke bare ignorere. Noget mange også glemmer er, at langt de fleste muslimer ikke er frivillige medlemmer - de er født som muslimer.

Jeg er på det seneste begyndt at betragte nogle danskeres (men langt fra alle, mange danskere er bare vilde med velfærdsstaten, det er kontraproduktivt at søge at overbevise sig selv om andet) forhold til velfærdsstaten ud fra et perspektiv à la Stockholm-syndromet. Det giver god mening at betragte mange muslimers forhold til islamiske regler på samme måde. Når du ikke har et valg og lever under tvang, kan du lige så godt lære at lade som om, det er dig selv, der har kontrol over dit liv. Lær at elske din undertrykker, for hvis du hader ham bliver livet ubærligt. Lær at overbevise dig selv om, at du ønsker at gøre, hvad du bliver tvunget til, for hvis ikke, bliver livet i slaveri umuligt at klare i længden. Jeg skal gerne indrømme, at jeg endnu ikke har fået læst Bat Ye'or eller Hirsi Ali, men jeg har en ide om, at de har været omkring dette forhold.

Pointen er, at et liv under islam som kvinde ofte vil være et liv ikke blot i ufrihed, men tillige et liv med selvbedrag og dobbelttænkning som hovedelementer. Derfor er det også min opfattelse, at muslimske kvinder som beredvilligt står op og udtrykker, at de skam har valgt tørklædet, ikke bør tillægges mere vægt end som så, når dette spørgsmål kommer op. Hvad skulle de ellers sige?

iv) Frivillighedsaspektet har også en anden udløber, som drejer sig om muslimernes interne forhold. Ikke alle muslimske piger, og det er især i forhold til de unge, den del af debatten er interessant, ønsker at bære slør. Men nogle af dem tvinges alligevel til det af deres rettroende medsøstre. Statens vigtigste opgave er netop at sikre, at individet beskyttes mod overgreb. Ved at forbyde tørklæder i uddannelsesinstitutioner kan man forsvare hvad der måske er et moderat flertal mod en relativt lille gruppering af aggressive rettroende, som ønsker magt over deres medmennesker. Man kan udtrykke det således, at den ene gruppe (de rettroende) taber frihed ('friheden til at iklæde sig tørklædet') og magt på den anden (moderate) gruppes bekostning, og at det væsentlige spørgsmål er, under hvilket scenarie friheden vil være størst mulig, under forbudsscenariet eller under det der kan udvikle sig til et tørklædspåbudsscenarie. Ja, jeg mener der er konfliktende interesser her, og jeg mener at staten, uanset hvordan den forholder sig til spørgsmålet, passivitet medtaget som beslutningsvariabel, i sidste ende kan siges at støtte den ene eller anden gruppe.

Værd at være opmærksom på her er også, at en af motivationsvariablene blandt de rettroende netop er det forhold, at 'hvis jeg skal bære slør, så skal alle bære slør'. Ond vilje er en side af det, men den onde vilje er ikke kommet af sig selv: Hvis de havde mulighed for at bestemme selv over flere ting i deres liv, ville de tørklædepåtvungne kvinders ønske om at undertrykke andre måske mindskes - den betragtning fritager dem ikke for ansvar, men den giver et indblik i, hvilke ting der spiller ind og har betydning for, hvorfor de handler som de gør. Dertil kan i øvrigt også bemærkes, at det ikke er rart at lide i ensomhed.

...

Hvad er konklusionen? Jeg har ikke nogen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene, jeg kan se vægtige argumenter både for og imod et tørklædeforbud i nogle specifikke konkrete sammenhænge (jeg hælder til 'imod', når det kommer til et totalt forbud 'i det offentlige rum'). Men der er også forskel på tørklæder. Jeg ville være mere lydhør overfor forbud når det kommer til burkaer, end jeg ville være overfor forbud af hijab, hvilket hænger sammen med, at konsekvenserne af at bære dette monstrum er markant større end konsekvenserne af at bære hijab (eksempelvis påtvungen d-vitaminmangel og stærkt forringede beskæftigelsesmuligheder). Den måske mest væsentlige pointe med indlægget er vel blot, at jeg er af den opfattelse, at 'folk skal have lov til at klæde sig som de vil', ikke i sig selv udgør en løsning på det her spørgsmål. Hvem er 'folk'? Og kan det at tillade sløret måske resultere i, at færre mennesker får lov til at klæde sig, som de vil? - jeg mener svaret på dette spørgsmål i nogle tilfælde vil være 'ja'.

Liberalisme er ikke 'frihed til undertrykkelse'. Det gør vi klogt i at huske på, når vi navigerer i ukendte farvande.

I øvrigt: Hvorvidt private virksomheder har ret til at kræve, at medarbejdere smider tørklædet eller får en fyreseddel, er en separat diskussion. Virksomheder bør naturligvis have ret til helt selv at vælge, hvem de vil ansætte og opstille konkrete kriterier for, hvilken beklædning, tro, politiske opfattelse, vægt, hårfarve og skostørrelse deres ansatte skal have. Det skal staten ikke blande sig i.

i) Mit udgangspunkt er, at arbejdsmiljølovgivning grundlæggende kan opfattes som statens forsøg på at redde folk fra sig selv (så er I advaret!). Hvis man ikke er villig til at acceptere de arbejdsbetingelser, der er knyttet til ansættelsen, er der ingen, der tvinger en til at arbejde under de uacceptable forhold. En gensidig aftale mellem to voksne parter og alt det der...

Nogen vil indvende, at "omstændighederne" ofte vil "tvinge" en. Man har lige købt hus, og kan ikke tåle en måneds ledighed; der er ikke andre jobs til rådighed - fortsæt selv den meget lange liste over potentielle indvendinger. Mit svar: "Omstændigheder" bygger næsten altid helt primært på valg, man selv har truffet. Hvis arbejdsgiveren kræver for meget af dig, og du ikke har råd til at sige op, fordi du lige har købt hus - ja, så skulle du have ventet med at købe hus, hvis ikke du var villig til at tage den risiko, der var forbundet med ansættelsen. Det er surt først at erkende det bagefter, mais c'est la vie...

...

ii) Hvis ansatte vil have bedre arbejdsmiljø i stedet for højere løn, står det dem frit for selv at kræve det, i stedet for at bruge staten som løftestang. Ronald Coase ligger lige til højrebenet her.

Nogen ville her indvende, at der er et koordinationsproblem, fordi transaktionsomkostningerne er (surprise!) større end nul. En ansat vil ikke slippe godt afsted med at brokke sig over produktionsprocessens struktur og brugen af bestemte problematiske stoffer i produktionen, for hvis man gør det, bliver man bare fyret. Mit svar: Det er derfor, der er noget der hedder fagforeninger. Arbejdere kan sagtens organisere sig uden statens hjælp og selv medvirke til at anynymisere kravene, og en virksomhedsejer kan ikke fyre samtlige ansatte. Selv hvis arbejderne ikke går sammen, må indvendingen stadig imødekommes med den betragtning, at det aldrig i længden vil være gratis for virksomheder at ignorere medarbejdernes (implicitte eller eksplicitte) krav - det koster (dygtige) medarbejdere, som i stedet vil arbejde for konkurrenten.

...

iii) Til tider er der problemer med asymmetrisk information, det vil jeg gerne medgive, principal-agent problemer kommer vi ikke udenom i den her diskussion. Hvis der arbejdes med eksempelvis giftige og/eller kræftfremkaldende stoffer, er det ikke altid i ledelsens interesse at gøre medarbejderne opmærksom på den risiko, der er forbundet med at arbejde med disse stoffer (for så vil de kræve højere løn eller ændringer i produktionsprocessen, som vil øge omkostningerne betydeligt) - hvis risikoen da overhovedet er afdækket. Jeg kan principielt et eller andet sted godt acceptere en grundlæggende præmis om, at staten skal sikre en vis grad af minimums-information. Men staten skal under ingen omstændigheder forbyde folk at arbejde under forhold, statens folk ikke bryder sig om.

Når det kommer til informationsproblemerne, er det dog naturligvis således, at de fleste godt ved, at det er direkte dumt dagligt at indånde asbest-dampe, eller bruge timevis på at arbejde i tæt kontakt med tungmetaller, eller arbejde i 20 meters højde på et stillads 80 timer om ugen. Uanset om risikovurderingen er præcis eller ej, vil der derfor i de grelle tilfælde komme krav fra medarbejdernes side, også selvom staten ikke blander sig, hvilket nedtoner informationskravet staten bør pålægges, og den rolle staten skal spille. Det er i øvrigt på ingen måde givet, at medarbejderne vil blive underkompenseret i dette tilfælde. Lidt paradoksalt forholder det sig netop således, at i den situation hvor der er et erkendt problem af ukendt størrelse, giver den risiko der er, for at medarbejdernes krav ikke står mål med den risiko der reelt er til stede, i sig selv arbejdsgiveren et stærkt incitament til at få en korrekt vurdering af problemets omfang.

Et andet problem er, at skadeligheden af specifikke stoffer ofte kun vil kunne bestemmes rekursivt, efter skaden er sket. Hvis vedvarende og konstant udsættelse for et specifikt stof X over mange år øger kræftrisikoen med fx. en faktor 100, men det tager mange år for kræften at udvikle sig, er dette ikke et problem staten kan eller bør "løse". Det er simpelthen ikke muligt, endsige ønskværdigt, at udelukke brugen af samtlige kemiske stoffer i industriel anvendelse i årtier, med henblik på at teste deres farlighed i detaljer, før de anvendes. Hvis man mener at virksomheden ikke skal holdes skadesfri i en sådan situation, er statens opgave i dette scenario alene at sikre retslige rammer, som gør det muligt for de tidligere ansatte at sagsøge. Der findes i øvrigt ikke noget "liberalt" svar på hvem der skal holdes ansvarlig her: om det er ledelsens(/ejerens/aktionærernes) opgave at fortælle medarbejdere om de risici, der måtte være forbundet med deres arbejde (og ikke føre dem bag lyset ved at skjule ting for dem), eller om det er medarbejdernes egen opgave at finde ud af, om det er farligt at arbejde for virksomheden, afhænger af en masse ting, men et "ideologisk" entydigt svar findes næppe, selvom jeg mest hælder til, at ansvaret ligger hos arbejdstager.

...

Vi er nået så langt som til a) at staten ikke bør forbyde folk at arbejde under forhold, de selv kan acceptere, b) en løsning à la Coase kan ofte løse konkrete problemer, c) i det omfang vi overhovedet bør overveje at tale om statslig intervention på arbejdsmiljøområdet, har en intervention i retning af et informationskrav pålagt virksomhederne, som har til hensigt at sikre medarbejdere et minimum af information om relevante risici, i erkendelse af at der eksisterer PA-problemer og problemer med asymmetrisk information som markedet måske ikke altid kan løse på egen hånd, som den eneste måske en principiel berettigelse. Vi har dog også erkendt i analysen, at der er adskillige problemer med den praktiske implementering af dette krav, hvoraf to hovedproblemer er tidsaspekterne involveret og hvordan den konkrete afgrænsning af informationskravet bør struktureres.

Med hensyn til afgrænsningen bør der i øvrigt siges lidt mere, for hvis der fra statslig side skal pålægges et informationskrav til virksomhederne, bør dette krav efter min opfattelse kombineres med en ret høj tolerancetærskel. Hvorfor det? Fordi en lav tolerancetærskel fører til detailregulering, voksende bureaukrati og inefficiens. Fordi der grundlæggende er få ting værre end unødvendig lovgivning. Der bør med andre ord derfor være en bagatelgrænse for, hvilke ting virksomhederne bør informere medarbejdere om. Igen en faktor som får os til at begrænse statens rolle. Men ovenfor i analysen bemærkede vi lige, at de mest alvorlige sager, altså dem der ikke falder for bagatelgrænsen, netop var dem, der oftest ville blive håndteret uden statslig indblanding af de involverede parter på egen hånd. Betyder det, at vi skal helt droppe ideen om statslige indgreb? Der hvor de måske kunne gøre gavn, har markedet allerede fundet en løsning. Hmm...

...

Hov, jeg ser nu at jeg slet ikke har bemærket hvordan det mon generelt påvirker folk, at det er statens ansvar, ikke deres eget, at vurdere hvilke risici der er forbundet med deres arbejde. Hvilken forglemmelse. Nå, husk at jeg er et resultat af Børnehavedanmark og den danske folkeskole. Det er de andres skyld ;)

...

Konklusion? Dansk arbejdsmiljølovgivning trænger som et absolut minimum til en gevaldig slankekur, hvis ikke vi bare skal afskaffe den helt og aldeles.

Personligt er jeg også glad for rygeforbudet, da jeg hader røg, så jeg har ikke tænkt mig at løfte en finger.

Her. Ikke fordi sætningen er mærkværdig, usammenhængende eller lignende. Men fordi afsenderen i samme afsnit kalder rygeforbuddet for et udtryk for flertalsfascisme.

Her er situationen: 1) Whiteberg bryder sig ikke om rygeforbuddet af principielle årsager. 2) Men fordi rygeforbuddet gavner Whiteberg på det personlige plan, har han ikke tænkt sig at sætte himmel og jord i bevægelse for at få loven afskaffet igen.

Det er ikke en sjælden situation at være placeret i i Danmark som liberal. Altså en situation hvor man af principielle årsager ikke bryder sig om en bestemt lov, men hvor loven på samme tid gavner en personligt, eksempelvis økonomisk. Jeg har tænkt lidt over det, og her er mit generelle råd, når man befinder sig i en sådan situation:

Dit politiske engagement, når det kommer til at modarbejde lovgivning du principielt ikke bryder dig om, bør være direkte proportional med omkostningerne forbundet med at sige fra.

Kald det US' (1. - jeg ved ikke om der kommer flere) lov.

Med andre ord: Jo mere det koster dig at sige fra, jo vigtigere er det, at du gør det. Jeg vil gerne indrømme at jeg ikke har brugt lang tid på den konkrete formulering af loven, så hvis dens pointe kan udtrykkes bedre eller mere præcist, er andre bud bestemt velkomne i kommentarsektionen. Argumentet er utvivlsomt bedre præsenteret og behandlet i et eller andet obskurt liberalistisk filosofisk værk jeg ikke har læst, men indtil videre må min argumentation altså række.

Jeg må hellere gøre det helt klart før jeg går videre, at Lars siger fra. Ingen tvivl om det. Mit problem er, at han er lidt lunken i det. Hvilket argument er det mest overbevisende:
a) Jeg vil ikke have at man forbyder rygning, fordi jeg holder af at ryge og det skal staten ikke blande sig i.
Eller:
b) Jeg vil ikke have at man forbyder rygning, fordi det er et indgreb i den personlige frihed som jeg ikke kan acceptere. Jeg ryger ikke selv, og et forbud vil derfor gavne mig personligt, men jeg vil alligevel ikke finde mig i at staten overtrumfer individets ret til selv at vælge om de ønsker at ryge eller ikke ryge (på offentlige steder - men her er der også problemer med rygeloven, som jeg har bemærket andetsteds.).

b) er et langt stærkere signal at sende end a) - og derfor er det pokkers vigtigt, at der er nogen til at fremføre den del af argumentet imod regulering. Jeg bør i samme åndedrag tilføje, at jeg ikke ryger selv og aldrig har gjort det; noget jeg måske i retrospekt burde have gjort mere for at fremhæve i tidligere debatter jeg har deltaget i.

Det system en sådan politisk beslutningsregel vil resultere i, ifald den blev efterlevet, har vi faktisk allerede et ret godt billede af. Overvej hvem der forsvarer hvem når ytringsfriheden er truet. Tænk over det i ti sekunder, før du går videre i teksten.

Der er intet interessant i at forsvare Helle Thornings ytringsfrihed i Danmark i dag. Den er ikke truet. Truslen er altid mod de marginale grupper, hvor ens personlige følelser mildt sagt er blandede. Tag Glistrup, eller Abu Laban. Eller for at tage et udenlandsk eksempel: David Irving. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det de siger, jeg nærer en personlig afsky for dem som mennesker - men det er i disse grænsetilfælde, at det er allervigtigst at slå fast, at ytringsfrihed er for alle. Det har de fleste danskere forstået. Og det er faktisk netop derfor Thornings ytringsfrihed er sikret, fordi princippet er hævet over personen og de konkrete omstændigheder. Folk siger ikke fra selvom det har omkostninger, selvom de ikke bryder sig om det de giver folk på grænsen lov til at sige - de siger fra fordi det har omkostninger. De ved at omkostningerne betyder noget. De har indset at frihed koster. At frihed ALDRIG er gratis. Og at det kun er den frihed, der virkelig koster noget, som er værd at kæmpe for.

Mange vil nok indvende: "Jeg har ikke råd til at følge loven. Hvis politikerne tager min argumentation alvorligt og fjerner alle de positive særordninger for mig, men bevarer dem for alle andre, så vil jeg være langt dårligere stillet end jeg er nu." Der er en vis sandhed i indvendingen. Men US' 1. lov er alligevel et godt personligt udgangspunkt. Jo flere der efterlever den, jo vanskeligere vil det være for staten at ekspandere.

Mit modspørgsmål til de tvivlsomme vil være dette: Du siger du ikke har råd til at følge loven. Har du råd til at lade være?

(Ja, hvorfor ikke nu jeg er i gang: I øvrigt mener jeg statslig SU skal afskaffes, og at man selv skal finansiere sin videregående uddannelse. Ikke at det burde komme som en overraskelse...)

Yep, jeg tror det er et ret præcist billede af, hvordan mange almindelige danskere opfatter kapitalfondene.

Der har været noget "snak" om emnet de sidste par dage - se eksempelvis her. Jeg vil gerne i det nedenstående prøve at give en alternativ version, som sjældent bliver præsenteret i medierne. Inden jeg gør det må jeg dog melde klart ud: Ovenstående version vender efter min opfattelse alt omtrent lige så meget på hovedet som dette klip, og jeg mener lagkageargumentationen er helt forfejlet (hvis du ikke finder mit indlæg overbevisende på dette punkt kan jeg kun anbefale dig, efter du har læst posten, at følge dette link).

Nogle vil måske finde dette lidt banalt, men vi skal starte et eller andet sted: Nogle mennesker er bedre end andre til at finde ud af, hvordan man driver en virksomhed. Nogle ved mere end de fleste om nogle bestemte ting, som virksomhederne har brug for at vide for at optimere og forbedre deres produktionsprocesser - f.eks. marketinguddannede eller revisorer. Nogle mennesker er meget dygtige; og som tiden går bliver deres dygtighed som regel bemærket. De ender måske op som ledere i virksomhederne, eller måske får de et konsulentjob, hvor de kan leve af at rådgive andre om, hvordan de kan forbedre deres virksomhed og sørge for, at de ikke bliver overhalet af udviklingen og deres konkurrenter.

De fleste danskere har ikke noget problem med at vi har sådanne mennesker rundt omkring i vores økonomi. De fleste ville ligefrem foretrække at vi havde flere af dem - det er vel bl.a. derfor vi har et offentligt uddannelsessystem, så vi kan have flere dygtige og produktive medborgere. Eller hvad? De færreste danskere ville foreslå - eller, det håber jeg da i hvert fald - at vores fremtidige topdirektører skulle udvælges ved simpel lodtrækning i folkeskolerne. Der er nok heller ikke mange, som ville foreslå, at virksomheder ikke måtte betale nogle dygtige mennesker for at fortælle dem, hvordan virksomhederne kan forbedre sig og løse deres problemer. Man kunne med samme logik forbyde eksempelvis psykologbehandling.

Men når vi ser på en bestemt gruppe af dygtige mennesker, ser billedet desværre noget anderledes ud: Gruppen af professionelle investorer.

Det forholder sig sådan, at nogle af de dygtige mennesker jeg omtalte ovenfor vælger ikke at blive konsulenter eller ledere. De har i stedet fundet ud af, at de kan leve af at optimere og forbedre virksomhederne mere direkte end konsulenterne kan; ved at overtage virksomheder i en periode, gøre dem mere rentable og til sidst sælge dem med gevinst. Det kan de ved at slå sig sammen med andre dygtige mennesker i store grupper, investeringsvirksomheder, eller endnu større grupper, kapitalfonde. Det kræver mange penge at købe en virksomhed, og det er grunden til at disse folk er nødt til at slå sig sammen.

Måden kapitalfonde tjener deres penge, er den samme måde som den de fleste andre benytter sig af i en markedsøkonomi: De køber billigt og sælger dyrt. Og de er gode til det. Men historien er længere end som så - for hverken købsprisen eller salgsprisen kommer selvfølgelig af sig selv. Grunden til at kapitalfonde kan sælge virksomheder til en højere pris, end de købte dem for, er den simple at virksomhederne forbedres i perioden. De bliver bedre til at holde omkostningerne nede, bedre til at vælge hvilke produkter der skal satses på, bedre til at ramme deres målgrupper, de bliver bedre organiseret. Kort sagt: Den proces virksomheden går igennem i løbet af kapitalfondsejerskabet er en forbedringsproces, der gør virksomheden bedre i stand til at tjene penge. Den er et fremskridt for virksomheden og dens ansatte. Ikke et tilbageskridt.

Hvordan finansierer kapitalfondene deres opkøb? Det gør de primært ved hjælp af gæld. Er det et problem? Nej. Det er ofte gælden politikerne slår ud efter. De lyder moralsk forargede over at fondene benytter sig af gældsinstrumentet, og det gør de selvfølgelig, fordi virksomheder med meget gæld ikke betaler ret meget skat. To ting er værd at bemærke i forhold til gælden:

1) Set fra en vinkel er det politikernes egen lovgivning, der gør gældsfinansiering attraktiv. Som lovgivningen er nu, er al gæld grundlæggende lig fradrag. Politikerne har derfor kun sig selv at takke for kapitalfondenes forretningsmetoder - hvis gældsinstrumentet blev mindre attraktivt ved en ændring af lovgivningen, for eksempel som med det foreslåede forslag Kristian Jensen har været ude med omkring tynd kapitalisering, så ville virksomhederne naturligvis være tvunget til at skifte deres instrumentvægte og bruge gæld mindre intensivt. Sagt på en lidt anden måde: For mig at se lyder Kristian Jensen en lille smule hyklerisk for tiden. Det han gør fordi han brokker sig over, at virksomhederne overholder loven. Han slår ud efter selskaber som ikke betaler så meget skat, som han kunne ønske, men det er sådan set hans egen skyld virksomhederne ikke betaler mere. Det er trods alt ham og hans kolleger, der laver lovgivningen - ikke virksomhederne.

2) Gæld er ikke hverken objektivt værre eller bedre end andre finansieringsmetoder. Det bør være ligegyldigt hvordan købet finansieres. Hvis der er nogen som er villige til at låne dig penge, skal du så normalt spørge politikerne om lov først, før du tager imod pengene? Nej. Politikerne stoler generelt på, at banker har forstand på at låne penge til folk uden at låne for meget eller kræve en for lav rente til at deres forretning kan løbe rundt. Deres tillid er velbegrundet - bankerne klarer deres opgave udmærket. Politikerne ved, at bankerne og andre låneudbydere er klar over, at der er en sammenhæng mellem risiko og afkast, og at renterne er gode til at/bør afspejle dette trade-off.
Men når det gælder virksomhedsopkøb - så er sagen en anden. Selvom låneudbyderne måske er fornuftige nok til at kræve en rimelig rente, vil politikerne alligevel helst ikke have, at man låner "for mange" penge. Det er det, der er tanken bag Kristian Jensens lovforslag med tynd kapitalisering. Tænk hvis det var ligesådan på ejendomsmarkedet? Tænk hvis du havde fundet dit drømmehus, og nu kun manglede at få det sidste på plads med banken - for så at få at vide, at Kristian Jensen ikke vil have, at du købte drømmehuset, fordi han ikke mente, du måtte låne så mange penge af banken?

Jo mere gæld, jo mere risikabel vil et opkøb være, og jo større risiko er der for at processen går i vasken. Det ved politikerne godt, og de kan ikke lide risikoen. Problemet er bare, at ingen er mere opmærksomme på dette forhold end kapitalfondene selv. Fondene ved godt, at gældsfinansiering er risikabelt. Det ved dem, der låner dem pengene, også. Det er derfor dem som gør det godt, leverer så store afkast. Det er som om politikerne vil have det bedste fra begge verdener: De vil helst ikke have, at kapitalfondene låner en masse penge. Men de vil alligevel have fat i fondenes store overskud.

Effektiviseringer koster arbejdspladser, og dette argument fremføres også til tider mod kapitalfondene. Det er ret vigtigt at gendrive dette argument, fordi det er et fejlskud af rang. Det er rigtigt at effektiviseringer koster arbejdspladser _på kort sigt_. De koster ikke arbejdspladser på langt sigt, tværtimod: Effektiviseringer frigør ressourcer, som markedet vurderer kan bruges bedre andetsteds. Effektiviseringer, innovation og nytænkning er det eneste, der på langt sigt kan skabe nye arbejdspladser. For 100 år siden arbejdede de fleste danskere i landbrugssektoren. I dag er det højst 5%. Et mere effektivt landbrug har ikke skadet nogen - det har (på trods af EU's planøkonomiske forsøg på at forhindre det) gjort produkterne langt billigere end de var dengang, og det har betydet, at mange mennesker nu har jobs, landmændene i sin tid kun kunne drømme om. Effektiviseringer resulterer i (eller er et resultat af, afhængig af ens udgangspunkt) øget produktivitet, og øget produktivitet og vækst går hånd i hånd. Og økonomisk vækst er årsagen til, at vi er så rige i dag som vi er. Det er også årsagen til, at vores børnebørn vil være meget rigere end vi er i dag. Det lange sigt betyder uendeligt meget mere end det korte sigt.

Selvom der er ting jeg har udeladt i analysen, eksempelvis incitamentsaspekter så som beskyttelse af mindretalsaktionærer og betydningen af denne for investeringslysten, vil disse ting højst komplicere analysen, de vil ikke ændre på konklusionerne - og eftersom de mig bekendt i øvrigt ikke er blevet nævnt i den populistiske køllesvingningskonkurrence af en "debat" vi har set indtil nu, er det næppe relevant at inddrage dem her. Så for at samle op: Staten vil ikke på sigt få noget ud af Kristian Jensens lovforslag. Hvis det bliver vanskeligere for kapitalfondene at tjene penge i Danmark, fordi de skal betale mere i skat, så vil deres viden og ekspertise gå til udlandet - og det vil koste os en masse gode danske arbejdspladser på langt sigt. Danmark er ikke blevet et rigt land ved at forbyde dygtige mennesker at gøre det, de er gode til. Vi er ikke blevet rige af at forbyde ting, som kan effektivisere og forbedre vores virksomheders drift og konkurrenceevne. Misundelseslovgivning har aldrig gjort et land rigere og øget den økonomiske vækst.

Tværtimod.

Det viser sig at jeg ikke behøver gøre så stor en indsats endda. Alex Tabarrok's nyeste post indeholder en pointe meget lig den jeg ville fremføre:

The Fed has done the poor a disservice by looking the other way while the poor got loans at really low rates of interest. Thus, high interest rates are bad for the poor because they can't get jobs and low interest rates are bad for the poor because they borrow too much money.

Reich argues this way, of course, because he thinks that the poor can't handle their money. I'll add Reich to the list of credit snobs.

Jp har selvfølgelig ret i, at Danmark ikke har behov for en ny prisspiral på boligmarkedet. Men det undgår man ikke ved at gå imod en liberalisering af området. Tværtimod. Mit problem med indførelsen af SDO'er har intet med den finansielle deregulering i sig selv at gøre. Problemet med indførelsen af SDO'er består i, at politikerne ikke er gået videre, og blot har begrænset reformen til den finansielle sektor. Hvor der, som jp også selv er inde på, i forvejen er liberaliseret ganske meget. Det er ikke liberaliseringen af den finansielle sektor, der har ledt til høje boligpriser de seneste år. Liberaliseringen har blot gjort det lettere for markedet at give udtryk for, at der var et problem. Problemet selvfølgelig værende det simple, at regulering via en lang række kanaler begrænser udbuddet af boliger voldsomt. Når man ignorerer problemet på udbudssiden, men samtidig (via finansielle instrumenter) gør prismekanismen mere fri, er der ikke noget at sige til, at vi har oplevet en udvikling på området som den vi har. Endnu en god grund for de unge under 30 til at hade regeringen.

Nej, hvis man skal klandre politikerne, så skal man klandre dem for ikke at liberalisere det tåbelige og planøkonomiske boligmarked noget mere, så udbud og efterspørgsel i det mindste får en chance for at løse problemerne på længere sigt. Man skal ikke klandre den for at fjerne tåbelig lovgivning, der aldrig skulle være indført til at starte med.

Jeg ved ikke rigtigt om det er nødvendigt at kommentere på det overhovedet, men for en sikkerheds skyld:

1) Ved at indkludere den slags love i lovgivningen opnår man intet andet end at kriminalisere almindelige borgeres hverdag. Politiet har ikke skyggen af en chance for at håndhæve loven.

2) Der er tale om en offerløs forbrydelse. Det er ikke nogen forbrydelse at være dum eller uinformeret. Ved at have love som denne gør staten livet sværere for dem, den forsøger at hjælpe. Ingen bliver klogere af at staten frarøver dem valgmuligheder - det eneste staten opnår er at gøre folk endnu mere ude af stand til at vurdere konsekvenserne af deres egne handlinger end de allerede er.

3) Det er godt at Folketinget har sine prioriteter i orden. Forleden købte jeg en ny køkkenkniv i IKEA. Jeg blev ikke spurgt om jeg havde tænkt mig at bruge den til at stikke nogen ned med. Hvis folkevalgte endelig, for at "beskytte os", skal blande sig i, hvem man må sælge sine varer til, er fisk ret langt nede på listen over ting, jeg kunne komme i tanke om at lovgive om.