Nu er det 5 år siden jeg forlod folkeskolen, men når sommerferien indtræder så er det umuligt ikke at mindes feriesangen, som vi altid sang til sidste skoledag, og jeg må ærlig talt indrømme at det er en sang jeg fortsat kan synge når sommerferien indtræder...

For undertegnede er 4. semester på mit studie overstået og ifølge eksamensopslaget er mine skriftlige eksaminer bestået...Elever i 9. klasserne har fået deres afgangsbeviser, og gadebilledet er fyldt med nybagte studenter som nyder deres huer og andre som har fået ferie fra arbejde nyder ligeledes den gode ferie...

Hjemme hos mig og min familie så forsøger sommerferien også at lægge sit præg på alle mulige måder... For nu går folk først i seng efter morgenbønnen, folk sover længe, min storesøster og jeg opdages ofte med forskellige fritidsbøger i hånden, og der kan gå timer før man har lukket en bog sammen, og træningen i fitnessdk kan ofte vare flere timer når man alligevel ikke har noget at skulle nå inden dagens omme, der er blevet gjort rent og ryddet op i vores boghylder, skoletaskerne er gemt væk og ikke mindst er min kuffert fundet frem :D

For på onsdag tager jeg af sted til den varme by Izmir, i Tyrkiet, hvor jeg skal nyde et 14 dages ophold på et 5 stjernet hotel, Caprice Palace i Didim, og efter de 14 dage vil jeg så forsætte ferien i den store, eksotiske by, Istanbul.

Hvad jeg mest glæder mig til er at nyde solen, eftersom der er mulighed for at slikke solen, da det er et hotel som har adskilte badeområder, for mænd og kvinder.

[gallery]

Billederne: Caprice Palace

Derudover er der mulighed for en række sportsaktiviteter, både indendørs og udendørs, som jeg glæder mig til, og aftnerne tilbringes ofte under den åbne himmel hvor der opføreres forskellige teaterstykker.

Der er nedtælling til at sige farvel til venner og bekendte og evt. mødes med dem en sidste gang inden afrejsen, dernæst slukke for mobilen og aktivere mailkontoens feriesvar og trippe af sted mod Københavns Lufthavn iklædt sommerklæder og mine små slippers, hvis Allah swt tillader det.

Islamic87voice ønsker hermed alle en rigtig god, solrig og velfortjent sommerferie! Håber at alle ferieisterne i Danmark kommer frem og tilbage i god behold til deres kære inshaAllah.

Feriesangen

Én og én er tre, og jorden den er flad

Gorm den gamle var smed i Hobro.

Alt, hvad vi har lært, alt det der var så svært,

vil vi glemme, thi ho'det skal ha' ro.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri,

og syng en glad melodi.

Op mod solen ler vi,

den vil skinne, til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur og læg det i en spand.

Kom så vand i, til uret siger stop.

Gem din gamle pen, for hvad vil du med den.

Skal jeg si' dig, hvad du skal skrive op.

Ferie, ferie, ferie

...............

Springe over grøft og fiske i en å,

det er noget, vi alle kan li'.

Ud at gå på græs og køre i et læs,

man får lyst til at summe som en bi :

Sum, sum, sum

.......................

Kig jer nu omkring, der er så mange ting,

som vi gerne sku' nå at få set.

Vi skal lave sjov i mark og eng og skov, for med pligter og skole er det sket :

Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri, og syng en glad melodi.

Op mod solen ler vi, den vil skinne, til ferien er forbi.

I ønskes en rigtig god og indholdsrig

sommerferie

inshaAllah!!!!!!!!!!

]]> http://islamic87voice.wordpress.com/?p=126 Sun, 22 Jun 2008 20:03:34 +0000 IslamicVoice http://islamic87voice.wordpress.com/?p=126

Enhver sjæl skal opleve døden.. Det er ethvert menneske opmærksom på, men der er desværre mange få mennesker som reflekterer over den. Enhver sjæl forsøger at komme uden om denne kendsgerning, og hvis den så endelig skal reflektere over den, så er det oftest for andre han tænker på den, og den forsøger ofte at gøre alt for at glemme den, men hvor længe skal den forsøge at stikke af fra den...??

At leve er at dø... Enhver vejrtrækning i denne verden er i virkeligheden en vejrtrækning i dødens vej... Hverdag falder en muresten fra livets væg..

Derfor er det vigtigt at mindes døden, at lære døden at kende.. Den er muligvis enden på vores liv, men er den nu også enden på livet??? Nej, det er den ikke og denne kendsgerning, er de døde og dem som kender døden, godt overbevist om.. At mindes døden giver dem ikke smerte, eftersom døden kun er en begyndelse..

Menneskeheden har gennem tusinder år ikke kunnet udrydde døden... Den har ikke kunne dræbe den.. Dagligt er der tusinder der tager afsked med denne verden og dette beviser dødens eksistens for os..

De såkaldte mægtige statsministre og selv de tapre krigere har måtte bukke under for den...selv den pedantiske læge har ikke kunnet redde sig selv fra den.. Hverken oldtidens udødelig sirups eller dagens højtudviklet, moderne teknologi formår at bekæmpe denne, som lukker øjnene for status, uddannelse, rigdom, nationalitet, alder og køn hos døren den banker på og som den fortsat gør...

Måden hvordan denne begrænset, livets velstand bør udnyttes og bruges på, har vores elskede profet Muhammad Sallallahu Alayhi wa Sallam givet en række eksempler på.. Bl.a.:"I vil dø på måden i lever, og I vil genopstå på den måde i døde på"

Denne hadis indikerer ikke blot hvilken måde vi bør bruge vores liv på, men ligeledes bekræfter den at døden ikke er et endeligt punktum i livet.

Hvem i alverden findes ikke begravet på en gravplads... Vores bedsteforældre, mor, far, søskende, venner og mange andre som har været os kær... hvor megen tid der er til rådighed for os i denne verden ved vi ikke udover Allah den Alvidende... vi ved ikke om der er tale om år, måneder eller blot få timer... Og dette fik jeg personligt bekræftet atter igen under et lagt besøg med mine søskende på den muslimske gravplads...

Blandt de mange salige var der en række med små grave... Det var tydeligt at en´ af dem var ny ankommet til sit nye bolig under jorden, men denne gang helt alene uden sin mor og far, som inden deres nyfødte barns afrejse tilbage igen, havde forventes at være de vordende forældre...

Der var bundet to sut ved graven, som den salige barn, ikke fik nået at opleve.. Udover det var der bundet et sidste brev fra et familiemedlem til deres lille baby, som ellers havde besluttet sig for at vende tilbage til Sin Skaber... Brevet er dybt dybt rørende at jeg faldt hulkende sammen ved den lille grav...

En tyrkisk familimedlems sorg over at have mistet deres baby....

Bemærk at brevet er skrevet på tyrkisk, men er blevet forsøgt at oversat til dansk på bedste vis, som kan læses efter den tyrkiske..

Forældrenes brev til deres lille baby på tyrkisk: Uyan Melegim

Aglarim usul usul..
Seni ugurlarken son yolculuguna melegim..
Aglarim gidisine bir karanlik yaz gecesinde..
Zamansiz cekip gitdin..
Zamansiz kapandi deniz gözlerin..
Söyle üsüdünmü melegim bir avuc toprak atinca üzerine..
Bir semet cicekle aglarim basinda..
Senmisin bu yatan cansiz inanamam..
ôlümsüz resimlerden
Sanki birseyler söylüyorsun hala..
Nasil inanirim ailemizi alt üst etdigin yokluguna..

Uyan ne olur uyan melegim
O kadar cok sey varki yarim kalan..
Uyan ne olur uyan...
Yorulmus Olamazsin yasamaktan..
Hani Zaman care derler ya iste oda..
Yalan Yalan..

Dansk oversat: Vågn op min engel

Jeg græder stille og rolig
Medens jeg tager afsked med dig på din sidste rejse min engel..
Jeg græder over din afrejse en mørk sommernat
Altfor tidlig gik du din vej...
Alt for tidlig lukkede du dine havøjne...
Fortæl mig, frøs du min engel da der blev kastet en håndfuld jord oven på dig...
Jeg græder med en buket blomster ved dit hoved ende..
Er det dig som ligger livløs, jeg kan ikke tro..
Fra de udødelige billeder
Som om du fortsat fortæller nogle ting
Hvordan skal jeg tro på dit fravær som har endevendt vores familie...

Vågn op, vær venlig at vågn op min engel..
Der er så mange ting som er efterladt halvfærdigt..
Vågn op vær venlig at vågn op..
Du kan umuligt have blevet træt af at leve...
Du ved det siges at tiden er en løsning ikke, det er den også..
Løgn løgn...

[gallery]

Jeg kender ikke forældrene til denne baby, men jeg gør dua for moren, Saniye og faren Ôzkan, som har mistet deres barn.... Jeg gør dua for at Allah swt erstatter deres tab og sorg med en masse kærlighed, styrke og taqwa til vores Skaber og Hans elskede Sendebud Muhammad saws.. Jeg gør dua for at Allah swt giver de efterladte tålmodighed, og gør inderlig dua for at de ikke bliver blandt benægterne i sådan en situation...

Jeg gør inderlig dua for at Allah swts Barmhjertighed vil lade jer opleve jeres drømme i selskab med jeres baby, og håber at det på den måde kan være med til at styrke jeres håb, glæde og taknemmelighed til at forsætte i dette liv og at det kan være med til at glæde jer til det hinsides, hvor jeg håber jeres afdøde baby vil vente på jer ved en´ af paradisets porte til at indtræde i den evige have i hånd i hånd med jer...

Amin ya Rabbil Alemin!!!!

"Sandelig vi tilhører Allah, og til Ham vil vi vende tilbage".

Hjertelig Tillykke sis G!

I dag er det den 8. april 2008.

Men i år 1982 var det i dag min mor og far tog i mod deres første pigebarn, Gülay Kocbay, tidligt om morgnen... Denne verden bød et stort velkommen til Gülay Kocbay den 8. april 1982..

Jeg kan ikke huske meget fra min barndom sammen med min storesøster, men jeg får dog løbende at vide hvor et irriterende og anmassende barn jeg rent faktisk havde været i hendes barndom...

Jeg kan huske de dage hvor jeg gik på samme folkeskole med min storesøster... som alle og enhver anden, så var jeg også stolt over at have en storesøster på skolen.. Men på et tidspunkt i mit folkeskoleliv fornemmede jeg et stort tab... Min storesøsters sidste skoledag... Jeg kan stadig huske den dag, hvor min storesøster med en ubeskrivelig lettelse og glæde kastede med karameller, mens jeg forsøgte at skjule mine tårer ude i skolegården..... Jeg følte at jeg mistede hende, til trods for at jeg boede under samme tag med hende...

Dagene gik, og pludselig skulle jeg med til hendes dimissionsfest på Nørre G. Jeg var taget med for at tage en masse billeder af hende, og delte den store glæde med hende...

Jo ældre jeg blev og jo flere dage der gik, betød også at jeg begyndte at være mere tæt til min storesøster end alle andre omkring mig... Hvert skridt jeg tog skete sammen med min storesøster...

Allah swt gav os endda den store ære at tage på vores første Umrah-rejse sammen i 2004... Efterfølgende blev der flere søster ture...

I 2006 kom jeg ud for en "stor" ulykke.. Det betød at jeg ikke kunne være sammen med min storesøster i op til 3-4 måneder, da vi ellers plejede at tilbringe meget tid sammen.. Både der hjemme og der ude...

Der følte jeg endnu et stort og ubeskriveligt tab.. Den gang var det frygten for, at jeg ikke ville være i stand til at tilbringe normal tid sammen med min storesøster når vi hidtil plejede at træne sammen, gå lange ture sammen, rejse sammen osv... Det var en hård tid at komme igennem for undertegnende, men med Allah Subhana wa Teálas og dernæst min storesøsters hjælp og støtte kom jeg igennem mine studentereksaminer, hvor hun løbende under alle mine eksaminer og hospitals besøg var min privat chauffør og vidunderlig støtter.

Men mit bånd til min søster har været så stærkt at jeg ikke ville opgive, fordi hun var og altid vil være min eneste storesøster, som jeg kan regne med... Men takket være Allah Subhana wa Teála begyndte jeg igen at lave en masse ting sammen med min storesøster...

Jeg er enorm knyttet til min storesøster, som både er min storesøster og min bedste veninde... Kort sagt: hun er min bedre halvdel, og jeg elsker hende..

Hun har støttet mig både i folkeskole, i min gymnasium tid og støtter mig fortsat inden for mit universitet,- og arbejdsliv... Jeg har sådan et tæt bånd til min storesøster at folk, som ser os, altid tror at vi er veninder... Men det passer elhamdulillah ikke... Fordi hun er min biologisk øjesten...

Men vi takker Allah Subhana wa Teála for at have givet os en storesøster og datter som Gülay Kocbay... Hun har været her for mig og er det fortsat, ligeledes for mine andre søskende og mine forældre når vi har brug for hende i gode og dårlige tider...

Det er et idyllisk søstre billede jeg måske beskriver her, men som alle andre søskende så kan vi selvfølgelig også have stunder hvor vi river håret af hinanden :D Men så går der ikke lang tid før undertegnende eller Gülay gerne vil dele noget med hinanden, så begynder tøsesnakken og vores latteri igen..... Vi har længe nætter hvor vi kan tale om alt mellem himmel og jord... Men oftest ender det med at far begynder at hamre på væggen, når vi ender med at krydse halvdelen af natten med snak og latter...

Jeg ønsker det bedste af det bedste for min storesøster både i denne verden og i det hinsides... Jeg håber inderligt at alle hendes bønner, som passerer hendes smukke og godtroende hjerte, vil blive hørt... Jeg gør dua for at Allah Subhana wa Teála tillader undertegnende at tilbringe et langt liv i selskab med min storesøster, og ikke lader mig smage hendes fravær i en tidlig alder... Hvis det er tilfældet, så håber jeg inderligt at jeg får lov til at forlade denne verden før min storesøster, eftersom jeg overhovedet ikke kan forestillig mig mit liv uden min storesøster... Tanken om det allerede nu gør det umuligt at skjule mine tårer...

Ya Rahman, Ya Rahim Allah.... Jeg kan aldrig takke dig for alle de velsignelser Du alene skænker os hvert minut.. Og jeg kan aldrig takke Dig nok for at have skænket os sådan en vidunderlig velsignelse denne dag, 1982, min vidunderlige storesøster Gülay Kocbay... Ya Rabbi, beskyt min storesøster fra al ondskab og gør hende blandt Din elskede skabninger... Ya Rabbil Alemin, tilgiv hende på denne dag hvor du har skænket hende et liv, for alle hendes store og små synder, som hun har begået bevidst eller ubevidst... Ya Aziz Allah, accepter hendes bønner for Din elskede profet Muhammad Mustafa Sallallahu Alayhi wa Sallams skyld... Ya Rabbil Alemin, må Du tillade min storesøster at være nabo til Din elskede Sendebud Muhammad Sallallahu Alayhi wa Sallam i det hinsides, og må vi være blandt dem som indtræder døren til paradiset inshaAllah.. Amin ya Rabbil Alemin...