7. Oktober 2008 bliver en ung nydansker (OG IKKE EN FUCKING INDVANDREBANDE MELLEM) jagtet af en gruppe undermåtter (ak81) med knive, baseball køller og muligvis skud.
Det høre man ikke om. Det kommer ikke frem. Man finder ud navnet på nogen stykker af dem og fanger dem i byen. Det er så 9/10/2008. De var så en del stykker, mens de to andre nydansker var 2 (OG IKKE NOGEN FUCKING INDVANDREBANDE MELLEMER) De får lidt slag her og der bliver lagt ned bank bank så kan de lære det.

13 undermåtter enkl nogen H.A. bliver anholdt mens 2 nydansker bliver det (OG IKKE NOGEN FUCKING INDVANDREBANDE MELLEMER)
Begge er mig tæt ingen er FUCKING INDVANDREBANDE MELLEM.
Jeg kender dem meget godt de er mennesker der IKKE bar slår folk ned eller kommer efter nogen. De er familier mennesker, skal man komme til sagen så kan de være hårde kriger, hvis man gøre dem ondt eller en familie mellem.

I går nat bliv en ung nydansker jagtet af ak81/H.A. af 2 biler han beskytter sig selv ved at skyd 20 skud af i luften. Han redet sit LIV ved at affyre de skud og ikke for at skræmme samfundet.

10/10/2008 her i fredags møder jeg en ven gennem 18 år's kendskab inde på Politigården. Havde ikke set ham godt 3-4 år. Jeg spurgte, hvad han lavede her, han sagde han skulle hente sit tøj! Tøj tænker jeg, jeg siger til ham, hvorfor? han svar, det var denne gang jeg blev stukket ned af 3 ak81 for et stykke tid siden. Jeg tænker, FUCK. Hvad skete der siger jeg? han svarede at han hyggede sig inde i byen og støtte ind i 3 af dem (ak81) på vej hjem, gående da han var for fuld til at køre.
Han slog og sparkede og fik de svanser, indtil de stak ham bagfra med en kniv helt inde til lungerne ramte kniven. De blev helt gul og blå i ansigtet fortalte han, han jagtede dem løbene med kniven i ryggen og en i maven. Til sidst kunne han ikke mere at han blev nød til at ringe til 114. Han ringer forklar bla bla bla. Politiet er der hurtigt, han sidder bag ved og fortæller de løb denne vej. Politiet fanger så de undermåtter og får dem lagt i håndjern. Ambulancen var kommet. Han skulle gennem flere timers arbejde på sygehuset og lå der i 3 uger. Han var Tyrker..

Se, det høre man ikke om. Medierne fatter ingen ting og det er seriøst snak. En der er født her skriver de bar for at sælge, emmmm, han er indvandrebande mellem, indvandrebande mellem skyder, indvandrebande mellem slår, indvandrebande mellem kørte galt, de indvandrebande mellemer skal oppe i jeres røv.
Og stadig skriver de "indvandrebande mellemer", som de gjorde i Tirsdags og Torsdag og i dag. Så vil man stramme regler mod os!!
Er regering dum? JA. Den dag jeg beskytter mig mod de undermåtter og jeg måske blive taget så er jeg ikke BANDE MELLEM og skal dømmes, som alle andre dansker, sådan er det ikke det er sådan et uretfærdigt system, nærmest racistisk mod et andet folk og det er ligemeget om man er født her.

Som jeg siger: No Justice No Peace.

I dag kommer det frem at H.A rekruttere små børn helt ned til 15 årige alder, fordi H.A er så presset af (OS) og ikke længer kan klar deres arbejde at de laver en grubbe undermåtter der ingen hjerne har.

Hvordan skal integrationen bliver bedre med sådan nogen tåber der aner ikke, hvad man skal kalde os? Aldrig vil det lykkes på den måde, aldrig.

Jeg har bar fået nok af medierne og de der undermåtter. Politiet må træde mere ind og være mere med for det vil ende helt galt snart, hvis undermåtterne forsætter med at gøre H.A'ernes beskidte job. For der findes navne på de fleste ak81 her i Odense. Jeg ved en ting, jeg går til døden mod de undermåtter, hvis nogen af min mindre brødre/fætre bliver, som bar snittet. Så forvinder jeg her fra på et tidspunkt så er det IKKE på grund FUKCING BANDE OPGØRE. Så har i sandheden.

No Justice No Peace.

P.s jeg vil blive ved med at bringe sandheden frem, som der ikke kommer frem. Som et arabisk ordsprog siger:
Man spørg ikke en læge man spørg en som har sagt av!

   Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det stor M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.

   Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Murer, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.

   Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.

   Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at "hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet". Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.

   Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.

   Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os dette (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.

   Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.

   Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg'er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.

Tilbage til sagen. Man ved seriøst snart ikke, hvad man skal kalde os. Når man laver ballade så er vi "Indvandrebander". Når vi passer vores skole/arbejde så er vi ny-dansker. Når èn af os kæmper for det, hvide og røde flag eks Danmarks mester i boksning, ja, så er vi dansker. Det her lorte system er bar til grin.

Så strammer man "udlændingeloven" jeg sagde udlændinge....
Det er vel ikke folk der er født her? Og det hjælper INTET man ser ikke forandring på disse love. Og man siger den nye love vil være strammer.... For, hvad? Fordi èn dansker skyder rundt og laver ballade skal det så gå ud over alle dansker der er kriminelle?

Man vil sende dem hjem? Sende dem hjem... Hvor hjem, hvis barnet er født her og aner ikke, hvad et andet land er?
Barnet er måske halv halv. Hvad vil man gøre. Skære ham i to stykker sender den ene til Irak og den anden beholder man her i Danmark? Okay han burde at tænke sig om inden han begyndte sin ballade, men det definere ikke man ikke skal behandles menneskeligt. Hvorfor er man så fokuseret på os så snart èn slår en prut så er man stemplet "Indvandrebander".

Hvorfor ikke også sende folk, som ak81 væk fra Danmark et sted der ude i Verden, eks, Grønland. Man er så fokuseret på os, men man nævner ikke noget om, hvorfor lige for tiden er så meget ballade? Det er lige efter ak81 kom frem. Man høre ikke om den Somaliske dreng da var i byen og hygge med en smuk dansk pige, som var x til èn ak81 kæreste, som næsten mistede øjet og blev overfaldet af en gruppe ak81. Man kender heller ikke til overfaldet i Kongsgade igen i Odense af en gruppe ak81. Man taler heller ikke om koncerten da L.O.C. var i Odense den ballade De skabte (ak81). Der er så meget ballade De skaber og laver, men det kommer ikke ud. Folk bliver overfaldet uden grund og det er dèt, som har fået de unge til at gå rundt med våben og skydesikre veste. H.A. strategi er smart, 1 ny-dansker bliver taget med våben, hjemme skal han sendes. Regering klar jobbet for dem, samt deres undermåtter (ak81) vidder til medierne der tjener millioner på en overskrift, som lyder sådan: "Indvandrebande" mellem taget med 9mm, vidder til regering med strammer regler der ikke hjælper og flere DF sympati, vidder til unge der føler så snydt og røvrendt af regering der vælger at finde hjælpen hos de hård drenge, som de deler deres sandhed med. Samfundet høre dem ikke ser dem ikke træder på dem med lov og regler der rammer selv Ali der studere Medicinsk forskning.

Lad os være ene om èn ting, "Indvandrebander" ordet findes ikke det er diskrimination det er forkert det skaber bar mere utryg. Medierne kan fandeme være nogen svin og De ved lige præcis, hvordan De skal tjene deres penge.

Jeg mener nemlig ikke, at en ideologisk kamp handler først og fremmest handler om, hvad et begreb betyder; hvordan man definerer dette og hint. Al denne begrebsdefinition er måske endda noget af det jeg bryder mig mindst om; skønt jeg selv, fra tid til anden, har måtte begive mig ud i en art definitionsvirksomhed.

Her har I min kommentarer til Kasper Støvrings kronik, som iøvrigt er ganske læsværdig:

Udviklingen i de seneste år har gjort det klart, at den traditionelle konservatisme er blevet hjemløs i den praktiske partipolitik. Og det er en skam. For De Konservative har noget unikt at byde på, hvis partiet vel at mærke begynder at føre en klarere konservativ politik. Spørgsmålet er, om den nye leder Lene Espersen kan og vil det.

Det begynder godt, ikke sandt? Der er åbenbart to former for konservatisme: Den traditionelle, som er glemt, og så - tja - den moderne. Forskellen ligger åbenbart i de to konservatismers "unikness" og man kan også frit vælge mellem hvilken af de to former man bedst kan lide -- alt efter hvordan de politiske vinde blæser.

Det er hvad Støvring skriver. Mon han virkelig mener det?

Og er det ikke påfaldende, at den traditionelle konservatisme sådan skal udfindes, som var det en -- dare I say it -- naturrettighed...?

 

Centralt i den traditionelle konservatisme står ideen om nationen og bekymringen for, hvordan samfundets sammenhængskraft kan sikres. Sammenhængskraft er nemlig et konservativt og ikke et socialdemokratisk begreb. Det er nationen, der binder samfundets mange forskellige individer og grupper sammen på en stabil måde.

Her mister Støvring mig lidt. For er definitionen på et samfund ikke netop, at der er en "sammenhængskraft"? Uden den vil man næppe kunne forestille sig et sådant; og endnu mindre en nation. Så hvorfor sikre den, hvis den allerede eksisterer? Og sikre den fra hvad? Fra socialismen eller kapitalismen?

I mine øjne åbner sætninger a la "sammenhængskraft[en] kan sikre" op for nogle af de dele af bl.a. utilitarismen, som er særdeles skræmmende: Virkelighedsfjerne mål, der forsøges at realiseres, hvad end omkostningerne må være; omforderling og ikke mindst en statsform, der er baseret på ideen om, at en samfundskraft skal sikres, fremfor en konkret beskyttelse af samfundsdeltagernes rettigheder.

Hvad er en nation? Det er et folkeligt fællesskab baseret på fælles sprog, historie, traditioner, hjemland og religion. Alt dette udgør værdierne i et lands kultur, som traditionelle konservative vil bevare. Uden en fælles kernekultur risikerer et samfund at blive opsplittet; konflikter vil vinde frem og borgerne vil stå som fremmede over for hinanden og den stat, de lever under.

Her kommer vi måske lidt mere ind på sammenhængskraften, som Kasper Støvring ovenfor forsøgte at hijacke fra socialisterne, da han (så vidt jeg kan se), selv (indirekte?) mener, at det primært er en blankocheck til omforderling.

Omfordeling er ikke målet; det er nationen, som traditionelle konservative vil bevare.

Jeg er grundlæggende sympatisk overfor dette synspunkt, som er langt mere retfærdigt end det socialdemokratiske omfordelingscirkus. Men så retfærdigt er synspunktet heller ikke, at jeg mener, at det kan anses som et mål i sig selv -- dertil er begrebets indhold og konsekvenser nemlig alt, alt for arbitrært.

Så endnu engang vil jeg sige: Et samfund og en nation er stærkest, når den beskytter borgernes individuelle rettigheder og ikke meget andet. Jeg har, m.a.o., immervæk svært ved at se, hvordan en opprioritering af nationen i det politiske liv i sig selv skulle kunne fjerne almenanerkendte onder (så som f.eks. ekstrem fattigdom, analfabetisme og visse sygdomme).

For konservative ønsker også at bevare nationalstaten. Det vil sige den type stat, hvis grænser falder sammen med nationens grænser. Ligesom nationen skaber tillid mellem borgerne, skaber nationalstaten tillid mellem stat og borgere; den gør politikerne loyale over for befolkningen og gør borgerne villige til at gøre deres pligt og adlyde love, der ikke umiddelbart er i deres egen interesse.

Her skyder Støvring gråspurve med kanoner: For det er ikke nationen der skaber tillid mellem borgerne, men borgernes adfærd overfor hinanden. Og det med de loyale politikere... Støvrings påstande i denne passus grænser det absurde. 

Ifølge konservatismen er den nationale kultur vokset langsomt frem gennem en lang historisk udvikling, hvor borgerne har gjort fælles erfaringer. Den opfattelse gør konservative skeptiske over for forsøg på at konstruere politiske fællesskaber fra oven som i tilfældet med EU.

Helt enig; her har Støvring nemlig fat i det rigtige -- det, som jeg kritiserede ham for ovenfor. Det er menneskelige handlinger der skaber socialt sammenværd/-hold.

Af samme grund tror konservative også på gradvis udvikling. Man må afvise hasarderede sociale eksperimenter, der truer med at rive den organiske udvikling i stykker. Tilsvarende må man afvise utopiske ideer om det gode menneske og det perfekte samfund, der skal skabes fra år nul. Man bør i stedet bevare det, man kender, og som man ved, virker. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende, lyder et konservativt bonmot.

Igen er jeg og alle andre liberalister med en hang til det klassiske enige: Inkrementalismen er vejen frem -- hvis man kan sige det sådan.

Men derfra og så til at sige, at man skal bevare det man kender er ikke blot noget sludder, men også en logisk fejlslutning: "Livet var elendigt i går, derfor skal det også være det i dag" -- ren argumentum ad antiquitam.

Et andet bonmot lyder, at mennesket er for ondt til at godt samfund. Det er skarpt formuleret, men ideen er, at mennesket er et risikabelt væsen. Derfor er der ikke blot brug for en stram justits. Mennesket har også brug for faste rammer i form af etablerede institutioner, der kan tæmme og kanalisere menneskets energier ind i positive sammenhænge. Det kan være familien, venskaber, kirken, frivillige foreninger, nationen og staten. Disse institutioner har nemlig udviklet bevaringsværdier regler og former, der gør samlivet mellem mennesker gnidningsfrit.

Hvad et menneske har brug for er selvfølgelig op til ham selv. Jeg er i denne passage rigtigt glad for, at Støvring siger "Det kan være familien..." fremfor at sige, at "det er". Det er der flere konservative der burde gøre. Men det med at tæmme er jeg nu ikke så glad for.

Individuel frigørelse står altså ikke på det konservative program. Det gode liv sikres derimod gennem institutionerne og fællesskabet. Her adskiller konservatismen sig ikke blot fra liberalismen, men også fra socialismen. For det fællesskab, der skal bevares, er ikke klassen eller det politiske fællesskab. Det er det kulturelle fællesskab.

Kasper Støvring taler her om "institutioner" og tænker sikkert på det han nævner lige ovenfor om familie, venskaber osv. Men indtil han kommer med en nærere defintion af begrebet vil jeg gerne fastholde, at ordet, som brugt i denne passage, ikke frembryder mig til at tænke på Kasper Støvring som andet end en etatist -- og det er syndt.

Derfor får det civile samfund også stor betydning. Det rummer nemlig de spontant oparbejdede uformelle normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed, der er så vigtige for et samfunds sammenhængskraft.

Helt enig. Godt at se, at selv Kasper Støvring er tilhænger af dette liberale ethos. Jeg var lige ved at frygte noget andet.

... Herefter skriver Støvring en masse om dansk politik, som jeg er enig i, for til sidst at afslutte med et spørgsmålstegn.

Hans indlæg er faktisk rigtigt godt -- men jeg har dog mine betænkeligheder.

Medens jeg sad og ventede på bussen kom jeg til at læse en passage i Ludwig von Mises' bog om økonomisk videnskabsteori og mere eller mindre snublede over følgende, sprogligt vidunderlige, passage om, hvorfor "kollektivisme" (som det modsatte af individualisme) lider af den grundlæggende fejlopfattelse, at der er en forskel på "samfundets interesse" på den ene side, og "individuets interesse" på den anden.

Iøvrigt kan man se lidt på bogen som en art meta-udgave af Murray Rothbards The Ethics of Liberty; en del af de samme temaer behandles og en række af de samme konklusioner nås -- dog i et ikke helt så brugervenligt engelsk.

Selve passagen er ikke en dybere argumentation for påstanden (den kommer først senere i bogen), men den ridser meget fint problemstillingen op:

Are there not various factions fighting today on German soil with bitter anger, each of which claims to represent the only true collectivism? And do not the Marxian socialists, the national socialists, the church, and many other parties approach every individual with the demand: join us, for you belong in our ranks, and fight to the death the "false" forms of collectivism? A collectivist social philosophy that did not designate a definite form of collectivism as true and either treat all others as subordinate to it or condemn them as false would be meaningless and vain. It must always tell the individual: Here you have an unquestionably given goal, because an inner voice has revealed it to me; to it you must sacrifice everything else, yourself above all. Fight to victory or death under the banner of this ideal, and concern yourself with nothing else.

Collectivism, in fact, can be stated in no other way than as partisan dogma in which the commitment to a definite ideal and the condemnation of all others are equally necessary. ... Church, nation, state in abstracto are concepts of nominalistic science. The collectivists idolize only the one true church, only the "great" nation, the "chosen" people who have been entrusted by Providence with a special mission, only the true state; everything else they condemn.

For that reason all collectivist doctrines are harbingers of irreconcilable hatred and war to the death.

Især opsummeringen af "kirke, nation og stat in abstracto" er spot on.

Klodens befolkninger lever i samfundet. Disse samfund er, ifølge Mises, ikke skabt eller udviklet af en mystisk "ånd", dyd eller moralsk mentalitet, der kræver individets (selv)undertrykkelse til fordel for samfundet og samfundsinteressen. Samfundet er heller ikke "bare" en sum af antallet af individer og så intet andet (sådan som socialisterne ellers påstår, vi liberalister ser på det); nej:

[Society comes into being and develops] through the action of individuals cooperating in the attainment of ends that they severally aim at, in order to take advantage of the higher productivity brought about by the division of labor.

Der er et yndigt land...

Det er jo en rigtig dejlig sang, som vi hører ofte i denne OL tid, men det er måske på tide at indse at sangens indhold ikke står mål med virkeligheden ... danmark er nemlig ikke et yndigt land længere - det har regeringen fået lavet godt og grundigt om på !!!!

Noget der er yndigt er f.eks rart at se på. En pige kan f.eks have en yndig kjole på, det vil sige man synes den er sød og pæn og klædelig. Noget der er yndigt er altså pænt, sødt og klædeligt, og rart at se på  Er vores land virkeligt det ?

Pænt det taler besøgende fra andre lande sjældent om danmark i disse år, dog lige med undtagelse af det rent visuelle, hvad smuk og frodig nordeuropæisk flora og fauna angår, men det er desværre kun et spørgsmål om tid, før miljøet bukker under i manglen på adækvat omsorg og interesse - miljødebatten er nemlig blevet reduceret til primært kun at handle om Klimaet på et globalt plan.  Men al den smukke natur er plastret til med veje som forfalder på grund af manglende vedligehold, og det er utroligt svært at bo og leve der hvor det grønne smukke natur er, for den kollektive trafik er på vej nedad i en decideret dødsspiral som gør det tiltagende sværere at være mobil og dermed reelt selvforvaltende, som borger i danmark. Byerne proppes op af mennesker, fabrikker og højhuse - på landet har snart kun de aller rigeste råd til og mulighed for at bo.

Sødt er ikke lige det ord der trænger sig på for de borgere man spørger hvordan de er blevet og bliver behandlet i velfærdssamfundet Danmark, både af systemer, mennesker, strukturer og organisationer. Det eneste der reelt kan siges at være sødt er vist vores geografiske miniaturestørrelse.

Klædeligt er det bestemt ikke for samfundet Danmark at stå hvor det står. Hvor vi tidligere var berømmede og beundrede for vores humanisme, åbenhed og tolerance, er vi nu berygtede for at have et offentligt Danmark i knæ, Muhammedtegninger, Deltagelse i Krig uden FN mandat osv.  Man frarådes ligefrem at fortælle at man er dansker, hvis man rejser i visse områder af verden. Det er ikke kønt ! Det er heller ikke klædeligt at vi har en statsminister som lefler for en formandspost i EU, til trods for at f.eks italienske og franske aviser kontinuerligt påpeger at EU slet ikke vil have ham, han har gjort så meget skade på Danmark allerede, at der er ikke noget ræson i at lade ham fortsætte nede i EU !!!

Værdimæssigt er ordet yndigt altså langt fra det ord der dukker op når man hører mennesker fra andre lande omkring os, De fortæller med gruopvækkende blottelse af vores forsømte kultur,  hvordan de ser på danmark og danskerne. Det er både sørgeligt, flovt og under al kritik - ikke spor klædeligt, og i hvertfald da slet ikke sødt.

Ordet yndigt er således jo ikke længere det rigtige at sætte på vores land, det er vist de færreste der i ramme alvor vil kalde danmark det, lige nu. Så ville det passe bedre ind i virkeligheden nu og her at skrive den gamle nationalsang "Kong Christian stod ved højen mast.." om, så den i stedet lyder :

"Kong Anders smed det hele væk..."

Blandt tidsskrifter er "Samfundsøkonomen", som er en forholdsvis lille sag på 40 sider og som udkommer sådan cirka hver anden måned.

Normalt læser jeg det ikke; så egentlig burde jeg opsige abonnomentet (bladet kan læses gratis på nettet). Men de 65 kr. det koster for mig om året synes jeg nu egentlig er fint nok givet ud -- det kan jo være, at der kommer noget spændende en dag.

Når jeg i ny og næ får taget mig sammen til rent faktisk at læse en artikel ender det som oftest med, at jeg sidder tilbage med en wtf-følelse over det jeg lige har læst. Tag nu f.eks. forordet til det nyeste nummer, hvor redaktøren præsenterer det aktuelle tema: Økonomisk sociologi.

Måske var det ordet "sociologi", som gjorde at jeg kom til at føle mig utilpas og kraftigt overvejede ikke at læse videre. Men så læste jeg lidt videre:

En af de centrale pointer i denne nye økonomiske sociologi er, at økonomiske relationer ikke kan reduceres til rationelle spil mellem rationelle individer. Et mantra fra en af den nye økonomiske sociologis hovedfigurer, Mark Granovetter, lyder således, at økonomien er indlejret i sociale relationer. De sociale aspekter af økonomien bliver i dag analyseret stadig mere subtilt, på stadig nye områder og fra stadig flere perspektiver. Fælles for analyserne er dog ønsket om at udfordre - eller i hvert fald supplere - økonomernes traditionelle teorier og modeller.

Halløjsa. Sociale ralationer; kunne jeg virkelig være så heldig, at der måske endda ville være en artikel eller to, som i en lille bitte fodnote ville henvise til måske Mises eller Menger?

Minsanten om der ikke var en artikel der gjorde det. Henviste til Menger - og Böhm-Bawerk og Adam Smith -- og tilmed en artikel med illustrationer :-)

Artiklen hedder Bourdiekonomi og er skrevet af en Gunnar Lind Haase Svendsen.

Jeg ved ikke halt hvad jeg skal synes om den. Men det er forandring for Samfundsøkonomen der fryder.

Han sagde engang til hende:

I wanna love you, and treat you right.
I wanna love you, every day and every night.

Det siger jeg til Verden, og ville ønske der er flere
end mig i den samme båd der vil gøre op og gøre Verden
til et bedre sted for den sidste ende har vi kun hinanden
og vi er ikke noget fand. Vi alle kan sige av vi alle
kan bløde og vi alle skal være noget søde.

Giv stjerner for fred.

Peace.

Alle kender billederne, for alle har set dem. Men desværre ikke for nyligt. Billeder af en flot kværn, med en lækker babe i nærheden. Jeg tror ikke der findes en eneste knægt med respekt for sig selv der har set sådan et billede og ikke tænkt at det var bare lidt fedt. Der er noget vildt klassisk over billederne. De danner den perfekte bro mellem de fedtede og usle pornoblade på loftet, og de noget bøvede plakater med store harleyer og stars and stripes på væggen hos Brian og Michael.

Men hvor er alle de plakater nu? For noget tid siden skulle en kammerat have en af disse efterhånden desværre (i hvert fald uden for det eksklusive mekanikermiljø) meget sjældne og nærmest sagnomspundne plakater. Men det kunne til min store ærgelse ikke lade sig gøre!? Adskillige plakatforhandlere, gallerier, boghandlere og motorcykelforhandlere blev besøgt men uden held. Derefter gik turen til byens pornoshops, men heller ikke her var der nogen succes. I byens ældste pornoforretning, var en medarbejder dog årvågen og huskede en gammel pornofilm, som de muligvis stadig på lager. Efter lang tids søgen fik vi en brugt Super Mega Bikers VHS-film med hjem. Uden cover. Det var trods alt ret langt fra udgangspunktet. Hvad skal det forestille? Enhver ung mand med respekt for sig selv, bør i løbet af sit liv have sådan en plakat. Om ikke på væggen, så i det mindste på lokummet, bagsiden af garderoben, omslaget på matematikbogen, under sengen eller i det mindste have et billeder som baggrund på computeren. Mobilbaggrund er ikke nok. Men hvad nytter det når plakaterne ikke er i handlen?

Det er meget pinligt for samfundet, at der ikke er lettere adgang til de plakater. Er du stadig i tvivl om hvorvidt plakaterne nu også er så savnede, så kig her. Er du derefter stadig i tvivl om deres eksistensberettigelse, er det desværre dig den er gal med.

M!

Og kom så i øvrigt ikke her og snak om nedgørelse af kvinden som sexsymbol, og saliggørelse af mandehørm (for vel er det saliggørelse af mandehørm, men lad være med at brokke dig over det). I et blad jeg virkelig ingen respekt nærer for, M!, er der fyldt med flotte piger. Bevares, det vil der nok altid være et behov for, men for fanden nogle latterlige kommentarer om hvor "piv frækt hun også er at høre på" men skal lægge øre til. Bladet er spædet op med reklamer for sprut og aftershave samt de mest talentløse artikler om biler og måder at narre piger til sex, jeg nogensinde har lagt øre til. Pinlig journalistik! Og så bliver man bare ret hurtigt træt af at kigge på halvgrimme sminkede teenagetøser der lefler for føromtalte Brian og Michael, og ingen anden. Jovist, enkelte flotte hotshot modeller har deres på det tørre, men de blonde tvillinger fra Midtjylland, som ingen andre end Brian og Michael gad at snakke med, bliver bare ikke mere interessante, efter at de har været i M! og stå med kajen fuld af sminke og softice løbende ned at hænderne, mens de kigger hjernelamt på hindanden og tænker om Brian og Michael måske så ikke alligevel vil køre dem hjem, når de er blevet fyldt op. Se her er tale om nedgørelse. Dels kvinden, men i særdeleshed også manden! Jeg går ud fra at jeg må være med i den tiltænkte målgruppe for M!, og hvis det virkelig skulle være en model for hvad en ung mand har behov for og kunne få glæder af, ville jeg nødigt være mand. M! og dets lige er en skændsel mod manden som sådan.

Men ser I: Havde Mette og Mette fra Midtjylland nu ladet sig fotografere på en flot motorcykel og tørret softice og det latterlige ansigtsudtryk af, ville det have været en helt anden situation. De ville fremstå som et par flotte piger med respekt for sig selv. Flotte Mette ville se endnu bedre ud i det gode selskab og selv billedet med mindre flotte Mette vil blive se værdigt, alene på grund af den fine motorcykel. Begge ville vinde langt mere udbredt respekt og fremstå sexede, på ordentlig måde. Plus at det ville være det nok bedste og mest efterprøvede (og alligevel kommercielt uudnyttet) koncept til gode.

Der er lige en her i skal se

Å trene hjelper virkelig på humøret. Å bare gi alt mens man f.eks sitter å sykler. Man kan være sint, lei og fortvila når man kommer, men etter en heftig treningsøkt med etterfølgende lang dusj (alene i garderoben) og badstu var jeg i godt humør. Så sank humøret igjen, før jeg endte på VideoVerden hos Kristin. Man skulle tro jeg jobba der. Tusler rundt bak disken å tar meg til rette, men når kundene kommer så roper jeg på Kristin. Lurer på hva kundene måtte tro? Så bar det til Samfundet. Der var det duket for teater-sport finale. Har vært der å sett hver dag siden mandag, og har aldri ledd så mye. Har ledd til jeg spruta tårer alle dagene, så har tjent et par ekstra dager der. Som kjent forlenger jo latter livet :D

Og jeg har endelig klart å slutte å tenke så altfor mye på ting. Det er så fantastisk deilig. Å bare holde avstand. Så lenge du ikke tar kontakt, bare holder deg unna. Alt gjør det så mye lettere da. Så gjør det du vil, si hva du vil, men jeg bare gir fanken akkurat nå. Så bare hold deg der du er, så er jeg her og ting går oppover igjen. Så kan jeg sitte her alene, med en nesten tom kopp te, som jeg glemte bort. Så kan jeg sitte her alene å titte opp på festningen som lyser så fint i natten. Så kan jeg sitte her alene å høre på Damien Rice, for ingenting er dumt lenger. I allefall nesten.

Dagens spørsmål: Hva slags musikk hører du på når du er lei deg? (Ev. hva hører du på for å bli glad?)

Jeg har lyst til å forandre på bloggen min. Jeg har lyst til å skrive så mye bedre. Jeg blir misunnelig når jeg hopper rundt på alle de andre bloggene. Spesielt når jeg finner bloggere som tar opp ting jeg har tenkt på. Hvorfor får ikke jeg til å skrive sånn? Men jeg vet at jeg kan skrive sånn selv. Jeg tror at det bare er fordi jeg ikke tørr. Fordi jeg kjenner flere av de som leser denne bloggen. Fordi jeg er redd for at det skal bli masse analysering av hva jeg skriver. Jeg har vært borti det før og vet hva det kan føre til. Jeg tror jeg må tenke litt på det der. Eller hva synes du?

Rubies konserten var helt ok. Simone og Terri hadde et smil som sto i stil med hippiebåndet rundt hodet, og etter mye om og men fikk de til og med karret til seg en gjeng fra salen som bakgrunnsdansere på scenen. Det var ikke mye fullt og helt, heller stykkevis og delt. Amerikanere liker å prate, og jeg siterer Ragnhild fra Haugesund: "musikken var gøy, hadde det ikke vært for all den California-praten".

Topplåtene "I Feel Electric" og "Stand in a line" har de tydeligvis gjort mange ganger før, og det fungerte også svært så bra på Klubben. Etter råd fra Eirik (Kommode og Kings of Convenience) ville de prøve seg på en "mellow" sang, uten at det fungerte særlig bra. Når det gjelder "quiet loud" ligger nok gutta fra Bergen milevis foran, og jentene i Rubies har enda et godt stykke igjen, både vokalmessig og instrumentalt, før de kan bergta en gjeng studenter med rolige låter. Man sitter vel igjen med det som helhetsfølelse. Her må man jobbe mer med å skape en helhet i konsertbildet, og hvis man klarer det, samt frisker opp låtene litt her og der, så kan det være at også jeg entrer scenene som bakgrunnsdanser neste gang jeg ser Rubies.

Virkeligheden er at min hverdag er centreret i mig selv, både som forbruger og borger i dette samfund. Jeg bruger mine penge som det passer mig, og min demokratiske stemme flytter sig efter hvad jeg har brug for i livet.

Som udgangspunkt tænker jeg ikke at det er dårligt at tage vare på sit eget ve og vel, men når det så er på plads, er det tid til at kigge på vores relation til vore medmennesker. Men selv i relationen med andre mennesker oplever jeg igen, at jeg er centreret omkring mig selv.

Jeg har forsøgt at illustrere det med en trekant...

I en trekant tænker vi på de tre kanter, men som i illustrationen udgøres trekantens farve ikke af kanterne, men derimod af de streger der går imellem dem. Kanterne kan her repræsentere mennesker, og stregerne imellem dem er deres relationer.

Vores samfund havde ikke været så rigt, hvis ikke vore forfædre havde arbejdet og tænkt sammen. Nu da samfundet er etableret, må vi ikke glemme de indbyrdes relationer, til fordel for en individualistisk tænkning, hvor vi tror vi kan klare al ting selv. For gør vi det, vil vi efterlade et blegt fundament med nogle tilfældige kanter.

Har man, som jeg selv, ikke den helt store interesse (eller tiltro) til den rene rettighedsfunderede liberalisme er Liberalism måske bogen for dig.

Mises bruger ikke mange ord på at forklare, hvorfor verden nu engang er som den er. Så du finder ingen Robinson Crusoe-eksempler, selvejerskabs-principper og non-aggressions-doktriner i denne bog. I stedet får man, hvad der måske kan beskrives som en mere moden og virkelighedsnær tilgang til liberalismen og den liberale politik.

Bevares, bogen er skrevet for 50 år siden, men mange af pointerne er ligeså gyldige i dag, som de var dengang.

I modsætning til Human Action, er Mises i denne bog rigtigt god til at fatte sig i kortheder -- og tilmed i et dejligt, let sprog, som er lige til at gå til. Jeg nåede igennem det meste af den i toget fra Århus til København en alt for tidlig morgen for lidt over en uges tid siden; hvilket var en dejlig følelse, når man tænker på, at alt for mange bøger indenfor genren har en tendens til at være lidt tunge at komme igennem.

Helt klart anbefalingsværdig!