For å finne svaret på det spørsmålet, så er det viktig å finne svaret på et annet spørsmål. Hvorfor ble du frelst? Hvorfor ble du en kristen?

Ble du en kristen fordi du ville ha et bedre liv, og dette med å be en "synders bønn" var bare noe du måtte gjøre for å få et bedre liv? Ble du en kristen for å få suksess, rikdom, helse og god økonomi? Da har du et stort problem om krisen skulle ramme Norge, eller enda verre, om den skulle ramme deg personlig. For hvordan skal du klare å tro at du er frelst, og det finnes en god Gud, når du plutselig står der uten jobb, konkurs, rammet av sykdom i familien og kanskje dødsfall? Du kom jo til Jesus for å få akkurat det motsatte.....også er livet ditt bare kaos.

Om du ble en kristen på dette grunnlaget, så trenger du frelse, fordi da har du egentlig aldri blitt frelst. For bibelen sier i Johannes ev.kap.3 og Romerbrevet at menneskene trenger frelse fordi vi er under Guds dom. Vi trenger frelse fordi vi er egoistiske, ondskapsfulle, syndere som vekker Guds vrede hver gang vi tenker en tanke eller trekker pusten. Bibelen sier ingenting om at vi trenger frelse fordi vi må ha et bedre liv, en god økonomi eller en god helse. Så om du er frelst bare på det grunnlag av at du ville ha et bedre liv, så trenger du frelse.

Bibelen lover oss at når vi kommer til Jesus, så blir vi tilgitt og Guds vrede er ikke lengre over oss. Livene våre vil ikke nødvendigvis bli så mye bedre fordi vi blir frelst, veldig ofte, så blir de kanskje verre. Men samme hva som skjer med oss, så kan vi gå gjennom livene våre og vite at vi er trygge. Vi er berget fra Guds vrede, og skulle vi dø, så slår vi opp øynene i himmelen. Gleden over å være tilgitt, gleden over å være et Guds barn, istedenfor å være et menneske som Gud faktisk avskyr handlingene til, er en så stor glede at du kan takle ALT som kommer din veg.

Du kan takle å miste huset, du kan takle å bli syk, du kan takle død, katastrofe og smerte. Fordi du vet at du er trygg, og det eneste denne verdenen kan gjøre mot deg, er å drepe kroppen din men den kan aldri noen sinne ta deg vekk fra din Far i himmelen som elsker deg.

Med en slik holdning, når du er frelst på grunn av at du trenger tilgivelse for synd, ikke fordi du vil ha et bedre liv. Så vil kommende økonomisk kollaps, dødsfall, terror, smerte, savn, sorg, død være ting som du takler. Du vil fremdeles sørge når noen dør, være redd ved terror, kjenne smerte og savn. Men din stilling som et Guds tilgitt barn, vil bære deg gjennom det. Du vil takle det, fordi du vil ha en visshet om at du er frelst, fordi du er frelst for å bli tilgitt.

Om du derimot er frelst for å få et bedre liv, også plutselig er livet ditt i kaos....hvordan kan du da si at du egentlig er frelst?

Det er derfor det er så godt at bibelens Gud ikke lover oss et bedre liv, men Han lover oss et evig liv, tilgivelse og Åndens frukt når vi blir frelst, som en gave til oss som gjør oss istand til å klare oss gjennom denne falne verdenen.

Så gjør deg selv en tjeneste, spør deg selv, hvorfor ble jeg frelst? Ble jeg frelst fordi jeg ville ha tilgivelse? Ja da er du virkelig frelst. Ble jeg frelst fordi jeg ville ha et godt, trygt, sikkert liv i seier?....ja...da er det tvilsomt om du virkelig er frelst. Men det er til sist bare noe du kan svare på selv, fordi det var bare du som tok avgjørelsen om å bli frelst.

Og det beste av allt, om du er frelst på rett grunnlag, så kan du faktisk vite at du er frelst. Fordi dine omstendigheter har ingenting å gjøre med frelsen, det er din stilling ovenfor Gud som en tilgitt synder som sier at du er frelst. Så om livet ditt er kaos, så er du alikavel frelst når du er frelst på rett grunnlag.

Men om du er frelst på galt grunnlag, frelst for å få et bedre liv og livet ditt er kaos........hvordan kan du da ha noen sikkerhet om at du er frelst når omstendighetene i livet ditt vitner om det motsatte?

Har dere noen gang opplevd å miste to venner, på 2 uker, pga døden ? Det tror jeg ikke er så mange som har opplevd, og kan tenke seg til hvordan er. Kanskje det er teit at jeg skriver det her, men jeg må bare få ut følelsene mine en plass, og det blir da på denne bloggen. Alle de år, helt frem til 9.August 2008 så jeg ikke for meg, og kunne ikke tenke meg til hvordan det var å miste en venn pga døden. Det var helt utenkelig. Jeg våknet 9.August og fikk vite at en god venn av meg døde i en bilulykke, han kræsja i et tre. Jeg har skrevet det lengre ned på bloggen, Bjørnar het han. Han var bare 18 år gammel og hadde hele livet sitt foran seg, jeg ble helt knekt, også skulle jeg feire søstra mi sin 4 års dag samme dag som jeg fikk vite det. Det var utrolig tungt, men jeg hadde heldigvis familien der som støttet meg opp. Det var så utrolig godt. Jeg trodde aldri vi kom til å miste Bjørnar, for han var en helt fantastisk person, men som de fleste sier; Han har for god til å være sammen med oss. Og det ligger noe i det, kanskje han var det ? Etter det trodde jeg det var slutt med ting som skjedde, men den gang ei. Onsdag, 11 dager etter det med Bjørnar, våknet jeg som vanlig og skulle ordne meg til å gå på skolen, men som alltid sjekker jeg loggen min på nettby, der så jeg at en venn av meg fra Molde hadde meldt seg inn i en gruppe. Jeg visste jo hvem Morten var, men jeg visste ikke hva han het til etternavn så jeg trodde ikke det var han, trodde det var en annen en.. Helt til jeg trykte på gruppa å så bilde av Morten Andrè, jeg fikk sjokk, orket nesten ikke å gå på skolen, men måtte jo det. Men ble ikke akkurat noen spesiell hyggelig dag. Morten Andrè var en jeg kunne snakke med om det var noe, for jeg visste han ikke sa det videre til noen, han var faktisk en av de personene jeg stolte mest på her i verden. Han døde i en kanoulykke å ble ikke funnet før 2 dager etter han druknet, skjønner ikke hvorfor han heller døde, han var jo bare 19 og hadde hele livet foran seg han også. Det som er så trist å tenke på er at hverken Bjørnar eller Morten får være med å oppleve det vi andre opplever fremover. Det er et tomt rom etter dem. Men minnene lever videre for evig. Himmelen har fått de 2 vakreste englene ever, og de er der oppe å passer på oss. Savner dere, Bjørnar og Morten Andrè < 3 Seès en dag !

Så jeg sier bare,
Lev livet idag, gårsdagen er forbi
morgendagen kommer kanskje aldri.
Sett pris på det dere har, en dag kan
det være forsent.

Ellers? Tja, jeg hadde et lite uhell med pizzabilen i dag. jeg orker ikke engang å snakke om det før jeg vet hva som skjer. Forbanna folk som ikke ser at det er enveiskjørt gate og at h*n kjørte feil vei. Bah!

Ellers? Jeg er på vei. Jeg klatrer stadig lenger vekk fra deg. Det er deilig som fy, samtidig som jeg innimellom tar meg i å tenke at nå... NÅ... kommer du til å stikke innom den slitne sjappa. Nå kommer jeg til å møte deg på butikken. Andre ganger tenker jeg at jeg fortsatt burde snakke med deg, fortelle deg alt og se hva som skjer. Tredje ganger blir jeg sint på meg selv og på Sjarm som fikk meg til å føle noe slik. Det går stadig lengre tid for hver gang jeg ser deg. På en måte er det fint og flott, på en annen måte savner jeg stundene med deg. Drit i sexen, bare stundene hvor vi satt å prata om alt og ingenting og hvor mye vi lo.

Dagens spørsmål: Hva gjør du når du savner en spesiell?

Jeg savner Roma. Hver dag får jeg sånn skikkelig lyst til å dra tilbake at det gjør vondt. Stadig vekk søker jeg opp kart på internett, ser på hoteller, bilder og lignende. Jeg skulle gjerne bodd der. Verdens vakreste by. Og jeg hadde blitt tynn, for maten smakte jo evig vondt! Men ja. Hadde jeg dratt dit igjen skulle jeg brukt litt mer tid på å finne gode matsteder, pluss kjøpe mer italiensk is. Jeg skulle også dratt til Vatikanstaten igjen, Kapitolhøyden og en annen høyde like ved som jeg ikke husker. Jeg skulle vært oppe i Kuppelen i Peterskirken (forrige gang hadde jeg ikke penger) og jeg skulle gått mer  i Via del Corso og de andre "fuglefotgatene". Ogsåååå ville jeg sett Borrominis kirke igjen og såklart; Villa Borghese, for der fikk jeg ikke vært. Jeg dro hjem fordi jeg  var dårlig. Tror jeg trenger to uker minst i Roma neste gang. Å, jeg gleder meg allerede.

Mens vi fortsatt snakker om hjem.. jeg savner hjem! I går ringte bestefaren min meg, fordi jeg hadde sendt han melding og gratulert han med 75-årsjubileet, og jeg begynte nesten å gråte. Jeg ringte Hanne og snakket med henne i en halvtime, og senere på kvelden snakket jeg med mamma i nesten en time. Jeg savner hjemme merker jeg. Men på den annen side er leiligheten hjemme nå, det er her jeg refererer til hvis jeg sier "hjem". Merkelig det der.

I natt drømte jeg at jeg og Pål dro på besøk hjem (til Råde) og da vi kom fram fant jeg ut at vi hadde glemt å få noen til å passe Molte.. Og hesten min var hjemme. Eller, den hesten jeg eide. Savn!

For å nevne det, så er det en til vi savner. Jeanette, Kristina Jeanette, bondeapen. Fornuftig i gjengen, passa på oss. "Mamma". Vi kommer snart og besøker deg også vi. Langt oppå bondelandet xD (Iveland, jaja. Mangler bare en hau med sauer å gjete på, så har man det vettu) Gleder oss til den lille kommer. Det blir moro :D

Litt splitta er vi desverre blitt. Ape gjengen. Apemamma, apeungen, rockeapen og bondeapen. Bare meg og Marthe er igjen på Tangen VGS (*snufs snufs*), men selv om vi ikke går i samme klasser og gjør helt forskjellige ting i år så er vi hvertfall nå tilbake på datarommet.

Det blir nok ikke helt det samme nå som vi driver med vært vårt, og det kommer nok ikke til å bli helt det sammen uten dere. Men vi holder kontakten. Digger dere alle tre. Dere er best <3

Noen ganger er jeg kanskje over gjennomsnittet åpen på bloggen min, men på en måte føles det godt å ikke å drive å skjule så mye, så får heller folk ta meg for den jeg er. Eller blir du skremt?

Dagens spørsmål: Hva er din favorittkjeks?

Savner dig så ofte og i år er det endda 20 år siden du gik fra os...

Visdom, lærdom, sprudlende humør, hjerterum, varme og tryghed forsvandt for en periode i mit liv. Jeg husker dagene efter din hjerneblødning, som var det i går. Husker jeg sad vagt ved din seng. Talte til dig, sang for dig og nussede dig indtil du udåndede. Mon du registrerede det? Jeg håber det inderligt.

Ville ønske at mine børn havde kendt dig, leet med dig, sunget med dig, læst bøger med dig og bare mærket dine varme og trygge arme.

Du skal vide, at når verden ser grim ud, folk slås og er ondskabsfulde, så finder jeg stadig styrke. Styrke til at se alt det positive omkring mig. For det lærte du mig og det har jeg taget med mig i bagagen.

Tak fordi du bare altid VAR der.

Men ingen vil nogensinde kunne måle sig med dig. Du var en ENER:-)

Egentlig skulle jeg skrive noe skikkelig langt her... Alle skriver jo om savn for tiden. Om at de savner og ikke savner folk i hytt og pine. Jeg henger meg på bølgen og sier: Jeg er enig! Like enig som deg. Jeg savner og savner ikke folk i hytt og pine jeg også. Sånn, er vi ferdige da? Er vi ferdige med å skrive til hverandre?

Nå vil jeg se fram mot Stevie Wonder-langhelg om to uker!

Og Stockholmtur om fire uker!

Og kanskje en leikfest i november som jeg kan føle meg inkludert i?

Og en mulig London-julehandel-noendagersdate i desember!

Egypt?

Vel inne river vi av hverandre klærne og du fikler litt med beltespenna mi, som alltid er like vanskelig. Til slutt er vi nakne og vame av å stå så tett inntil hverandre og vi forsvinner inn i dusjen og lar varmt vann renne nedover kroppene våre og vi såper hverandre inn og lar verden seile sin egen sjø. Når blikket ditt møter mitt på vei nedover og midt innimellom lårene mine, skjønner jeg at jeg akkurat der og da kunne sagt at jeg elsker deg, Bare fordi du bruker tungen din på en helt annen måte enn alle andre og jeg er i ekstase og vil at du skal ta meg hardt der og da. Men som den lure reven du er, lar du meg vente. Vente i spenning på når du skal ta meg, for du lokker meg hele tiden. Du har lokka meg siden du kom inn på kaféen og blikkene våre møttes for første gangen den kvelden. Vi har en helt spesiell tone og vi vet hvordan vi vil ha det og ute av dusjen tørker vi hverandre og lar kroppene på nytt bli våte, denne gangen av svette. Vi forsvinner ned i sofaen og jeg sitter over deg og presser meg ned på deg og alt er fantastisk og der kommer den digre ekstasen jeg har venta på. Litt raskere enn jeg hadde forventa, men så uendelig deilig og jeg lener hodet bakover og du holder meg fast og jeg klorer deg lett på skulderen. Du nyter å se hvordan jeg kommer og jeg fortsetter, selv om jeg har lyst til å gi meg og rett etter skyter ilden gjennom meg på ny og jeg stønner høyt igjen og du smiler og plutselig står ansiktet ditt stille mellom all nytelsen og stønnene den siste halvtimen har bært preg av. Og du skyter ut og vi er så nær som ingen andre kan bli og ingenting eksisterer mer enn akkurat oss to, akkurat nå.

-Ukjent-

I fredags fik jeg meget uventet besøg af vores lokale blomsterbud, som havde en levering fra min pragtfulde veninde, blomsterne er smukke og dufter helt fantastisk, - jeg er vild med dem men jeg elsker kortet hun har skrevet ”Kære Heidi!!! Rigtig god bedring, med denne buket vil jeg blot sige at jeg tænker på dig og sige at en veninde som dig er guld værd. Jeg sætter stor pris på vores venskab og håber at vi snart ses igen. Jeg elsker dig! Knus Mette.”

Lørdag aften var der hyggelig sammenkomst hos Krøltoppen og Drama Queen (Tossen på bjerget), og ved sammen lejlighed hilste jeg på Mettes nye kæreste (Batman). Han har humor og er faktisk rigtig god til at fornemme hvad der er okay og hvad der ikke er okay, vi havde kendt hinanden i en halv time, da hans første underlige spørgsmål faldt ”Heidi, er du våd, jeg synes at vinduerne dugger?” , - det var okay. Men da en anden fyr fra selskabet greb fat i mig og var alt for nærgående efter min smag, mente han at det var helt malplaceret, og at selv han som kun lige havde lært mig at kende, kunne se at det ikke var i orden. Han var super opmærksom på min veninde, og var rigtig sød ved hende, samtidig med at han underholdt mig med underlige kommentarer, så han passer fint i vores bande, men det vigtigste er at hun er glad. De andre gæster kendte vi ikke i forvejen, men det gør vi nu, rigtig søde og sjove mennesker og jeg må give kredit til krøltoppen for hendes evne til at sætte folk sammen. Det kan godt være svært, når ens gæster ikke kender hinanden, og som vært kan man komme på et gevaldigt benarbejde for at få snakken til at glide, men i lørdags var det slet ikke aktuelt. Alle snakkede sammen på kryds og tværs, alle morede sig på min og Drama Queen’s bekostning og alle deltog i SingStar trods stor skepsis fra de kære mænd.

Det eneste minus ved denne aften er, at da jeg vågnede søndag formiddag, var jeg i tvivl om jeg havde haft besøg af et tæskehold eller om jeg bare havde været i byen, men et hurtigt blik på mit ellers rene sengetøj, beviste at jeg havde været i byen og igen var gået i seng uden at tage makeup af.

Jeg innbiller meg fortsatt at du blir sur om du leser dette. Og jeg skulle ønske jeg klarte å forklare det for deg, måten jeg tenker på.. For jeg er forbanna glad i deg. Det er du som kommer når ting er vanskelig.. Og jeg vet ikke hvor jeg hadde vært uten deg... Men hver gang jeg har lyst til å forklare ting, så kommer det feil ut, så høres jeg sint ut kanskje? Jeg vet ikke.. Men jeg skulle ønske jeg klarte å forklare det for deg, for det er så ille når du forsvinner. Det er deg jeg savner mest av alle, når de forsvinner. Det er deg jeg føler meg aller mest meg selv sammens med. Uansett hva jeg gjør, så godtar du meg. Uansett hvor mange feil jeg gjør. Og jeg skjønner ikke hvordan jeg fortjener å ha en venn som deg. Jeg skjønner ikke hvordan jeg skal klare å forklare ting for deg... Jeg er muligens bare himla redd for å fremstå som svak. Men du har sett meg mer svak enn noen andre. Det er du som kom for to uker siden. Det er du som ringte meg, og selv om jeg muligens hadde fornekta det, tror jeg fortsatt at du hadde kommet. Du ser om jeg har en bra dag eller ikke. Og jeg tenker på det du sa på bussen og jeg husker det og du er den jeg alltid har dårlig samvittighet til. Jeg får ikke til å forklare det, uansett hvor mye jeg prøver, men du er den som kjenner meg... På godt og vondt og jeg vil ikke at du skal analysere masse.... Jeg vil at du skal forstå hvor mye du betyr for meg!

Noen ganger, noen ganger litt for ofte.. Jeg vet ikke hvor jeg har deg. Jeg er redd for at du er som alle andre. At du baksnakker på samme måte som jeg tror alle andre gjør. For jeg vet ikke om alle baksnakker, jeg vet ikke, men jeg er så vant til det og jeg vet ikke hva jeg skal tro og ikke tro.. Og jeg aner ikke... Jeg aner ikke om du jatter med eller hva du gjør, men jeg VET at det er noe med deg. Jeg vet ikke om du forstår at det er deg jeg snakker til for øyeblikket.

Unnskyld... Unnskyld.... Men om jeg snakker usant. Om det er noe sant i det tankene mine innimellom sier, så si det. Si det før jeg legger meg helt flat. For hvordan skulle jeg fortjene en sånn venn i det hele tatt?!

Hva vil du jeg skal gjøre? Kysse føttene dine? For det gjør jeg ikke uansett! Og det hadde ikke du gjort heller... Eller hadde du gjort det i fjor?

 
*bli gal av sine egne tanker*

Jajaja, i dag e det onsdag å eg he snart vore på Neset ei vega, noge så itte min meining he gått både seint og fort. Det gjekk litt seint i begynnelsen å ikkje kjente nogen, men det endra seg egentle fort. Vel, nå e dette et blogginnlegg, eg beklage sterkt at eg ikkje fekk det utpå før nå, men det måtte bare bli sånn. Eg prøvde å skriva ferdigt et innlegg i engelsktimen, men når eg kom tebage, så va det sletta, elle eg vett egentle ikkje, men dørå inn te klasseromme va jaffal låst, så, då. I å me at dette e et blogginnlegg, så spare me alle spørsmål te slutt ;). Haha. Vel, hvis du lurte så he me "egne" stasjonære pcar i klasseromme. Det e kun dei så går på media her så har det. Alle andre må ha egne bærbare elle di kan låna av skulen. Så greit. Vel la meg forTella;

Eg kom her te Neset på lørdag. Då va det innsjekking, dra inn alle tingå på romme, setta tingå inn å på plass der det hørre te, så va det ååpningsfest. Itte festen, dvs et åpningsmøte, lapskaus og kaka, så va det på tide å senda heim foreldre. Det va egentle ganske tiligt atte di jekk, så då hadde di to fantastiske miljøarbeidarane lagt te ei aldri så litå sporløypa på området. Hvis du lurte så gjekk begge miljøarbeidarane ut som russ i fjor; di e ikkje pensjonista. Ittepå det va det kafé noge så har fonne plass i matsalen kvør kveld meste denne vegå.

Dagen ittepå, sundag, reiste me på samenristningstur te Ombo. Før me heiv oss i bussen, sko alle ta bilde te elevguiden (stort bilde me bilde av alle og navn onna.) For alle dei så ikkje vett kor det e, så kan eg fortella at det e den støssta øyå i Ryfylke. Der va me te dagen ittepå, men allerede ein knappetime itte at me hadde komt der, så va det aktiviteta. Her e det ganske effektivt. Då va det 3 aktiviteta så alle sko på. Det gjekk på rundgang. Me va delt inn i 3 gruppe på 20 stk i kver. Åja, ein ting: det va kun  VG1 så reiste te Ombo bare så det e klart. Aktivitetane va blant aent å gå opp i slags høydeløypa/tarzanløypa. Det va ei løypa så va lagt te lang oppe i skauen oppe i nogen digre tre. Det va sånn avanserte greie. Du måtte foreksempel ha utstyr på deg for ikkje å skada deg helselaose hvis du datt ner. Eg va siste mann så prøvde, noge så passte meg ganske godt i å me at eg ikkje hadde klart meg igjønå heila løypå. Udenom denne høydeløypå, va det tur opp te ein liden topp kor du hadde utsikt øve mange av Ryfylke's vakre øyer. Me øvenatta på grendahuse på Ombo, kor der og va lagt te litt quiza å IQ-testa å sånnt som den siste og tredje aktiviteten. Der va og fleire leker på kvelden, som svenskegjemsel (ein så gjømme seg, resten går å leide, va ganske løye, si me fant aldri han så hadde gjømt seg). Uden om det va der ikkje så møje. Vel, det va jo ganske møje sosialt då, sånn at me konne verta kjende me enaen.  Mhm, men uansett: Vidare.

Mandag va me tebage på Lundeneset. Egentle så trur eg ikkje der skjedde noge spennane då, uden om at det va uvanligt godt å ta seg ein dusj å eda. Jo, stemme det. Når der va kafé den kvelden der så va der turnering i et sånn terningspel. Maja, for dei så kanskje he hørt om det. 

Tirsdag va det 1. skuledag. Det begynte me et lide møde nere i mødesalen. Itte det va det rett i det så sko ver klasseromme vårt. Det va egentle bare info. Om kvelden fekk me elevguiden så me tog bilde te på sundag. Nice. Me fekk gulerøde, kolerabi å dipp i kafeen. Fantastisk. 

Onsdag, alså i dag: meir info. Me fekk begynt litt skikkele, men ikkje skikkele heller. Vel, me tog ein kartleggingstest i matte, å en av sama slage i engelsk. Nice det. Åsså fekk me gjort di der pcane så eg snakte om i stad te vår "egen". Det e BARE meg så he tilgang te den eine så eg fekk tilgang te foreksempel. Nice det. Så sånn generelt, så he eg to pcar her på neset. HAHA. 

Nå ska du få sjå nogen bilde før eg hive meg i dusjen å mor komme me penga å plomme å litt snop te meg:

Når man blir kronisk syk, så er det flere faser og mestringsstrategier man skal gjennom. Et sted på veien begynner man å spille med de kortene man har, og prøver å ikke spekulere i at det finnes bedre hender man kan få. Min strategi er å lokke innbitt frem det gode i alt som skjer. Om katta potensielt er dødelig skadet, så fokuserer jeg på gleden over det vi har hatt, og gleden over at han hvertfall kom hjem og at det fremdeles er håp - istedenfor sorgen og skrekken over at han er skadet og kanskje dør. Jeg er ikke naiv, og kommer til å gjøre det jeg må hvis jeg må. Men det er alltid noe positivt å fokusere på hvis man leter.

Det samme gjør jeg med mine egne "skader". Det er aldri så gæli at det ikke er godt for noe. Det KAN ikke være så gæli at det ikke er godt for noe! Så jeg leter - og jeg finner alltid noe.

Men så dukker de plutselig opp: Gjensynene med drømmene, vennelagene, reisene og gledene man hadde før. Hele det livet er der - det er bare jeg som ikke er der mer. Og plutselig går jeg aldeles istykker i noen uforberedte øyeblikk.

Jakt og Fiskedagene i Elverum dukket opp som samtaleevne et sted i dag, og slo meg så hardt at jeg fikk blåveis i minnebanken. Før i tiden deltok jeg der i flere år på rad. Jeg drakk kald pils på varmt utstillingsområde om dagen og danset i gatene hele natten. Jeg lo og spøkte og diskuterte alvorlige ting. Nøt, så på, tok på, fulgte med på og lærte nytt om alle fasettene de stilte ut rundt natur, jakt og fiske. Jeg gikk tur med bikkja i gatene om natten, når de andre var søvnige og begynte å tusle til sengs. Sjelden hadde jeg penger til hotellrom, men jeg var frisk og rask og det gjorde ikke noe. Bikkja og jeg krøllet oss sammen i bilen når det ble stille rundt oss. Og begge to strakte vi oss fornøyd i søvne uten å ha smerter noe sted.

Jeg kjørte selv, klarte meg selv, gikk selv hele dagen. Og stoppet på en øde strekning på veien hjem igjen og hoppet i elva så jeg fikk kjølt meg ned etter en lang, varm helg.

De samme blåveisene får jeg i minnebanken når jeg ser TTs reklamer på tv. Lange fjellturer til fots. Myrer med planker over, rødmalte stener, tunge bakker og slående utsikt. Tørre fjellrabber, nedskårne krappe småelver, kalde kulper.....

Jeg vet at jeg har det forferdelig godt, selv om jeg ikke har de samme mulighetene som før.

Men akkurat i dag har jeg bare en verkende følelse i magen.

Jeg vil også være med!!

Brearne tog afsted denne morgen på tour med bandet ind til Brisbane, hvilket betyder at selvom hun er i byen når jeg tager afsted har hun ikke nogen tid til at se mig og sige ordentligt farvel. Jeg mangler nemlig at sige farvel til hende og give hende det længste knus, hun sagde farvel til mig om morgenen da jeg lå i min seng og gav mig et kram fortalte Greg da jeg vågnede, men da var hun desværre allerede afsted.

Jeg tror måske bare jeg vil tænke lidt på den rare pige jeg kommer til at møde igen i Singapore, min dejlige lillebror, den smilende danske familie & alle jer rare venner og bekendte rare personligheder. :)

Den sidste uge har gået rigtig hurtigt. I mandags havde mig og Tejs en meget kedelig dag, men fik aftalt med vores engelsklærer at vi her torsdag, på vores sidste skoledag ville fortælle lidt om Danmark for klassen og svare på spørgsmål, efter så at have vist en dvd-powerpoint som Tejs havde lavet på hans skole tidligere, med et projekt om den danske kultur. Vi viste den idag efter at jeg mirakuløst (jeg har stadig ingen idé om hvad jeg gjorde) fik dvd-afspiller nummer to til at afspille dvd'en efter både den og den første afspiller modsatte sig og fortalte os det ikke var en dvd vi havde sat i. 'right'..
Ihvertfald var det en stor succes og til overraskelse for os også havde miss Haarding (vores engelsklærer) bestilt pizza til hele klassen fordi det var vores sidste dag i klassen, whoa. Desuden havde Crystal & Aaron (to elever jeg blev ret gode venner med igennem mine sløjdtimer) været ude og købe TimTams til både mig og Tejs. Jeg havde sagt jeg nok kom til at savne timtams, men nu har jeg så stadig lige to pakker at nyde til et par hyggelige aftener med familien eller barometer og en stor kop te eventuelt.

Idag var faktisk en ret god dag i skolen. Der blev udrakt adresser og mails fra mig og Tejs til en stor del af alle de dejlige venner vi har fået på skolen, samtidig med at alle lærerne og rektor løbende gennem dagen kom og sagde mange tak for den tid de havde med os og at vi var nogle dejlige drenge (gad vide om man kan stole på australske lærer.. hmm..) hvorefter skoledagen faktisk var ovre og vi blev overfaldet med kram og billedtagning.

Efter dette gik jeg op til skolen hvor Robyn underviser og der sad Aidan & Robyn og ventede i bilen så vi kunne komme over og drikke te hos Nanna. Nanna var i rigtig godt humør og fortalte at hun faktisk synes jeg var en meget sej dreng (tænkt at man nogensinde skulle høre man var cool fra en 94årig !) og jeg kunne jo kun sige igen at hun var en meget sej gammel dame. Derefter fik jeg endnu engang fikset hendes gamle båndafspiller så hun kunne fortsætte med sin oplæsningsbånd, og vi takkede af da vi skulle nå hjem og lave mad og spise inden der var spejdermøde om aftenen.

Spejdermødet var dog ikke udfyldt af noget særlig fast program, hvilket dog egentligt var meget godt for så kunne jeg det ene øjeblik lære scout'sne hvordan man lavede venskab-knobet, det næste øjeblik uddele tørklæder til de af Venturerne der nu var der, lade folk smage på dansk Anthon Berg Chokolade (tak fordi i sendte det, det har været en halvstor succes:) & det næste øjeblik læse gamle lejraviser fra det hemmelige arkiv. Tejs fik desuden underskrevet sin boomerang, mens jeg tror jeg overlader min til at blive hernede da de ikke indeholder nogen specielle minder andet end da jeg var helt lille og fik boomerangen tilbage i hovedet første gang jeg prøvede at kaste sådan en med resultatet næseblod. selve kastet var dog helt perfekt, jeg havde bare på det tidspunkt ikke lært at gribe. av.
Men ihvertfald var mødet meget hyggeligt, Venturerne fik mange tak for de gode oplevelser de har delt med os og et dansk KFUM-tørklæde hver som minde plus et lille flag, mens resten af gruppen fik grøn/blå danske hundredeårsarmbånd. Wallaby fik efter mødet vores adresser og lovede at han ville skrive et brev og sende lidt spejdertingel til os to også. Derefter var det bare hjem og redigere videre i billeder (som gerne skulle være uploaded på facebook snart) og tænke på alle de gode øjeblikke jeg har haft hernede med denne fantastiske familie og en hel bunke andre glade australske ansigter og selvfølgelig Tejs.

For lige at få resten af ugen med vil jeg prøve at forsætte på tirsdagen som egentligt var okay. Mig og Robyn bagte Kaffe-mandelkage igen (den var nemlig klart værd at bage igen blev vi enige om efter første gang) og hun skrev opskrifter på banan & blåbærmuffins ind sammen med en på simpel frugtkage som jeg går og stjæler af fra køkkenet op og ned af dagen, når jeg lige synes jeg trænger, for den er også bare super. Efter dette tog Brearne & Greg til Joey-møde og jeg hoppede under dynen for at hvile mig lidt. Da de kom hjem hoppede jeg under et tæppe i sofaen og vi derefter Die Hard 4.0, bevidst valgt da Greg synes det er ved at være overvurderet at folk er bange for computere en dag vil kunne lede til at mennesker kommer til skade. Han var meget overrasket da den var færdig, for selvom vi idag har sikkerhedsnet i de fleste computersystemer er det faktisk ret meget der kan styres hvis man bare har en computer, internet & de rigtige koder. Derefter gik vi drak vi rødvin og snakkede til lidt sent ud på natten for derefter at hoppe under dynerne i vores senge.

Onsdag var en yderst vidunderlig dag. Da jeg vågnede var jeg bare glad uden nogen grund og hoppede ud af sengen og ind under bruseren til et langt bad, hvilket var ret anderledes fra alle de andre dage indtilnu hvor jeg modsat har prøvet at gemme mig under dynen så lang tid som muligt..
Men det gjorde jeg ihvertfald, og da jeg så kom ud for at tage morgenmad med familien der var stået op i mellemtiden fortalte spurgte Robyn mig om jeg havde lyst til at tage i skole? Resten af dem undtagen Greg blev nemlig hjemme og holdt 'mental health day' som Robyn så fint betegnede det (på forsimplet dansk ; pjækkedag).
Vi spiste derefter morgenmad og Robyn & Brearne hoppede under dynerne igen, mens mig og Aidan så The Last Indian. Det passede lige med at filmen var færdig da Robyn & Brearne vågnede op til dagen igen, og derefter smurte Robyn ellers sandwiches og satte frugt og ginger-beer på en bakke som så blev nydt halvt i græsset og halvt på en madras på græsset.
Ginger-beer fandt jeg dog så ud af jeg ikke holder af, men den ville Aidan heldigvis gerne have, og jeg fik en rigtig øl istedetfor. Derefter klatrede jeg i det smukke hvide træ i haven, blæste sæbebobler fra toppen, hang på hovedet på en gren, nød den smukke udsigt, faldt ned, tog smukke billeder af alt omkring mig & blev taget billeder af tilbage.
Efter dette lagde jeg mig under et tæppe på madrassen og kiggede på træerne og den noget så blå himmel hvor solen skinnede klart og smukt lige henover taget og ned på os med kun en enkelt stor smuk sky til at dele det blå himmelrum. Robyn blæste sæbebobler henover mig som sprang på kinder som små kys og jeg blev pludselig overfaldet af en vis mystisk træthed som jeg lå der, og inden jeg selv lagde mærke til det var jeg fast asleep. Tre timer senere vågnede jeg op fra en god drøm af en hvalp der hoppede på mig, denne gang til et endnu smukkere syn end solen. Himlen var helt mørksort, kun med en svag rød skygge skinnede op over bjergene mens Stjernerne skinnede klart fra den helt mørke, smukke himmel. Jeg lå der i en halv time tror jeg inden jeg samlede madrassen og tæpperne sammen og gik indenfor. Indenfor var Robyn igang med at lave Ablefles (Australsk udtaleform af dansk ret; se Æbleflæsk) og Danish Meatballs (se Frikadeller nu du er igang :), og derved blev dagen ihvertfald ikke mindre god. mums.

Efter dette råbte Min & Robyns Kaffe-mandelkage på at blive nydt, hvilken den så selvfølgelig blev meget langsomt og frydefuldt sammen med æblecider, mens Thomas Buttenschøn sørgede for at holde den så gode, så gode stemning ved lige omkring os, endda uden at lade Australierne forstå et ord fra den smukke sangstemme.

Efter denne fantastiske dag var det helt umuligt for mig at falde i søvn, jeg sad til langt ud på natten og skrev tekster, tegnede & drak te og siden rødvin mens de sidste blåbær langsomt forsvandt fra bakken.

også var det torsdag som jeg vist allerede har fortalt om. :)

Imorgen er planen at jeg pakker og hæver alle penge i banken, for derefter om aftenen at køre til Brisbane og overnatte hos Robyns søster Linda om natten. derefter er det lørdag og flyet til Danmark venter. sandsynligvis bliver det fyldt med tårer af både de gladeste og mest triste.

vi ses en søndag i Danmark.

over and out.

Jeg savner deg så vanvittig til tider. Jeg savner kallenavnene du hadde på meg. Alt fra min vakreste fjellblomst til klossmajoren. Jeg hater når folk gir meg kosenavn. Det var din greie! Ingen andre sin.. Jeg savner måten du strøk meg på ryggen om kvelden og når du strøk fingrene gjennom håret mitt for å roe meg ned..

Livet er urettferdig. Livet er så urettferdig til tider at det suger! Hvorfor skulle du forsvinne mellom fingrene på meg på den måten? Var det ikke meningen at jeg skulle bli elsket av deg? Kan jeg noen sinne bli lykkelig igjen? Vil jeg klare å fylle det store tomrommet jeg bærer på innvendig dag etter dag?

Du er og forblir den mest dyrbare personen i livet mitt! Jeg elsket deg! Bare deg, og det har jeg gjort frem til den dagen idag. Ingen andre mannfolk har noen gang fått høre at jeg elsker de. Jeg vil ikke si det, selv om jeg kanskje føler at jeg gjør det. Jeg er redd hva utfallet blir når jeg nok en gang åpner hjertet mitt og forteller de at jeg har såpass sterke følelser for de...

Jeg vet at en dag møter jeg deg igjen. På den andre siden. Jeg skal leve livet mitt her først. Så godt det går hvertfall. Du vil alltid være i mitt hjerte og det føles godt å vite at du passer på meg til alle døgnets tider!

Jeg elsker deg! Nå og for alltid! Det vil aldri være noen andre, for i mine øyne er det fortsatt kun deg!..

Go ahead and mention my child,
the one that died you know.
Don't worry about hurting me further
The depth of my pain doesn't show.

Don't worry about making me cry
I'm already crying inside
Help me heal by releasing
the tears that I try to hide.

I'm hurt when you just keep silent.
Pretending it doesn't exist
i'd rather you mention my child
knowing that he has been missed

You ask me how I'm doing.
I say "pretty good" or "fine"
but healing is something on going
I feel it will take a lifetime

-Unknown-

<3 Elsker deg Lucas! <3

Det blir lenge til neste gang, så jeg får ligge ensom i sengen min å fantasere i mens.

Alt begynte med ferien, jeg var i Slovenia, og der møtte jeg en helt utrolig fantastisk gutt. Vi ble ikke kjent før ferien nesten var slutt, men rakk og få mange gode minner sammen med han fordet. Vi ble kjent på båten hjem fra Venezia-turen. Han bare kom å sa "Hei" å satte seg ned vedsidna meg, også sa han "Har du sola dæ my eller? Du e så bleik", det var egentlig en morsom setning og vi gjorde det til sommerens dårligste sjekketriks, men det funket. Da vi kom fram til Kroatia, hvor vi skulle ta bussen hjem til hotellet i Slovenia satt vi sammen, det var godt å ha selskap på bussen hjem, man var veldig sliten så humor gjorde bussturen mye bedre. Da vi kom til hotellet måtte vi gå å spise middag med en gang, vi gikk å hentet oss mat, etter det så gikk vi på hotellrommene våres og dusjet å ordnet oss. Var egentlig ikke meningen at vi skulle møtes igjen den kvelden, så vi ga hverandre godnatt klem i heisen. Kl 23:30 kjedet jeg meg, så jeg gikk ned i lobbyen for å sitte på pc'en. Å der var han igjen. Så vi satt å looka litt, deretter tok jeg intiativ til å spørre om vi skulle ut å gå, vi gikk langt, nesten til nabobyen Lucia. Tilbake gikk vi stranden, så stoppet vi der det var sperring. Der var vi i 1-2 timer. Det morsomste som hendte der var vel en ganske klomsete hendelse, Erik som han heter kalte meg en kloms, han hadde hendene sine oppå et gelender, det var to gelender der, men det var åpenrom mellom dem, så han skulle flytte seg litt og han så ikke mellomrommet, så rett etter han sa kloms, så havnet han nesten nedpåbakken å det ble det jo latterkrampe av. (Mobber han enda for det(a). Da vi gikk til hotellrommet igjen, tenkte jeg bare sånn "Hold meg i hånda nå da, kom igjen".. Men det skjedde ikke, men etter litt tok han hånda mi og vi gikk hånd i hånd til hotellet. Det var ganske så koselig. I heisen var det en rar fyr som bodde i samme etasje som Erik, han hadde sikkert sett at vi gikk hånd i hånd så når heisen stoppa i 2.etasje å begge skulle gå, så stoppet han å sa "Hey, you forgot something", hverken jeg eller Erik skjønte hva det var. Haeh. Dagen etterpå så gikk det noen timer før vi møttes igjen. Var vel ikke før klokka var 12 eller noe sånn. Vi gikk til Nabobyen Lucia (igjen!), der møtte vi Bugge, så snakka vi litt ogsånn. Så begynte det å regne litt så vi gikk tilbake. Vi gikk stranda tilbake, så stoppet vi der å la oss ned for å sole oss, det var kjempekoselig å bare ligge der å plage han med barnåler og se han inn i øynene. Han sovnet omtrent da. ;p Så gikk vi tilbake til hotellet å han ble med opp på hotellrommet igjen fordi jeg måtte skifte klær, så der looka vi i noen timer, Sandra var jo helt i 100 så det var litt morsomt egentlig. Så gikk vi ut på verandaen og der stod han å holdte i rundt meg, mens vi så over til Kroatia osv, var så überkos, går nesten ikke an å beskrive det engang.

Fredagskvelden, som da var siste kvelden vår i Slovenia tilbringte vi sammen. Vi gikk til Nabobyen Lucia (igjen!!) og tilbake. Vi gikk stranda atter engang tilbake, men denne gangen stoppet vi på Piret, for å kjenne på vannet å bare snakke og ha det morsomt. Vakten kom å sa at Piret egentlig var stengt, men siden vi ikke hadde noe alkohol med oss fikk vi sitte der så smilte han. Så der ble vi da. Erik sa hele tiden at han skulle kaste meg i sjøen, men jeg bare nekta, selvom jeg hadde veldig lyst. Så tilslutt reiste han seg for å prøve å få meg nedi, men da sprang jeg en annen plass på piret å la meg. Så kom han å la seg ned vedsidna meg. Der ble vi liggende å snakke litt. Det var stjerneklart og fullmåne den kvelden, måneskinnet var gjenspeilet i sjøen og alt var som tatt ut fra en film omtrent, jeg satte meg opp, det samme gjorde Erik, så kom han bak meg og begynte å holde irundt meg. mens vi så på stjernene sammen. Det var akkurat som at det var tatt ut fra en film, og drømmen min gikk endelig i oppfyllelse. Alltid hatt lyst til å sitte en kveld det er stjerneklart å se på stjernene sammen med en jeg virkelig syns noe om. Der satt vi lenge. Men etterhvert måtte vi stikke siden jeg skulle ta tatovering. Det var kjempehyggelig, og garantert ikke en kveld jeg kommer til å glemme.

Lørdagen var det tid for avreise, jeg stakk å spiste frokost, pakket på 5 MIN!!! (at det gikk ant) å tok heisen ned i lobbyen, der stod han igjen. Ikke at jeg var lei av det, men han var alltid der når jeg kom ned med heisen omtrent. ;p Så gikk vi ut, siden det var varmt og jeg ikke gadd å gå inn i bussen fant han frem busseter til oss, vi satte oss helt bakerst siden air conditionen virket best der. På bussturen tilbake til Ljubjana så lå jeg i fanget hans hele tiden, hørte musikk å så på han og smilte. Har aldri følt meg så trygg siden jeg var sammen med Mr.Did, så det sier litt. Da vi kom til flyplassen mistet vi hverandre igjen. Køen var lang, å siden han gikk inn tidlig så sjekket han inn mye fortere enn meg. Da jeg skulle gå gjennom tollen så stod han der å ventet på meg, hvor søtt ekke det a? : ) Så gikk vi på Tax Free'en å så litt å deretter opp i 2.etasje hvor gaten vår lå. Der satt vi vel i drøyt over en time, så skulle flyet gå. Tror det var den værste flyturen jeg ever har hatt. Fyllesyk, deppa etc. Usj, det passer seg ikke på en flytur, å 2 timer og et kvarter gikk på et blunk. Da vi landet og jeg skulle ut av flyet stod han å ventet på flytrappa, så gikk vi sammen inn. Jeg gruet meg, jeg måtte kjempe for å holde tårene tilbake serr. Det var helt forjævlig ;o Jeg ble med han ut etter jeg fikk bagasjen min, og han måtte dra. Jeg fikk den beste klemmen jeg har fått av han, den var go'. varm og laaaaang. =D Vi bestemte oss for å holde kontakten og sånn ble det.

Tusen takk for at du gjorde ferien min perfekt, hanzn. Det setter jeg så utrolig stor pris på.
Hadde jeg ikke møtt deg, hadde ikke drømmen min gått i oppfyllelse. Er så takknemmelig for det !
Kjipt at jeg var så treig med ja du vet, og jeg skulle gjort alt for å gått tilbake 3 døgn, så hadde det kanskje vært en fin tid akkurat nå. Men du skal vite, jeg har aldri følt noe for noen siden det ble slutt mellom meg og mr.did, du er den første, så det sier egentlig litt. Men that's life. : )
Savner deg vertfall, og er glad i deg <3 Thanks for the memories.