Jeg synes ærligt talt de skulle skamme sig - Venstres folketingsgruppe og andre der støtter dette forslag - hvor er det direkte uanstændigt og under selv VKO blokkens laveste fællesnævner, på denne måde at blive ved med at skyde med skarpt på dem der ikke har kræfter, stemme eller mulighed for andet end at tage imod.
Der har efterhånden længe været tiltagende stramninger og en uhørt inhuman og meget skarpt sanktionerende kurs overfor de borgere der bevæger sig ud på den overlevelsestur det ofte er, at søge om at få førtidspension. Som en del af denne skrappe diskurs har man i de seneste år fundet på diverse krumspring og mere eller mindre fantisifulde ideer om, hvordan man får dem der allerede er inde i førtidspensionssystemet, ud igen. Dette lovforslag er desværre virksomt i forhold til Venstres plan, og det vil uomtvisteligt åbne den dør Venstre har ledt efter - endeligt kan man komme til at slå på de allersvageste igen.

Grunden til at man ønsker at indføre denne lovgivning tror jeg er, at man i Venstre har nogle helt urealistiske forestillinger om habitus, ressourcer og faktiske handlemuligheder for samfundets allersvageste borgere. Man forestiller sig, tror jeg, at disse borgere blot skal opdrages gennem gestaltpædagogik så lærer de det nok - men virkeligheden er langt mere kompliceret, trist og uforudsigelig end det. Særligt for de allermest udsatte borgere - hvoraf mange er førtidspensionister fordi de helt reelt ikke hverken har eller vil kunne udvikle nogen form for restarbejdsevne.

Der er nemlig i virkeligheden kun ganske få borgere der bevidst har valgt at være afhængige af det offentliges barmhjertighed og hjælp - langt de fleste borgere der er på overførselsindkomst som fx. førtidspension - ca. 99 % - ønsker helt ærligt ikke at være hvor de er i deres liv, mange af dem har kæmpet og kæmper bravt, nogle er så socialt, udviklingsmæssigt, fysisk, emotionelt, uddannelsesmæssigt og/ eller boligt ressourcesvage at deres problemkomplekser har forvitret sig til ukendelighed for såvel borgeren selv, som forvaltningens medarbejdere.

Det er ikke en ønskværdig position at være i, disse borgere har faktisk uden omsvøb et meget ofte et meget hårdt og fattigt liv i flere dimensioner - ikke en drøm nogen jeg har mødt, har stræbt efter.

Det er en meget lang og opslidende proces at blive prøvet i en sag om førtidspension, men det kræver loven. Man skal lede i enhver tænkelig afkrog af borgerens liv, familie, netværk, ressourcer og lokalmiljø efter noget der kunne tyde på en restarbejdsevne der evt kunne bruges et eller andet obskurt sted.

Det betyder i praksis at der i førtidspensionssager indhentes papirer fra nær og fjern, borgeren skal kortlægge sit liv og forsvare sin gøren og laden, til diverse undersøgelser og tests, aktiveres, arbejdsprøves, omskoles, opkvalificeres osv. De mennesker der efter turen gennem arbejdsevneskærsilden, tilkendes førtidspension er således reelt meget dårlige og har faktuelt behov for at vide sig forsørget - på sigt.

Med Venstres forslag kan førtidspensionister dog i fremtiden ud over den usikkerhed en genvurdering medfører, se frem til at skulle igennem arbejdsevneskærsilden hver 4 - 5 år - en udsigt jeg kan være alvorligt bange for at f.eks kronisk psykisk syge og andre med store psykologiske barrierer i deres problemkompleks, vil have meget svært ved at overskue. Konsekvensen frygter jeg helt reelt vil kunne blive et øget antal selvmord i denne befolkningsgruppe.

Venstre sender, med dette forslag, irreversibelt kronisk syge borgere på regelmæssigt tilbagevendende ture gennem arbejdsevneskærsilden, og dermed på tvangsarbejde i den hellige beskæftigelses navn.

Jeg fristes til i min harme at spørge : "How low can you go ?"

DA følger op på forslaget med at melde ud at de mener, at psykisk syge skal fastholdes på arbejdsmarkedet - jeg har næsten svært ved at tro, at de mener det seriøst, men det gør de desværre, det er ramme alvor !!!
Læs mere på http://politiken.dk/erhverv/article533702.ece

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg - trods stort besvær - ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang - for mig!

Jeg er redd for å ta meg nær av løgnene jeg frykter er der. Jeg er redd for å begynne å tro på dem; at jeg ikke er verdig et liv som mann (og siden noe annet er umulig for meg blir alternativet å avslutte livet). Jeg er redd for å gi dem mer makt over livet mitt. To år var altfor mye. Så selv om jeg har mast om den journalen, for å se hva de mener å ha på meg som gjør at de kan nekte meg behandling, ligger den der og knurrer (nei, ikke på ordentlig, jeg er ikke helt gal ennå). Endelig hadde jeg klart å komme meg opp fra GID-grøfta. Jeg tør ikke åpne den konvolutten i dag.

Samtidig går LFTS ut og bekrefter at de ikke har skjønt noen ting og komplett mangler empati (saken mot Esben Esther). Det er mye jeg ville kommentert der, men jeg orker ikke. De sier det jo ganske greit selv:

LFTS er en forening for mennesker som får diagnosen transseksualisme og som får hjelp med kjønnsbekreftende behandling på Rikshospitalet.

Altså ingen forening for oss som ikke får riktig diagnose eller hjelp, ikke en gang for dem som venter på diagnosen. Hvis de bare hadde sagt det klart og tydelig fra starten av hadde jeg spart meg for mye frustrasjon, tårer og sinne. For et innblikk i LFTS' indre liv, se f.eks. denne tråden på forumet deres. Jeg unngår forumet deres så godt jeg kan, men av og til sprekker jeg. Det er ikke alle dager jeg takler like bra å få beskjed om at jeg er uønsket, et lavere vesen og at jeg bør slutte å skrive og snakke om meg selv fordi jeg ikke er representativ. Av og til orker jeg bare ikke å få sjela forpesta på den måten, selv om jeg burde tåle det, burde kjempe for dem som har mindre ressurser, f.eks. "mer uheldig nå".

Dette er en sånn dag da jeg innser at det beste jeg kan gjøre er å tilbringe tida med alle andre enn LFTS og GID-klinikken, med folk som støtter meg selv om de ikke nødvendigvis forstår. Folk som er sikre nok på seg selv til ikke å sparke folk som ligger nede. Jeg er heldig som har venner som tar vare på meg, heldig fordi jeg er så utadvent at jeg tør å åpne meg for fremmede og dermed hente støtte fra de mest uventa hold. Og heldig fordi jeg slipper å forholde meg til GID-klinikken og LFTS lenger. Om noen dager har jeg sikkert samla krefter nok til å våge å lese min egen journal. Raseri og nådeløs utlevering kan ventes.

Jeg følte de hjalp veldig første gang jeg våget å snakke med noen om det, jeg snakket med andre som hadde drevet med det selv, og følte de hjalp meg mye mer enn hva en belærende psykolog ville klart. Jeg fant et alternativ til selvskadingen, jeg fant en lidenskap i fotografering, og det er blitt min måte å få ut tanker og frustrasjoner. Jeg har for lengst skjønt at arrene jeg påførte meg selv ikke var en løsning, for med tiden ville hele kroppen være dekket av dem. Idag er hele armen min dekket av dem, og noe av beinet, de har fått tid til å gro og er nesten ikke synlige. De er i grunn veldig få som kommenterer dem, fordi de er nesten usynlige, men for meg er det fortsatt like synlige som de var når jeg laget dem, jeg blir alltid minnet på tiden i livet jeg egentlig bare vil glemme. Og en slik skjebne vil jeg skjerme andre for, for det er faktisk tøffere enn hva mange ville tro, det å måtte se sine egen påførte arr hver dag resten av livet.

Det er rart med det når man er over 40 og har opplevd utviklingen og alt som har skjedd i forhold til holdninger til oss homofile. Det er rart for meg - men selvfølgelig oppleves det sikkert enda tydeligere for de som eldre enn meg, og igjen så tenker jeg på Kim Friele som jo var den første her i Norge som turte å stå frem med ansikt og stolt fortelle at hun var lesbisk.

For bare 36 år siden var det forbudt å være homofil i Norge. I går kunne vi feire at vi får lov å gifte oss med den vi elsker og at vi også kan få trygge gode rammer rundt en egen familie, enten denne nå består av bare to eller det er barn involvert.

Det har vært en enorm urvikling, og særlig det siste tiåret. I 1993 måtte jeg flytte fra hjembygda mi og bedriften min pga at jeg ikke lenger klarte å leve med mobbingen og sjikaneringen fra bygdefolket. I dag møter jeg de samme menneskene som mobbet og de ber om unnskyldning for oppførselen sin. Det er i slike tilfeller det er godt å kunne tilgi. For jeg tror vi som er homofile forstår at det kan være rart å forstå homofili. Mange av oss har gått i årevis og vært redde å godta oss selv. Mange har tenkt at da kan man heller ikke forvente at andre skal forstå oss over natten. Heldigvis - i dag er det mer opplyst. Jeg levde opp med homofile følelser som barn og visste ikke engang hva jeg var. Jeg trodde jeg var den eneste i hele verden som var “sånn”. Ja for man lærte tidlig at man ikke var “normal”, selv om man ikke visste hva man var.

Opplysning, opplysning, og atter opplysning er det som må til. I skoler og bedrifter og i organisasjoner - ikke minst innen idretten. Heretter må det jobbes med holdninger. Det MÅ BLI SLUTT PÅ MOBBINGEN! Det må bli slutt på ALL mobbing - ikke bare mobbing av homofile. Vi må lære oss å ha respekt for hverandre og opptre redelig overfor hverandre. Folk må ikke dømmes fordi man er tykk, rødhåret eller er homofil eller andre teite grunner. Dette gjelder selvfølgelig også at man ikke skal mobbes om man har en tro.

Religiøs og all fundamentalisme er og blir farlig. Det er farlig fordi det er en svart/hvitt tenking og tanker om et fasitmenneske som ikke eksisterer. Vi er alle ulike og har alle ulike forutsetninger i våre liv. Vi er skapt unike og forskjellige. Selv hårstråene er unike og forskjellige. Fundamentalister får lage så mange regler de vil for meg - MEN da må det bli regler for seg selv, sitt liv. De har ingen rett til å bestemme over meg, eller andres liv. Jeg skal ha respekt for tro - men da må de også ha respekt for at jeg ikke tror - eller tror noe annet. Deres tro er ikke mer beviselig enn noe annet. Deres liv er ikke bedre nødvendigvis enn mitt. Jeg er også født i denne verden. Jeg har også rettigheter. Og jeg har også rett til å være lykkelig og elske hvem jeg vil. Jeg skader ingen med å elske noen. Jeg skader bare når jeg tvinger noen til noe eller forgriper meg mot noe eller noen. Den forskjellen bør fundamentalister lære seg. For de fleste andre er dette elementært.

Skal man bedømme et menneske så må man se på hva mennesket gjør og ikke hva det er. Homofile er også bare mennesker. Det finnes både gode og dårlige homofile. Dette er også elementært for de fleste. Men fundamentalister har altfor lett for å dømme alle. Ikke døm folk for å elske - å elske noen kan ALDRI bli galt.

Når vi nå feirer den nye ekteskapsloven - og det skal vi virkelig gjøre - så håper jeg at vi i feiringen også husker på alle dem som fortsatt sliter og alle de som har slitt. Noen av de som har slitt lever ikke blant oss lenger og det finnes skjulte homofile i dag som sitter og planlegger å gjøre slutt på livet sitt. Det er alvorlig. Selvmord er alvorlig - uansett grunn. Leste et sted at det er flere som tar selvmord enn det er mennesker som dør i traffikken. Jeg leser ofte om trafikkdøden, faktisk hver dag - men sjelden om selvmordene. Vi må begynne å snakke sammen. Vi må begynne å bry oss om hverandre igjen. Ingen har så dårlig tid at vi ikke har tid til hverandre. Der har jeg selv masse å lære.

Jeg har ønsker om at et slikt engasjement og et slikt håp som denne ekteskapsloven har gitt så mange skal åpne øynene våre for flere ting. Denne loven handler ikke bare om homofili - men den handler om mennesker. Veldig mange mennesker.

Gi en klem til noen i dag - en rose - eller gi et kompliment. Det er småtingene i hverdagen som kan være nok til at vi kjenner oss verdsatt som mennesker.

Jeg skal ha det fokuset i dag. Smile og være glad mot alle. Det får bli min feiring i travle festivaltider ;-))

T A K K igjen til alle godord. Spre dem!

Om du ønsker å lese mitt brev så kan du lese det her: Ord til en ukjent

I find it kind of funny
I find it kind of sad
The dreams in wich I'm dying
were the best I've ever had
I find it hard to tell you
I find it hard to take

Mad World - Gary Jules

Jeg har aldri møtt fordommer eller diskriminering fordi jeg er transseksuell
- bortsett fra på GID-klinikken og fra LFTS - Landsforeningen for transkjønnete. De som liksom er der for å hjelpe.

Transgender Inequality

Heldigvis for mine omgivelser er jeg ikke rasjonell nok til å begå barmhjertighetsdrap på meg selv, selv ikke når jeg får framtida mi kansellert. For hvert sekund venner jeg meg litt mer til å eksistere uten å leve. En gang til.

Det hadde vært bedre om du var død, var budskapet fra gamle venner. Også familien tar avstand fra sønnen og broren, og ber ham søke omvendelse og behandling. Samboeren hans vil de verken se eller treffe.

Les resten av denne horrible historien i Stavanger Aftenblad

Jeg har mange ganger skrevet om slike historier fra virkeligheten. Om familier og nettverk rundt som støter mennesker bort pga at de står frem som homse, lesbisk, bifil eller transeksuell (HLBT) Jeg har selv venner som har opplevd det samme. Med bibelen i hånden slår de hånden av sin sønn eller datter, menighetsmedlem eller venn...

Kjære Arnfinn Nordbø: Vi er MANGE som vil kjempe sammen med deg og som står bak deg eller leier deg gjennom alt dette. Ikke gi opp! Du er tøff som står frem og forteller din historie - med dette setter du fokus på et alvorlig problem for veldig mange. Mange står ikke frem som du gjør og velger heller selvmord. 1 av 4 unge homofile forsøker å ta sitt eget liv. Stolt av deg og glad for at du finnes og tør!       Vennlig hilsen Kjellemann

NÅ MÅ DETTE TA SLUTT!!!

Ivar - fordi han har stått sammen med meg i mange vanskelige bloggdager, støttet meg og brydd seg om meg på ekte vis. Du er et forbilde. Who you are make a difference

Harald - fordi du bidrar til at jeg ikke oppgir å tro helt.. Du er et forbilde. Who you are make a difference

Sandy Zoo - who is a beutiful norwegian/american lady "over there" that i have never met but who gives me so many nice e-mails, support me and give me a lot from sharing from her own life. You make me so proud og being gay and being norwegian! Who you are make a difference.

Martin - fordi han holder ut med meg. Fordi vi har gått på en vei sammen som mange ganger er brokete og svingete, men som tross alt ligger der åpen for begge. Må vel sies at den har endret oss begge. Who you are make a difference

Per Esben - du er et nydelig menneske og jeg er så glad for å være vennen din. Om avstanden mellom oss er stor, så vil jeg at du skal vite at jeg tenker på deg og bryr meg masse om deg. Takk for den du er for meg og alle rundt deg. Who you are make a difference

+alle nydelige mennesker der ute

En av jentene stillte et spørsmål til Oprah som lyder omtrent sånn:

Når du ser jeg sitter her og ser meg sånn jeg er - synes du jeg er bra nok? 

Dette spørsmålet gjorde at jeg hadde problemer med å sove i natt. Jeg tenker at dette er et spørsmål som veldig mange i dag stiller seg. Den fattige jenta hvis store drøm er å få lov å gå på en skole tenker det. Vi i Norge som ser på det å gå på en skole som en selvfølgelighet - og "uffer" oss ofte over hvor forferdelig det er, tenker nok også det samme. Men det er noen vesentlige forskjeller i tankegangen...

For de fattige små jentene er det å gå på en skole en drøm. For dem er selv en myk seng å sove i en drøm. For dem er drømmer en del av overlevelsen. Det er nok drømmen om det som kan synes uoppnåelig som er drivkraften til å kjempe for overlevelsen - til tross for at familiemedlemmer dør av aids, eller blir myrdet kaldblodig utenfor døren til hjemmet, et hjem som er uten vann, uten mat - et blikkskur som ikke tåler engang et regnskyll. Det disse barna lærer seg er ydmykhet. INGENTING er en selvfølge. Det er deres egen innsats som avgjør hvor de lander. Det er ydmykhet å spørre - synes du jeg er bra nok?

Barn og unge - vel, voksne også - i Norge spør seg nok ofte det samme. ER JEG BRA NOK? Jeg spør meg selv dette hele tiden. Men det er en vesentlig forskjell her.

Vi i Norge vet knapt nok hva fattigdom er. Vi lever trygt og stort sett alle våre behov er dekket. Ja MER enn dekket. Vi lever i et overflodssamfunn. Mange ville ikke bøyd seg ned for å plukke opp en tier engang. Vi gidder ikke. Når vi synes vi er fattige så er det fordi vi ikke har råd til å kjøpe oss den dyreste mobiltelefonen, eller ha mulighet til å kjøpe flatskjermtv. I Norge har vi en fattigdomsgrense og går vi under den blir vi plukket opp og sørget for. At dette systemet mange ganger føles urettferdig er vel egentlig også et luksusproblem...

Når vi i Norge spør oss selv, er vi bra nok? - så handler det om vi er bra nok i forhold til naboen, i gjengen, i familien, på skolen, på jobben. Overflodsamfunnet har gjort oss hensynsløse i kampen om å bli best, rikest, ha best karriære, ha de fineste og dyreste moteklær, de fineste kroppene. I den hensynsløse klatringen på suksessstigen blir vi blindet for de andre rundt oss. De som prøver å klatre sammen med oss men som ikke makter farten, "bråket" og jaget, blir liggende rundt oss som ensomme, syke, redde enkeltindivider. Vi klatrer hensynsløst alene og vi detter ned igjen alene og blir ofte liggende igjen alene. Individualismen står sterkt i Norge. Vi skiller oss når ekteskapet blir kjedelig - det er lett. Vi dytter barna våre imellom oss og snakker dritt om x-mannen/kona til barna våre - det er lett. Vi sender mor og far på gamlehjem - det er lett. Vi skyver alle andre som ikke har samme karriæremål som oss vekk fra oss og tråkker over dem på vår vei - det er lett.

Vi er iferd med å skape et suksessskillesamfunn. Mange er bra nok - veldig mange er ikke bra nok. Definisjonen på suksess er penger og makt - OG mangel på ydmykhet.

Slik tenker jeg...

Jeg er klar over at jeg kanskje overdriver veldig i det jeg skriver ovenfor. Kanskje gjelder dette bare noen få - noen få hensynsløse. Vi kan jo heller ikke tenke oss hvordan denne jenta i Sør-Afrika egentlig har det. Vi ser henne på vår flatskjermtv, gråter litt og tenker så trist - for mange av oss er dette underholdning. Vi skifter kanal og ser "Vil du bli millionær" i stedet. Selv Oprah Winfrey lager underholdning av dette og ikke bare det - hun tjener masse penger på det.

Jeg vet ikke hva jeg vil med det jeg skriver. Jeg vet bare at jeg vet at jeg ofte stiller meg dette spørsmålet selv; ER JEG BRA NOK? Jeg spør meg dette fordi jeg er tykk og nærmest konstant går og tenker på at jeg burde være slankere. Jeg spør meg dette fordi jeg er homofil og går hver dag og hører at jeg ikke er like bra menneske som andre. Jeg spør meg det fordi jeg ofte går og føler meg blakk og har ikke råd til å kjøpe meg dette drivhuset som jeg VIRKELIG drømmer om og som jeg tenker er det som er igjen for at jeg virkelig skal føle meg lykkelig. Jeg spør meg om det fordi jeg ofte sliter med nerveproblemer, panikkangst og depresjoner - hvorfor har jeg det når jeg går og føler at jeg ikke egentlig har noen grunn til å ha angst eller depresjon.. Jeg spør meg det fordi jeg vet at til høsten må jeg ut i jobb igjen etter å ha vært syk i mange år. ER JEG BRA NOK? VIL JEG KLARE DET?

Jeg føler at jeg er ydmyk. Men jeg vet at noen vil si at jeg ikke er det. Det føler jeg er fordi noen mener at jeg ikke er bra nok.. Det gjør meg syk.

Jeg vil begynne med å fortelle deg historien om en ung mann. Han var eksemplet på et menneske som det gikk forferdelig galt med, et menneske som virkelig kom ned i det mørkeste mørke, det dypeste dype, et menneske som virkelig tenkte at han hadde brukt opp alle sine muligheter og ødelagt sitt liv. Hva skjedde med han spør du kanskje ? Denne unge mannen våkner en morgen og bestemmer seg for å gjøre det eneste han kan gjøre i sin situasjon, han drar hjem til sin far. Nå tenker du kanskje at han hadde sikkert et godt forhold til sin far, så han hadde faren å falle tilbake på. Men jeg har glemt å fortelle deg en viktig detalj i denne historien. Denne unge mannen hadde sviktet sin far, han hadde misbrukt sin fars tillit, så han hadde ikke noen garanti om at faren ville ta godt imot han. Men alikavel bestemmer han seg for å dra hjem, og vi kan lese i Lukas ev. 15:20-24 hva som skjedde når denne unge mannen kom hjem. Fordi at han var ærlig med sin far og ba faren om hjelp, så tilgav faren han alt han hadde gjort og overøste han med godhet og kjærlighet.

Hvilken forbindelse har dette til din situasjon  ? Legg merke til hele kapittel 15 i Lukas evangeliet. Jesu poeng med disse lignelsene er å fortelle oss hvordan Gud er mot mennesker som tør være ærlige og si at de ikke fikser livet. Så om du ikke fikser livet ditt lengre, om du opplever at nå er alt gått galt og du har mistet kontrollen, så sier Jesus til deg her i Lukas ev. at du bare trenger å være ærlig med din Far i himmelen. Fortell Gud at du ikke fikser dette, fortell Han at du trenger hjelp. Du trenger ikke formulere deg i fine ord, vær brutalt ærlig nå med Gud og si til Han akkurat hva du føler, hva som er galt og fortell Han at du trenger hjelp.

Har du gjort det ? Skjedde det ingenting sier du kanskje ? Vær tålmodig, for du kan være helt sikker på at om du var ærlig med Gud, så hørte Han denne bønnen din ( selv om du ikke er frelst ). Hvordan kan jeg si at Han hørte denne bønnen selv om du ikke er frelst ? Legg merke til Lukas ev.15:20. Legg merke til hvordan pappaen i din fortellingen ser gutten sin komme langt unna, legg merke til at pappaen løper imot gutten sin og kaster seg om halsen på han i en riktig god klem. Slik er din himmelske Far. Det kan godt være du aldri har snakket med Han, det kan godt være du ikke en gang tror på Han. Men det bryr ikke Han seg om, for Han står der ved porten og speider etter deg. Og om du er brutalt ærlig med Gud om livet ditt nå, så ser din himmelske Far den bønnen slik som pappaen i fortellingen ser sin gutt langt unna og Gud svarer på den. Han svarer på den selv om du kanskje ikke enda nærmer deg Gud, men du må jo begynne et sted ikke sant ?

Har du vært helt ærlig med Gud nå ? Har du ropt, skreket, eller bare hvisket til Han hvordan livet ditt er, at du ikke fikser det og at du trenger hjelp ? Skjedde det fremdeles ingenting sier du ? Jeg ber deg om å være tålmodig, for Gud har hørt bønnen og har begynt å jobbe med den. Vent nå et par dager før du gjør det du tenkte på, gi Gud en mulighet til å gi deg et bønnesvar. Gi Gud en mulighet til å vise at Han er en god Gud som står ved porten og speider etter deg, Han speider etter deg fordi Han elsker deg. Hva har du å tape på dette ? Du har ingenting å tape, du har prøvd alt og alt har mislykkes. Men Guds kjærlighet, den holder, den vil aldri svikte deg.

Du har en Far i himmelen som elsker deg, gi Han en sjangs til å fikse livet ditt før du gjør det du tenkte på.

Neida, såklart snakker jeg om kulten til Tom Cruise, som etter min mening har tatt over Cheney's 'drinker of the blood of puppies'-tittelen, nemlig Scientologikulten. Først og fremst vil jeg presisere at jeg kaller dem en kult fordi det irriterer livskiten ut av dem, og fordi de ER en kult.

En farlig kult.

Et av deres yndlingsvåpen er drittkasting. Enorme kampanjer blir satt igang så snart en stakkar åpner kjeften om hvor idiotisk og tåpelig deres 'religion' er. Avhoppere blir fryst ut, og gjerne offer for en type skittenvask som får Hillary og Obama til å se ut som engler.

En av deres største fiender, Shawn Lonsdale (som du kan se i BBC's Panorama dokumentar 'Scientology and Me'), tok mystisk nok 'selvmord' 16. februar i år.

De fleste av de største Suppressive Person-stemplede blir notorisk hengt ut som religionshatere på Religious Freedom Watch siden som er drevet av kulten. Så har man deres gjentatte forsøk på internettsensur, og press på ISP'er om å oppgi hvem som gjemmer seg bak forskjellige kallenavn. Fjerning av brukere som er fiendtlige mot dem på YouTube, gjentatte forsøk på å få fiendtlige nettsteder i kne ved hjelp av trusler om søksmål og annet moro.

Vil dere vite mer anbefaler jeg en titt på Operation Clambake, spesielt under What's Going on Now-seksjonen for aktuelt stoff.

Så, hvis noen finner meg 'selvmyrdet' i et smug med 27 øksehogg i ryggen, vet dere hvorfor.

For en kjapp oversikt over deres villeste påfunn, ta en titt på denne siden, vi advarer mot sterke bilder.

What the hell is going on?

where are we? what the hell is going on?
the dust has only just began to fall
crop circles in the carpet, sinking, feeling
spin me around again and rub my eyes
this can’t be happening
when busy streets a mess with people would stop to hold their heads heavy

hide and seek
trains and sewing machines?
all those years they were here first

oily marks appear on walls
where pleasue moments hung before
the takeover, the sweeping insensitivity of this
still alive

hide and seek
trains and sewing machines? oh, you won’t catch me around here
blood and tears they were here first

mm what you say
oh that you only meant well, well of course you did
mm what you say
mm that it’s all for the best, of course it is
mm what you say
that IT’S JUST what we need, you decided this
mm what you say
what did she say?

ransom notes keep falling at your mouth
mid-sweet talk, newspaper word cut outs
speak no feeling no i don’t believe you
you don’t care a bit you don’t care a bit

you don’t care a bit
you don’t care a bit
you don’t care a bit
you don’t care a bit
you don’t care a bit

så denne videoen hos Trond

Af Per Gudmundson

RIKSDAGEN ”Det har varit mycket fint prat, men vi vill ha handling!” Det är när Egyptens ambassadör Samah Mohamed Sotouhi får ordet som det spårar ur på riktigt. Han har en hel lista med krav till de svenska parlamentarikerna. Han pratar om förolämpande publiceringar och vill att vi ska ”kriminalisera islamofobi”. Han frågar när vi ska ”modernisera” yttrandefrihetslagarna så att internet inte ska kunna underblåsa internationella kriser. Och han undrar varför vi, när vi högtidlighåller minnet av Förintelsen, inte uppmärksammar ”andra förintelser”. Han syftar förstås på palestinierna och påstår att Israels agerande ”liknar nazisternas förbrytelser”.

När riksdagen arrangerar ”firandet” av Arabförbundets dag lyder rubriken ”Dialog, demokrati och mänskliga rättigheter”. Det blir mest ”dialog”, om man med detta ord menar den liberala och sekulära demokratins moraliska självutplåning.

Arabförbundets medlemsstater, som även i bästa fall har grava demokratiska brister, ursäktas på allehanda sätt. Grundbegreppen ifrågasätts. Algeriets ambassadör Merzak Bedjaoui menar att stormakter inte ska använda ”mänskliga rättigheter” för att påtvinga svagare länder sina egna kulturer. Kuwaits ambassadör Sami Mohammad Al-Sulaiman fortsätter på samma spår, och säger att ”västerländska uppfattningar om demokrati” inte kan införas utan vidare i arabvärlden, utan måste ta hänsyn till lokala kulturer.

Helena Benaouda, ordförande för Sveriges muslimska råd, faller tyvärr också in i ”dialogen”. Hon säger att muslimer utsätts för ”ett slags förintelse”, och att muslimerna oroar sig för att stämningar i Sverige ska leda till ”förintelse” även här.

Och Egyptens ambassadör går som sagt till frontalangrepp mot den svenska riksdagen och grundlagen.

Våra egna parlamentariker i kammaren är förbluffande följsamma när ordet släpps fritt. Alf Svensson (kd) pratar om respekt och värderingar. Annelie Enochson (kd) påpekar att Israel inte har någon representant på plats och att landet därför borde hållas utanför diskussionen. Ulrika Karlsson (m) påpekar klokt att demokratins värderingar är universella.

Men en anonym man, längst bak, ställer i alla fall frågan: ”Vad har Arabförbundet någonsin gjort för demokrati och mänskliga rättigheter?”

Det är önskvärt att vi har dialog med arabstaterna. Men ska vi ”fira” Arabförbundets dag krävs det att någon säger emot när det urartar till relativiseringar av Förintelsen. Diktaturerna tål nog att vi tar den konflikten.

Hat tip: Snaphanen og Spydpigen.

Som noen kanskje vet gjorde Alice Cooper en vane av å "dø" på scenen, for så å gjenoppstå.  Han har blitt skutt, giljotinert og hengt på scenen.  Alt var jo bare triks, og trikset med hengingen var et ekstra tau rundt livet som var akkurat litt strammere enn løkken rundt halsen; nyttig hvis du bare har tenkt å late som om du blir hengt.  Den skjebnesvangre dagen 07.04. skulle altså Alice Cooper bli hengt på scenen, og det var akkurat det som hendte.  Sikkerhetstauet røk, og der dinglet Alice Cooper.  Publikum trodde alle at han faktisk døde.  Heldigvis så var det en dyktig scenearbeider som fikk kappet tauet, og reddet livet til shockrock-artisten, som alt hadde svimet av og begynte å bli blå.  Det er var ikke mange sekunder om å gjøre at han døde der på scenen. 

Dette var selvfølgelig ikke nok for Alice Cooper, som fortsatte konserten - riktignok uten galgestuntet.  Nå hører jeg at Alice Cooper faktisk planlegger å dø på scenen, kanskje hele episoden med hengingen var iscenesatt?  Dette stemmer desverre ikke helt med hans egne uttalelser: Hans yndlingsmåte å "dø" på er faktisk giljotinen.  Da var det jo bra for ham at galgen ikke depte ham, så kan han kanskje få giljotinen likevel.  Det er visstnok så artig å se bladet komme farende mot seg, så det kan jeg på vegne av Alice Cooper anbefale til den vide verden av suicidale selvskadere.  IKKE derimot prøv å heng dere på en scene, for der er det altid en eller annen brysom scenearbeider.

Men for all del, ikke ta selvmord.  "Suicide is not chosen; it happens
when pain exceeds
resources for coping with pain"  Så:  Don't be in pain.  Cope with your pain. 

"Suicide is a permanent solution to a temporary problem"

Depression ses hyppigt i forbindelse med en række somatiske sygdomme, og derfor foreslår Sundhedsstyrelsen i referenceprogrammet, at de praktiserende læger systematisk tjekker deres patienter for depression. Det skal ske for patienter med hjertesygdomme, apopleksi, kroniske smerter, diabetes, kronisk obstruktiv lungesygdom (kol), kræft, demens og epilepsi.

2,6 pct. af den voksne befolkning lider af moderat eller svær depression, svarende til ca. 150.000.

Det er et meget stort tal, hvorfor sætter regeringen ikke mere fokus på denne gruppe af mennesker, som må grædende se på livet, som forsvinder som smuldret støv imellem deres fingrer? Istedet spildes tiden med at snakke om muslimer dit, muslimer dat.... 

Vi møder hende første gang som 20 årig
fuldstændig isoleret med sine bøger og musik.

Hun konfronteres med kravet om at skaffe sine egne penge.
Forsøger med kontanthjælp.

Hun indser at hendes personlighed står hende i vejen.
Tyr til stofferne og alkohol.
Det lindrer.
Hun er ikke længere sig selv

Men føder en dreng året efter.
Barnets konstante krav om ædruelig opmærksomhed
tvinger hende til at bortadobtere.

Hun arbejder 14 dage her og der
indtil hun som 24 årig begår selvmord.
En kold og blæsende oktobernat.

Jeg var faderen til det barn

Vi kristne er kalt til å være lys i denne verdenen. Matt 5:14-16 sier at det vi kristne gjør i denne verdenen skal være handlinger som skal få menneskene rundt oss til å prise vår Far i himmelen. Hva er slike handlinger vi skal gjøre ?

Handlinger som er lys i denne verdenen kan være alt fra å redde liv, møte andre menneskers psykiske og fysiske behov, gi av oss selv til et medmenneske,  til noe så enkelt som å bære et kors rundt halsen. Hvordan kan jeg si at noe så enkelt som å bære et kors rundt halsen kan være en handling som får mennesker rundt oss til å prise vår Far i himmelen ?

Når et menneske ser et menneske som bærer et kors, så vet han at dette mennesket er et kristent menneske og derfor et menneske han kan stole på. Når et menneske ser et menneske som bærer et kors, så vet han at dette er et mennesket han kan be om hjelp og være sikker på å få hjelp om det er fysisk mulig. Når et menneske ser et menneske som bærer et kors, og han er i en stressende litt tøff situasjon, så oppleves det som en direkte berøring av Jesus som minner han på at Han er med. Og med ett så er dagen litt enklere for dette mennesket. Når et menneske som står på valg om å bli frelst ser et menneske som bærer et kors, så kan vedkommende ta dette som et tegn fra Gud som fører til at vedkommende blir frelst. Når et menneske som har tenkt på selvmord ser et menneske som bærer et kors, så kan det være nok til at vedkommende velger å vende seg til Gud fremfor å gjennomføre selvmordet.  

Et kors rundt halsen kan frelse mennesker, helbrede ekteskap, forandre dagen, berge liv, gi en oppmuntring, være et tegn fra Gud, gi mennesker tillit og knytte kontakter.

Meget mulig så vil du aldri få vite så lenge du er på denne jorden hva det gjorde at du bar et kors. Men tenk på når du kommer hjem til Far og får vite at fordi du bar korset, så ble mennesker berget, frelst, helbredet, oppmuntret, gitt tillit til mennesker og Gud, knyttet kontakter m.m

Tenk på at om du ikke tør dele ut traktater eller vitne på andre måter. Eller du ikke føler at du er den rette til å snakke med andre om Gud, du føler at du ikke kan risikere å snakke med andre om Gud, så kan du ihvertfall bære et kors og gjøre noe. Gjør derfor noe, bær et kors. Og til dere menn som tror et kors rundt halsen bare er for kvinner...det er faktisk ganske macho å bære et kors rundt halsen og vise at du er en kristen mann med stor M. Akkurat som det er ganske flott å se en kvinne vise at hun er en kristen kvinne med stor K ved å bære et kors rundt halsen.

Et kors smykke rundt halsen har en STOR og evig betydning. 

Med tak til Snaphanen og Gates of Vienna for artiklen fra Aftonbladet:

 Mobbing er et stort problem både i skole, fritid og i arbeidsliv. Mobbing skjer også blant voksne.

Mobbere kan karakteriseres mest som egoistiske. De "slår ned" på de som er annerledes enn dem, eller som hindrer dem, eller truer dem i deres eksistens. De mobber andre - enten fordi de har veldig god selvtillit eller så tror jeg også at de mobber fordi de har veldig dårlig selvtillit. De "angriper" andre for kanskje å forsvare seg selv. Hovedgrunnen til å mobbe behøver ikke være det røde håret, at noen er tykk, eller bruker briller. Det kan like godt handle om å heve sin egen posisjon i vennegjengen og bli sett opp til som den tøffe, den sterke og den uovervinnelige. Det er enklere å angripe den svake enn å begi seg ut på en likeverdig.

For voksne gjelder mye det samme. På arbeidsplassen feks. Der handler det også gjerne om makt og om forfremming. Skjule dårlige samvittigheter, eller skjule agendaer. Det er gjerne mennesker som vil opp og frem og som bruker albuene for å nå sine mål. Altså - også ganske egoistisk. Her også er det de "svake" som oftest angripes. Den som kanskje ikke har evne til å gå til motmæle, men som "legger seg ned". Målet for mobberne er også her å skaffe seg posisjoner. Vise at de er sterke - uten at de nødvendigvis er det egentlig. Her kan også mobbeofferet være noen som truer deg og din posisjon fordi du kanskje ser at de er faglig sterkere enn deg. I stedet for å bruke evnene du selv har er det lettere å "slå ned på" evnene som truer deg. Har ikke mobbeofferet feil så granses det for å finne feil - når feilen eller svakheten er funnet så brukes den i mobbingen for alt det er verdt.

Mobbingen som skjer blant voksne er ikke så lett synlig. Det skjer ikke gjennom slag og spark. Her skjer det gjerne på en mye mer slu måte. Det skjer gjerne mens du smiler og er ovenpå i lunchen eller på møtet. Små "uskyldige" kommentarer som bare mobbeofferet hører.

Mobbing skjer overalt. I hjemmet mellom ektefeller. I familierelasjoner. I nabolag. I organisasjoner og menigheter. Noen ganger har mobbing andre navn. Psykisk mishandling, fysisk mishandling, sladder og ryktespredning, hån og sverting, baktaling osv osv. Mobbing er overgrep. Mobbing skjer sjelden blant de som er likevektige med mobberen. Mobberne mobber de som er svakere enn dem - eller som de anser som svakere enn dem. Derfor er mobbing så feigt. Derfor tenker jeg at mobberen ofte er den som egentlig er svakest - fordi de er så feige.

Jeg snakker ofte om fasitmennesker. Det er de mennesker som ikke har evne til dialoger, til å møtes på midtveien, eller som ikke klarer å se at folk lever under forskjellige forutsetninger. Alt dreier seg om dem. Deres liv er riktig - "alt" annet er mindre verdt og feil. Fasitmenneskers verden er veldig liten - den handler stort sett om bare noen få - kanskje noen ganger bare fasitmennesket selv eller den "gruppen" de tilhører. Men den kan også handle om store grupper. Det beste eksemplet er nazismen. Heldigvis ser de aller fleste mennesker at nazisme er feil. Nazisme er fasitmennesker i stor målestokk. Den enkelte mobberen tilhører fasitmennesket i liten målestokk. Men likhetene er der.

Konsekvensene av mobbing kan være fatale. Det kan ta liv. Vi har ofte fokus på antall drepte i traffikken og ofte leser vi statistikker i avisene: Så mange har dødd i trafikken denne måned. Mobbeofrene føres ikke inn i statistikker - eller i den grad de gjøres det så leser vi iallefall sjelden om dem. Det er enorme mørketall... Vi krever bedre veier! Vi vil fort fram! Gode veier er viktige - vi bruker alt for lite penger og fokus på gode veier!

Kjører du for fort eller uansvarlig på de fine veiene våre får du straff i form av bøter eller fengsel. Mobber du eller oppfører deg uansvarlig overfor dine medmennesker i skole, jobb eller fritid skjer det svært lite. Enda dette også fører til sykdom, sorg og tap av liv.

Mitt inntrykk er at ofte er det mobberen som vinner. Fremskritt og karriære er in. Veiene for å nå målene har få fartsdumper. Det er få skilt som advarer - det finnes nesten ikke påbud. Veiene er stort sett enveiskjørte - og fartsgrensen er altfor høy. Vi ser oss ikke tilbake og ser menneskene vi kanskje kjører over og som ligger igjen i grøftene.

Vi må ikke la mobberne vinne! Mobbeofrene må ikke legge seg ned og la seg bli overkjørt, trampet på, sparket og slått. Mobbeofrene må reise seg. Ikke slå tilbake - men heve stemmene. Kreve å bli hørt. Ser vi noen som blir mobbet må vi hjelpe dem å gjenreise seg, støtte dem og være der for dem og snu ryggen til de feige mobberne.

Jeg synes, at det er underligt at kalde dem for sexede, for artiklen nævner intet om, hvor letpåklædte eller forførende kvinderne er, eller om det bare er fordi, at de er kvinder. Det er endvidere kvalmende at sætte det tillægsord på noget så grusomt som drabskvindere! Eller er det et udtryk for journalisten almindelige sprogbrug?

Tip: Muslimah Media Watch

Så han sitter der, helt alene i hjørnet i det kalde rommet, tårene triller med ingen lyd. Han sitter med kniven i hånda, kniven han lagde selv, i all hemmelighet. Han ser på pulsåren sin, og ser den dunke hardt i hånden. Skal jeg bare ta å kutte over tenker han, kutte over og dø. For han vil du, han orker ikke leve mer, for livet var ikke verdt å leve. Ingen var glad i han, ingen ville savne han, om han gjorde det slutt her og nå.

Han finner frem et ark, han skriver adjø til verden, forteller om alle de tingene som tynger han, og hvorfor han nå skal gjøre det slutt. Han ser igjen ned på armen, han legger kniven mot pulsåren, og kutter den over. Han ser blodet, blodet som renner i strie strømmer nedover armen. Han tenker på alle de som har gjort livet hans så grusomt å leve, alle de menneskene som er skyld i det han gjorde nå." - Et avskjedsbrev, en jeg personlig kjente som har skrevet. Hvorfor han valgte å skrive det i tredje person, vet jeg ikke, men det var kanskje for å kunne klare å skrive brevet, hans desperate forsøk på å distansere seg selv, fra sitt eget liv.

Mobbing er ikke noe å feie under en stol, mobbing er ikke bare uskyldig rampestreker. Mobbing kan føre til alvorlige konsekvenser, kanskje ikke der og da, men mange år senere, når mobbingen for lengst er slutt. Mange mennesker blir merket for livet av mobbing, de kan utvikle ting som angst, depresjoner, sucidaliet osv. Slå hardt ned på mobbing, fortell dine barn at slik oppførsel er galt. Fortell ditt medmenneske hvor ille mobbing kan være, få en slutt på det, før det kan bli forsent.

Vi er alle mennesker, med våre særegenheter. Aksepter menneskes mangfold, istedenfor å mobbe andre. Stopp mobbingen, før det blir forsent.

Jeg har som alle andre fulgt med i debatten om lommemannen og den opphausingen og "hatet" til denne mannen som i 30 år har overgrepet seg mot barn. Jeg synes det er et alvorlig overgrep fordi det er rettet mot forsvarsløse barn som ikke har samme evne eller mulighet til å forsvare seg og "ta igjen" slik vi voksne kan. Å gradere overgrep ER egentlig ikke diskuterbart fordi "lommemenner" ikke vet på forhånd hva slags skade han eventuellt påfører barnet med de handlingene han gjør. Seksuallivet til barn er deres eget og voksne har ingenting med det å gjøre. Jeg merker når jeg skriver at det er veldig vanskelig å skrive om dette. Det er så lett å misforstå. Jeg gjør meg noen tanker bare og ønsker å dele det jeg tenker.

Jeg kallte det innledningsvis for [...] "den opphausingen og "hatet" til denne mannen [...] Jeg forsvarer ikke det denne mannen har gjort. Men det ER ting ved denne saken som jeg synes det er grunn til å tenke over. I dag hørte jeg på tv dette ordet ANSTENDIGHET brukt igjen. Vi må beholde og ha anstendighet og ikke uten forbehold dømme en sak eller en person som ikke er dømt eller som vi kjenner historien til. Vet at mange vil svare: det er han (lommemannen) som burde ha anstendighet å ikke tukle med forsvarsløse barn. Jeg er enig - men da må ikke vi synke ned på hans nivå.

- kanskje bør vi tenke på hva denne mannen selv har opplevd i sitt liv. Hva er grunnen til at han er blitt en "overgriper"? Kan det hende at han selv har vært utsatt for lignende i sin barndom? En sexolog (husker ikke navnet), sa på tv at mange overgripere selv har vært utsatt for overgrep i barndommen.

- hvor mange andre lommemenn finnes det der ute? Nå sitter mennesker og hater denne personen og ønsker han MINST 21 år straff - samtidig er det sikkert 1000vis av andre lommemenner, incestovergripere, voldsovergripere, mobbere, rusede foreldre, religiøse overgrep, foreldre med psykiske probemer osv osv, som også overgriper seg på barn.

Jeg mener hvor er fokuset vårt ellers i året når vi ikke har konkrete saker/personer å henge hatet vårt på?

Jeg vil bare stille spørsmål også ved hvor går grensen for hva som er overgrep? Hva er et overgrep og er overgrep-begrepet bare knyttet til det seksuelle?

Jeg vil si at overgrep er når noen utsetter deg for ting mot din vilje. Den som blir overgrepet opplever dette som en slags tvang, uforskyldt, urettferdig og det k a n skade oss mentalt. Fra overgriperens side tenker jeg at det er først og fremst en veldig egoistisk handling, en selvtilfredsstillelse (ikke nødvendigvis seksuellt), enten det nå behager seksuellt eller det fører til en forfremmelse for deg selv i jobben.

Det finnes mange typer overgrep mener jeg. Det finnes mange "lommemenn" der ute. Ikke alle overgrep kan knyttes til det seksuelle. Drap er også overgrep. Forskjellsbehandlinger kan være overgrep. Mobbing er overgrep. Makt er overgrep. Vold er overgrep. Sjalusi kan være overgrep.

- På skolen finnes det lærere og medelever som mobber

- På jobben finnes det kollegaer og sjefer som mobber eller forskjellsbehandler eller "tråkker over andre" for å komme opp og frem.

Hvordan overgrep oppleves og skader mennesker varierer sikkert individuellt. Det kan være skader som ikke vises med det samme men som kan komme i senere perioder i livet. ALLE overgrep er alvorlige - eller må taes alvorlig. Når noen føler seg misbrukt eller "overgrepet" så må vi lytte til vedkommende, være der for dem, lytte og foreta oss noe. I verste fall hjelpe å anmelde i minste fall tilby oss å hjelpe.

Jeg har selv en barndom/ungdom hvor jeg har vært utsatt for en rekke overgrep - dog ikke seksuelle. Men voldelig mobbing, sjikane, løgner og sladder. Ikke minst utestengelse. Jeg kaller det at jeg ble "kjeppjaget" ut av hjembygda fordi jeg var homofil. Jeg kunne ikke bo der lenger pga mobbing og sjikane. Veldig mange homofile opplever overgrep til og med fra egen familie. Jeg mener at når en far, mor, søsken eller nær familie eller venner støter vekk et menneske fordi det har en annen legning er et overgrep. Noen skades for livet - noen orker ikke å leve og tar sitt eget liv.

Jeg vil ogå si at mye av den kristne fordømmingen av homofili, er rene overgrep. I det hele tatt er kristendommen godt kjent for sine overgrep i Gudsnavnet. Ikke bare overfor homofile men mange "svake" har oppsøkt kirken og følt overgrep med trusler om helvete hvis de ikke omvender seg osv. Det alvorlige når det gjelder slike overgrep er at vi vet det skjer veldig mange - hele tiden - men det vi gjør da er å riste på hodet og tenker " disse forferdelige kristne". Ingen snakker om 21 års straffer da - selv om skadene og antallet ofre kan være hundre ganger flere enn skadene lommemannen har påført andre. Jeg har mange ganger spurt meg selv hva kristne fundamentalister har opplevd i livet sitt som kan gå rundt å kalle andres liv for kreftsvulster, djevelens verk osv osv. De "tukler" med livet mitt med slike uttalelser - det har skadet meg og det skader sikkert tusenvis av andre.

Jeg vet jeg setter meg selv til "hugg" nå. Jeg kjenner at jeg er livredd for å bli misforstått. Jeg håper dere forstår meg riktig. Jeg er imot ALLE overgrep. Jeg støtter overhode ikke lommemannen. Jeg tror jeg kan si at jeg forstår Staff litt i det han sier. Jeg er bare ikke enig i at overgrep - og uansett ikke mot barn - er en filleting. Om det er straff eller hjelp denne "lommemannen" trenger skal ikke jeg uttale meg om. Jeg prøver bare å si at vi kanskje skal være forsiktige med å dømme - iallefall før han har fått en mulighet til å forsvare seg og har blitt dømt den riktige veien.

Die Zauberflöte ist eine Märchenoper von Wolfgang Amadeus Mozart und Emanuel Schikaneder. Sie wurde 1791 zum ersten Mal aufgeführt, nur neun Wochen vor Mozarts Tod.

   Viele Vorbilder und Quellen; z.B. Jean Terrasson: „Sethos, historie ou vie tirée des monuments anecdotes de l’ancienne Egypte“ und Tobias von Gebler:  „Thamos, König von Ägypten“. Das ägyptische Thema war sehr typisch bei den Freimaurern, und da Mozart und Schikaneder beide Freimaurer waren, scheint es natürlich die mythologischen Themaen zu benutzen. Es ist auch weit anerkannt, dass Christian M. Wielands „Dschinnistan“ mit dem Märchen „Lulu oder die Zauberflöte“ eine große Inspiration war.

   Die freimaurerischen Elemente sind nicht nur das mythologische Isis und Osiris-Thema, sondern auch die Weisheit-Idee, die die Handlung dominiert, ist typisch freimaurerisch.

Referat der Handlung

Die Handlung fängt in einer felsige Gegend mit dem Prinz Tamino an, der von einer Schlange verfolgt wird. Er sieht ein, dass er verloren ist, und als er nach Hilfe gerufen hat, fällt er in Ohnmacht. Bald kommen drei Damen, um das Ungeheuer zu töten und damit Tamino zu retten. Die drei Damen müssen doch zu ihrer Fürstin eilen, und lassen Tamino am Ende allein. Er erwacht, und sieht die Schlange. Plötzlich hört und sieht er den Naturmenschen Papageno, einen Vogelfänger. Er erklärt sich den Sieger des Ungeheuers, aber die drei Damen sind schon wieder da, und sie bestrafen Papageno mit Wasser statt  Wein, Steinen statt Zuckerbrot und statt Feigen bekommt er ein Schloss vor den Mund. Tamino bekommt ein Bildnis von der Tochter der Fürstin von den drei Damen. Er verliebt sich sofort in das Mädchen, und zusammen mit Papageno muss er jetzt Pamina retten, weil sie von dem Bösewicht Sarastro gekidnappt worden ist. Tamino bekommt eine goldene Zauberflöte und Papageno – jetzt ohne Schloss vor dem Mund – bekommt ein silbernes Glockenspiel.

   Zusammen fahren sie gegen Sarastros Burg mit der Hilfe von drei Knaben. Hier treffen wir Monostatos, einen schwarzen Mohr und Sarastros Sklavenmeister, der Pamina gefesselt hat. Papageno und Monostatos erschrecken einander und rennen beide weg. Papageno spricht mit Pamina über ihre Mutter und Tamino. Er erfährt, dass sie viel Sehnsucht nach sowohl die Mutter als Liebe hat, und da Sarastro nicht zu Hause ist, hauen sie ab.

   Tamino trifft drei Priester bei den Tempeln der Weisheit, Natur und Vernunft. Ein Konflikt über Sarastro entsteht, da die Priester ihn Herrscher der Weisheit nennen. Plötzlich sieht Tamino die Wahrheit: Dass Sarastro keine Bösewicht ist – er ist ein  Priester von Isis und Osiris – und die Königin der Nacht ist der Bösewicht. Doch fasst Monostatos die drei, und sie müssen vor Sarastro stehen. Pamina erklärt, dass sie zwar eine Verbrecherin ist, aber dass der böse Mohr – Monostatos – Liebe verlangte, und so musste sie ja fliehen. Dafür hat Sarastro nur Verständnis, und er bestraft Monostatos mit siebenundzwanzig Sohlenstreichen. Will Tamino die wirkliche Liebe erfahren, muss er drei Prüfungen bestehen: Er muss Standhaftigkeit, Verschwiegenheit und Duldsamkeit haben. Zuerst müssen er und Papageno schweigen, aber als die drei Damen drohenden Tod schwören, erschrickt Papageno und er plaudert – so geht es jedes Mal, wenn er schweigen muss.

   Zwischen der ersten und zweiten Prüfung trefft Pamina ihre Mutter – Königin der Nacht – und sie hasst Sarastro. Es wird aufgedeckt, dass Paminas Vater und Sarastro verbunden waren. „Der Hölle Rache kocht in ihrem Herzen“, weil der Vater den siebenfachen Sonnenkreis zu Sarastro gab, und so schwört die Mutter, dass Pamina nimmermehr ihre Tochter ist, wenn sie nicht Sarastro tötet. Sie versinkt und jetzt ist Pamina allein mit dem Dolch in der Hand. Plötzlich kommt Monostatos, nimmt ihr den Dolch und droht ihr, so dass sie mit ihm lieben wollten: „Liebe oder Tod!“. Glücklicherweise kommt Sarastro und holt ihn ab. Er weiß, dass Monostatos‘ Seele ebenso schwarz wie sein Gesicht ist. Er will ihn bestrafen, wenn die Königin der Nacht ihn nicht töten will. Sarastro erklärt seinen Widerwille gegenüber der Königin der Nacht in der Arie „In diesen Heilgen Hallen“. Hier hören wir von Liebe zwischen Menschen und Vergebung.

   Noch eine Prüfung: Tamino und Papageno müssen still schweigen. Tamino bleibt still, aber Papageno hat Probleme: Er jammert und singt. Plötzlich entdeckt er ein altes hässliches Weib mit einem Becher mit Wasser. Sie plaudert, und sie erzählt, dass sie seine Geliebten ist. Plötzlich kommt ein starker Donner, und sie hinkt schnell ab. Die drei Knaben kommen mit den Zauberinstrumenten von Tamino und Papageno, und erzählen, dass das Ziel nah ist. Tamino spielt seine Flöte; währenddessen genießt Papageno seinen Wein. Pamina kommt, und sie ist erschrocken, weil Tamino keine Silbe mit seiner Pamina sprechen will. Sie droht mit Selbstmord und geht. Papageno fängt an zu reden.

   Sarastro bringt Pamina fort, und jetzt ist es Tamino erlaubt mit ihr zu sprechen, und Sarastro sagt, dass sie einander bald wiedersehen werden. Papageno wird erzählt, dass er keine himmlische Liebe erleben kann, nur eine irdische. Er spielt auf seine Glocken, und das alte Weib kommt hervor. Ihr Name ist Papagena, und sie ist wirklich sehr schön. Plötzlich sinkt er in den Abgrund, weil er nicht würdig ist.

   Wir sehen jetzt Pamina, und sie will sich selber töten. Doch retten die drei Knaben sie, da sie ihr erzählen, dass Tamino sie liebt.

   Tamino muss jetzt die letzte Prüfung bestehen. Er soll durch Feuer, Wasser, Wind und Erde gehen, und dabei rein werden. Plötzlich kommt Pamina, und sie will mitgehen. Es ist ihr erlaubt, und die beiden fangen an zu gehen, und sie bestehen. Es ist Hochzeit, und sie heiraten.

   Papageno ist traurig: Er will den Selbstmord, weil er seine Papagena nicht haben kann. Doch erinnert er sich an seine Glocken, und Papagena kommt heran, und sie singen über Kinder als die höchsten Gefühle.

   Die Bösewichte Monostatos und die Königin der Nacht versuchen in den Tempel zu dringen, aber es geht nicht: Sie versinken, jetzt erzählt Sarastro: „Die Strahlen der Sonne vertreiben die Nacht – Zernichten der Heuchler erschlichene Macht!“. Und so endet die Oper.

Analyse der Personen und typische Märchenzügen

Tamino ist deutlich die Hauptperson: Er ist Prinz, und ist auf einer Mission um seine Prinzessen zu finden. Durch drei Prüfungen wird er würdig, und so muss er die schwierigsten Qualen durchleben: Tugend zeigen und durch Feuer und Wasser gehen.

   Es ist typisch, dass die Hauptperson eine Entwicklung durchlebt. Es ist oft die ganze Handlung, und so verläuft es auch in die Zauberflöte. Er bekommt ein Zauberinstrument – den Gimmick der Oper – und wie viele andere Märchen ist dies das Instrument zum Ziel.

   Tamino besteht die drei Prüfungen und entdeckt die Wahrheit: Die Königin der Nacht ist der wirkliche Bösewicht und Sarastro wird ihm helfen sie zu besiegen und die Liebe der Pamina zu gewinnen.

Papageno ist Taminos komischer Begleiter. Er ist ein Naturmensch und ist mit der Zivilisation unbekannt: „Länder? – Menschen? – Prinz? –(S. 13)“. Ganz vom Anfang an plaudert er, prahlt und ist vielleicht ein bisschen wie ein Tier – das sieht man, als er und Monostatos einander erschrocken haben: „Das ist – der Teufel sicherlich. (S. 23)“. Diese Feigheit und Plauderei sind zunehmend und ein Dilemma, weil Papageno sehr gern helfen will, aber oft durchlebt er viele Ängste und Versuchungen: z.B. in der zweiten Prüfung, wo er nicht schweigen kann.

   Der Charakter Papageno ist eine Clownfigur und hat die Funktion das Publikum zu unterhalten, aber auch ein Kontrast zu sein: Zwischen Papageno und Tamino gibt es keinen Zweifel wer gut und tugendlich ist. Man kann Papageno also eine Art pädagogisches Hilfsmittel sehen um, die Oper zu verstehen.

Pamina ist die Tochter der Königin der Nacht und vielleicht die interessanteste Person der Oper - psychologisch erblickt. Das Erste, was wir hören, ist, dass sie gefangen ist, und muss von Tamino befreit werden, und so ist sie ja noch ein Archetyp. Im ersten Aufzug ist sie ein bisschen passiv: Man hört doch, dass sie entsprungen ist, aber schnell wieder gefangen. Als sie gehört hat, dass Tamino sie liebt, ist sie ganz erstaunt und ekstatisch, aber sucht doch immer noch die Mutter.

   Im zweiten Auftritt ist sie doch aktiver: Es gibt viele Momente mit ihr allein, und viele Konflikte entstehen, als die Königin der Nacht ihr einen Dolch gibt, um Sarastro zu töten; Monostatos wollte Liebe und dass Tamino nicht mit ihr spricht. Sie ist dabei gezwungen aktiv zu sein, und es ist der größte Unterschied der zwei Aufzüge.

Die Königin der Nacht ist der diabolische Bösewicht: Ein Verräter, eine Schlange, die durch eigenes Blut Sarastro töten will. Es gibt Figuren wie sie in anderen Märchen also ist sie auch ein Archetyp.

   Sie durchlebt – wie Pamina – eine Entwicklung zwischen den zwei Aufzüge: Am Anfang ist sie noch freundlich und erweist sich als ein Symbol des Guten, aber zuletzt ist sie nur ein simpler Bösewicht – vielleicht nur ein „Bandit“. Irgendwie wird sie kraftvoll degradiert im 2. Aufzug, 30. Auftritt, wo sie mit dem Mohr Monostatos singt: „Bald dringen wir in Tempel ein!“ und ihre Tochter weggegeben hat.

Sarastro, zuletzt, ist der Priester von Isis und Osiris. Er herrscht im Tempel der Weisheit. Es liegt in der Natur der Oper, dass er sich auch durch die Aufzüge verändert: Zuerst Bösewicht und zuletzt ein Halbgott oder so etwas.

Durch die Oper hören wir immerfort von drei Damen- oder Knaben. Spezialerweise die drei Knaben sind typische Märchenzüge: Kleine Helfer wie Feen oder Zwerge. Auch die drei Prüfungen vor dem Ziel sind typisch abenteuerlich.

Sarastro als iranischer Prophet mit dem Humanismus als Perspektiv

Die Figur Sarastro ist basiert auf den iranischen Prophet Zoroaster oder Zarathustra. Er war Prophet für Ahura Mazda, den Gott des Lebens und des Gutes, und die Fokussierung der Tugenden ist vielleicht hiervon inspiriert, da Zarathustra drei Grundsätze hatte: Gute Gedanken, gute Worte und gute Taten, wie man in die Zauberflöte sieht.

   Exotismus – die europäische Sehnsucht nach fremden Kulturen ist wichtig für die Zauberflöte – wichtig für die ganze Aufklärung, und so scheinen natürlich diese ägyptische und ostliche Elemente.

   Die Lehre von Zarathustra scheint auch sehr viel wie die Lehre des Humanismus . Es gibt noch sieben Grundlehren in dem Avesta – dem heiligen Buch: „Der gute Sinn; die beste Wahrheit; das wünschenswerte Reich; die segenbringende Frömmigkeit; Wohlfahrt; Nicht-Sterben und der segenbringende Geist“. Jede von diesen scheint wie etwas, was Sarastro gesagt hat. In seiner Arie: „In diesen heilgen Hallen“ erklärt er, wie viel er an diese Werte glaubt: „In diesen heilgen Mauern, wo Mensch den Menschen liebt – kann kein Verräter lauern, weil man dem Feind vergibt (S. 45)“.

Vergewaltigung, Rassismus und Selbstmord

Nicht so typisch sind doch die drei Themaen: Vergewaltigung, Rassismus und Selbstmord.

   Lass uns mit der Vergewaltigung anfangen – es passiert zweimal, dass Monostatos „Liebe verlangt“: Zum ersten Mal erklärt Pamina zu Sarastro, dass sie entfloh weil sie ihn nicht lieben wollte: „Der böse Mohr verlangte Liebe, darum, o Herr, entfloh ich dir! – (S. 31)“ und das zweite Mal, als Pamina Sarastro töten sollte, und er drohte ihr mit dem Dolch: „Liebe oder Tod! (S. 44)“ . Die Vergewaltigung ist sehr selten im Märchen, und so ist sie ein innovativer Zug, der vielleicht einen tieferen Sinn hat. Viele spekulieren darüber, dass Emanuel Schikaneder Rassist war. Es ist schwierig zu beurteilen, aber es ist wichtig zu bemerken, dass Monostatos nicht nur ein simpel Vergewaltiger ist, aber auch eine komische Figur wie Papageno, und so tritt er als ein etwas sympathischere Person auf.

   Der Selbstmord ist auch ein besonderes Ding für eine Märchenoper. Aber auch zweimal gibt es solche Versuche. Zuerst Pamina weil sie glaubt, dass Tamino sie nicht mehr liebt: „Fühlst du nicht der Liebe Sehnen – So wird Ruh im Tode sein! (S. 49)“ und auch bei Papageno, weil er nicht seine Papagena hat: „Es ist vergebens! Müde bin ich meines Lebens (S. 59)“. Doch niemals schaffen sie es, und die drei Knaben haben eine Warnung: „Selbstmord strafet Gott an dir! (S. 56)“

Freimauerei und die Aufklärung

Die Aufklärung war eine Periode von ca. 1690 bis 1800. Viele humanistische Ideen wurden hier formuliert, und die Freimauerei war eine weltumspannende Loge, die diese Gedanken stützte. Mozart und Schikaneder waren beide Freimaurer, und sehr viel Inspiration davon ist in der Oper: die humanistischen Ideen von Zarathustra waren auch einflussreich, und so kann die Zauberflöte ja eine sehr gute Einführung in die Aufklärung sein.

   Immanuel Kant, Philosoph der Aufklärung, formulierte den kategorischen Imperativ, der sagt:

„Handle nur nach derjenigen Maxime, durch die du zugleich wollen kannst, dass sie ein allgemeines Gesetz werde“

Der reflektiert sehr gut, was Sarastro in „In diesen heilgen Hallen“ singt, und damit hoffe ich, dass es klar ist, wie gut Sarastro die Aufklärung repräsentiert.

Die Zauberflöte – Eine Märchenoper (Postludium)

Die Schlussfolgerung. Was haben wir gelernt? Dass Sarastro ein iranischer Priester ist? Wir haben gelernt, dass die Zauberflöte eine Märchenoper ist – eine Oper mit abenteuerlichen Elementen z.B. bei den drei Knaben, Damen, Prüfungen und den Archetypen Tamino, Pamina und der Königen der Nacht, die auch in Märchen wie Schneewittchen existiert.

   Die Gedanken der Freimaurer sind auch überall in dem Text. Es ist deutlich, dass Mozart und Schikaneder Freimaurer waren, und dass die Aufklärung eine sehr humanistische Zeit war.