Torsdag 4/9 kl. 19.30
Garnisons Kirke, København
Telemann: Tafelmusik (E)

Fredag 5/9 kl 18.00
Hotel Prindsen, Roskilde
Telemann: Tafelmusik - særrarrangement med middag (E)

“Ye are all fruits of one tree, the leaves of one branch, the flowers of one garden.”

Derudover er biskopperne kongelige embedsmænd hvis løn og pension er betalt 100 % over finansloven, ikke via kirkeskatten. Tilsyneladende mener flere af kandidaterne at det giver dem en særlig pligt/ret til at udtale sig om samfundets øvrige anliggender, altså blande sig i politik. Jeg vil så til gengæld blande mig i deres syn på folkekirken. Selv om jeg helst så at bispeembedet overgik til folkekirkens egen finansiering, så jeg kunne være fri for at have det argument.

Min overskrift skal forstås sådan at der har været fusk eller i hvert fald dyb uansvarlighed/ligegyldighed i valgets proces, og at valgkampens indhold præges af manglende dybde. Det er desværre kedelige tendenser vi også ser i det øvrige samfund, som nu er trængt ind blandt folkekirkens folk.

Det nye og hidtil uhørte er ikke kun valgsvindelen (for nu at sige det lige ud). Der måtte som bekendt holdes omvalg pga. valgbestyrelsens manglende evne eller vilje til at optælle fem bunker à 50 konvolutter korrekt. Måske var det ikke ond vilje, måske havde man bare for travlt med at finde et cirka-resultat og komme til smørrebrøddet. Ikke underligt at man også har svært ved at holde styr på udgifterne rundt om på stiftskontorer og i sognene. I "det gamle Danmark" ville enhver valgbestyrelse udføre sit hverv yderst omhyggeligt, da det jo handler om et stort ansvar man er blevet pålagt - om selve tilliden til institutionen.

Roskilde stift som sociologisk fænomen

Vi har set lignende uredelighed ved kommunalvalg: sagen i Ramsø efter valget i 2001, pudsigt nok ikke langt fra Roskilde (klik her for lang version/kort version). En lang og træg efterforskning løb ud i sandet. Borgmesteren mente det var straf nok:

"Jeg tror, forbryderen har følt stor straf ved at frygte, at det blev opdaget - med offentlighedens skarpe lys på sagen. Det kan godt være forbryderen føler lettelse over, at statsadvokaten henlægger sagen. Det vil da være et menneskeligt træk. Men jeg tror også, at dét at bære på denne viden resten af sit liv for et almindeligt sundt tænkende menneske vil være en straf i sig selv af uanede dimensioner."  (Citeret fra kenielsen.dk)

Vi kommer nok til at se mere til det, for den manglende selvindsigt hos de ansvarlige tyder på at normerne er skredet.

Når jeg nævner at Ramsø ikke ligger så langt fra Roskilde, er det naturligvis ingen konspirationsteori, men fordi jeg opfatter at de gamle dyder og ansvarligheden - endnu - holder sig bedst i Danmarks "yderområder", mens de storbynære områder er stærkt præget af fællesskabets forfald. Selve storbyerne er derimod præget af dels en underklasse i frit fald og dels en højere middeklasse der suger eliten fra hele landet til sig. Ude i Roskilde stift er man hverken fugl eller fisk - man er for tæt på København til at bevare landområdernes og provinsbyernes fællesskaber - men man får heller ikke gavn af storbyens liv, kun som pendleropland.

Medierettet valgkamp

Den anden nyskabelse i bispevalget er en temmelig medierettet kampagne der ligner en egentlig valgkamp, med duelmøder, debat i medierne, forsøg på at gøre sig populær, lidt for mange kortfattede budskaber i læse let-stil. Det vil sige at man har overtaget faconen fra det politiske liv. Ordet valgkamp bruges nu uden ironisk undertone.

Jeg kalder det ikke for en politisering, da det politiske liv netop handler om alt for meget andet end politik i dag.

De fem kandidater afspejler på mange måder de forskellige strategier i folkekirken i dag. Den klassiske modsætning mellem grundtvigianisme over for indre mission eller "liberale" over for den "kirkelige højrefløj" er ude af billedet. Forskellene handler derimod om hvordan kirken skal markere sig i samfundet.

• Poul Joachim Stender er "kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen" ifølge Kr. Dagblad. Lavkirkelig i sprog og stil. Som noget positivt vil han bevare de små sognes selvstændighed, han er modstander af kirkeministeriets forsøg på beton-centralisering, men uden et klart bud på alternativet. Han skriver: "Hvis jeg bliver biskop, kan man ikke vente sig hvad som helst", i den forstand at han vil bevare alt det gode, men samtidig vil han gøre forkyndelsen sanselig og lidenskabelig, og han vil indkalde de politiske ungdomsforeninger til et møde om folkekirken. Han vil gerne det hele. Relativt kritisk mod islam, men ikke imod multikultur som sådan: vil elske den muslimske næste, men fordømme hans tro.
• Peter Fischer-Møller, også grundtvigianer til den liberale side, men en mere traditionel type end førstnævnte. Han er blevet mistænkeliggjort for at deltage i et støttenetværk for Grosbøll - men han ønskede vist mest at forsvare retten til forskellige gudsopfattelser. Har et meget venligt syn på islam.
• Henrik Wigh-Poulsen, grundtvigianer af Birth Rønn Hornbech-typen ("den kirkelige midte"). Langer ud mod materialisme, ateister, folk der kritiserer indvandring, Tidehverv og mange andre. Han støtter vist nok homofiles ret til kirkelig registrering, i lighed med flere af de andre kandidater. Dette er ikke mere så stort et stridsemne som det har været, men som smagsprøve på hans evner som kommunikator kan man tygge lidt på dette indlæg, der lader budskabet svæve i det uvisse: Kjeld, bøsserne og familieværdierne.  Da jeg først læste det, troede jeg han gjorde nar. Det er lige så tåget og show-agtigt som Lars Bukdahls anmeldelser. Selvbevidst, intelligent og med mange friske udsagn, men har både i sine skrifter og på debatmøder udvist en meget konfrontatorisk stil. Henrik Wigh-Poulsen er et spændende tilfælde, men nok den eneste af de fem, som er decideret uegnet som biskop og leder.
• Steffen Ravn Jørgensen, en stilfærdig og velformuleret mand, der får sindene i kog hos nogle af sine modkandidater. Jeg vil vove at påstå at det er dem, ikke ham, der er ekstreme.
• Per Melhof, valgets outsider fra den danske kirke i Bryssel, som markerer sig med et noget tørt budskab om at kirken kan tage ved lære af erhvervslivet - som modsætning til traditionel offentlig detailstyring - hvilket han sikkert har ret i på mange punkter. Han vil gerne aktivere de frivillige ressourcer i sognene. En klart plus er at han har det enkleste navn af de fem. Hvorfor har så mange præster et bindestregs-efternavn? :-)

Som hyppigt set blandt præster, er der sværmere og brushoveder imellem. Udprægede holdningskandidater, der gerne indleder sætninger med "Jeg mener..." Ønsker man at være en reformator, der nydefinerer kirkens forhold til sex og sanselighed, er det udmærket, men spørgsmålet er om denne opgave bør udføres fra bispesædet. (Undskyld det billedlige udtryk!)

Nogle af de fem er spredere, der kunne ødelægge folkekirken på få år, hvis deres type sad i alle landets bispestole. Men de kan de sikkert være ganske udmærkede som sognepræster, redaktører osv. der blander sig i den offentlige debat som de vil.

Den egentlige udfordring

Steffen Ravn-Jørgensen virker absolut som den mest solide af de fem. (Se videoen på hans hjemmeside hvor han giver en sammenhængende fremstilling af sit budskab, i modsætning til alle de andre kandidater). Han har tydeligvis en god teologisk baggrund, reflekterer om sin rolle som administrator og teologisk vejleder. Han er en stille slider der har opbygget diverse kurser og et udmærket skole-kirke-samarbejde i Helsingør stift. Han endte på en fjerdeplads i første valgrunde, velsagtens fordi han ikke ønsker at spille ud med en masse spektakulære ændringer,  er en ret grå figur i forhold til de mere medieliderlige, og måske også fordi det lykkedes modstanderne at rakke ham ned som angivelig Tidehvervs-mand - hvilket han ikke er - hvad der så end skulle være galt med det.

Men det er holdninger som denne der falder de intolerant-tolerante for brystet - fra en artikel Berlingske og andre dagblad, 18. marts:

Troløse: Danskerne svigter i stigende grad folkekirken

Næsten halvdelen af danskerne har ikke været til gudstjeneste inden for det seneste år, og kun hver ottende har planer om at gå i kirke i løbet af påsken - kirkeårets største højtid. Det vækker bekymring i den danske folkekirke. 

Næsten halvdelen, 45 pct. ... har således ikke været til gudstjeneste i løbet af det seneste år, viser en ny Gallup-undersøgelse om danskernes forhold til påsken, folkekirken og det kristne budskab.  I 2003 var det mindre end en tredjedel ... 31. pct., som ikke havde havde været i kirke i de seneste 12 måneder, så på bare fem år har folkekirken fået et markant tiltagende problem med at trække folk ind i Guds huse. ...Kun 13 pct. eller rundt regnet hver ottende ... tilkendegiver nemlig, at de har planer om at gå i kirke i påsken.  Det er et dramatisk fald fra 2003, da ... 20 pct. regnede med at gå i kirke i påsken.

Yderligere er det bemærkelsesværdigt, at selv om 82 pct. af befolkningen er medlem af den danske folkekirke, så mener kun 58 pct., at det betyder noget for dem at være medlem. I 2003 betød det noget for 64 pct. af befolkningen.

For domprovst ved Sct Olai. Kirke i Helsingør, Steffen Ravn-Jørgensen , er det en bekymrende udvikling.

»Det er tal, som viser, at vi i den kristne kirke står over for en stor udfordring. Vi skal blive meget bedre til at vise, hvad kristendommen er for en størrelse,« siger han og sigter i den forbindelse især til kristendommen som modvægt til islam:

»Kristendommen har været befordrende for anvendelse af fornuften, og den har været et opgør med alt det, der har bremset, herunder de religiøse love i islam, der jo bremser udviklingen. Når mine børnebørn kommer ud i en skole, hvor de møder religiøse love, for eksempel islamiske love, hvor der tales om rent og urent mad og mennesker, så vil jeg modsige det med kristendommen og sige, at i den kristne religion er der ikke den religiøse begrænsning. Der skal med andre ord fortælles om kristendommen, for at vores børn og børnebørn får den frihed, som vi andre nyder godt af. Der mener jeg virkelig, at der mangler et kæmpe oplysningsarbejde, en bevidstgørelse om du vil.«

Men lægger du med dine ord ikke op til konfrontation med den anden store religion på vores breddegrader?

»Det er klart. Islam skal da modsiges. Men det skal ske med ordet eller argumentet, aldrig med hånden eller volden. Og det er det, vi har lært med kristendommen at her kan vi diskutere tingene.«

Jeg kan ikke se andet end at Steffen Ravn-Jørgensen tør tage en af tidens største udfordringer op. Almindelige borgere ville nok - i modsætning til præsterne - mene at han gør det på en sober og givende måde, at han løfter netop det ansvar som han er sat til. Mon ikke også vore muslimer - bortset fra dem der drømmer om kalifatet - foretrækker et intelligent modspil fra kristendommen.

Biskop Lise-Lotte Rebel, der har ansat ham og således må formodes at være på linje med ham, nævner dog en anden strategi. Den skal lige nævnes:

Lise-Lotte Rebel, der er biskop i Danmarks befolkningsmæssigt største stift, Helsingør Stift, havde gerne set bedre tal i Gallup-undersøgelsen.

»Men du får mig ikke til at sige, at vi er ved at lukke og slukke,« som hun siger.

Hun mener, at danskernes forhold til kirken er langt mere kompliceret og nuanceret, end de rå tal umiddelbart giver indtryk af. Og hun hæfter sig ved, at kirkerne, i hvert fald i hendes eget stift, knytter nye kontakter til befolkningen, bl.a. i kraft af et udstrakt skole-kirke-samarbejde, ligesom de kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse står stærkt. Endelig nævner hun, at der bygges nye kirker i Helsingør Stift, og at der er mange nye tiltag, f.eks. såkaldt babysalmesang for nybagte mødre eller »spaghettigudstjenester« med efterfølgende spisning for børnefamilier.

Der var de berømte spaghettigudstjenester.

Bent A. Koch har i Kristeligt Dagblad mistænkeliggjort Steffen Ravn-Jørgensen på denne besynderlige måde:

"Vi er også kommet vidt omkring [i valgkampen]. Men det forekommer mig, at der er et ikke uvæsenligt spørgsmål, der ikke er stillet, eller som kandidaterne ikke selv er kommet ind på.

Det drejer sig om deres forhold til Tidehverv, således som offentligheden har lært denne bevægelse at kende gennem Tidehvervs to frontfigurer i dag, Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti – specielt de to præstepolitikeres syn på islam og på den måde, vi behandler vore flygtninge og indvandrere på.

Specielt vil det være interessant at få klarhed over, hvor domprovst Steffen Ravn Jørgensen står. Underligt nok er han ikke medlem af det islamkritiske netværk, som Tidehverv står bag – underligt, fordi han, så langt jeg har kunnet følge ham, deler dette netværks synspunkter, Også når det gælder det økumeniske samarbejde ligger han på linje med Søren Krarup og andre, jævnfør hans optræden i Det Mellemkirkelige Råd.

Et nærliggende spørgsmål, som jeg synes bør rejses, er derfor: På hvilke områder deler Ravn Jørgensen ikke Søren Krarups og Jesper Langballes teologiske og politiske synspunkter, specielt som den kommer til udtryk i deres holdning til afviste asylsøgere og deres børn. ... "

Biskoppen skal altså vælges ud fra hans private, politiske holdning til afviste asylsøgere... Det manglende medlemskab af islamkritisk netværk bruges til en absurd mistænkeliggørelse. Er du medlem, så er du naturligvis dømt ude; er du ikke medlem, så er det underligt, thi vi ved hvilken side du står på!

Endnu et eksempel, der er så mistænkeliggørende og bitter-surt som kun præster i indbyrdes strid kan være. Grundtvigsk Forum er den "midt-grundtvigske" platform for den farverige Henrik Wigh-Poulsen. Forummets næstformand Helge Baden Nielsen skriver:

... Saglig kritik er jo altid mere end velkommen, sådan har det altid været i Grundtvigsk Forum. Det er derimod trivielt og kedsommeligt at bruge tid på at værge sig mod skræmmekampagner og se sig nødsaget til at tilbagevise fordrejninger, der jo ikke bliver sandere af at blive gentaget.

Det mest ejendommelige ved det hele er dog imidlertid, at Steffen Ravn Jørgensen selv er medlem af Grundtvigsk Forum. Han fik godkendt sin ansøgning om optagelse netop også i maj 2007. Det var jeg selv med til. Men hvorfor søgte han dog om optagelse, når den grundtvigske stemme i dansk kirkeliv, Grundtvigsk Forum står for, byder ham så meget imod? Det skylder han ærligt talt en rigtig god forklaring på!  -- (Kr. Dagblad 22/1 2008)

Anden valgrunde

Primærvalget i Roskilde gik om på behørig vis, i modsætning til Michigan og Florida, hvor man stadig skændes om det. Lige som i USA er det ikke altid de bedste, men ofte de mest midtsøgende kandidater der går videre.

Steffen Ravn-Jørgensen gik ikke videre, så nu står anden valgrunde mellem Peter Fischer-Møller og Poul Joachim Stender.

Der er mest nuancer til forskel, og som ikke-medlem er det svært for mig at gå ind i en anbefaling. De lægger begge vægt på at kirken skal øve en vis politisk indflydelse, den ene dog tilsyneladende mere end den anden. Jeg ville nok tænke mig om en ekstra gang før jeg stemte på ham der er "kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen". Danskerne har fortjent bedre end en folkekirke der orienterer sig mod glatte, medie-orienterede events og politiserede budskaber. Det vil sætte hele det folkelige menighedsfundament over styr.

På den anden side står Peter Fischer-Møller for en slags status quo, han vil ikke blive en medie-sprællemand, men folkekirkens udflydende linje vil fortsætte, også uden en klar og positiv afgrænsning over for islam.

Folk ønsker at det skal betyde noget for dem at være medlem, med ordene fra artiklen ovenfor. Mit bud er at under Stender vil det nok se ud af mere og mere, men betyde mindre og mindre. Under Fischer-Møller vil det hverken betyde eller se ud af noget, men denne udvikling kender vi allerede, det vil bare fortsætte langsomt. Fischer-Møller opfatter sig mest som administrator - med stor respekt for forkyndelsesfriheden - så han giver trods alt rum for at den enkelte præst kan udfylde den rolle han mener folkekirken skal have. Og intet tyder på at Fischer-Møller vil politisere, med mindre han bliver spurgt!

Valget mellem en seriøs og useriøs kirke

Det er ikke som i forgangne tider et valg mellem fundamentalistisk og frisindet kristendom, men mellem en seriøs og useriøs variant. Hvis undertegnede, som afkristnet, skulle sætte min fod i kirken, er det ikke for en spaghettigudstjeneste eller for godtkøbsord, som jeg kunne finde i nærmeste gratisavis, heller ikke for fakkeltog som Amnesty eller Støttekredsen for Flygtninge i Fare sikkert kan organisere lige så godt. Men måske for en hæderlig og interessant prædiken der formidler en flig af evigheden, af ordet eller Gud i præstens personlige tolkning. Mon ikke de aktive medlemmer ønsker det samme hvis de skal fastholdes.

Skulle der være en enkelt Grosbøll her og der, betyder det intet for helheden. Dette spørgsmål er blevet stærkt overvurderet at præsterne. Folkekirkens medlemmer kan godt skelne mellem skæg og snot.

De kandidater, der taler mest om at tiltrække mange nye kirkegængere ved en stribe spændende metoder, repræsenterer efter mit skøn den største fare for kirken. Jeg mener også de overvurderer den rolle kirken skal spille som inspirator for tidens store samfundsspørgsmål. Som ikke-kristen håber jeg man vil lytte til hvordan jeg ser det - jeg mener ikke kirken opnår noget ved at promovere sig aktivt i alle de eksistentielle spørgsmål vi i dag stilles over for. Man kan naturligvis være udadvendt, men det vigtigste er at bevare en tryg og troværdig havn, hvor mennesker kan søge sig hen når de har behov. Kirken klarer ganske godt at forny det der skal fornyes, uden pres ovenfra, og tidens glatte politik- og medielandskab er altså ikke et udtryk for det danske folks åndelige ønsker. Det er en katastrofal forveksling, hvis man tror der er noget der skal efterlignes dér.

Folkekirkens begyndende økonomiske problemer skal man nok få hold på, for de handler mest om dårlig organisering og udgiftsstyring. Hvert stift bør ansætte en slags departementschef, en kreativ økonom eller HR-mand, der omorganiserer tingene. God administration i stiftet er efter min mening vigtigere end et ja/nej til stiftsråd. Det er helt nødvendigt hvis man skal undgå en centralisering, der gør folkekirken endnu mere til statskirke. Sådan en administratorstilling kunne måske være et job for Per Melhof?

Der findes åndelige alternativer til spaghettigudstjenester - på en messiansk jødes blog fandt jeg en smuk, sunget version af fadervor på aramæisk (mp3).

Note: Min tipoldefar på mødrene side N. P. Madsen var præst med dårlige nerver på Christiansø, i Kollerup (Fjerritslev) og i Vorupør, hvor han grundlagde sin egen metodistisk-inspirerede variant af Indre Mission. Han var barnefødt i Tune, så jeg har dog en vis forbindelse til Roskilde stift. Men jeg ville nok heller ikke anbefale ham hvis han stillede op. (Se hans biografi og en lille epistel af ham). Min oldemor på fædrene side, Ane Josephsen, var sandsynligvis Danmarks første kvindelige menighedsrådsmedlem, valgt allerede i 1903, da menighedsråd og samtidig kvindelig valgret blev indført.

Men I DK er det helt bananas med SEO spam og keyword-harvesters og alt mulig ikke relevant for akkurat mitt søk på ordene:
"kalundborg bolig hus"

Prøv selv og kikk f. eks på denne her www.skodecentret.info/uy/hus-paa-landet-Kalundborg.html

Er dette relevant for de som søker? Derfor har jeg tagget brukervennlighet under dette innlegget...

Hvor er de danske SEO spam Cops?
Er det slikt her i Norge?

Huset som er til salg kan finnes her http://www.edc.dk/Bolig/Case/?Pid=44120225&res=6b66b854-45a3-45fc-afe9-0906671f7ae5

Teksten som beskriver huset er følgende:

Hvis man kører ud af Kystvejen i Kalundborg, fortsætter denne i Klintedalsvej der går hen over jorden til en landbrugsejendom, der ligger midt i et attraktivt boligområde på Røsnæs. Øverst oppe på kanten af marken ligger denne ejendom med en utrolig smuk udsigt mod øst og syd ud over fjorden og det omgivende landskab. På den anden side af den lille private vej Nobisvej ligger en lille skov, der giver mulighed for dejlige gåture i området. Stor lukket have. Ejendommen er opført i træ og ligger på en sydøstskrånende grund, således at man foran huset går direkte ind i husets underetage og derfra videre op i boligen. Samme underetage gennemgik for 5 år siden en gennemgribende modernisering med samtidig etablering af omfangsdræn. Fjernvarme og Genvex-anlæg.

Følg denne lenken hvis du vil kjøpe huset eller på visning:

Hus i kalundborg - bolig til salg

Vi søger en forklaring...

... og der var den: Isabel af Aragoniens drøm. Titlen er bedre end figuren.

Denne ikke realiserede pistijavert kunne have prydet et dansk gågademiljø.

Skitsens flygtige præg. Man kan ikke lade være med at tænke om Torben Ebbesen havde haft flere realiserede projekter bag sig hvis han var lidt mere omhyggelig med modellerne.

Den skånske perle Højenæs (Höganäs) snød sig selv for en amorf barokskygge.

Torben Ebbesen har dog også fået realiseret skulpturer, enkelte af dem var OK. Jeg skal bare nævne Hjernelandskabet i Karlsruhe. Jeg har for vane at fotografere det mest pudsige og glemme det skønne. Der var enkelte visionære værker, men udstillingen var revl og krat. Som så meget i dansk skulpturkunst - vi ser skrotbunkerne på rådhuse, i banker, på gymnasier og universiteter.

Berlingske skrev:

Dengang Torben Ebbesen var så heldig, at der var ballade om et af hans værker, var i 1985, da han skabte en navnløs og helt abstrakt skulptur i Ringsted. Folkeviddet mente, at der måtte være tale om nogle byggematerialer, håndværkerne havde glemt i forbindelse med opførelsen af det ny bibliotek, foran hvilket værket var placeret ...

Køge Skitsesamling byder også på skitserne til Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg. Det kan anbefales hvis man gerne vil have god tid til at se på motiverne og få forklaret de mange kunsthistoriske og symbolske referencer.

Efter museet gik jeg ud for at se Grundtvigs grav på Køge Ås. Det var godt nok mørkt, men nu havde jeg chancen, og Grundtvig trak. Jeg havde regnet med en gravhøj eller en bautasten, men det var et større mausolæum, som nok er beregnet til at se på en lys sommerdag. Dejlig mystisk ser det jo ud.

Næste søndag går turen måske til Rungstedlund - selv om man ikke kan komme helt derop med S-tog. Eller til Lyngby Svømmehal med 50 m banen.

Når jeg siger Fyn, så er det fordi Sjællænderne oftere lægger den tilbagellænede stil for dagen og forventer 2-6 timers underholdning, hvor Elkan burde være fremmødt med fjollet hat og skæve briller. På Fyn forventer de en mand i skjorte, der har tjek på sagerne og kan levere varen. Fyn er fiiin, Sjælland til griiin.

Et af emnerne var de sædvanlige fagkrige med lærerne: så lærere her er udfordringen. Lav noget fagligt for goggerne og lad dem lave noget fagligt for jer, så vil I se hvad har fået med i posen andet end en omgang tørre betterøvspraktik i en vuggestue. Bare fordi man ikke har læsebogssystemer eller klassens time, så er der masser af faglighed og håndværksmesteri i goggerne.

Til gengæld skal goggerne op på barrikaden og stå brask og bram for deres ret til at være en ligeværdig part i samarbejdet mellem skole og hjemmet.

De to institutioner ved selv hvem de er og respekt herfra.

"Det er faktuelt - der er kun ét sted inden for de kommende 10-15 år, det vil være realistisk at bygge en bro. Og det er mellem Fyn og Jylland, hvor en bro vil aflaste store regionale pendlerproblemer," siger Henrik Harder.

"Af en eller anden grund så er det som om de politiske argumenter er af karakteren Der er behov for hurtigere frisk mælk til København," siger Henrik Harder og henviser med et smil til daværende trafikminister Knud Østergaards argumentation for af bygge Storebæltsbroen.

"Vores forskning viser, at der er allerstørst behov for at styrke pendlertrafikken regionalt. Danmark er delt op i to områder, hvor folk pendler regionalt: Det er i Østdanmark på Sjælland og i Vestdanmark i Fyn og Jylland. Trafikken mellem de to regioner er ikke så stor."

"Man skal ikke bygge broer af hensyn til pendlerne. De vil i hvert fald ikke hjælpe dem," siger trafikforskeren.

"Hvorfor er der så så mange ønsker om broprojekter i Danmark?

"Det er jo fordi vi har det sådan i Danmark, at nogen vil have noget, hvis andre får noget. Hvis Østdanmark får en Fehmern-bro, vil jyderne også ha' en bro," siger Henrik Haarder og tilføjer:

"Egentlig er det fair nok. Det er jo politik, der afgør det, og politikerne skal jo sikre, at deres vælgere får noget." Men man kan godt undre sig over, at jyderne er så ivrige for at få direkte forbindelse til København - det handler åbenbart om at kunne komme hurtigst muligt til Rådhuspladsen - selv om det regionale trafikproblem er meget større," siger Henrik Haarder.

Sådan skal det lyde fra en mand, der rent faktisk har arbejdet med trafikmængder. Eneste indenlandske broprojekt er altså ifølge ham en ny Lillebæltsbro - ellers drejer det sig om vejene. Jeg har ikke desto mindre forståelse for den foreslåede bro mellem Fyn og Als, der i øvrigt ville forbinde provinsens to mest kreative områder, Svendborg og Sønderborg. Forståelse kommer af det faktum, at broen kan gøres billigt, da den er kort, og grundet skibstrafikken, eller mangel på samme, ikke skal laves som højbro. Derudover ville man kunne oprette en ganske rentabel banelinie som aflastning for den sønderjyske, måske henover den nedlagte bane mellem Ringe og Faaborg.

Update: Berlingske fortsætter stilen, og har i dag følgende kommentarer:

Seriøst vurderet er Kattegatbroen dog ikke nogen aktuel mulighed, selv om de sikkert ville blive glade for broen i Århus og Herning. Af Infrastrukturkommissionens overvejelser fremgår, at en nordlig forbindelse først bliver aktuel på meget langt sigt, altså op omkring planlæggernes yderste horisont i 2050. Ganske vist kan man forudse trængselsproblemer på motorvejen over Sjælland og Fyn, men med en Femernforbindelse vil en del af den trafik, der i dag kører over Fyn til kontinentet, vælge den direkte vej via Femern. 

Derefter kommer følgende kommentar til DSB's rolle i sagen:

Man kan ikke bebrejde nordjyske politikere eller DSBs generaldirektør, at de automatisk siger ja tak, når nogle foreslår en fast forbindelse til Nordjylland. Men der er altså mere påtrængende trafikinvesteringer. Ikke bare i Femernforbindelsen, men også i de eksisterende veje og jernbanenet. Det siger noget om jernbanernes behov, at mens DSBs generaldirektør lod sig interviewe om udsigten til at køre hurtigtog til Århus over Kattegat, faldt en køreledning ned på Hovedbanen og kvæstede syv.

Men for nu at få lidt tal ind i indlægget, kommer her trafikken på de danske broer. Enheden er biler i døgnet, og kilden er Vejdirektoratet. Desværre er det kun muligt at finde tal for det rutenummererede vejnet, så der vil være enkelte huller:

Kalvebodbroen: 82.000
Langebro: 60.500
Vejlefjordbroen: 58.500
Ny Limfjordsforbindelse: 57.600
Ny Lillebæltsbro: 54.100
Sjællandsbroen: 52.500
Bispeengbuen: 44.900
Knippelsbro: 30.200
Gl. Limfjordsforbindelse: 29.800
Storebæltsbroen: 25.400
Alssundbroen: 22.600
Frederik IX’s bro(Nykøbing F): 20.800
Farøsundbroen: 20.800
Kronprins Frederiks bro(Frederikssund):19.400
Guldborgsundbroen: 11.900
Ny Halsskovbro(Korsør): 10.500
Sallingsundbroen: 10.100
Svendborgsundbroen: 10.100
Egernsundbroen: 10.000
Hadsundbroen: 9.600
Vilsundbroen: 8.300
Langelandsbroen: 8.000
Gl. Lillebæltsbro: 7.900
Aggersundbroen: 7.200
Oddesundbroen: 5.600
Storstrømsbroen: 5.000
Dr. Alexandrines bro: 4.800
Rømøbroen: 4.200

Det kan måske virke hårdt, men endnu engang driver midjyske forhold mig til tasterne. På Politikens hjemmeside kan man læse, at midtjyske politikere endnu engang er i medierne med det tossede forslag om at bygge en bro fra Odder over Samsø til Asnæs ved Kalundborg. Intet er ændret, siden jyderne sidste gang var ude med kravet, med denne gang er det altså 19 kommuner der står sammen om ambitionen.

Der er for så vidt ikke noget galt med, at politikere ønsker mere udvikling i deres lokalområde. Det er en del af den politiske hverdag, at alle ender af landet slås om jernbaner, veje, EU-udviklingkroner og statslige arbejdspladser. Selv Enhedslisten er begyndt at have lokale fortalere for trafikinvesteringer, så nu er det vel kun DF, der ikke er med på bølgen. Spørgsmålet er om Dansk Folkepartis lokale politikere overhovedet ville kunne formulere sådanne krav.

Jeg vil dog mene, at der i dette tilfælde er en gradforskel. Denne bro har absolut ingen praktisk betydning, og den kommer til at koste "mere end Fehmern" som det tidligere er vurderet. Den står idag til godt 45 milliarder. Til sammenligning koster den nye motorvej mellem Sønderborg og "Store H" godt 900 millioner, en totalrenovation af jernbanenettet godt 14 milliarder og Københavns Metro godt 11 milliarder. Altså burde man forvente en væsentlig effekt af en sådan investering, hvilket dog langtfra synes at være tilfældet.

Først og fremmest er det værd at se nærmere på de aktører, der er indblandet i brodiskussionen. Først og fremmest er der fortalerne:

1. De midtjyske borgmestre og Bent Hansen

Bent Hansen har efterhånden, ligesom de 4 andre regionsborgmestre, fundet ud af, at der ikke er meget sjov eller opmærksomhed i at administrere sygehusvæsenet alene. Som politiker er det langt mere interessant at stå i blitzlyset med visionære ideer og planer. Han har, hvilket er meget fornuftigt, lavet en trafikal prioriteringsliste sammen med borgmestrene i regionen, for at råbe transportminister Flemming Hansen op. På listen, der udråbes som et "Enigt midtjysk indspil til strukturkommisionen" og burde således dække regionens politiske og geografiske fløje og fraktioner.

Her kommer den højtpriste Kattegatbro dog først ind som nummer fem, og dermed det sidste ønske på listen. Først vil regionen have motorvej, letbane i Århus, motorvej og mere motorvej. Altså er Bent Hansens rabalder om broen i pressen mest af alt et udtryk for en "hvis-I-får-Femern-skal-vi-have-noget-tilsvarende", fremfor en reel prioritering af broen.

2. Trafikforsker Uffe Jacobsen

Trafikforskeren er notorisk kendt for at elske rampelyset og de provokerende udmeldinger, og for at presseomtalen kommer forud for integriteten. I 1990'erne var hans budskaber blandt andre, at man skulle droppe det effektive togsikkerhedssystem ATC, fordi det ikke ville stå mål med skkerhedsgevinsten. Siden systemet blev indført, har der ikke været en togulykke på nogen af de omfattede strækninger. I samme årti mente han for øvrigt, at metroen i København ikke ville give flere passagerer til den offentlige transport, og at man, kørt før beslutningen skulle træffes, skulle sadle om til letbaner.

Senere stilte han sig op i forbindelse med stigninger i den offentlige transport, hvor han, samme dag som HT hævede taksten med 16%, meldte ud at det ville give mening at halvere taksterne. Socialdemokraterne, der kun havde været et par år på oppositionssiden, stod klar til at omfavne ham.

Manden har altså forstået at komme i medievælten, men efter min mening burde han tænke sig om, før han brager ud med nye fantasiprojekter, og nu tilsyneladende også støtter en bro fra Gedser til Rostock - Hans strategi er tilsyneladende "All-but-Femern", og kritikere kunne mene, at hans udmeldinger om broer mest af alt er et forsøg på at sætte Femern-projektet på pause. Et resultat, der ville være katastrofalt, da EU-støtten kun kan nås frem til 10. Juli.

3. Rambøll Management

Rambøll-koncernen har også forsøgt at gøre sig bemærket i brodebatten - mest af alt med et regnestykke, der sætter en pris på 30 milliarder. Jeg synes dog at der er flere grunde til at betvivle Rambølls gode vilje. For det første har Rambøll for nyligt bevist, at de af og til pynter på tallene for større anlægsprojekter. Dengang var det OL, hvor Thor P's drenge efterfølgende gennemhullede det regnskab Rambøll havde fremlagt.

I den sag, som i den nærværende, havde Rambøll en anpart i sagen, og ville kunne tjene store summer. Dette er selvsagt en væsentlig motivationsfaktor, og netop derfor bør beslutningstagerne overveje hvordan Rambøll er gået til sagen, og hvor mange flere offentlige megaprojekter der kan sprænge budgettet, før man taber den sidste troværdighed.

Planlægningsproffesor Bent Flyvbjerg har i øvrigt netop offentliggjort en rapport om budgetter og offentlige megaprojekter, der kan læses her, og som mildt sagt giver de politiske beslutningstagere en hård medfart.

4. DSB

De danske statsbaner har indtil videre hoppet med på bro-vognen, og lover tog mellem København og Århus på 1 ½ time. Fair nok, DSB har vel netop i denne tid brug for at fjerne fokus fra egne problemer, og en ekstra togbane er vel bedre end en togbane, der skal deles med Deutsche Bahn.

På den anden side står modstanderne:

1. Transportminister Flemming Hansen

Ministeren har for tiden travlt med at få den østtyske transportminister Tiefensee til at nikke ja til Femern, og for ham kommer brodiskussionen på et rigtig dårligt tidspunkt. Derfor har han på ingen måde brug for alternative megaprojekter. Han har tilsyneladende også fået den konservative trafikordfører Henriette Kjær, til at moderere sin tilslutning til broen, der nu i hendes hoved kun er andenprioritet efter Femern.

Med en aftale i efteråret omkring skinnenettet, der omfattede en investering på over 16 milliarder, og nu sandsynligvis en Femernbro til 45 milliarder(der dog ikke betales af staten, men af EU og brugerne), er der ikke et akut behov for nye, langsigtede investeringer. Samtidig viser transportministeriets nyeste rapport, at der er behov for væsentlige investeringer, hvis ikke hovedstadens trafik skal sande til. Det har nok større prioritet end en bro for 7-8 tusinde midtjyder.

2. De sjællandske kommuner

Man skulle måske tro, at de sjællandske kommuner ville ønske en bro over Kattegat, med den udvikling som forbindelsen ville skabe. Det modsatte synes dog at være tilfældet, og Regionsformand Kristian Ebbensgaard fra Region Sjælland har netop taget afstand til projekter, da han mener det forstyrrer Femern-projektet.

Indtil videre er det kun Kalundborg der har meldt sin støtte til projektet, mens kommuner som Holbæk, Lejre, Odsherred og Sorø, der alle ville nyde godt af udviklingen, ikke stillet sig på tilhængersiden. Stik modsat har kommunerne sammen med regionen vedtaget en trafikplan, der sætter Femern og de medfølgende vejanlæg øverst på listen.

En tredje, og mere afgørende medspiller, synes at stå på modstandernes side, nemlig rationaliteten. Denne til tider afgørende faktor, synes klart at tale for at lægge Kattegatprojektet i skuffen igen. Det er selvfølgelig svært for de mange, der allerede har gjort sig forhåbninger om en Schiller-institut-inspireret magnetbane, der kan komme fra Århus til København på 3½ minut, men hvis man kigger på tallene, synes det åbenlyst, at det er galt med projektet.

1. Trafikmængden

Tilhængerne påstår, at trafikmængden i dag er for omfattende over storebælt, og at broen vil sikre os i fremtiden. Tallene taler dog klart imod denne påstand.

I 2006 var der en biltrafik på 25.400 biler over Storebæltsbroen dagligt, hvilket ikke er overvældende meget. Til sammenligning har man i Tyskland, der om nogen er motorvejens hjemland, en tommelfingerregel, der kræver 25.000 daglige biler for at opgradere en hovedvej til motorvej. Altså er Storebæltsbroen kun lige nået det rationelle motorvejsstadie, mens problemerne først kommer ved 50-55.000. Der er altså rimelig langt endnu, og især for selve Kattegatoverfarterne, der har 2.900 beskedne biler dagligt.

2. Vækst

Alle elsker vækst, og det er som regel også det vigtigste argument bag en så væsentlig investering. Imidlertid er det dog svært at se, hvor den omtalte vækst skal komme fra. Storbyen København har reelt ikke brug for større tilknytning til den jyske industri, men har mere nytte ud af at rette blikket sydover, hvor de store penge findes i de kreative industrier.

Den store fortaler Bent Hansen bliver ved med at understrege, at den jyske østkyst er et større vækstområde en København. Nuvel, hvis man regner strækningen fra Haderslev til Aalborg som et enkelt vækstområde, så er det sikkert rigtigt at væksten er større numerisk. Det ændrer dog ikke ved at København som by kan være fløjtende ligeglad med væksten i slagtesvin fra Horsens, eller papkasser fra SCA i Grenaa. Det er ikke det, der er hovedfokus, men derimod de kreative og udviklende arbejdspladser, man blandt andet får gennem Medicon Valley projektet. Læg dertil, at langt størstedelen af væksten i området sker i Trekanten mellem Vejle, Kolding og Fredericia, der allerede er dækket ind af Storebæltsbroen.

3. Sammenhængskraft

Til de mere luftige argumenter hører sammenhængskraften, der efter sigende skulle stige hvis vi byggede den enorme bro. Det drejer sig selvfølgelig primært om erhversudvikling i det midterste og nordlige Jylland.

Argumentet er sådan set ikke dårligt, men vidner om, at man måske ikke har overvejet alternativet. En investering af den størrelse vil kunne finansiere adskillige banestrækninger og motorveje, der i længden nok ville kunne skabe mere af den berømte sammenhængskraft mellem det nordlige og midterste Jylland og Københavnsområdet. 

Alt i alt synes brofolkene fra Århus og omegn altså at stå med en dårlig sag, al den stund det jyske folkeparti ikke forener kræfterne om den storslåede forbindelse. Heldigvis har nordjyderne allerede, i god radikal stil, stillet et ultimativt krav om en Limfjordsforbindelse som modsvar for at støtte Kattegatbroen. Det tyder i hvert fald på en lunken støtte til broen.

Hvis man dertil lægger, at ingen fra de tre folketingsgrupper for "bropartierne" V, K og S er med i projektet, synes det heldigvis klart, at der ikke bliver en bro over kattegat foreløbigt.

Det handler om at Danmark igennem de seneste godt 15 år, har oplevet en udvikling, hvor den nye teknologi og nye byliv har skabt en reel underklasse i den yderste provins. Det handler ikke blot om penge eller arbejdspladser, men også om image og uddannelse, omend pengene er den mest åbenlyse faktor.

Mens råstoffer og driftige lokale forretningsmænd, tidligere har været faktorer i væksten, er den afgørende præmis i dag, at man er placeret nær en af de to vækstcentre i landet; Hovedstadsområdet og Trekantsområdet. For samfundsborgere født efter 1986 virker det selvfølgeligt, at København er den ultimative dynamo i dansk erhversliv, men det har langfra altid været sådan. I slutningen af 1980'erne var København nede i en dyb bølgedal - byggeriet var ikke-eksisterende, arbejdsløsheden var enorm, byfornyelsen havde slået fejl og byen var opsplittet og opgivende. Historien vil vide at Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen havde en stor del af ansvaret for denne udvikling, idet man konsekvent valgte at sætte kikkerten for det blinde øje, når blikket faldt på den skorstene, skibskraner og industrikedeler.

Senere blev det Jens Kramer, der gennem en pakt med djævelen, alias daværende statsminister Poul Schlüter. De konservative har aldrig haft en decideret modvilje mod storbyen, som det findes i Venstre, og aftalen mellem de to blev således en ny mulighed for byen. Samtidig blev man dog tvunget til at sælge ud af de sociale boligbyggerier for at modsvare den statslige investeringer, og love fremover kun at sælge på markedsvilkår. Begge disse forhold skaber i øvrigt problemer for Ritt i hendes forsøg på at give almindelige mennesker bolig i hovedstaden.

Pengene blev blandt andet brugt på projekter indenfor Kulturby 96, Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen. Tre projekter, der kickstartede udviklingen af byen, således at hovedstaden er suveræn i turisme, kultur og udvikling. Faktisk sidder København idag på 73% af alle akademikere beskæftiget indenfor kulturområdet, og det er endda uden forstæderne. Samtidig stiger områdets andel af den samlede indkomst og i andelen af akademikere.

Imens er det gået modsat i mange andre dele af landet. De klassiske eksempler er Lolland-Falster, Bornholm og Nord- og Vestjylland.  Områder der mister arbejdspladser, og som tiltrækker sociale problemer og frastøder veluddannede. Som førnævnt kan disse områder sagtens have masser af arbejdspladser, men det er sjældent at de lokale virksomheder hæver sig over produktionsniveauet. Det er typisk virksomheder, der er flyttet ud fra København som en del af egnsudviklingsprogrammerne, og som derfor er lette ofre for outsource-gribens nødesløse klør - et godt eksempel kunne være Flextronic i Pandrup.

Samtidig bliver uddannelsesniveauet dårligere i provinsen. Hvis der blandt læserne findes nogen, som er flyttet til København fra en ikke-universitetsby(som undertegnede), så kender de udemærket til problemet - Mens dem, der ønsker at videreuddanne sig, flytter væk, bliver de, der ikke er interesseret i videre uddannelse, måske ikke engang en ungdomsuddannelse. Det betyder ikke nødvendigvis at dem der bliver i udørkerne tjener mindre - mange af mine medstuderende skal nok ende med en lavere livsløn end Dennis,  der startede på slagteriet i Ringsted som 17-årig.  

Det er dog sjældent pengene alene der skaber et attraktivt miljø  - folk vil have udvikling, tilbud, spændende mennesker og ligesindede - Det som Bourdieu har operationaliseret i begreberne Kulturel Kapital og Social Kapital. Den slags kapitaler mangler man i Spøttrup og Holeby, og umiddelbart synes det svært at arbejde sig ud af krisen.

Problemet er, i mine øjne, enormt, fordi man ser en udvikling, hvor afstanden fra hovedstaden og trekanten er omvendt proportionel med det økonomiske overskud i kommunerne. Jeg er dog heldigvis ikke den eneste, der kan se dette problem, og i flere omgange har man forsøgt at sat problemet på dagsordenen.

Historien har vist, at man kan udgive tunge rapporter med vægtige argumenter og lange regnestykker, men hvis man virkelig vil have opmærksomhed og i sidste ende få sin vilje, så handler det om det visuelle udtryk. Det ved man i København, hvor Fingerplanen blev gennemført til fulde, på trods af at den aldrig blev vedtaget, mens de senere, og langt mere gennemarbejdede egnsplaner "Principskitsen" og "Regionplan 1973" blev arkiveret lodret. Folkene bag Fingerplanen var endda nødt til at flytte Rødovre, Glostrup og Taastrup for at få anatomien til at passe.

På det mere internationale plan, er der godt salg i frugter. Den første og mest effektive var "The Blue Banana", fremstillet af den franske geograf-gruppe RECLUS, der ønskede at gøre det franske regering opmærksom på et grundlæggende problem: At al europæisk erhvervsudvikling foregik i Vesttyskland, Norditalien, Benelux, Svejts og Sydengland. Derfor tegnede man en blå banan på et Europa-kort, hvilket mere eller mindre solgte budskabet og vækkede folkene i republikkens magtcenter. Senere fulgte "The Green Apple" omkring Berlin, København, Stockholm, Hamborg og Randstad Holland, og "Progressive Pineapple" omkring Østfrankring, Vesttyskand, Benelux og med satelliter i London, København, Birmingham og Oslo.

På samme måde snakker man nu om en rådden banan, der smyger sig fra Bornholm, over Lolland-Falster, Sydfyn med øer, Sønderjylland, Vestjylland og Nordjylland. Hermed er det altså kun Sjælland, en stor del af Fyn og Østjylland, der går fri af denne syge frugt. En af de måder man kan måle udviklingen på, er i huspriserne, der gennem den usynlige hånd bestemmes af attraktiviteten. Priserne er dog ikke nødvendigvis interessante i sig selv, men nærmere udviklingen i prisen, som herunder er angivet i forhold til 1995.

Et blik over tallene giver det klare billede, at der er en svag stigning i priserne i det område, der er dækket af "Den Rådne Banan" -  mens selv semi-vækst områder som Odense og Århus har en begrænset stigning. Højdespringerne er København(435,9%), og derefter forstadskommunerne Frederiksberg(383,7%), Hvidovre(382,3%) og Tårnby(364,3%). Derefter er det gennemgående de sjællandske kommuner der dominerer i prisstigningerne.

Huspriserne er selvfølgelig kun en lille del af udviklingen, men det er dog bemærkelsesværdigt, at prisstigningerne i Københavns Kommune er 4 gange større end dem i Frederikshavn. De er i øvrigt hentet fra en reklame på www.180grader.dk - en såkaldt borgerlig netavis, og dækker prisen per kvadratmeter ejerbolig.

Hovedstaden

Jeg synes kampagnen er morsom og spændende, og den uimponerede tilgang, hvor man lover københavnerne at det nok skal gå, "ellers kan I bare ringe", er forfriskende i forhold til den sædvanlige diskussioner om Øst-Vest forholdet i Danmark. Med tanke på udmeldinger fra århusianske amtsborgmestre, der kræver letbane, underjordisk motorvej og lufthavn, alt sammen betalt af staten forstås, eller lokale folk fra vestjylland, der vil have OL til Herning, så virker kampagnen fornuftig og effektiv.

Det er ingen hemmelighed i dag, at en stor andel af den jyske ungdom vælger at tilbringe studietiden i København. Mens en del af dem flytter tilbage til hovedlandet, er der dog også en stor gruppe der bliver boende på Sjælland. Netop derfor er det centralt for Jylland, og Danmark som helhed, at flere unge veluddannede vælger at returnere til hovedlandet efter studietiden.

Mens provinsen som helhed, og Århus i særdeleshed, havde en dominerende position indenfor såvel kultur som økonomi i 1980'erne, går det idag den modsatte vej - Mens København for alvor har taget konkurrencen op med Hamborg og Stockholm, er trekantsområdet efterhånden det eneste reelle alternativ til hovedstaden kulturelt og økonomisk. Dem som har stiftet bekendtskab med Richard Floridas bog "Cities and the Creative Class" ved at den innovative erhvervsudvikling går hånd i hånd med kulturelle tilbud. Kort fortalt er Stengade 30 og operahuset en forudsætning for udviklingen af Medicon Valley. Ikke at Floridas teorier nødvendigvis er retvisende, men i forhold til netop denne tese er der omfattende undersøgelser, der underbygger teorien.

Problemet med den ellers fornuftige jyske kampagne er at man hverken har subkulturelle spillesteder eller skibsredersponsorede betonmonstre i Nordborg, og der er ikke just udsigt til det i løbet af de næste år. Til gengæld oplyser de at der netop er blevet installeret en ekspresso-maskine på den store fabrik i Nordborg, hvor man vel at mærke selv bestemmer om der skal mælk i efterfølgende. Det er selvfølgelig en start, men der skal andre tilbud til byen, hvis man for alvor vil tiltrække den diffuse kreative klasse.

Udviklingen kan imidlertid let måles kvantitativt, og Danmarks Statistiks opgørelser over gennemsnitslønindkomster giver et klart billede af situationen. Mens København stadig har en meget lav gennemsnitlig indkomst, har byen dog oplevet den markant største stigning over de sidste 15 år. De laveste indkomster finder man i Storstrøms Amt, primært som følge udviklingen på Vestlolland, hvor der efterhånden ikke er mere end en håndfuld private arbejdspladser tilbage. Topscorerne er amterne i HT-området, der har væsentligt højere gennemsnitsindkomster end resten af landet, mens Vejle Amt med trekantsområdet er topscorer i Jylland.

Tallene er fra Danmarks Statistik, og viser gennemsnitshusstandsindskomsten fordelt på amter, og udviklingen i procent siden 1991:

København                          285.514 (+67%)

Københavns Amt                 411.779 (+47%)

Frederiksborg Amt               431.255 (+49%)

Roskilde Amt                       415.705 (+51%)

Vestsjællands Amt               342.978 (+50%)

Storstrøms Amt                    322.165 (+45%)

Fyns Amt                             325.612 (+43%)

Sønderjyllands Amt              332.763 (+44%)

Ribe Amt                             345.992 (+42%)

Vejle Amt                            352.758 (+57%)

Ringkøbing Amt                   346.309 (+46%)

Århus Amt                           343.444 (+53%)

Viborg Amt                          335.246 (+52%)

Nordjyllands Amt                 327.794 (+47%)

Overordnet set er udviklingen nogenlunde den samme som de seneste år: Mens der er pæne fremgange til de sjællandske og østjyske byer, er det yderområderne der må noteres for de største tilbagegange. De store højdespringere i denne omgang er Skanderborg, Vejle og overraskende nok Viborg, Korsør og Middelfart. De store tabere er endnu engang Nakskov, Frederikshavn og Esbjerg.

Mens Randers' borgmester for nylig var en del af et initativ der skulle skaffe bedre togforbindelser til de seks største byer, må byen, der på Sjælland mest er kendt som destinationsby i "Verdens længste rap", nu se sig overhalet af Kolding, der i de nyeste tal har bevæget sig op som landets 6.-største by. Man skal dog ikke afvise at randrusianerne kommer igen til næste år, da det trods alt kun er 68 indbyggere der adskiller de to byer.

Derudover er der ingen ændringer i top 10, hvor Vejle forstsætter fremgangen med næsten 2000 nye borgere fra 2004 til 2006. Hvis denne udvikling fortsætter, vil Vejle om 2-3 år også være større en Randers, mens byen indenfor 5 år vil være større end Kolding, og inden 7 år vil have overhalet Esbjerg, og dermed være den 5. Største by i landet.

Det virker dog umiddelbart usandsynligt at man i det østjyske kan opretholde så markant en fremgang i så mange år, når de umiddelbare alternativer Fredericia, Kolding og Horsens, hver især er klar til at tage en del af kagen.

Lidt længere nede af listen har Viborg overhalet Køge indenom, og domkirkebyen er nu oppe som nummer 15, med en pæn fremgang på godt 1000 indbyggere. Jeg har svært ved at gennemskue hvad der giver den midtjyske by den store fremgang, da det langtfra er det område i landet der har den største befolkningsfremgang, mens de nærmeste konkurrenter Køge og Helsingør ellers rider meget godt på udflytningsbølgen fra Hovedstaden. Det kan selvfølgelig skyldes at byen er vokset sammen med en mindre by, hvilket nok vil vise sig de næste par år.

Hvis man går endnu længere ned på listen, har Holbæk endnu engang overhalet en nordjysk købstad, denne gang Hjørring, der nu er henvist til 24. pladsen. Holbæk er den af de sjællandske udflytterbyer der har den største fremgang, omend Korsør, der ligger udenfor "udflytningsbæltet" har en større fremgang. Den radikale højborg for enden af Holbæk-motorvejen kommer dog til at vente nogle år på 22. pladsen, hvor Sønderborg har godt og vel 2000 flere indbyggere.

Mens det regner på præsten, drypper det på degnen, og Holbæks "lillebror" Kalundborg, kan også avancere en plads, så industribyen nu indtager en plads som nummer 31. Ganske imponerende, taget i betragtning at byen har elendige togforbindelser og mest er præget af tung industri, mens politikkerne i det hedengangne Vestsjællands Amt var 2 minutter fra at nedlægge byens sygehus og skadestue i 2003. Ikke just de bedste forudsætninger for at deltage i det store sjællandske kapløb om de udflyttende skatteborgere.

Som sagt fortsætter Skanderborg sin markante fremgang, og er nu på top 40 over de største byer. Festivalbyen er om sammen med Odder stort set ene om at tage den mindre udflytningsbølge der kommer fra Århus, og de to byer har forstået at gøre sig attraktive, samtidig med at såvel naturbilledet som infrastrukturen er så godt som optimal for børnefamilier der ønsker fred og ro, og samtidig vil kunne pendle til arbejde i Århus eller sydpå.

I den mere triste ende finder vi Nakskov, der endnu engang går en plads ned af listen - ikke fordi Grenaa har haft nogen markant fremgang, men fordi den lollandske havneby endnu engang mister godt 500 indbyggere. Byen blev i et TV2 program i slutningen af 1990'erne erklæret for "død" by, og i kølvandet på programmet fulgte en lang række sager med københavnske sagsbehandlere, der opfordrede bistandsklienter og stofmisbrugere til at flytte til Lolland. Her stod storsmilende bolighajer parat med lejekaserner til de nye borgere. Da øens større arbejdspladser samtidig lukkede, har det været svært for specielt Nakskov at tiltrække nye borgere, og nedturen fortsætter nok endnu et par år.

Her er de nye tal over de største danske byer, hvor den procentvise ændring står i parantes:

1. København:         1.239.833 (+0,8%)

2. Århus:                  229.821 (+0,6%)

3. Odense:               146.240 (+0,5%)

4. Aalborg:               122.794 (+1,0%)

5. Esbjerg:                72.017 (-0,7%)

6. Kolding(7)            55.777 (+1,5%)

7. Randers(6)            55.709 (-0,0%)

8. Vejle:                     51.878 (+3,9%)

9. Horsens:                50.377 (+1,5%)

10. Roskilde:              44.539 (+0,8%)

11. Næstved:              40.920 (+1,0%)

12. Silkeborg:             39.079 (+1,6%)

13. Fredericia:            37.004 (-0,0%)

14. Helsingør:              35.106 (+0,3%)

15. Viborg(16)           34.172 (+2,9%)

16. Køge(15)             34.074 (+1,5%)

17. Holstebro:            32.208 (+1,3%)

18. Slagelse:               31.999 (+0,6%)

19. Herning:                30.561 (+2,0%)

20. Hillerød:                28.388 (+0,9%)

21. Svendborg:           27.579 (+0,0%)

22. Sønderborg:          27.126 (+0,6%)

23. Holbæk(24)          24.773 (+1,6%)

24. Hjørring(23)          24.592 (-0,1%)

25. Frederikshavn:       24.003 (-0,7%)

26. Haderslev:             20.753 (-1,1%)

27. Skive:                    20.864 (+0,9%)

28. Ringsted:               18.934 (+0,8%)

29. Nykøbing Falster: 16.859 (+0,4%)

30. Aabenraa:             16.409 (+0,9%)

31. Kalundborg(32)    16.035 (+1,6%)

32. Nyborg(31)          15.844 (-0,0%)

33. Korsør:                 15.094 (+2,2%)

34. Ikast:                    14.780 (+1,5%)

35. Frederikssund:      14.609 (+1,3%)

36. Grenaa(37)           14.319 (+0,1%)

37. Nakskov(36)        13.949 (-3,1%)

38: Rønne:                   13.840 (-0,3%)

39. Middelfart:            13.734 (+2,2%)

40. Skanderborg(41)   13.760 (+4,3%)

Det politiske spil op til aftalen har desværre været meget mudret, og det er indtil flere gange sket at  personlige forhold har spillet ind i forhold til hvordan storkredsene skal inddeles.  Det kan selvfølgelig bekymre en, at de politikere der skal fremstå som ansvarlige planlæggere har travlt med at bekymre sig om egne eller andres chancer for at opnå genvalg, men det ser heldigvis ikke ud til at det har haft en effekt på den endelige udformning af valgkredsene.

Et problem der har gennemgående i opdelingen har været de største af de nye kommuner, der i nogle tilfælde har været så store at man er blevet nødt til at dele dem op i flere valgkredse. I den hidtidige kredsinddeling har det ellers kun været København, Århus, Odense, Ålborg, Frederiksberg og Gentofte kommuner der har huset flere valgkredse.

Dette problem er kun delvist blevet løst, og beslutningerne om opdeling er blevet truffet efter størrelsen af de andre kredse i storkredsen, således at fx Næstved og Roskilde har undgået opdeling på grund af de store kredse i Storkreds Sjælland, mens blandt andre Viborg, Vejle, Esbjerg og Rander er blevet opdelt. Konsekvensen er i hovedreglen at de opdelte kommuners kredse ender lavest i forhold til de andre opstillingskredse i storkredsene.

En anden spændende nyordning er at Hovedstaden er blevet en samlet storkreds. Mens man ved sidste kredsreform havde en samlet befolkning på godt 900.000 i København og på Frederiksberg, svarende til en femtedel af landets samlede befolkning, et det tal nu faldet til 595.ooo, svarende til 11% af den samlede befolkning(dertil kommer dog Tårnby og Dragør med godt 50.000 indbyggere). På den måde kunne man i 1970 sagtens forsvare at inddele de to kommuner i tre storkredse, mens Hovedstaden i den nye reform, med ialt 10 storkredse har en passende størrelse.

I Provinsen bliver de 14 hidtidige storkredse til 9. Dog skal det siges at Bornholms storkreds er lidt speciel, idet den er uændret, som følge af den paragraf i grundloven der foreskriver at klippeøen mindst skal være repræsenteret med 2 mandater i Folketinget, på samme måde som det fungerer med Færøerne og Grønland.

De resterende 8 valgkredse varierer i størrelse, fra Nordsjællands Storkreds, med 6 opstillingskredse og 314.296 stemmeberettigede, til Sjællands Storkreds med 603.340 stemmeberettigede og 12 opstillingskredse. Man har valgt at følge det administrative princip der har været grundlaget alle administrative inddelinger siden 1970, nemlig at der er det samme antal enheder i Jylland og på Sjælland. Således er Sjælland inddelt i København, Københavns Omegn, Nordsjælland og Sjælland, mens Jylland er inddelt i Syd-, Øst-, Vest- og Nordjylland. Derudover har Fyn, og som nævnt Bornholm, fået hver deres.

På listen over de største kredse træder den største storkreds, Sjællands, tydeligt frem, og har således 4 af de 6 største kredse. Sjælland har generelt store kredse, og det kan virke småkomisk at man i Venstre og Socialdemokratiet, hvis nogle af partier opnår 30% af stemmerne, skal se på hvem der ikke bliver valgt, fremfor hvem der bliver valgt. Dette procenttal vil give 7 kredsmandater og 1-2 tillægsmandater, i en storkreds med 12 opstillingskredse.

Landets største opstillingskreds bliver i øvrigt Kalundborg, hvor min ven Rasmus netop er blevet opstillet for Socialdemokratiet, mens Lone Møllers kreds Hillerød er nummer 2, Henrik Sass Larsens Køge-kreds er nummer 3, og Magnus Heunickes Næstved-kreds ryger ind på 4.-pladsen.

Jeg har angivet navnene på de kommuner opstillingskredsene er udgjort af, hvilket ikke er de korrekte navne. Man kan læse mere om navngivning af opstillingskredse på side 11 i dette dokument. Tallene angiver antallet af stemmeberettigede i opstillingskredsen.

1. Kalundborg-Odsherred                                          62.148    
2. Hillerød-Gribskov                                                    62.100
3. Køge-Lejre                                                               59.199         
4. Næstved                                                                   59.184              
5. Djurs(Norddjurs-Syddjurs)                                   58.748
6. Roskilde                                                                    58.583      
7. Århus Øst                                                                57.943
8. Skanderborg-Odder-Samsø                                   57.478
9. Slagelse                                                                    56.951                    
10. Horsens                                                                 56.500
11. Sønderborg                                                            56.201
12. Brønderslev-Dronninglund-Jammerbugt          55.543
13. Svendborg-Langeland                                         55.241
14. Rudersdal-Allerød                                                54.822
15. Århus Nord                                                            54.818
16. Århus Vest                                                             54.367
17. Frederiksværk-Hundested-Frederikssund        54.137
18. Aalborg Øst                                                           54.133
19. Furesø-Egedal                                                       53.733
20. Østerbro                                                                 52.857
21. Århus Syd                                                              52.683
22. Nørrebro                                                                 52.455
23. Brønshøj                                                                 51.780
24. Thisted-Morsø                                                      51.196
25. Høje Taastrup-Albertslund                                 50.679
26. Hjørring                                                                  50.512
27. Frederikshavn-Læsø                                             50.386
28. Ballerup-Glostrup                                                  49.584
29. Gentofte                                                                  49.573
30. Guldborgsund                                                       49.364
31. Billund-Vejen                                                         49.315
32. Odense Syd                                                           49.230
33. Greve                                                                       49.097               
34. Holbæk                                                                   48.950       
35. Esbjerg Bykreds - Fanø                                        48.600
36. Aalborg Nord                                                        46.573
37. Himmerland                                                            48.548
38. Odense Øst                                                            48.475
39. Middelfart-Bogense                                             48.368
40. Rødovre-Herlev                                                     46.504
41. Brøndby-Ishøj-Vallensbæk                                 46.433
42. Aalborg Vest                                                         46.165
43. Hørsholm-Fredensborg                                        45.098
44. Gladsaxe                                                                 44.908
45. Helsingør                                                                44.406
46. Faaborg-Ærø                                                          43.909
47. Ringsted                                                                 43.821
48. Aabenraa                                                                43.418
49. Faxe                                                                         42.268 
50. Ringkøbing-Skjern                                                41.795
51. Holstebro                                                               41.673
52. Haderslev                                                               41.500
53. Odense Vest                                                          41.490
54. Nyborg-Kerteminde                                              40.509
55. Vejle Syd                                                                39.481
56. Tårnby-Dragør                                                      39.182
57. Esbjerg Omegn                                                      38.800
58. Lolland                                                                    38.343                    
59. Lyngby                                                                   38.194
60. Vesterbro                                                                37.199
61. Sundbyøster                                                          36.802
62. Fredericia                                                                36.744
63. Frederiksberg, Falkoner                                       36.740
64. Utterslev                                                                 36.471
65. Hvidovre                                                                36.166
66. Skive                                                                       36.142
67. Indre By                                                                  35.955
68. Vejle Nord                                                              35.909
69. Varde                                                                       35.903
70. Viborg Vest                                                            35.514
71. Vordingborg                                                          35.432         
72. Randers Syd                                                          35.239
73. Frederiksberg, Slots                                              34.896
74. Sundbyvester                                                        34.288
75. Randers Nord                                                        34.205
76. Kolding Syd                                                           34.071
77. Valby                                                                       34.056
78. Lemvig-Struer                                                        33.676
79. Silkeborg Syd                                                        32.474
80. Hedensted                                                              31.689
81. Favrskovkredsen                                                  31.520
82. Mariagerfjord                                                         31.369
83. Viborg Øst                                                              30.726
84. Herning Nord                                                         30.568
85. Assens                                                                   30.559
86. Herning Syd                                                           30.330
87. Tønder                                                                    30.103
88. Kolding Nord                                                         29.671
89. Silkeborg Nord                                                      29.383
90. Ikast-Brande                                                          28.469
91. Aakirkeby                                                               17.261
92. Rønne                                                                     16.079

Og netop Banestyrelsen har en masse fine statistikker, som de har samlet gennem mange år, blandt andet gennem DSB's passagertællinger der bliver afholdt hvert år, på en hverdag i november.

Jeg har fået fat i tallene der er resultatet af disse passagertællinger blandt DSBs og Arrivas kunder er selvfølgelig spændende i sig selv, men for at give et overblik over togtrafikken i Danmark, har jeg inddelt de togrejsende på de største danske toglinier.

Overordnet set fordeler trafikken sig mellem landsdelene med 86,4% af trafikken på Sjælland, 10,9 i Jylland og 2,7 på Fyn. Det skal nævnes at størstedelen af den sjællandske trafik foregår på S-banen, således 64,4% af det samlede antal danske passagerer, mens de sjællandske regionalbaner udgør samlet set 22,0%.

Hvis man fraregner det omfattende antal passagerer på S-banen er fordelingen mellem landsdelene således at den sjællandske landsdels- og regionaltrafik udgør 61,7%, mens de jyske og fynske tal er henholdsvis 30,7% og 7,6%.

Det mest interessante ved tallene er efter min mening at der er så store geografiske forskelle på densiteten af togpassagererne - Mens Jylland er godt 5 gange større, geografisk set, er der alligevel dobbelt så mange passagerer på Sjælland, hvis man ikke medregner S-banen, og mere end 8 gange så meget hvis den københavnske bane regnes med.

Lige sådan ser det ud hvis man ser på hvor mange passagerer der i gennemsnit rejser fra stationerne i øst og vest: Det Jysk/fynske gennemsnit ligger på 882, mens det sjællandske/lolland-falstringske er 6706.

Tallene er i sig selv skræmmende, og det giver tid til eftertanke, når man i centraladministrationen i øjeblikket står overfor en større investering i banerne. Selvfølgelig er der et argument i at man får flere passagerer hvis man har bedre forbindelser, og at man skal give folk en grund til at tage toget fra yderområderne, men tallene lyver ikke, og man bliver nødt til at forholde sig til at langt størstedelen af de danske togpassagerer bor på Sjælland.

Derfor ærgrer det mig også at den nye banerapport helt tydeligt favoriserer de jyske baner, og sidestiller en lang række mindre jyske lokalbaner med pendlerhovedårerne på Sjælland, blandt andet Sydbanen og Nordvestbanen. 

Men, som jeg tidligere har været inde på, så er det ikke altid at trafikinvesteringerne bliver truffet på et logisk grundlag.

Her er oversigten over de danske togpassagerer:

S-banen:                                                    426.859

Hovedstationerne*:                                    319.276

Vestlige del af Hovedbanen**:                   56.600

Sjællandske del af Hovedbanen:                 52.823

Kystbanen(Vedbæk-Helsingør):                 33.575

Øresundsbanen(Ørestad-Kastrup):             19.905

Nordvestbanen(Lejre-Kalundborg):           16.917

Sydbanen(Glumsø-Rødby Færge):             15.811

Århus-Aalborg:                                          14.335

Esbjergbanen(Kolding-Esbjerg):                 13.699

Lille Syd(Roskilde-Køge-Næstved):           6771

Middelfart-Odense-Svendborg:                  5929

Jyske baner i øvrigt:                                    49680

* Hovedstationerne er de stationer i Københavnsområdet der fungerer som Hubs for pendlerne; Københavns Hovedbanegård, Nørreport, Østerport, Valby, Vesterport, Hellerup og Høje Taastrup.

** Hovedbanen er det gængse udtryk for strækningen mellem København og Århus. Den Sjællandske del dækker her over strækningen Hedehusene-Korsør, mens den Vestlige del dækker strækningen Nyborg-Århus