Der er noget vidunderligt ved at blive ved med at skrive, selvom der ikke er noget at skrive om. Der er ingen erkendelser, der er værd at efterfølge. I alt det er det bedre at blive stoppet halvvejs over vejen.

Der er noget vidunderligt over skriften, det kunstneriske, som man aldrig får hævet op på noget mere end et middelmådigt niveau. Der er ikke noget nødvendigt, heller ikke over det manglende talent. Der er anerkendelsesproblematikken, men det er ikke en problematik, det er selvfedme, og man dør af fedme. Langsomt eller hurtigt. Det er lige meget.

Råt for usødet.

Det var en satsning. En P1-reporter ringede mig op, men han eftersøgte et erfaringsmenneske, dvs. programmets refleksive indhold stod til en hjerneforsker, mens jeg leverede hans æstetiske materiale (jeg havde gjort mig mine erfaringer, men kunne ikke reflektere det filosofisk - men så var hele bloggens indhold (erfaring eller ej) undergravet). Jeg var materiale.

Det var i de indlæg vigtigt for mig at konfrontere min egen og andres grænser, at give ord til det transgressive element i bl.a. seksualiteten. Det var vigtigt, fordi jeg måtte kunne sige mit navn, jeg måtte løsrive mig min anonymitet ... jeg måtte, som Alice, gå ind i mit navn. Råt for usødet. I det særskilte blev jeg almen; mit udgangspunkt var ikke, at jeg var noget særligt (noget distanceringsværdigt), men at jeg i bund og grund ligner alle andre; jeg giver det bare et andet udtryk. Mit sprog er anderledes g(l)emt - det førte over mod nogle rå refleksioner.

Men erfaringsmennesket ... det krævede en reaktion. Grundlaget var blevet skaller (fra yesod). Noget aflagt-overtagende. Erfaringsmennesket er det ikke-reflekterede menneske, det ikke abstraherende menneske, det menneske, der (som Spears' glatbarberede blomst (tak til Christel Wiinblad for den)) generobrer sig selv i et stumt oprør, der involverer kroppen. Kroppen blev stum i det intellektuelle medie per se. Kroppen blev ren handling. Sproget umuliggjort. Det særskilte mistede med andre ord sin kraft; det blev degraderet til tvang. Det mistede sin evne til at tale (ikke i oktober).

Jeg købte Burckhardts Die Kultur die Renaissance in Italien engang jeg skulle have mødt Henrik i Århus; han dukkede senere op som langhåret, mefistofelisk beskægget, en ung og mindre farlig Gaahl (forsangeren i Gorgoroth). Jo, jeg husker, men jeg er bange for, at jeg aldrig nåede frem til sonetten.

Det symbolske henviser (i hvert fald noget af tiden) hos Crowley til psyken, der er struktureret ud fra ukendte (nok snarere ubevidste) mekanismer; på Livets træ betegner yesod (fundamentet) det egentlige spejlniveau, hvori alle instinkter og ubevidste handlingsmønstre er placeret (herunder også dæmonerne med hundeansigter, qliphoth, den dæmoniske side af træet emanerer herfra). Det symbolske hos Crowley, som værktøj, er en måde at få kontrol med det ubevidste, der i sagens natur ikke kan komme anderledes til udtryk end gennem sproget (jf. Lacans quip om, at 'det ubevidste er struktureret som sprog': det forekommer mig, at det ubevidste, som det reelle begæret retter sig mod, dermed bliver sin egen hindring (mulighedsbetingelse), jf. min tidligere post), hvilket igen betyder, at magien italesætter sin egen hindring, men i den hindring udpeges det reelle, der ganske vist kun kan komme til udtryk symbolsk og dernæst i opløsningen af subjektet, men det er lige præcis det, Liber AL vel Legis (Lovens bog) hentyder til med følgende passage: "For pure will, unassuaged of purpose, delivered from the lust of result, is every way perfect." (AL I:44): det subjektløse begær.

Kan man postulere, som arbejdstese, at Crowley proklamerer det reelles mulighed i orgasmens transgressive karakter - ikke som formål, men i legen?

Näää nu ska jag dra, nu ska folk spela poker å så.. men skriver mer när jag kommer hem. kommer hem på Torsdag eller fredag.. det visar sig :d

Puss å Kram hej hej...

At tale om de tomme skaller er næsten at tale om karmiske strukturer for en blog. Nogen vil sikkert mene, det er pjattet (så må det være sådan) eller overilet (det er det ikke). Det er en beslutning, der har været undervejs siden oktober sidste år.

De tomme skaller er de opbrugte og dermed udtømte tanker, som ikke længere kan gøres nyttige. Som ubrugbare skaber de støj i forhold til det kreative arbejde det er, at etablere ny erkendelse – skabe (revitalisere) begreber. Som udtømte og ubrugbare har tankerne efterladt et aftryk på siden; de vil dermed indvirke sekundært eller tertiært på min videre virksomhed. Jeg kunne skabe et brud mellem de tomme skaller og det ny, der gerne skulle gyde ny energi ud over siden, men det ville være utilfredsstillende ud fra et kallistisk perspektiv. Bruddet ville skabe en disharmoni i forhold til mit arbejde. Det karmiske hjul ville dreje, hvormed jeg mener, at jeg ganske enkelt ville gentage mig selv med stadig større rigiditet og følgelig stadig mindre vitalitet.

Revurdering. Bloggen var tidligere enstonende; den forløb i et gentagende mønster af fabulerende leg. Det er i og for sig godt nok, men hvis legen mangler stringens, bliver den bare fabulerende. I ethvert indlæg må den korteste linjes logik (altså ikke formallogisk tænkt) udarbejdes med præcision – og ikke nødvendighed. Alting kunne være anderledes. Den logiske konstant i det arbejde blev allerede dengang fremhævet: faktumet (dets brutalitet). Dermed orienterede jeg bloggen mod æstetikken i Baumgartens oprindelige prægning af ordet. For gennem analogon rationis (en tekstintern kohærenslogik) at gribe det oversete eller forbigåede faktum.

Den linje ønsker jeg at fortsætte.