Svartet på frågan tycker jag fattas. Enligt DN verkar det som studenterna och ensamstående föräldrar ska betala välfärden.

De som studerar har ingenting att hämta i årets budget. Ensamstående föräldrar får inte heller något särskilt stöd.

Dem människor som egentligen ska betala för välfärden borde vara höginkomsttagarna och medelklassen. Där finns det pengar att hämta. En idé är att stor företagen skulle betala mer skatt, men det tror jag bara skulle hämma ekonomin. Medelklassen och överklassen ska betala för välfärden. Givetvis ska alla betala skatt, men det stora lasset borde dem rika ta. Frågan kommer då: Varför?

Medel- och överklass kan betala mer skatt eftersom dem helt enkelt har mer pengar till skillnad från arbetarklassen. Det handlar även om solideritet. Bidra så att alla har tillgång till skola, vård och omsorg. Många gnäller om att pengarna bara går till soffpotatiser som lever på bidrag. Löjligt, löjligt. Stora delar av pengarna går till skola, vård och omsorg. Där behövs mer pengar. Det behövs också mer pengar inom forskning, försvar och rättsväsendet.

Det är sorligt att se hur välfärden moteras ner genom att alla plötsligt ska betala mindre och mindre i skatt. Någon jävla ordning måste det vara i ett land! Någon måste väl för fan betala för välfärden!

Varför? Det är väldigt enkelt, vad var det Robin Hood egentligen gjorde när det talas om att han tog från de rika och gav åt de fattiga? Jo, han tog från staten och gav åt skattebetalarna. De som var fattiga i berättelserna om Robin Hood var hårt arbetande bönder och handelsmän. De var fattiga eftersom den elake prins John tog skyhöga skatter och såg till att hans rika vänner fick del av dessa tillgångar. Prins John var en diktatorisk ledare som styrde med järnhand och var mycket korrumperad. Han gjorde kort och gott allt för egen vinning.

Det som Robin Hood gjorde var att plundra de korrumperad och mäktiga vännerna till prins John samt utmanade prins John varje gång det var ett tillfälle. Sedan tog han de rikedomarna och gav tillbaka dem till den rättmätiga ägarna, de fattiga bönderna och handelsmännen. Ingenstans sägs det att han tog från de människor som förtjänat sin rikedom genom hårt arbete, utan han tog bara från de som inte förtjänat sina rikedomar. Med andra ord tog han inte från de rika och gav till de fattiga rakt av, utan han tog från de orättmätiga ägarna och gav till de rättmätiga. Det är ett ideal värt att följa!

Detta är en viktig skillnad att se. Precis som Robin Hood gjorde det rätta när han tog från folk som inte förtjänade sina tillgångar och gav åt de som förtjänade dem, måste svenska folket vara tydliga och säga att det är inte OK om staten tar ens hårt hoptjänade slantar och ger till en person som inte förtjänar dem. Dock så tror jag att skattesänkningar är en bättre lösning på problemet än plundring.

Vi anklager

Inden kommunalvalget i november vil der være afsagt dom i ”Glistrupsagen”. Hvorvidt dommen vil blive appelleret af Mogens Glistrup eller af anklagemyndighederne er naturligvis endnu uvist.

Sigtelsen mod Mogens Glistrup for bedrageri er i al stilfærdighed frafaldet. Den tavshed, som pressen har udvist om denne kendsgerning, står i skrigende modstrid til den opsigt, bedragerisigtelsen i sin tid gjorde. En sigtelse som medførte en pressekampagne af et uhørt hadskt og voldsomt omfang.

Ingen anden dansk skatteborger har fået sine selvangivelser så grundigt gennemgået som Mogens Glistrup – med det resultat, at der ikke har kunnet sættes en finger på nogen unøjagtighed. Alt har været korrekt bogført og opgivet i overensstemmelse med bilagene.

Mogens Glistrups virksomhed talte, da den var størst, ca. tyve tusinde klienter. Mogens Glistrup ville formentlig havde kunne fortsætte uanfægtet, hvis der havde været tyve klienter – og ikke tyve tusinde. Navnlig hvis en kontorchef i kirkeministeriet, en borgmester fra Jylland, en enkelt socialdemokratisk folketingsmand samt en halv snes agtværdige og velhavende forretningsmænd havde været med. Men tyve tusinde klienter betød, at enten måtte Folketinget acceptere, at indkomstskattesystemet var forældet eller også måtte Mogens Glistrup dømmes. Hvis Glistrup havde ret i, at der blev betalt skat efter evne til at udfylde selvangivelsen – og ikke efter evne til at tjene penge – måtte den danske stats økonomi ændres.

Udviklingen i 70`erne har i stadigt stigende grad givet Mogens Glistrup ret. Indkomstskatten er ikke retfærdig og virker mere og mere ødelæggende for tillidsforholdet mellem Folketinget og befolkning.

Hul efter hul i lovgivningen er blevet opdaget. Ændring efter ændring er blevet føjet til et i forvejen uoverskueligt skattesystem. Samfundet er gået mere og mere i opløsning.

Til trods herfor ser det ud, som om landsretten vil dømme Glistrup og dermed hans klienter for, at de indgåede kontrakter er ”fiktive” og dermed ikke retsgyldige. Dermed vil Danmarks borgere være stillet over for den kendsgerning, at selv om selvangivelserne i en lang årrække er blevet anerkendt af skattemyndighederne, vil en domstol til enhver tid kunne rejse sigtelse mod skatteyderne for at indgåede aftaler kun er foretaget af skattemæssige årsager og derfor ikke er gyldige. Ingen vil kunne føle sig sikker – med mindre de tilhører den herskende klasse.

Vi anklager samtlige øvrige danske partier for at fastholde et umuligt og bunduretfærdigt indkomstskattesystem som straffer arbejdsomme, flittige og hæderlige arbejdere, småerhvervsdrivende, ekspeditricer, kontorfunktionærer, landmænd, chauffører – kort sagt de mennesker, som udgør rygraden i det danske samfund . medens smarte pengemænd flyder ovenpå.

Vi anklager Danmarks øvrige partier for at holde hånden over et system, som med største brutalitet opkræver den sidste øre i indkomstskat hos almindelige mennesker, medens Folketinget smider skattekronerne ud til pjank og pjat.

Vi anklager Folketingets øvrige partier for at lade det danske samfund gå under i uretfærdighed og korruption.

Vi har rejst disse anklager fra partiets start- intet, ej heller en eventuel dom over Mogens Glistrup, skal få os til at bøje ryg.

Vi lader os ikke kujonere.

Leder

Skattetrykket

I Politikens kronik for 28. januar 1980 oplyser den tidligere vismand, professor Søren Gammelgård, Århus, at de samlede skatter og offentlige udgifter har udgjort følgende procenter af nationalindkomsten:

1870-1914: 08-09%
1920-1939: 13-16%
1946-1959: 20-30%
1960-1969: 30-46%
1970-1979: 52-59%

Han knytter selv følgende kommentar til oversigten: ”Den voldsomste vækst konstateredes under VKR-regeringen 1968-71. Skønt denne tilsyneladende så stærke flertalsregerings finansminister (Poul Møller, C, red), var gået til valg på den endnu mindeværdige parole: ”Pengene ligger bedst i borgernes lommer end i statens”, steg skatte- og afgiftsbeløbene under hans ministertid fra 41% til 56% i 1971”.

Når skattetrykket så at sige ikke er steget siden 1973, hænger det ganske givet fremfor noget andet sammen med den forskrækkelse, afgrundspartierne fik, da henved en halv million vælgere stemte på Fremskridtspartiet og holdt fast ved det.

Det er altså det rene pjat, når man hævder, at stemmerne på Fremskridtspartiet skulle have været stemmespild.

Tværtimod beviser denne enkle talrække det modsatte. Og snesevis af andre fakta fører til samme resultat.

Derimod har den omstændighed, at der ikke var flere, der stemte på Fremskridtspartiet medført, at der stadig har været et komfortabelt flertal, der med sædvanlig gammelpolitikersvaghed fortsat har lade de offentlige udgifter stige.

Derfor er trykket af de offentlige udgifter nu væsentligt større end skattetrykket. Det viser sig i de årlige multimilliardunderskud på finansloven.

Den ulykke får vi alene reddet Danmark fra enten ved en stor valgsejr til Fremskridtspartiet eller ved, at Danmark bliver sat under udenlandsk administration.

Mogens Glistrup

Skattemyndighedernes fiktionsteori

Statsautoriseret revisor J. E. Berthelsen gennemgår de horrible retstilstande for de ca. 20.000 Glistrup-klienter

”Glistrup skulle jo nødig få indtryk af, at han kunne vinde sagerne”. (Retsformand Vinten under retsmøde i Landsskatteretten den 04. december 1978).

”Jeg var af den opfattelse, at dersom der ikke havde været tale om en Glistrup-sag, og hele Glistrup-problemet ikke havde eksisteret, ville klagerne formentlig under samme omstændigheder have fået medhold”. ”Retsmedlem Aage Lommer i notat af 28. december 1978).

Her skal kort omtales nogle skattesager, der nok kan give anledning til undren.

Wencke-Hansen-sagen

Poul Sustmann Hansen og hustru Wencke Hansen lånte i 1971 og følgende år gennem Mogens Glistrup penge til udbetaling ved køb og til istandsættelse samt drift af et sommerhus i Odsherred.

Alle udbetalingerne skete fra Glistrups kontor. Håndværkerregninger, ejendomsskatter, prioritetsydelser, m.v. blev betalt i den rækkefølge, regningerne indløb. Det arbejde, der ikke krævede fagfolk, blev i weekends og ferier udført af familien.

Så kommer vi til det skattemæssige.

Fase 1
Skattevæsenet i Brøndby nægtede fradrag på selvangivelsen for betalte ejendomsskatter og renter, idet man postulerede, at huset var fiktivt, da lånene var optaget hos Mogens Glistrup. Det hedder eksempelvis i skrivelse af 21 september 1973 fra skatterådet for Glostrup skattekreds, afd. Brøndby: ”Arrangementerne med advokat M. Glistrup samt de i selvangivelserne som følge af arrangementerne anførte ”indtægter og fradrag” er ikke tillagt skattemæssig betydning, idet de pågældende transaktioner anses for fiktive”.

Der klages løbende over ansættelserne.

Der går på denne måde 5 år.

I 1976 blev Poul og Wencke Hansen af økonomiske grunde tvunget til at sælge huset. Man kunne ikke magte at beholde det, når der blev nægtet de retsmæssige fradrag for ejendomsskatter og renter.

Fase 2
Det lokale skattevæsen finder nu ud af, at ejendommen er solgt med en fortjeneste, der er større end de i årenes løb afholdte prioritetsrenter og ejendomsskatter, og at man i virkeligheden alligevel har ejet ejendommen. Man påtænker altså nu at se bort fra fiktionsteorien.

Fase 3
I 1977 kommer skattedirektoratet ind i billedet. Ved et møde 28 november 1977 meddeler man, at man vil overveje at se bort fra fiktionsteorien bortset fra renter af de lån hos Glistrup, som jo havde været forudsætningen for, at man havde kunne købe ejendommen. Samtidig meddelte man, at man betragtede ejendommen som købt i spekulationshensigt. Denne påstand ville man dog overveje at frafalde.

Fase 4
For at klare betaling af pålignede skatter samt gæld til Mogens Glistrup solgte familien i 1977 Handelsbank-aktier for kr. 106.332. Aktierne var købt i 1971 gennem Glistrups kontor, og de har ligget i depot hos Glistrup. Skattevæsenet meddelte, at man betragter aktierne som værende fiktive.

Dette medfører, at restgælden til Glistrup ikke anses for tilbagebetalt, men eftergivet. Det ”eftergivne” beløb skal derfor beskattes som almindelig indkomst. Indkomsten for 1977 er følgelig forhøjet med kr. 68.946.

Fase 5
Sagen omtales udførligt i begyndelsen af 1979 i en række artikler i Jyllands-Posten. Jyllands-Posten beder skattedirektør Hans Westberg om en kommentar. Poul og Wencke Hansen har i en erklæring løst skattevæsenet for tavshedspligt i denne sag.

Skattedirektoratet svarer, at tavshedspligten er til hinder for, at man kan kommentere indlægget, men at man er villig til på ny at drøfte grundlaget for de trufne afgørelser.

Altså: Tavshedspligten benyttes som et skjold man gemmer sig bag ved, når det er bekvemt.

Fase 6
Affødt af artiklerne i Jyllands-Posten kommer der den 27. marts 1979 et møde i stand i statsskattedirektoratet. Direktoratet godkender nu, at erhvervelsen af ejendommen skal betragtes som reel, og at der ikke forelå spekulation.

De føromtalte Handelsbank-aktier vil man dog fortsat betragte som fiktive.

Skattesager, hvor renter er fiktive den ene vej, men ikke den anden.

Den ene vej

Gennem årerne har skattevæsenet beskattet Mogens Glistrups klienter af renter og udbytte af værdipapirer (obligationer og aktier), som han ikke ejer, men som tilhører klienter, der har betalt skat af de samme beløb.

Eksempelvis meddelte Skatterådet 21. december 1978 Mogens Glistrup, at hans skattepligtige indkomst for 1977 ville blive forhøjet med kr. 155.623 vedrørende sådanne renter og udbytter. Obligationerne og aktierne ligger i åbent depot i Handelsbanken og dels indskrevet i kreditforeninger. Depotfortegnelse og indskrivningsbeviser lyder på Glistrups navn. Det fremgår imidlertid af Glistrups bogholderi og depotbøger, hvem værdipapirerne tilhører, og der er hvert år tilsendt klienterne depotsbogsudskrifter, underskrevet af statsautoriserede revisor. Depotbøger, hvoraf forholdet klart fremgår, er forevist skattemyndighederne.

At værdipapirerne ikke tilhører Glistrup, og at renter og udbytter også skal beskattes hos klienterne – det kan man ikke tage sig af.

Den anden vej

Omvendt kan man godt finde frem til Glistrup-klienter, der har betalt renter af gæld til Glistrup eller andre Glistrup-klienter. Disse renter godkendes ikke som fradragsberettigede for de pågældende klienter.

I 1974 udsendte Statens Ligningsdirektorat til samtlige kommuner, hvor der foretages ligning af Glistrup-klienter, en speciel formular til brug ved ligningen af de pågældende. Udfylder man standardskrivelsen med navnet Glistrup har den følgende ordlyd: ”I fortsættelse af skrivelse vedrørende Deres skatteansættelse for indkomståret samt under henvisning til skrivelse fra advokat Mogens Glistrup skal man meddele, at ligningsrådet, da der ikke er fremsat begrundet indsigelse mod ligningsdirektoratets indstilling i medfør af bestemmelsen i § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 134 af 17. marts 1970 har ændret ansættelsen i overensstemmelse med opgørelsen i førstnævnte skrivelse og ansat Deres indkomst for formue til henholdsvis………..kr. og ………….kr., idet ligningsrådet på det foreliggende har ansat lånet fra Mogens Glistrup, stort………….kr., og de herefter følgende arrangementer, der indgås med Mogens Glistrup for at være fiktive.

Ansættelsen fremkommer således:

Det bemærkes samtidig, at ligningsrådet ikke har kunnet efterkomme advokatens anmodning om personligt at give møde i ligningsrådet, ligesom man ikke har kunnet efterkomme anmodningen om aktindsigt, jfr. Herved bestemmelsen i § 6 i lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen.

Meddelelse om ændringerne af de pålignede skatter vil senere tilgå Dem fra kildeskattedirektoratet.

Det tilføjes, at de ændrede ansættelser af skatteberegningerne vil kunne påklages til landsskatteretten, Vester Farimagsgade 7, 1606 København V., inden 4 uger fra dato.

Man forbeholder sig i anledning af Deres for lave selvangivelse at gøre strafansvar gældende imod Dem i henhold til bestemmelsen i § 13 i lovbekendtgørelse nr. 37 af 09. februar 1973 (skattekontrolloven), jfr. Nr. 371 af 11. november 1968.

Såfremt De ved selvangivelsen for indkomståret har fradraget renter af det omhandlede lån, er det ligningsdirektoratets opfattelser, at fradraget er sket med urette, hvoraf man har henledt direktoratets/skatterådets opmærksomhed på Deres ansættelse til statsskat for indkomståret, ligesom man med hensyn til forskudsregistreringen for indkomståret skal (anmode skatterådet om at) henlede registrators opmærksomhed på det pågældende forhold.

Det bemærkes, at advokat Mogens Glistrup har fået en genpart af nærværende skrivelse”.

Også denne fremgangsmåde ved skatteansættelser af Glistrup-klienter har været omtalt i pressen, bl.a. i en leder i Jyllands-Posten den 20. august 1979 under overskriften ”Skattevæsenets svinestreg”. Lederen slutter med et skarpt angreb på skatteminister Anders Andersen og følgende bemærkning: ”For politikerne må være på det rene med, at hvis de stiltiende velsigner ethvert middel i sagen mod Glistrup, så ødelægger de på langt sigt mer i vort samfund, end en Glistrup nogen sinde vil kunne”.

Sagen har været bragt frem i Folketinget, hvor skatteministeren har forsvaret direktoratets handlemåde. Han siger bl.a.: ”Der er således ikke tale om nogen generel anvisning til ligningsmyndighederne, men om afgørelser i konkrete sager og vedrørende konkrete forhold. En sådan fremgangsmåde er et sædvanligt led i direktoratets oplysnings- og vejledningspligt”.

Man må spørge sig selv: Hvordan kan det lade sig gøre at gennemtrumfe den slags urimeligheder som foran beskrevet uden at befolkningen gør oprør?

Forklaringen er efter min mening, at over 50% af politikerne og 99,9% af befolkningen som helhed finder Glistrup-sagen så indviklet og uoverskuelig, at man opgiver at forstå den. Det kræver fagkundskab. Og man nægter at tro, at forholdene i en retsstat kan være så horrible, som et lille mindretal påstår. Og i øvrigt – det vedrører jo kun et ubetydeligt mindretal. Og selv om der siges og skrives meget om sager, man måske nok finder ubehagelige, så glemmer man hurtigt. Og det benytter politikerne sig af. Eftertidens dom over vore dages politikere vil blive hård.

J. E. Berthelsen

Fremskridtsfornuften breder sig

I begyndelsen af november 1980 foreslog den hollandske regering løsning af landets overenskomstsituation ved at forhøje den skattefri bundgrænse med 4%, mod at lønforhøjelsen blev 5 ½% i stedet for 8%, og feriepengeprocenten nedsattes fra 8 til 7 ½ (med absolut feriepengemaksimum på ca. 18.000 kr.)

Selv dette begrænsede indgreb var dog for nytænkerisk for organisationerne. Og så blev regeringen bange for sin egen skygge og opgav sit forslag.

Mogens Glistrup

En statsmands store indsats

Fredag den 30. januar er det 10 år siden, Mogens Glistrup i fjernsynsudsendelsen ”Focus” gik til angreb på indkomstskatteuvæsenet, og de markante udtalelser, Glistrup nåede at fremsætte i den korte udsendelse, gav faktisk reaktioner landet over. Den skatteplagede befolkning følte straks, at her var manden, de i årevis havde ventet på. Det han havde sagt var jo helt i overensstemmelse med, hvad de fleste selv følte skulle gøres, og tilslutningen til Glistrups udtalelser var enorm. Endelig var der en mand, der kunne få dem til at tro på en lysere fremtid indenfor skatteområdet. Men de etablerede magthavere hørte også udsendelsen, og her var reaktionen en helt anden.

Den daværende konservative finansminister Poul Møller, der i sin ministertid havde gennemført de største skatteforhøjelser i nationens historie, skønt han tidligere havde gjort sig populær med udtalelser som; at pengene ligger bedst i borgernes lommer, følte grunden skride under sig. I stedet for selv at gøre noget ved tingene, hvad han nok har erkendt, han ikke kunne, besluttede han, at hele statsapparatet skulle kvæle Mogens Glistrup. Resultatet er den urimelige mammutretssag, som endnu kører ved landsretten. Det er simpelthen en skandale af rang, at hele statsapparatet med sine uindskrænkede ressourcer skal bruges til at kvæle en mand, der både har evner, energi og format til at skabe bedre forhold for den enkelte samfundsborger.

Focusudsendelser vendte totalt op og ned på Glistrups hverdag. Fra en beskyttet tilværelse, som sagfører med en god og sikker indtægt, kastede Glistrup nu hele sin energi ind på at skabe Fremskridtspartiet. Og selv om Glistrup har været hårdt ramt af myndighedernes forfølgelse, har han haft den tilfredsstillelse, at arbejde med at stifte partiet lykkedes over al forventning, og der er grund til her ved tiårsdagen for den berømte udsendelse at udtrykke stor beundring for den store indsats, Glistrup har ydet for at skabe bedre samfundsforhold.

Ove Jensen

Ven af Schlüter og Foighel slipper for tiltale i million-skattesag

Der var ingen smalle steder, da Mogens Glistrup skulle kanøfles. I titusindvis af arbejdstimer og millioner af kroner af det offentliges sparsomme ressourcer, blev forlods reserveret til Fremskridtsbevægelsens stifter og overhoveds fjorten års lange tur gennem retsvæsenets vridemaskine.

Anderledes sparsommelighed med offentlige midler lægges tilsyneladende for dagen, når det gælder venner af de borgerlige magthavere, som har vovet sig ud i skattetænkeriet.

Det afslører den seneste tids avisomtale af skattevæsenets millionstudehandel med DMK-leasings bestyrelsesformand, advokat og skatteekspert Robert Koch-Nielsen.

50 millioner kroner kontant "efterbetaler" Koch-Nielsen, og så skulle den sag være ude af verden. Mener aviserne at vide. For skattevæsenet, politiet, anklagemyndigheden og retsvæsenet har ikke ressourcer til at gennemføre en omfattende sag. SÅDAN!

Mistænkeligt
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Fremskridtspartiets folketingsgruppe vil følge den sag med den allerstørste interesse, siger Pia Kjærsgaard. Ikke på grund af den skattetænkning, der ligger til grund for sagen, men fordi der er mistænkelige tegn på, at der afgjort ikke er lighed i skattesager her i landet.

Når man oplevede, hvordan skattevæsenet og retsvæsenet kunne afsætte mandskab og penge af til i årevis at føre sag mod Mogens Glistrup, må det undre, hvis en skattetænker med nær tilknytning til den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red) kan undgå at få sin sag bedømt og afklaret efter samme recept, siger Pia Kjærsgaard.

Advokat Robert Koch-Nielsen har i skattelovstekniske spørgsmål ved flere lejligheder været både rådgiver og pennefører for den konservative skatte- og afgiftsminister Isi Foighel.

Fire spørgsmål
I anledningen af sagen har Pia Kjærsgaard i Folketinget stillet fire spørgsmål til Isi Foighel:

1. Vil ministeren be- eller afkræft, at DMK-leasings bestyrelsesformand, Robert Koch-Nielsen, undgår tiltale i forbindelse med en konstateret skatteunddragelse, fordi en skattesag vil belaste skattevæsenet og retsvæsenet?
2. Hvilke fortilfælde kan ministeren oplyse der har været, hvor en konstateret skatteunddragelse i millionklassen er endt med forlig om efterbetaling uden strafforfølgning og/eller bøde?
3. Har ministeren for nylig gjort brug af Koch-Nielsens indsigt i skattelovene ved forarbejdet til nye skattelove?
4. Vil ministeren oplyse om Koch-Nielsens ekspertise vil kunne komme i betragtning i fremtidige udvalg, ministeren har tanker om at nedsætte til udarbejdelse af nye skattelove?

I sine begrundelser fremhæver Pia Kjærsgaard, at det er vigtigt, at folk med indsigt og ekspertise er med til udarbejdelsen af nye love på skatteområdet. Hvis ministeren meddeler, at han ikke længere vil gøre brug af Koch-Nielsens indsigt bedes oplyst hvorfor ikke, skriver Pia Kjærsgaard.

Torben Zinglersen

Socialdemokratisk MF`er sælger skatte"fiduser"

Det sker samtidig med at han og hans parti fører hetz mod og jagter alle, der forsøger at kurere folkesygdommen ondt i skatten - og mens Glistrup er dømt uværdig og buret inde.

Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann har formentlig ret, når han med sit forslag om at få offentliggjort samtlige skatteregistre forventer, at der vil komme artige afsløringer frem af, folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og andre, der i tide og utide foregiver at få moralske opstød af danskernes opfindsomhed mod sygdommen ondt i skatten, selv har tilsigtede fradrag af en størrelsesorden, der ligger over gennemsnittet.

I hvert fald er det nu afsløret, at en af Socialdemokratiets virkelige topfolk, økonomiprofessor Erling Olsen, selv er med til at sælge skattelettelser til de hårdt plagede danske skatteydere.

Har selv købt
Den forhenværende socialdemokratiske boligminister, der fortsat er medlem af Folketinget, har nemlig siden maj 1984 været næstformand i det nyoprettede selskab SDS-Invest, der indtil årsskiftet havde solgt investeringsbeviser for 526 millioner kroner i portioner på 20.000, 4.000 eller 1.000 kroner.

For sin ulejlighed har Erling Olsen modtaget et honorar på 30.000 kr., som dog formentlig ikke har fået hans skat til at stige. Olsen har nemlig været så fornuftig selv at købe skattelettelsesbeviser i invest-foretagenet, oplyser Ekstra Bladet.

SDS-Invest er et selskab under Sparekassen SDS (Unibank i dag, red.), der fortrinsvis arbejder med de såkaldte akkumulerede investeringsbeviser. Der udbetales ikke udbytte, man akkumulerer - opsamler - gevinsten, der efter tre år er skattefri.

Indrømmer skattetænkning
SDS-Invests formålsparagraf lyder: "Foreningens formål er at anbringe medlemmernes midler i danske og udenlandske aktier og obligationer og andre værdipapirer eller lignende for derved at opnå en passende risikospredning og tilfredsstillende afkast eller formue".

Erling Olsen er mandfolk nok til overfor bladet at indrømme, at der er en god portion skattetænkning forbundet med hele foretagendet.

Den socialdemokratiske toppolitiker skal selvfølgelig ikke have utak for, at han hjælper danskerne mod folkesygdommen ondt i skatten. Det er kun dobbeltrollen i det spegede spil, der er forargelig.

Glemmes skal det heller ikke, at Erling Olsen to gange har været med til at dømme Mogens Glistrup uværdig til at indtage sin retmæssige plads i Folketinget.

Hvem sagde dobbeltmoral!

Torben Zinglersen

Løftebrud

Regeringens forslag om ekstraskat på opsparing er et alvorligt løftebrud.

Regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red) gik imod Socialdemokratiets tanker om en beskatning af pensionskasserne. Modstanden var så stor, at Anker Jørgensen (A) trådte tilbage.

Dernæst ønskede regeringspartierne en éngangsbeskatning af pensionskasserne, og endelig har regeringspartierne indgået en aftale med Socialdemokratiet om en varig ekstraafgift på opsparing.

Det betyder, at den danske befolkning, til trods for at vi har en borgerlig regering i dag, er udsat for det største skattetryk, vi nogensinde har oplevet.

Alle, der har pensionsopsparing, kapitalpension, livsforsikringer o.s.v. er blevet ført bag lyset.

En ganske almindelig lønmodtager kan efter årsopgørelsen have fået en fremgang af en kapital på kr. 2.000 som realrente, men kan p.g.a. beregningsmetoden komme til at betale en realrenteskat på kr. 3.000. Dette blev fremhævet af Glistrup og underbygget med et eksempel ved første behandlingen af regeringens lovforslag. Skatteministeren (Isi Foighel, C, red) havde ingen kommentarer til regneeksemplet, formentlig fordi regnestykket var rigtigt, og så fordi ministeren regner med, at det er der ikke mange, der forstår. Det er ganske enkelt en skandale, at et skattelovsforslag har indbygget en forudsætning om, at det er uforståeligt for den enkelte borger.

Fremskridtspartiet stemmer imod lovforslaget, der på udmærket måde tydeliggør forskellen imellem Fremskridtspartiet og Det konservative Folkeparti.

Ole Maisted

EU vil nu også blande sig i danske skattepolitik

- EU lægger nu op til endnu et attentat mod dansk selvstændighed. Denne gang drejer det sig om, at EU vil bestemme over dansk skattepolitik. Derfor er der grund til at sige fra med det samme og med fuld styrke, siger Fremskridtspartiets skatteordfører, Kim Behnke, der nu tager sagen op i Folketinget.

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt de danske medlemmer af Europa-Parlamentet skal betale skat af deres pensionsordninger eller ej. De danske skattemyndigheder siger ja.

EU´s administration siger nej, og er villig til at prøve sagen ved domstolen i Luxembourg.

- Der går snart ikke en dag uden, at EU prøver at likvidere dansk selvstændighed. I går var det praktikordningerne i folkeskolen, der stod for skud. I dag er det skattesystemet, siger Kim Behnke og fortsætter:

Skatteministeren (Carsten Koch, A, red) må nu melde ud om, hvad han har tænkt sig at gøre. Derfor har jeg rejst sagen i Folketinget og forlangt svar. Vi må kæmpe imod disse EU-overgreb med næb og klør og i denne sag må skatteministeren gå forrest.

Der er også en moralsk side af sagen. Man kan diskutere, om der skal betales skat af pensionsordninger eller ej. Men når alle andre gør det, skal reglen naturligvis også gælde for de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, siger Kim Behnke.

Pressemeddelse fra:
Kim Behnke, Fremskridtspartiets skatteordfører

Mens Glistrup er buret inde:

Narkogangster fik fri for at være rådgiver for folketingspolitikere

Udenlandsk forbryder, idømt fire års fængsel for narkoindsmugling, var med til at skræddersy "invasions"-udlændingeloven.

Advarsel!
Læsere, der måtte ønske at beholde deres barnetro om et dansk retssamfund med en fru Justitas retfærdighed og lighed for loven, og som ikke gerne ser deres illusion om at Mogens Glistrup ikke er politisk dømt anfægtet, bør stoppe læsningen her.

Andre, med større realitetssans, der for længst har set kendsgerningerne om en rådden politisk-juridisk magtklikes fordærvet moral i øjnene, skulle hente ny Fremskridtsammunition i det følgende:

Mens Mogens Glistrup er buret inde på nu tredje år, dømt efter luftige og til lejligheden frit opfundne fiktionsteorier, og på alle mulige måder - lovlige som ulovlige - chikaneres og hindres i blot nødtørftigt at udøve sin politiske gerning, har en udenlandsk gangster, idømt fire års fængsel for narkokriminalitet, med justitsministerens (Erik Ninn-Hansen, C, red) tilladelse uledsaget og ukontrolleret kunnet færdes rundt i det danske samfund - og i det danske Folketing. Som politisk rådgiver for danske politikere og danske retsvidenskabsmænd, i vigtige spørgsmål vedrørende dansk udlændingelovgivning!

Lyder det utroligt? Læs blot videre.

Klar dokumentation
Det drejer sig om den 44-årige skotske statsborger Duncan Mitchell Clark, der i 1980 ved dansk ret blev idømt fire års ubetinget fængsel for en grov og farlig narkotikaforbrydelse.

Duncan Mitchell Clark blev indsat til afsoning af sin straf i det lukkede statsfængsel i Vridsløselille.

Dokumentationen for den noget særprægede anvendelse af narkogangsteren, som politisk konsulent i et dansk lovtekst-anliggende, leverer Duncan Mitchell Clarks egen forsvarer, advokat Henrik Nebelong. Det sker i en kronik i Berlingske Tidende, hvor Nebelong afslører: "Da den nye udlændingelov kom til debat, fik Clark da også bevilget uledsaget udgang til snesevis af møder med politikere og retsvidenskabsmænd, der arbejdede med lovteksten".

Hvilke partier det var den kriminelle Clark stillede sin ekspertise til rådighed for, er ikke oplyst. Men enhver kan jo gøre sig sine tanker. Med i vurderingen skal, at det var Direktoratet for Kriminalforsorgen, der bevilgede Duncan Clark hans "uledsaget udgang til snesevis af møder", som advokat Nebelong så klart udtrykker det. Kriminalforsorgen sorterer direkte under Justitsministeriet.

Positiv særbehandling
Sammenholdt med kendsgerninger om at Glistrup, trods klar vælgeropbakning, to gange er bortdømt fra sin plads i Folketinget, at han på justitsministerens udtrykkelige ordre og i strid med grundlov og menneskeretsbestemmelser, og trods opsparede udgangsdage fra fangehullet i Horserød, bl.a. blev nægtet mulighed for at føre EF-valgkamp, tør det vel antydes, at den justitsministerielle positive særbehandling til Duncan Mitchell Clark må undre.

For at sige det mildt. Den udenlandske narkohajs forbrydelser kan have betydet fordærv og død for en lang række mennesker. Mogens Glistrups brøde bestod i, at han sagde sandheden. Hvad ingen burde være kommet til skade af!

Talte nogen om retfærdighed og lighed for loven?

Den udlændingelov som Duncan Clark ved sin konsulentbistand var med til at skræddersy, er i øvrigt den selv samme lov, som i dag gør det umuligt at dæmme op for flygtninge-invasionen.

Før straffen på fire års fængsel for indsmugling af narko til Danmark, var Duncan Clark i 1972 blevet idømt 16 måneders fængsel i Canada. Ligeledes for narkotikaforbrydelse.

Clark blev i 1983 prøveløslade fra Vridsløselille og såvel Byretten som østre Landsret besluttede, at han skulle udvises af landet.

Fastlagt praksis
Med henvisning til oplysningerne i advokat Nebelongs kronik, om Duncan Clarks mange udgange fra fængslet i Vridsløselille, har Mogens Glistrup rette følgende henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen: "Uden at være selvovervurderende tør jeg roligt sige, at den hermed fastlagte praksis i Kriminalforsorgen må føre til, at der bevilges mig §-31 udgange til rådgivning af Fremskridtspartiets folketingsgruppe.

Med kun fire medlemmer har denne gruppe stærkt behov for saglig bistand i det meget omfattende folketingsarbejde, og jeg har fra Fremskridtsbevægelsens fødsel været drivkraften i partiets gennemarbejdelse på så at sige alle politiske områder. Bl.a. har jeg været ordfører vedrørende skatte-, arbejdsmarkeds- og EF-spørgsmål - tre områder som kommer til at indtage en meget central plads i resten af indeværende folketingssamling, således at folketingsgruppen vil kunne høste stor gavn af, at jeg kan diskutere de forskellige lovtekster med gruppen.

Sammenlignet med Clarks sag skal jeg fremhæve at:
1. Jeg er idømt en kortere straf
2. Der for Clarks vedkommende var den betænkelighed ved udgange, at han kunne komme i narkomiljøet, mens det miljø, jeg er dømt for - mit advokatkontors bogholderi - ikke eksisterer mere
3. Jeg, som dansk statsborger og dermed dansk vælger, har større tilknytning til det danske folketing end Clark
4. Jeg stedse har boet i Danmark og derfor er nok så godt indlevet i det danske samfund
5. Behovet for min rådgivning vedrører et langt bredere og mere centralt lovgivningsområde end det, Clark bistod på
6. Jeg ved de sidste seks folketingsvalg er indvalgt i Folketinget på Fremskridtspartiets liste og i det hele har langt større tilknytning til det parti, end Clark havde til de partier, han rådgav, og
7. at disse partier havde langt større muligheder for at trække på myndighedernes sagkundskab end Fremskridtspartiet".

Reglerne strammet
Det er formodentlig overflødigt at notere, at henvendelsen til Kriminalforsorgen intet har ændret. Altså lige bortset fra, at reglerne for sammensparing af udgangsdage fra fængslet i Horserød er blevet strammet. Det er således ikke længere tillade de indsatte, at spare fridage sammen til en længere udgangsperiode. Som eksempelvis kunne anvendes til at føre valgkamp i!

Var der stadig nogen, der talte om lighed for loven?

G-mand

Fra samfundskritiker til EU-fanatiker

Bertel Haarders udvikling fra grundtvigiansk Venstre-mand til ideologisk europæer. Hvad der i 70´erne og 80´erne blev latterliggjort af Haarder, skal i dag politisk gennemføres - med Haarder som ivrigste fortaler.

Da Fremskridtspartiet blev dannet for over 25 år siden, var mange rystede og ville ikke være i stue med Glistrup og hans oprørere. En af dem, som ikke stirrede sig blind på Fremskridtspartiet, var en ung adjunkt fra Aalborg, Bertel Haarder.

I Fremskridt skrev cand. scient. pol., Bertel Haarder, om den offentlige spildproduktion, socialdemokratiets ødelæggelse af familien, tyranniet i at institutionerne skulle bestemme hvad borgerne skulle have o.s.v. Og i det hele taget gjorde han på klar og forståelig vis op med en vanetænkning, som også var trængt ind i de borgerlige partier i 60´erne og 70´erne. Haarder har aldrig været fremskridtsmand og blev i 1975 valgt til Folketinget for partiet Venstre, men han repræsenterede en modig nytænkning og bragte nyt ideologisk liv til det borgerlige Danmark efter VKR-regeringens åbenlyse kapitulation i 1968-1971.

Gennem 1970´erne skrev Bertel Haarder en række debatbøger, som på fremragende vis argumenterede for mindre offentlig styring og især mindre formynderi fra det offentlige bureaukratis side. F.eks. Statskollektivisme og Spildproduktion fra 1973 og Institutionernes Tyranni fra 1974.

Bertel Haarder fortsatte sit samfundskritiske forfatterskab op gennem 80´erne og bogen Grænser for politik fra 1990, er stadig skrevet ud fra en klar liberal grundholdning, hvor staten og fællesskabet ikke er et mål i sig selv, men en ramme om borgernes frihed. Staten er selvfølgelig nødvendig for at værne om borgernes private liv, men målet holder Haarder hele tiden klart for øje. At det i politik gælder om at skabe rum for individuel udfoldelse, hvor borgerne selv kan bestemme, f.eks. over opdragelse, skolegang o.s.v.

EU-skeptiker i 1990
Endnu i 1990 kunne Bertel Haarder med sund fornuft skrive skeptisk om det daværende EF. "Et særligt problem i 90´erne bliver EF, som hidtil har kunnet øge reglerne ug udgifterne år for år i det gode samarbejdes navn. I Danmark har der været klar bane for udgifterne, fordi socialdemokratiet af gammel vane ikke modsætter sig merudgifter, og fordi de liberale og borgerlige ikke modsætter sig europæiske fremskridt".

Slagordet var, at der skulle sættes grænser for politik. Og det betød også grænser for EF´s udvikling. Man mærker Haarder´s ironiske forbehold, når han i gåseøjne taler om "europæiske fremskridt". Haarder var ikke bange for at melde ud, selvom han var minister.

"Dette må nu høre op. Nu må vi efterhånden være blevet så europæsike, at vi husker både fornuften og almindelig sparsommelighed, når vi drøfter nye europæiske fremstød...Der skal sættes grænser for politik, også i EF".

Det var i 1990. Imens foregik forhandlingerne mellem de europæiske statsbankchefer under Jacques Delors´ ledelse om det hidtil mest ambitiøse integrationsprojekt, den fælles valuta forankret i en økonomisk og monetær union. Et år senere kunne Bertel Haarder´s to ministerkollegaer og partifæller, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, underskrive Maastricht-traktaten. Og i 1992 skulle danskerne stemme om ratifikationen.

Haarders foragt for småstaten
Gennem 1990´erne har Bertel Haarder gennemgået en forvandling. I dag er han medlem af Europa-Parlamentet og hører til de ivrigste forsvarere af EU og til de utrætteligste angribere af Danmarks forbehold. Og det på en måde, så det nærmest virker skingert og forceret. Fra i 1977 at have latterliggjort "EF-drømme om fælles mønt" (i bogen Danskerne år 2000 - en begrundet vision), helmer Haarder ikke i sit ønske om at få sat forbeholdet mod den fælles valuta til afstemning. Det skyldes altsammen bare danskernes uvillighed til at ville være europæiske. Vi befinder os i en dvaleagtig tornerosesøvn og præges af snæversyn og indelukkethed. I pressen skrev han engang mod "småstatstænkningen", vi tilsyneladende ikke kan komme fri af" og endte med følgende lidet partiotiske salve: "Jeg holder med de andre".

I det sidste nummer af Venstres partiblad, Liberal, klandrer Haarder endnu engang danskernes uvillighed til at opgive kroner og ører til fordel for euroer og euroletter. Bertel Haarder sammenligner overgangen fra daler til kroner for 125 år siden. "Blev vi mindre danske af det? Nej, selvfølgelig ikke".

Men at sammenligne den skandinaviske møntunion med det altomfattende skridt, som den økonomisk og monetære union repræsenterer i Europa, er at forklejne en alt for stor afgørelse. ØMU´ens gennemførelse vil gennemtvinge en integration på en lang række områder, som det for få år siden blev bedyret hørte til nationale anliggender. Skatte- og socialpolitik bliver i stadig stigende omfang integreret, ikke som et direkte politisk ønske, men som den nødvendige konsekvens af ØMUen.

EU - det nye romerrige?
Derfor er Bertel Haarders angreb på dem, der ser på den europæiske integrationsproces som udviklingen af en egentlig union, ikke troværdigt. I Liberal kritiserer Haarder historikeren Palle Lauring for at have sagt, at Danmarks indtrædelse i EF i 1972 betød et punktum for Danmarkshistorien. Lauring så EF i en historisk udvikling fra Romerriget og senere bestræbelser på at skabe enhed og union i Europa. "Gennemført vrøvl var det altsammen" mener Haarder i dag.

Men det forholder sig jo stik modsat Haarder.

Læs, hvad professor Bent Jensen fra Odense Universitet skriver om unionsbestræbelserne: "Det er og bliver det store tankekors her ved udgangen af det 20. århundrede, at i samme øjeblik Unionen af socialistiske sovjetrepublikker brød sammen og de undertrykte nationer gjorde sig fri, tog vesteuropæiske unionsfantaster fat på at opbygge en union i den anden halvdel af Europa. Forstod de slet ikke, hvad der forgik for øjnene af dem? Selv om de to projekter ikke kan sidestilles, er der alt for mange lighedspunkter. Det, der ser så forførende ud på skrivebordet, bliver et mareridt i virkelighedens verden. Hvis en økonomisk-monetær union skal kunne fungere, skal de nationale parlamenter sættes ud af kraft og en stærk, centralistisk styring af alt fra penge- og finanspolitik til social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik gennemtvinges. Det ene kan simpelthen ikke eksistere uden det andet, hverken der eller her".

Det fascinerende ved Europas historie er striden mellem enhedsbestræbelserne, som har eksisteret siden Romerriget, og så de decentrale tendenser hen mod nationale, lokale eller regionale enheder. Europas navn og begreb kan bruges og misbruges af enhver politisk ideologi. Det var det, som Bismarck sagde så tydeligt: "Jeg finder altid Europas navn brugt af dem, der ønsker noget af andre lande, som de ikke kan få i eget navn".

Og det er her Bertel Haarders pro-europæiske vending er så uforståelig. For få har tydeligere påvist, at kollektivisme, fællesskab og offentlig styring ikke er moralsk harmløs, men er skalkeskjul for egne interesser. Det var det, som Bertel Haarder påviste så forbilledligt og forståeligt i sine bøger i 70´erne. Offentligt ansatte har nødvendigvis ikke det offentlige vel som vigtigste mål, men ofte nok deres egne særinteresser.

Venstre går ind for Europas Forenede Stater
Når Bertel Haarder har så travlt med at banalisere EU´s betydning overfor dem, der maler skræmmebilleder om en stor union, skal man dog betænke, at partiet Venstres officielle EU-handlingsprogram op til Europa-Parlamentsvalget i 1994 bestod i, at arbejde hen mod Europas Forenede Stater. For at løse det demokratiske underskud blev en europæisk forbundsstat Venstres målsætning.

Bertel Haarder ytrede sig den gang skeptisk overfor vedtagelsen på EU-landsmødet i 1994, men faldt som sædvanlig ned som et lam. Og det er værd at notere sig, at hvad Bertel Haarder førhen tog afstand fra i stærke vendinger, senere er blevet accepteret med Haarders billigelse.

Når Venstres officielle EU-politik er føderalistisk (forbundssystem) d.v.s., at EU skal udvikle sig henimod en forbundsstat med EU-Parlamentet som egentligt lovgivende og kommissionen som regeringen, har Bertel Haarder bevisbyrden og bør forklare de danske vælgere, på hvilken måde Venstres ideal af en europæisk forbundsstat adskiller sig fra kendte forbundsstater som Tyskland og USA.

Det nationalistiske Euroland
Fremskridtspartiet har altid været glødende tilhængere af et europæisk fælles og indre marked. Der er vist næppe nogen Fremskridtsvælger, der stemte nej i 1972. Men når EF nu udvikler sig til langt mere end det markedsmæssigt nødvendige, hører vi til EU´s skarpeste kritikere. I 1972 var der intet fælles EF-flag, nogen hymne, noget fælles borgerskab eller planer om et EU-forsvar - al den stupide symbolik som mere end noget andet viser, at EU har ambitioner om at optræde som en statslig enhed ligesom traditionelle stater.

S K A T T E P O L I T I K

Fremskridtspartiet mener, at dansk skattepolitik skal have fire væsentlige mål:

1. Indkomstskatten skal afvikles
2. Alle øvrige skatter og afgifter skal nedsættes betydeligt
3. Skattesystemet skal indrettes så enkelt, så alle borgere kan forstå reglerne
4. Borgernes retssikkerhed skal styrkes i tvister med skattemyndighederne

Skattepolitikken vedtages i Folketinget. Men størrelsen af skatterne afgøres også i by- og amtsråd. Det er derfor vigtigt, at vælgerne sammensætter Folketinget, amtsrådene og byrådene således, at der er politisk vilje til at sænke de danske skatter.

Gennem årtier har politiske flertal ført en uansvarlig skattepolitik. Danmark har verdens højeste skatteniveau og det stiger fortsat. Det vil Fremskridtspartiet ændre på.

Lavere skatter - giver mere frihed
Skatter og afgifter tager den personlige frihed fra befolkningen. Først mister folk en del af den indtægt de selv har arbejdet for. Dernæst afgør politikere og embedsmænd, hvad pengene skal bruges til.

Fremskridtspartiets vigtigste formål med at få de alt for høje danske skatter og afgifter sat ned er derfor at give befolkningen friheden tilbage. Jo lavere skat, jo mere personlig frihed! Fremskridtspartiet vil derfor have alle skatter og afgifter reduceret mest muligt. Vi har desværre verdens højeste skatteniveau. Først betaler vi over halvdelen af vores løn i indkomstskat. Dernæst lægges der moms på alle vores køb. Og endelig lægges der afgifter på alt fra biler og forsikringer til vand og varme.

Fremskridtspartiet mener, at lavere skatter og afgifter er selve nøglen til at give danskerne friheden og virkelysten tilbage.

Lavere skatter - og den offentlige sektor
Skatter og afgifter opkræves til brug for finansieringen af den offentlige sektor, herunder overførsler til andre borgere, politisk fråds, udgifter til udlændinge, udgifter til ulandsbistand og et hav af andre politisk bestemte opgaver.

Fremskridtspartiet vil ikke afskaffe den offentlige sektor. Vi vil derimod mindske den offentlige sektor og de mange offentlige udgifter betydeligt og dermed give plads til store skattelettelser.

Den offentlige sektor skal kun tage sig af de mest nødvendige opgaver og overlade resten til befolkningens frie valg. Det frie valg bliver netop muligt, når folk kan beholde deres penge og selv bestemme, hvad de skal bruges til.

De få opgaver, som det offentlige bør løse, skal også fremover finansieres med skatter og afgifter. Det gælder derfor om at finde skatter og afgifter, som er til mindst mulig gene for samfundsøkonomien og den enkelte borgers økonomi.

Mange nuværende offentlige opgaver skal privatiseres eller udliciteres. Derved bliver ydelserne bedre og servicen billigere til gavn for borgerne. Når skatter og afgifter er nedsat markant, har den enkelte borger og familie meget bedre råd til selv at bestemme, om de vil låne bøger på et privat bibliotek, yde bidrag til privat hjælpearbejde i ulandene, gå i private teatre, få passet børn i private institutioner eller købe service fra offentlige institutioner med brugerbetaling.

Lavere skatter - gennem skattelettelser
De danske skatter og afgifter har nået et niveau, hvor de er direkte ødelæggende for samfundsøkonomien. Skatter og afgifter får befolkningen til at smugle, lave sort arbejde og på anden vis søge at sænke skattebyrden. De eneste, som har ansvaret for det, er de politikere, der i deres magtbegær ønsker at regulere samfundet ned til mindste detalje og har brug for skatterne til at finansiere det socialdemokratiske samfund.

Skattelettelser er nødvendige for at skabe flere jobs i Danmark. Skattelettelser er nødvendige for at sikre Danmarks internationale konkurrenceevne. Skattelettelser er nødvendige for at stoppe væksten i sort arbejde. Skattelettelser er med andre ord nødvendige for at sikre Danmark en ordentlig fremtid.

Skattelettelser er imidlertid kun holdbare, hvis den offentlige sektors budgetter samtidig mindst nedsættes tilsvarende. Ellers vil den offentlige gæld vokse yderligere. Den nuværende store statsgæld (800 mia. kr. i 1997) stiller krav om, at ikke alle offentlige besparelser bliver udmøntet i skattelettelser med det samme. Vi skal først have betalt gælden tilbage af hensyn til vores børn og børnebørn.

Skattelettelser skal gennemføres således, at alle får glæde af den og familier og personer med de laveste indkomster får størst glæde af lettelserne.

Fremskridtspartiet vil gradvis fjerne indkomstskatten ved at forhøje den skattefri bundgrænse og dermed give lavindkomstgrupperne skattefrihed først.

Lavere skat - men nogle skal blive
Fremskridtspartiet mener, at det offentlige fortsat skal have indtægter til løsning af de mest nødvendige opgaver. Indtægterne skal nødvendigvis komme fra borgerne. Det er vigtigt at sammensætte skatter og afgifter, så de gør mindst skade.

Skatter og afgifter er imidlertid ikke kun et dansk anliggende. Vores medlemskab af EU har åbnet for fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser. Hvis de danske skatter og afgifter er for høje, vil mennesker og penge flyde derhen, hvor skatteniveauet er lavere - og det er det i alle andre lande! Fremskridtspartiet afviser enhver samtidig tale om skat eller afgift pålagt af EU. Danmarks skatteniveau skal tvinges ned gennem skattekonkurrence med andre lande.

Finansieringen af den reducerede offentlige sektor skal fremover ske ud fra følgende prioriterede kilder:
- frivillige skatter og afgifter
- gebyr- og brugerbetaling
- forbrugsskatter
- ressourceafgifter
- ejendomsskatter

Alle andre skatter og afgifter skal afvikles. Afviklingen skal ske således, at der bliver skabt flest mulige jobs i den private sektor og samtidig skabt mest mulig privat velfærd.

Frivillige skatter og brugerbetaling
I stort omfang kan de offentlige udgifter finansieres gennem frivillige skatter og afgifter. Det kan f.eks. være afgifter på ønskenummerplader, lotteri, casinospil og lignende. Fælles for disse skatter er, at det er frivilligt, om man vil bruge penge på tingene. Der er tale om en overpris på ydelserne, som borgerne gerne betaler. Man kan således få mange penge i statskassen uden brug af tvang.

Brugerbetaling for offentlige ydelser, stempelafgifter og visse gebyrer er derimod betaling for opnåelse af en offentlig service. Tinglysning, nummerplader, pas, kørekort, tilladelser o.s.v. koster det offentlige noget at lave - det betaler man naturligvis fuldt ud.

Fremskridtspartiet vil dog kun støtte yderligere brugerbetaling, hvis der samtidig sker er reduktion af andre skatter.

Forbrugsskat og moms
I det omfang de frivillige skatter- og brugerbetaling ikke er tilstrækkeligt til at betale de offentlige udgifter, er det nødvendigt, at opkræve andre skatter.

Forbrugsskatter, hvor momsen er den væsentligste, er en afgift, der lægges på folks forbrug. Nogle forbrugsskatter har desuden til formål at begrænse forbruget af produktet. Det gælder f.eks. punktafgift på alkohol og tobak.

Momsen i Danmark er alt for høj. I EU har man vedtaget en minimal moms på 15 pct. Den danske moms skal reduceres til EU-gennemsnit, hvorved grænsehandel bliver uinteressant.

Fremskridtspartiet er modstander af differentieret moms, eftersom det vil medføre unødigt bureaukrati i form af et større kontrolapparat m.v.

En række af de nuværende forbrugsskatter er alt for høje i dag og opmuntrer til smugleri og grænsehandel. Afskaffelsen af parfumeafgiften og afgiften på CD-plader er gode eksempler på, at man godt kan afskaffe afgifter og samfundsøkonomisk opnå et positivt resultat.

Ressourceafgifter
Fremskridtspartiet er tilhænger af, at vi passer på vores miljø og ressourcer. Der er ingen grund til fråds. Afgifter på brug af ressourcerne er derfor en acceptabel kilde til finansiering af det offentlige. Det gælder afgifter på vand, strøm, varme, indvinding fra grusgrave, produktion af salt m.v. Men disse afgifter skal bruges med stor forsigtighed.

Det er ingen luksus at bruge varme, strøm og vand. Derfor skal afgifterne være rimelige. Særligt børnefamilier lider under alt for høje afgifter. Fremskridtspartiet kræver derfor, at ressourceafgifter altid skal følges af en tilsvarende endnu større nedsættelse af andre skatter. Ressourceafgifter med grønne argumenter skal ikke misbruges til opnåelse af politiske mål, eller til at øge det samlede skatteniveau.

Fremskridtspartiet er modstander af CO2-afgiften, eftersom den kun er indført for at opnå højere skatteindtægter fra den produktive del af samfundet.

Ejendomsskat
Det mest effektive skattesystem er skat på jord, fast ejendom og bolig. Man kan ikke flytte fast ejendom eller jord ud af landet og dermed slippe billigere i skat. Beskatningsgrundlaget vil dermed være permanent og derved sikre de offentlige indtægter. Men danske politikere vil, som altid, gøre det til en skatteskrue uden ende. Derfor skal skat på jord og fast ejendom bruges med forsigtighed.

Fremskridtspartiet vil have fjernet skat på produktionsjord. Når landmanden, gartneren eller skovejeren bruger jorden, er det til produktion. Produktion er både til gavn for de producerende og for resten af samfundet.

Fremskridtspartiet vil have ændret reglerne om jordbeskatning således, at kommuner og amter kan sænke grundskatterne til nul. Det er derimod fornuftigt, at loven sætter en øvre grænse for, hvor høje de kommunale grundskatter må være.

Fremskridtspartiet er modstander af skat på lejeværdien af egen bolig, eftersom det er en fiktiv skat uden saglig belæg. Man skal ikke betale leje til staten af noget man selv ejer!

Fremskridtspartiet vil kun tillade brug af ejendomsskatter som bidrag til finansiering af offentlige udgifter, hvis andre skatter samtidig sænkes tilsvarende.

Lavere skat - fjern indkomstskatten
Fremskridtspartiet mener, at den værste skat af alle er skatten på arbejde. Indkomstskatten ødelægger incitamentet til at arbejde og producere og bremser dermed den økonomiske vækst i samfundet. Skatten er mest til skade for de svageste i samfundet - de rige skal nok klare sig! Når man arbejder i Danmark, arbejder man ikke kun for sig selv og sin familie, men man "forsørger" også 3-4 andre personer over skatten. Dette skyldes de store offentlige udgifter og de deraf følgende høje skatter. Fremskridtspartiet vil have ændret dette forhold.

Incitament og virkelyst kvæles og den sorte økonomi fremmes, hvis man ikke personligt får gavn af sit arbejde. Løsningen er ikke mere kontrol og eller mere statsstyring, men frihed og lavere skatter. Hvis initiativ og virkelyst kvæles, er grundlaget for velstand ødelagt.

Fremskridtspartiet mener, at skattesystemet skal indrettes således, at den enkelte skatteyder selv kan beholde hele sin indkomst. Derfor skal indkomstskatten afvikles. De offentlige udgifter skal sænkes i takt med afviklingen af indkomstskatten.

Den bedste måde at afvikle indkomstskatten på er ved at forhøje den skattefri bundgrænse gradvis over 6-7 år. Det giver de laveste indkomster skattefrihed først. Det er jo absurd, at personer med meget små indkomster i dag betaler halvdelen af deres løn til det offentlige. I takt med at den skattefri bundgrænse forhøjes, vil flere og flere opleve skattefrihedens velvære og dermed blive frie borgere uden indkomstskattens lænke om benet.

De høje marginalskatter er også et problem for samfundsøkonomien. Derfor er det også nødvendigt at få marginalskatterne lempet. Det vil også forhindrer skatteflugt til udlandet.

Væk med den urimelige bruttoskat
Bruttoskat, eller arbejdsmarkedsbidrag, som regeringen (A og B, red) hellere vil kalde det, er med til at skævvride vores skattesystem endnu mere. Uanset om man er avisbud med en minimal indkomst eller millionær, opkræves der bruttoskat (8 pct. i 1997). Bruttoskatten går til dagpenge-, sygedagpenge- og aktiveringsfondene.

Fremskridtspartiet vil have bruttoskatten afviklet over en kort årrække. Bruttoskat er en ny skatteskrue som regeringen kan bruge til at pine nye millioner ud af befolkningen. Aktiveringsfonden skal nedlægges. Sygedagpenge skal fremover finansieres over de almindelige skatter. Dagpengesystemet skal privatiseres ved at gøre arbejdsløshedsforsikring til et rent privat anliggende.

Lavere skat - aktieskat, arveafgift og gaveafgift
Fremskridtspartiet vil have skatten på aktier afviklet. I en international økonomi kan aktier flyttes fra time til time. Derfor må de danske aktieafgifter sænkes, så vi kan beholde vores aktieomsætning i Danmark. Lavere skat på handel med aktier er til gavn for erhvervslivet - men i længden mest til gavn for hele samfundet.

Fremskridtspartiet vil have afgifter på arv og gaver afviklet. Det er penge, der allerede tidligere er betalt skat af. Hvis en person ønsker at give eller testamentere en arv, skal det offentlige ikke blande sig i det. Specielt vores slotte, godser og herregårde har lidt under de høje arveafgifter. Det vil Fremskridtspartiet ændre.

Lavere skat - rentefradraget
Fremskridtspartiet vil ikke medvirke til at udhule rentefradraget yderligere. Så længe der er skat på renteindtægter, skal der også være fradrag for renteudgifter. Rentefradraget er en vigtig del af familiernes boligøkonomi og må derfor ikke udhules.

Lavere skat - erhvervsskatter
Fremskridtspartiet har aktivt medvirket til at sænke erhvervsskatterne. Alle erhvervsskatter skal fjernes, da de begrænser erhvervsmulighederne i Danmark. I stedet skal vi gøre vores land til et investeringsparadis for udenlandske virksomheder. De mange bidrag virksomhederne betaler til statslige fonde (ATP o.s.v.) skal afvikles, hvorved konkurrenceevnen forbedres.

Fremskridtspartiet vil forbedre virksomhedernes økonomi gennem lavere skatter og afgifter, da det giver flere arbejdspladser og mere velfærd.

Lavere skat - pensionsbeskatning
Fremskridtspartiet mener det er godt, at befolkningen selv sætter penge til side i deres erhvervsaktive periode. Selvpensionering giver mulighed for at få et supplement til den offentlige folkepension. Skat på opsparing nedsætter befolkningens lyst til at spare op.

Skattesystemet skal opmuntre befolkningen til at spare op til alderdommen. Derfor skal beskatningen af pensioner afvikles. Ikke mindst realrenteafgiften er ødelæggende for opsparingslysten, hvorfor den skal afvikles.

Lavere skat - højere retssikkerhed
Fremskridtspartiet mener det er helt urimeligt, at borgerne nærmest ingen rettigheder har i skattesager. Derfor skal borgernes retsstilling styrkes. I kriminalsager er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Samme princip skal gælde i skatteretten.

Skatteborgerne skal have ret til fradrag for relevant hjælp fra f.eks. revisor og advokat i skattesager. I tvister mellem borgerne og skattevæsenet har myndighederne principelt hele det offentlige apparat til rådighed for at dømme borgeren. Fremskridtspartiet mener, at borgerne skal have bedre mulighed for at forsvare sig. Skattemyndighederne skal ikke være en pine for borgerne.

Lavere skat - Z planen
Fremskridtspartiet har hvert år siden 1973 fremlagt en detaljeret plan for, hvordan vi kan ændre Danmark til et samfund med mere velfærd gennem lavere skatter. Skatten er i dag særligt en byrde for de små indkomster. Derfor skal skatten afvikles fra bunden.

Fremskridtspartiets politik går ud på at forbedre forholdene for samfundets svageste, de syge, de ældre og de handicappede. Resten af befolkningen skal nok klare sig, hvis det offentlige stopper sit formynderi. Det vigtigste bidrag til dette er at give borgerne rådighed over egne midler gennem markante skattelettelser.

Fremskridtspartiet vil starte med at forhøje den skattefri bundgrænse til 60.000 kr. for alle. Derefter skal bundgrænsen gradvis forhøjes over 6-7 år. Når bundgrænsen forhøjes, får borgerne flere penge til sig selv. Derudover kan virksomhedernes lønudgifter holdes i ro, når lønmodtagerne, via skattelettelser, har fået mere udbetalt. Det giver plads til flere jobs og dermed lavere arbejdsløshed.

Flere penge til borgerne giver større forbrug og mere opsparing. Begge dele skaber vækst i samfundsøkonomien til gavn for alle. Fremskridtspartiet ønsker et vækstsamfund. Jo større samfundskage, jo mere til os alle. Et samfund uden vækst går mest ud over de svageste og dem med de små indkomster.

De lavere skatter skal selvfølgelig finansieres med offentlige besparelser. Der er nok at tage fat på. Hvis f.eks. statens udgifter til renter på den store statsgæld forsvandt, kunne alle få en skattefri bundgrænse på ca. 75.000 kr!!

Fremskridtspartiet arbejder for et frit samfund med tryghed for familierne. Befolkningen skal ikke længere frygte næste skattestigning, men glæde sig til den næste
skattenedsættelse. Verdens højeste indkomstskatter skal afløses af velfærd, tryghed og frihed. Det er Fremskridtspartiets målsætning. Er du enig, så støt vores arbejde.

Ovennævnte stammer fra Fremskridtspartiet´s brochure (1997): S K A T T E P O L I T I K

I ett läge då jag trodde att likriktningen inom svensk politik hade nått sin absoluta gräns, fick jag omedelbart svar på tal.

Kd är numera för höjd bensinskatt. Detta trots att vi hade sänkt bensinskatt som prioriterad valfråga. Kovändningen är inte bara ett gigantiskt hånfullt sätt att agera gentemot väljarkåren, det verkar även vara en del i en vidare strategi om att vilja vara som alla andra.  

Besluten under kategorin "det här är politiskt korrekt, och måste därför också vara politiskt och strategiskt bra", var tyvärr lite väl många på årets riksting. 

Jämställdhetsbonusen, en reform införd bara för att blidka folkpartisterna, är numera också kd-politik. Att sedan jämställdhetsbonusen ger uttryck för ett von oben - perspektiv på familjernas vardagsval och att vi rent ideologiskt inte borde applådera sådant, tycks vara strunt samma. Alla andra partier tycker ju det är bra, klart att vi ska hänga på.

LAS skall nu förändras så att ungdomar inte försvåras inträde på arbetsmarknaden. Detta är i grunden bra, men några vassa förslag på hur, som det från KDU om att låta tio anställda få undantas från turordningen, bifölls dock inte. Förståligt. Ingen annan står ju får något liknande. Klart vi inte ska framstå som udda.

Hela rikstinget utgjorde en stor glidning mot det mittenpolitiska fält som många andra partier redan samsas om. Detta är skitbra, om utplåning är målet.   

Dagens svenska politik saknar helt ett tydligt borgerligt alternativ. Ingen tycks våga stå rakryggat för personligt ansvartagande, valfrihet och starka familjer när det börjar blåsa. Jag menar att kristdemokraterna skulle kunna spela denna rollen. det har vi visat förut. Men då måste vi våga stå upp för vår särart, samtidigt som vi vågar komma med nya förslag även om dessa möjligen retar upp vissa kultursideskribenter.

Med omsorg för partiets framtid hoppas jag att denna insikten snart också når partiledningen. Ett första steg vore att anställa någon som PJ Anders Linder.    

För övrigt vill jag tacka Mats Odell för detta välkomna utspel. Kör hårt, Mats!

Jeg har gennem et stykke tid arbejdet på at lave et stykke papir med Halvtreds Holdninger! Det har jeg nu fået lavet. Og hvorfor så det? Der er faktisk flere grunde. Det handler om at jeg selvfølgelig gerne vil vise jer læsere hvad jeg står for, men i lige så høj grad handler det om at blive skarpere. Hvis jeg her på siden offentliggør en liste med Halvtreds Holdninger, vil der forhåbentlig komme en masse kritiske spørgsmål til mine holdninger og en masse gode argumenter mod mine holdninger. Og mange af tingene havde jeg måske ikke selv overvejet og nogle af tingene kan måske få mig til at skifte holdning. Det vil i hvert tilfælde blive spændende at blive udfordret på mine holdninger.

Ud over at præsentere mine holdninger i punktform, som jeg gør nu, så er tanken at jeg stille og roligt skal have lavet små uddybende indlæg om hvert emne med mine argumenter - så på sigt skulle alle 50 holdninger gerne have et link. Men i dag (og et godt stykke frem) vil der ikke være link. Det er et stort, sjovt og spændende arbejde, men det tager også lidt tid. Jeg håber, at alle I medlæsere måske vil være med med argumenter for og imod.

Jeg ved at nogle af holdningerne er negativt formuleret og egentlig ville jeg foretrække at de alle var positivt formuleret, men indtil jeg finder den bedre positive formulering får de lov at fremstå som nu.

Jeg har lagt holdningerne både herunder og som en særskilt side her på bloggen - så det altid er nemt at finde dem.

Nå ja, og lige på falderebet: Nu er der Halvtreds Holdninger, men det kan altså godt være at der bliver pillet af og sat på - så måske er der ikke altid 50 :-)

Halvtreds Holdninger

• Vi skal have et gennemskueligt skattesystem
• Forebyggelse frem for helbredelse
• Ingen kønskvoter i bestyrelserne, tak
• Øget selvstyre til kommunerne
• Anerkendelse af dansk tegnsprog
• Frie universiteter
• Fjern 300-timersreglen
• DK skal ratificerer FN’s handicapkonvention
• Ja tak til en central barselsfond
• Differentieret moms er godt
• Fri og lige adgang til den primære sundhedssektor
• Flere cykelstier
• Udviste asylansøgere, der ikke kan rejse hjem, skal have lov at arbejde
• Indførelse af progressive grønne skatter
• Straf med resocialisering for øje
• Kun i krig på gyldigt FN-mandat
• Fælles internationale standarder på IT-området
• Fri oplysning – ingen brugerbetaling på biblioteker
• Medieskat i stedet for licens
• En SU man kan leve og læse for
• Fortsat religionsfrihed
• Mere vedvarende energi
• Intet sexkøbsforbud
• Ja til tørklæder i det offentlige rum
• Mere tillid til sagsbehandlere
• Mindre bureaukrati i den offentlige sektor
• Øget U-landsbistand
• Fjern fradraget fra de private sundhedsforsikringer
• Rygestop – med omtanke!
• Gør børnechecken indkomstafhængig
• Lodspligt i farlige farvande
• Menneskerettigheder går forud for national lovgivning og kulturelle traditioner
• Mere økologi
• Bedre seksual- og sundhedsoplysning i skolerne
• Smileyordning hos piercerer og tatovører
• Grundloven skal revideres
• Tegnsprogstolkning af offentlige hjemmesider
• Alle danskere skal kunne bo i Danmark med sin ægtefælle og sine børn
• Kun A-hold i sundhedssektoren
• Øget grundforskning
• Fjern den øremærkede barsel
• Afskaf kontanthjælpsloftet
• Pauseknap ved mistanke om alvorlige bivirkninger i godkendte lægemidler
• Tillidsreform – ja tak
• Ligestilling er lig lige muligheder, ikke lig lige repræsentation
• Afskaf lukkeloven
• Færre farvestoffer i madvarer
• Vi skal automatisk registreres som organdonorer, men med let adgang til at framelde sig
• Adskillelse af kirke og stat
• Genindførelse af gruppeeksamen

Av de amerikanska presidentkandidaterna är det nästintill idel demokrater som erhåller stöd av den svenska politiska eliten. De svenska partiledarna, från höger till vänster, är skrämmande eniga; det är endera Billary eller Barack som gäller. Svenska ledarredaktioner utgör heller inga undantag. Det är lätt att som svensk få uppfattningen att republikaner är något som katten släpat in.

Turligen så finns det några inom den svenska borgerligheten som nu tagit bladen från sina munnar och påpekat det tragiska i detta. Johan Ingerö, borgerlig debattör, och Charlie Weimers, tf förbundsordförande i KDU, är några av de få som, hör och häpnad, vågar säga att de vill se en republikan som president. Jag tycker de ger rimliga anledningar till varför: 

Det handlar om att värna den öppna amerikanska ekonomin. Demokraternas ekonomiska protektionism vore direkt förödande för Sverige och många länder därtill. Inte nog med att demokraterna motsätter sig frihandelsavtalet CAFTA, utan även Bill Clintons NAFTA är föremål för omprövning.    

Det handlar om Irak. Oavsett initial åsikt om huruvida kriget var rättfärdigt eller inte borde de flesta inse det direkt vedervärdiga och oansvariga i att, likt de demokratiska kandidaterna önskar, skicka hem trupperna innan ordingen är säkerställd . Att lämna spelfältet öppet för radikala islamistiska krafter i syfte att vinna billiga inrikespolitiska poänger är i alla fall inget jag kan klappa händerna åt.

Dessutom handlar det om, vilket inte är att förringa, ett försvar av låga skatter, liten stat och värnande av familjers och individers autonomi. 

Därför håller jag tummarna för på Mccain. Ser på ansiktsboken att den moderate riksdagsmannen Fredrik Schulte håller med.  Merparten av det svenska politiska etablissemanget gör tyvärr ett annat val. Som tur är saknar vi svenskar rösträtt den 4 november.     

Regeringens julklapp till Sveriges snusare kommer den 1 januari. Regeringen Reinfeldt tycker tydligen att den förra punktskattehöjningen var lite för låg. Nu smäller man till med en höjning på 35-40 procent per viktenhet snus. Hamstringscirkusen bjuder åter till föreställning.  

Punktskatter  tas ut på konsumtion som ger det övriga samhället uppenbara merkostnader. Så lyder principen. Gott så. Men hur motiveras snusskattehöjningen? Hur kan man på ett principiellt plan rättfärdiga att en lössnus, efter skattehöjningen, når samma prisklass som ett paket cigaretter? Visst, snus är inte gröt, men att snusets skadeeffekter och kostnader för samhället skulle vara jämförbara med cigaretternas, vilket skattenivån faktiskt signalerar, är ju hopplöst bizarrt. Man får tycka vad man vill om punktskattesystemet, men nu när vi har systemet borde det banne mig andas lite logik också.    

Skatt är per definition konfiskation av privat egendom. Emellertid har du och jag genom den svenska representativa demokratin valt ett system där vi avstår från en del av våra resurser för att staten ska ge oss något tillbaka som vi på egen hand inte kan och/eller vill ordna. Detta är en i grunden god ordning, men det förutsätter också den tillämpas med aktsamhet för att vinna bibehållen legitimitet. När folks surt förvärvade pengar går till att finansiera perifera nisch - projekt såsom slipstensmuseer och kommunala bowlinghallar (tack Martin Borgs), menar i alla fall jag att den moraliska gränsen är överträdd. Uppenbarligen delar inte alla denna syn med mig. Hur som helst, den borgerliga regeringen har nu sänkt inkomstskattenivån i två omgångar. Utifrån den ovan förda diskussionen tycker jag givetvis att det här bra. Att det därtill också skapar incitament för folk att gå från bidrag till arbete är naturligtvis inte heller fy skam. Vad jag saknar är dock en diskussion kring formen för skatteuttag på inkomster.  

Dagens progressiva skattesystem omhuldas inte bara på vänsterflanken. Den borgerliga regeringen försvarar sorgligt nog också progressiviteten. Detta är ett trovärdighetsproblem för en regering som säger sig hävda arbetslinjen. Ett progressivt skattesystem är nämligen de facto en straffbeskattning på arbete. En arbetare som tjänar 25 000 kronor i månaden, och som önskar jobba lite mer, straffbeskattas med 20 extra procentenheter när inkomsten överstiger 26 475 kronor i månaden. Enligt min mening är detta kontraproduktivt, orättvist och signalerar att extra slit inte skall löna sig.   

KDU vill se ett platt inkomstskattesystem. Det innebär att extraskatt på förvärvsinkomster i form av statlig inkomstskatt och värnskatt avskaffas. Oavsett inkomst tas samma procent skatt ut för alla. Förtjänsterna med detta är många. Det gör det enklare för den enskilde att påverka sin egen situation genom arbete. Möjligheterna att röra sig i inkomsthierarkin ökar. Improduktiv skatteplanering, svartarbete och skattefusk motverkas. I förlängningen skapas bättre förutsättningar för ekonomiska framsteg, tillväxt och välstånd. Och, icke att förringa; vi får ett skattesystem som präglas av rättvisa.

Det var med tämligen stort intresse jag följde valutgången i Danmark i tisdags. Och resultatet följde lyckligtvis de signaler som opinionsundersökningar signalerat tiden innan valdagen; danskarna önskade förlängt borgerligt styre, huvudstadens sedvanliga vänstervridning till trots.   

Politiken i det närmsta av grannländer fascinerar genom dess säregenhet. Ett par jättekliv från min studentlya i Lund möts man av en politisk situation som är ganska olik den svenska. Vi ser en huvudstad med en socialistisk fristad och områden där extremvänstern (läs Enhetslistan och SF) erhåller helt uppåt väggarna starkt stöd. Vi ser ett kristdemokratiskt parti som betecknar sig som borgerliga, men som samtidigt väljer att stödja en vänsterallians innehållande partier som betecknar sig som marxistiska. Undra varför danska Kd endast erhöll 0,9 procent av väljarnas stöd!? Vi ser en borgerlighet som inte ens under goda ekonomiska förhållanden kan lova skattesänkningar, detta trots att landet har ett av världens högsta skattetryck.

Men i myllret av vänsterextremism, kollektivism och udda agerande kristdemokrater finnes i alla fall en ljusglimt värd att nämna; Konservative Folkeparti, med Bendt Bendtsen vid rodret. Vid partiledarträffen på valnatten i Christiansborg var Bendt Bendtsen ensam om att påtala vikten av ett minskat skattetryck framöver. Låt oss hoppas att Bendt och hans 17 partikamrater får gehör för åtminstone några frihetsreformer i det danska folketinget. Tyvärr ser det dock inte helt ljust ut.  

Holstebro kommune er blandt de mange kommuner som har følt, at de for at give
borgerne en anstændig service, har måttet sætte skatten op. Jævnfør Fogh’s
skattestop, er der forbud mod skattestigninger i kommunerne. Fogh turde dog
ikke tage slagsmålet med kommunerne om, hvordan de skulle straffes for at have
brudt skattestoppet, inden han udskrev valg.

Kampen om kommuners skattestigninger vil dog med garanti blive genoptaget, hvis
Fogh stadig er ved magten efter valget. Hermed er det sandsynligt, at Fogh
sender finansminister Thor Pedersen i byen, for at svinge Thors hammer over de
kommuner, som har fundet det nødvendigt, at hæve skatten for at kunne holde
blot et anstændigt serviceniveau.

Thors hammer vil i voldsom grad kunne mærkes i Holstebro og konkret vil det
betyde, at der skal findes minimum 16 mio. kr. i de kommunale budgetter. Hvor
disse voldsomme besparelser skal findes, kan man på nuværende tidspunkt kun
gisne om, men det er ikke småpenge der er tale om. I SF har vi tillid til, at
kommunerne er i stand til at sammensætte de budgetter, de finder bedst egnede.
Frem for Fogh’s diktering ønsker vi, at give kommunerne deres kommunale
selvstyre tilbage og dermed sikre et tilfredsstillende kommunalt serviceniveau.

Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF i Holstebro

Hvis regeringen mod forventning skulle gå hen og vinde valget, vil kommunerne skulle skære helt enormt i velfærden. Regeringen vil lade Thors hammer ramme velfærden, og det vil betyde store nedskæringer i rigtig mange kommuner. Nedskæringer, der vil ramme børn, unge og ældre. Der vil være færre penge til daginstitutioner, skoler og ældrepleje. Så stop Thors hammer – stem på SF d. 13. november!
Af Sidsel Homann, Folketingskandidat i Viborg Vest

I dag præsenterede Ny Alliance deres bud på en skattereform og det ser efter min mening ganske lovende ud - specielt fordi at det er forfriskende, at der endelig er et parti, der virkelig gider gøre noget ved beskatningen af arbejde. Ny Alliance vil nemlig - som det bærende element i deres oplæg - sænke marginalskatten på arbejde til 40,6 procent for blandt andet at motivere flere til at yde en ekstra indsats, gøre sort arbejde mere uinteressant og gøre skattesystemet mere enkelt. Endvidere ønsker Ny Alliance at reformere pensionsbeskatningen og gøre efterlønsbidraget indkomstafhængig samtidigt med at man fjerner en række særregler for skattefri fryns på eksempelvis bredbåndsforbindelser. Du finder det samlede oplæg til Ny Alliances skattepolitik ved at klikke her.

Jeg synes som nævnt tidligere, at Ny Alliances skattepolitik ser lovende ud og jeg håber virkelig på, at de ved et kommende valg kan få så mange mandater, at partiet rent faktisk kan få så stor indflydelse, at de i det mindste kan få gennemført nogle af deres forslag. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at de kan få gennemført forslaget med hensyn til et simpelt skattesystem med en marginalskat på lidt over 40 procent. Det vil gøre det mere interessant for endnu flere at komme i arbejde samtidigt med, at vi gør det en del mere attraktivt for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark og skabe nye arbejdspladser. Og sidst men ikke mindst vil det gør de, der allerede er i arbejde, få mere ud af at yde en ekstra indsats.