Vær forberedt på at få flyttet grænser som deltager på et køkkenseminar hos Nams Kusine,vore
køkkenremedier ses ikke på andre køkkenskoler og afspejler vor vildskab med masser af åben ild; bliv ikke forbavset hvis du pludselig står og klasker dej på siderne af en 1/4 tons lerovn, rører rundt i wok på størrelse med et spisebord eller trækker en hel spædgris op af en træfyret ovn. Læg dertil det mest sirlige og femine Nonya køkken repræsenteret af den ægte Nonya kvinde Tin Pang-Larsen og du står til en fuldmættet oplevelse i de stemningsfyldte lokaler.
Måske kender du allerede Nams Kusine fra medierne´s forsider som den ultimative oplevelse i S-Ø Asiatisk madkultur eller fra timevis af tv-udsendelser hvor Nams Kusine (bla.a. sammen med Claus Meyer) inspirer til at bringe glæde og varme ind i de danske køkkener.

Se Børsens artikel "Ildsjæl på en ukrukket kokkeskole" på www.pleasure.dk/gourmet/artikel/130968

Politikens iByen "lær kogekunst af mesterkokke" : er du træt af at lade Nettos wokblanding bestemme den asiatiske aftenmenu så tilmeld dig hos Nams Kusine´s køkkenskole

Nams Kusine støtter Vand og Mad Prisen og er ansvarlige for maden i forbindelse med prisoverrækkelsen
der sker i 2009 se www.waterandfoodaward.wordpress.com

Se også www.namskusine.dk

Drengene fra Islandsbrygge er mig og en halv snes gamle drenge fra 80’ernes kommunistiske studenterbevægelse (det fortaber sig i historiens tåger, hvorfor vi kalder og Drengene fra Islandsbrygge). Siden slutningen af 80’erne har vi den sidste lørdag i sæsonen siddet ukomfortabelt og spist frokost i dyrehaven med Urquell, Stolisnaja, dådyr, hønsesalat fra slagteren i Ordrup, hjemmelavede frikadeller, smør der står og smelter og højlydt snak om gamle dage og aktuelle samfundsrelevante emner og personlige erfaringer med bilkøb, rejsemål, pensionsordninger, jakkesæt og boliglån. Og vi har bocciaturnering på skovens grusvej, hvor passerende heste og motionerende piger med hoppende bryster giver behagelige pauser.

Klimakset er selvfølgelig aftenen på Bakkens Hvile. Jeg holder af Bakkens Hvile. Jeg holder af pavillonen, der kunne være tegnet af en kolonihavehus-arkitekt og holdt i samme byggestil som Bakkens discountudgave af  tivoliboder og har en entre, der ligner indgangen til en tidligere pornobiograf eller et mødested for en hemmelig loge, der helligholder lårklaskende folkelighed og drikker half & half og skråler med på fællessang og er dus  med alle ude på herretoilettet - også den halvfulde kvinde der ikke gad stå i kø på dametoilettet og nu sidder og kæfter op i en boksene på herretoilettet. Jeg holder af lokalet der er så overfyldt, at man ikke skulle tro at der var plads til at en blind brandinspektør kunne vende hovedet den anden vej, og når man klapper, må man vælge om man vil daske til sidemanden eller skubbe til sin fadøl.  Jeg holder af bakkepigerne i farverige kostymer, der kunne få en drag queen til at tabe ballonpatterne af misundelse. Jeg holder af sangene og af sangstemmerne, der ville få dem smidt ud af X-faktor i første omgang. Jeg holder – lige de par timer denne ene dag om året - af den unge Morten Messersmith fra Dansk Folkeparti, som står og hjælper til i baren, mens han sender forelskede blikke op til ejeren af næsten halvdelen af Bakkens boder og samtidig bakkesangerindernes selvpromoverende grand old lady, Dot, der står og synger, mens huden på hendes hage, hals og underarme dingler som løst skin på en kalkunhals. Jeg holder af bakkepigernes skurvognshumor og flirt ud over scenekanten, og deres evne til at give igen på tilråb fra publikum (i modsætning til stand uppere behøver de ikke indarbejde inddragelse af publikum, det kommer helt naturligt). Jeg holder af de platte sange. Jeg holder af det rituelle højdepunkt, hvor bakkepigerne smider roser - der inden morgendagen er omme er visne og døde - ud til publikum, der til gengæld kaster en haglbyge af mønter op på scenen.

Jeg holder af Bakkens Hvile.

Af Per Vad