Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. "Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende," var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen "opfylder stort set alle de formelle krav," skriver udvalget og fortsætter "(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling" . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling - jeg er ikke kun fornærmet :-) - men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode? ;-)

• "Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser."
• "Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning"
• "Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte"

Og det er - behøver jeg at sige det? - ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

• "Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]"
• "(...) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD's pointer (...)"
• "Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (...)"

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.

Jeg har taget en bevidst beslutning om ikke at sigte efter stjernerne med min afhandling. Så må jeg jo nok leve med at få lidt lort på fødderne.

Hvad skal det nu sige?

Vi er ude i et praktisk arbejdsgreb. En af de ting min geskæftige og nævenyttige indre redaktør hvert andet øjeblik siger til mig er: "Det du lige skriver der, vil bedømmelsesudvalget hagle ned. Altså hvis du er heldig, og de ikke bare sender skidtet tilbage i hovedet på dig."

Og her er det så jeg svarer: "Kære mig selv, aka Indre Redaktør. Det må jeg pt. blæse på. Det værste der kan ske, er ikke at nogen ude i fremtiden synes at jeg må være lidt dum, men at der ikke vokser mindst en side frem hver dag. I al respekt, Dig selv"

Et par stykker mere, af forskellig karakter:

• Skriv ud og læs igennem.  Det er lige som at få nye øjne.
• Læs litteraturen. Bare en skumning af en kendt tekst sætter skub i sagerne.
• Tænk i kasser. Få kasser. Kan dette fænomen, denne iagttagelse deles op i to? I tre? Hvis to, er det en dikotomi eller siamesiske tvillinger? Hvis tre: Kniv, gaffel og ske? Rip, Rap og Rup? Todelingen er måske min absolutte yndlingstopos. Skidtet virker.
• Lyt til informanterne. Jeg er forlængst ude over genertheden ved at lytte til de interview jeg selv er med på og har orkestreret. De siger det hele. Komplekst og besværligt, men fuldt af liv.
• Sid på den blå stol. Jeg luder på den røde stol. Og når kroppen leger doven, gør hovedet det også.
• Flyt dig. Hen til et andet sted i teksten.
• Bliv gal. Det skal være løgn. Jeg kan godt.
• Luk døren. Her arbejdes.

 Og ja:

• Tal med dig selv. (Kan med fordel kombineres med det næstsidste greb, hvis altså man vil tale højt)

Status: 69.247 ord. Fodnoter ikke medregnet. 70.000 inden jeg går hjem i dag. 71.000 inden weekenden.

Vi glemmer den simple lærdom, at videnskabsteoretisk erkendelse er sekundær i forhold til den måde, vi orienterer os på i vor praksisverden. Hvis jeg skal forklare, hvad en ølåbner er, gør jeg det bedst ved at vise, hvordan man lukker øller op med den. En tings mening er dens brug."

Citatet er af Jørgen Fafner fra artiklen Retorikkens brændpunkt i Rhetorica Scandinavica nr. 2, 1997. To af mine studerende har gjort mig opmærksom på det, og hvor er jeg taknemlig. ]]> http://skriveri.wordpress.com/2007/01/02/review-som-ledelse/ Tue, 02 Jan 2007 13:54:00 +0000 katrine http://skriveri.da.wordpress.com/2007/01/02/review-som-ledelse/ Et organisationelt review af en tekst er en måde at lede sine medarbejdere på, går det pludseligt op for mig. Jeg læser Paradis, Dobrin og Millers klassiske tekst om skriveprocesser i Exxon Ltd, og de konkluderer at organisationen styrer sine arbejdsprocesser, sin vidensproduktion gennem tekstproduktionen. Uden selv at være klar over at det er det der foregår, vel at mærke. Og så skriver de:

"(...) the supervisor thus becomes an editor, because his or her managerial activities are exercised in the shaping of an information product. The supervisory process is carried out on the pages of a document draft."

Det har jo stået der hele tiden. Men det er tankevækkende hvordan vi som en selvfølgelighed adskiller skrivning fra de øvrige arbejdsaktiviteter i organisationen, i en grad så vi ikke en gang kan se at et review, respons på en tekst fra en mellemleder eller chef, er et stykke ledelse. Hvilke kvalitetsparametre gælder for ledelse på denne måde?

Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard - og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.

I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles' vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.

Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.

Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.

Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.

Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.

Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.

Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.

Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.

Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.

Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?

Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.

Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.

Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.

Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)

Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.

Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)

"The anticipation of a reader's judgment causes a feeling of dissonance when the writer recognizes incongruities between intention and execution, and requires these writers to make revisions on all levels." OK, det er noget med modtagerorienteret redigering. Men så skriver Sommers:

"Writing has spatial and temporal features not apparent in speech - words are recorded in space and fixed in time - which is why writing is susceptible to reordering and later addition. Such features make possible the dissonance that both provokes revision and promises, from itself, new meaning." (Min kursivering). Altså vidensproduktion. Det forekommer mig stadig at være et absolut nøglebegreb i forståelsen af hvad der sker når vi skriver og tænker. Og jeg var nysgerrig allerede dengang.

Nu har jeg aldrig været nogen haj til litteratursøgning, men jeg gjorde mit allerbedste, og kunne alligevel ikke finde nogen referencer til begrebet sådan som Sommers anvendte det.

Jeg endte ude på DPU's bibliotek, hvor jeg blev ført ned i kælderen så jeg kunne sidde på en ydmyg plads blandt stålreoler og 'bladre' i Nancy Sommers' doktorafhandling på mikrofiche. Det er ikke løgn. Såvidt jeg husker (og jeg er ked af at have bygget op til noget spændende, som ikke kommer) blev jeg lidt klogere, men ikke så meget. Jeg skrev en lille opgave om dissonans og problemorienteret skrivning.

Sagen er: Der er kommet nye søgeværktøjer til. Men på CompPile dukker kun 15 henvisninger op på søgeordet dissonans. Tre kender jeg i forvejen (to af dem er Sommers!), de fleste handler om kulturel dissonans og tilfældigvis også om skrivning. Så, lyt nu godt efter: Det her er uudforsket land! Antarktis! Alaska! Og nu forærer jeg det bort!

Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA's underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.

Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen - det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare - hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) - en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.

Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist 'gedemarked'. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. "To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end," sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.

Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, "the human weakness for either/or thinking", et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?

Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.

visual, oral
written, powerpoint can be
a way to oneness
Cheryl E. Ball, Utah State University

"The first line of consultation I'd recommend is Lee Brasseur's excellent discussion VISUALIZING TECHNICAL INFORMATION (Baywood, 2003) and the "critical sourcebook" edited by Carolyn Handa, VISUAL RHETORIC IN A DIGITAL WORLD (SIU, 2004). And for the most important work in theorizing use of visual techniques and technologies, check out Lynch & Woolgar's REPRESENTATION IN SCIENTIFIC PRACTICE (MIT, 1990)."
Margaret Hundleby, University of Toronto

Jeg sidder med mit paper til Association of Teachers of Technical Writing-konferencen i næste uge og tænkte, nu eller aldrig, jeg starter med Power Point i stedet for at slutte med at klippe-kliste et Word-dokument ind. Det går sådan bum-bum, men så kom jeg i tanke om at de kloge hoveder på ATTW-listen havde en diskussion om Power Point for nylig.

Det er altså mit publikum. Oneness. A few words, and the mind is changed. Visual Rhetoric in a Digital World. Jeg håber at de vil være søde ved mig. Hvorfor har jeg altid tænkt at Power Point var kedeligt?

Også et citat fra Mesterlære. Læring gennem social praksis. Jeg har ingen agiterende hensigter med at bringe det her. Det er bare et dejligt citat.

Kvale & Nielsen går videre til at forklare at indlærings- eller tilpasningsvanskeligheder ikke kun bør forstås som modstand eller blokering, men også bør ses ud fra at en deltagerbane kan stride mod den sociale eksistens som den lærende søger at være en del af.

Det fik mig til at tænke på at det kan gøre sig gældende for skribenten/fagpersonen. Hvis skrivning er en skjult kompetence, lægger det sociale fællesskab i organisationen, blandt fagpersonens ligestillede, måske større vægt på de faglige kompetencer. Måske betragtes man som 'mest' faglig hvis man ikke er dygtig til at formidle sin faglige viden - en slags nørd-tankegang. Og hvem har da lyst til at være den dygtige skribent?

OK, det er da fuldstændig hypotetisk og vist også ret langt ude. Og citatet mindede mig også om noget andet, nemlig en snak jeg havde med Camilla for nylig (jeg taler altså også med andre mennesker). Det var noget med at være modvillige akademikere. Vi vil så gerne være lige som de andre akademikere. Og så alligevel ikke. Er det mon fordi vi har et andet ideal for vores sociale eksistens (som akademikere?) end det som læringsbanen som ph.d.-studerende stikker ud for os? Eller er utilbøjeligheden krukkeri?

Se, det var for eksempel endnu et krumspring for at aflede mig selv fra at skrive paper til Chicago.

Og nu sidder jeg så her og blogger om min egen skriveproces, og gudhjælpemig om ikke det første der falder mig ind, er at den er mystisk. Mystisk! Fy for pokker. Jeg er faktisk ret god til at skrive. Og jeg er faktisk også ret øvet. Jeg har faktisk en vældig fin, ekspliciteret, rekursiv og vidensproducerende skriveproces. Det er altid svært, jeg beklager mig som regel undervejs, men det går næsten altid godt. Men det eneste jeg kan finde på at sige om det, er at det er mystisk. Så måske er det ikke så eksplicit igen. 'Mystisk' lugter da af hemmeligt, ikke?

Jeg talte i dag med min vejleder (jeg har to, det er en luksus) om Dreyfus og eksperten. Og nu har jeg ikke læst Dreyfus, så jeg kan kun genfortælle analogien til mit eget formål. Det handler om at lære at køre bil. Sagen er at de generaliserede regler slår til i starten, men eksperten er kendetegnet ved at hun (kvinder kører skidegodt bil, mænd er bare misundelige) ikke kører efter reglerne, men efter en fornemmelse for situationen som måske ovenikøbet bryder reglerne. Det går ikke at køre i for lavt et gear, men afhængigt af bilen og vejret og dækkene og noget helt ryggradsmæssigt, er det lige nu og her bedst at gøre i for lavt gear. Bliver hun spurgt, kan hun måske slet ikke genfortælle hvorfor hun kørte så vildt godt som hun gjorde. Det fungerede bare.

Det er jo dødinteressant. Jeg kender reglerne, kvalitetskriterierne for teksten og for min egen skriveproces. Men på en ryggradsfornemmelse, en totalt situeret og personlig opfattelse af situationen ved jeg bare at jeg skal dreje genren, tackle kommunikationssituationen anderledes, gribe min proces anderledes an. Så det gør jeg. Og så kan jeg ikke forklare det. Og derfor kalder jeg det for mystisk. Men jeg kender stadig alle grundreglerne. Og måske justerer jeg dem ubevidst?

Ude i en organisation er det også interessant, for hvordan kan man bruge de dygtige skribenter som forbilleder hvis det der gør dem rigtig dygtige, er den intuition? Samtidig er jeg dybt skeptisk over for mystik. Det lugter alt for meget af natura - nogle kan, nogle kan ikke, og vi kan ikke forklare hvorfor og derfor heller ikke lære det fra os. Jeg tror ikke på det. Det er vist heller ikke det Dreyfus mener. Men verden er fuld af stråmænd når man har lyst til at slås. Jeg må hellere læse lidt op på det.