Ellers. Jaja. Jeg er klar for å sove. Men jeg er ikke trøtt. Ikke litt engang. Kan det ha noe med at jeg lå i senga til åtte i kveld? Jo, det har nok det.. De bærer slanger på tven. Sjarmerende dyrene.

Men. Ja. Det ordner seg. En gang.

Blue Mountains hedder Blue Mountains fordi blålige tåger -æteriske dampe fra Eukaluptustræerne der beklæder bjergsiderne - får bjergene til at se blå ud på afstand.

Mod kysten, på Sydney's side af Blue Mountains, er klimaet tempereret med gråvejr og regn. Men fra den anden side af bjergene "falder der ikke en dråbe vand". Vandresevoiret er næsten udtørrede damme i bjergene. Jorden er rød sand med grus og sten, beklædt med gråbrunt græs, spredte buske og kvaslignende skov.

I private haver i bjergene er der grønt og frodigt, hvilket denne kakadue sætter stor pris på.

Hey, I dér... Passer det at græsset er grønnere på den anden side af hegnet?

I følge Lonely Plante's guide, har Australien verdens ringeste jord. kontinentet har, modsat andre kontinenter, ikke dannet ny jord de sidste 90.000 år (EH).
Australsk jord er derfor en tynd næringsfattig skorpe hvor sten og klipper mange steder stikker op igennem sandet, hvis man ser bort fra frodige kystegne og andre undtagelser. Tørken i Australien og ikke mindst her i New South Wales siges at være "den værste tørke i 1000 år" (Cosmos Magazine).

Jordkvaliteten er ikke optimal

De sidste 15 km til minebyen var støvet grusvej. Af og til ræsede en modkørende firehjulstrækker forbi os og vinkede venligt. Der var bemærkelsesværdigt stille udenfor. På trods af skov og krat langs vejen var der ikke megen fuglesang. Fra tid til anden lød dog de karakteristiske Magpie hyl og babygråd fra Magpien's sorte fætter, hvis fremtoning minder om en dansk ravn. Himlen var evigt blå og lyset fik et fantastisk gyldent skær da vi kom hen på eftermiddagen. Over landskabet tronede Blue Mountains i horisonten.

Bushlandet begyndte at vige pladsen for landejendomme med indhegnede jorde på begge sider af vejen. "No Shooting" skilte hang mange steder på låger og hegn, hvilket jo sætter fantasien i gang. Kommer folk forbi her og skyder vildt omkring sig? Må man ikke skyde på grund af risikoen for bushfire? Der er præmie til det rigtige svar.

Jordene langs vejen er indhegnede og har en låge med én, eller alle tre af følgende beskeder: "Private Property", "Trespasser will be prosecuted", og "No Shooting".

Capertee Valley's skønhed er - her mangler det danske sprog et ord - "breath taking". Fornemmelsen af at her findes alt af betydning for et godt liv sniger sig ind på én.

Et tilfældigt hus i den gamle mineby

Fire timer efter vi kørte hjemme fra Sydney nåede vi frem til den gamle mineby. Byen viste sig at bestå af 6-7 huse spredt på begge sider af et knæk på grusvejen, på øjemål. Stilheden flængedes af en græsslåmaskine (ja- hvilket græs?) og den eneste udendørs indbygger kom hen for at hilse på os. To små kælne gårdhunde kom også flyvende. Græsslåmaskinen fik lov at forblive tændt og brølende alene for sig selv i den halve times tid vi snakkede med ham. Han kunne fortælle at minen lukkede i begyndelsen af 50' erne, hvorefter næsten alle indbyggerne flyttede fra byen. Vandforsyningen er næsten udtørrede dam resevoir 150 km væk.

Han fortalte videre at området har alt hvad man kan have indenfor slanger i rigelige mængder. Gamle affaldsbunker, dynger af vissent træ eller træstammer er ikke-røre, da det er slangernes favoritsteder. De to gråskæggede gårdhunde viste sig at være slangedræbere. De gør på en speciel, advarende måde hvis de opdager en slange, og har dræbt adskillige giftslanger. Den ene hund har sågar overlevet et slangebid. Manden fandt den livløs i laden ved siden af en død slange, og tog begge til dyrlægen - det kostede $500 i serum at redde vovsen (slangen blev ikke reddet).

Han sagde at vi ikke skulle være bange for huset, vi ville højst finde et par edderkopper derinde, og hvis man ikke truer dem gør de ikke noget. Han mente i det hele taget ikke at edderkopper er noget at bekymre sig over... Derimod hadede han slanger. Han var aldrig blevet bidt men var engang løbet hele vejen ned ad bjergskråningen efter et møde med to uvenlige slanger der var ved at parre sig da han mødte dem.

We live side-by-side with very dangerous animals here. Side-by-side with some of the world's most venemous snakes... We try to avoid each other. You will find the snakes are as happy to avoid you, as you are to avoid them... If you meet a snake, it will raise it's head up like this... Then you just back off... get away from there as fast as you can. In most cases it will just pull its head down again and continue to do what snakes do. It won't follow you... never.

Huset, som udefra lignede en gammel lade, viste sig at være umådelig smukt og velholdt indvendig. Atmosfæren i huset kan bedst beskrives med ordet "Zen". Det er svært at sige hvad der gør det, men kombination af smukke plankegulve, rummelighed, simpel men smagfuld indretning og god akustik er alle brikker i puslespillet "god atmosfære". Man kan fotografere steder men man kan ikke fotografere et steds unikke atmosfære, duft og rumklang. Så ingen billeder af huset.

Stuen havde en terrasse dør ud en køn lille lukket (helt lukket - ingen slanger! tror jeg da ikke) gårdhave med et træ og stenbede og et annex overfor stuehuset (det gamle bageri) med værksted og ekstra soveplads - og et annex mere på sidelinjen, som vi dog ikke kunne finde en relevant nøgle til. Der var som sagt intet at frygte i huset og vi stødte kun på en enkelt lille edderkop, under hovedpuden ganske vist.

Da Claudiu ønskede at nå tilbage på hovedvejen - der var 35 km kørsel ad hhv. grusvej og afsides asfaltvej- før det blev mørkt var det et kort ophold. Der er stor risiko for at påkøre kænguruer i mørket - "de hopper direkte ind i siden på bilen", som vores lokale mand sagde. Udover at være synd for kænguruerne ødelægger det bilen, og der var 200 km kørsel hjem igennem bjergene. Så vi sagde farvel til manden og vovserne og kørte den lange vej hjem til Maroubra hvor vi ankom ved midnatstid.