Black sheep handlar om ett arrogant arbete med fåravel som ledde till att fåren blev elak köttätare som anföll allt och alla. (Kan man tänka sig en blandning av ”Världsrymden anfaller” [The return of the bodysnatchers, 1956], ”Jurassic Park” samt ”Vilse i Pannkakan” så kan man tänka sig ”Black Sheep”) som skämtskräckis är den skojig, som inlaga om genmanipulation, är den grund, elak men effektiv

Eyes Wide Shut är ju mer än skruvad kärleksfilm om (bla) hur det dåliga samvetet inför sin partner kan sabba fantasierna och ens handlingar, och leda oss in i en värld mer av destruktiva fantasier än verklighet. Fantasierna kanske kan såra – men det är ändå handlingarna det kommer an på… Trots sitt relationstema tycker jag nog inte att Eyes Wide Shut är speciellt besvärlig att se, dels eftersom den är så spännande berättad, dels för att en av mina arbetskamrater ibland dyker upp i vissa vinklar av Nicole Kidmans utseende för att förgylla det, vilket ger en smått surrealistisk ton åt filmen, och ett skojigt djup åt min arbetskamrat.

Likhet trots allt

Kanske finns det ändå där en tunn likhet mellan filmerna: Att vi i våra tankar hellre snöar in i fantasier än verklighet. Det är väl ofrånkomligt och som diskuterats mellan denna blogg och en granne, och vissa drömmar behöver vi för att överleva. Men om vi låter drömmarna och de outtalade förväntningarna bli den enda nyckeln till verkligheten – oavsett det gäller svartsjuka inför partnerns erotiska fantasi, eller drömmen om det perfekta fåret, så är väl risken att vi försvinner in i ett handlingens Ingenmansland i gränssnittet mellan dröm och verklighet: Vi handlar i den påtagliga fysiska världen på ett stimuli grundat på idéer i vårt psyke. På samma sätt som jag i Kubricks film ibland ser rollfiguren Alice bestå av tre personer: den litterära gestalten, min psykologiska association till en arbetskamrat (Haloeffekt) och den enda verkliga fysiska personen i filmen; Nicole Kidman, så är det ännu lättare att råka dubbel- eller trippelexponera andra mer komplexa företeelser som moral. – Kunskapen på gott och ont – att kunna se samband som inte finns eller behöver finnas….Bilden av synd som en oförmåga att hålla isär den verklighet Gud har gett oss och våra egna tankar…………..

Håll isär!

För att återgripa debatten på tv i går om surrogatmammor, så känns det som viss (kristna) tänkare inte kan hålla isär just verkligheten, sina egna behov, neutral teorier och drömmar, och därigenom sårar en mängd människor (till tystnad), som dessutom är levande motbevis.

Detta som en fjuttig inledning till att jag närmsta tiden ämnar publicera några tankar om ”äktenskapet som kulturellt fenomen”, inte av egenintresse eller som egen terapi utan pga. att man i så stor mån diskuterat samkönta äktenskap senaste året. Men givetvis kan fakta eller mina tankar ge inspiration, är väl det bara bra.

Vi har det rart, vi hygger, vi holder pauser og arbejder. Vi taler pænt, vi stiller kun små og realistiske krav. Vi skjuler autoriteten og frygter at udøve den. Og kun ad frivillighedens vej yder nogen en ekstra indsats. Danskerne er verdens lykkeligste folk.

Vi arbejder mindre end i andre lande, og dog er vores største arbejdsmarkedsproblem stress. Vi spiser sunder end i andre lande, dog er fedme vores største sundhedsmæssige bekymring. Vi er rigere end de fleste lande, dog er vores økonomiske konkurrencedygtighed vores måske allerstørste bekymring: for hvordan løser vi de andre problemer uden at have økonomien i orden? Vi sammenligner os med andre lande: Vi har det godt i vores bekymring.

Vi har det godt i vores hyggebekymring. Der er absolut ingen ironi i min beskrivelse. Vi er lykkelige. Og vores lykke er vores småbekymrede, lune apati.

Hvem skulle tænke stort i Danmark? Hvem kæmper og sætter sit liv eller bare sin anseelse på spil?

Vores lykke er et farvel til storheden. Storhedens fylde er fraværende i de manges middelmådige lykke. Og vi har det godt. Vi er i bund og grund tilfredse.

Vi behøver intet nyt, ingen brud. Blot rutinemæssig innovation.

Vores hygge er et farvel til friheden som mulighed og nyhed. Ægte frihed er fraværende i den hyggelige bekymrings evige genkomst. Vi har det nu meget godt.

Den danske hyggebekymring er kritikerens største udfordring. I andre lande er der frygt og bekymring, sommetider nydelse og storhed, men ingen hygge. Hyggen er den danske intellektuelles eget ophav. Hvem tør sætte sig selv og den gode stemning på spil?

Vi har det rart. Vi nyder vores tryghed, vores langsomt koagulerende frihed og vores hyggekritik. Der er ingen ironi i min beskrivelse. Vi er i bund og grund tilfredse.

Det kollektivt ubevidste

Enhver handling er delvis eller fuldstændig baseret på ubevidste antagelser om mulighedsrummet for denne handling. Selv i sit mest bevidste øjeblik er aktøren fanget ind i en begrænset forståelse af sin rolles muligheder og af mulighederne for at overskride eller transformere denne rolle. Enhver handling bærer altså med sig et endnu uafsløret rum af ubevidste antagelser, forudsætninger og begrebslige struktureringer.

Enhver kendt samfundsindretning producerer sociale onder og kollektiv ubevidsthed. Denne kollektive ubevidsthed er på en og samme tid medvirkende til produktionen disse onder og til fortrængningen heraf. Samtidig begrænser det kollektivt ubevidste til stadighed mulighedsrummet for en aktiv indsats til bekæmpelse af onderne. Der er ingen falsk eller sand kollektiv bevidsthed, men blot et mere eller mindre udbredt og homogeniseret ubevidst, dvs. et mere eller mindre begrænset kollektivt handlingsrum.

Det er tænkningens, livseksperimentets og aktivismens klare rolle at danne et alternativt mulighedsrum udenfor det kollektivt ubevidste. Dette andet består af en mængde af fællesskaber, altid på en og samme tid bevidste og ubevidste, som alene ved deres eksistens viser begrænsningerne ved det kollektive mulighedsrum, og opstiller alternative muligheder for den menneskelige livsførelse, den offentlige diskussion og den politiske handlen.

Depolitiseringsdiskursen

En mands ubevidste kan være en anden mands bevidste. Således fungerer påstandene om, at vi er nødt til at gøre dette eller hint i anledning af ’globaliseringen’ på en og samme tid som legitimation i forhold til visse politisk-økonomiske handlinger (skattelettelser, nationale tests, EU-forfatning og nul-skat til de multinationale) og som en begrænsning af det offentlige diskussionsrum og af befolkningens handlingsfantasi; kort sagt som en dobbelt depolitisering af både det kollektivt bevidste og ubevidste.

Hvor politikereliterne, embedsværkene, finansverdenen og medieeliten dyrker samme diskurs er depolitiseringen af det kollektivt ubevidste stærkest og vejen til en politisering længst. Samtidig er det ved sammenfaldet mellem denne magtdiskurs og de herigennem medproducerede og fortrængte socialonder, at potentialet for en radikalpolitisering er størst.

Særlige områder som lider under depolitisering og dermed indsnævring af den kollektive handlingsrum er økonomien, driften af den offentlige sektor og ’krigen mod terror’. Inden for disse felter demonteres politiske spørgsmål med påstande om, at udfordringerne her må løses af værdifri økonomisk videnskab, af rationel administration, kontrol og evaluering, og af en nødvendig og rationel krigsførelse og intelligente og ligeledes nødvendige begrænsninger af de almindelige retssikkerhedsgarantier.

Således nedbrydes politikken delvist indenfor selve demokratiets rammer og dermed vækkes frygten til live: mon demokratiet reduceres til valgets legitimeringsritual? Mon den reelle medbestemmelsesret nedsmelter i tomme diskussioner af nuanceforskelle og personligheder, og mon den samfundsmæssige skaberkraft begrænses til den hjemlige såvel som oversøiske tandemproduktion af forbrugsgoder og socialonder?

Den politiske aktør

I lyset af ideen om det kollektivt ubevidste og det begrænsede handlingsrum bliver opgaven for den politiske aktør en anden end den normale. Hvis den reelle politiske handlen skal fremmes, er det ikke nok at indgå i mediernes og parlamentets diskussioner og positioneringer. Denne cyklus af pressemøder, foto-ops, læserbreve, lovforslag og fremføringer af nøgletal og andre anerkendte faktatyper til fremme af ens nuance tjener kun til at bekræfte det kollektivt bevidstes politik, men overser den stadige produktion af kollektiv ubevidsthed. Selv det mytologiske lag i de gængse politiske debatter, som af mediernes ’medie-kritikere’ kaldes det substantielle, er underlagt ’nødvendigheden’ og ’rationaliteten’ og det kollektivt ubevidstes snævre grænser.

I den kollektive depolitiserings tidsalder mister begreberne om fællesskab, kønskamp, racisme, frihed, lighed og international solidaritet deres politiske sprængkraft og bliver til tomme fraser i magtdiskursens skåltaler. Den politiske aktør må gennem skakter og passager underminere magtens produktion af depolitisering, og afsløre det eksisterende demokrati som en tom legitimering af samme depolitisering. Politiseringen er en trefoldig bevægelse, som samkonstitueres af magtens demaskering, af genindskrivningen af konflikten i de sociale relationer og af fantasiens og alternativets overskridelse af det eksisterende kollektivt ubevidste.

Den politiske aktør må vise befolkningerne, at selv de mest ’nødvendige’ beslutninger altid bygger på prioriteringer. Hun må afsløre det kollektivt ubevidstes begrænsninger og vise mulighederne for overskridelsen af dette. Kun med denne bevægelse kan handlingsrummet for den politiske handling udvides.

Politiseringen bæres af det dobbelte løfte om den menneskelige fantasis frigørelse fra det kollektivt ubevidste og om problematiseringen af det uproblematiserede problematiske.

Kampråbet lyder: Analysér, fantasér, politisér!

BrH

Kontrær til den gængse forestilling er det vindende fodboldholds tilhængere mere aggressive og orienteret imod vold end det tabende holds støtter. Det er konklusionen på en undersøgelse af et forskerteam fra Cardiff Universitet, der har interviewet 197 mandlige rugbyinteresserede, der frekventerede byens station. Man fandt samtidig en sammenhæng mellem aggression og øget alkoholindtag efter kampen. Endelig viser det sig at nederlag og uafgjort sænker oplevelsen af glæde mens sejr imidlertid ikke øger samme.

Man kan forestille sig, at en øget testosteron produktion, der i tidligere studier er blevet associeret til sejrs-oplevelser, er del af årsagen til den aggressive tendens ved det vindene hold. Under alle omstændigheder må en frustrations-hypotese som forklaring på aggression (i denne sammenhæng) revurderes.

Det er håbet, at man med denne type undersøgelser kan blive bedre til at dæmme op for hooliganisme og volden, der ofte følger i dens kølevand.

Undersøgelsen er publiseret i 'Criminal Behaviour and Mental Health'

Hvordan kommer vi til at opleve samhørighed med andre mennesker, hvordan evner vi at attribuere mentale tilstande og kapaciteter til andre samt at anticipere og forklare handlinger, der ikke er vores egne? Nye forskningsresultater peger mod et neuralt grundlag for intersubjektiviteten.

Følgende post er et uddrag fra mit speciale omkring selvoplevelse. Afhandlingen kan hentes i sin fulde længde via dette link.

På universitetet i Parma lagde et hold af neurofysiologer ledet af Vittorio Gallese og Giacomo Rizzolatti sidst i 90'erne grunden for, hvad Ramachandran (2000) har profeteret vil være af samme betydning for psykologien som opdagelsen af DNA’et fik for biologien. Opdagelsen består i en identificering af en ny klasse af neuroner først lokaliseret i macaque abens premotoriske cortex klassificeret som F5. Få år tidligere havde holdet fundet at samme område var aktivt ved intentionelle og målorienterede operationer udført ved h.h.v. håndens og mundens arbejde. I opfølgende studier opdagede man, at samme klasse af neuroner var aktive hvis aben blev holdt i en passiv observerende rolle til lignende handlinger udført af en anden end den selv (Rizzolatti & Arbib, 1988). Neuronerne var ikke indstillet eller rettet mod genstandene, men mod vores målrettede og meningsfulde omgang med samme. Forskerne fandt med andre ord, at den selv samme handling, der resulterede i et givent neuralt fyringsmønster, når aben udførte den, omtrent altid ville resultere i det samme mønster, hvis aben så en anden udføre samme handling. Neuronerne blev i overensstemmelse med deres mimende egenskaber døbt spejlneuroner (mirror neurons).

Fadiga (her efter Motluk, 2001) var den første til at sandsynliggøre lignende neuroner i menneskehjernen ved at forfølge formodede motoriske følgeprocesser til neuronaktiviteten. Fadiga målte sine forsøgspersoners muskelspændingsniveau under observation af en anden persons handlinger. Han fandt, at under sådanne observationer var de muskler i forsøgspersonen svagt aktiverede, som var identiske med den uafhængigt handlende persons spændingsmønster. Hvor disse resultater gav formodning om spejlneuronernes eksistens i mennesker, var de imidlertid tavse om deres lokalisering.

En cerebral lokalitetsbestemmelse blev foretaget af holdet omkring Rizzolatti til Brocas område, der sammen med Wernickes område menes at være af største betydning for vores sproglige kapaciteter. Opdagelsen er yderligere interessant idet Brocas området betragtes som analog til F5 området i abehjernen, der associeres med den motoriske kontrol over hånden (Rizzolatti & Arbib, 1998). Det synes evident at nævnte, at resultaterne er af betragtelig interesse for undersøgelser og overvejelser over alle former for social eksistens, interdependens, intersubjektivitet, empati, kommunikation og selvoplevelser.

Med disse fund synes en vigtig neural base for en empatisk evne at vise sig. Det overraskende ved disse nye fund er ikke så meget at sådanne mekanismer eksisterer, som den grad af almenhed de synes at besidde. Det filosofiske problem om det fremmedpsykiske afmystificeres i en mimisk kropslig rationalitet. Kroppen er et levende udtryk der ved hver en bevægelser danner form, indhold og udtryk til et givent forsæt. Vi er til stadighed udleveret til og indfoldet i hin-andens mål og med; vi er hinandens udleverede. Relationen etableres og forløber som beskrevet udenom vores vilje og bevidsthed; samkvemmet kommer bag på og forud for os i mødet som en suveræn fordring.

Som nævnt er det menneskelige sprogcenter i hjernen, Brocas område, analog i sin anatomiske lokalisering til F5 i aben, som også anses for den fylogenetiske forløber herfor. Et interessant sammentræf. Hvad kan disse neuroner, hånden og sproget have med hinanden at gøre? Rizzolatti og Arbib (1998) foreslår, at spejlneuronerne har fungeret som katalysator mellem en given virksomhed og en formidlende eller kommunikerende relation artsfæller imellem. Kommunikation hviler i grunden på en delt forståelse afsender og modtager imellem. Modtageren må være opmærksom på kommunikationen, og afsenderen må vide at modtageren er åben for og evner en sådan udveksling. Spejlneuronerne kan vel tænkes at sætte os i stand til at imitere andres bevægelser (inkl. kompleks gestik og vokaliseringer) og nå en indre forståelse af deres bevæggrunde. Den første dialog var formentlig ikke nogen dialog som vi vanligvis forstår det, men en synlig empatisk kropslig spejling mellem to artsfæller. Spejlingen åbenbarede for begge væsner, at en fælles forståelse var etableret.

Nogle af de ovennævnte personer optræder i dette videoklip,
der giver en introduktion til opdagelsen.

Referencer:

Motluk, A. (2001). Read my mind. I: New Scientist, No2275. London.

Ramachandran, V. S. (2000). MIRROR NEURONS and imitation learning as the driving force behind "the great leap forward" in human evolution. I: Edge, http://www.edge.org/documents/archive/edge69.html

Rizzolatti G., Camarda R., Fogassi M., Gentilucci M., Luppino G. and Matelli M. (1988) "Functional organization of inferior area 6 in the macaque monkey: II. Area F5 and the control of distal movements". I: Exp. Brain Res. 71: 491 507.

Rizzolatti, G. & Arbib, M. (1998). Language within our grasp. I: Trends in Neuroscience, vol. 21.

Psykologer fra Harvard, Gray et al, har undersøgt i hvilken udstrækning vi tilskriver andre levende væsner mentalt liv og bevidste oplevelser.

Eksisterende undersøgelser indenfor 'mind perception', 'social kognition', 'theory of mind' og hvad man ellers benævner dette studiefeldt, har alene undersøgt i hvilken grad andre væsner tilskrives et sind (mind). Hvorvidt vurderinger vedrørende andres mentale liv rettelig involvere flere dimensioner er ikke blevet undersøgt forud for dette studie.

Den aktuelle undersøgelse blev gennemført som et net-baseret survey, hvor over 2000 mennesker deltog. I undersøgelsen blev deltagerne bedt om at vurdere 13 forskellige karakterer parvist op mod hinanden for hvem der i særlig grad (på en fem-punktsskala) kunne tilskrives kvaliteter såsom sult, frygt, skam, selvkontrol, moral og omtanke. Karakterne talte et 7 uger gammelt foster, et 5 mdr. gammelt spædbarn, en 5 år gammel pige, en voksen mand, en voksen kvinde, en mand i koma, testpersonen selv, en frø, en hund, en chimpanse, en død kvinde, Gud og endelig en robot.

Deltagerne blev også bedt om, at afgive en række personlige vurderinger og handletilbøjligheder i forhold til karakterne. Det være sig, hvem de bedst kunne lide, hvem de i en livstruende situation ville søge at redde, hvem de helst ville glæde, hvem de synes skulle straffes i fald de havde forudsaget en andens død og endelig, hvem de personligt ville pines mest over at skulle forudsage skade.

Ved den efterfølgende analyse (faktor-analyse) fandt forskerteamet, at bestemmelsen af en given karakters mentale
liv blev vurderet på to overordnede dimensioner, som de benævnte h.h.v. 'oplevelse' og 'agens'.  Til dimensionen 'oplevelse' hører kvaliteter som sult, frygt, smerte, velbehag, vrede, lyst/ drift, personlighed, stolthed, skam og lykke. 'Agens' dækker over kvaliteter som selv-kontrol, moral, hukommelse, følelser, planlægning, kommunikation og tænkning. Dimensionerne er uafhængige således, at en karakter kan vurderes høj på 'oplevelse' men lav på 'agens' og visa versa. I skemaet nedenfor er de forskellige karakterer sat ind som de blev vurderet på disse dimensioner.

Som det fremgår vurderes spædbarnet højt på 'oplevelser', idet det tilskrives følelser o. lign., men lav på 'agens', idet det ikke tilregnes motiver og planlagte målrettede handlinger. Dette er interessant nok stik modsat vurderingen af Gud.

De personlige vurderinger blev også sammenholdt med de fremkomne
dimensioner. Dette viste en sammenhæng mellem positiv indstilling og velvillighed og høj placering på begge eller een af dimensionerne. De øvrige vurderinger havde imidlertid ikke ligende sammenfald på
de to dimensioner: Hvorvidt vi tilskriver andre mennesker agens har betydning for, om vi holder dem ansvarlige for deres handlinger og udgør som bekendt også i almindelig retspleje betingelsen for, hvorvidt en person kan dømmes for en given handling. Karakterer placeret højt på oplevelses-dimensionen var ikke genstand for ligende ansvarligholdelse, men affødte derimod en beskyttertrang.

Det er interessant at bemærke at de to kategorier af vurderinger er sammenfaldende med Aristoteles' skelnen mellem moralske agenter (hvis handlinger kan dømmes moralsk agtelige eller uagtelige) og moralske patienter (der kan være genstand for moralsk agtelige eller uagtelige handlinger).

Det er undersøgelsens fortjeneste at sandsynliggøre, at vores
vurderinger af andres mentale liv er afhængig af to dimensioner
og at disse samtidig har betydning for hvilke moralske domme
vi fælder over pågængende.

Nu viser en ny UNICEF-rapport om børnetrivsel i de rige lande, at også de danske børn har det generelt godt sammenlignet med børn i andre lande. I 21 lande er børns trivsel indenfor seks forskellige kategorier blevet undersøgt, og Danmark ligger på en samlet tredjeplads. Kun i Holland og Sverige har børn det bedre end her.

UNICEF-rapporten "An Overview of Child Well-Being in Rich Countries" er til dato den første af sin slags, der giver et overordnet, samlet billede af børn og unges trivsel i de industrialiserede lande. Rapporten viser, at de europæiske lande ligger i den bedste halvdel med Holland, Sverige, Danmark og Finland helt i top.

UNICEF har undersøgt børns trivsel inden for seks forskellige hovedkategorier – materiel velstand, sundhed og sikkerhed, trivsel i skolen, forhold til familie og venner, risikoadfærd samt børnenes egen vurdering af deres trivsel. Og for hver hovedkategori er der undersøgt mindst tre forskellige indikatorer. Det kan for eksempel være teenagegraviditet, relativ fattigdom, skolekundskaber og brug af rusmidler. I alt er der undersøgt 40 forskellige indikatorer på børnetrivsel.

En af rapportens overraskende konklusioner er, at Danmark og Norge ikke ligger højt placeret sammenlignet med de øvrige lande, når det gælder børns trivsel i skolen. Tre indikatorer er undersøgt, blandt andet børnenes faglige niveau i læsning, matematik og naturvidenskab, og her ligger Danmark på en 19. plads. UNICEF har taget data fra en PISA-undersøgelse fra 2003, og tallet er derfor ikke nyt. Det nye ved denne rapport ligger i omfanget af de indikatorer, der er målt på, der giver landene et bredere perspektiv at se på børnetrivsel i  (Kilde: Unicef Danmark).

Måske noget af forklaringen på denne placering skal findes i synspunktet fremsat i denne post.

Tabellen nedenfor viser de enkelte landes indbyrdes placering på de undersøgte parametre. En lys blå markering viser en placering i den bedste tredjedel, en mørkere blå en placering i midten af feltet og endelig en dyb blå en placering i den dårligste tredjedel (tryk på tabellen for et tydligere billede).

Hvorfor er hollandske børn så tilfredse? Ifølge Professor i udviklingspsykologi Paul Vangeert har holland altid været en nation, der satte børnene i centrum. Han peger på den tolerante og åbne kommunikation, der eksisterer imellem forældre og børn i holland og på det forhold, at skolen ikke yder det samme pres på børnene som man finder i andre i-lande.

I en interessant artikel trykt i New York Magazine fortæller psykolog Carol Dweck fra Stanford universitet om dramatiske effekter ved forskellige former for anerkendelse i forhold til et barns evne til at tackle udfordringer. Et hold af forskere ledet af Dweck bad i deres forsøg en stor gruppe børn løse en række små opgaver. Hvert barn blev efter opgaven var løst anerkendt for enten deres intelligens ( "You must be smart at this")  eller for deres indsats ("You must have worked really hard").

Effekt var slående: Børn der var blevet rost for deres indsats valgte efterfølgende hyppigere en vanskeligere test end den oprindelige, når de havde mulighed for det - blev mindre opgivende og triste overfor en opgave de ikke kunne løse - og klarede sig endeligt bedre på den oprindelige test, da de blev præsenteret for den igen.  

I modsætning hertil tenderede gruppen af børn, der var blevet rost for deres gode begavelse imod, at vælge en lettere test, når de havde mulighed for det - at opleve større mismod og opgivenhed ved opgaver de ikke kunne løse - at klare sig generelt dårligere ved andet forsøg på den oprindelige test.

Læren her må være, at ved at fremhæve barnets indsats opnår han en variabel, der er under hans kontrol. Børn der spejles på deres indsats kommer til at se dem selv som bestemmende for deres egen succes, mens et fokus på barnets naturlige intelligens fratager det dets oplevelse af kontrol og stiller det samtidigt forsvarsløst overfor oplevede vanskeligeder.

Jeg tænker af samme grund, at en understøttelse af barnets selvværd og selvfølelse er et sundere indhold for samspillet mellem barn og voksen end den resultatbundne opbygning af dets selvtillid.

Edge.org er adressen til et ganske unikt site, hvor særligt udmærkede videnskabsfolk og intellektuelle præsenterer og debattere deres resultater og overvejelser.  Det er tradition for selskabet, af stille sine medlemmer ét STOR spørgsmål for hvert nyt år vi træder ind i.  I år lød spørgsmålet, "Hvad er du optimistisk omkring?". De tidligere års spørgsmål finder du her. En af besvarelserne kom fra den kendte filosof Daniel C. Dennett, der hæfter sin optimisme til en gryende opløsningen af, hvad han forstår som religionens magtfulde mystik.  Opløsningen vil ifølge Dennett følge af det voksende informationsudbud samt antallet og arten af de informationsbærende medier. For skud står religiøs dogmatik, fanatisme og intolerance.

Dennett skriver sin ved sin optimisme for fremtiden ind i den ophedede og aktuelle debat i USA mellem de såkaldte kreationister, der fremfører ideen om intelligent design, og tilhængere af  evolutionsteorien oprindeligt fremført af Darwin.   

Jeg mener ikke Dennetts optimisme bygger en rimelig forståelse af relationen mellem videnskab og tro, men anerkender, at en voksende sekularisering har afgørende betydning for vores moral som vi lever den dag for dag. Den refererede artikel nedenfor er måske et udtryk herfor.

USA TODAY trykte for nyligt en markant og opmuntrende statistisk opgørelse fra Gallup over amerikanernes accept af homoseksualitet. Statistikken viser markante ændringer i forholdet til homoseksualitet fra 1982 og frem til i dag. Hvor 34% i 1982 accepterede homoseksualitet er tallet i dag oppe på 54% Undersøgelsen viser samtidig ikke overraskende, at de er de unge, der er de mest tolerante.

Godt nyt for de homoseksuelle og hovedbrud for republikanske politikkere.  

Du har sandsynligvis allerede glemt det, men dansken blev i slutningen af 2006 
bestemt til at være det mest tilfredse folk i verden. Undersøgelsen blev ledet af 
den engelske socialpsykolog
Adrian White fra universitetet i Leicester. Det kom der i øvrigt også et interessant
kort ud af, der ved farvekoder repræsentere forskellige nationers grad af tilfredshed [tryk for forstørrelse].

En udspecificeret liste over forskellige landes rangering følger sidst i denne post.

Senest har et lille dansk team ledet af Professor Kaare Christensen 
fra Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet fulgt op på den positive undersøgelse og søgt at forklare 
danskernes topplacering. Det er der kommet en lille artikel ud af i det
engelske medicinerskrift, BMJ.

Teamet foreslår en række underholdende hypoteser,
men ender ud med at ligge vægt bag det forhold, at danskerne på det
såkaldte eurobarometer 
har særligt lave forventninger til det forestående år; målingerne går
tilbage til 1980. Det er altså kombinationen af vores lave forventninger
og vores gode levestandart, der  er afgørende for vores rapporterede
tilfredshed.

Til sammenligning
er Italien og Grækenland blandt de lande i europæisk sammenhæng, der
har de højeste forventninger til det kommende år, men samtidig blandt
de lande med den laveste tilfredshed. Forventningerne til det kommende
år er også, hvad synes at skille danskerne fra h.h.v. svenskerne og finnerne,
der ellers og i øvrigt er sammenlignelige lande.

Hemmeligheden bag vores smil? - God dansk pessimistisk realisme.

Nation SWLS Score

DENMARK 273
SWITZERLAND 273
AUSTRIA 260
ICELAND 260
BAHAMAS 257
FINLAND 257
SWEDEN 257
BHUTAN 253
BRUNEI DARUSSALAM 253
CANADA 253
IRELAND 253
LUXEMBOURG 253
COSTA RICA 250
MALTA 250
NETHERLANDS 250
ANTIGUA AND BARBUDA 247
MALAYSIA 247
NEW ZEALAND 247
NORWAY 247
SEYCHELLES 247
ST KITTS AND NEVIS 247
UAE 247
USA 247
VANUATU 247
VENEZUELA 247
AUSTRALIA 243
BARBADOS 243
BELGIUM 243
DOMINICA 243
OMAN 243
SAUDI ARABIA 243
SURINAME 243
BAHRAIN 240
COLUMBIA 240
GERMANY 240
GUYANA 240
HONDURAS 240
KUWAIT 240
PANAMA 240
ST VINCENT AND THE 240
UNITED KINGDOM 237
DOMINICAN REPUBLIC 233
GUATEMALA 233
JAMAICA 233
QATAR 233
SPAIN 233
ST LUCIA 233
BELIZE 230
CYPRUS 230
ITALY 230
MEXICO 230
SAMOA WESTERN 230
SINGAPORE 230
SOLOMON ISLANDS 230
TRINIDAD AND TOBAGO 230
ARGENTINA 227
FIJI 223
ISRAEL 223
MONGOLIA 223
SAO TOME AND PERINI 223
EL SALVADOR 220
FRANCE 220
HONG KONG 220
INDONESIA 220
KYRGYZSTAN 220
MALDIVES 220
SLOVENIA 220
TAIWAN 220
TIMOR-LESTE 220
TONGA 220
CHILE 217
GRENADA 217
MAURITIUS 217
NAMIBIA 217
PARAGUAY 217
THAILAND 217
CZECH REPUBLIC 213
PHILIPPINES 213
TUNISIA 213
UZBEKISTAN 213
BRAZIL 210
CHINA 210
CUBA 210
GREECE 210
NICARAGUA 210
PAPUA NEW GUINEA 210
URUGUAY 210
GABON 207
GHANA 207
JAPAN 207
YEMEN 207
PORTUGAL 203
SRI LANKA 203
TAJIKISTAN 203
VIETNAM 203
IRAN 200
COMOROS 197
CROATIA 197
POLAND 197
CAPE VERDI 193
KAZAKHSTAN 193
MADAGASCAR 193
SOUTH KOREA 193
BANGLADESH 190
CONGO REPUBLIC 190
GAMBIA 190
HUNGARY 190
LIBYA 190
SOUTH AFRICA 190
CAMBODIA 187
ECUADOR 187
KENYA 187
LEBANON 187
MOROCCO 187
PERU 187
SENEGAL 187
BOLIVIA 183
HAITI 183
NEPAL 183
NIGERIA 183
TANZANIA 183
BENIN 180
BOTSWANA 180
GUINEA-BISSAU 180
INDIA 180
LAOS 180
MOZAMBIQUE 180
PALESTINE 180
SLOVAKIA 180
BURMA 177
MALI 177
MAURITANIA 177
TURKEY 177
ALGERIA 173
EQUATORIAL GUINEA 173
ROMANIA 173
BOSNIA & HERZE 170
CAMEROON 170
ESTONIA 170
GUINEA 170
JORDAN 170
SYRIA 170
SIERRA LEONE 167
AZERBAIJAN 163
CENTRAL AFRICAN RE 163
MACEDONIA 163
TOGO 163
ZAMBIA 163
ANGOLA 160
DJIBOUTI 160
EGYPT 160
BURKINA FASO 157
ETHIOPIA 157
LATVIA 157
LITHUANIA 157
UGANDA 157
ALBANIA 153
MALAWI 153
CHAD 150
IVORY COAST 150
NIGER 150
ERITREA 147
RWANDA 147
BULGARIA 143
LESOTHO 143
PAKISTAN 143
RUSSIA 143
SWAZILAND 140
GEORGIA 137
BELARUS 133
TURKMENISTAN 133
ARMENIA 123
SUDAN 120
UKRAINE 120
MOLDOVA 117
CONGO DEMOCRATIC 110
ZIMBABWE 110
BURUNDI 100

Den franske filosof Rene Girard er kendt for sit bidrag til formuleringen og forståelsen af, hvordan vores ønsker og lyster opstår og invisteres i forhold uden for os selv. Hvad jeg begærer er ifølge Girard ikke et isoleret forhold imellem mig og det attråede objekt, men en social medieret proces, hvor mine ønsker er efterligninger (mimesis) af DEN ANDENs ditto . Det er med andre ord fordi den person jeg har som model ønsker sig eller er i besidelse af et givent objekt, at jeg begynder at ønske mig det samme. Ifølge Girard grunder klasseskellet og megen mellemmenneskelig konflikt i dette forhold, idet objektet der tilhører den ANDEN og som dannede udgangangspunkt for min stræben uundværligt taber værdi når det deles af flere.

I en nyligt publiseret artikel af Benedict Jones fra Aberdeen University’s Face Research Laboratory forsøgtes det mimetisk begær kvantiseret; uden reference til Girard i øvrigt. Benedict undersøgte hvorvidt kvinders og mænds preferencer for mænds ansigter (dvs. om de fandt dem attraktive eller ej) er influreret af andre kvinders synlige vurderinger af samme mænd (dvs. smilende eller "neutralt" ansigtsudtryk). Det viste sig at kvinderne i forsøget øgede deres vurdering af mandeansigteren i de tilfælde de blev koblet med en anden kvindes smil og mindre attraktivt i de tilfælde, hvor den anden kvinde var neutral. Mændene i forsøget vist det omvendte mønster, idet de tenderede imod at vurdere et mandeansigt mindre attrativt efter de havde set en smilende kvinde kigge på det og mere attrativt i de tilfælde, hvor den observerende kvindes ansigtsudtryk er neutralt. 

Vores vurdering af et ansigt er således influreret af de sociale cues eller markører vi opfanger ud fra, hvordan andre ser på ham.  Skønhed afhænger altså ikke alene af øjet der ser, men af, hvordan vi ser de andre betrager det vi kigger på.

Kvindernes socialt medierede vurderinger kan forstås ved Girards teori. Det mimetiske begær kan videre udgrundes evolutionert, idet der kan være omkostninger (tid eller energi) forbundet med alene at evaluere en potentiel partneres kvaliteter eller vanskeligt at diskriminere imellem potentielle partneres kvaliteter. I disse omstændigheder vil det være en fordel også at kunne støtte sig op ad andres vurderinger.

Men hvad med mændenes resultater - er de ikke i uoverenstemmelse med Girards teori? Ikke så snart vi indser, at det ikke er skønhed alene, men mulig partnervalg og reproduktion der er på spil. Mændene i forsøget udtrykker faktisk et mimetisk begær derhen at de ønsker sig den samme status og potentielle mulighed som manden, der er blevet vurderet positivt. Som effekt heraf søger manden at manipulere den samlede sociale vurdering, der omgiver rivalen ved at vurdere ham negativt.  Forestiller jeg mig ...