Grin med Glistrup

christine i — Fri, 04 Jul 2008 10:18:27 +0000

'Glistrup har spist sit sidste marcipanbrød.' 'Endelig er det slut med at betale skat.' Ja, Mogens Glistrup er død, og det giver anledning til rimelig barske over- og underrubrikker, der på i øvrigt velkendt drillende facon refererer til Glistrups velkendte personlige særheder og politiske mærkesager. Ræsonnementet synes at være, at det er helt i hans egen ånd, og at han ligefrem selv har bedt om det. Men er det helt i hans egen ånd? Er det ikke snarere helt i den kække gruppeånd at lade borgere på gaden forene sig med pressen i et sidste 'høhø, manden er gal'? Og skulle ikke netop gruppejargonen vige, når manden dør? I lige netop den nyhedshistorie skulle der være anledning til at holde igen, også sprogligt, og til at gøre status, også sprogligt, snarere end at lade hverdagsretorikken rulle.

Rock'n roll agency

katrine — Wed, 05 Mar 2008 16:50:26 +0000

Som retoriker er man skolet til at holde fokus i sin kommunikation. Skær ned, vælg ud, vær skarp. Det skal vi nu være flere om. Velkommen til en rask omgang inventio [idéarbejde] med håb om fokusering.

For hvad er det lige med musik og retorik? Har popkunstnere mere retorisk handlekraft end andre? Hvem får de den af? To interessante eksempler her:

I 2003 brød helvede løs da Dixie Chicks forsanger Natalie Maines ved en koncert i London leverede denne svada: "Just so you know, we’re on the good side with y’all. We do not want this war, this violence, and we’re ashamed that the President of the United States is from Texas." The Guardian var på pletten og trykte kommentaren i sin anmeldelse, og så ramte forargelsen popcountry-pigebandet med enorm styrke. Tre år, en omfattende radioboykot, offentlige cd-knusninger, en hård publicityindsats og et ganske berømt forsidebillede senere

var Dixie Chicks altså klar med en ørehænger af et popsvar.

Hvad har vi her? Strygere, metaforer i træsko str. 44 og svimlende høje stylisthonorarer. Lækkert indpakket modstand af den simple, men effektive type. Jeg kommer i hvert fald hurtigere over Langebro i modvind med Natalies Fuck jer på min Ipod. Eller er det nu så effektivt? Er det ikke bare rent stemmesamleri, altså når retorikeren samler de overbeviste tættere omkring sig? (Så kan vi stå der med armene i vejret og lighteren tændt og VIRKELIG føle os som modstanderne der går mod strømmen, alle 3.000 af os).

Et andet eksempel. Må jeg præsentere AndyOp og Villy Søvndal (se den for guds skyld til ende!):

Forstår du hva jeg sir eller ska du ha det på papir?

Så ok, her får AndyOp sin retoriske handlekraft direkte fra mester Villy. Subtilt, det er det ikke. Men hvis ikke det er dansabelt, så ved jeg sørme ikke.

Men hvad er vi ude i?

stemmesamle « WordPress.com Tag Feed

Grin med Glistrup

Rock'n roll agency