Anholdelsen sker få uger efter dannelsen af en pro-europæisk regering og dagen inden mødet mellem de europæiske udenrigsministre om Serbiens forhold til EU. Fra flere sider hilses anholdelses velkommen som et tegn på den nye regerings samarbejdsvilje med Krigsforbryderdomstolen i Haag.

Der var fest i Sarajevos gader, da nyheden slap ud om at manden, hvis snigskytter havde dræbt krigens første ofre under fredsmarchen i 1992, var blevet pågrebet. Karadžić har utallige menneskers blod på hænderne. Han stod for dødslejre og voldtægtslejre, han gik åbent efter at fordrive og ødelægge alt ikke-serbisk i Bosnien-Hercegovina og sammen med sine medsammensvorne, Mladić og Milošević, stod han for 250.000 dræbte civile og over en million fordrevne bosniere. De og deres blev da også belønnet for myrderierne ved at få en "republika srpska" på bosnisk jord; en fantomrepublik, der således hverken er en republik eller serbisk - men som for de territoriehungrende blandt serberne lige siden har stået som symbol på, at deres etniske udryddelse havde været legitim - og dermed en hån mod alle os overlevende.

Hvad der også er absurd er, at han bliver kaldt for en "bosnisk serber", mens han hverken er det ene eller det andet. Manden er montenegriner. Ligeledes insisterer de danske medier fortsat på at kalde Kroatiens og dengang Jugoslaviens/Serbiens-Montenegros krig mod Bosnien-Hercegovina (altså to staters angreb mod en tredje) for en "borgerkrig". Så må de uden tvivl også mene, at besættelsen af Danmark var en borgerkrig. Engelske og amerikanske medier har for længst forstået det, men de danske ved jo, som altid, bedst..

Der har mange gange før været "aktioner" for at pågribe Karadžić og Mladić, som regel omkring årsdagen for folkedrabet i Srebrenica. Så bugnede de vestlige medier med historier om, at FN eller hvem der for tiden herskede i BiH havde gjort alt hvad de kunne for at få fat i krigsforbryderne, men at de var sluppet væk. Og langsomt blev holdningen blandt de bosniske overlevende, at vi først ville tro det, når vi så det. Jeg glæder mig til at se det nu.

Imidlertid synes jeg også, at det nu, hvor tiden for de store forandringer åbenbart er kommet, ville være meget passende at føre retssag mod krigsforbryderen i Bosnien-Hercegovina. Det er os, han begik sine forbrydelser imod, og dermed os, der skal udmåle og udføre straffen. Hvilken retfærdighed har man indtil videre set fra Haag? Milošević fik lov til at dø af alderdom inden han overhovedet blev dømt for noget som helst, mens så latterlige straffe som 5 år er blevet givet for drab på op mod 100 civile bosniere. Der er i allerhøjeste grad brug for, at nogle af hovederne bag den systematiske udryddelse af bosniere bliver retsforfulgt i Bosnien-Hercegovina - der, hvor de overlevende mødre fra Srebrenica er; der, hvor de tusindvis af voldtægtsofre er og der, hvor man endnu finder nye massegrave med ofre for Projekt Storserbien. Han skal ikke gemmes væk i Haag og retsforfølges af mennesker, der kun betragter retssagen mod ham som et snedigt karrieretræk. Taler vi om retfærdighed, så er det os, der skal have den og os, der kan sørge for den. Haags milde domme har aldrig gjort noget godt for nogen.

Milošević (tv.) og Karadžić

Mladić (tv.) og Karadžić

Serbisk krigsforbryder-fan

Endnu en krigsforbryder-fan. Teksten på T-Shirten siger "Serbiske helte".

..og naturligvis de obligatoriske tre fingre.

Og ingen af dem kunne få Sarajevo, verdens stærkeste by, ned med nakken ;)

Muslimer og kroater. Hvad er der mon blevet af bosniere? Har Bosnien-Hercegovina intet folk? Åbenbart ikke ifølge Ritzau, som har stået for teksten. Der er blot en religiøs gruppe, ”muslimer”, som sådan set kunne høre hjemme hvor som helst i verden uden at have nogen tilknytning til BiH. Samme opfattelse deler de serbere, der i 1990’erne arbejdede på at udrydde mit folk og fjerne mit land fra verdenskortet – gang på gang sagde de, at BiH ikke var noget land og bosniere ikke var noget folk (vi var blot ”serbiske forrædere, der havde konverteret til islam”, uagtet at langt fra alle bosniere er muslimer). De er sikkert glade for, at Ritzau udbreder deres filosofi.

Bosnisk/serbisk. Som jeg før har sagt, mener jeg at ens nationale identitet består af to elementer: a) Hvilken nation opfatter man sig selv som en del af? og b) Bliver man af andre ”genkendt” som en del af den nation? Jeg kan på ingen måde genkende denne krigsforbryder som bosnier. Hvad bosnisk er der ved en person, der har myrdet og tortureret et utal af bosniere med det formål at udslette landet Bosnien-Hercegovina og i stedet skabe et Storserbien? Hvad bosnisk er der ved en person, der ikke viger for at få blod på hænderne i sin kamp mod selve begrebet ”bosnisk”?

Der er dog en enkel ting, Ritzau har skrevet rigtigt. De skriver ”krigen i Bosnien”. Normalt skriver de danske medier ”borgerkrigen”, hvilket giver mig myrekryb. Jeg vil så gerne tro, det ikke bare er et tilfælde. Det er bare svært, når man har set de ovennævnte brølere.

Link til samme fadæse hos Politiken

Et sjældent billede af en serber (Boris Tadić), der ikke vifter med de tre fingre, der svarer til Hitler-hilsen. (Foto: Beta)

Det ultra-nationalistiske parti SRS med tjetnik Vojislav Šešelj som formand fik ifølge B92 29,22 % af stemmerne ved gårsdagens valg, hvilket giver partiet 77 ud af parlamentets 250 sæder. Selv om det ikke er så meget som meningsmålingerne op til valget gav indtryk af, er det en uhyygeligt høj procentdel i et land, der for ikke så længe siden angreb adskillige lande på baggrund af en stærkt nationalistisk ideologi.

Det største parti blev præsident Tadić' EU-venlige DS med 38,75 % af stemmerne, men det ser ikke ud til, at den pro-europæiske fløj kan samle et flertal. På den nationalistiske fløj er man allerede gået i gang med forhandlingerne, hvor det derimod ikke er helt usandsynligt, at man kan mønstre et flertal på 127 sæder.

Valgresultetet vidner om et splittet Serbien, der stadig holder godt fast i de nationalistiske drømme, som i 1990'erne førte til drab på hundredtusinder af civile i dets nabolande. Ikke en gang det, at Šešelj sidder i fængsel i Haag, har mindsket hans popularitet - på den yderste højrefløj har det snarere haft den modsatte virkning. Her har man ikke opgivet projekt Storserbien, på trods af adskillige hårde nederlag - også i den nyere historie.

Som jeg skrev i går, blev valget også afholdt i Kosovo, da serberne her lod som om det ikke er et selvstændigt land. Her stemte de fleste på det ultra-nationalistiske SRS, hvilket ikke er overraskende, når man tænker på, hvor udtalt drømmen om Storserbien er i den gruppe. Således finder de det fx passende at kræve Kosovos territorium til serberne (ud med albanerne!), selv om de kun udgør 5-7 % af den samlede befolkning. Dette er i øvrigt noget, Dansk Folkeparti ser som den største selvfølgelighed - alt imens deres indenrigspolitik stort set udelukkende handler om, at muslimer (der udgør 2-3 % af befolkningen) er ved at overtage Danmark (et skoleeksempel herpå kan man se i ovenfor linkede artikel).

Det ser stadigvæk ud som om det kan gå begge veje i Serbien. Et er dog sikkert: nationalisme er stadig uhyre populært i landet. Så meget, at selv den pro-vestlige Boris Tadić har erklæret sig parat til at forhandle med SRS om en ny regering.

Glæden var kort. Her er den samme serber igen. (Foto: Scanpix)

Den nationalistiske fløj fremstillede sig selv som de eneste sande patrioter fordi de insiterede på, at "Kosovo er Serbien". Alle andre var landsforræddere, der "solgte af det serbiske land for EU-løfter". De to fløjes retorik splittede befolkningen, i stedet for at samle den, og politikerne lader ikke at have tænkt over, at folk også skal leve sammen efter valget, udtaler kulturolog Zorica Tomić til det serbiske dagblad Blic. Præsident Boris Tadić har ligefrem fået mordtrusler, heriblandt er brev hvor han får at vide, at han "vil betale for at have forrådt fædrelandet" samt at han "som forrædder vil få det, der tilkommer ham - en kugle for panden". Tadić beskyldes for at have "solgt" Kosovo for en Stabiliserings- og Associeringsaftale med EU, som han underskrev d. 29. april i år. Dette i øvrigt før Bosnien-Hercegovina, som Serbien angreb i 1990'erne og dræbte tusinder og tusinder af civile. Ak ja, EU-logik er ikke altid nem at følge.

Sideløbende med parlamentsvalget er der også lokale valg i gang, og her har man valgt at ignorere Kosovos uafhængighed og oprette valgsteder inden for Kosovos grænser. Joachim Rücker fra UNMIK (United Nations Mission in Kosovo) siger til B92, at dette er uacceptabelt og i strid med FN's resolution 1244. "Målet med dette valg er at skabe illegale og illegitime serbiske strukturer på Kosovo", udtaler han. Kosovos permierminister, Hashim Thaçi, opfordrer borgerne til at ignorere valget, og der meldes da heller ikke om nævneværdige protester.

Blandt de opstillede partier til parlamentsvalget er Serbiens Radikale Parti (SRS), uagtet at dets formand Vojislav Šešelj sidder i fængsel i Haag, tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden. Det er et stærkt nationalistisk parti, der hylder tjetnikkerne (Šešelj er selv indehaver af en tjetnik-titel, "vojvoda"), og der som erklæret mål har at skabe et Storserbien, der dækker det meste af det tidligere Jugoslavien. Šešelj og SRS havde i 1990'erne en egen milits (Šešeljevci) og blev sat i forbindelse med flere andre, som alle hærgede Bosnien-Hercegovina, mishandlede og slog civile ihjel. Dette havde ingen negativ indflydelse på Šešeljs popularitet - snarere tværtimod. SRS fik altid høje valgresultater og Šešelj var vicepræsident for den serbiske regering fra 1998-2000. Ved det seneste parlamentsvalg i 2007 fik partiet 81 ud af i alt 250 sæder. Også denne gang spås partiet en stor tilslutning på op mod 33 % af stemmerne.

En af valgobservatørerne er Morten Østergaard (R), som på sin blog skriver, at det ikke er helt usandsynligt, at ingen af de to fløje opnår flertal, og et nyt valg derfor vil være nødvendigt om nogle måneder. Imens vil det i forvejen splittede land bare blive mere og mere splittet af partiernes beskidte retorik.

Valgstederne lukker i dag kl. 20.

Dette er det officielle Serbien naturligvis stærkt uenigt i. Med begrundelse i myten om slaget ved Solsortesletten, hvor serberne ifølge dem selv vandt over osmannerne, men derefter af uransaglige årsager i 500 år led under deres brutale herredømme, har Kosovo fået status som "Serbiens vugge". Enhver anerkendelse af Kosovo bliver betegnet som en overtrædelse af folkeretten (sjovt nok kan man aldrig høre dem nævne folkeretten når talen falder på Serbiens folkedrab i Bosnien-Hercegovina), og i enkelte tilfælde taler man om "konsekvenser", der er mere vidtgående end de massetilbagekaldelser af ambassadører, vi har set i forbindelse med de fleste EU-landes anerkendelse af Kosovo. Der har endda været forslag fremme, der ville aflyse Melodi Grand Prix'et fordi man "ikke ville byde et Europa indenfor, som anerkender et angreb på Serbiens suverænitet".

Nu har Serbiens nabolande Bulgarien, Ungarn og Kroatien anerkendt landet, hvilket bestemt ikke falder i god jord i Serbien. Ungarn er måske et særligt kildent tilfælde, fordi der i Vojvodina er et ret stort ungarsk mindretal, og fordi Vojvodina led samme skæbne som Kosovo i 1989. Begge provinser havde i Titos Jugoslavien haft en særstatus med en vis grad af selvstyre og pladser i parlamentet, men i 1989 væltede Milosevic de lokale regeringer og indlemmede dem i Serbien. Selv om der ikke høres så meget til Vojvodina, har det ungarske mindretal der bestemt ikke haft det nemt.

Mange i Serbien er bitre over, at Storserbien ikke blev til noget. Efter mord på hundreder af tusinder af civile havde de nok forventet at få noget ud af det. Den generation, der sidder på magten lige nu, er derfor stærkt desillusioneret, hvilket man også kan se på angrebene mod FN- og NATO-soldater i Kosovo. Det drejer sig ofte om folk, der i 1990'erne med våben i hånd kæmpede for Storserbien. Desillusioneringen har også andre konsekvenser. Ved sidste valg var det næsten 50/50, om det blev Rusland-orienterede nationalister eller mere Europa-venlige partier, der fik magten - og nu er regeringen opløst og der kommer et nyt valg i maj.

Når ambassader brænder i Beograd og diplomater kaldes hjem, er det vigtigt ikke at glemme Serbiens nabolande, der ikke kan gøre for den geografiske placering, de nu en gang har. Men det er ikke kun dem, der ville blive glade for at se den unge generation af serbere droppe udvidelsesplanerne og forlade 1389 for at tilslutte sig os andre i 2008. På blogs kan man læse, at også mange (men ikke alle) blandt de unge serbere selv gerne slap for at skulle svælge i et 600 år gammelt nederlag (øh - sejr, selvfølgelig). De har rigtige problemer lige nu, som de sikkert hellere vil bruge energi på at få løst for deres børns skyld.

Osmannerriget er ikke mere. Fremtiden er i Europa.