Jeg var i dag inde og besøge Aarstidernes blog. Jeg fandt et eksempel på en kommentar, som helt grundlæggende eksemplificerer den problemstilling, som blev ridset op i forrige indlæg. Her blev spændingsfeltet mellem den kontrollerede kommunikation og bloggens løst kontrollerede kommunikation nemlig diskuteret.

På nedenstående link kan man se, hvordan man i indlægget forsøger at sætte rammerne for diskussionen (som i øvrigt ej heller på aarstidernes blog er intens) i forhold til et nyt produkt, som virksomhedens barsler med. Alligevel handler den eneste kommentar fra brugerne om noget helt og aldeles andet. Her kommer der nemlig en konkret og personlig forespørgsel til bloggeren. Bloggeren har endnu ikke returneret svaret – i hvert fald ikke offentligt. Er man bange for at svare på dette spørgsmål? Det kan i hvert fald lægge op til en personlig og kritisk stillingtagen hos bloggeren ift. bloggerens arbejdsgiver,...

Døm selv her

Med venlig hilsen Rasmus Duus

Vi havde et interessant møde med vores vejleder forleden. Vi diskuterede vores casemuligheder. Vi har by the way valgt Forsvaret som casevirksomhed, der skal danne rammerne for vores projekt om corporate blogging.

Vores vejleder Nikolaj Stagis lyttede interesseret til vores betragtninger i forhold til projektet. Nikolaj bemærkede især, hvordan vi talte om at vores opgave fremadrettet blandt andet vil være at sætte os ind i Forsvarets samlede kommunikation og organisationens omverden – således at vi kunne pejle os ind på, hvad Forsvarets blog emnemæssigt med fordel kunne indeholde. Nikolaj anholdt denne tanke, og gjorde os opmærksom på at bloggens natur netop ligger i den løst kontrollerede kommunikation. Altså: at når man blogger skal man være opmærksom på, at man netop ikke kan bestemme indholdet eller styre kommunikationen på bloggen.

Det er naturligvis helt rigtigt. Det er da også derfor, at vi ved samtlige virksomhedsbesøg er blevet mødt med bemærkningen om, at de  respektive ledelser forholder sig kritisk og nærmest ængsteligt overfor bloggens ukontrollerede natur.

Men måske – og måske netop derfor -  er vores opgave blandt andet at sætte bloggens autonome karakter ind i en for organisationen vant kontekst. Bloggen er i mine øjne ikke kun et strategisk værktøj i den forstand at den udadtil skal give et mere personligt indtryk af en ellers tilknappet organisation. Indholdet skal være personligt og derfor bryde med de gængse rammer for virksomhedskommunikationen. Naturligvis skal den det.  Men bloggen er i mine øjne også redskab, hvor virksomheden kan forsøge at præge, foregribe og monitorere den kommunikation som foregår i virksomhedens omverden.

Det er et sprog som alle ledere forstår. Bloggen kan i mine øjne sættes ind i et mere omfattende strategisk apparat, som ikke nødvendigvis griber hæmmende ind i blogkommunikationen. Det er dog naturligvis en balancegang, som man skal være opmærksom på – ellers bliver bloggens først utroværdig og derfor i sig selv værdiløs.

Med venlig hilsen Rasmus Duus  

Mandag formiddag mødtes jeg med min nye kollega i bestyrelsen - Jacob Pedersen - hvor vi talte min kritik af ministeren igennem. Vi rettede lidt detaljer, men var ellers i store træk enige om kritikken.

Ministeren havde bedt om, at så mange studerende som muligt blev inviteret til mødet - det er et godt gammelt trick, der sikrer, at man ikke risikerer at behøve forholde sig til det de studerende siger.

Det var desværre også det ministeren havde held med denne mandag.

Kritik af ministeren

Jeg og andre studentervalgte kritiserede ministeren for afskaffelsen af gruppeeksaminer, for at forhindre studerende i at tage 30 ECTS fag på kandidaten inden Bacheloren er i hus og for at blande sig alt for meget i universiteternes arbejde.

Erhvervslivet har netop kritiseret regeringen for at afskaffe gruppeeksaminer, fordi vi netop har brug for at udvikle vores samarbejdsevner i en gruppe. Vi arbejder ikke for at folk skal tvinges i grupper, men for at studerende har muligheden for at gå til gruppeeksaminer.

Det afviste ministeren blankt at ændre på.

Jeg kritiserede også ministeren for ændringen i reglerne for overgangen mellem bacheloren og kandidaten. Før kunne man tage op til 3 fag på kandidaten, før man var helt færdig med bacheloren. Hvis man manglede en enkelt eksamen på bacheloren behøvede man altså ikke komme bagud. Det har regeringen ændret til gengæld for en tvungen mulighed for hurtig reeksamen. Men hvis man er dumpet statistik med et brag, så lærer man ikke faget ved at gå til eksamen igen en uge senere. Derfor er situationen nu den, at mange studerende bliver op til et år forsinkede i studiet ved overgangen til kandidaten, fordi de bliver nødt til at vente på at faget bliver udbudt igen, så de kan følge faget en gang til.

Det er også et problem for studerende, der er droppet fra en uddannelse inden de begyndte på den rette hylde. I den situation kan mange få merit for videnskabsteori, metode eller andre fag. I stedet for at give disse studerende mulighed for at arbejde forud på deres kandidatuddannelse og indhente noget af den tabte tid, tvinger regeringen de studerende til at have en forlænget studietid med øgede studiegæld til følge. Ministeren svarede ikke rigtig på denne kritik, men overlod det til sin departementschef, der klart afviste at gøre noget ved problemet.

Det er utroligt svagt af ministeren - her må han som politiker træde i karakter og kræve, at embedsværket finder ud af, hvordan man kan hjælpe de studerende og give os de bedst mulige forhold.

Den største kritik jeg rettede af ministeren på vegne af de studerende var af regeringens indblanding i universiteternes arbejde. Universiteterne får to slags penge - et grundtilskud universiteterne får uanset hvad og et taxametertilskud når de studerende består eksaminer rettidigt. Regeringen har taget ca. 10 % af pengene fra taxametertilskuddet og flyttet de penge over i nogle forskningspuljer. Universiteterne er så tvunget til at bruge en masse energi på at ændre studieordninger og oprette nye studieretninger, for at kunne få del i puljerne og budgetterne til at hænge sammen. Der sidder altså forskere og administrativt personnale og bruger en masse kræfter på at udforme ansøgninger i stedet for at forske, undervise og vejlede de studerende.

Det er et enormt spild af ressourcer og det går udover kvaliteten af forskningen, undervisningen og serviceringen af de studerende.
Om ministeren har taget mit talepapir til sig eller om det er endt i den ministerielle papirkurv er ikke til at sige, men fra Frit Forums side har vi ikke tænkt os at hvile på laurbærene. Efter jul tager vi kontakt til Socialdemokraternes nye forskningsordfører, der kan tage vores forslag med i Folketingssalen - efter Pia Christmas Møllers exit fra de Konservative er der jo en mulighed for at ministerens holdning ikke nødvendigvis er lov længere...

Det vil vi forsøge at udnytte til det yderste.

Mikkel Schøler

Netavisen 180 Grader rapporterer fra det konservative landsråd. Her fremgår det bla., at Bendt Bendtsen hellere vil tale om kræftbehandling end om skattelettelser. Men nu er det ikke ligefrem min opfattelse, at den ringe tilstand i det danske sundhedsvæsen skyldes mangel på politisk indblanding, formentlig tværtimod.

Hvilke kompetencer har en politiker som Bendt Bendtsen, der skulle sætte ham i stand til at komme med relevante input til sundhedssektoren. Hvilken sundhedsfaglig, økonomisk eller generel samfundsmæssig forståelse har han, som gør, at det netop er hans idéer, der er brug for. Jeg kan i hverttilælde ikke rigtig på øje på nogen.

Nej, lad fagfolk, økonomer og forretningsfolk drive hospitalerne og lad de folkevalgte blande sig udenom.

Jeg for min del har ingen tro på det. Den organisasjonsmodellen eller styringsformen som skaper ro på UIS, eller på andre universiteter, den finnes ikke.

Heldigvis. På et levende universitetet skal det være uro fordi det alltid skal være flere ideer enn det er mulig å realisere med de midlene man har til rådighet.

Uroen skal komme nedenfra og utfordre ledelsen; derfor er det viktig med åpenhet og god intern kommunikasjon. Derimot er det ikke ønskelig å skape uro ved stadig å endre organisasjonsstruktur og styringsprinsipper.

Dette er hentet fra min kronikk i Rogalands Avis torsdag 22. februar 2007, s.20. Saken er foreløpig ikke lagt ut på nettet. Det samme gjelder Mikkelsens artikkel 17. februar.