Glistrups ønskedanmark

Jeg holder mest af Danmark. For der bor danskerne. Og de taler dansk. Og der er de smilende landskaber og vandskaber. Tivoli. Traditionen fra Jeppe Aakjær, Gunnar Nu, Poul Henningsen og Osvald Helmuth. Imperials roastbeef og Faxe Fad. Endog det danske vejr vil jeg prise. Et år boede jeg et sted, hvor der dødsikkert ikke faldt en dråbe regn mellem 18. marts og 10. september. Fremfor en så ensformig grundbaggrund for tilværelsen er den hjemlige omskifteligheds-usikkerhed så langt at foretrække. Kort sagt: Danmark er det, jeg er vant til. Og pattedyr er vanedyr. Men dermed ikke være sagt, at jeg ønsker, at Danmark skal forblive, som Danmark er. Tværtimod er der så meget at være utilfreds med, at jeg – ihukommende Rasmus Rask` stærke ord om, at sit fædreland skylder man alt, man kan udrette – har sat mit liv ind på at få fjernet en hel del af de ufrø, der i den sidste snes år er føget ud over landet.

Fordi landets ledelse siden 19. februar 1960 har ligget hos nogle møghase. Langt fjernet fra idealet om, at folkets langsigtede tarv ganske skal fortrænge popegoisme og lurvet partitaktik. Selv om danskerne er blevet fuppet til at vælge dem valg efter valg, fortjener de bestemt ikke så ringe ledelse. Men efter 2 årtiers katastrofestyre er det på tide at besinde sig og nøgternt gøre op, hvilke muligheder der er tilbage, for at redde mest muligt for vore børns og børnebørns Danmark. Vor generation har ved fejt at skyde problemerne ud til fremtiden skabt alvorlig frygt for landets vilkår i næste århundrede.

Derfor bør 1980`erne blive oprydningensårti. Med hårdt arbejde og ringe udbytte må vi alle sone Jens Otto Krags (A), Hilmar Baunsgsaard (B), Poul Hartlings (V), Poul Schlüters (C) og de mange andres forbrydelser. Vi må droppe misundelsesfølelser, kompensationsdjævle og smålighed. Så vi kan levere vore efterkommere et gældfrit og lykkeligt Danmark. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at forlange, at de ud over at løse deres egen tids problemer også skal betale for vore tabte slag.

Når målet er nået, skal vi sikre, at vanstyret aldrig kan gentage sig. Ved at give fremtidens Mads Clausen`er, Eilif Krogagere, Simon Spise`er og tusinder andre igangsættere albuerum fri for bagtalelse, skatteplyndring, ØD-fodlænke og papirhammergok. Kun derved vil i rigdom vi drive det så vidt, at der bliver penge til varigt og stærkt at bistå de uforskyldt svage – de syge, de handicappede, de ældre. For her er statens aller, aller vigtigste opgave. De rige, de velbegavede, de højtuddannede vil nemlig under alle omstændigheder svømme ovenpå. Om så systemet er indretter à la Peking eller i Moskva-style eller som i Washington eller i Anker Christophersens afgrundsland. De, der reelt gavnes ved, at produktionslivet gives mulighed for at bage en langt større samfundskage, er svage. Ligesom det er dem, der undgælder på længere sigt, når vanregimente får lov at holde sig ved magten som i den sidste snes år i Danmark.

Den indlysende fællesmålestok, for hvad der er godt for Danmark, er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Eller – mere beskedent udtrykt – mindst mulig menneskelig ulykke. Derfor skal der frem for noget andet sættes ind for at gavne dem, som ikke selv har forudsætningerne for at være deres egen lykkes smede. Sygehusene skal forbedres, folkepensionen forhøjes, socialbistanden afbureaukratiseres

I næste række kommer, at den størst mulige menneskelykke skabes ved det mindst mulige regereri. Selvgjort er velgjort, mens mukkeri og mere-vil-have-mere-krævementalitet er resultatet af at dreje om ad tilskudsvejen, hvor børnehaver, bustransport, teaterbilletter og tusind af andre udgifter betales på den økonomisk mest ødsle spildfacon – over skattebilletten. I ønskedanmark skal staten derfor ikke tvinge dem, der hellere vil dyrke deres haver, til at betale balletpigerne på Det Kgl. Teater, fordi de nu findes at være den fine og rigtige kultur, mens derimod den Hellerupkontorchef, som elsker at gå i operaen, ikke bidrager til ham, der hellere vil samle på frimærker eller læse Ib Henrik Cavling. Z-vikingerne vil tilbage til den menneskelige frihed, hvor den enkelte selv kan vælge og bestemme over sit produktionsresultat, sin indsats her i samfundet. Borte skal tage den desværre stadig omsiggribende ensretning, hvortil vi indoktrineres, så snart vi drejer op på oplukkeknappen til fjernsyn eller radio fra Danmarks statsmonopoliserede udspredning af ensidige undergravninger af menneskelig tilfredshedsfølelse.

Men Ole Espersen´s (A) og Karl Hjortnæs`s (A) rædselskabinetter skal ikke fordunkle, at danskeren anno 1981 utvivlsomt har langt, langt bedre livsvilkår, end hans tipoldefar havde i 1881. Årsagerne er mangfoldige: Teknikkens enorme udvikling, lægevidenskabens store landvindinger, hundredetusinders samvittighedsfulde flid og slid, det internationale handelssamkvems udbygning, og at vi i de forløbne hundredår stort set har undgået virkelig store ødelæggelser ved krige, naturkatastrofer eller epidemier. Netop med alle de muligheder, som foreligger for, at Fremtidens Danmark bliver lykkens Danmark, er det så nedtrykkende at opleve, at uduelige folketingspartier spiller fandango med Danmarks fremtid.

Lad os lægge alt småligt kævl til side og i fællesskab løse problemerne, så vi ikke mere skal leve i angst for fremtiden, men hver for sig, på social gældfri basis, kan hygge os med hvad der nu optager den enkelte: Sommerhus, charterferie, lystbådssejling, familiehygge, bingo, folkedans, Danmarks Melodibog og hvad, der nu får 5 millioner til at føle glædens blod til at strømme gennem kroppen.

Og sådan, at man kan leve et helt liv uden at opleve, at der på gulvmåtten, når man kommer hjem, ligger en stor gul kuvert fra et eller andet myndighedskontor, som på kancellikaudervælsk dekreterer, at man ikke må dit eller dat. Det er nemlig stort set forkert, når nutidens herskere tror, at den, som er givet et skrivebordsembede, også ved bedre, hvad der er godt, og hvad der er skidt for den enkelte. Men skytset skal naturligvis ikke rettes mod skrankepaven som person.
Skylden i den nuværende misere ligger ikke hos de offentligt ansatte. De handler blot efter gældende love. Derfor er det dem, der har lavet alle lovene – eller rettere dem, der undlader at ophæve tåbelighederne – som er ulykkernes bagmænd. Når den store le bortskærer bedrevidenlovene, bliver den formindsket med over 90%. Da er lykke-for-alle-landet oprundet.

Mogens Glistrup

Folketings gruppens dagbog 22. januar 1980

Den typiske danske gennemsnitsfamilie betaler i 1980 ca. 18.000 kr. i skatter og afgifter til sundhedsvæsenet.

Da dette utvivlsomt drives mest effektivt og retfærdigt på det offentliges bekostning, da bevarelsen af liv og førlighed og forbedring af almenbefindedet er en meget vigtig opgave, og da videnskaben og teknikken muliggør, at man med sund fornuft kunne anvende mange gange den samlede nationalindkomst til forbedring af danskernes sundhedstilstand, finder Fremskridtspartiet ikke den nævnte skatteyderudgift for høj.

Tværtimod vil vi i Fremskridtssamfundet bruge flere skattepenge på sundhedssektoren.

Det får vi råd til, når vi sparer på mindre nødvendige offentlige udgifter og indretter samfundet sådan, at frihed til at tjene penge giver større rigdom for alle i samfundet.

Men derfor gælder det naturligvis alligevel om, at Folketinget sigter på, at sundhedsmilliarderne anvendes så fornuftigt som overhovedet muligt.

Derfor var den vigtigste sag på Folketingets dagsorden i dag en Fremskridtsforespørgsel om at styrke de mindre lokale sygehuse fremfor fortsat at falde på maven for forfængelige amtsborgmestre og arkitekter, som, gennemtvinger stadigt større mastodontsiloer for syge mennesker.

Mod denne ulykkelige udvikling dyngede Fremskridtspartiet snesevis af praktiske argumenter ovenpå hinanden.

Mogens Glistrup

Der er mange systemer: Alt lige fra blodbanksystemet, laboratoriesvar, notat-modul, medicin-modul, røntgenbookingen, røntgendatabasen, bestillingsmodul og så videre – de fleste læger kan med lethed fortsætte listen.

“Det er et stort problem, at vi ikke har single sign-on. Især for os, der bruger mange programmer. Jeg bruger for eksempel selv på en almindelig vagt EPJ, to forskellige røntgensystemer, et laboratoriesystem, to blodbanksystemer med flere – jeg bruger vel omkring otte forskellige programmer,” siger Peer Eske Jensen.

Min mor, der er sygeplejerske, har tidligere indviet mig i, at problemet også gør sig gældende i de systemer, som de bruger.

Løsningen er ellers ligefor: Et såkaldt single sign-on-system, som man kander det fra f.eks. Windows Live-ID, bankernes NET-ID, web-verdenens OpenID og den offentlige Digital Signatur. Microsofts Active Directory-struktur kunne løse problemet -- og regionerne siger da også, at de er på vej med en løsning...

Det kan undre, at dette emne ikke har været oppe i "de rigtige medier"; eller for den sags skyld bare været underlagt én eller anden form for offentlig debat. Vi ved jo alle, hvordan forholdet mellem "det offentlige" og "it" minder meget om vand og olie. Og effektivisering osv. af det offentlige har også været en klar prioritet for regeringen siden 2001.

Dagens Medicin fortæller ikke noget om, hvordan forholdene er på de private sygehuse. Men rent effektivitetsmæssigt må man alt andet lige forudsætte, at virksomheder der opnår en bundlinjefordel ved at handle efficient -- og hvem på markedet har ikke det? -- også sikrer sig at have processer, der ikke tager mere tid end hvad nødvendigt er. Sygehusene er jo garanteret deres penge næsten ligegyldigt hvad der sker -- hvilket jo også gentagende gange er bevist som værende et håbløst og tåbeligt system. Dermed dog ikke sagt, at man skal privatiserer bare fordi IT-systemerne er tåbelige -- det ville være at skyde spurve med kanoner.

På lørdag er der møde i Erhvervs- og økonomiudvalget i DRV. Vores udvalg er åbne hvilket vil sige at alle medlemmer kan deltage. Grunden til jeg nu laver et indlæg på min blog om det skyldes at vi har emnet "landdistrikter" oppe på lørdag. Jeg synes det er særdeles spændende - og STORT. Og jeg vil virkelig gerne høre alle jer - også jer der ikke nødvendigvis er radikale - om I har gode idéer til hvordan vi får styrket vores landdistrikter?

Jeg er selv bosiddende i Region Sjælland. Og regionsplanen her har fokus på 5 områder, hvor alle har direkte eller inddirekte indflydelse på udviklingen af vores landdistrikter. Det handler om uddannelser, arbejdspladser, infrastruktur mm.

Sidder du nu derude og har gode idéer til hvordan vi kan kvalificere vores landdistrikter, så læg en kommentar her eller send en mail til linda@ka-net.dk. Og bare fordi mødet allerede er på lørdag gør det ikke noget hvis din idé først kommer senere. Politikudviklingen fortsætter og der skal også laves program til regionalvalgkampen. Så send endelig løs.

Personligt synes jeg det er vigtigt, at vi overvejer hvad vi skal gøre med huse der står og forfalder, mens der bygges nyt lige ved siden af? Det er vigtigt at vi kan komme frem og tilbage på kryds og tværs. Jeg er ikke sikker på tog og busser er løsningen alle steder, men så mange som muligt. Jeg tror dog man må erkende at hvis man bor i et landdistrikt, så er man nødt til at have bil. Og gør det så meget, at man skal pendle for at komme på uddannelse, hvis det sikre kvalititen i uddanelserne? Skal vi insisterer på at flere offentlige virksomheder placeres i landdistrikterne? Og hvordan med sygehusene? Skal vi have skadestuer alle steder eller?

BYD IND, jeg glæder mig til at se jeres forslag.

Om brugerbetaling i det offentlige skrev Skovgaard i Berlingerne:

Hvis der kom et gebyr for at låne bøger på biblioteket, gå til lægen eller køre på motorvejen i myldretiden, kom der nemlig en masser penge i statskassen, som så bagefter kunne deles ud til de svageste i samfundet. Bedre pensioner til ældre, nyt isenkram på sygehuset. Begge dele kunne der hurtigt blive råd til.

--- og Liberalisterne replicerede:

Brugerbetaling i det offentlige bør kun komme på tale, hvis revenuet, krone for krone, bruges til at sænke andre skatter. Skatteydere, der allerede døjer med verdens højeste skattetryk, skal ikke betale ekstra for offentlige ydelser, så pensionisternes liv kan forsødes.

Problemet i det danske sundhedssystem er ikke, at vi får for mange ydelser - som et blik på de lange ventelister vil minde enhver om. Problemet er, at det hele finansieres over skatten, så ekstraforbrug fører til lavere vækst.

I stedet for at lappe på et dårligt system, er der brug for en grundlæggende holdningsændring til, hvordan vi producerer sundhedsydelser. Opgaven bør fjernes fuldstændigt fra det offentliges regi og placeres der, hvor den skulle have været hele tiden: På det frie marked.

Den nuværende ordning, hvor arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er skattefrie, bør udvides til også at dække private sundhedsforsikringer, ligesom over-disken-udgifter bør kunne trækkes fra. Det offentlige skal kun spille en rolle ved tilskud til socialt svage, der ellers ikke ville have råd til sundhedsydelser.

I modsætning til udtalelser om selvsamme emne fra partierne Venstre og Konservative, er det meget svært at finde bare ét sted, hvor man kan være uenig i det, som Liberalisterne skriver.

Fradragsretten for sundhedsudgifter er jeg især meget glad for. I mine øjne er dette et helt oplagt område for lovgivningsmagten til, at give magten tilbage til folk, som mener, at de selv kan stykke en mere fordelagtig ordning sammen.

Og netop fordi der er en fradragsret er det svært at forestille sig en situation, hvor folk ville lade sig underforsikre -- tværtom vel sagtens.

"Men det rammer jo socialt skævt. Tænk på de fattige; de barnløse enker og dem med arbejdsskader. Dette fører os ud i den sociale massegrav!" -- kunne man lige forestille sig socialisten Mette Frederiksen sige.

Men ville det nu også det? Jeg har svært ved at forestille mig, at en forøgelse af private sundhedsforsikringer m.v. kombineret med en fradragsret skulle stille nogen værre, end de allerede er i dag. Tænk endda, hvis det stillede flere bedre?

Socialdemokraternes politiske webleksikon (sådan et har de åbenbart behov for, for at vide hvad de selv mener...) siger følgende om emnet:

Den borgerlige regering har gennemført lovgivning, der giver skattefradrag til arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Dette er vi stærkt imod, da det bryder med princippet om fri og lige adgang til behandling.

Umenneskeligt, ikke sandt? Socialdemokraterne vil hellere have, at de syge skal forblive syge, hvis det er prisen for, at alle har "fri og lige adgang til behandling". Og hvor er logikken?

Måske kan det være, at Socialdemokraterne vil komme med en logisk argumentation for, hvorfor private -- helt private og arbejdsgiverbetalte -- sundhedsforsikringer er så dårlige, som de i øjeblikket påstår. Gemmer der sig mon nogle rationelle tanker bag deres afstandtagen eller er det blot mere tom politisk retorik?

-- retorik, der koster mennesker livet?

Godt gået Helle...

I halvanden time ventede kvinden og hendes mand, der ikke var klar over, at vagtlægen skulle kontaktes, og da der endelig blev slået alarm, var det for sent at redde kvindens liv.

Den vestjydske socialist Bent Hansen vælger den mindre medfølende linje, når han kommenterer sagen og kort, klart og helt umenneskeligt siger, at der "åbenbart har været kommunikationsproblemer".

Sygeplejersken der er interviewet, og som indledningsvist siger nogle fornuftige ting, slutter også af med den traditionelle svada med, at mere efteruddannelse til sygeplejerskene ville hindre lignende situationer fremover...

... Bevares, det kan godt være. Fleksibilitet har jo aldrig skadet nogen -- og hvis det ligefrem kan hjælpe, så bare se at komme igang.

Meeen... Ser man lidt mere overordnet på al den snak det seneste års tid, måske lidt længere tid, om netop de regionalt ejede og drevne sygehuses akutberedskab, er der ikke langt herfra og så til en sort, engelsk farce. Yes, Primeminister osv.

Som helt almindelig borger -- med lidt familie i hvide kitler -- undrer jeg mig over, hvordan de ansvarlige politikere (både i regionerne og på Christiansborg) rent faktisk kan retfærdiggøre det nuværende system.

Hvad skal man dog bruge en dyr, skattefinancieret sundhedssikring til, når man alligevel er overladt til sig selv? Det her ikke bare må, det kan, gøres bedre.

De fleste kan nok regne ud hvad jeg så mener skal ske. Men det er der helt sikkert ikke politisk mod til.

Så indtil problemerne bliver løst -- og det bliver de jo nok aldrig (vi taler jo om staten) -- må man vel bare krydse fingrer for, at man ikke bliver syg på et uheldigt tidspunkt og sted.

Og så selvfølgelig have sympati med de læger og sygeplejersker, der helt sikkert er ligeså enige i, at situationen er absurd.

Medicare is the federal system that covers hospitalization, physician care, drugs, and a limited amount of nursing home care for men and women over age 65. President Lyndon Johnson started it in 1965 in a modest financial way when the elderly were a small fraction of the adult population, and when drugs and surgeries to treat diseases of old age were far fewer and less complex. This program has grown in the 42 years since then into a major entitlement, with spending of almost $400 billion, which is more than 3 percent of American GDP. Of even greater concern is the projected growth in this program during the next several decades.

Var der nogen der sagde SU'en og andre "velfærdsgoder"? De barnløse enker og faderløse børn har formeret sig og vi er nu alle i en af de to kategorier; frivilligt eller ej.

If past growth in Medicare is a reasonable guide to future growth, and assuming that real GDP grows at an annual rate of two and one half percent, Medicare spending as a share of GDP will double by 2020, and increase some 3-4 times by 2050 to 10 percent or more of GDP. Dollar spending on Medicare patients would increase to over a trillion dollars by 2020. Less than half of the projected increase would be due to the further aging of the population, while the majority is the result of the expected continuing growth in spending on hospitalizations, surgeries, and drugs for the elderly of given ages.

Klassisk velfærdsfinansieringsproblem: Skruen uden ende, for at blive ved flosklerne.

Drugs should be part of an effective health delivery system not only because of the continual introduction of new drugs, including a growing importance of genetic based drugs, but also because drugs have a very attractive cost structure, especially for the growing elderly population. As the number of persons over age 65 increases during the next several decades, it would be useful to have a health delivery system in which costs do not rise as rapidly as the number of persons treated. Surgeries do not have this property since their cost tends to increase in proportion to the number of surgeries performed since each one takes a more or less fixed number of surgeons and supporting personnel. Hospitals also have few economies of scale with respect to the number of in-patients treated once a relatively small efficient bed size is reached.

This advantage of drugs in inefficient health delivery systems does not argue against the need for major reforms of Medicare to make it more efficient. It recognizes, however, the value of second-best solutions in a political environment where reforms of health care are likely to come slowly because they run up against many powerful vested interests.

Ankomst til Glostrup Amtssygehus kl. ca. 10.30. Jeg bevæger mig op til radiologisk afd. Her mødes jeg af en vældig flink kaukasisk indvandrer (ret skal være ret), som forklarer mig, at jeg skal smide alle metalgenstande osv... Herefter bliver jeg lagt på en slæde og får høreværn på. De giver mig endda ekstra høreværn, fordi de ved fra journalen, at jeg er støjfølsom (meget betænksomt). De spørger, om jeg ligger godt og fører derefter en maske ned over mit ansigt (føler mig som manden med jernmasken). Nu er tiden kommet. 30 minutter i helvede. Føj, hvor den larmer. Mit hoved føltes som, at det skulle sprænges trods de ekstra høreværn, og nu ved jeg præcis, hvordan det må føles at vågne op i en kiste og være levende begravet. Dog fik jeg hele tiden beroligende stemmer udefra...
Efter de 30 min var gået, blev jeg hevet ud igen. Jeg var nu godt svimmel, havde tindrende hovedpine og følte mig absolut utilpas.... Så jeg fik, trods kolosalt tidspres på afdelingen, lov at blive siddende lidt, imens de snakkede med mig. Det var rart. Mødet med Radiologisk afd. på Glostrup var trods helvedesmaskinen en god oplevelse.
På vej ud var jeg stadigvæk svimmel. Følte mig utilpas og 'væk'. Men jeg skulle jo hjem, og jeg piber ikke om, at jeg vil have taxa eller lign... Nå, jeg fik under telefonsamtale med et familiemedlem klaret mig ned til ringvejen. Her er der et krydsningsfelt med hul i midterrabatten, så cyklister og fodgængere kan komme over til hospitalet. Jeg krydsede første spor uden problemer. Ved andet spor stod jeg og ventede lidt indtil der var et par hundrede meter til nærmeste bil, en varevogn... Jeg begyndte at gå; men har nok været lidt usikker på benene. Anyways, jeg går, varebilen nærmer sig. Jeg kigger på den. Han kigger sikkert på mig. Nu ved jeg ikke hvad idioten tænkte på. Måske jeg skulle kulturberiges eller noget; men ihvertfald er der hele to vejbaner at køre i og ingen andre biler på siden af ham. Han kunne således sagtens skifte vejbane. I stedet vælger han at speede op og køre direkte imod mig med hornet i bund - til stor forskrækkelse for en kvinde, som sad i en bil og så det hele, var han mindre end en halv meter fra at ramme mig. Hun rystede på hovedet... og kiggede nærmest undskyldende på mig, selv om det ikke var hende, som begik nogen fejl... Så er det, jeg spørger...

Ved et sygehus, hvor mennesker, som må formodes at være syge, skal krydse en vej, kan det da være meningen, at man skal gå med et kæmpe advarselsskilt, hvor der står: "JEG ER SYG, SKÅN MIG!"?! Manden kørte som en vanvittig, og jeg er overbevist om, at en fartkontrol ville have kostet minimum et par klip i kortet. På vej videre ned mod stationen tænkte jeg på vores nationalhymne... dog med en lille, men signifikant ændring i teksten..

Der VAR et yndigt land
Det stod med brede bøge...  syng selv videre.