Bryllup ... det har taget langt tid og kostet mange kræfter .. vi har selv lavet det meste.. Det har været hårdt arbejde og meget stressfyldt .. men også glædeligt. Min søn har det fortsat meget skidt i det bofællesskab, hvor han bor .. ingen mad i køleskabet ... hvad gør man så.. Alle de historier, der kører i medierne, om handicappede, som svigtes af systemet .. de er altså ikke kun historier, de er virkelighed. Jeg er gået i gang med trinarbejde via ACA .. vi er lige nået gennem 4. trin, og det har væltet mig ... helt og holdent.

Jeg oplever alle de symptomer, jeg husker så godt fra dengang, jeg for snart 7 år siden gik ned med stress og blev pensioneret ... ja, det er godtnok kun 1½ år siden, jeg blev det, men alligevel. Hjertebanken, forhøjet blodtryk, svimmelhed, kvalme, nakkeømhed, muskelspændinger, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær... De er der, alle de gamle kendinge.

En god ven, som er shamanistisk healer, har bedt mig lægge mig, hvile og bede om hjælp. Jeg skal nok få den. Og så skal jeg se lidt på, hvad jeg kan/vil give slip på/gør det rigtige/forkerte i forhold til min søn... Han har før haft ret ...  det har han igen..

Gråden står mig i øjnene, sidder i mit hjerte, flænger i mit sind.. den er allestedsnærværende, og den kommer, når jeg mindst venter det, og har allermindst kontrol over det .... jeg lade den .. tårerne strømmer og jeg græder .. nogle gange hulkegræder jeg ... rigtig græder .. så hele min krop den ryster. Det er befriende ... og meget, meget anstrengende.

Lige nu er jeg dødtræt .. det er som om alle kræfter i min krop har forladt mig og jeg sover og sover. Jeg prøver at være lidt oppe, gå ud, til middelalderfestivalen, men jeg fik nærmest panikangst, så mange mennesker var der .. vi kunne ikke skubbe os fremad.. og jeg begyndte at svede, få kvalme ... føj... og jeg elsker jo sådanne oplevelser.. det er rigtig træls ikke at kunne gøre det.

Brearne tog afsted denne morgen på tour med bandet ind til Brisbane, hvilket betyder at selvom hun er i byen når jeg tager afsted har hun ikke nogen tid til at se mig og sige ordentligt farvel. Jeg mangler nemlig at sige farvel til hende og give hende det længste knus, hun sagde farvel til mig om morgenen da jeg lå i min seng og gav mig et kram fortalte Greg da jeg vågnede, men da var hun desværre allerede afsted.

Jeg tror måske bare jeg vil tænke lidt på den rare pige jeg kommer til at møde igen i Singapore, min dejlige lillebror, den smilende danske familie & alle jer rare venner og bekendte rare personligheder. :)

Den sidste uge har gået rigtig hurtigt. I mandags havde mig og Tejs en meget kedelig dag, men fik aftalt med vores engelsklærer at vi her torsdag, på vores sidste skoledag ville fortælle lidt om Danmark for klassen og svare på spørgsmål, efter så at have vist en dvd-powerpoint som Tejs havde lavet på hans skole tidligere, med et projekt om den danske kultur. Vi viste den idag efter at jeg mirakuløst (jeg har stadig ingen idé om hvad jeg gjorde) fik dvd-afspiller nummer to til at afspille dvd'en efter både den og den første afspiller modsatte sig og fortalte os det ikke var en dvd vi havde sat i. 'right'..
Ihvertfald var det en stor succes og til overraskelse for os også havde miss Haarding (vores engelsklærer) bestilt pizza til hele klassen fordi det var vores sidste dag i klassen, whoa. Desuden havde Crystal & Aaron (to elever jeg blev ret gode venner med igennem mine sløjdtimer) været ude og købe TimTams til både mig og Tejs. Jeg havde sagt jeg nok kom til at savne timtams, men nu har jeg så stadig lige to pakker at nyde til et par hyggelige aftener med familien eller barometer og en stor kop te eventuelt.

Idag var faktisk en ret god dag i skolen. Der blev udrakt adresser og mails fra mig og Tejs til en stor del af alle de dejlige venner vi har fået på skolen, samtidig med at alle lærerne og rektor løbende gennem dagen kom og sagde mange tak for den tid de havde med os og at vi var nogle dejlige drenge (gad vide om man kan stole på australske lærer.. hmm..) hvorefter skoledagen faktisk var ovre og vi blev overfaldet med kram og billedtagning.

Efter dette gik jeg op til skolen hvor Robyn underviser og der sad Aidan & Robyn og ventede i bilen så vi kunne komme over og drikke te hos Nanna. Nanna var i rigtig godt humør og fortalte at hun faktisk synes jeg var en meget sej dreng (tænkt at man nogensinde skulle høre man var cool fra en 94årig !) og jeg kunne jo kun sige igen at hun var en meget sej gammel dame. Derefter fik jeg endnu engang fikset hendes gamle båndafspiller så hun kunne fortsætte med sin oplæsningsbånd, og vi takkede af da vi skulle nå hjem og lave mad og spise inden der var spejdermøde om aftenen.

Spejdermødet var dog ikke udfyldt af noget særlig fast program, hvilket dog egentligt var meget godt for så kunne jeg det ene øjeblik lære scout'sne hvordan man lavede venskab-knobet, det næste øjeblik uddele tørklæder til de af Venturerne der nu var der, lade folk smage på dansk Anthon Berg Chokolade (tak fordi i sendte det, det har været en halvstor succes:) & det næste øjeblik læse gamle lejraviser fra det hemmelige arkiv. Tejs fik desuden underskrevet sin boomerang, mens jeg tror jeg overlader min til at blive hernede da de ikke indeholder nogen specielle minder andet end da jeg var helt lille og fik boomerangen tilbage i hovedet første gang jeg prøvede at kaste sådan en med resultatet næseblod. selve kastet var dog helt perfekt, jeg havde bare på det tidspunkt ikke lært at gribe. av.
Men ihvertfald var mødet meget hyggeligt, Venturerne fik mange tak for de gode oplevelser de har delt med os og et dansk KFUM-tørklæde hver som minde plus et lille flag, mens resten af gruppen fik grøn/blå danske hundredeårsarmbånd. Wallaby fik efter mødet vores adresser og lovede at han ville skrive et brev og sende lidt spejdertingel til os to også. Derefter var det bare hjem og redigere videre i billeder (som gerne skulle være uploaded på facebook snart) og tænke på alle de gode øjeblikke jeg har haft hernede med denne fantastiske familie og en hel bunke andre glade australske ansigter og selvfølgelig Tejs.

For lige at få resten af ugen med vil jeg prøve at forsætte på tirsdagen som egentligt var okay. Mig og Robyn bagte Kaffe-mandelkage igen (den var nemlig klart værd at bage igen blev vi enige om efter første gang) og hun skrev opskrifter på banan & blåbærmuffins ind sammen med en på simpel frugtkage som jeg går og stjæler af fra køkkenet op og ned af dagen, når jeg lige synes jeg trænger, for den er også bare super. Efter dette tog Brearne & Greg til Joey-møde og jeg hoppede under dynen for at hvile mig lidt. Da de kom hjem hoppede jeg under et tæppe i sofaen og vi derefter Die Hard 4.0, bevidst valgt da Greg synes det er ved at være overvurderet at folk er bange for computere en dag vil kunne lede til at mennesker kommer til skade. Han var meget overrasket da den var færdig, for selvom vi idag har sikkerhedsnet i de fleste computersystemer er det faktisk ret meget der kan styres hvis man bare har en computer, internet & de rigtige koder. Derefter gik vi drak vi rødvin og snakkede til lidt sent ud på natten for derefter at hoppe under dynerne i vores senge.

Onsdag var en yderst vidunderlig dag. Da jeg vågnede var jeg bare glad uden nogen grund og hoppede ud af sengen og ind under bruseren til et langt bad, hvilket var ret anderledes fra alle de andre dage indtilnu hvor jeg modsat har prøvet at gemme mig under dynen så lang tid som muligt..
Men det gjorde jeg ihvertfald, og da jeg så kom ud for at tage morgenmad med familien der var stået op i mellemtiden fortalte spurgte Robyn mig om jeg havde lyst til at tage i skole? Resten af dem undtagen Greg blev nemlig hjemme og holdt 'mental health day' som Robyn så fint betegnede det (på forsimplet dansk ; pjækkedag).
Vi spiste derefter morgenmad og Robyn & Brearne hoppede under dynerne igen, mens mig og Aidan så The Last Indian. Det passede lige med at filmen var færdig da Robyn & Brearne vågnede op til dagen igen, og derefter smurte Robyn ellers sandwiches og satte frugt og ginger-beer på en bakke som så blev nydt halvt i græsset og halvt på en madras på græsset.
Ginger-beer fandt jeg dog så ud af jeg ikke holder af, men den ville Aidan heldigvis gerne have, og jeg fik en rigtig øl istedetfor. Derefter klatrede jeg i det smukke hvide træ i haven, blæste sæbebobler fra toppen, hang på hovedet på en gren, nød den smukke udsigt, faldt ned, tog smukke billeder af alt omkring mig & blev taget billeder af tilbage.
Efter dette lagde jeg mig under et tæppe på madrassen og kiggede på træerne og den noget så blå himmel hvor solen skinnede klart og smukt lige henover taget og ned på os med kun en enkelt stor smuk sky til at dele det blå himmelrum. Robyn blæste sæbebobler henover mig som sprang på kinder som små kys og jeg blev pludselig overfaldet af en vis mystisk træthed som jeg lå der, og inden jeg selv lagde mærke til det var jeg fast asleep. Tre timer senere vågnede jeg op fra en god drøm af en hvalp der hoppede på mig, denne gang til et endnu smukkere syn end solen. Himlen var helt mørksort, kun med en svag rød skygge skinnede op over bjergene mens Stjernerne skinnede klart fra den helt mørke, smukke himmel. Jeg lå der i en halv time tror jeg inden jeg samlede madrassen og tæpperne sammen og gik indenfor. Indenfor var Robyn igang med at lave Ablefles (Australsk udtaleform af dansk ret; se Æbleflæsk) og Danish Meatballs (se Frikadeller nu du er igang :), og derved blev dagen ihvertfald ikke mindre god. mums.

Efter dette råbte Min & Robyns Kaffe-mandelkage på at blive nydt, hvilken den så selvfølgelig blev meget langsomt og frydefuldt sammen med æblecider, mens Thomas Buttenschøn sørgede for at holde den så gode, så gode stemning ved lige omkring os, endda uden at lade Australierne forstå et ord fra den smukke sangstemme.

Efter denne fantastiske dag var det helt umuligt for mig at falde i søvn, jeg sad til langt ud på natten og skrev tekster, tegnede & drak te og siden rødvin mens de sidste blåbær langsomt forsvandt fra bakken.

også var det torsdag som jeg vist allerede har fortalt om. :)

Imorgen er planen at jeg pakker og hæver alle penge i banken, for derefter om aftenen at køre til Brisbane og overnatte hos Robyns søster Linda om natten. derefter er det lørdag og flyet til Danmark venter. sandsynligvis bliver det fyldt med tårer af både de gladeste og mest triste.

vi ses en søndag i Danmark.

over and out.

-Hvis man har alvorlige problemer med hjertet og kredsløbet, hjertekramper, forhøjet blodtryk eller åreforkalkning

-Smitsomme sygdomme i et avanceret stadie

-Større svagheder eller træthed

-Tuberkulosis eller andre alvorlige lungesygdomme

-Alvorlig anæmi

-Kræft og leukæmi

-Hvis man har en nervøs tendens til overophidselse

-Epilepsi.

Da jeg mødte Chris MacDonald for første gang tilbage i starten af maj, var det i forbindelse med et foredrag som han holdt for mine medarbejdere. I løbet af de cirka to timer som foredraget varede, kom Chris blandt andet ind på betydningen af søvn. Faktisk mener han, at søvnen er en af de vigtigste bestanddele i et sundt liv. I følge Chris skal man have mellem 7,5-8 timers kvalitetssøvn hver nat, hvis kroppen og hjernen skal være udhvilet.

Personligt har jeg altid haft den holdning, at jeg ikke ville sove livet væk. Jeg har derfor altid eller i hvert fald så langt tilbage jeg kan huske tilbage, nøjedes med 5-6 timers søvn hver nat med undtagelse af weekenden, hvor jeg typisk sov en time eller to mere. Jeg kunne derfor ikke lade være med at tænke, at Chris måtte være helt galt på den med hans "påstand". Ganske vist skulle jeg bruge en halv eller hel time på at vågne og jeg gik ofte kold om eftermiddagen og først på aftenen, men det gik jo egentlig "okay" for mig med så lidt søvn. Problemet var bare, at min krop over flere år havde vænnet sig til at få så lidt søvn og at jeg nu var vant til at betale "prisen" i løbet af dagen i form af periodevis mangel på energi og koncentrationsevne.

Men da jeg gik i gang med det nye sundhedsprojekt, blev jeg jo lige som nødt til at følge Chris' anvisninger i forhold til motion, kost og ikke mindst søvn. Det krævede blandt andet, at jeg skulle ændre en af mine mest indgroede vaner og at jeg var nødt til at gå meget tidligere i seng end tidligere for at jeg kunne nå at få otte timers kvalitetssøvn.

I dag, syv uger efter jeg startede med min livsstilsændring, må jeg krybe til korset overfor Chris og give ham ret: Et god nats søvn gør en kæmpe forskel! Jeg har i dag langt mere energi end tidligere og vågner nu næsten hver dag af mig selv efter typisk 7,5 times søvn. Jeg er vågen med det samme og skal ikke længere bruge det meste af en time for at få hjernen op på fulde omdrejninger. Jeg går meget sjældent kold om eftermiddagen og det samme gælder om aftenen, hvor jeg tidligere kunne falde i søvn efter aftensmaden. Alt i alt er jeg meget mere fokuseret og skarp i løbet af dagen og føler ikke, at jeg har mistet noget ved at gå tidligere i seng end tidligere - tværtimod faktisk! Jeg når som minimum det samme som før samtidigt med, jeg har langt meget mere overskud i hverdagen. Det gør det også meget nemmere at leve et sundere liv, for nu jeg har både energi og fokus til at lave de rigtige valg med hensyn til kost og motion.

Så jeg kan virkelig anbefale, at man får sine 7,5-8 timers kvalitetssøvn hver nat. Det kræver selvfølgelig at man omlægger sine vaner lidt, men der er til gengæld også kontant afregning med meget energi og overskud allerede den efterfølgende morgen :o)

I dag har jeg besluttet mig for, at jeg vil holde en reel hviledag for første gang siden vi startede med Chris MacDonald projektet for snart syv uger siden. Jeg kan virkelig mærke, at jeg er ved at løbe tør for energi og motivation, hvis jeg ikke giver mig selv en fuld hviledag.

Så min aften kommer for engangs skyld ikke til at stå på masser af træning, men derimod bare på afslapning med lidt god men stadigvæk sund mad og et par glas rigtig god rødvin :o)

Jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at den meget velfortjente hviledag og den ekstra restitution vil gøre, at jeg har langt energi i morgen og at jeg derfor kan give den mere gas i forbindelse med lørdagens træningspas.

Dagen i dag bød blandt andet på en såkaldt DEXA-scanning, hvor vi fik målt vores fedtprocent og knogledensitet. Det foregik på Københavns Universitet og var heldigvis en nem test i forhold til nogle af de andre test, som vi har været igennem: Vi skulle nemlig bare ligge stille, medens scanneren "kørte" hen over vores krop :o)

Jeg skal til gengæld love for, at vi kom fra asken til ilden, da eftermiddagens træning startede. Vi lagde dog blidt med lidt feedback på lørdagens mange test (det må I vente med at høre mere om til tv-udsendelserne begynder i august). Herefter startede vores individuelle træning med Chris, som lagde ud med at bede os om at bære en rygsæk, som indeholdt jernvægte svarende til det som vi skal tabe over det næste år (30 kilo for mit vedkommende). Dernæst skulle vi gå ned op af trappen, hvilket selvsagt var helt vildt hårdt! Jeg klarede den tur fem gange i alt, inden jeg ikke kunne mere. De sidste tre trin på trappen var simpelthen en kæmpe udfordring i sig selv og jeg skulle virkelig mobilisere alle kræfter for at komme helt op! Den var til gengæld en enorm lettelse at få rygsækken af skuldrene og prøve turen ned og op af trappen igen - når man er 30 kilo lettere, kan man næsten springe op af trappen :o)

Det blev dog ikke til meget mere end to minutters pause, inden Chris bad min træningsmakker Peder og jeg om at gå over til løbebåndet, hvor vi skulle starte konditionstræningen. Og skal lige nævnes, at når vi træner med Chris, er der ikke noget der hedder intervaltræning. Ergo er der ikke noget med, at man kører lidt op i niveau, for så at sænke tempoet, når det bliver lidt hårdt. Der er kun én vej frem og det er at sætte farten op og øge stigningen på løbebåndet. Det er selvsagt helt utrolig hårdt og hvis det ikke var fordi Chris var der til at pushe os og motivere os, var vi stoppet adskillige minutter tidligere.

Efter vel omkring et helt minuts pause, bad Chris os nu om at gå over til motionscyklerne, hvor vi skulle gentage nøjagtig samme øvelse. Som lydige lam, gjorde vi selvfølgelig, hvad Chris sagde til os og det var på en eller anden måde også en fed oplevelse at mærke, hvordan man rent faktisk kan presse kroppen til meget mere, hvis man lader være med at hele tiden at lytte til benmusklerne, som konstant prøver på at fortælle én, at nu kan man altså ikke mere :o)

Da denne øvelse var slut, var Peder og jeg selvsagt endnu mere forpustede og trætte, men der skulle stadigvæk ikke holdes pause. Tværtimod fortsatte vores individuelle træning i yderligere et kvarters tid med masser af benpres, armbøjninger, sjipning (det bliver jeg aldrig god til), inden vi lige kunne få fem minutters pause - vel at mærke foran et tv-kamera og et studievært, som havde travlt med at interviewe os.

Dernæst stod den på fællestræning med de øvrige deltagere i projektet. Vi troede, at der nu "kun" manglede en times træning, inden vi kunne holde fri, men det blev altså til næsten to timers hård motionstræning med fem kvarters på løbebånd, yderligere cirka 20 minutter på en crosstrainer og til sidst en tur på en romaskine - altsammen med høj intensitet!

Jeg må indrømme, at jeg har aldrig nogensinde før været så udmattet som jeg var, da jeg kom hjem fra dagens træning. Min krop føltes helt tømt for energi og det samme gjaldt min mentale energi. Jeg havde nærmest lyst til at græde, men muskelkramper i mine ben fik mig på andre tanker :o)

Anyway, desuagtet det var helt vanvittig hårdt, er jeg sikker på, det er det, der skal til for at vi kommer videre og når vores individuelle målsætninger.

I dag var jeg lige ved at opleve et kollaps.

Jeg mærkede hvordan min masse var på kanten af at kollapse.

Jeg forestillede mig hvordan al masse og information ville blive fastfrosset i en malstrøm omkring mig imens min udstrækning blev mindre og mindre. Malstrømmens fart ville stige indtil alt tilsyndeladende havde mistet hastigheden og tingenes former blev strukket og grimme. Lygtepæle, parkerede biler, barnevogne og stavgængere - alt i min nærhed ville blive suget nærmere og nærmere. Uden at ville have kunnet stoppe det var jeg blevet et punkt med en radius på nul. Ingen udstrækning, men jeg ville have fået en uendelig høj massefylde efter at have optaget en del biler og noget asfalt.

Inden for mit punkt var fysikkens love bleve ophævet og det blev tydeligt at tiden ikke er lineær, men absolut, hvor ethvert øjeblik indeholder sin egen evighed - en uforgængelig cyklus uden ende.

Alt dette skete en eftermiddag på Frederiksberg nær Fasanvej St. og ingen opdagede det.

Nicolaj siger:

Jeg er skoletræt.

Jeg går og taler, ned ad gaden,

pludselig er duften der og jeg er tilbage,

tilbage til en lørdag morgen,

varm under dynen med arme omkring,

en dejlig følelse.

Så er jeg tilbage på gaden igen, hvor kom duften fra?

Hvad har hun sagt mens jeg var væk?

Nu gør følelsen bare ondt