I ildsjælenes teater - Læs hele artiklen af Anne Middelboe Christensen

Drømmen blev til virkelighed - Læs hele artiklen af Jacob Steen Olsen

Kære Per Theil,

Jeg er rystet, over din anmeldelse af Forced Entertainments "The World in Pictures", men er vel på en måde glad for, at du erkender, at du ikke fattede en hujende fis af, hvad der foregik og vælger at udstille det så tydeligt i din anmeldelse. Faktisk er jeg i tvivl om, hvor vidt det kan kaldes en anmeldelse, da det faktisk er en tilståelse af, at du for længst er stået af. Jeg er ikke teaterteoretiker, og vil derfor ikke begynde at belære dig om det postdramatiske teater, men du må dog trods alt have hørt om, at der faktisk er sket noget siden 1973 og Kirsten Delholm (som jeg respekterer, men som efter min mening har et andet projekt, arbejder i en anden form og en anden æstetik end Forced Entertainment).

Du efterlyser i din anmeldelse nogen, der så noget, som du ikke evnede at se. Her er, hvad jeg oplevede og fik ud af forestillingen The World in Pictures:

Teatret skal minde os om vores liv, det skal skabe historie og sammenhæng. The World in Pictures en af de største, vigtigste og rørende historier jeg har fået fortalt i lang tid. Det er længe siden, at teater har begejstret mig på den måde og mindet mig om, hvor fantastisk og bevidsthedsudvidende et medie teater er. Forestillingen var for mig en fysisk oplevelse, som har bundfældet sig til noget, der også gør mig klogere, fordi den faktisk har gjort min egen verdens billeder tydeligere og skarpere. Herefter gennemspiller hele ensemblet verdenshistorien i store træk for os, vi starter som huleboer, vi er lige kommet op på to ben, og herfra vakler vi fremad, igennem tiderne. Vi oplever The World in Pictures...

...fik mig til at tænke og se mig selv...Forestillingen fik mig til at se mig selv. Mit liv. Mit ansvar meget tydeligt. Den fik mig til at sætte pris på det, jeg har nu. Det jeg ser nu. Og den fik mig til at tænke på, hvordan jeg gerne vil have det om et år. Hvem jeg gerne vil have omkring mig, ja helt patetisk, hvem der skal vide, at jeg elsker og værdsætter dem.

Når jeg læser bloggen nu, er jeg stolt over, at det er lykkedes at få en egentlig forestillingsdebat i gang - som i hvert fald jeg har lært meget af. Og jeg kan se, at det ikke var ligefrem strategisk at lufte mine overvejelser om hvilken rolle kurator skal have, for who cares? Der skal bare komme noget skidegodt teater ud af det, og det kunne forstås som ansvarsfralæggelse.

Bottomline (som det hedder i girafsproget):
Jeg tror fuldt og fast på, at vores tumleri omkring nye kunstneriske ledelsesformer er vigtig og brugbar - også for andre teatre. Og vi er på Camp X blevet klogere på den pipeline, der skal etableres mellem kurator og de enkelte forestillinger. Blev meget inspireret af symposiet på Rialto i går med Richard Foreman - og det efterfølgende manifest om et open-source teater (tak til Gritt Uldall-Jessen og Henrik Vestergaard).

Og ligesom dette manifest taler om nødvendigheden af materialedeling og videndeling, så tror jeg altså på nødvendigheden af kritikdeling....
Roger over from me!

Hvordan får vi valget til at handle om noget andet? Hvad synes du valget skal handle om?

Hvad vil du gerne komme til for et valgmøde på Camp X?

Vil du være med til at etablere et nyt ministerium - Ministeriet for et kønnere Danmark?

Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.

Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?

Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.

I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!

Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.

Camp X er en undersøgelse af, hvad teatret kan i nye scenerum, i det offentlige rum samt i mødet og samspillet med et publikum, der i stigende grad ændrer karakter til brugere og aktive medskabere. Derfor er Mobile Clubbing interessant. Det er et koncept, hvor man tilmelder sig en hjemmeside og så modtager sms'er om hvilket hemmeligt sted, man skal møde op og danse...i tråd med Camp Xs kuratordagsorden kunne man måske lave et lignende koncept i DK og så bare tilføje sang...

Wonderlandonline.dk blogger om det her

Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Dittes indlæg har pt. affødt 19 gode kommentarer, der forholder sig både til forestillingen og til hvordan man som publikum spiller med, med sine egne forventninger. Overvejelser om hvordan man kan vurdere og tale om en forestilling. Den tilbagemelding havde vi aldrig fået, hvis ikke nogen havde investeret sine holdninger. Hvis vi skal udvikle teatret bliver vi nød til at skabe et sprog, så vi kan tale om forestillingerne på en måde, som rækker ud over præmissen: dur/duer ikke, som rækker ud over om vi fik tilfredsstillet vores begær efter at blive optimalt mødt på vores forventninger eller ej. Det kræver selvfølgelig at vi selv åbner for posen og deler ud af vores tanker og overvejelser. Noget lander mere elegant end andet, men det er vejen frem. Den er ikke altid rar eller specielt kommunikativ korrekt i forhold til gældende praksis. Men den gældende praksis tror vi så heller ikke så meget på i længden

Den første uge på bloggen og de noget voldsomme reaktioner specielt udenfor bloggen (som f.eks. Sara-Ibens artikel i Berlingeren), viser at åbenhed åbenbart ikke er noget vi er vant til i teatret. En kurator er teatret selvfølgelig heller ikke vant til, da vores er den første af slagsen. Kan en kurator give intern kritik i den fulde offentlighed en blog er? Mit svar er selvfølgelig JA. Er det en offentlig standret? NEJ selvfølgelig er det ikke det. Tilbagemelding er en super vigtig opgave hos kuratoren. For der hvor en kunstnerisk leder har (og ved vi alle ofte bruger) muligheden for at styre en anden kunstners projekt i den ønskede havn, kan kuratoren som nævnt så mange gange før, bl.a. vifte med den lysende kunstneriske fakkel og vise vejen frem. Men kuratoren kan og skal ikke intervenere det kunstneriske projekt. Derfor er kuratoren i sin fulde ret til at sige: Der nåede I sgu ikke så langt, som jeg havde forventet! Og så kan vi tale om det…

Derfor er det næste skridt at bruge X-bloggen til at komme videre i afsøgningen af, hvordan vi kan komme ud over dur/duer ikke retorikken. Hvordan får vi den brugbare udveksling på banen, så vi bliver klogere på teatrets udvikling? Klogere på hvordan vi taler om vores eget arbejde, om publikums oplevelse, og måske også om, hvorfor det er så farligt at åbne posen….

Og så kuratorrollen, Oktavia og Frej: Hvorfor har det været så vanskeligt for de større teatre at fastholde sig selv som kunstneriske institutioner fremfor forestillingsfabrikker? Hvorfor halter det danske institutionsteater bagefter i forhold til det internationale teater? Og hvorfor er det ikke lykkedes for de større teatre at være i omdrejningshøjde med samtidskunsten? Og allermest centralt, hvorfor er det med EN ENKELT UNDTAGELSE, Betty, ikke lykkedes disse teatre at spille en rolle, socialt og politisk - dvs. være en naturlig agent/samtalepartner i den virkelighed, vi befinder os i ?

Hvis teaterlederne ikke bare har været nogle idioter, ligger problemet måske i selve ledelsesrollen. Vi har set den ene efter den anden af kunstneriske ledere, der i arbejdet med det administrative, økonomiske og produktionsmæssige har glemt det kunstneriske, glemt det internationale, glemt virkeligheden.

Teaterdirektøren med kurator er et forsøg på at afprøve en anden model. Det springende punkt, som Camp X står lige midt i, er så, hvor langt der skal være fra de fine ord og dagsordener, som en kurator udkommer med - til det enkelte produkt teatret udkommer med. Vi er ca. 1/3 inde i vores første 100 dage, og normalt vurderer man jo ikke nye regeringer før efter 100 dage! MEN fordi jeg som kurator er mig meget bevidst om mit ansvar og lissom Frej VIL ha' at Camp X blir' en succes, har jeg valgt allerede nu at melde min vurdering ud:

I forhold til vores 3 første kunstneriske produkter, teater2go, Xstallationen af RACA på Rialto og BRYD workshop har kuratormodellen vist sig at fungere optimalt: Jeg har udstukket retningslinierne og peget på samarbejdspartnere og derfra har dramaafdelingen haft ansvaret.

Alle 3 initiativer er blevet overraskende og MEGET forskellige succeser, BRYD er intet mindre end en nyskabelse (du har ret Benjamin i at man ikke kan "bestille" en nyskabelse).
Men i forhold til forestillingerne mener jeg, vi har taget fejl og må revurdere, for jeg mener ikke denne afstand fungerer der: Jeg mener, at kuratorens kompetencer skal udnyttes i forhold til alle egenproducerede forestillinger - ja det er her modellen skal vise sin eksistensberettigelse: For det må være i samspillet med de kunstnere, kuratoren har været med til at pege på, at disse kunstnere også selv får tilført noget. Hvis kuratoren ikke kan tilføre forestillingen noget, kunne forestillingen have spillet hvorsomhelst.

P.S. Frej, så vidt jeg ved har Camp X ikke brugt ordet virkelighedsteater, og at mange er blevet inspireret af, at vi som de første valgte at kalde Camp X for et internationalt samtidsteater, er vi smigrede over. Og hvad et samtidsteater så er, og hvilken europæisk teaterfamilie vi dermed melder os ind i, den må vi tage i næste runde - har du læst vores bud på Camp X hjemmesiden?