Ernst B. Schmidts grundlovstale på Faaborg Kro

Skiftende flertal i Folketinget har forsøgt at købe os for vore egne penge. Resultatet er en skræmmende gældssætning, og at vi, trods verdens højeste skatte- og afgiftstryk, ikke har råd til de helt elementære samfundsfunktioner.

Dette har ikke fået et flertal til at opføre sig mere modent og ansvarsbevidste, man kaster sig tværtimod hovedløst ud i store projekter uden at se sig grundigt for først; f.eks. broerne over Storebælt og Øresund. Jeg vil hævde, at almindelige danskere er fornuftigere end Folketingets flertal, derfor skal folket have snor i Folketinget i form af folkeafstemninger. Der er ingen anden redning for Danmark.

Jamen, er det ikke et oprør? Jo, men det er også nødvendigt. Vi må have et stærkt og ansvarsbevidst folk, der kan sætte Folketinget på plads. Det er mange flinke mennesker derinde, og vi kender alle nogle, der arbejder seriøst nok. Men som styringsinstrument skejer Folketinget ud på en måde, der er farlig for os som nation. Tænk blot på den hovedløse og ansvarsløse indvandring, som politikerne har sat igang. Hvad har selv de bedste af Folketingets politikere fortalt os om det? Intet. De er ikke selv klar over, hvor håbløst deres omdømme er efter denne fadæse.

Det er ikke en stærk mand, vi har brug for. Vi har brug for et stærkt og ansvarsbevidst folk, der gennem folkeafstemninger kan lægge en hånd på roret.

Vær derfor med til at kræve folkeafstemninger.

Fremskridtspartiet kan kun glædes ved, at flere og flere støtter Fremskridtspartiets politik om flere folkeafstemninger, men indtil der er flertal herfor, er det langt fra tilfældet at "folkets vilje er landets lov".

Ernst B. Schmidt

Det ”socialistiske” liv

Man fristes til at tro, at socialismens mål i Danmark er, at have fuld kontrol over alle danskeres liv, fra vugge til grav. Når børn fødes, kommer en sundhedsplejerske, der ud over at måle og veje barnet, blander sig grundigt i børneopdragelsen. Samtidig opfordres man kraftigt til, at sende sit barn i vuggestue. Og når pædagogerne i institutionerne først får fingre i børnene, er det ikke sjovt at være forældre. Børnenes prægning hjemmefra bliver modarbejdet, og det forventes at alle hjemmets problemer bliver diskuteret med personalet i institutionen. Hvilket de bruger lang tid på, internt, at snakke om. Og endelig er det ”uansvarlige forældre” der selv passer børnene i hjemmene, hørte jeg to socialister sige i den kommunale valgkamp. Sikkert fordi forældrene ikke kan opdrage børnene godt nok, til at blive ”gode socialister”.

Gennem skoletiden er det også pædagoger der har fat i børnene. Men heldigvis ikke i samme grad. Der er forskel på lærere og skoler, selv om det er svært for en ikke-socialist at opholde sig på lærerværelser.

På arbejdspladserne skal vi alle være solidariske, hvad det så end betyder, og være gode fagforeningsmedlemmer. Og hvem sidder på fagforeningerne? Hvis man ikke vil være medlem der, må man enten have en arbejdsgiver uden overenskomst, være selvstændig, eller søge nyt job – hvilket let fører til arbejdsløshed. Og på landets bistandskontorer ved vi, at de ikke deler vores holdninger.

Når vi bliver pensioneret får vi endelig fri. Socialisterne kan ikke lægge beslag på den periode. Men bare vent, måske skal vi en dag i beskyttet bolig eller på plejehjem. Så har de os igen.

På trods af ”pædagogiseringen af samfundet – også gennem Tv – er det imponerende så mange der har modstået, og er blevet borgerlige. Men det er desværre ikke nok. Vi må have gjort ”såkaldt frivillighed” til frivilligt, og ikke en samfundsopgave. Alle burde have fuld indflydelse på deres eget liv, og ikke have det ”administreret” af solidariske hensyn.

Der er få, der tør, hvor andre tier

Der har i pressen været indlæg om frygten for at klage over forhold, der burde rettes på hospitalerne. Hvis der blev klaget, ville forholdene ikke blive ændret, men alverdens andre ulykker ville ramme den arme synder, der havde klaget.

Det er et helt normalt billede af et samfund, hvor den personlige frihed er blevet solgt til kollektivisterne. Det er tragi-komisk, at nu rammer det også forkæmperne for den socialistiske, totalitære stat. Det er symptomer på en styreform, vi kender fra østlandene, hvor der bygges mure for at holde folk inde, og angiveri medborgerne imellem er daglig kost. Problemerne er præcis de samme, har vi jo set, hvis man klager over skattevæsenets behandling af borgerne, eller hvis man overhovedet klager over myndighedernes adfærd. Ethvert angreb bliver besvaret med nye overgreb.

Når fremskridtsfolk har fremført disse synspunkter, er de blevet overhørt, men når socialister, der selv har umyndiggjort befolkningen, fremfører protester mod overgreb, så skyldes det nedskæringer. Nej, det er blot et udtryk for, hvordan et samfund, der ledes af bureaukrater, ser på befolkningen. Tjenerne er blevet herrer, og befolkningen er blevet trælle i et ufrit land.

Ole Maisted

Fremskridtskultur i kommunen

Vi danskere er født og opvokset i et vestligt kulturmiljø, hvis økonomi er baseret på kapitalismen, som giver det enkelte menneske frihed til at tænke og skabe. Vi fremskridtsfolk ønsker at bevare denne frihed og de rødder, som vi har i den vestlige kultur, og vort nordiske særpræg. Derfor er det nødvendigt at modarbejde de kræfter, som prøver at afspore og ensrette vort kulturliv til gavn for magthaversysnspunkter og til skade for menneskets mulighed for at vælge frit og skabe originalitet.

Det burde på nuværende tidspunkt være klart for enhver, at Danmarks ressourcer er begrænsede. Derfor er det samfundsødelæggende, når kommunalpolitikere rundhåndet forbruger af borgernes penge uden at prioritere anderledes end Socialdemokratiet, Venstre og de øvrige uansvarlige partier har gjort i årevis. Således prioritere Fremskridtspartiet f.eks. boliger til ældre og handicappede højere end kommunalt kontorbyggeri pg miljøbevaring højere end støtte til teatergrupper.

Fremskridtspartiets måde at prioritere på er kulturbevarende, men de politikere, som ikke vil eller ikke kan forstå dette, kalder os naturligvis ”kulturfjendske”. Vi synes, at bibliotekerne er samfundsnyttige, men vi mener ikke, at biblioteksvæsenet skal tilgodeses med en uhæmmet vækst, der langt overskrider de rummelige normer som blev til i de ”glade” 60`ere. Det er ikke ualmindelige, at et kommunalt bibliotek i dag gennemsnitligt koster den enkelte husstand tusind kroner om året. Hvilket er langt over, hvad det koster i andre lande med et højt kulturelt niveau. Bogudlån kan være kulturformidlende, men det bliver ikke mere kulturelt af at foregå fra bibliotekslandskaber, som tilfredsstiller enhver bibliotekars dristigste ønskedrømme.

Fremskridtspartiet er, til trods for den alvor landets situation indbyder til, den eneste parti, som reelt maner til mådehold. Det er en kendsgerning, at midlerne er begrænsede. Derfor ’er det på tide at indse, at gratis plade- og grafikudlån til fordel for en snæver kreds og på selv de fattigste skatteborgeres bekostning er en hån mod al sund fornuft og god moral. Disse er kun eksempler på de talrige overdrivelser, som Fremskridtspartiet vil til livs.

Umyndiggørelsen af befolkningen gennem skatteplyndring og efterfølgende tildeling af almisser efter gratisprincippet skaber ikke et levende og inspirerende åndsliv, men giver derimod magthaverne mulighed for at fremme politiske synspunkter via kulturbudgetterne.

I Fremskridtskommunen skal den enkelte borger frit kunne disponere over egne midler til kulturelle aktiviteter.

Jørgen Ågerup

Den kunstneriske friheds grænser går ved rygeloven. I hvert fald ifølge en tilskuer til dette års Kolding Sommer Revy, som har meldt revyen til Arbejdstilsynet for at bryde rygeloven.

Tilskueren, Keld Høgh, blev fortørnet, da han oplevede, at revyens sidste sketch, der handlede om emnet rygning, sluttede med at flere skuespillere tændte en smøg på scenen.

I første omgang beklagede Keld Høgh sig til revyformand Geert Madsen. Han nægtede dog at lade skuespillerne slukke smøgerne, da det ville gå ud over pointen i det afsluttende nummer. Derfor gik Keld Høgh til Arbejdstilsynet.

"Jeg har gjort det for at sikre overholdelse af gældende regler om rygning," siger Keld Høgh til jv.dk.

- og for at komme i avisen og fremstå som en retskaffen borger. Ikke? Men man må vel gå ud fra, at denne herre for eksempel ikke lader sig transportere i motoriserede køretøjer og at han ikke spiser importerede fødevarer, når han nu er så bekymret for andre menneskers luftveje.

Se for eksempel hvordan skatteministeren og flere andre har syltet en undersøgelse som viser, at en afskaffelse af topskatten vil få pengene til at fosse ind i statskassen (frit efter Anders Fuph). Ikke specielt liberalt, skulle jeg mene.

Nå - til sagen: Jeg har et spørgsmål jeg gerne vil stille til dem, som mener at valgresultatet i Irland var "forkert", og blandt andet bruger det argument, at der kun var 40% vælgertilslutning, hvoraf 55% stemte nej - hvad nu, hvis det var blevet et ja i stedet for? Så havde det vel været helt som det skulle være, ikke sandt, og så ville den lille valgdeltagelse være uden betydning? Hvad er demokrati? Nogen siger, at det er som to ulve og et får, som stemmer om, hvad de skal have til middag - her vandt fåret vist...

Og til Michael Aastrup Jensen kan jeg kun sige, at EU-traktaten er en samling rævestreger mod nationalbefolkningernes frihed i Europa, syltet ind i juristeri, så ingen mennesker uden en juridisk embedseksamen har skyggen af chance for at vide, hvad der egentlig menes. Konsekvenserne på en 10-årig periode kan selv jurister ikke gennemskue.

Men det er ikke gunden til det irske nej. Irerne har - lige som resten af Europas befolkninger (som bare ikke får lov at stemme, for de ved godt nede i Bruxelles eller Strassbourg eller hvor de nu lige er for tiden, at befolkningerne ville forvandle projektet til en rygende ruinhob) indset, at den centralisering og indgriben i nationernes indenrigspolitik, som EU står for, intet godt bringer med sig.

Venstre: Irerne fattede intet

Hvis de irske vælgere havde forstået, hvad Lissabon-traktaten gik ud på, ville de havde stemt ja. Det mener Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen.

Brussels Wants "Voluntary" Labeling of Blogs

From the desk of The Brussels Journal on Fri, 2008-06-13 00:04

A quote from a motion for a resolution at the European Parliament:

(...) Whereas weblogs are an increasingly common medium for self-expression by media professionals as well as private persons, the status of their authors and publishers, including their legal status, is neither determined nor made clear to the readers of the weblogs, causing uncertainties regarding impartiality, reliability, source protection, applicability of ethical codes and the assignment of liability in the event of lawsuits, (...)

[The European Parliament] suggests clarifying the status, legal or otherwise, of weblogs and encourages their voluntary labelling according to the professional and financial responsibilities and interests of their authors and publishers; (...)

Dikatorerne-in-spe i teknokratiet i EU er p*sserædde for, at almindelige mennesker skal kunne udtrykke sig frit via blogs.

Vi må gøre noget rigtigt. I hvert fald gør vi noget nødvendigt.

Det er svært at være rock'n roll i en nypuritansk tid. Sanger og musiker Johnny Madsen har set sig særlig gal på rygeforbudet. I et interview med Berlingske Tidende fortæller han således, hvorfor han foretrækker at få maden leveret frem for selv at besøge restuarenten: "Jeg nægter at købe en flaske vin til 1.000 kroner og bagefter stå ude i kulden som en eller anden gadedreng og ryge mine smøger."

Johnny Madsen køber ikke argumentet, at forbuddet er til for at beskytte ikke-rygernes sundhed.

"Hvis argumentet for et rygeforbud var, at vi rygere ikke må genere folk, der ikke ryger, ville det give fin mening. Så kunne vi jo bare lave rygerrestauranter, rygerkupeer og rygerhoteller. Men det er jo ikke deres ærinde. Deres ærinde er, at adfærdsregulere mennesket," siger han til Berlingske Tidende.

Hitlers rygeforbud
Det er meget muligt, at rygning giver kræft, siger Johnny Madsen. Men mennesket har også krop (min rettelse, AL) ånd og sjæl, og dem tænker politikerne ikke på, når de regulerer borgernes opførsel.

"Den sidste, der gennemtrumfede et rygeforbud i det offentlige rum, var faktisk Hitler i 1939, og det var ud fra devisen om, at det ariske menneske skulle være rent. Det er stort set de samme argumenter, man bruger i dag. Vi ved allerede, hvad det næste bliver. Om få år kommer der et forbud mod at være fed, fordi de har haft så stor succes med rygningen. Og snart får vi et dekret om, at alle fodboldkampe skal ende uafgjort, så folk ikke kommer op at slås. Eller fordi det ene hold ikke må undertrykke det andet. Og i starten vil folk protestere vildt og blodigt, men i løbet af nogle år kan de fleste se det fornuftige i det."

Ramaskrig over røg
Johnny Madsen hæfter sig særligt ved en koncert i London, hvor Keith Richards fra Rolling Stones kom til at tænde en cigaret. Det fremkaldte ramaskrig, og bagefter stod politikere i kø for at fordømme ham.

"Der er ingen grund til at lave tusindvis af regler for at adfærdsregulere mennesket. Det eneste, man får ud af den slags, er, at folk bryder dem. Hvorfor lovgive sig til undertrykkelse, det skal folk nok selv finde ud af. Jeg taler af 32 års ægteskabs erfaring," siger Johnny Madsen til Berlingske Tidende med et smøret smil.

Danmark ratificerede ufærdig traktat

Ud af ovnen i utide? EU-traktaten er ufærdig på 33 punkter, hvoraf nogle er vigtige, siger ekspert. Før den irske folkeafstemning holdes der lav profil i EU.

Danmark og 14 andre EU-lande har ratificeret en traktat, der på flere nøglepunkter slet ikke er færdig.

En liste med 33 uklarheder, som det slovenske EU-formandskab har lavet, ligger stadig uforløst og venter. Dels på den irske folkeafstemning 12. juni. Dels på en britisk ratifikation, som ifølge en diplomat skulle ske inden juli.

- Nogle af de 33 punkter er meget vigtige, andre mere tekniske. Men de skal alle løses, hvis denne traktat skal træde i kraft, siger Sebastian Kurpas, analytiker ved tænketanken Ceps.

Et tvivlsspørgsmål gælder sekretariatet under EU's første præsident, hvilket i givet fald kan påvirke statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) chancer for at få posten.

Hvis jobbet bliver mindre magtfuldt, end ordet "præsident" måtte antyde, så øges chancerne nemlig for et lille land som Danmark.

- Stillingens begrænsninger skal stå klart, inden personen udpeges, siger den britiske EU-parlamentariker Andrew Duff.

SF vil forbyde rygning i private lejligheder
Røg trænger angiveligt gennem lofter og vægge fra mange lejligheder til deres nabolejligheder, så nu vil SF forbyde rygning i eget hjem.

Mange menesker føler sig angiveligt så generede af røg fra utætte nabolejligheder, at SF nu vil have det forbudt at tænde en cigaret i sin egen lejlighed.

"Jeg vil forbyde rygning i private hjem, hvis det er det, der skal til for at sikre ikke-rygerne. Der er ret mange, der har store problemer med andres røg," siger SFs sundhedsordfører, Karl Bornhøft, til Danmarks Radios P1 Morgen.

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse om gener fra naborøg blandt 304 testpersoner hævder, at 60 procent føler sig så generet af røg fra naboen, som trænger ind igennem utætte vægge, gulve og ventilationsanlæg, at de overvejer at flytte.

Jeg føler mig uhyre forulempet af bilernes udstødning og trafiklarm. Lad os også forbyde bilkørsel! For ikke at tale om uhæmmet brug af parfume og forurenende tilsætningsstoffer i maden. Flere forbud må simpelt hen være vejen frem! Ikke? Glatnakker!

Update 25. april: Bornhøft har fået kolde fødder, og trækker nu torsk i land. :-)

MEENA (1956-1987) was born on February 27, 1956 in Kabul. During her school days, students in Kabul and other Afghan cities were deeply engaged in social activism and rising mass movements. She left the university to devote herself as a social activist to organizing and educating women. In pursuit of her cause for gaining the right of freedom of expression and conducting political activities, Meena laid the foundation of RAWA in 1977. This organization was meant to give voice to the deprived and silenced women of Afghanistan. She started a campaign against the Russian forces and their puppet regime in 1979 and organized numerous processions and meetings in schools, colleges and Kabul University to mobilize public opinion. Another great service rendered by her for the Afghan women is the launching of a bilingual magazine, Payam-e-Zan (Women's Message) in 1981. Through this magazine RAWA has been projecting the cause of Afghan women boldly and effectively. Payam-e-Zan has constantly exposed the criminal nature of fundamentalist groups. Meena also established Watan Schools for refugee children, a hospital and handicraft centers for refugee women in Pakistan to support Afghan women financially. At the end of 1981, by invitation of the French Government Meena represented the Afghan resistance movement at the French Socialist Party Congress. The Soviet delegation at the Congress, headed by Boris Ponamaryev, shamefacedly left the hall as participants cheered when Meena started waving a victory sign. Besides France, she also visited several other European countries and met their prominent personalities. Her active social work and effective advocacy against the views of the fundamentalists and the puppet regime provoked the wrath of the Russians and the fundamentalist forces alike and she was assassinated by agents of KHAD (Afghanistan branch of KGB) and their fundamentalist accomplices in Quetta, Pakistan, on February 4,1987.Meena gave 12 years of her short but brilliant life to struggle for her homeland and her people. She had a strong belief that despite the darkness of illiteracy, ignorance of fundamentalism, and corruption and decadence of sell outs imposed on our women under the name of freedom and equality, finally that half of population will be awaken and cross the path towards freedom, democracy and women's rights. The enemy was rightly shivering with fear by the love and respect that Meena was creating within the hearts of our people. They knew that within the fire of her fights all the enemies of freedom, democracy and women would be turned to ashes.

Det eneste fornuftige ville være, at lade den slags være op til ejerne af de enkelte værtshuse. Man kan gøre opmærksom på, at "Her må ikke ryges", så let kan det gøres, og så slipper man for idiotisk spild af ressourcer på diverse kontrolbesøg, som iøvrigt er særdeles upopulære.

Jeg må igen citere min gode "ven" Eric Hoffer: “We all have private ails. The troublemakers are they who need public cures for their private ails.”

Via 180Grader