To trossystemer er i hård kamp mod hinanden. Det ene system deles af Pia Kjærsgård og politiske islamister, som ønsker en totalitær stat indført. Kristian Thulesen Dahl bekræfter disse islamisters ærinde med sin udtalelse i dag: ”på mange stræk er vi antimuslimer”. Deres syn på tørklædet hylder den farisæiske ydre stolthed men er ligeglad med – i Birthe Rønn’s ord – ”sindelaget”. Deres lovreligion fører til totalitarisme.

Det andet trossystem er frihedsidealet, som dybest set er garanteret, ikke af politisk sekularisme eller demokrati, men af kristne idealer, sådan som Birthe Rønn udtrykker det: "også kristne tjener en anden Herre end lovgivningen" og endvidere i tilfælde af at love mod disse grundlæggende kristne værdier indføres: "så må den kristne gøre oprør". Kan hun mene andet med disse udsagn end at lovgivningen tjener målet, dvs de kristne frihedsidealer? At Guds vilje er over loven? Prøv så engang at forestille dig disse udsagn med muslimsk fortegn! Der ville lyde et ramaskrig i hele familien Danmark og en rædsel uden lige ville sprede sig som frygten for en pest. Hvorfor er det, at hele det politiske Danmark ikke farer op af stolen mod Birthe Rønn's teokratiske udmeldinger? Hvorfor citeres hun for at bruge udtryk som "fanatiske antimuslimer", men det bliver forbigået, at Birthe Rønn har indført teokrati i Danmark? Svaret er simpelt nok: Mange danskere er friheds-absolutister, i kløerne på de kristne frihedsidealer gennem århundreders påvirkning. De tror det stammer fra humanistiske filosofier, men de har lånt det fra den tid, hvor Jesus ramte hovedet på sømmet, da han sagde: ”ikke lovgerninger, men tro”. Disse danskeres overbærenhed med Birthe Rønn's kristne fundamentalisme kan kun give mening fordi deres grundlag dybest set også er det kristne. Og det er godt.

Og her står vi så: i valget mellem religiøs lovtrældom og religiøs frihed. Vi bliver nødt til at forpligte os den ene eller den anden vej, for der findes ikke et værdi-neutralt valg. Begge valg er fundamentalistiske valg, som afslører vores personlige værdier. Som kristne er der kun et rigtigt valg. Tak til Birthe Rønn for denne indsigt.

Som jeg tidlige har været inde på, er værdiforankringen i sygeplejen fundamental. Uden værdierne har vi som profession intet at byde på. Vores kerneydelse er omsorg - et begreb indeholdende fire af menneskets mest grundlæggende værdier: godgørenhed, ikke-skadevolden retfærdighed og autonomi. En sådan værdiforankring kræver høj grad af selvindsigt at efterleve, og det forkommer mig da også, at der i denne fortravlede tid opstår et gab imellem vores værdisæt og vores handlinger.

Det er interessant at se på, hvordan flere og flere højlydt prædiker god, værdifuld sygepleje med respekt for det enkelte menneske og 5 minutter senere ikke er blege for at fortælle, hvor doven og uduelig kollegerne er - enten i egen eller i anden afdeling. Der sker hurtigt en klikedannelse. Det bliver til os imod dem. Et fælles fjendebillede gror frem af frustrationer og indebrændthed, med en slagsang, der kunne lyde:"Vi er de eneste der tænker på patienterne, alle de andre gør det ikke godt nok osv". Og ve den, der vover at kommentere. Det er jo travlhedens skyld!

Det er dog paradoksalt, at det er denne kamp om at være bedst til at efterleve professionens værdier, der er grunden til, at man netop ikke er god til det. Godgørenhed, autonomi m.m. er jo netop ikke ægte forankret i kliker. Det er derimod storhedsvanvid og arrogance, hvilket ikke avler ikke andet end selvfede og ikke særlige værdifulde sygeplejersker. Så mit råd er: Drop de selvfede skueværdier, og genfind sygeplejens grundlag!

Nye sygeplejersker kommer ud i en profession med mange idealer og visioner. Sygepleje som fag indeholder mange værdier, som gennem uddannelsen bundfældes og langsom integreres som en del af ens selv. Kerneydelsen er omsorg med alt hvad det indebærer. Sygeplejersker er nærværende, omsorgsfulde og tillidsvækkende mennesker med en grundlæggende tro på det gode og værdifulde. Det er det vi stræber efter.

Men ak. Vilkårene på sygehusene og i kommunerne lader meget tilbage at ønske set med disse briller. Underbemanding og minuttyrani kan tage selv de bedste intentioner fra folk. Konstant tidspres, stadig flere opgaver, følelse af at blive begrænset og kontrolleret sætter sit præg og sætter gang i en galvaniseringsproces. Langsomt og stødt begynder vi som sygeplejersker at mærke at vi ikke formår at efterleve egne og fagets værdier, og for at kunne holde det ud lægger vi lag på lag af galvanisering uden på os. Vi kommer længere og længere væk fra kerneydelsen - at varetage omsorgsfuld sygepleje af patienter og klienter - og fokuserer i højere grad på at efterleve de krav institutionerne stiller. Vi har fokus på effektivitet, cost-bennfit, prioritering og lignende, alt imens vores mave slår kolbøtter over undertrykkelsen af vores grundlæggende værdier.

Nu skal det ikke hedde sig, at jeg bare giver samfundet skylden, for jeg mener rent faktisk, at vi som profession har brug for lidt navlepilleri i denne sammenhæng. Men hvordan er det vi får pillet hul på galvaniseringen og får genfundet glæden ved faget? Kan det tænkes, at der er brug for en kollektiv opvågning og erkendelse af at sygepleje har bevæget sig længere fra patienterne, og at rammerne er helt anerledes end for bare 5 år siden? Er der nogen grund til krampagtigt at holde fast i, hvordan det var - eller er der mere fornuft i at se på hvordan det er, og hvor det bevæger sig hen?

Et kig på udviklingen i sygeplejeuddannelsen gennem bare de sidste 10 år, kan give et indblik i, hvilken slags sygeplejersker samfundet har valgt. Det er de refleksive, teoretisk velfunderede sygeplejersker der kommer ud fra sygeplejeskolerne i disse år, der er hobbitterne i faget idag. De kan det grundlæggende praktiske arbejde og har i langt højere grad lært noget om de sammenhænge de indgår i, såvel professionelt som samfundsmæssigt. De kender og accepterer vilkårene som en del af et dynamisk og moderne samfund og udøver sygepleje indenfor rammerne uden at komme i konflikt med deres værdier. Dem kan vi sgu lære noget af. Så mit råd er: Hold fast i værdierne, accepter rammerne og bryd ud af galvaniseringen!

Jeg var heldig i februar at køre en kort men god proces med Børnefonden, hvor alle 28 medarbejdere deltog. Hvilken luksus at have alle medarbejdere med til at finde og definere værdier; og til at folde dem ud i konkrete handlinger.

• Think about your values and write down those that really matter to you. What is most important? Spending time with family? Accumulating great wealth? Achieving powerful influence? Acquiring possessions? Expressing yourself? Learning new ideas? Experiencing adventure and travel? Maintaining excellent health? Socializing with friends? Contributing to the community? You can't do them all. Cut out activities that aren't consistent with your core values.
• Write a list of goals you'd like to achieve. Focus on doing a few really well, rather than a lot in a mediocre way. You can't add hours to the day, but you can cut down on activities.
• Say no instead of yes. People agree to requests from others because they like to please them. Instead, realize that you have a right to say no. Creating plans or policies makes saying no easier. ("I'm sorry, I already have a financial planner." "I'm sorry, we already have a plan for giving to charities.")
• Stop being a slave to communication tools. Do you really need an office phone, a home phone, a cellular phone, pager, fax, e-mail and internet ICQ technology?
• Give away clerical tasks to others who can handle non-priority activities.
• Stop spending time to save money. Instead, spend money to save time. Don't drive across town to save a few cents on a grocery item. It's not worth your time. Do hire someone to do chores you're not fond of.
• Cancel subscriptions to magazines you never get around to reading. Only read one newspaper per day.
• Cut back on television time. Only watch those shows you decide on beforehand. Circle them in the television-listing magazine. Then turn off the television when the program is over. Cancel extra cable television packages for channels you rarely watch. Go for broke. Give up watching television altogether.
• Clean out your basement or your office. If you're not using something, get rid of it. Put an expiry date on items when you can't decide to keep them or not. Get rid of them when the expiry date arrives.
• Quit organizations that aren't contributing to your advancement, your network or your fun.
• Automate repetitive, clerical, mechanical tasks. For instance, set up automatic bill payments. Include your automatic savings plan as part of your monthly spending.
• Make a plan for the weekend that doesn't involve work. Plan to spend more time with your family or with people who make positive contributions to your life. Stop spending time with people who are a drain on your energy or vitality.
• Carry a smaller wallet or purse. Start by cleaning out the one you've got. Get rid of unnecessary credit cards and other clutter that you don't use regularly.
• Stop checking up on your financial portfolio every day. Most people invest for the long term. Checking your results daily adds to stress and might lead to expensive and unnecessary changes.
• Make time for yourself. Set aside time each day to reflect quietly, go for a walk, plan for your future or meditate. Visit the park instead of the mall.
• Cut back on debt. Consolidate your different debts into one and pay it off. Put your credit cards in a spot where you won't be able to use them until you're debt-free. Track your expenses for a month, then cut back your spending on items you don't need. For instance, pack a lunch rather than buying one at work. Mix and match your outfits rather than constantly buying new ones.
• Consider renting a vacation home rather than buying. You won't be burdened by time (and money) spent in maintenance. Also, this allows you to visit a different spot each year.
• Plan time for a vacation every year. Some people claim "I haven't had a vacation in three years" as if it was a badge of courage. It isn't.
• Cut back on your children's planned activities. If they have to use a time planner to schedule their activities, and you spend all of your time taxiing them around, they're probably too busy.
• Live closer to your work so you don't have to drive.
• Take a moment each day to be grateful.

Kilde: http://www.getmoredone.com

Og så har jeg tænkt mig at tage udfordringen op. Det er måske en anelse lurepasseri, fordi min partner og jeg allerede har et råt manuskript, som blot mangler redigering ... som selvfølgelig også tager tid, men vi er dog foran Harning, som først skal have skrevet hele råmaterialet. Pyt med lurepasseri - jeg/vi har brug for en deadline for at få gjort bogen færdig. Og hvorfor så ikke gribe Harnings udfordring?

Målet er at skrive en bog færdig på 45 dage.

Ved at tage Harnings udfordring op har jeg allerede i målformuleringen opfyldt første betingelse på vejen mod at nå et mål:
At tidsbestemme det.
Målet er også realistisk, idet hele råmaterialet er lavet. De 45 dage er derfor rigelig tid til at efter-redigere.
Målet er konkret: Bogen skal være skrevet så færdig, at den kan sendes til et forlag.
Målet er også attraktivt: Det vil give min partner og mig selv stor tilfredshed og glæde at få udgivet denne bog, som betyder rigtigt meget for os begge.
Beviset for, at jeg/vi har nået målet, er, at vi erklærer bogen for færdig-redigeret indenfor de 45 dages frist.

Formålet med at definere værdierne ar at skabe konsekvens i det organisationen siger og det den gør. Værdier er en bløde og ukonkrete begreber, som de fleste nok synes, er svære at omsætte til ting og handlinger. Her er det godt at søge hjælp hos en kommunikationsrådgiver. Hun kan hjælpe ledelsen med at skabe en rød tråd i organisation så det dens medarbejdere siger/ kommunikerer verbalt såvel som nonverbalt igennem hjemmesiden og hvad de gør i form af produktportfolio og handlinger så som kundeservice og arbejdsprocedurer.

Rådgiverens rolle i værdiprocessen er at være sparringspartner for organisationens ledelse og stille alle de vigtige spørgsmål. Rådgivere kan ikke tilbyde en færdig løsning, men sin ekspertise og hjælpe organisationen med at skabe egen unikke identitet.

Påstanden er opbygget således: Konservative er et gammelt parti bestående af godsejere; godsejere vil gerne have "pengene i deres egne lommer" fremfor i statens kasse; der er færre godsejere; fordi der er færre godsejere, er ideen om at pengene har det bedre i ejernes lommer ikke længere gyldig... hvis man skal skære det helt ud i pap.

Problemet med Kaaslunds påstand er imidlertid, at argumenterne ikke holder.

Han har ganskevist ret i sine historiske betragtninger, men koblingen mellem historien og "pengene har det bedst i vores egne lommer"-princippet (altså ejendomsretten...) er søgt og uholdbar. Den historiske udvikling m.v. betyder ikke, at ejendomsretten bliver mindere relevant eller mindre gyldig; det ene medfører ikke det andet - eller omvendt.

Tværtimod må enhver borgerlig vende sig imod denne form for værdirelativisme, som ikke nok med at være logisk fejlslagen, tilmed agerer skødehund for bagdørssocialismen, der ødelægger alt hvad mennesket står for. Det kan meget vel være, at Anders Fogh klarer sig bedre på en talerstol end Bendt Bendtsen; men det er stadig Bendt der er den mest borgerlige af de to.