- ”Fortæl mit barn?”

”Forleden dag sad jeg på cafeen og drak min kaffe – ganske som jeg gør hver dag. Men pludselig, som jeg med et nyt bekendtskab drøftede søndagens kamp, syntes det mig, at min kop pludselig ikke længere var en kop. Ganske vist var det stadig én kop, men ikke længere en kop. Begrebet syntes mig pludselig at flyde ud, og af ren og skær frygt for at spilde den varme kaffe, satte jeg nu denne ting ned. Min ven spurgte mig, hvorledes jeg var til mode, da jeg åbenbart var blevet bleg i ansigtet – hvem kunne dog bebrejde mig det? Jeg husker ikke nøjagtigt, hvad jeg svarede, men blot at som jeg kiggede på tingen syntes at blande sig med kaffen: Den hvide porcelæn som fløde syntes at forsvinde ind i kaffen, der nu ikke længere blev holdt på plads af noget som helst!”

- ”Det forekommer mig besynderligt? Hvorledes kunne det dog lade sig gøre?”

”Jeg begriber det såmænd ringe selv, Fader. Jeg fjernede hånden af frygt for at skolde mig på den endnu varme kaffe. Min ven blev bekymret for mig og spurgte atter, hvorledes jeg var til mode. Jeg kunne for anden gang intet fortælle ham, da jeg var stærkt optaget af at holde øje med den opblandede kaffe, der for mig syntes at gå i ét med bordet hvorved vi sad. Jeg tog avisen og ville lægge den over – jeg tænkte nok, at den ville suge noget af denne besynderlige flydende substans til sig – men som jeg greb fat i den faldt alle de små bogstaver ud, og da måtte jeg se på min ven for at se, om han så, hvad jeg så. Han stirrede ganske forståeligt på mig, som var jeg gal, men pludselig ændredes også han. Han forsøgte at tale til mig, men ordene, der kom ud var intet andet end bizarre lyde, der ikke mindede mig om andet end en manipulation af den slags, man kan høre når man opfanger radiosignaler. Små bobler kom ud af hans mund, der sprængte ud udløste små tryk, der irriterede mine ører. Pludselig blev hans mund ganske som forandret, og alt på ham dirrede – intet syntes fast. Han forsøgte at kommunikere med hænderne, men alt jeg så, var de lange streger, de trak efter sig – ganske som alt andet, der bevægede sig i rummet nu trak efter sig.”

- ”Jamen kæreste barn, dog!  Hvad har du dog gjort mod Gud for at opleve en sådan rædsel?”

”Jeg kan ikke andet end at fortælle Dem, Fader, hvad jeg sansede den dag: Pludselig smeltede jeg nemlig også selv, og jeg mærkede hvorledes jeg flød i ét med alt og alle, sådan som alt og alle var flydt i ét med sig selv: Jeg var ikke mere tilbage. Hvorledes skulle jeg dog nogensinde forholde mig dertil, at jeg ikke eksisterede? Thi nu var jeg jo borte, og tilbage var den store masse, som havde opslugt alle begreberne og ladet dem flyde ind i hinanden. Men så skete det, at jeg blev klar over, at begreberne var falske! Jeg måtte sætte mig ud over dem og indse, at min væren var en anden, end den af tingenes. Idet jeg forholdte mig til min eksistens, blev min væren en væren for sig, og indtil mennesket lærer at forholde sig til sin eksistens, vil deres væren blot som tingene være en væren i sig. …sig mig, Fader; De synes mig at forekomme noget grå i det?”