Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

Charles Hansen, der er leder i Centralorganisationen af Metalarbejdere, har givet bl.a. følgende udtalelser til Jyllands-Posten: ”Får inflationen lov til at fortsætte, vil det medføre, at Danmark bliver en industriel ødemark. Den almindelige holdning til inflation og forbrug er udtryk for manglende solidaritet med de ledige og de unge.

Han peger på, at vi har masser af muligheder, fordi industrien kan regne med god og veluddannet arbejdskraft samt en teknik, som tilsikrer høj effektivitet og stor konkurrencedygtighed.

Industriel udvikling og vækst er vor eneste chance for at overleve og for at komme af med arbejdsløsheden. Der er et stort behov for en overordnet industripolitik, som i virkeligheden kan betegnes som en samfundspolitik, idet industrien udgør en central faktor for en videreførelse af velfærdssamfundet. En sådan politik skal gerne bygge på en større forståelse for industriens vilkår, end vi hidtil har været i stand til at fremvise her i landet.

Mange ryster på hovedet, når de præsenteres for politikeres og økonomers alvorlige advarsler. De gør det ud fra det ræsonnement, at hvis det, vi her og nu oplever, er krisen, så lad den dog endelig fortsætte”.

Kommentar:
Den bratte opvågningens time kommer senest, når SVCQMBF´erne får nej til deres låneansøgninger og besked om, at nu skal Danmark til at betale tilbage. Nu bruger vi 110 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. når vi skal tilbagebetale, kan vi kun forbruge 90 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. nogle folk vil mene, at det betyder, at andre samfundsgrupper end hans egne skal gå 30% ned i levestandard, og at han selv kan stige 2%. Men det eneste virkelighedsnære svar på udfordringen er Z-politikken. Forhøj produktionen med 20% og brug for eksempel 6% til levestandardsforbedring i Danmark og de 10% til tilbagebetaling af allerede pådragen gæld.

Men for at opnå det, må vi væk fra den for høje danske inflationstakt, som bl.a. blev belyst i FREMSKRIDT 1978-17 side 23. Hvis vi ikke takket være det europæiske valutasamarbejde havde ligget som bivogn på den tyske mark, havde det stået endnu mere skralt til, jfr. FREMSKRIDT 1977-19 side 2-3.

Mogens Glistrup

Et henkastet blik hen over nyhedsoverskrifterne i medierne fortæller med gruopvækkende tydelighed, at der er noget rivende galt med vores velfærdssamfund - ikke bare ét sted, men alle steder ses og mærkes de facto afmonteringen af vores skandinaviske velfærdssystem stadigt stærkere for hver dag der går.

Samfundets allermest udsatte og svage rammes hårdt, men det gør mange forskellige borgere i det hele taget. Man kan nærmest sige, at ulykkerne rammer i flæng ned over den store majoritet af befolkningen, der ikke er usandsynligt velhavende i udgangspunktet!

Når man så nærlæser og undersøger de mange nyheder om, at det er ved at gå helt galt for vores samfund, bliver bekymringen, indignationen og harmen kun større, for velfærdssamfundets bærende søjler smuldrer helt konkret lige for øjnene af os med bekymrende stigende hast!

Det er mere end nogensinde nødvendigt at råbe op og protestere!

Jeg tror, det er nødvendigt at alle vi, der kan se og forstå det, der sker, fra vores unikke udsyn af, at vi beskriver virkeligheden som den reelt er der, hvor vi er, med den specifikke viden og erfaring, vi hver især har.

Vi skal alle sammen beskrive og vise virkeligheden for de mange borgerlige vælgere, der lader sig bedøve af mediernes og regeringens hang til kortsigtet enkeltsagspolitik og for de, der er i tvivl og ikke ved, om det nu kan være rigtigt, at det står helt så galt til.

Lad os fortælle dem sandheden, det står endda rigtig skidt til, og det er nu, vi skal protestere og sige stop.

Aldrig har det været dårligere fungerende, end det er nu, vores velfærdssystem, men det ser desværre ud til kun at blive værre.

Som en vaskeægte sneboldeffekt ruller lavinen, der gør det af med vores velfærdssamfund og danner fundament for Venstres ideal om en minimalstat - et samfund hvor Darwins lov er øverst, mammon er gud og egoisten selv enevældig konge.

Minimalstaten er et materialistisk paradis for de få, hvor begreber som sammenhængskraft, humanisme, bæredygtighed og fællesskab betragtes som kuriositeter fra en svunden tid.

Minimalstaten som vores regeringen øjensynligt arbejder hårdt realpolitisk på at skabe, er intet mindre end de allermest velhavende egoisters paradis.

En tilbagerulning af regeringens politik og dens følger må og skal være centrumvenstre-oppositionens første og største opgave, for der skal ryddes op og ud i alle de skader, der er blevet skabt, for at der kan skabes noget frugtbart og bæredygtigt i stedet.

Fremskridtskultur i kommunen

Vi danskere er født og opvokset i et vestligt kulturmiljø, hvis økonomi er baseret på kapitalismen, som giver det enkelte menneske frihed til at tænke og skabe. Vi fremskridtsfolk ønsker at bevare denne frihed og de rødder, som vi har i den vestlige kultur, og vort nordiske særpræg. Derfor er det nødvendigt at modarbejde de kræfter, som prøver at afspore og ensrette vort kulturliv til gavn for magthaversysnspunkter og til skade for menneskets mulighed for at vælge frit og skabe originalitet.

Det burde på nuværende tidspunkt være klart for enhver, at Danmarks ressourcer er begrænsede. Derfor er det samfundsødelæggende, når kommunalpolitikere rundhåndet forbruger af borgernes penge uden at prioritere anderledes end Socialdemokratiet, Venstre og de øvrige uansvarlige partier har gjort i årevis. Således prioritere Fremskridtspartiet f.eks. boliger til ældre og handicappede højere end kommunalt kontorbyggeri pg miljøbevaring højere end støtte til teatergrupper.

Fremskridtspartiets måde at prioritere på er kulturbevarende, men de politikere, som ikke vil eller ikke kan forstå dette, kalder os naturligvis ”kulturfjendske”. Vi synes, at bibliotekerne er samfundsnyttige, men vi mener ikke, at biblioteksvæsenet skal tilgodeses med en uhæmmet vækst, der langt overskrider de rummelige normer som blev til i de ”glade” 60`ere. Det er ikke ualmindelige, at et kommunalt bibliotek i dag gennemsnitligt koster den enkelte husstand tusind kroner om året. Hvilket er langt over, hvad det koster i andre lande med et højt kulturelt niveau. Bogudlån kan være kulturformidlende, men det bliver ikke mere kulturelt af at foregå fra bibliotekslandskaber, som tilfredsstiller enhver bibliotekars dristigste ønskedrømme.

Fremskridtspartiet er, til trods for den alvor landets situation indbyder til, den eneste parti, som reelt maner til mådehold. Det er en kendsgerning, at midlerne er begrænsede. Derfor ’er det på tide at indse, at gratis plade- og grafikudlån til fordel for en snæver kreds og på selv de fattigste skatteborgeres bekostning er en hån mod al sund fornuft og god moral. Disse er kun eksempler på de talrige overdrivelser, som Fremskridtspartiet vil til livs.

Umyndiggørelsen af befolkningen gennem skatteplyndring og efterfølgende tildeling af almisser efter gratisprincippet skaber ikke et levende og inspirerende åndsliv, men giver derimod magthaverne mulighed for at fremme politiske synspunkter via kulturbudgetterne.

I Fremskridtskommunen skal den enkelte borger frit kunne disponere over egne midler til kulturelle aktiviteter.

Jørgen Ågerup

1 : Men hvad kan og skal vi gøre ved den fatale udvikling indtil et regeringsskifte finder sted ?

2 : Og er det overhovedet muligt at vende udviklingen og genopbygge den offentlige sektor - eller er der allerede blevet skabt så store huller at der må egentlige gennemgribende reformer til ?

Hvad mener du ? Hvordan standser vi ulykken, kan vi det ?

"Velfærdsstaten nyder stor opbakning, men spørgsmålet er, om den er løsningen på den fattigdom, vi ser i Danmark? Min mors nød blev ikke afhjulpet af økonomisk støtte fra kommunen. Nærmere tværtimod. Min beretning viser, at jo flere penge hun modtog, jo værre opførte hun sig. Måske var min mors fattigdom først og fremmest et barn af åndelig og ikke materiel nød? Det ville forklare, hvorfor alle kommunens redningsforsøg kun frembragte ét resultat: 1-0 til dem af os som ikke mener, at velfærdsstaten har bevist sin eksistensberettigelse." 

Denne weekendklumme skrevet på den i øvrigt glimrende netavis 180 Grader indeholder mange af de ting, som er værd at kritisere ved den danske velfærdsstat. Selvfølgelig er denne argumentationsteknik ikke holdbar, eftersom enkeltsager ikke kan benyttes som et argument imod et helt system, men denne sag har et budskab, som er selve problemet ved det danske samfund. Hvem er det egentlig, der lever vores liv? Efterhånden kan man argumentere for, at staten har en så stor rolle, at staten har kontrol over din tilværelse. Hvis vi som borgere aldrig nogensinde lærer at klare problemerne selv og blot overlader dem til staten, finder vi som samfundsborgere aldrig ud af, hvordan vi skal komme ud af elendigheden, hvis vi først er havnet der.Selvstændighed er nøgleordet, når man diskuterer dette emne. Hvor er selvstændigheden i samfundet? Hele vejen gennem skolesystemet opfordres vi til at være "åååh så sociale", og vi må absolut ikke være over gennemsnittet. Når vi så kommer ud på arbejdsmarkedet, bliver de fleste af os meldt ind i en fagforening, som tager sig af de store spørgsmål vedrørende vores arbejdsliv. Hvis det går galt for en undervejs, kommer staten så som en anden forælder for at hjælpe dig, men er det virkelig sådan et system, vi har lyst til at leve i?

Velfærdsstaten er god for visse individer i samfundet. Nemlig for de mennesker som kan forstå, at staten blot skal være en hjælpende hånd til at komme op, hvis man først ligger ned. Samtidig kan denne hjælpende hånd være en bjørnetjeneste fra statens side, da man kan undgå at kæmpe for at komme på rette køl igen, fordi staten fodrer en med offentlige ydelser, og derfor ender denne hjælp med at holde en nede.