Socialdemokraternes er selvfølgelig de værste. Her var der intet som helst nyt under solen -- blot mere socialistisk nonsens fra det fallerede parti.

Liberalisternes 10 nye teser er alt andet end nye. De svæver sådan lidt oppe i æteren og er derfor meget lidt håndgribelige -- men det er vel også netop meningen med en tese?

Den enkelte skal have størst mulig frihed til at leve sit liv, som vedkommende ønsker, så længe det ikke krænker andre menneskers tilsvarende frihed.

Staten skal ikke stille sig til dommer over, hvad der er en rigtig og forkert måde at leve på.

Personlig frihed og ansvar hører sammen.

Frihed er vigtigere end flertalsstyre.

Mere politik er ikke løsningen.

Pengene skal følge borgerne.

Det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Lavere skatter fører til større frihed, velfærd og velstand.

Ansvar for ens eget og ens families liv er ikke kun en pligt - det er også en ret.

Det er et fælles ansvar at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv.

Jeg er -- selvfølgelig! -- enig i alle 10 punkter. Især punkt 2, 4, 5 og 9 betyder mig for mig personligt og ligger mig derfor også meget på sinde. Ikke overraskende, har meget af indholdet her på Altanen på den ene eller anden måde kunnet henføres til under netop disse punkter.

Men jeg må alligevel sige, at det er trist, at man ikke kunne være lidt mere nede på jorden. Jo, pengene skal følge borgerne og det skal betale sig at arbejde, men hvad pokker betyder det så?!?

Skal pengene ligge i borgernes egne lommer eller skal de følge borgeren/klienten i form af statssanktionerede "frit-valgsordninger". Ordninger, der ganskevist er mere rationelle/liberale/fornuftige end rent statslige ordninger, men som stadig ikke er så rationelle/liberale/fornuftige, som de kunne være, havde de haft skikkelse af reelle alternative på et frit marked i et åbent samfund.

Søren Pind & Co.s nu klassiske 10 teser fra 2003 er langt mere jordnære.

Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv.

Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser.

Det er vigtigere, at skatten falder end at overførselsindkomsterne stiger.

Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte.

Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed.

Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst.

Det er vigtigere at skabe frie valg ved, at folk tjener deres egne penge end ved at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg.

Det er vigtigere, at der er offentlige frit valgs ordninger end at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes.

Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud end at det foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet.

Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum end at bevare politisk styring, monopol og stive systemer.

Så jo, med andre ord: Liberalistisk filosofi m.v. er meget, meget spændende. Faktisk så spændnede, at man alt for tit forlader sig på at formulere sig alt for fjernt fra det jordige, som man ellers mente man ville referer til. Liberalisternes teser er bedre end Socialdemokraterne fordi de er klassisk liberale. Søren Pinds er bedre end liberalisternes fordi de er håndgribelige og meget nemme at forholde sig til.

Hvorfor er den muslimske verden så håbløst bagud.

Tip: GG

Fra http://everykindapeople.blogspot.com/2007/10/nu-vntar-vi-ett-ekonomiskt-mirakel-av.html viderebringes: 

"Sverige lå i 1975 på fjerdepladsen i verden i OECDs velstandsliga, nu ligger det på en 14. pladsen. I stedet er det Irland der indtager fjerdepladsen."

Mere om Irland her på bloggen, Miraklet Irland

"Irland har bevist at en væsentlig sænkning af skatteniveauet kan blive motoren til igangsætning for fuld gas af en tilmed næsten stillestående økonomi. 

En drastisk nedsættelse af den irske skattesats fra 53 pct. i 1986 til de nuværende 35 pct. har medført en stadigt voksende opgang i velstanden med 5,6 pct. i gennemsnit pr. år i de seneste to tiår, medens antallet af jobs er steget med mere end 50 pct. 

På knap 18 år sprang Irland fra 22. pladsen til fjerde pladsen på OECD's velfærdsliste. Irland reducerede ikke sin sociale velfærd. Tværtimod. Den voksede gnidningsfrit, fordi skatteindtægterne steg og dermed også de sociale udgifter."

------

Mener du at du oftere vil bestille en håndværker, hvis hans regning bliver reduceret med 35 pct.?

Sonia

If the living standard of the median Belgian or Finnish appears to be between 63 and 72 percent of that of the median American, the living standard of poor Belgian and Finnish is roughly the same as that of their American counterparts, around 37 percent of the U.S. median. Low-income people in Denmark, Norway, Switzerland and, especially, Luxembourg are much better off than elsewhere. In all southern European countries but also, to a lesser extent, in Australia, Ireland and the United Kingdom, the living standards of low-income households are lower than in the United States. Of course, they are a great deal lower in all middle-income economies.

Hertil skal der tilføjes, at Sveriges P10 i relation til USA’s median er en anelse lavere end USA’s P10, at Sveriges P90 er 99% af USA’s median og at Sveriges median er på 59% af USA’s median. For Danmark er P10 i relation til USA's median højere end USA’s P10, Danmarks P90 er på 125% af USA’s median, mens Danmarks median er på 80% af USA’s median. En meget, meget interessant tabel kan ses her og mere information kan findes i linket i starten af indlægget.

Selvom uligheden i USA er ekstrem (P90/P10 er på 5,7, mens den hos Danmark og Sverige er på eller under 3,0), så skyldes det altså ikke primært fordi de allerfattigste er meget, meget fattigere end alle andre. Faktisk er de fattigste i USA rigere (købekraftskorrigeret) end de fattigste i Sverige, Australien, Irland, England, Italien, Spanien, Israel, Frankrig og Slovenien og på niveau med Belgien, Canada, Tyskland, Finland og Holland. Grunden til den ekstreme ulighed i USA skyldes altså snarere en meget, meget høj P90 (212% af medianen). Det er kun Luxembourg, der er på niveau med USA hvad det angår.

Hattip til Will Wilkinson, der har valgt en anden (og lige så interessant) vinkel.

Med udgangspunkt i titlen kunne man spørge sig selv: Hvorfra kommer nationernes velstand? Er en nations velstand måske mest afhængig af naturressourcer, eller skal de forarbejdes og forædles først? Og hvilken rolle har know-how, good governance og domstolsbeskyttelse i hele regnskabet? Det er præcis de spørgsmål, som nogle kloge hoveder fra Verdensbanken har sat sig ned og tænkt over. Resultatet er en 200 siders rapport (bog, velsagtens), som giver et interessant – og for mig nyt – indblik i, hvad udviklingslande skal gøre for at udvikle sig selv.

For at starte bagfra viser rapporten tydelig, at en stats selvudvikling og opbyggelse af civile og hæderlige institutioner er en forudsætning for vedholden vækst. Reason Magazine havde et interview med manden bag projektet og skrev bl.a.:

... most of humanity's wealth isn't made of physical stuff. It is intangible. [Their] extraordinary but vastly underappreciated report, Where Is The Wealth Of Nations?, found that "human capital and the value of institutions (as measured by rule of law) constitute the largest share of wealth in virtually all countries."

Konklusionen på det hele også klar og tydelig:

Establish the rule of law and educate their people. That's a lot harder to do than building giant dams or aluminum factories, but it would be a lot more effective in reducing poverty.

Det der så gør det hele meget sjovre er, at man siden 1970'erne jo rent faktisk har været bange for at transformere u-landes civile institutioner, udfra en tankegang om, at lokale forhold er vigtigere end vestlige modeller. Den tankegang kan nu skydes i jorden.

En af disse forestillinger er troen på, at én persons gevinst er anden persons tab. Denne tro kan spores langt tilbage i tiden og tager derfor mange forskellige former, men den er i nyere tid oftest blevet beskrevet som en tro på, at livet er et nulsumsspil (eller konstantsumsspil). Et nulsumsspil er et begreb fra spilteorien som indebærer, at gevinster og tab i et spil udligner hinanden. Summen af gevinster og tab er altså lig nul. Spillerne af dette spil kan hverken forøge eller formindske de samlede ressourcer, men kan kun vinde på direkte bekostning af andre.
Et ligefremt eksempel på et simpelt nulsumsspil er poker: I poker vinder man kun de midler som de andre spillere taber. Man kan ikke samarbejde om at øge puljen til alles fordel. Den eneste måde man kan maksimere sin fortjeneste er ved at vinde over andre og dermed tilegne sig deres midler.
Et andet eksempel på et nulsumsspil er det at skære en kage. Kagen vokser ikke magisk ved, at man sætter kniven i den, derfor vil den ene persons store stykke kage uundgåeligt resultere i, at en anden person får et mindre stykke kage. Lige så snart man fraviger den fuldstændig lige kagefordeling betyder det altså, at en eller flere personer mister kage.
Kageanalogien er samtidig også brugbar til at forklare hvorfor socialister foretrækker materiel egalitarisme. Hvis man ønsker, at alle spillere i et nulsumsspil skal have mest muligt, så er en ligelig fordeling at foretrække. Den materielle egalitarisme er med andre ord den Pareto-ligevægt, hvor alle personer har mest muligt. Hvis ligheden tilsidesættes betyder det, at nogle taber. Dette ræsonnement er frontløberen for den marxistiske tese om bourgeoisiets udbytning af proletariatet og er af essentiel betyd- ning for socialismens materielle egalitarisme.
Et endnu mere nyttigt eksempel på et nulsumsspil er det underholdende brætspil Matador. Ligesom i poker findes der i Matador også en konstant sum af ressourcer som man kan spille om. Det er derfor et grundlæggende præmis i Matador, at man kun kan vinde ved at slå de andre spillere. Socialister vil påpege, at Matador er et strålende eksempel på hvordan virkeligheden ser ud, derfor skal vi fordele alle penge og ejendomme ligeligt. Alternativet til at distribuere alle ressourcer ligeligt er at lade de heldige, der tilfældigvis har evnerne til at vinde, udnytte de uheldige. Alternativet til materiel egalitarisme er at kaste terninger om noget så vigtigt som menneskers liv og lykke.

Det er intet overraskende og originalt i min fremstilling af ovenstående tro. Det kræver heller ikke særlig meget økonomisk indsigt at tilbagevise denne forestilling. Matador er nemlig ikke som virkeligheden. I Matador er der 40 felter, en fast mængde ressourcer og absolut ingen mulighed for at udvide dette. I Matador kan man derfor ikke opkøbe en billig landgrund og forvandle den til nyt boligområde. Man kan heller ikke bygge jernbaner og lufthavne eller opfinde andre teknologiske landvindinger, der udvider spillets samlede ressourcer. Men hvad der måske er endnu vigtigere, så kan du kun tjene penge, hvis sagesløse spillere tilfældigvis lander på et af dine felter. Dette er i direkte kontrast med hvordan man i virkeligheden opnår værdiforøgelse.
Når man i virkeligheden lejer en bolig, besøger et hotel, køber en færgebillet, går til en koncert, spiser på en restaurant eller på en anden måde bytter sig til en vare eller tjeneste, så gør man det ikke fordi man tilfældigvis lander i en anden persons domæne. Man gør det derimod fordi man ser en fordel ved at gøre det. Alle ovenstående byttehandler er nemlig frivillige udvekslinger af to værdier mellem to parter med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to parter tvinger den anden part til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler, knyttede næver eller spilleregler skrevet på bagsiden af et låg. Den gensidige fordel betyder, at begge parter indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.
I Matador tager man på hotel fordi man nødt til det når man tilfældigvis lander på et felt med et hotel, men i virkeligheden ser det helt anderledes ud. Den ene spiller har måske en ordentlig pose penge, men mangler desperat et sted at sove, mens den anden spiller har to senge, men kunne godt tænke sig nogle penge til at starte et bageri. Derfor bytter de nogle af pengene for den overflødige seng. Herefter omdanner den kommende bager sit nu tomme soveværelse til et lille bageri. Tiden går og det bliver vinter. Bageren mangler derfor en frakke, der kan holde ham varm. Skrædderen har derimod masser af frakker, men har imidlertid intet brød og er ganske sulten. Bageren har heldigvis på bedste vis benyttet sit lille bageri til at lavet langt mere brød end han nogensinde selv kan spise, derfor bytter han noget brød for en frakke. Således kan man fortsætte i en uendelighed.
Min pointe med ovenstående eksempel er selvfølgelig at illustrere hvordan frivillige handler til gensidig fordel kan se ud. Endvidere viser eksemplet, at handel faktisk ikke er et nulsumsspil. Ingen af spillerne i ovenstående eksempel er nemlig blevet dårligere stillet, men får derimod opfyldt deres behov og ønsker. Dette skyldes, at de forskellige spillere værdsætter de forskellige værdier forskelligt. Hvis den ene spiller tilbyder en anden spiller 2000 kr. for at købe den ledige seng, så skyldes det, at han værdsætter sengen højere end de 2000 kr. Hvis den anden spiller tager imod tilbudet, så skyldes det, at han værdsætter de 2000 kr. højere end hans overflødige seng. Ligeledes er værdien af brød relativt lille for bageren, mens værdien af en frakke er relativt højere. For skrædderen er det direkte omvendt. Derfor opnår alle spillere en (subjektiv) værdiforøgelse ved at handle med hinanden. Handel er altså et plussumsspil.

Der findes selvfølgelig også andre måder at vise, at handel er et plussumsspil. En måde er at betragte, hvor villige og ivrige folk egentlig er efter at bytte og handle forskellige varer og ydelser. Hvis man går en tur nedad Strøget en varm eftermiddag vil man meget hurtigt opdage, at både butiksindehavere og indkøbere nyder at handle og bytte. Ville de gøre dette, hvis de tabte på det? Selvfølgelig ikke.

Man kan også betragte historien. Ved at gøre dette får man samtidig illustreret en anden pointe: I modsætning til en virkelig kage, så kan samfundskagen faktisk vokse og skrumpe på næsten magisk vis. Det er mig et mysterium, at nogle mener, at kageanalogien er en passende beskrivelse på virkeligheden. For blot 200 år siden var klodens samlede befolkning tæt på sultegrænsen, folk døde af nu helbredelige sygdomme og havde ingen smarte teknologiske indretninger såsom elektriske pærer, biler, computere og weblogs. For 2000 år siden var muldfjælsploven ikke engang opfundet i Danmark og levestandarden – selv for de rigeste høvdinger og konger – var langt under hvad den er i dag. For 2 millioner år siden var stenredskaber det hotteste i samfund bestående af nomadiske jægere og udomesticerende fødeindsamlere. Hvis kageanalogien er sand, hvordan har hele menneskeheden så udviklet sig så enormt? Fælles fattigdom var menneskets startfelt, men 2,5 millioner felter senere kan jeg skrive dette på en bærbar computer, mens jeg ser satellit-tv, drikker en kold drikkevare fra køleskabet og venter på, at min pastaret med ingredienser fra fremmede lande bliver færdig på komfuret. Er kagen virkelig ikke blevet større for alle os glade kagespisere (som der i øvrigt aldrig nogensinde har været flere af)?

Med menneskets historie i baghovedet kan det virke en anelse useriøst at påstå, at kagen rent faktisk også kan skrumpe, men ikke desto mindre kan det godt lade sig gøre. Og den kan i hvert fald skrumpe relativt, altså vokse meget langsommere end hvad der rent faktisk er en realistisk mulighed. Når dette sker er det paradoksalt nok ofte i socialistiske samfund, der tilstræber en fuldstændig lige fordeling og tror på Matador-virkeligheden (dette er selvfølgelig ikke det eneste, der kan få samfunds- kagen til at ’skrumpe’).
For at illustrere hvorfor det forholder sig sådan kan man forestille sig et samfund med 1 million indbyggere og 100% indkomstudjævning. I dette samfund lever vores føromtalte bager, der på egen hånd tjener lige præcis hvad der svarer til samfundets egalitære Pareto-ligevægt. Vores bager er en flittig mand, der sagtens kan fordoble sin nuværende arbejdsindsats, hvormed han også fordobler udbyttet af sit arbejde. I stedet for 50 brød kan han altså lave 100 brød. Efterspørgslen på brød er høj nok til at afsætte 50 ekstra brød til samme pris som de første 50, derfor vil han tjene værdien af 50 brød ved at fordoble sin arbejdsindsats, altså en fordobling af sin indtjening. Denne fordobling sker selvfølgelig ved frivillig handel til gensidig fordel – ingen bliver tvunget til at købe hans brød og alle er tilfredse og mætte.
Lad os antage, at den ekstra indtjening er 500 kr. Hvis samfundet fortsat skal være helt lige, så skal bagerens fordoblede indtjening fordeles ud på de resterende 999.999 indbyggere. Dette betyder, at bageren selv kun får 1/1.000.000 (en milliontedel) af 500 kr. ud af at fordoble sin arbejdsindsats i stedet for de 500 kr. Da bageren opdager dette stopper han ikke bare med at fordoble sin arbejdsindsats, men han stopper helt med at arbejde. I stedet omdanner sit bageri til et poolrum. Hvorfor? Jo, for selvom samfundet bliver fattigere af at miste bagerens arbejdsindsats, så taber han personligt kun 1/1.000.000 af sin indkomst pga. den konstante indkomstudjævning. Langsomt begynder alle andre også at finde ud af dette og til sidst er det kun idealisterne og tåberne, der stadig arbejder og producerer. Da idealister og tåber til enhver tid er en lille minoritet, vil samfundet i ro og mag blive fattigere og fattigere og samfundskagen vil uundvigeligt skrumpe. Ekstrem omfordeling er altså på lang sigt et minussumspil.

Vores bager-eksempel kan også bruges til at illustrere min sidste pointe. For hvem er det, der skaber noget i ovenstående eksempel? Det er den kreative, arbejdsomme og virkelystne entreprenør, der formår at tilfredsstille andre folks behov og ønsker. Denne entreprenør eksisterer ikke blot i form af vores førnævnte bager, men også i skrædderen, lægen, bilfabrikanten, filmproducenten, den prostituerede og mange, mange andre. Fælles for dem alle er en yderst specialiseret, driftig og forudseende arbejdsindsats, der i sidste ende belønnes af andre mennesker til alles gensidige fordel. Bagerens brød er altså helt og aldeles virkningen af en arbejdsindsats og investering fra bagerens side. Brødene falder simpelthen ikke bare ned som mana fra himmelen (for at parafrasere Robert Nozick).

At tro, at verden er et nulsumsspil er ikke bare faktuelt forkert, men – som forsøgt demonstreret til sidst – også særdeles farligt. Socialismens egalitære materialisme begrundes ofte med en henkastet henvisning til nulsumsspil, derfor er det bydende nødvendigt, at man som liberal modsætter sig denne opfattelse. Det lyder trivielt og er det måske også. Dette indlæg er i hvert fald næppe det mest intellektuelt stimulerende på The Hairpin Bend. Ikke desto mindre er det en vigtig kamp. Af samme årsag er det vigtigt at angribe andre socialistiske forestillinger såsom den objektive værditeori og forestillingen om, at staten kan skabe vækst. Netop derfor vil jeg afslutte indlægget med en anbefaling af David Gress’ nye bog Velstandens kilder, hvori han på fornem vis (blandt meget andet) anfægter socialismens mest basale fundamenter. Læs den!

For at demonstrere idiotien bag den relative fattigdom kan man forestille sig et samfund, hvor de alle øger deres realindkomst med 10% på et år. Er der så ikke blevet færre fattige når året er omme? Nej. Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd er ikke én person kommet ud af fattigdomsfælden, for selvom alles realindkomst er steget, så er den indbyrdes indkomstfordeling uændret og den relative fattigdom er blevet på samme niveau som tidligere. Faktisk ved vi, at jo flere år man tilbringer som fattig, desto sværere er det at komme ud af fattigdommen, så rent faktisk er den lige velstandsstigning et negativ fænomen.
Idiotien bliver dog endnu mere tydelig hvis man forestiller sig, at de rigeste halvdel i det førnævnte samfund i det følgende år oplever en stigning i realindkomsten på 20%, mens den fattigste fjerdedel kun oplever en stigning på 15%. Nu har vi lige pludselig oplevet en stigning i antallet af fattige, selvom ingen har fået det dårligere – tværtimod. Den ulige men generelle velstandsstigning er altså virkelig et farligt fænomen!
Men hvad sker der så året efter? Jo, nogle nævenyttige politikere (med støtte fra Politiken) vælger at lave et hav af politiske indgreb i økonomien. Konsekvensen er katastrofal og de rigestes realindkomst falder med hele 15%. De fattigste bliver ikke ramt helt så hårdt og deres realindkomst falder kun med 5%. Alle tjener dog mindre. Alligevel er politikerne glade. Hvorfor? Jo, for nu er den relative fattigdom faldet, da indkomstfordelingen er blevet mere lige og jævn.

Den relative fattigdom er altså intet andet end en banal måling af den relative ulighed. Og som alle fornuftige mennesker burde vide så fortæller ulighed intet om det reelle indkomstniveau. Selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ved dette og skriver derfor følgende i deres famøse rapport: ”En person med lav indkomst har jo ikke lavere forbrugsmuligheder, fordi middelklassen bliver rigere.” Så sandt, så sandt.

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

Et bankrøveri er en krænkelse af en andens ejendom. Som navnet så formålstjenligt antyder, så er det et røveri (af en bank). Hvis ejendom bliver i denne sag krænket af Jyske Bank, deres kunder og deres konkurrenter? Det kan ikke være bankens ejendom og det kan heller ikke være kundens ejendom, da de begge frivilligt accepterer transaktionen til begges gensidige fordel. Er det så statens ejendom, der bliver krænket? Hvis dette er tilfældet, så fordres det, at staten enten ejer det hele eller en del af den ejendom, der bliver handlet med. Hvis dette er sandt og staten misbilliger transaktionen, så er det en krænkelse.
Men er det virkelig tilfældet, at staten ejer det hele eller en del af den ejendom, der i dette tilfælde bliver handlet med? Dette vil vores samlede mængde af herskere måske fremføre. Lad os antage, at de har ret og staten rent faktisk ejer det hele eller en del af den relevante ejendom. Ja, lad os bare sige, at staten ejer de 47% den bramfrit postulerer er skattetrykket i Danmark (vi liberale ved selvfølgelig, at skattetrykket er væsentligt højere pga. de ’skjulte’ skatter). Problemet er, at disse 47% ikke kommer af sig selv, men derimod skal skabes af os, når vi arbejder. Dette betyder, at 47% af udkommet af vores arbejde ikke ejes af os. 47% af vores værdiskabende tid er vi altså – i ordets bogstaveligste betydning – slaver af staten. Vil vores herskere virkelig acceptere denne følgestrenge konsekvens?
Endvidere mangler vores herskere at redegøre for hvorfor staten ejer disse 47%. Der findes et utal af (dårlige) forsøg på dette, men de fejler alle fælt. I sidste ende er det eneste holdbare argument for, at staten ’ejer’ disse 47% nemlig, at staten har mange store våben og derfor kan true sig til det. Men hov, er det egentlig ikke hvad der sker ved et bankrøveri?

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.